Ikon er et græsk ord, som betyder billede. Ikonen er et helligt billede beregnet til brug i den ortodokse kirke under gudstjenesten, og i hjemmet. Motiverne er forskellige hellige personer, feks. af Jesus (Frelseren), Guds Moder (Maria) med eller uden Kristusbarnet. De hellige (profeter eller andre helgener) som enten portrætteres eller fremstillles i fortællende scener fra deres liv.

 

Ikoner	Køb og salg af ikoner	Fremstilling af ikoner	Ikonostasen

 

 

Ikonen i sig selv skal ikke tilbedes, men æres med lys og korstegn, fordi det er personen som ikonen forstiller der tilbedes. Ikonen er vinduet mod det åndelige, det himmelske univers, som skal forstås med hjertet. Derfor er ikonen en tidløs forkyndelse i form, farve og skønhed.

En af de mest berømte ikoner er den russiske Gudsmoder fra Vladimir. Den siges flere gange at have reddet Rusland fra fjenderne. Indtil revolutionen i 1917 var denne ikon Zarernes, Hærens og Flådens værneskjold. Den fandtes i alle officersmesser og i mindre udgaver i soldaternes tornystre. Men også ikoner af helgener beskyttede mennesker og husdyr i det daglige. En af de mest kendte og elskede er Sct. Nikolaos fra Myra. Han er senere blevet til Julemanden/Santa Claus – børnenes og de fattiges beskytter. Særlige Kristus- og Jomfru Maria ikoner kan gøre mirakler, nogle kan “svede” blod eller græde tårer.

De ældste ikoner er fra 500 tallet, men mange ikoner er gået tabt gennem tiden. Særlig under “den store billedstorm” (Ikonoclasmen) i perioden 726-843. Da var der voldsom strid mellem ikontilhængere og modstandere. Striden udsprang af arven fra Jødedommen (2. Mo: 2o.4, 5. Mosebog). (Om ikke at gøre billeder af guddommen). Men også Islams billedfjendske holdning kan have bidraget til striden. I disse år var det livsfarligt at eje eller gemme en ikon. Man risikerede bålet sammen med ikonen.

Til sidst blev striden bilagt ved et kirkemøde i Nikæa i 787. Og ikonerne kom igen på plads i kirkerne. Men de måtte ikke gøres til genstand for tilbedelse, de måtte kun æres. Fordi “den som ærer en ikon ærer personen den repræsenterer. Modstanden mod ikonerne blussede dog op på ny og først i 843 var ikonstriden helt afsluttet.

 

 

I det følgende beskrives hvad ikoner er, hvordan de fremstilles, deres formsprog etc.

Vi kommer omkring danske, græske og russiske ikoner etc. Da ikoner er stærkt forbundet med den ortodokse kirke startes der op med at kigge lidt på den historiske udvikling for den ortodokse kirke.

 

Den ortodokse kirke

I år 830 flyttede Konstantin den Store sit romerske kejserriges hovedstad fra Rom til den lille græske koloni Byzans ved Bosporus-Strædet. Senat, administration, bureaukrati, cirkus og fornemme villaer fulgte med til Konstantinopel. Den kristne kirke blev kodificeret som statskirke i år 391 og forholdet mellem kirken og staten blev lavet på den måde at staten bygger sin autoritet og sin enhed på kirken, mens kirken henter sin beskyttelse i statsmagten. Dette begrundes med, at staten og kirken ideelt ikke er adskilte størrelser med forskellige interesseområder, der eventuelt kan komme i konflikt. Denne konstantinske ordning af forholdet mellem stat og kirke har på godt og ondt bestemt udviklingen i Europa gennem middelalderen og helt op til vor tid.

Fra det 4. årh.s slutning til det 6. årh.s begyndelse oversvømmedes rigets vestlige dele og provinser af folkevandringernes erobrende hærskarer. De forskellige gotiske folkeslag fik herredømmet i Italien og Spanien, mens frankerne blev herrer i Gallien og vandalerne i Nordafrika. Der er fra nu af ikke mere tale om ét romersk rige, der behersker hele Middelhavsområdet. Den vestlige halvdel er gået tabt. Den østlige halvdel fortsætter som det Østromerske rige. Principielt gør det naturligvis stadig krav på verdensherredømmet. Islam, underlagde sig i det 7. århundrede Persien, Syrien, Palæstina og Ægypten og var dermed blevet Byzans’ farligste modstander. Det fordum så mægtige rige var ved det 7. årh.s slutning indskrænket til Lilleasien, Balkan og Syditalien med Sicilien. Men både i opgangstider og nedgangstider bevarede det sin idé om at være det kristne verdensrige, hvis kejser som Guds statholder på jord skulle udstrække sit scepter fra øst til vest.

Det var inden for dette riges grænser og indflydelsesområde den kristne kirkes teologiske og kirkeretslige tænkning blev til i sin grundstruktur. De syv økumeniske koncilers (fra 325 til 787) teologiske definitioner og kanoniske beslutninger er et monument over rigskirkens åndelige kraft. De danner grundlaget for al teologisk tænkning i kirken, både i øst og i Vest. I betragtning af rigets og kirkens universelle ambitioner var det naturligvis katastrofalt, at den vestlige rigshalvdel var mistet. F.eks. vågnede det gamle Rom atter op – fra det 5. årh.s slutning med paven som bæreren af den imperiale idé. Herved blussede en gammel rivalisering mellem Rom og Konstantinopel atter op. Og da pave Leo III juledag år 800 kronede barbarkongen Karl til kejser, opstod der alvorlig bekymring i Byzans. Den ideale rigsenhed, som ganske vist for længst var ophørt med at eksistere i praksis, var nu åbenbart blevet krænket.

Denne begivenhed udløste en dogmatisk strid mellem øst og Vest, som var med til at bane vej en for det endelige kirkebrud med det store skisma i 1054. Karl på sin side var klar over, at kejserkronen intet var værd, hvis ikke dens bærer kunne betragtes som den eneste retmæssige arving til Konstantins scepter.

