Måden vi mennesker kommunikere med hinanden er igennem sprog, tegninger og tekst. Sådan har det været lige siden vi begyndte at grynte af hinanden og mejsle symboler ind i klipper. Alfabetes, skriftsproget og maleriets udvikling er naturligt tæt knyttet til menneskets udvikling og afspejler vores spiritualitet igennem tiderne.

Som baggrund for at forstå den symbolik vi finder i kalligrafi, hieroglyffer, runer, ikoner og mandala kigges her på skriftsprogets og alfabetes udvikling.

 

 

Alfabetets og skriftens historie

Før vi kunne udvikle et skriftsprog skulle vi blive enige om et repertoire af formelle tegn eller symboler, der kan anvendes til klart at reproducere de tanker og følelser, som skriveren ønsker at udtrykke. Det gik i lang tid meget godt med simple beskeder i form af tegninger, billeder eller abstrakte tegn. Men skrivekunst blev nødvendigt da handel og administration i Mesopotamien i slutningen af det 4. århundrede fvt. blev for omfattende til at håndtere.

At lave permanente optegnelser over gennemførte transaktioner blev afgørende for regeringsmagten. På denne upoetiske baggrund blev det første skriftsprog opfundet.

Sumerisk – Cirka 3300 fvt
Egyptisk cirka 3000 fvt.
Proto-elamitisk – cirka 3000 fvt.
Kretensisk – Cirka 2000 fvt.
Hittitisk – cirka 1500 fvt.
Kinesisk cirka 1500 fvt.

At oldtidens skriftsprog er så indviklede, skyldes, at de bygger på forestillingen om, at hver enkelt ting kræver sit eget, entydige tegn. Disse komplicerede skriftsprog er eksklusive; de overlever i de store centralistiske stater, og er her forbeholdt en snæver kreds af skriftkloge professionelle skrivere og lærde, som hermed også får en magtposition, de ikke frivilligt giver afkald på.

Oprindeligt blev beherskelsen af skrivekunst og alfabetisme anset som gaver fra guderne. Dette synspunkt bunder formentlig i det helt åbenbare faktum, at en person, der kan læse og skrive, har større muligheder for et godt liv end en person, der er analfabet. En guddommelig oprindelse var den foretrukne forklaring indtil 1700-tallets oplysningstid, hvor teorien om skrivekunstens piktografiske oprindelse blev lanceret.

Tre af de ældste skriftssprog – proto-elamitisk, proto-indisk, kretensisk – er endnu ikke tydede og kun kinesisk, er stadigvæk i brug. De første skriftsprog og skrivekunsten er ikke sket helt uafhængig af hinanden. I en vis udstrækning lånte fx. romerne fra etruskerne og japanerne fra kineserne.

 

 

Piktogrammer og ideogrammer

Piktografi og ideografi, er brugen af billeder til at repræsentere ikke objektet selv, men nogle egenskaber eller ideer antydet af objektet. F.eks. brugen af en tegning af solen til at angive ideen om varme eller lys. Begrænset skriftsprog refererer direkte til objektet eller ideen, der er tegnet. Piktogrammer eller ideogrammer frembringer et billede eller et koncept, som kan udtrykkes i sproget, hvor læseren ikke nødvendigvis behøver at kende skriverens sprog, men kan oversætte tegnene direkte til eget sprog. 

De tidligste skriftsprog fra Mesopotamien, Ægypten og Centralamerika er begrænsede skriftsprog, da de refererer til repræsenterede objekter og ikke til ordene for objekterne. Internationale trafikskilte er et eksempel på et nutidigt begrænset skriftsprog.

Alle skriftsprog har som forløber forskellige former for piktogrammer. Hvis de er tegnet på en klippeoverflade kaldes de petrogrammer, hvis de er indridset kaldes de petroglyffer, som fx  blev meget anvendt af de nordamerikanske indianere.

