l de huler hvor der findes hulemalerier, er der aldrig fundet spor eller tegn på, at de også har fungeret som boplads for mennesker. Der er ofte fundet andre huler i nærheden med tydelige spor efter menneskers efterladenskaber og redskaber, men alle er uden hulemalerier. Dermed kan vi formode, at huler med malerierne har haft et særligt formål! I dagligdagen kan man forstille sig at menneskerne har levet og opholdt sig i nærliggende huler. Når der skulle skaffes føde gik en del af stammes jægere på jagt og nedlagde passende byttedyr.
Forud for selve jagten er nogle udvalgte fra stammen ( præster eller shamaner) søgt ind i nærliggende klippehuler for at udøve magi eller kontakt med åndeverden. Derinde skjult fra omverden, kunne nogle særlige udvalgte “kunstnere” male byttedyrene på de ujævne klippevægge Måske troede de at de kunne forøge jagtudbyttet ved at indfange dyrets sjæl i hulemaleriet åndeligt før den virkelige jagt.
I de fundne huler optræder menneske figurer kun meget sjældent og altid skildret som primitive eller forklædte i dyreham. Alle forsøg på forklaringer skal naturligvis begrundes i vor nutidshviden og rationelle verdensbillede om fortidsmennesket liv.
 Altamira hulen |
 Huler ved Spaniens kyst |
 Lascaux grotterne |
 Alta helleristning |
 Klippehuler i Bhimbetka |
 Tanum helleristning |
 Sierra de San Francisco |
 Coa dalen |
 Tamgaly |
 Tadrart Acacus |
 Cueva de los Manos |
 Tassili n’Ajjer |
 Mogao grotter |
 Serra da capivara |
 Tsodilo |
 Valcamonica |
Kendetegnede for de fleste huler med hulemalerier er mange af dem overmålet i flere lag. Der er ved kulstof 14 måling ( måling af organisk og uorganiske stoffer) konstateret dateringer fra 10000 til 33000 år imellem de “nyeste” og ældste lag i samme hule. Forklaringen kan være at der er tale om en bevist billedtradition, som er gået i arv i generation efter generation. Der er fundet hulemalerier i Europa, Afrika, Australien, ja i næsten alle verdensdele. I Sydafrika kendes “Buskmændenes” hulemalerier som de “nyeste”, som dateres fra ca. 1000 år og op til vores tid.
De første hulemalerier menes at være udført med et stykke kul tegnet direkte på de rå klippevægge. De ældste dyre malerier var måske oprindelig primitive arbejder, hvor kun selve omridset af dyret/dyrene var indtegnet. Senere blev de antagelig mere gennemarbejdet, og malerierne blev malet i flerfarvede lag (polykrom). Disse malerier var særdeles vellignende. Under denne tid forekommer dyremalerierne med det såkaldte fordrejede perspektiv. Dyrets krop ses fra siden, mens hovedet ses forfra. Dyrene ses næsten altid i bevægelse i modsætning til de tidligste, hvor dyrene tilsyneladende var mere stilistiske.
l flere huler er der også spor efter håndaftryk, måske påført af hulekunstnerne som en form for signatur? Disse aftryk benævnes som negative håndaftryk og anvendes også i vores tid i bl.a.. Australien. Farven sprøjtes på ved hjælp af et stykke udhulet bambus. l hulerne er der fundet spor af primitive pensler og paletter. De menes at være fremstillet af dyrehår (pels) og fjer fra fugle. Farverne man brugte, fremstillede de udfra forskellige lokale jord og Ler arter, f.eks. jern, mangan,okker, samt kridt & kul opblandet! med vand eller dyrefedt. Desuden brugte man dyreblod. Deraf fik hulemalerier den karakteristiske jordpalet.
Huler i Spanien
På Verdensarvslisten (World Heritage) er de mange huler med dekorationer, huletegninger og interessante arkæologiske fund, der findes langs den spanske middelhavskyst. Der kendes hundredevis af dybe, svært tilgængelige huler i Spanien, hvor væggene er dekoreret med mirakuløst bevarede billeder af dyr og geometriske symboler. De udsmykninger og arkæologiske fund, vi finder i disse huler, giver også mange oplysninger om menneskets udvikling.