Det gjaldt derfor om at finde bevismateriale for, at det Østromerske rige var forfaldet til kætterier. Den forskel, der syntes at skulle få særlig betydning, var det såkaldte filioque. Dette var en i Vesten opstået tilføjelse i den trosbekendelse, som var blevet vedtaget på de økumeniske konciler i henholdsvis Nikæa 325 og Konstantinopel 381. I denne trosbekendelses 3. artikel om Helligånden hedder det oprindeligt – sådan som det stadig lyder i Østkirken – at Helligånden »udgår fra Faderen« ((latin: ex patre procedit). Med tilføjelsen kommer sætningen til at lyde »udgår fra Faderen og Sønnen« (ex patre filioque procedit).

Hvor meget eller hvor lidt Karl den Store nu forstod af de subtile teologiske argumenter, melder historien intet om. Men de frankiske biskopper fik i hvert fald overbevist ham om, at »filioque« var ret kristen lære, og at de, der nægtede dette ord, måtte være kættere. Den byzantinske rigskirke blev derfor sat under kætternavn i debatten, hvilket var særdeles bekvemt for den nykronede kejser, som nu kunne føle sig i sin gode ret som den sande tros forsvarer over for vranglærerne i det byzantinske rige. Synoden i Aachen i 809 går ind for filioque-tilføjelsen, som herefter går sin sejrsgang i Vesten som officiel romersk-katolsk lære.

Karl udnyttede iøvrigt også den såkaldte ikonoklastiske strid til at gribe rettroenhedens palmer. I det 8. århundrede opstod der en strid om billeddyrkelsen, der spillede en stor rolle i kirken. Kejserne Leo III og Konstantin V iværksatte en kampagne imod ikonerne (ikonoklasme – billed ødelæggelse), som de anså for afgudsdyrkelse. Men kirkens folk forsvarede billederne, og på det sidste økumeniske koncil i Nikæa 787 blev billeddyrkelsen anerkendt. Selv om spørgsmålet således hermed var løst, kunne Karl påberåbe sig, at de nævnte byzantinske kejsere i dette stykke havde været kættere, hvorfor han alene kunne anses som den sande tros beskytter.

 

 

I de følgende generationer befæstedes kristendommen mere og mere i Rusland. Organisationsmæssigt blev kirken ganske naturligt en provins af den byzantinske storkirke, hvorfra forbillede og inspiration blev hentet til kirkestyre, gudstjeneste, fromhedsliv m. m. Trods afhængigheden af Byzans blev Kiev vuggen for en selvstændig kirkelig kultur. Det store fyrstendømme, Vladimir og hans efterfølgere skabte med Kiev som centrum, strakte sig over flodvejen fra den finske bugt til Sortehavet og blev som Kiev-Rusriget begyndelsen til den russiske statsdannelse og den vugge, hvor ud af tsardømmets mægtige imperium siden skulle vokse.

Vi vil nu atter vende vort blik imod Konstantinopel, der ved midten af det 11. århundrede bliver skuepladsen for en fejde mellem Rom og Byzans, der skulle få vidtrækkende følger: det store skisma i 1054, der til denne dag har spaltet kristenheden i en østlig og en vestlig halvdel.

Kejser Konstantin IX Monomachos var blevet bekymret ved normannernes indtrængen i Byzans’ syditalienske provinser. Derfor ville et samarbejde mellem østens kejser og Vestens pave være ønskeligt. I den anledning sendte pave Leo IX i april 1054 en delegation til Konstantinopel. Patriarken Michael Kerularios var imidlertid bange for, at en eventuel alliance mellem kejseren og paven skulle betales med en anerkendelse af Roms gejstlige overherredømme.

Den bekymring var ikke uden grund, for da den pavelige delegations kom til  Konstantinopel. fremførte dens leder kardinal Humbert et krav om, at patriarken måtte underkaste sig paven, før der kunne være tale om en alliance mod normannerne, Men midt under forhandlingerne døde pave Leo den 19. april. Patriarken erklærede derfor delegationens fuldmagt for ophævet. Dette gavnede naturligvis ikke forhandlingsklimaet. Den l6. juli kom det til åbent brud, da Humbert på egen hånd og uden nogen pavelig fuldmagt nedlagde en ekskomnmunikations-bulle mod patriarken og hans meningsfæller på alteret i Hagia Sophia.

Som begrundelse for ekskommunikationen anførtes hele rækken af de traditionelle stridspunkter, som havde været Øst og Vest imellem i de sidste par hundrede år – først og fremmest det fatale spørgsmål om Østkirkens udeladelse af filioque i trosbekendelsen. – Patriarken svarede omgående ved at sammenkalde et lokalkoncil af biskopper, som ekskommunicerede Humbert og de øvrige legater under den lidet smigrende anklage for at være svindlere.

Således opstod det store skisma. som i det følgende årtusind skulle betyde en dyb splittelse i den kristne kirke. Skismaet er den bitre frugt af en 700 årig udvikling, hvor romerrigets østlige og vestlige halvdele konkurrerede om førstepladsen. Kirkens afgørende rolle i hele dette voldsomme jalousidrama kan ikke undre, når man betænker, at kirken gennem århundrederne havde været rigets enhedsbånd, og at den havde leveret en væsentlig del af kejsermagtens ideologiske grundlag.

Vort århundredes økumeniske bevægelse har betydet en nyorientering i forholdet mellem de vestlige og de østlige kirker. Hvad angår specielt forholdet Rom – Konstantinopel må det nævnes, at paverne Johannes XXIII og Paul VI helt synes at have forladt tidligere pavers interesse i unionsforsøg med dele af Østkirken. I stedet er man nu interesseret i en dialog med den samlede Østkirke uden på forhånd at fastlægge en snævert romersk dagsorden. En begyndelse til denne dialog blev gjort med pave Pauls og patriark Athenagoras’ venskabsmøde i Jerusalem i 1964.

En kirkeunion i traditionel forstand mellem den romersk-katolske og den ortodokse kirke kommer slet ikke på tale. Men der er meget, der tyder på, at kirkehalvdelene nu endelig er ved at komme ud af dødvandet fra 1054. Et nyt klima, der kendetegnes ved anerkendelsen af parternes ligeberettigelse, er ved at vinde indpas. Dog må man erkende, at der på begge sider endnu er meget stærke mure af fordomme og vanetænkning, der hæmmer denne udvikling. Således vil f.eks. ledende kredse inden for Grækenlands kirke ikke vide af nogen samtale med Rom. Et særligt problem er det også, om samtalen skal være bilateral – mellem Konstantinopel og Rom – eller multilateral – mellem Rom og de enkelte selvstændige nationalkirker.