Når piktogrammer og ideogrammer er blevet så stiliserede, at de ikke længere er genkendelige som repræsenterende specifikke objekter, begynder brugerne, både når de læser og når de skriver, at overføre betydningen af tegnene fra objekterne til navnene på objekterne – dvs. tegnene kommer til at betyde ord frem for objektet. Skrivningen bliver hermed mere fonetisk (lydbaseret).

Noget meget afgørende i skriftsprogenes udvikling var opfindelsen af rebusprincippet, som indebar at de piktografiske symboler nu kunne anvendes for dets fonetiske værdi. Et rent piktografisk system kommer til kort allerede når, der skal udtrykkes talte begreber. Men piktogrammer kan transformeres til en rebus, hvor et enkelte piktogram ikke længere repræsenterer det objekt eller den idé, det angiver, men i stedet lyden forbundet med ideen.

På denne måde kan man ved hjælp af rebusprincippet gøre lyde synlige på en systematisk måde, hvorved abstrakte begreber kan angives med symboler. Et eksempel er tegnet for sol, der kom til at blive det første tegn i den hieroglyffiske stavning til Ramses (R(e)). Et skriftsprog med tegn, der repræsenterer lyde, kræver færre karakterer end et skriftsprog, hvor hvert tegn står for en ting eller en idé.

Vores alfabet på er på 30 bogstaver (romerne havde 23 bogstaver), mens kineserne må lære tusindvis af tegn for at udtrykke dem selv. Selv kileskriften omfattede omkring 1500 piktogrammer. Men naturligvis har et skriftsprog, hvor hvert tegn eller billede repræsenterer en ting eller en idé, sine fordele: Selv folk, der taler forskellige sprog, kan umiddelbart læse den skrevne form. Så en kineser fra de sydlige provinser kan tale en helt anden dialekt end landsmanden fra Beijing, som denne ikke vil kunne forstå, men han kan læse, hvad den sydlige landsmand skriver.

I en europæisk sammenhæng er  alfabetets tilblivelse og udvikling, forløbet fra en billed-skrift (piktografisk) over idé-skrift (ideografisk) til stavelsesskrift (syllabisk) og videre frem til en egentlig lydskrift (fonografisk eller alfabetisk).

Et skriftsprog, der har et tegn for hvert ord i sproget, kaldes logografisk (eller ideografisk), mens et skriftsprog med et tegn for hver stavelse kaldes syllabisk, og et skriftsprog med et tegn for hver lyd i sproget kaldes alfabetisk eller fonografisk.

Et logografisk skriftsprog behøver som minimum hen imod 600 tegn. Et syllabisk skriftsprog kan klare sig med 100  tegn, hvor hvert tegn repræsenterer en stavelse. I de fleste logografiske skriftsprog kan et tegn betyde flere forskellige ord. Nogle logografisk baserede skriftsprog anvender derfor såkaldte determinativer eller fonetiske indikatorer til at løse problemet med flertydighed. Et alfabetisk skriftsprog er karakteriseret ved 30 tegn eller færre, og flertydigheden er næsten elimineret, fordi skriveren kan stave lyden af hvert ord. Få skriftsprog eksisterer dog i en ren logografisk, syllabisk eller alfabetisk form. De fleste alfabetiske skriftsprog anvender eksempelvis logogrammer for tal og tegn som fx &, $ %.

 

 

Kileskriften

Det var sumererne, der først opfandt skrivekunsten – dette skete i form af kileskriften. De første sumeriske lertavler var rent piktografiske og dateres til ca. 3300 fvt. – de stammer fra Uruk i den sydlige del af Mesopotamien. Kileskriften blev anvendt i mere end 3000 år, idet de yngste inskriptioner med kileskrift er fra ca. 75 evt.

