En helleristning er symboler og figurer udhugget i sten, sædvanligvis udført af forhistoriske mennesker. Mange helleristninger anses for at repræsentere noget, som vi ikke hidtil fuldt ud har kunnet afkode. I Skandinavien stammer helleristninger hovedsageligt fra bronzealderen, men kan også stamme fra den ældste del af jernalderen. De fleste findes i Bohuslän i Sverige og omkring Oslofjorden i Norge. I Danmark findes de overvejende på Bornholm. Der findes mange små, skålformede fordybninger (skålgruber), der tolkes som soltegn. Der forekommer også hjul, mænd med våben, skibe, processioner, øksebærende mænd med rejst fallos, dyr, jagt- og parringsscener med mere. Ristningerne antages at have religiøs eller magisk betydning.

”Helle” er det gamle nordiske ord for flad, for eksempel flad klippe eller flad fisk som i ”hellefisk”. Og at ”riste” betyder at hugge. Så helleristninger er indhuggede motiver på flade klipper. Nu til dags maler man undertiden helleristningerne op med farve for bedre at kunne tyde de forskellige motiver. For næsten 4.000 år siden, da bronzealdermenneskene skabte billedet, var det ikke nødvendigt at male det, for ristningen var simpelthen meget dybere, og man kunne se den ganske tydeligt. På den tid var det jo sådan, at klipperne var fuldstændig glatslebne af isen, det var altså ligesom en marmorplade, man kunne indgravere i. Forskere har udregnet at der er forsvundet mellem en halv og en hel centimeter på mange af ristningerne. Det betyder også, at mange af billederne er helt væk.

Der er ikke alle steder, man finder helleristninger. De ses generelt på klipper, som er svagt skrånende. Det er meget typisk, at klipperne er orienteret mod solens bane, det vil sige fra nordøst til sydvest. Akæologerne undersøger ikke bare selve helleristningerne – de undersøger også jorden omkring dem, for at finde ud af hvad der foregik ved klipperne med helleristningerne. Var det hellige steder, var der religiøse ceremonier, blev der festet – eller foregik der ingenting?

Arkæologerne har i mange af områderne omkring helleristningerne fundet rav, potteskår, dyreknogler og tegn på, at der har været lavet mad på stedet. En teori går ud på at helleristningerne har været et sted, hvor menneskene samledes og udførte ritualer og hellige ceremonier. Bronzealderen var et højt udviklet samfund, hvor religion spillede en stor rolle. Gennem hele bronzealderen, som strækker sig over mere end tusinde år fra cirka 3.700 til 2.500 år før Kristus, indhuggede man motiver på klipper. Skibe var et af de mest almindelige motiver. Men et andet meget brugt motiv var en skålformet fordybning.

Skåltegnene har muligvis været brugt til at lægge små offergaver i. Man ofrede for at skabe frugtbarhed – det kunne være både for høsten, for dyrene og for menneskene. Ritualet går helt tilbage til bronzealderen og fortsatte op gennem jernalderen og vikingetiden. Det har endda visse steder holdt sig op til vor tid. En ældre dame fra Bornholm, Danmark, har eksempelvis fortalte arkæologerne, at da hun var barn, var det en skik hvert år at vandre fra sted til sted, hvor der var skåltegn i klipperne og lægge kagekrummer.

Måske har datidens mennesker, ved flere lejligheder, mødtes her ved de hellige klipper (klipper med helleristninger). Måske på nogle bestemte tider af året, måske ved nogle særlige begivenheder i et menneskes liv som en fødsel, eller hvis man har bygget et nyt hus. Så er man gået her hen til den hellige klippe og har lavet nogle ritualer for på en eller anden måde at udnytte den magiske kraft.

Ligesom solen var et vigtigt for bronzealdermenneskene, så var skibet det også. Mange helleristninger forestiller skibe. I den praktiske verden var skibet vigtigt, fordi man kunne komme rundt med det, men det havde også en anden funktion. Skibet var en af de vigtigste ting i bronzealderens religion, fordi man troede, det var et skib, som transporterede solen over himlens bue om dagen og gennem underverdenens mørke om natten.

Sammen med nogle af skibene er der ofte billeder af solen. Det var kun skibe, der sejlede mod højre, der var knyttet til solbilleder. Ingen skibe, der sejlede mod venstre, havde solbilleder. De skibe, der sejler mod højre, det er skibe, der er knyttet til dagen, altså solskibe, der har hjulpet solen om dagen. De skibe, der sejler mod venstre, det er natskibe, der sejler gennem underverdenen, hvor der er mørkt. For skibsbillederne på sten kan vi se, at der er en tendens til, at skibsbillederne orienterer sig imod midsommers solopgang og midsommers solnedgang.