En ny etape i Ruslands og dermed også den russiske kirkes historie indledes med Konstantinopels fald i 1453. Rusland havde hidtil været at betragte som en slags provins – omend med politisk selvstændighed – af det byzantinske storrige. Intet under derfor, at meddelelsen om Kejserstadens fald gjorde et dybt indtryk på russerne. Ligesom Konstantinopel i sin tid havde løftet arven som det nye Rom eller det andet Rom, gik arven nu videre til Moskva – det tredje Rom!

 

 

Den kirkelige forbindelse med Konstantinopel var nu praktisk talt afbrudt. Den russiske kirke følte sig som en selvstændig og uafhængig ortodoks kirke. Metropolitten i Moskva gør derfor krav på at være patriark. I 1589 lykkes det – ved betydelige pengegaver – at få de gamle patriarkaters godkendelse af denne indholdstunge titel for den russiske kirkes overhovede. – Et nyt rige og en ny rigskirke er ved at fødes. Og den byzantinske dobbeltørn føres fra nu af i tsarens våben.

Disse ambitiøse forestillinger danner det russiske tsardømmes ideologiske baggrund. Bispesæderne og især klostersamfundene blev i det 16. og 17. årh. til godsbesiddelser i den helt store stil. Abbederne var nu ofte mere landbrugere og handelsfolk end åndelige vejledere. De vidste også at udnytte bøndernes arbejdskraft. Det skulle vise sig, at josiflianismen, som denne retning kaldtes, med sin formalistiske institutionalisme og sin hævdelse af kirkens position som jordbesidder var med til at bane vejen for kirkens fuldstændige underkastelse under staten, som fuldbyrdedes under Peter den Store.

Med Peter den Stores regering (1682-1725) fuldbyrdedes den udvikling i retning af statskirkelighed, som var begyndt med løsrivelsen fra Konstantinopel – patriarkatets overhøjhed. Peters statsreformer var inspireret af samtidens vestlige statsfilosofi. Staten var for ham det højeste og helligste mål i stort og i småt. Alt skulle derfor tjene statens formål.

Som et karakteristisk kuriosum kan nævnes Peters aktive interesse for undersåtternes klædedragt og udseende. Bojarernes fodlange kåber måtte vige for Vestens praktiske benklæder og frakker. Ligeledes måtte den patriarkalske skægpragt ofres for det glatbarberede funktionæransigt. Skægreformen stødte an mod en indgroet religiøs forestilling. Gudbilledligheden, som Herren på skabelsens sjette dag havde præget mennesket med, sad efter gammel tankegang i mandens hår- og skægpragt ! – For bojarerne var det naturligvis en trøst, omend en ringe, at de måtte beholde skægget – i lommen.

Droskekuske og præster fik lov at beholde deres skæg, der hvor Vorherre lod det gro. Det samme gjaldt bønderne. Også de gammeltroende fik dette privilegium, dog mod at betale en særlig skægskat. Skægpragten præger den dag i dag den gammeltroende menighed i Moskva. Undere Peter den Store blev den russiske kirke en fuldstændig statskirke, helt og aldeles henvist til statsoverhovedets forgodtbefindende, et instrument i statsmaskineriet. Det grundlag, som blev lagt i Peters værk, er grundlaget på godt og ondt – for den russiske kirkes videre udvikling i de følgende 200 år.

Katharina II herskede over Alrusland fra 1762 til 1796 og hendes regeringsperiode kan karakteriseres som oplyst absolutisme. De franske encyklopædister og Voltaire prægede under hende hoffet og kulturlivet. En vis tolerance for afvigende religiøse opfattelser fik derfor lov i nogen grad at præge hendes lovgivning, hvilket bl.a. kom de gammeltroende til gode. Dog var det »absolutismen« mere end »oplysningen«, der fik praktisk betydning for hendes styre. De ortodokse biskopper måtte i ét og alt danse efter hendes pibe – eller forsvinde i klosterarrest og fæstningskældre. – Størst betydning fik den store sækularisationslov, som hun gennemførte i 1763 og 1764, hvorved al kirkens ejendom – klostrenes og bispedømmernes betydelige jorder – blev overdraget til statens økonomikollegium.

Trods Aleksander II’s (1855-1881) vilje til en vis liberalisering på alle områder – under ham blev livegenskabet ophævet – formåede han ikke at ændre den nu dybt rodfæstede statskirkelighed. Tværtimod blev under ham det sidste unerede bispedømme i Rusland overført til statskirken. Også den russiske kirkes indflydelse i udlandet voksede under hans regime. I forbindelse med tyrkerkrigen 1877-78 opkaster han sig til at være rettroenhedens forsvarer også uden for sit rige.

Under Aleksander III (1881—1894) og Nikolaj II (1894— 1917) tegnes udviklingen – eller som man snarere burde sige reaktionen – af den næsten almægtige overprokurør K. P. Pobedonostsev. Personligt from og dybt forankret i den ortodokse kirkes tro og liturgi ville han bekæmpe alt, hvad der efter hans opfattelse var en trussel imod ortodoksien. Han havde ingen forståelse for nogen form for frihed, hverken politisk eller religiøs. Selv om han i sin kærlighed til netop den russiske kirke i nogen måde kunne sidestilles med slavofilerne, manglede han disses tillid til det russiske folks og den russiske menigheds åndelige kraft og evne til selv at tage et ansvar i kirkens ledelse. Han gjorde, hvad der stod i hans magt – og det var ikke lidt – for at forhale og bremse det politiske og kirkelige frihedsrøre, og hvor det alligevel hist og her slog igennem i lovgivningen, sørgede han for at begrænse og beskære de opnåede friheder.

Selv da regeringen måtte give efter for frihedsrøret og den 17. april 1905 udstede toleranceediktet, der tilsikrede statskirkens medlemmer samvittighedsfrihed og ret til at gå over til andre trossamfund, ilede Pobedonostsev med at udsende cirkulærer, der forbød propaganda blandt statskirkens medlemmer med henblik på udtrædelse af denne. Imidlertid måtte den stærke mand give op over for 1905 revolutionen. Efter udsendelsen den 17. oktober af dekretet, der tilsikrede folket samvittigheds-, ytrings- og forsamlingsfrihed, trak Pobedonostsev sig tilbage.