Lascaux II
De udsmykkede grotter i Vézère dalen i Frankrig er på UNESCOs Verdensarvsliste. Lascaux-hulerne i Frankrig indeholder nogle af de tidligste kendte kunst – hulemalerier. For 15.000 år til 17.000 år siden malede mennesker bisonokser og andre dyr på væggen i huler i det sydvestlige Frankrig. I 1940 fandt nogle drenge ved en tilfældighed hulen i Lascaux, der hurtigt blev en kæmpe turistattraktion som en af de mest storslåede huler fra paleolitisk tid. Turiststrømmen sled på hulerne, og i 1983 åbnede man en hule nogle hundrede meter fra de rigtige huler, og det er disse kopihuler, man i dag kan besøge som turist i Frankrig. Hulemalerierne i de berømte Lascaux II grotter er blandt de betydeligste kunstværker fra forhistorisk tid. Man kan tydelig se både mennesker og dyr afbildet på klippevæggene.
 |
 |
Helleristninger i Alta
Alta kommune i Norge har ca. 14.000 indbyggere. Næringsgrundlaget har traditionelt været landbrug, skifer- og minedrift, renhold og fiskeri. Igennem de seneste år har handel, industri og servicefag fået større betydning. Altaelven er ligeledes kendt som en af Europas bedste lakseelve. I byen Alta, der ligger i bunden af Altafjorden findes også en stor samling af helleristninger, der i 1985 blev optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste (World Heritage List), under titlen “Rock drawings of Alta”
 |
 |
Verdensarvsområdet i Alta består af fem områder, hvoraf et område er med hellemalerier og fire områder er med helleristninger. De første helleristninger blev opdaget i 1972. Antallet af figurer anslås til at være mindst 5000. De første hellemalerier var allerede kendt da helleristningerne blev fundet. Helleristningerne ligger i ca 60 felter fordelt på fire områder i Alta. Det største område er Hjemmeluft/Jiepmaluokta, hvor Alta Museum ligger. Dette er det eneste området som er tilgængeligt for publikum.
Vi får igennem helleristningerne et glimt af hverdagslivet, trosforestillinger og ritualer for de jæger-fangstfolk, der lavede helleristningerne. De blev lavet og benyttet over en lang tidsperiode, fra omkring 6200 til 2000 år siden. Helleristningerne viser en del af menneskenes trosforestillinger og ritualer, men fortæller også om de naturlige omgivelser og ressoucegrundlaget, gennem det udvalg af dyreliv som er afbildet (ren, elg, bjørn, hund/ulv, ræv, hare, gæs, ænder, svane, skarv, laks, hval). Endvidere viser helleristningerne også mennesker, både, redskaber, geometriske mønstre og figurerer. Ofte ser man store scener hvor mennesker og dyr deltager i aktiviteter, som jagt, fangst, fiskeri og dans.
På helleristningerne er der også afbildet flere forskjellige bjørnejagtscener. Det kan altså have eksisteret en slags bjørnekult allerede for 6000 år siden på lignende måde som den vi kender fra samisk før-kristen religion. Kristendommen blev introduceret i Finnmark i middelalderen, men var begrænset til den norske bosætning i fiskebyerne langs kysten frem til 1500-tallet. Den første kirke i Alta blev bygget i 1694.
I Skandinavien stammer helleristninger hovedsageligt fra bronzealderen, men kan også stamme fra den ældste del af jernalderen. De fleste findes i Bohuslän i Sverige og omkring Oslofjorden i Norge. I Danmark findes de overvejende på Bornholm
 |
 |
Bhimbetka
Bhopal er en by i det centrale Indien og hovedstaden i den indiske delstat Madhya Pradesh. Bhopal har tilnavnet byen med de syv søer. Bhopal er også det administrative hovedkvarter for Bhopal distriktet og Bhopal divisionen. Historisk var Bhopal også navnet på en stat i det centrale Indien, der under det engelske styre i kolonitiden var styret af en prins. Bhopal var en af de sidste “prinsestyrede” stater, som i forbindelse med Indiens selvstændighed underskrev den nødvendige aftale med den centrale indiske regering. Skønt selvstændigheden var opnået allerede i august 1947, underkastede Bhopals leder sig først regeringen den 1. maj 1949.