Det sumeriske skriftsprog opstod af nødvendighed og havde uden tvivl sin rod i ønsket om at føre regnskab med handelen med de meget store mængder landbrugsprodukter, der fremstilledes i Sumer. Der skulle eksempelvis holdes regnskab med hvor meget af høsten, der skulle lagres til eget forbrug, hvor meget der skulle anvendes til næste års såning og hvor meget, der skulle afsættes til handel med andre.

De tidligste forsøg på at holde regnskab kan faktisk føres helt tilbage til tidlig-neolitisk tid, hvor små brikker eller figurer af ler kendes fra bl.a. Çatal Hüyük (Tyrkiet) og Jarmo (Iran).

Disse lerbrikker har formentlig repræsenteret forskellige værdier eller forskellige typer af varer (får, kvæg m.m.).  I begyndelsen af Uruk-perioden (3800-3200 fvt.) var anvendelsen af lerbrikker vidt udbredt i Sumer. Når en vare skulle sendes til en anden person, lagde man lerbrikker, der angav varens art, antal og kvalitet ind i en hul lerkugle (bulla), der fulgte med varen. Senere begyndte man at lave aftryk af lerbrikkerne på ydersiden af lerbeholderen, så man derved kunne se beholderens indhold, uden at den skulle slås i stykker.

Lerbrikker er langt ældre end den sumeriske civilisation. Men metoden med lerbrikkerne blev moderniseret af sumererne, idet de fandt på at tegne den samme figur ind på en flad lertavle i stedet for at have besværet med brikkerne.  Da det sumeriske sprog for en stor dels vedkommende havde ord for de fleste varer på 1-2 stavelser, var springet til et rigtigt skriftsprog nærliggende. Man fandt ud af, at den enkelte stavelse havde en lyd, som man kunne sammensætte og dermed få en helt ny betydning.

Et vigtigt trin i udviklingen var, at piktogrammet ikke kun kom til at repræsentere betydningen af genstanden, det forestillede, men også lyden af ordet eller af en stavelse, der indgik i ordet for genstanden. Sumererne udviklede dog aldrig et alfabetisk skriftsprog. For at udtrykke sig i sætninger anvendte sumererne (og senere egypterne) rebusformen.

På tidspunktet for det assyriske imperium i det første årtusinde fvt. kunne man i kileskriften ikke længere genkende dets piktografiske ophav. Tavlerne blev fra dette tidspunkt ofte inddelt i spalter og sektioner, og skriften skulle læses fra venstre mod højre. Når der skulle skrives en lertavle, ville skriveren begynde øverst til venstre og bevæge sig nedad. Herefter vendte han tilbage til toppen og startede på næste søjle. Når han på denne måde nåede nederste højre hjørne, vendte han tavlen om over den nederste kant, hvorefter han begyndte at skrive i øverste højre hjørne og arbejdede sig i søjler mod venstre.

På den måde blev lertavler skrevet som en moderne avis bortset fra, at de gamle skrivere vendte ”bladet” over den nederste kant i stedet for over sidekanten.

På et eller andet tidspunkt sent i 3. årt. eller tidligt i 2. årt. fvt. sker der en ændring i tegnenes orientering. Piktogrammerne på tavlerne blev drejet 90 grader, så de lå på ryggen; og i stedet for at bliver skrevet vertikalt blev de nu skrevet horisontalt. Og de blev nu altid skrevet fra venstre mod højre.

Der var 800-1000 tegn på sumerisk, men efter akkadernes overtagelse (efter 2300 fvt.) blev antallet reduceret til 150-200. Men ca. år 1500 fvt. var antallet af tegn atter steget til 700-800. De hyppigst anvendte karakterer repræsenterede genstande som brød, øl, får, kvæg og klæder. Der er fundet lister med tegn, en slags ordbog som skriveren kunne benytte sig af.

Kileskrift var primært skrevet på lertavler, men det er også blevet indridset i sten, metal, elfenben glas og voks. Selv om kileskriften efterhånden blev meget simplificeret var skrivekunsten dog forbeholdt de meget få. I Babylon og i Assyrien udgjorde skrivere nærmest deres egne kaste, meget magtfulde, i nogle tilfælde mere magtfulde end herskeren selv.