En anden funktion man tillægger helleristningerne er at de var med til at markere nogle vigtige træk i landskabet i forhold til det dyrkbare land. Det ser ud til at man på den måde ligesom har helliggjort landet, så hele landskabet blev et rituelt landskab. Det var altså dér, hvor jorden var god at dyrke, at bronzealderfolket omkransede landskabet med helleristninger. Selve motiverne på helleristningerne går igen på mange genstande fra bronzealderen.

Tanum helleristninger

Egnen omkring Tanum i Sverige er ekstraordinær rig på helleristnings-felter, og når man er på de kanter, bør man ikke snyde sig selv for at opleve disse spændende vidnesbyrd om en fjern fortid. De svenske helleristninger i Tanum, blev optaget på UNESCOS verdensarvliste, i 1994. Et kulturobjekt på denne liste skal være unikt i verden og berette noget væsentligt om den menneskelige kulturhistorie. Og Tanums helleristninger er et eneståenmde eksempel på broncealderkunst af højeste kvalitet. Broncealderen ligger fra 1750 f. Kr.-500 f.v.t.

Få kilometer udenfor byen Tanumshede, som ligger 150 kilometer nord for Gøteborg, finder vi Tanums Hällristningsmuseum. Foruden selve museet er der et slags frilandsmuseum i miniformat, som udgøres af en bronzealdergård, som om sommeren er udstyret med får, grise, kvæg, heste mv. Der er foruden helleristningerne i og ved Tanums Hällristningsmuseum i Vitlycke, yderligere tre helleristningslokaliteter i Tanum, som er tilgængelig for offentligheden – Litsleby, Fossum og Aspeberget.

Som turist bliver man naturligt tiltrukket af de steder hvor det koster entre. Men ved Vitlycke kommer man galt afsted hvis man tror at den entre man betaler til det indhegnede område ved bronzealdergården. Det er nemlig ikke her at helleristningerne befinder sig. Dem finder vi lige overfor museet. På museet kan man købe forskellige informationsbrochurer om hvor helleristningerne befinder sig. Helleristninger kan som nævnt være malet op med rød farve. Når det gælder Tanums helleristninger, så det noget museumsfolkene har gjort, for at turisterne bedre kan se ristningerne. Man kan også være “heldig” at se helleristningerne efter det har regnet hvor de står mere tydeligt frem.

Tanum helleristninger – Tak for lån af billede til www.objectif-suede.com

Tanum helleristninger – Tak for lån af billede til www.objectif-suede.com

Helleristninger i Alta

Alta kommune i Norge har ca. 14.000 indbyggere. Næringsgrundlaget har traditionelt været landbrug, skifer- og minedrift, renhold og fiskeri. Igennem de seneste år har handel, industri og servicefag fået større betydning. Altaelven er ligeledes kendt som en af Europas bedste lakseelve. I byen Alta, der ligger i bunden af Altafjorden findes også en stor samling af helleristninger, der i 1985 blev optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste (World Heritage List), under titlen “Rock drawings of Alta”

Verdensarvsområdet i Alta består af fem områder, hvoraf et område er med hellemalerier og fire områder er med helleristninger. De første helleristninger blev opdaget i 1972. Antallet af figurer anslås til at være mindst 5000. De første hellemalerier var allerede kendt da helleristningerne blev fundet. Helleristningerne ligger i ca 60 felter fordelt på fire områder i Alta. Det største område er Hjemmeluft/Jiepmaluokta, hvor Alta Museum ligger. Dette er det eneste området som er tilgængeligt for publikum.

Vi får igennem helleristningerne et glimt af hverdagslivet, trosforestillinger og ritualer for de jæger-fangstfolk, der lavede helleristningerne. De blev lavet og benyttet over en lang tidsperiode, fra omkring 6200 til 2000 år siden. Helleristningerne viser en del af menneskenes trosforestillinger og ritualer, men fortæller også om de naturlige omgivelser og ressoucegrundlaget, gennem det udvalg af dyreliv som er afbildet (ren, elg, bjørn, hund/ulv, ræv, hare, gæs, ænder, svane, skarv, laks, hval). Endvidere viser helleristningerne også mennesker, både, redskaber, geometriske mønstre og figurerer. Ofte ser man store scener hvor mennesker og dyr deltager i aktiviteter, som jagt, fangst, fiskeri og dans.

På helleristningerne er der også afbildet flere forskjellige bjørnejagtscener. Det kan altså have eksisteret en slags bjørnekult allerede for 6000 år siden på lignende måde som den vi kender fra samisk før-kristen religion. Kristendommen blev introduceret i Finnmark i middelalderen, men var begrænset til den norske bosætning i fiskebyerne langs kysten frem til 1500-tallet. Den første kirke i Alta blev bygget i 1694.

I Skandinavien stammer helleristninger hovedsageligt fra bronzealderen, men kan også stamme fra den ældste del af jernalderen. De fleste findes i Bohuslän i Sverige og omkring Oslofjorden i Norge. I Danmark findes de overvejende på Bornholm