Cirka 45 km. syd for Bhopal finder vi Bhimbetka med forhistoriske klippetegninger og på UNESCO’s Verdensarvsliste. Bjerghulerne ved Bhimbetka blev opdaget i 1957-58 af den indiske arkæolog Dr. Vishnu S. Wakankar. Ud af de i alt omkring 750 bjerghuler er de cirka 500 udsmykket med malerier. 15 af bjerghulerne er åbne for offentligheden. Bhimbetka området befinder sig ved foden af Vindhya bjergene, og hele området er dækket af tæt skov. Vi kan spore menneskelig aktivitet i området helt tilbage til for 12.000 år siden. De nyeste malerier dateres til omkring år 1000 f.v.t.
Mange steder kan man tydelig se, hvorledes de samme klippevægge er blevet benyttet af forskellige mennesker på forskellige tidspunkter. Malerierne gengiver scener fra hverdagslivet; jagt, fødsler, krigssituationer, druk, rituelle danse samt religiøse handlinger. Farverne er grøn, rød, okker samt hvid og er stadig den dag i dag bemærkelsesværdigt tydelige.
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
 |
|
El Vizcaino
Sådan cirka midt på den californiske halvø (kaldet Baja California på mexikansk) finder vi El Vizcaino reservatet (nationalpark). Igennem hele den californiske halvø strækker sig bjergkæden Sierra de San Francisco og i de bjergegne, der dækkes af nationalparken El Vizcaino findes en masse hulemalerier, der i 1993 blev optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste.
Hulemalerierne er udført i perioden fra omkring 100 f.Kr. til år 1300. De er således af forholdsvis nyere dato, når vi taler om hulemalerier, hvoraf nogle dateres så langt tilbage i tiden som 10,000 f.Kr. Hulemalerierne her i El Vizcaino reservatet på Baja California, er bemærkelsesværdig velbevarede hvilket tilskrives det tørre klima i området. Det har sikkert også haft en rolle at området traditionelt har været svært tilgængeligt.
Hulemalerierne er også bemærkelsesværdige på grund af deres størrelser, mangfoldighed i valg af farver og ikke mindst på grund af deres antal. Motivvalget er blandt andet mennesker, dyr, relationerne mellem mennesket og omgivelserne, samt de traditioelle billeder af mænd på jagt etc. Disse hulemalerier er et vidnesbyrd om en unik kunstnerisk tradition.
 |
 |
 |
 |
Hval Sanatoriet
Foruden hulemalerierne byder El Vizcaino på et andet world heritage site, nemlig Hval Sanatoriet (hvalreservat, Whale Sanctuary of El Vizcaino), der ligeledes blev indskrevet på verdensarvslisten i 1993. Denne optagelse dækker over at vi ud fra kysten midt på den californiske halvø, finder et sted, som er en vigtig yngleplads for den grå hval, blåhvalen, den californiske søløve og den nordlige elefantsæl. Lagoonen er også opholdssted for fire arter af den truede havskildpadde. Området benyttes foruden som en vigtig yngleplads også som vinteropholdssted for hvalerne.
I øvrigt er dette hval reservat ikke det eneste af slagsen i verden. WWF støtter arbejdet i IWC, den internationale hvalfangst kommission, der regulerer udnyttelsen af verdens hvaler. Gennem IWC er det lykkedes at stoppe næsten al kommerciel hvalfangst samt at fastsætte regler for anden fangst af hvaler. Der er også etableret tre store hvalreservater. Det ene omfatter hele det Indiske hav og det andet havområde ligger omkring Antarktis og det tredje er et større område af Middelhavet.
