Alterrummet er adskilt fra det øvrige kirkerum ved ikonostasen. Denne skillevæg tjener det formål at skjule det allerhelligste for menighedens blik og understreger således gudstjenestens karakter af »mysterion«. Den gennemskæres af tre sæt døre: i midten foran alteret en dobbeltdør, kaldet »de hellige døre« eller »de kongelige døre«. Herigennem må kun gejstligheden gå på nærmere angivne tidspunkter under gudstjenesten. Ved særlige lejligheder benyttes kongedørene dog også af landets monark. Norddøren ud for prothesis tjener som udgang ved de processioner, der danner et fast led i enhver gudstjeneste. Syddøren fører ind i diakonikon.

Ikonostasen og dens døre understreger det gudstjenstlige dramas karakter af åbenbaring (theophani). Dette anskueliggøres ikke mindst gennem de hellige billeder, ikonerne, der er anbragt overalt i kirken på vægge, søjler og stativer og da ganske særlig på ikonostasen. De er her anbragt efter et nogenlunde fast mønster i op til fem eller seks tværgående rækker over hinanden. Hver rækkes central-ikon er en fremstilling af Kristus. »Læser« man ikonostasen fra øverste til nederste række, præsenteres hele frelseshistorien i et storslået syn af forventning og opfyldelse: patriarker, profeter og andre gammeltestamentlige gudsmænd øverst. Nedenunder Guds Moder, Johannes Døberen og de tolv apostle. Endelig de tolv festikoner med situationer fra Jesu levned. Og nederst kirkens hellige mænd, biskopper, undergørere og martyrer, omgivet af ærkeenglene Mikael og Gabriel. Det er især i Rusland, man finder sådanne fuldt udviklede ikonostaser.

Egentlig startede ikonstasen ved at der i kirkens allerførste tid sad reliefsmykkede gitre mellem søjlerækkerne, der delte kor fra skib. På buen over midten stod, det tomme kors. Da ikoner vandt indpas i kirkerne, satte man en Kristusikon, omgivet af engle og apostle, oven på gitret. Lidt efter lidt blev disse ikoner større og bredere. Ikonstasen voksede i højden og endte med at blive til en hel væg, med en dobbeltdør i midten og to sidedøre.

Kristusikonen (4) blev sat til højre for midterdøren, de hellige eller kongelige porte (1), med Johannes på sin side efterfulgt af lokalt ærede personer (9). På den modsatte side findes Maria (5) og hellige personer efter kirkens ønske (8). De hellige porte viser øverst Marias bebudelse (A) og nedenunder enten de fire evangelister eller kirkefærde (B,C,D,E). Over portene er et nadverbillede (2) og (10) er den såkaldte deesis-række. Festdagsikonrækken (11) omtales så tidligt som i 1100-tallet. Festdagsikonrækken består oftest af: Marias bebudelse, Kristi fødsel, fremstillingen i templet, Kristi dåb, Kristi forklarelse, Lazarus’ opvækkelse, indtoget i Jerusalem, korsfæstelsen, trefoldigheden og Marias hensovning. Der skal gøres opmærksom på at skønt dette er den mest udbredte festdagsikonrække, kan hver kirke have sin egen måde og kan have sammensat sine fester i en anden rækkefølge. I række 12 ser vi profeterne tilbede Pantokrator; Gudsmoderen, som vi ser i midten med profeter til begge sider. I række 13 ser vi trefoldigheden flankeret til begge sider af Kristi forfærdre; patriarker og/eller kirkefærde.

Den billedmæssige udsmykning af kirkerummet kan også forme sig som vægmaleri eller eventuelt mosaik. I kuppelhvælvingen afbildes Kristus Alherskeren (Pantokrator), på apsisvæggen kan den forbedende Guds Moder være fremstillet. Kirkens vestvæg er hyppigt reserveret til fremstillinger af »den skrækkelige dom«, der er udmalet i betydelig mere moderat og afdæmpet form, end vi er vant til fra den vestlige senmiddelalder. Søjlerne kan være smykket med forskellige helgenskikkelser, ikke sjældent fyrstehelgener.

Det er karakteristisk, at ikonerne – bortset fra de tolv festikoner med bibelhistoriske scener – ikke interesserer sig for skildringer af historiske begivenheder eller hændelsesforløb, men alene for de hellige i deres transfigurerede eller »guddommeliggjorte« skikkelse. Foran de vigtigste ikoner er der anbragt store lysestager med holdere til kerter, ligesom der også er anbragt olielamper foran dem. Ikonerne er genstand for kult. Når den troende træder ind i kirken, går han rundt og hilser ikonerne med kys og korstegn. På samme måde tager han afsked med dem efter gudstjenesten. Under gudstjenesten bliver billederne med mellemrum tilrøget med røgelseskarret.

Den teologiske retfærdiggørelse af ikonkulten går tilbage til den ikonoklastiske strid i det 8. årh. I det 7. økumeniske koncils (787) definitioner om de hellige billeder foretages den klassiske skelnen imellem den dyrkelse, der rettelig tilkommer ikonerne i form af kys og knæfald (proskynesis) på den ene side, og på den anden side den sande dyrkelse (latreia), som kun bør ydes til Gud. Forestillingen er endvidere den, at den ære, der vises billedet, går over til den person, som er afbildet, så »den, der tilbeder billedet, deri tilbeder den afbildedes væsen«. Det er ikke mindst Johannes Damascenerens teologi, der bestemte dette kirkemødes formuleringer om ikondyrkelsen. – De helliges tilstedeværelse i billederne og den kult, der vises dem af de troende, er udtryk for fornemmelse af enhed mellem den himmelske og den jordiske kirke (sobórnost).

Den del af kirkerummet, hvor menigheden opholder sig, kaldes naos. Det svarer til »skibet« i vore kirker. Der er ingen bænke eller stole. Menigheden står op under gudstjenesten, der sjældent varer under to timer. Ved festgudstjenesterne kan varigheden udstrækkes til mellem tre og fem timer. – Yderligere skal det bemærkes, at der intet orgel er. Den menneskelige stemme alene skal prise Gud i tilbedelsens sang.

Kirkens vestlige ende afsluttes med en forhal, som kaldes narthex. Oprindelig var dette rum opholdssted for katekumenerne, der herfra igennem åbne døre kunne følge første del af gudstjenesten. »Katekumen« betegner i oldkirken den, der lader sig undervise i kristendom med henblik på at blive døbt). I dag anvendes narthex til forskellige praktiske formål. F.eks. kan der her indrettes en bod, hvor man kan købe billeder o. a.

VIL DU VIDE MERE

Nærværende afsnit er en del af NetSpirits hovedkapitel om ikoner. I dette kan du læse sådan cirka alt om ikoner. Hvordan en ikon fremstilles, ikoners formsprog, ikoner knyttet til kalenderen etc. Vi kommer omkring danske, græske og russiske ikoner. Da ikoner er stærkt forbundet med den ortodokse kirke er der også lidt omkring den historiske udvikling for den ortodokse kirke. Du finder hovedkapitlet her.

Hvis du er interesseret i nogle af de emneområder, der knytter sig til omådet ikoner, så finder du NetSpirits kapitel om engle her. Vil du vide mere om hvilke engle, helgener mv. der er knyttet til de enkelte dage i året kan du finder mere information herom i NetSpirits Onlinie spirituelle almenak. Ligeledes har vi også en hel sektion om profeter. Hvis interessen er omkring den ortodokse kirke er den nærmere beskrevet i afsnit om Kristendommen.