Almindeligvis forbinder man Peru, med Inkaerne, men disse var kun den sidste af en lang række store peruvianske civilisationer. Allerede omkring år 4.000 f.Kr. begyndte agerbruget på kysten i Peru, der dengang var en del fugtigere end i dag, og omkring år 2.000 f.Kr fandtes kendte afgrøder som bomuld, chilipeber, bønner og squash.

Den første enkeltstående kultur var Chavin-folkets (850 til 300 f.Kr.), der levede øst for byen Huaraz. De 500 år kulturen havde indflydelse i Peru, skete der en utrolig udvikling inden for vævning, keramik, arkitektur og jordbrug. Chavin-kulturen efterfulgtes af en række store kulturer: Moche (fra Trujillo-området, skabte blandt andet Sol- og Månetemplerne), Nazca (linierne i ørkenen ved byen Nazca), Wari og Chimu (skabte Chan-Chan ved Trujillo). Inkaernes mægtige rige eksisterede knap ét århundrede.

Inkakulturen udfoldede sig i det nuværende Peru i Sydamerikas vestlige del. Den opstod i løbet af den europæiske middelalder og gik til grunde med spaniernes ankomst i 1532. Kendskabet til inkaerne, der ikke havde et skriftsprog, skyldes dels samtidige spanske kilder, dels arkæologisk kildemateriale. Vor brug af ordet inka’er om hele folket er ikke korrekt. Det var i virkeligheden herskerens titel, som udstraktes til også at omfatte hans efterkommere. Herved opstod der en hel klasse med navn af inka’er.

Ifølge et sagn levede Peru’s indianere i gammel tid som vilde dyr, uden kendskab til huse og klæder, men solen skammede sig over dem og sendte sine børn, en søn og en datter ned til jorden. De giftede sig med hinanden og legaliserede hermed søskendeægteskab, der siden betragtedes som lovligt og påbudt inka-herskeren, men forbudt for det jævne folk. Solgudens børn havde en guldstav med sig, som de skulle plante i jorden, og hvor den forsvandt i frugtbart muld, skulle de bosætte sig. Det skete i Cuzco dalen.

Med snilde og et stort organisationstalent lykkedes det hurtigt for inkaerne at undertrykke bondebefolkningen i dalen omkring år 1200, og fra midten af 1400-tallet ekspanderede de voldsomt ud fra hovedstaden. På små hundrede år var hele Andesområdet erobret tillige med kyststrækningen fra Ecuador i nord til midt i Chile i syd, et afvekslende landskab med ørkner, bjerge og regnskov.

Den spanske erobring

Grundlæggerne af inkadynastiet – Manco Capac og Mama Oclo – slog sig oprindelig ned i Cusco, der blev imperiets centrum. Under den fjerde uafhængige inkahersker, Mayta Capac (i det 14. århundrede) begyndte det at angribe dets nabobyer. Den næste i dynastiets række, Capac Yupanqui, var den første til at udbrede inkaernes indflydelse ud over Cuscodalen. Under den 8. inkahersker, Viracocha Inka, indledte det frembrusende imperium en politik for konstante erobringer og etablerede garnisoner blandt de undertvungne folkeslag. I 1438 erobrede Pachacuti Inka Yupanqui tronen fra sin bror Inka Urcon, begge sønner af Viracocha Inka. Imperiet strakte sig nu længere bort end Titicaca søen. Folkene Chanca, Quechua og Chimú blev besejrede, og det samme gjaldt Shiri folket i Quito i det nuværende Ecuador.

I Topa Inka Yupanquis (1471-1493) regeringstid udstrakte inkaerne deres magt mod syd – helt til de nuværende centrale dele af Chile. Topa Inkas død udløste en arvefølgekrig, der blev vundet af Huayna Capac (1493-1525). Han udstrakte imperiets nordgrænse til floden Ancasmayo, der i dag er grænseflod mellem Ecuador og Colombia. Tahuantinsuyo som inkaherskeren kaldtes herskede over 13 millioner mennesker. Huayna Capacs død udløste en ny arvefølgekrig mellem Huáscar der regerede i Cusco og hans lillebror, Atahualpa, der fra Quito regerede den nordlige del af imperiet.