Hvalerne hører til pattedyrene, og de har udviklet sig fra landlevende dyr, som tidligere lignede vore dages flodheste. I løbet af 70 millioner af år har de totalt tilpasset sig et liv i vandet. Deres krop er strømlinet, huden er glat og har ingen hår, og forlemmerne er omdannet til luffer. Spæklaget er hvalernes overlevelsesdragt – det fungerer både som isolering og energidepot.
Der findes knap 80 hvalarter. De opdeles i bardehvaler og tandhvaler. Barder er hornplader, der vokser ned fra mundloftet. De kan sammenlignes med en si og bruges til at filtrere vandet for dyreplankton og andre smådyr i vandet. En grønlandshval kan have barder på helt op til 4,5 meter. Tandhvalerne tager – afhængig af deres størrelse – større byttedyr som fisk, sæler og pingviner. Nogle tandhvaler har kun to tænder, andre har mange hundrede. Blåhvalen er det største dyr, der nogensinde har levet på kloden. Det tungeste eksemplar, man kender til, vejede cirka 180 tons. Det svarer til omkring 35 fuldvoksne afrikanske hanelefanter! Det længste eksemplar af en blåhval målte godt 33 meter. Hvaler trækker vejret dybere og bedre end landlevende dyr. Kaskelotten kan være nede under vandet i flere timer af gangen.
Den største trussel imod hvalerne har gennem tiderne været fangst, og hvalkød er stadig en vigtig spise for mange befolkningsgrupper. Tidligere fremstillede man olie af spækket til bl.a. kosmetikindustrien, og barderne blev brugt til korsetter. Af leveren udvandt man a- og d-vitaminer. Siden 1986 har der været internationalt stop for kommerciel hvalfangst, men bl.a. Japan og Norge fortsætter med at fange hvaler trods protester fra en række andre lande. Endelig udgør ødelæggelse af levesteder og forurening en betydelig trussel mod hvalerne. Giftstofferne koncentreres og akkumuleres i spækket og overføres også til ungerne via mælken.
Cortezhavet
Det er i øvrigt ikke kun på den ene side af den californiske halvø, vi finder hvaler. På UNESCO’s Verdensarvsliste er den califoniske bugt opført under titlen “Islands and Protected Areas of the Gulf of California “. Denne titel dækker over 244 øer i den califoniske bugt sammen med nogle fredede kystområder i den norøstlige del af Mexico.
Cortezhavet (også kendt som den Californiske Golf eller den Californiske Bugt) er det farvand der adskiller den Californiske Halvø fra det mexicanske fastland. I 1540 navngav Francisco de Ulloa havet, som Mar de Cortez til ære for den spanske conquistador Hernán Cortés. Cortezhavet er bla. yngleplads for gråhvalen. Hver vinter fødes der over 100 gråhvaleunger i det varme vand, i den Californiske bugt. Når de bliver født vejer de et halvt ton. De drikker ca. 200 liter mælk fra moderen om dagen. Om foråret svømmer hvalerne nord på for at søge føde i polar havet.
Gråhvalerne er ikke de eneste sværvægtere, en hvalentusiast kan gøre sig håb om at møde på disse kanter. I Cortezhavet er det ikke ualmindeligt at antræffe både blå-, fin-, brydes-, pukkel- og vågehvaler. Cortezhavet har i det hele taget en meget høj biodiversitet. Havet er hjemsted for 695 plantearter og intet mindre end 891 fiskearter, hvoraf 90 kun findes i dette område. I området finder vi 39% af det totale antal af alle verdens havpattedyr. Og når området så tillige er ganske smukt, kan det ikke undre at det er havnet på Verdensarvslisten.