Efter udviklingen af kileskriften omkring 3.000 år fvt. slutter oldtiden (den forhistoriske periode), og historisk tid, dvs. menneskets nedfældede historie tager sin begyndelse. Indholdet af de fleste sumeriske tavler var fortsat med regnskabsmæssigt indhold, men efterhånden optrådte også historiske dokumenter og tavler med hymner, hellige skrifter og med mytologisk indhold. Kong Shulgi af Ur (2046-1988 fvt.) beordrede således alle myter, sagn og litteratur nedskrevet.

Der findes også en tekst, der beskriver Ur-Nammu’s død (Ur-Nammu var konge i Ur i det 3. årt. fvt.) og en tekst, der beskriver mulighederne for at forbedre livet efter døden. En anden tekst med mytologisk indhold forholder sig også til livet efter døden: Her beskrives guden Inanna’s rejse til underverdenen; de døde beskrives som frataget lyset, og ler og støv var deres føde; de var klædt som fugle. Al komfort skulle derfor medbringes fra de levendes verden. Også tekster af egentlig litterær karakter er fundet, f.eks. eposet om Gilgamesh. Dette epos blev forbillede for de senere græske myter, f.eks. om Herkules, men indeholder også en historie om Syndfloden, som den bibelske version bygger på.

Tallene i Kileskrift

Sumererne anvendte det seksagesimale system baseret på multiple af 60 til at tælle, både når det angik mennesker og dyr, daglige produkter, tekstiler, fisk træ, stenredskaber og beholdere . Tallene undergik også en udvikling til kileformede tegn. Dette system var dog først fuldstændig gennemført på tidspunktet for det oldbabylonske rige (første halvdel af det 2. årt. fvt.). Tallenes værdi var nu også angivet ved deres placering, som vi kender det fra vort eget talsystem. Det eneste, der manglede for 4000 år siden, var et symbol for tallet 0.

I dag anvender vi det seksagesimale system for at markere tid og vinkel.

Dechifrering af kileskrift

Kileskriftens ”rosettasten” blev den omfattende inskription af den persiske kong Darios på en klippe i Zagros bjergene i det vestlige Iran nær den lille by Behistun. Kong Darios er omtalt i en af inskriptionerne fra Persepolis: ”Darios, den store konge, kongen over kongerne, konge over landene, søn af Hystapes, en achæmenier, der byggede dette palads”. Som i Persepolis kunne tre skriftsprog erkendes i Behistun: Oldpersisk, elamitisk og babylonisk.

 

 

EGYPTENS HIEROGLYFFER

Den egyptiske hieroglyfskrift var poetisk og næsten levende, fordi den bestod af smukke stiliserede tegninger af fugle, andre dyr, menneskehoveder, planter og blomster. I modsætning hertil står kileskriften, der nærmest kan betegnes som asketisk, geometrisk og abstrakt.

Hieroglyf betyder sprogligt gudernes skrift (ordet hieroglyf kommer af græsk, Hieros = hellig og glyf = skrift). Ifølge egypterne var skrivekunsten givet til menneskeheden af guden Thoth . De ældste kendte lertavler med (primitiv) ægyptisk skriftsprog blev fundet for nogle år siden i den ægyptiske kong Skorpions grav. En kulstof-14 datering viste en alder på godt 5.000 år.

De tidligste genkendelige ægyptiske hieroglyffer er fra omkring 3000 fvt. Hieroglyfferne er derfor næsten lige så gamle som kileskriften, og skriften bevaredes næsten uændret helt frem til 394 evt. Antallet af tegn steg dog hen over århundrederne fra oprindeligt 700 til omkring 5000. Sidst i 300-tallet er ingen længere i stand til at læse de gamle hieroglyffer. De havde mistet deres mening og var præcis lige så uforståelige, som de er i dag for de tusinder af turister, der svedende trasker forbi de aldrende monumenter.