Nu syntes der endelig at være skabt grundlag for en ny begyndelse i Rusland. For folket og for kirken. En ny positiv udvikling blev faktisk også sat igang. Men de spæde spirer var for svage til virkelig at finde vækstmulighed i det gamle tsaristiske samfund, hvor konservatisme og reaktion traditionelt var dominerende. Dertil kom, at statsmaskineriet fungerede trægt på grund af korruption og manglende dygtighed hos en del af de ansvarlige.

Det blev i stigende grad klart, at kun en revolution ville kunne muliggøre en tilbundsgående ændring af det russiske samfund. Det gamle regimes svaghed blev yderligere afsløret gennem Ruslands deltagelse i verdenskrigen 1914-18. Og i marts 1917 ringede dødsklokkerne over tsardømmet i Rusland, da Nikolaj – den sidste af Románov-slægten – måtte frasige sig tronen for året efter at blive myrdet sammen med sin familie på de nye magthaveres ordre.

 

 

Patriarkatet genindføres og kirken skilles fra staten

Med revolutionsforsøget i 1905 trangen til kirkelig frigørelse yderligere næret. Man udkastede planer om at genindføre patriarkembedet, så den russiske kirke atter kunne få sit eget »hovede« og dermed opnå kirkelig selvstændighed og uafhængighed over for staten. Efter Nikolaj II’s abdikation i marts 1917, hvorved styret blev overladt til den moderat revolutionære provisoriske regering, tog disse planer konkret form. Man arbejdede ivrigt foråret og sommeren igennem på at forberede et koncil, der skulle tage stilling til kirkens styreform efter tsardømmets fald.

Midt under forhandlingerne brød oktoberrevolutionen ud. Det blev nu klarere end før, at kirken simpelthen måtte have en stærk og uafhængig ledelse. Den 28. oktober 1917 vedtog koncilet da patriarkatets genindførelse i Ruslands kirke. Blandt de mest ærværdige biskopper udvalgte man tre kandidater og efter lodtrækning blandt disse blev Tikion valgt til patriark af Moskva og hele Rusland. Den 21. november blev han i Uspenskij katedralen i Kreml under udfoldelse af kirkens pomp og pragt indsat i det embede, der havde været ubesat i 217 år.

Med Sovjetrepublikkens oprettelse efter oktoberrevolutionen var kirke og stat reelt adskilt. Formelt blev denne adskillelse kodificeret i den såkaldte Lenin-forfatning, der blev vedtaget af regeringen den 23. januar 1918. I dette forfatningsdekret fastslås det bl.a., at kirken er adskilt fra staten, og at staten er adskilt fra kirken. Videre tilsiges der borgerne samvittighedsfrihed og kultusfrihed, forudsat at den pågældende kultus »ikke forstyrrer den offentlige orden og ikke medfører indgreb i sovjetrepublikkens borgeres rettigheder.«

Alle religiøse ceremonier i forbindelse med statshandlinger blev forbudt. Den religiøse ed blev afskaffet. Religionsundervisning blev forbudt i både offentlige og private skoler. Kirken blev frataget retten til ejendom. Al hidtidig kirkelig ejendom blev nationaliseret. De således nu statsejede kirkebygninger med inventar kunne imidlertid efter behov stilles vederlagsfrit til rådighed for menighederne, imod at disse påtog sig vedligeholdelsesbyrden. – Dette forfatningsdekret var en videreførelse af den kirkelige lovgivning i december 1917, hvorefter staten netop overtog kirkens jord og beslaglagde de teologiske læreanstalter. Også de kirkelige handlinger – specielt ægtevielse – mistede borgerlig gyldighed, og al personregistrering (fødsel, ægtevielse, dødsfald) overgik til de statslige myndigheder.

Forfatningsdekretet om kirkens adskillelse fra staten den 23. januar hyldes i dag officielt af den russiske kirke som et frihedsbrev – og det med en vis ret i betragtning datidens lammende statskirkelighed. Dekretet lovfæster jo statskirkelighedens ophør og kirkens deraf følgende uafhængighed af staten. Men på det alrussiske koncil blev det i den givne situation, som vitterligt også var meget svær at overskue for begge parter, opfattet som en krigserklæring. Man hæftede sig ved undervisningsforbudet og nationaliseringen af den kirkelige ejendom. Man må i denne forbindelse også erindre sig, at selve kirkebygningen og ganske særligt kirkens hellige kar og øvrige gudstjenstlige tilbehør var indviet til Gud og som sådant efter ortodoks opfattelse var Guds hellige og urørlige ejendom.

Koncilet opfordrede derfor folket til at forsvare sine kirkehuse mod at falde »i de vantros hænder«. Denne opfordring blev i de følgende måneder fulgt mange steder i Rusland. Menigheder og præster viste deres beredvillighed til at betale prisen for at beskytte det, der var dem helligt. Men det skal tilføjes, at regeringen endnu på dette tidspunkt ikke satte alle kræfter ind på at gennemføre den nye lov med vold og magt. Borgerkrigen gav de ansvarlige nok at tænke på. Dertil kom, at Lenin var klar over, at en overdreven kamp mod religionen i den givne situation kunne være farlig for sovjetmagten. Kirken talte jo adskillige af sine mest trofaste tilhængere i folket selv, blandt arbejdere og bønder.

Hungersnøden i Volga-distriktet i 1921-22 blev en tragisk anledning til en skærpet kurs mod kirken. Hungersnøden var en national katastrofe for Rusland. Alt måtte sættes ind på at hjælpe de hungerramte. Kirken ønskede naturligvis også at yde sin part af indsatsen i denne situation. I august 1921 rettede patriarken en indtrængende appel til udlandets kristne kirker om hjælp til katastrofeområdet. Regeringen krævede i februar 1922, at kirken skulle udlevere de skatte, som endnu forefandtes i kirkehusene: kar af sølv og guld, ikonbeslagene af ædelt metal o. a. Alt dette skulle omsættes i penge til indkøb af korn i udlandet.

Og iøvrigt var det jo iflg. nationaliseringsloven statens ejendom. Patriarken ønskede også, at kirken skulle ofre af sine skatte til hjælp for de hungrende. Han opfordrede derfor menighederne til at udlevere de ikke indviede skatte. Det inventar derimod, der var indviet til gudstjenstligt brug ved alteret, ville det efter hans tolkning af de kanoniske bestemmelser være helligbrøde at gøre til genstand for nogen form for handel. Han forbød derfor sine menigheder at udlevere sådanne kultgenstande. Hermed var der naturligvis givet stof til adskillige voldsomme konflikter i hele landet.