Côa dalen
I det nordlige Portugal findes Douro floden. Denne har sit udspring midt i Spanien på højsletten Castilla Y Leon og hele vejen langs dens løb ttil udmundingen i Atlanterhavet ved byen Port har den skabt en smuk dal, der såvel på den spanske som på den portugitiske side benyttes til at frembringe vin. Dourodalen skaber pragtfuld port og fremragende rødvin. Det er kun Portugal, der må producerer Portvin. Allerede i 1756 fik den daværende statsminister i Portugal. Marquis de Pombal, udstukket grænser for området for at beskytte produktionen af portvin. Kun druer fra vinmarker inden for den afgrænsede del af Douro må laves til portvin. Dette område begynder 80 km. øst for byen Porto og strækker sig til den spanske grænse.
I den portugitiske by Vila Nova de Foz Coa støder den mindre flod Côa til floden Douro. Langs floden Côa boede der engang for ca. 20.000 år siden mennesker, som efterlod sig graveringer, og senere gjorde romerne stedet til en grænsepost på vejen mellem Oporto og Madrid. Både portugisiske og internationalt anerkendte arkæologer er enige om, at fundet af mange tegninger og malerier på klipperne langs Côa flodens dal er unikt og et af de vigtigste stenalderfund i nyere tid i hele verden. Et væld af malerier forestillende urokser, hjorte, heste, geder etc.
At UNESCO i 1996 optog området med tegninger og malerier på klipperne langs Côa flodens dal, vil sikkert være medvirkende til at området bliver fredet, men endnu er intet sikkert. Der er nemlig planer om at lave en dæmning, der vil oversvømme en stor del af netop dette område. Flere interesser kæmper mod hinanden: områdets fattige bønder har sat stor lid til såvel arbejdspladserne under byggeriet som til de senere turistaktiviteter, som en kunstig sø vil føre med sig. De er parate til at forsvare ”deres” dæmning. ”Vil de gerne have deres klipper”, siger de om arkæologerne, ”kan de flytte dem til Lissabon”. Andre af områdets beboere er selvfølgelig klar over, at nogle af verdens mest betydningsfulde kunstværker fra den palæolitiske tid bør bevares, og at et naturreservat også vil bringe store ressourcer til området. Bliver området til en nationalpark eller til en dæmning? Det vil fremtiden vise!
Man kan vælge mellem tre startsteder hvis man vil se klippemalerierne. – Området Canada do Inferno, udgangspunkt fra touristkontoret i Vila Nova de Foz Côa. Denne tur tager ca. 1.5 time – Området Ribeira de Piscos, udgangspunkt fra turistkontoret i den lidt mindre by Muxagata, der ligger 8 km syd for Vila Nova de Foz Coa. Denne tur tager ca. 2.5 timer. – Og endelig området Penascosa, hvor udgangspunktet er fra turistkontoret i den lille by Castelo Melhor. Denne tur tager ca. 1.5 time.
Lige meget hvilket område man vælger at se, kan det stærkt anbefales at tage imod (evt. købe) noget af det informationsmateriale, der findes i de forskellige turistbureauer. Alternativt tage på en guidet tur. For de klippemalerier og graveringer, man kan se i området lader sig ikke helt nemt tyde. Faktisk er det således at vidste man ikke de var der kunne de undertiden nemt overses. Se eksempelvis nedenstående billeder, hvor der er vist to eksempler på de klipper man kan støde på, og ved den nederste er vist noget materiale, der forklarer nærmere om hvad det er man ser. Mange af teningerne, graveringerne er udført oveni hinanden, så det er ikke altid nemt at se hvad de forestiller. Endvidere er der også nogle af stenene, der er blevet vandaliseret med grafitti og mere “nutidige” graveringer.
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
For tydning af denne klippe, se nedenfor |
|
 |
 |
|
Ged (Goat) |
Hjort (Deer) |
 |
 |
|
Ged (Goat) |
Tegn (Signs) |
Tadrart Acacus
Tadrart Acacus er et ørkenområde det vestlige Libyen, tæt ved byen Ghat, ikke langt fra grænsen til Algeriet. Det som nu er en del af Sahara-ørkenen, var engang et frodigt opdyrket land, hvor der levede mange dyr. Vidnesbyrd om den dramatiske geografiske forandring området har været udsat for ses på tusindvis af klippemalerier man har fundet i området. Malerierne, der er lavet i perioden fra omkring 12,000 f.Kr. til år 100 e.Kr. viser hvordan området engang har set ud. Vi finder her eksempelvis motiver af giraffer, elefanter og andre dyr, der for længst er fortrængt fra området. Foruden motiverne af dyrene findes der tillige massevis af motiver fra dagligdagen; mænd, der danser, mænd på jagt etc.