Modsat kileskriften synes de ægyptiske hieroglyffer ikke at være udviklet over århundreder; pludselig var de der i fuldt flor omkring 3000 fvt., lige før begyndelsen af den dynastiske periode. Og i modsætning til sumerernes kileskrift udgjorde ægypternes hieroglyffer fra starten et tilnærmelsesvist ægte skriftsprog, der næsten fuldstændigt kunne gengive det talte sprog. Ved hjælp af hieroglyfferne var det muligt at beskæftige sig med både abstrakte og konkrete anliggender. Meget berømt er Dødebogen skrevet under det 19. dynasti i det 13. årh. fvt.

Der er ingen sikre holdepunkter for en forbindelse mellem Sumers kileskrift og Ægyptens hieroglyffer. Man kan dog ikke helt afvise, at ideen til udviklingen af den ægyptiske skriftform stammer fra det nærliggende Sumer. Man ved, at der på det pågældende tidspunkt fandt udbredt handel sted over store afstande. F.eks. importerede ægypterne lapis lazuli fra Afghanistan.

Ægyptisk hieroglyffisk skrift er en blanding af symboler, der står for ord og ideer (logo- eller ideogrammer) og fonetiske tegn (fonogrammer). Nogle hieroglyffer er genkendelige billeder af objekter, som f.eks. en fugl eller en slange, dvs. de er piktogrammer, men billedet angiver ikke nødvendigvis betydningen af tegnet. F.eks. ”hånd” tegnet i en kartouche for Cleopatra har ikke noget med betydningen ”hånd” at gøre; det er et fonogram for værdien t. Dvs. at et piktogram kunne fungere som et fonogram, et ideogram eller et piktogram afhængig af sammenhængen.

Forpartiet af en løve kunne f.eks. betyde overhøjhed (jf. sfinksen), en hveps kongelighed, og en haletudse stod for tusinder. Skriftsproget indeholdt også determinativer, der føjedes til enden af et logogram for at angive ordets betydning i den pågældende sammenhæng. Rebusprincippet fandt udstrakt anvendelse.

Oftest blev hieroglyffer læst og skrevet fra højre mod venstre, og denne retning blev vist med menneskets eller fuglens hoved. Der var dog undtagelser herfra, idet ansigterne i hieroglyfferne kunne vendes mod en gud eller en farao, hvilket indikerede en anden læseretning. Tal blev altid skrevet fra venstre mod højre. Der var intet nul og ingen negative tal. Tallet 9 blev skrevet som IIIIIIIII.

I Ægypten som i Mesopotamien var evnen til at skrive og læse et privilegium og en kilde til magt. I Ægypten var det en kolossal opgave at beherske disse evner pga. det enormt store antal skrifttegn. Ægypterne skrev på papyrus, men pergament blev anvendt til særlige, værdifulde dokumenter. Navnet papyrus menes at stamme fra det ægyptiske pa-en-per-aa, der betyder ”det som tilhørte kongen”. Højst sandsynlig havde kongehuset monopol på fremstilling og handel med papyrus.

 

 

Dechifrering – Rosettastenen

Inskriptionerne på Rosettastenen skulle vise sig at rumme nøglen til dechifreringen af hieroglyfferne. Rosettastenen blev opdaget af Napoleons soldater i juli 1799. Den var bygget ind i en væg på et gammelt hus i landsbyen Rashid (Rosetta), der ligger i Nildeltaet få km fra Middelhavet. En officer indså dens betydning, og han fik stenen flyttet til Cairo. Kopier blev lavet og fordelt til eksperter i Europa. I 1801 blev stenen flyttet til Alexandria i et forsøg på at hindre, at den blev snuppet af britiske styrker. Men briterne fik alligevel fat i den og fik den sendt til England og udstillet på British Museum, hvor den har været siden.