I 1928 iværksatte Stalin den første femårsplan, der skulle omdanne landet til en industristat. Hertil fordredes også en effektiv indsats for at »befri masserne fra religionens reaktionære indflydelse«. De allerede tidligere i stort tal gennemførte kirke- og klosterlukninger blev intensiveret i disse år. Ved femårsplanens udløb i 1933 var antallet af kirker i Moskva således sunket til 100 fra de 500 før revolutionen. Nogle af de skønneste kirkebygninger blev simpelthen revet ned eller bortsprængt. Andre blev indrettet til andre formål: lagerplads, bibliotek, ungdomsklub o. a. Flere kirker og klostre blev omdannet til museer for religionshistorie og ateisme.

Jævnsides med kirkelukningerne strammede man det økonomiske tryk på gejstligheden gennem husleje- og skatteforhøjelser for denne »ikke-arbejdende« parasitstand. I foråret 1929 blev religionslovene revideret, hvorved kirkens virkefelt blev yderligere beskåret. Det forbydes f.eks. de religiøse foreninger at drive nogen form for socialt og karitativt støttearbejde i menighederne. Der tillades heller ikke nogen form for mødevirksomhed. Mens den oprindelige grundlov fra 1918 tillod både den religiøse og den antireligiøse propoganda – »alle borgere har frihed til at drive religiøs og antireligiøs propaganda« – blev kirken nu berøvet muligheden for at øve et udadgående evangeliserende og missionerende arbejde. Den fatale artikel i 1929-loven, som stadig har gyldighed, kom til at lyde: »Alle borgere har frihed til at udøve religiøs kultus og til at drive antireligiøs propaganda.« M. a. o. var kirken fra nu af henvist til alene at udfolde sig inden for kirkerummets mure i gudstjenesten.

Med den anden verdenskrigs udbrud blev situationen imidlertid totalt ændret. Den 22. juni 1941 trængte Hitlers tropper ind over Sovjetunionens grænser. Alle militære og åndelige kræfter måtte mobiliseres imod den indtrængende fjende. Kirkens bidrag til forsvarskrigen var af både moralsk og praktisk art. Moralsk ved at den igennem proklamationer og officielle tilkendegivelser helt stillede sig på regeringens side, og ved at der blev foranstaltet særlige gudstjenester, hvori der blev bedt for de sovjetiske stridskræfters sejr over den indtrængende fjende. Praktisk ved at kirken foranstaltede en indsamling af penge og værdigenstande i gejstligheden og i menighederne for at udruste en panserkolonne.

I den givne situation tog staten uden forbehold imod kirkens hjælp og ydede straks sin del ved at lette kirkens kår på alle felter og begrænse den antireligiøse kampagne, der faktisk helt ophørte i disse år. Regeringen måtte jo erkende, at den ikke var i stand til alene på grundlag af den kommunistiske ideologi at vække og nære folkets moralske modstandskraft og kampmod i katastrofesituationen Kirken måtte i denne situation ikke være fjende, men forbundsfælle. For så vidt synes udviklingen efter krigen virkeligt at have bidraget til en følelig forbedring af kirkens kår i Sovjetunionen. Alligevel vil det være forkert at tro, at spændingen mellem stat og kirker dermed er ophørt. Det kan der naturligvis ikke være tale om i en stat, hvor, indtil for ganske kort tid siden, det eneste tilladte parti havde udryddelsen af al gudstro på sit program.

 

 

Kirkebygningen og kirkerummet

Grundfladen i en ortodoks kirke kan være kvadratisk eller rektangulær. Men i kraft af centralkuplen, der hvælver sig over bygningen, fornemmes den ofte som en »rundkirke«. Det klassiske eksempel er her Hagia Sophiakatedralen i Konstantinopel, som under osmannervældet blev indrettet til moske, men som i dag står som museum. Kuplen er et billede på himlen.

Kirkerummet selv er et billede på jorden. Kuplens gyldne eller blå farve, eventuelt med påmalede stjerner, understreger denne tydning. Er der mere end en kuppel, får også kuplernes antal symbolsk værdi. F.eks. vil fem kupler blive et billede på Kristus og de fire evangelister. Syv kupler kan minde den troende om det syvordnede englehierarki, de syv sakramenter eller de syv økumeniske konciler.

I Rusland finder man også den såkaldte »telttype« eller »tårntype«, der kan minde om den norske stavkirke. Et berømt eksempel er Vasilij-Kirken på den Røde Plads i Moskva (i dag museum). Tag- og kuppelkonstruktionen rejser sig her i en prægtig og rigt omamenteret takket pyramideform. Her finder vi også de ejendommelige »kokosjniki – smågavle i halvcirkel- eller løgsnitsform, som anbringes i rækker over hinanden på overgangen mellem tag og kupler. De mange farver og udskæringer bidrager til at give bygningen et magisk fortryllende præg. – De større kirker kan have et klokketårn. Det er hyppigst fritstående. Eventuelt kan klokkerne anbringes i et stativ ved siden af kirken eller i selve kirken.

Grundplanen er som i Salomos tempel tredelt. Mod øst i apsis findes alterrummet, på græsk bema, hvis gulv er hævet et stykke over den øvrige gulvflade. Her opholder de tjenstgørende præster sig. Midt i alterrummet er alteret placeret. Det er fritstående og har form som en firkantet blok – nadverens offerhandling gælder alle fire verdenshjørner.

Alteret er ikke bare et billede på Herren i hans herlighed den himmelske trone, men også i hans fornedrelse – den hellige grav. Dette anskueliggøres ved alterets to »klædedragter«, som dækker overflade og sider. Inderst findes en hvid beklædning, der er et billede på Kristi ligklæde. Herover er lagt et kostbart og rigt klædebon – Kristi herligheds kåbe. På alteret hviler det hellige kors, evangeliebogen og et »artoforion«eller »arken«, et slags skab, hvori de hellige gaver opbevares.

Endvidere anbringes et antimension på alteret. Det er et stykke klæde, hvori der er indsyet en relikvie. – Det skal bemærkes, at der i ortodokse kirker principielt kun er ét alter. Man kan dog finde sidekapeller med hver sit alter. Et sidekapel er imidlertid at opfatte som en selvstændig lille kirke, selv om den rumligt går i ét med hovedkirken.