Tadrart Acacus, der i 1985 blev optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste, giver også vidnesbyrd om de mange forskellige folk, der har levet i området igennem tiden, og ikke mindst de geografiske forhold, de har levet under. Tadrart Acacus er i øvrigt tæt beliggende ved et andet world heritage sted, nemlig Tassili N’Ajjer, der ligger på den algeriske side af grænsen, og som er optaget af selvsamme grund, nemlig at vi også her findes tusindevis af klippemalerier, der vidner om historiens gang.
Cueva de las Manos
I en smuk kløft dannet af Pinturas Floden, cirka 160 km. nord for byen Perito Moreno, Argentina, findes Cueva de las Manos. Det er spansk og betyder “hulerne med hænderne.” Hvilket netop også er hvad man kan se i Cueva de las Manos. Her finder vi en lang række mindre huler, og klippevægge, udsmykket med hulemalerier, hovedsagelig positive og negative håndaftryk. Ganske vist er de fleste klippevægge beskyttet af regn og vejrforhold af overhængende klippepartier, men det er dog alligevel fantastisk at disse hulemalerier stadig den dag i dag fremstår så tydelige som de gør. De menes at være udført for intet mindre end omkring 9300 år siden.
Alt i alt findes der cirka 800 aftryk af hænder i forskellige jord- og lerfarver ved Cueva de las Manos, der også kaldes Rio Pinturas. Vi befinder os her i den sydligste del af Argentina i et område der kaldes Patagonia. Dette er for det meste en gold og kold lavtliggende højslette med steppe. Her levede i sin tid folkeslaget tehuelches og der er dem, der skabte hulemalerierne. Tehuelches var en del af den større befolkningsgruppe Patagonerne. Størstedelen af den argentinske befolkning i dag er efterkommere af europæiske emigranter – specielt fra Italien og Spanien. De oprindelige indbyggere er praktisk talt udryddet.
Hulemalerier
l de huler hvor der findes hulemalerier, er der aldrig fundet spor eller tegn på ,at også har fungeret som boplads for mennesker. Der er fundet andre huler i nærheden med tydelige spor efter menneskers efterladenskaber og redskaber, men alle er uden hulemalerier. Dermed kan vi formode, at huler med malerierne har haft et særligt formål! I dagligdagen kan man forstille sig at menneskerne har levet og opholdt sig i nærliggende huler. Når der skulle skaffes føde gik en del af stammes jægere på jagt og nedlagde passende byttedyr.
Forud for selve jagten er nogle udvalgte fra stammen ( præster eller shamaner) søgt ind i nærliggende klippehuler for at udøve magi eller kontakt med åndeverden. Derinde skjult fra omverden, kunne nogle særlige udvalgte “kunstnere” male byttedyrene på de ujævne klippevægge Måske troede de at de kunne forøge jagtudbyttet ved at indfange dyrets sjæl i hulemaleriet åndeligt før den virkelige jagt. I de fundne huler optræder menneske figurer kun meget sjældent og altid skildret som primitive eller forklædte i dyreham. Alle forsøg på forklaringer skal naturligvis begrundes i vor nutidshviden og rationelle verdensbillede om fortidsmennesket liv.
Kendetegnede for de fleste huler med hulemalerier er mange af dem overmålet i flere lag. Der er ved kulstof 14 måling ( måling af organisk og uorganiske stoffer) konstateret dateringer fra 10000 til 33000 år imellem de “nyeste” og ældste lag i samme hule. Forklaringen kan være at der er tale om en bevist billedtradition, som er gået i arv i generation efter generation. Der er fundet hulemalerier i Europa, Afrika, Australien, ja i næsten alle verdensdele. I Sydafrika kendes “Buskmændenes” hulemalerier som de “nyeste”, som dateres fra ca. 1000 år og op til vores tid.