Inskriptionerne på Rosettastenen er på to sprog, ægyptisk og græsk, men der er tre skriftsprog, foruden græsk, ægyptiske hieroglyffer og demotisk. Årsagen til den græske inskription var, at Ægyptens herskere på tidspunktet for inskriptionen (196 fvt.) ikke var ægyptere, men makedonske grækere, efterkommere af Alexander den Store.

Selve inskriptionen på Rosettastenen er en kopi af et dekret udstedt af et råd af præster, der repræsenterede alle dele af det ægyptiske rige. Rådet var samlet i Memphis på datoen for det første jubilæum for kroningen af Ptolemeus V Epiphanes. I den ptolemæiske periode var de fleste officielle dokumenter skrevet i en græsk og i en ægyptisk version, fordi alle embedsmænd var makedonske grækere. Ptolemæerne selv var alle efterkommere efter den første Ptolemeus, søn af Lagus, som var en af Alexander den Stores generaler.

I teksten på Rosettastenen æres Ptolemeus V af Ægyptens templer til gengæld for de tjenester han gør for Ægypten, både derhjemme og ude i verden. Gejstlige privilegier, især dem af økonomisk karakter, er detaljeret opremset.

 

 

KRETENSISK SKRIFT

Den britiske arkæolog Sir Arthur Evans (1851-1941) styrede Kretas arkæologi i et halvt århundrede. Knossos paladset, som han udgravede, kaldte han kong Minos palads, og hele Kretas bronzealder kaldte han den minoiske kultur. Han indførte også betegnelserne for fire tidsperioder og for de tre kretensiske skriftsprog: hieroglyffer, Linear A og Linear B.

Evans begyndte at grave ved Knossos i år 1900. I forbindelse med udgravningen af paladset stødte han på store mængder af lertavler med en skrift, som ikke lignede ægyptiske hieroglyffer, sumerisk kileskrift eller det senere græske alfabet. Han benævnte det talte sprog minoisk og den ukendte skrift for Linear skrift, klasse B. Han brugte de resterende 40 år af sit liv på at dechifrere skriften, men uden held. Dechifreringen kom først i 1952.

Linear B er den ældste europæiske skrift, som kan læses i dag. Den er 500 år ældre end det ældste græske alfabet. Linear B blev som anført første gang fundet ved Knossos, men skriftformen er senere fundet på det græske fastland i forbindelse med den mykenske civilisation. De kretensiske tavler er fra tidligt i det 14. årh. fvt., mens tavlerne fra fastlandet er yngre, fra det 13. årh. fvt.

Linear A er tilsyneladende udviklet fra den hieroglyffiske skrift og blev anvendt indtil kollapset af den minoiske civilisation i det 15. årh. fvt. Linear A var den minoiske kulturs skriftform, mens linear B blev anvendt af grækere og minoere efter den græske erobring af Knossos og andre dele af Kreta. Linear A blev anvendt til at skrive minoisk, linear B til at skrive græsk. Linear A er aldrig blevet dechifreret, mens tydningen af Linear B  kom fra en tavle fra Pylos på fastlandet. Linear B viste sig at være en gammeldags form af græsk.

 

 

ALFABETET

Alfabetet (efter de græske ord for A og B, alfa og beta) er en semitisk opfindelse, der i Levanten blev udviklet af fønikiske skrivere i det 14. årh. fvt. Dets forbløffende sejrsgang i forhold til de ældre sumeriske og ægyptiske systemer, som krævede beherskelse af flere tusinde symboler, ligger i dets enkelhed, der tillader almindelige borgere at lære det. Fælles for kileskrift, hieroglyffer (og kinesisk) var, at det var nødvendigt at mestre et meget stort antal tegn og karakterer. Med opfindelsen af alfabetet på ca. 30 tegn blev det nu muligt at udtrykke det samme som det var muligt med flere tusinde kinesiske tegn, mange hundrede hieroglyffer og 600 kileskriftstegn.