I alterrummets nordside findes yderligere et bord, prothesis (græsk: fremlæggelse), der anvendes til tilberedelse af nadverelementerne under liturgiens første del, proskomidien. Den sydlige del af alterrummet kaldes diakonikon. Det tjener som sakristi og opbevaringssted for paramenter, bøger o. a. Ved østmuren kan man i katedralerne undertiden finde biskoppens højsæde, som på hver side er omgivet af en række sæder – synthronos – for den øvrige gejstlighed. Hele alterrummet betragtes som et helligt sted, hvortil der kun er adgang for mænd. Omkring selve alteret må kun gejstligheden færdes.

Nedenfor illustreres snit gennem en typisk ortodoks kirke bygget over et ligearmet kors. 1) Nartex (forhal) med adgang fra vest. 2) Naos (hovedskib), der ved ikonostasen (3) skilles fra koret med apis, hvor alteret (4) er placeret. Kun gejstligheden har adgang til alterrummet og kan færdes gennem de kongelige porte i ikonostasen.

 

Ikonostasen

Alterrummet er adskilt fra det øvrige kirkerum ved ikonostasen. Denne skillevæg tjener det formål at skjule det allerhelligste for menighedens blik og understreger således gudstjenestens karakter af »mysterion«. Den gennemskæres af tre sæt døre: i midten foran alteret en dobbeltdør, kaldet »de hellige døre« eller »de kongelige døre«. Herigennem må kun gejstligheden gå på nærmere angivne tidspunkter under gudstjenesten. Ved særlige lejligheder benyttes kongedørene dog også af landets monark. Norddøren ud for prothesis tjener som udgang ved de processioner, der danner et fast led i enhver gudstjeneste. Syddøren fører ind i diakonikon.

Ikonostasen og dens døre understreger det gudstjenstlige dramas karakter af åbenbaring (theophani). Dette anskueliggøres ikke mindst gennem de hellige billeder, ikonerne, der er anbragt overalt i kirken på vægge, søjler og stativer og da ganske særlig på ikonostasen. De er her anbragt efter et nogenlunde fast mønster i op til fem eller seks tværgående rækker over hinanden. Hver rækkes central-ikon er en fremstilling af Kristus.

»Læser« man ikonostasen fra øverste til nederste række, præsenteres hele frelseshistorien i et storslået syn af forventning og opfyldelse: patriarker, profeter og andre gammeltestamentlige gudsmænd øverst. Nedenunder Guds Moder, Johannes Døberen og de tolv apostle. Endelig de tolv festikoner med situationer fra Jesu levned. Og nederst kirkens hellige mænd, biskopper, undergørere og martyrer, omgivet af ærkeenglene Mikael og Gabriel. Det er især i Rusland, man finder sådanne fuldt udviklede ikonostaser.

Egentlig startede ikonstasen ved at der i kirkens allerførste tid sad reliefsmykkede gitre mellem søjlerækkerne, der delte kor fra skib. På buen over midten stod, det tomme kors. Da ikoner vandt indpas i kirkerne, satte man en Kristusikon, omgivet af engle og apostle, oven på gitret. Lidt efter lidt blev disse ikoner større og bredere. Ikonstasen voksede i højden og endte med at blive til en hel væg, med en dobbeltdør i midten og to sidedøre.

Kristusikonen (4) blev sat til højre for midterdøren, de hellige eller kongelige porte (1), med Johannes på sin side efterfulgt af lokalt ærede personer (9). På den modsatte side findes Maria (5) og hellige personer efter kirkens ønske (8). De hellige porte viser øverst Marias bebudelse (A) og nedenunder enten de fire evangelister eller kirkefærde (B,C,D,E). Over portene er et nadverbillede (2) og (10) er den såkaldte deesis-række. Festdagsikonrækken (11) omtales så tidligt som i 1100-tallet.

Festdagsikonrækken består oftest af: Marias bebudelse, Kristi fødsel, fremstillingen i templet, Kristi dåb, Kristi forklarelse, Lazarus’ opvækkelse, indtoget i Jerusalem, korsfæstelsen, trefoldigheden og Marias hensovning. Der skal gøres opmærksom på at skønt dette er den mest udbredte festdagsikonrække, kan hver kirke have sin egen måde og kan have sammensat sine fester i en anden rækkefølge. I række 12 ser vi profeterne tilbede Pantokrator; Gudsmoderen, som vi ser i midten med profeter til begge sider. I række 13 ser vi trefoldigheden flankeret til begge sider af Kristi forfærdre; patriarker og/eller kirkefærde.

Den billedmæssige udsmykning af kirkerummet kan også forme sig som vægmaleri eller eventuelt mosaik. I kuppelhvælvingen afbildes Kristus Alherskeren (Pantokrator), på apsisvæggen kan den forbedende Guds Moder være fremstillet. Kirkens vestvæg er hyppigt reserveret til fremstillinger af »den skrækkelige dom«, der er udmalet i betydelig mere moderat og afdæmpet form, end vi er vant til fra den vestlige senmiddelalder. Søjlerne kan være smykket med forskellige helgenskikkelser, ofte fyrstehelgener.

Det er karakteristisk, at ikonerne – bortset fra de tolv festikoner med bibelhistoriske scener – ikke interesserer sig for skildringer af historiske begivenheder eller hændelsesforløb, men alene for de hellige i deres transfigurerede eller »guddommeliggjorte« skikkelse. Foran de vigtigste ikoner er der anbragt store lysestager med holdere til kerter, ligesom der også er anbragt olielamper foran dem. Ikonerne er genstand for kult. Når den troende træder ind i kirken, går han rundt og hilser ikonerne med kys og korstegn. På samme måde tager han afsked med dem efter gudstjenesten. Under gudstjenesten bliver billederne med mellemrum tilrøget med røgelseskarret.