I 1532 gik den spanierne under ledelse af Francisco Pizarro og Diego de Almagro i land ved Tumbes i det nordlige Peru, og med sig bragte de en hær på 167 conquistadores. Ved spaniernes ankomst var inkariget dybt splittet efter opgøret mellem de to brødre. Denne begivenhed faldt samtidig med afslutningen af en 55 årig cyklus. Inkaerne troede at ved hver afslutning af hvert 55 år skete der en form for genfødsel. Dette ledte dem til at tro at guderne havde sendt de “hvide” for at hjælpe i opgøret. Atahulpa havde netop besejret sin bror, da han inviteredes til et møde med spanierne, hvilket han takkede ja til. Under mødet blev han bedt om at acceptere den kristne tro symboliseret ved at tage imod en bibel. I første omgang tog Atahulpa imod biblen, men for en uden skriftkundskaber, var det svært ved at se formålet med den, og han smed den på jorden. Dette var netop den provokation, spanierne var ude efter, og straks blev der givet tegn til angreb.

Det blev en ren nedslagtning. Inkaerne var mødt ubevæbnet op og med kun 148 soldatere nedslagtede spanierne op mod 6000 inkaer. En medvirkende årsag til deres sejr var også deres medbragte heste. Disse kendte inkaerne ikke til og de var skrækslagende for spanierne i deres skinnende rustninger, der red på disse ukendte dyr. Inkakongen Atahulpa blev taget til fange. For hans løsladelse tilbød han spanierne, at indenfor to måneder ville de få et rum på ikke mindre end 6×5 meter fyldt med guld og sølv i op til tre meters højde. Spanierne gik med til aftalen,og hele inkariget blev gennemsøgt og finkæmmet for alverdens inkaskatte. men da rummet var fyldt, kvalte de Atahulpa. Og ikke nok med det så omsmeltede de guldet så det kunne indgå i den spanske konges skattekammer.

For de indfødte indianere blev den spanske erobring katastrofal. Fra spaniernes ankomst og indtil 1620 faldt Perus indfødte befolkning fra 1,3 millioner til 600 000. En af årsagerne til denne voldsomme nedgang var, at med spanierne kom der en række sygdomme til landet såsom mæslinger. Sygdomme som de peruanske indianere ikke var modstandsdygtige overfor. En anden konsekvens var indføringen af katolicismen, der medførte at den katolske kirke udviklede sig til en vigtig magtfaktor i hele det spanske Sydamerika. Omvendelsen af indianerne var hård og skete bl.a. ved, at de oprindelige templer blev ødelagt, hvorefter der blev bygget katolske kirker ovenpå fundamentet. Ødelæggelserne af de traditionelle kultsteder samt truslen om inkvisitionen lettede indføringen af katolicismen betydeligt.

Administrationen af samtlige spanske besiddelser i Sydamerika var struktureret ved, at de blev inddelt i fire vicekongedømmer, hvoraf Peru, Chile, Bolivia og Ecuador var samlet under ét. Peru blev ledet efter den almindelige opfattelse om, at kolonierne skulle være en økonomisk fordel for moderlandet, hvilket betød, at de peruanske guld-, sølv- og kobberminer i kolonitiden blev udnyttet til det yderste. Med Atahulpas død faldt inkaimperiet fra hinanden, og der skete en forvandling af inkasamfundet karakteriseret ved en nedbrydning af den oprindelig religion, eksport af naturrigdomme og kulturskatte, samt import af forskellige etniciteter bl.a. som arbejdskraft.

Under sit fængselsophold havde Atahualpa nået af få slået sin bror Huáscar ihjel, før han i 1533 selv blev stranguleret. Imperiets styrker var dermed paralyseret. Spanierne ankom til Cusco og kronede Topa Hualpa udfra en intention om at styre imperiet gennem inkakejseren. Men Topa Hualpa var allieret med Huáscar, og på den måde blev europæerne allierede med den fraktion, de ikke havde ønsket at støtte.