De første hulemalerier menes at være udført med et stykke kul tegnet direkte på de rå klippevægge. De ældste dyre malerier var måske oprindelig primitive arbejder, hvor kun selve omridset af dyret/dyrene var indtegnet. Senere blev de antagelig mere gennemarbejdet, og malerierne blev malet i flerfarvede lag (polykrom). Disse malerier var særdeles vellignende. Under denne tid forekommer dyremalerierne med det såkaldte fordrejede perspektiv. Dyrets krop ses fra siden, mens hovedet ses forfra. Dyrene ses næsten altid i bevægelse i modsætning til de tidligste, hvor dyrene tilsyneladende var mere stilistiske.
l flere huler er der også spor efter håndaftryk, måske påført af hulekunstnerne som en form for signatur? Disse aftryk benævnes som negative håndaftryk og anvendes også i vores tid i bl.a.. Australien. Farven sprøjtes på ved hjælp af et stykke udhulet bambus. l hulerne er der fundet spor af primitive pensler og paletter. De menes at være fremstillet af dyrehår (pels) og fjer fra fugle. Farverne man brugte, fremstillede de udfra forskellige lokale jord og Ler arter, f.eks. jern, mangan,okker, samt kridt & kul opblandet! med vand eller dyrefedt. Desuden brugte man dyreblod. Deraf fik hulemalerier den karakteristiske jordpalet.
Billedeserie fra Cueva de las Manos
Tassili n’Ajjer
Lokaliseret i et mærkeligt månelandskab af stor geologisk interesse, finder vi et sted, hvor der er mange eksempler på forhistoriske hulemalerier. Mere end 15,000 tegninger og indgraveringer fortæller os om stedets klimatiske ændringer igennem tiderne, ligesom vi får informationer om udviklingen af det menneskelige liv her på kanten til Sahara ørkenen i perioden fra 6000 f.v.t. til omkring år 200. De geologiske formationer, der er skabt her, er af stor sjældenhed. Eksempelvis finder vi eroderede sandsten, der nærmest danner “sten-skove”.
Det enestående store antal tegninger på klipperne ved Tassili n’Ajjer fortæller eksempelvis om, at dette område engang var et blomstrende landskab, og slet ikke den stenørken vi finder her i dag. Og på samme måde som de andre hulemalerier, der er fundet rundt omkring i verden, fortæller billederne om dagligdagen, om de dyr de jagede, om de krige de deltog i, om døden, om livet, og om troen på noget overnaturligt. Ganske sikkert har stedet været af religiøs interesse, men hvad der nærmere har udsprunget sig af aktivitet i området, ved vi meget lidt om.
 |
 |
|
Tassili n’Ajjer |
Tassili n’Ajjer |
Mogao grotterne
Dunhuang er en af Silkevejens mange oaser. Der, hvor friske kildevæld gjorde det muligt, opstod små frodige lunde på randen af Taklamakan-ørkenen. De dannede grundlaget for de mange rige handelsbyer, der opstod på Silkevejen. I dag er mange af oaserne blevet mindre eller forsvundet, men sporene af fordums rigdom findes stadig. Dunhuang er et af de mest berømte eksempler, idet vi her finder de berømte Mogao-grotter.
 |
 |
Mogao grotterne er et kæmpe klompleks med omkring 900 grotter, der alle er fantastisk smukt udsmykket med forskellige overdådige fresker, der gengiver episoder fra Buddhas liv. Nogle kan dateres tilbage til det 4. århundrede. I 1.000 år arbejdede generation efter generation af munke utrætteligt på det imponerende anlæg. Men alligevel sank stedet ned i glemselens tåger, og først for 100 år siden blev hulerne genopdaget – af europæiske opdagelsesrejsende. Det er kun ganske få af grotterne, der er åbne for publikum, og der er fotoforbud inde i dem. En del af grotterne husede tidligere buddhistiske munke, der boede her for at beskytte grotterne.