Den teologiske retfærdiggørelse af ikonkulten går tilbage til den ikonoklastiske strid i det 8. årh. I det 7. økumeniske koncils (787) definitioner om de hellige billeder foretages den klassiske skelnen imellem den dyrkelse, der rettelig tilkommer ikonerne i form af kys og knæfald (proskynesis) på den ene side, og på den anden side den sande dyrkelse (latreia), som kun bør ydes til Gud. Forestillingen er endvidere den, at den ære, der vises billedet, går over til den person, som er afbildet, så »den, der tilbeder billedet, deri tilbeder den afbildedes væsen«. Det er ikke mindst Johannes Damascenerens teologi, der bestemte dette kirkemødes formuleringer om ikondyrkelsen. – De helliges tilstedeværelse i billederne og den kult, der vises dem af de troende, er udtryk for fornemmelse af enhed mellem den himmelske og den jordiske kirke (sobórnost).

Den del af kirkerummet, hvor menigheden opholder sig, kaldes naos. Det svarer til »skibet« i vore kirker. Der er ingen bænke eller stole. Menigheden står op under gudstjenesten, der sjældent varer under to timer. Ved festgudstjenesterne kan varigheden udstrækkes til mellem tre og fem timer. – Yderligere skal det bemærkes, at der intet orgel er. Den menneskelige stemme alene skal prise Gud i tilbedelsens sang.

Kirkens vestlige ende afsluttes med en forhal, som kaldes narthex. Oprindelig var dette rum opholdssted for katekumenerne, der herfra igennem åbne døre kunne følge første del af gudstjenesten. »Katekumen« betegner i oldkirken den, der lader sig undervise i kristendom med henblik på at blive døbt). I dag anvendes narthex til forskellige praktiske formål. F.eks. kan der her indrettes en bod, hvor man kan købe billeder o. a.

 

 

Festdags og kalenderikoner

Ved indgangen i kirkens højskib møder man en pult (proskynarion) hvorpå dagens ikon ligger – bestemt af ikonkalenderen. På festdage smykkes den med blomsterkranse, friske eller kunstige – alt efter skik og brug. Man hilser den ved at bøje sig, kysse den og korstegne sig. Kalenderikoner lavedes på store trætavler, for her skulle jo være plads til alle dagenes hellige mænd og kvinder, foruden festdagene. I miniature maledes rækker af personer, afbrudt af festdagsscenerier, enten for en måned ad gangen eller for et halvt år.

Indtil 1000-tallet bestemet biskoppen, hvem, der kunne optages i de helliges rækker, altså blive optaget i kalenderen over festdage (menologien). Derefter kom afgørelsen til at ligge hos patriarken og det øverste kirkelige organ, synoden. Så snart en hellig mand eller kvinde var optaget i kalenderen, bestemtes hvordan dagen skulle fejre liturgisk, og hans/hendes livshistorie blev nedskrevet. Hans/hendes fremtoning på ikonen og scenerne fra hans liv var dermed givet og ikonmaleren kunne siden finde nøje anvisninger i malerhåndbøgerne.

De hellige er mennesker, som har lidt for deres tro på en udholdende og stærk måde, hvorved de er trådt i nær forbindelse med Gud. Gud har givet dem kraften dertil, og han alene skal tilbedes. Men de har forvaltet hans kærligheds bud og skal derfor æres, og med ikonens hjælp kan man træde i nær personlig kontakt med dem. Til de hellige hører også profeterne og apostlene.

Apostlene har oftest en glorie og et kendetegn (attribut). Dette kendetegn bruges tit alene og er da et symbol på deres tilstedeværelse. Apostlene svarer ikke helt til vores række, hvorfor de nævnes her: Paulus, Peter, Andreas, evangelisten Johannes, Philip, Bartolomæus, Thomas, Simon, Mattæus, Makus, Lukas og Jakob.  Der findes cirka 2000 ortodokse hellige. Til de hellige regnes også matyrer og asketer, foruden styliter, som tilbragte en del af deres asketiske liv på en søjle. Og de naive, som lod sig bespotte for deres tros skyld. De mest elskede er hyppigst afbildet.

Festdagsikonerne kommer ind i gudstjenestebrugen i den rækkefølge, som den ortodokse kirkes kalender kræver.

De seks Kristi festdage:
1. Jesu fødsel i Bethelehem. 25 dec. (Lukas 2,1-14).
2. Fremstillingen i templet. 2. feb. 8Lukas 2,21).
3. Dåben i Jordanfloden. Epifanifesten. 6. jan. (Lukas 3,21-22).
4. Forklarelsen på bjerget. 6 aug. (Mattæus 21,1-11).
5. Indtoget i Jerusalem. Palmesøndag. (Mattæus 21,1-11).
6. Himmelfarten. 40 dage efter påskedag. (Lukas 25,50-51).

De fire Gudsmoderfejringer:
1. Marias fødsel. 8. september. (Jakobs Forevangelium).
2. Marias indføring i templet. 21. nov. (Jakobs Forevangelium).
3. Bebudelsen. 25 marts (Lukas 1,26-38).
4. Marias hensovning og himmelfart. 15. aug.

Hertil kommer to særlige festdage:
1. Korsets ophøjelse. 14. sept. Kejser Konstantin den store’s moder Helene fandt på denne dag korset efter udgravninger på Golgata.
2. Pinsefesten. 50 dage efter påske. (Apostlenes gerninger 2).

 

 

Fremstilling af en ikon

Udvælgelsen af træ til ikonen afhænger af lokale forhold. Cedertræ, cypres, poppel, lind, platan og oliventræ har traditionelt været foretrukne træsorter, da de opfylder kravet om at være knastfri og har et meget lille harpiksindhold. Efter flere års laggring hugges tavlen til med stemmejern, så der blev en rand, der danner en ramme om fordybningen. Ved de ældste ikoner var rammen smal, men blev senere bredere, fordi den kunne tjene til marginalbilleder og nedskrevne bønner, der hørte til ikonens hovedmotiv.

Alt efter trætavlens størrelse bestemmes dybden af udhulingen fra cirka ½ cm. til 2-3 cm. Hele tavlen pudses om hyggeligt, og derefter påsmøres 2-3 gange lim overalt for at gøre tavlen mindre modtagelig for fugt. Så dækkes fladen med et fint lærred, fastholdt af et tyndt lag lim. Til slut lægges flere tynde lag kridt eller gibs på. Kridtet eller gibsen blandes med lidt lim eller honning for at smidiggøre den grund, der skal males på. Lærredet har den funktion at hindre træet i at arbejde for meget. Samme funktion har de tværlister, der placeres på tavlens bagside. Overfladen pudses med sandpapir så denne bliver helt glat.