Opfindelsen af alfabetet førte til en enorm reduktion i antallet af tegn og til et skriftsprog, som var potentielt ubegrænset i sin evne til at gengive talesproget og I dens tilgængelighed for den almindelige befolkning. De skriftsprog, der nedstammede fra det oprindelige alfabet, spredte sig vidt i Asien og Europa, og senere også til de øvrige kontinenter. Herved opstod skriftsprog, der var nemme at lære og nemme at bruge.

Der er mange uklarheder omkring alfabetets oprindelse; det er dog sikkert, at det nåede den moderne verden via det antikke Grækenland, men hvornår og hvordan det nåede Grækenland er ikke klart, og mere grundlæggende er det ikke klart, hvordan ideen om et alfabet opstod i det østlige Middelhavsområde i løbet af det 2. årtusinde fvt.  Udsprang ideen til alfabetet af en kommerciel nødvendighed? Var det handlen, der krævede en simplere og hurtigere metode til at dokumentere transaktioner, end hvad kileskriften eksempelvis muliggjorde?

Fra alfabetets oprindelsessted spredtes det mod vest (via græsk) til det moderne Europa og mod øst (via aramæisk) til det moderne Indien og videre østover. De fleste alfabeter anvender mellem 20 og 30 bogstaver; det mindste, rotokas, der anvendes på Solomon-øerne har 11; det største er khmer, der anvendes i Cambodia, har 74 bogstaver.

Det ugaritiske alfabet har 30 bogstaver, måske fordi det lister dagene i en måned (månefase). Rækkefølgen af bogstaverne er for de 22 første nøjagtig den samme i det ugaritiske og det fønikiske alfabet.

1  a	2 b	3 g	4  h	5 d	6 h	7 w	8 z	9 h	10 t
11 y	12 k	13 s	14 l	15 m	16 d	17 n	18 z	19 s	20 c
21 p	22 s	23 q	24 r	25 t	26 g	27 t	28 i	29 u	30 s

 

Betydning:

A: Det latinske A symboliserer et oksehoved, denne betydning kendes i kanaanitisk, fønikisk og græsk. Oksen var symbolet på den skabende gud, og statuer af tyre blev opstillet i ugaritiske templer. Det første bogstav i alfabetet betyder altså gud, skaberen. Det ugaritiske navn for det første bogstav var alfu, der oprindeligt betød Den Store og senere navnet for den skabende gud og for tyr. På hebræisk er navnet alef, på græsk alfa.

B: Alle symboler for dette bogstav repræsenterer et hus. Den oprindelige betydning på ugaritisk var gudens hus, tempel. Navnet på bogstavet på ugaritisk var betu, der betyder hus. På hebræisk bet med samme betydning og på græsk beta.

De første to bogstavnavne i det ugaritiske alfabet danner sætningen: alp bt áfu beti = templets okse. Adskillige okse-statuer er som nævnt blevet fundet i templerne i Ugarit og på andre kanaaitiske lokaliteter. Oksestatuer i templet svarer til Gud. Det ugaritiske piktogram for a kan forstås som den usynlige ånd af den store, oksen ånd, gudens ånd. Derfor kan ovennævnte sætning også læses: Guds ånd i templet. Det første bogstav i alfabetet er begyndelsen til skabelsen af alle ord. Alfabetet begynder med Skaberen.

C, G: Alle symboler for dette bogstav repræsenterer en halvmåne. Det kaldtes på ugaritisk for gamlu, hebræisk gimel og græsk gamma. I oldlatin blev C anvendt for fonemet k og g. G blev introduceret senere i klassisk latin.

D: Repræsenterer brændstof (betydning: Ikke brændbart materiale til alteret?). Det ugaritiske symbol viser et alter med flammer, navnet var dacltu, der betyder brændende materiale. Hebræisk `dalet, græsk delta.