 |
 |
 |
I øvrigt så er Silkevejen eller Silkeruten, en betegnelse fra den tidligere dominerende rejserute på land fra Kina til Europa. Efter opdagelsen af søvejen til Indien blev transport via havet gradvist mere almindelig ligesom angreb på handelskaravaner blev stedse mere generende. Ruten strakte sig over 10.000 km fra Kina til det romerske rige, som ofte modtog silkegaver fra kinesiske herskere. Ruten var mindst i brug fra år 200 til det 14. århundrede, da Vesten i stigende omfang også selv var i stand til at fremstille silke.
Serra da Capivara Nationalpark
I Brasilien finder vi Serra da Capivara Nationalpark, der er på UNESCOs liste over verdens natur- og kulturarv (World Heritage). Dette skyldes, at vi i denne nationalpark finder nogle hulemalerier, hvoraf nogle er mere end 25,000 år gamle. Disse hulemalerier er et unikt vidnesbyrd om et af de ældste menneskelige samfund i Sydamerika og derfor på Verdensarvslisten. Capivara er i øvrigt også navnet på et vandfald, der ligger i nærheden af hulerne. For at besøge Nationalparken skal man have en tilladelse fra de offentlige myndigheder ,og man skal være ledsaget af en guide. Begge betingelser er dog nemme at opfylde.
|
|
|
|
|
|
|
|
Tsodilo
I Tsodilo, Botswana, findes en af verdens største samlinger af klippemalerier og stedet kaldes ”Ørkenens Louvre”. Mere end 4500 malerier findes på et areal på bare 10 kvadratkilometer i Kalahariørkenen. De arkæologiske fund giver en kronologisk forklaring på menneskelig aktivitet og miljøforandringer de seneste 100.000 år. Lokalsamfundet, som stadig lever i dette miljø værner om Tsodilo som et sted for forfædrenes ånder.
Val Camonica
Regionen Lombardiet er beliggende i Norditalien og grænser op mod Schweiz. Her finder vi dalen Camonica (Val Camonica, Valle Camonica), der er berømt og på UNESCO’s Verdensarvsliste på grund af de mange helleristninger vi finder her.
Skønt man almindeligvis forbinder helleristninger med Skandinavien lavede man i bronzealderen også helleristninger andre steder i Europa, frem for alt i de norditalienske alper, omkring dalen Val Camonica. En del af motiverne fra Val Camonica minder meget om dem i Skandinavien. Også andre fund tyder på, at der var en vis kontakt mellem Norden og kulturene længere sydpå.
Ser man på hele verden, findes der helleristninger i alle beboede verdensdele, og fra mange forskellige perioder. Visse stammefolk har lavet helleristninger helt op til nutiden. Helleristningerne kan have mange forskellige betydninger, men selve fremstillingen af billeder er gerne omgivet af magi eller åndelige forestillinger. Sådan har det også været i bronzealderen. En helleristning er symboler og figurer udhugget i sten, sædvanligvis udført af forhistoriske mennesker. I Skandinavien stammer helleristninger hovedsageligt fra bronzealderen, men kan også stamme fra den ældste del af jernalderen. De fleste findes i Bohuslän i Sverige og omkring Oslofjorden i Norge. I Danmark findes de overvejende på Bornholm.
Mange helleristninger anses for at repræsentere noget, som vi ikke hidtil fuldt ud har kunnet afkode. I dalen Camonica finder vi omkring 140,000 symboler af figurer og mønstre indridset i klipperne, igennem en periode på mere end 8000 år. Temaerne for motiverne spænder over landbrug, navigation, krig, magi, spiritualitet etc. Det bør tilføjes at Val Camonica, bestemt også er værd at besøge for de mange små hyggelige landsbyer, der ligger op igennem dalen.
 |
 |
 |
 |
 |
 |
|
Val Camonica |
|