Ikonmaleren finder som nævnt sit motiv i malehåndbøgerne som fortegninger. Disse overføres til den glatte gibsflade så nøjagtigt som muligt ved at man med stilet prikker, eller med blyant tegner, omridsene af personer, arkitektur og landskaber. Flade efter flade bygger ikonmaleren op fra dæklaget gennem mange tynde lag farver og arbejder sin lyseffekt ind i alle lagene, for at det “naturlige lys” på de “højeste steder” til sidste ligger som en fin hvid streg understøttet af fine streger af skyggefarver. Et arbejde, som kræver lang tids erfaring. Den største dygtighed krævedes af ham, der skulle male “kødet”, altså ansigter, hænder og fødder.

De portrætterede personer på ikonerne skal navngives, for først med denne navngivning bekræftes identitet mellem den afbildede og urbilledet. Disse tekster kaldes epigrammata og de ses eksempelvis i ikonerne som tekster skrevet i åbne bøger eller på flagrende bånd, der som bannere svæver over begivenhederne for at forklare eller henvise til et bibelcitat.

Alle højhellige personers navne anføres i forkortelser. I det græske område med græske bogstaver, i det slaviske område med det kyrilliske alfabets bogstaver. Fremgangsmåden er at man tager de midterste bogstaver ud af navnet og sætter en kontraktionsstreg over. (Ofte i form som en duevinge). Eksempelvis: IC XC = Jesus Kristus. I står for J. C er det græske S. Og X står for K. Eller andet eksempel: MR = MITIR er moder. THY er THEOU, hvilket betyder guds = Gudsmoder. På de gamle slaviske ikoner støder vi på den kyrilliske skrift. Fireogtyve græske og kyrilliske tegn vises nedenfor så du selv kan tyde hvad der står på ikonerne.

 

Rejseikoner & hjemmeikoner

Ikoner til rejsebrug laver man sammenklappelige af den praktiske grund at ikonen derved bliver beskyttet. De todelte kaldet diptykon, viser typisk scener fra Jesu liv og fra de helliges livshistorier. De tredelte, kaldet triptykon, har typisk i midten et billede af Maria eller Kristus. Sidefløjene er i halv størrelse, sat på med hængsler som vinger, der kan tildække midterbilledet, når ikonen lukkes.

Sidefløjene bærer billeder af hellige mænd og kvinder og ofte ses den hellige Christoforos (de rejsendes beskytter) på sådanne rejseikoner. Rejseikoner ses også benyttet i skibe, taxier, busser, ja stort set i alle køretøjer i den ortodokse verden. Rammen kan være ciseleret og forgyldt.

Ikoner i hjemmet er meget udbredt i den ortodokse verden. Det er almindelig skik at man i dåbsgave får en dåbsikon, der følger en gennem livet og undertiden også i graven. Undertiden har barnets dåbsikon motiver fra dets dåbsdag bestemt af ikonkalenderen og barnets navngivning kan være påvirket af dagens navn: Sct. Mikaelsdag, Mariasdag etc.

Også ved bryllup er det meget udbredt at give ægteparret en bryllupsikon. Ikoner i hjemmet hænger oftest i den østlige hjørne af stue eller soverum og det er her der forrettes bøn. Hjemmets ikoner kan hverken sælges eller tilintetgøres. Vil man af med en ikon må den byttes. En anden mulighed er at lægge den i en flod så den bliver ført bort med strømmen. Endelig giver den lokale kirke undertiden mulighed for at man kan opbevare nedslidte ikoner i dens kælder.

 

 

Ikonernes formsprog

Det fortællende motiv er ofte placeret mellem bjerge og arkitektoniske kulisser og angiver, hvilken historisk begivenhed, der er tale om i billedet. Men da disse ikke er angivet naturalistisk, ophæves fornemmelse af tid og sted, og scenariet opleves som noget, der sker til alle tider og på alle steder. Perspektivet findes ikke i ikonen da den ikke på nogen måde vil fastholde en bestemt og øjeblikkelig situation. Ikonen fremhæver de vigtigste personer ved at lade dem fremstå større end andre og ofte skildres flere situationer i samme ikon, hvilket ikke kunne gøres hvis et centralperspektiv skulle tilgodeses.

Tværtimod anvendes ofte et fordrejet perspektiv, eksempelvis i bygninger, borde etc. for netop at indføre en åndelig dimension i billedet. Endvidere gengives de øverste personer i ikonen ofte større end de nederst på billedet hvilket yderligere er med til at fordreje perspektivet. Og endelig afbildes personer på ikoner med et hoved, der er større end den normale proportion i forhold til kroppen for at fremhæve at det vi betragtiger er en person, der er fra en mere åndelig verden end vores.

De hellige personer i deesisrækken bøjer sig let mod midtpunktet, altså mod Kristus på tronen. Kristus ikoner er meget bunde af foreskrifterne og derfor meget lidt variable. Med undtagelse af fødselsikonen, vil man altid se Kristus gøre velsignelsestegnet. Han sætter spidsen af ringfinger og lillefinger på tommelfingerens blomme og strækker langemand og pegefinger, som symbol på Kristi to naturer: den guddommelige og den menneskelige. Strækker han tillige lillefingeren, danner han hermed to bogstaver: I for Jesus og X for Kristus.

I bedestillingen ses at  begge hænder hævedes til ansigtshøjdemed opadvendte håndflader. Dette er en ældgammel gestus, som de kristne overtog og som i oldtiden var den vanelige tilbedelsesgestus. I den ortodokse menighed ser man den dag i dag menigheden bede med åbne hænder. De hellige personer i ikonerne hæver højre hånd til brysthøjde nær hjertet, nogle gange til halsen, som tegn på at de er reddede, og at de er gået i bøn, og går i forbøn for de levende. Med kinden støttet i højre hånd udtrykkes sorg.

 

VIL DU VIDE MERE

Efter at du nu er ført lidt ind i ikonernes forunderlige spændende verden kunne det være at du har lyst til at læse lidt mere om nogle af de emneområder vi har været omkring. Hvis interessen er omkring engle, så tag et kig i NetSpirit’s sektion om englene. Ligeledes har vi også en hel sektion om profeter. Hvis interessen er omkring den ortodokse kirke er den nærmere beskrevet i afsnit om Kristendommen.

 

Stil spørgsmål om ikoner

Stil lige så mange spørgsmål du har lyst til om ikoner
Det er nemt – Stil et spørgsmål