E: Betyder vinden? (hvis D blev efterfulgt af E: brændstof for vinden?). Eller stormguden? Det ugaritiske navn var haddu, der blev til he på hebræisk og eta på græsk.

V, Y: De latinske bogstaver har deres oprindelse i kanaanitiske og fønikiske piktogrammer, hvor det svarer til fonemet w. Betydningen af piktogrammerne var ærefrygt. Betydningen af det ugaritiske piktogram er måske ”ærende guden”, og det ugaritiske navn var waqeyu, der betyder ærefrygt. På hebræisk blev det til waw. Da grækerne begyndte at anvende det fønikiske alfabet, der var uden vokaler, tilføjede de bogstavet ypsilon for y og satte det i enden af alfabetet og anvendte symbolet Y. Romerne ændrede dette til V og anvendte dette for både u og y.

H: Den oprindelige betydning var plovning. Det ugaritiske navn var haratu, der betyder plovning, kultivering. På hebræisk het.

I: Betyder hånd eller Guds hånd, i nogle sammenhænge er Guds skabende hånd en eufemisme for penis.  På ugaritisk var navnet yadama, der betyder hænder, græsk iota og hebræisk yod (der minder om yad, der betyder hånd).

K: Betyder hul. I alle semitiske sprog betyder bogstavnavnet kaf hånd, hul, håndflade, hulhed m.m. (jf. eng. cave). Det ugaritiske navn er kafu, græsk kappa. Symbolet personificerer det kvindelige princip; det ugaritiske, kanaanitiske og fønikiske piktogram viser pubestrekanten. I religiøse tekster betyder J og K ”Guds hænder giver liv og velstand til os i vore åbne hænder”, hvilket symboliseres med de mandlige og kvindelige kønsorganer.

L: Betyder flamme. Det ugaritiske navn er laavi, der betyder flamme, hebræisk lámed, etiopisk lawe, græsk lambda (lys) (jf. eng. lamp).

M: Det latinske M repræsenterer bølger og betyder vand. ugaritisk mayu, der også betyder vand, hebræisk mem og græsk my.

N: Betyder slange. Det ugaritiske navn er na.ha*su, der også betyder slange. Etiopisk na.ha*s, hebræisk nun og græsk ny.

O: Repræsenterer et øje og betyder øje eller kilde. Det hebræiske cyin betyder øje eller kilde (jf. eng. eye). ugaritisk natu, der betyder den kvindelige kilde og dette var navnet på gudinden Anat (gudinde for fødsel og død).

P: Den åbne mund på fønikisk, ugaritisk og kanaanitisk. Det hebræiske navn er pe, der betyder mund, det oprindelig ugaritiske navn var formentlig pacaru, der betyder at åbne munden på vid gab eller at proklamere.

Q: Betyder grav eller at begrave. Det ugaritiske navn er qavaru, der betyder at begrave (jf. eng. cover).

R: Den latinske betydning er det menneskelige hoved. Det ugaritiske navn er ree*su, der betyder hoved. De to bogstaver QR i religiøse sammenhænge i det oprindelige alfabet betød begravelse af den første, hvor den første kunne være kongen eller familiens overhoved, og begravelsen af en sådan person var en vigtig religiøs ceremoni.

S: De fønikiske og kanaanitiske symboler repræsenterer det kvindelige bryst. Det ugaritiske navn var tadu, der betyder bryst. På hebræisk er ordet for bryst *sad.

T: Det hebræiske bogstavnavn taw betyder mærke eller tegn, på ugaritisk tawru, der betyder vendepunkt. I den oprindelige sammenhæng i det første alfabet var betydningen af vendepunkt slutningen af måneden., da den gamle måne døde og den nye måne blev født. Bogstavet er placeret i slutningen af det ugaritiske alfabet svarende til slutningen af måneden.