Topa Hualpa døde nogle måneder senere og spanierne styrkede deres alliance med Huáscar fraktionen ved at overdrage tronen til dennes bror, Manco Capac og sprede resterne af Atahualpas hær. Da Pizarro i 1535 forbød Manco Capac at genetablere kontrollen over de kystområder og områder i nord, der fortsat var tro overfor Atahualpa eller manglede centralt styre, forstod Manco Capac at spanierne var en langt større trussel end nogen af Atahualpas tilhængere, og i 1536 holdt han derfor Cusco belejret i over et år. Hans styrker blev i sidste ende slået af Diego de Almagro, der vendte tilbage efter et erobringstogt til Chile.

Manco Capac dannede da en uafhængig inkastat i Amazonasområdet. Den eksisterede frem til 1572, da den sidste inka, Titu Cusi Yupanqui blev forgiftet. Tahuantinsuyos magt blev gradvist udvandet efter Pizarro i 1535 ved kysten grundlagde Lima som centrum for spaniernes magt. Kolonialiseringen forandrede grundlæggende samfundet. De gamle ejere af jorden blev skiftet ud. Betalingen af skatter og tvangsarbejdet opløste det gamle samfunds grundlag. De gamle guder blev officielt erstattet af den katolske religion, selvom det ikke lykkedes spanierne at udrydde kulten omkring de små guder. Dog var der områder og byer fra det gamle imperium, der i århundreder overlevede udenfor spaniernes rækkevidde. Det bedste eksempel på dette er byen Machu Picchu, 80 km nordvest for Cusco, der først blev opdaget i 1911.

Inkaernes udbredelse og hær

Inkaerne indlod sig ikke altid i åben kamp. Ofte anvendtes overtalelse i forbindelse med militære trusler, diplomati, intriger og alliancer med allerede undertvungne folkeslag. Så snart nyt land var erobret, blev embedsmænd sendt ud for at optælle befolkningen og vurdere landets produkter og den eventuelle mulighed for at udvide landbrugsarealer, samtidig med at inkaernes eget sprog Quechua indførtes som officielt sprog, og solkulten blev påtvunget, uden at man dog undertrykkede lokal kult og skik.

Meget tit beholdt man de lokale ledere, som marionetter, mens deres sønner sendtes til Cuzco for at oplæres i den rette lære, så man på længere sigt kunne sikre sig et loyalt styre ude i provinserne. Var et nyerobret område opfyldt af urolige og upålidelige befolkningselementer, tvangsforflyttede man dem til andre dele af det store rige og indførte loyale beboere til egnen. Resultatet var en ensretning på flere områder. Mange oprindelige stammer og sprog var forsvundet ved spaniernes ankomst.

Når Inkaerne skulle i krig, så blev de mange lagerbygninger rundt om i landet fyldt med mad, så hæren ikke selv skulle medbringe mad. Først sendte Inkaerne nogle ambassadører, til de områder der var problemfyldte. Hvis konflikten ikke kunne løses af fredelig vej, angreb Inkaerne. De vandt næsten altid grundet deres talmæssige styrke, god disciplin og stor militærkundskab. Inkaernes overvundne fjender blev nedslagtet og fik hovedet hugget af. Kranierne blev belagt med guld og lavet til pokaler. Nogle blev også brugt til ceremonier. Fjendens tænder blev brugt til halskæder.

De tilfangetagne blev ført gennem hovedstaden Cuzco og lagt foran Soltemplet, imens Sapa Inkaen trådte på deres nakke som et tegn på sejr. Nogle blev også pisket, og deres hud blev brugt til trommer i menneskeskikkelse. Efter en sejr tog man skrigsbytte, men Inkaerne respekterede de lokale guder, skikke, påklædning og sprog, men den overvunde stammefolkning måtte acceptere at tilbede solguden. Høvdingerne blev enten dræbt eller sendt til Cuzco for at lære sproget og Inkaernes livsførsel. En model af ler af der erobrede område og krigsbyttet blev sendt til Cuzco. Det skal nævnes at Machu Pichu også var hovedstad i inkariget, men ikke for folket, for det spirituelle.

Inkahæren bestod af den øverste Inka´s (Sapa Inkaen) vagtværn, som var på omkring 10,000 mænd. Når der var optræk til konflikt blev almindelig bønder indkaldt til hæren. Hver provins havde et bestemt antal soldater, der bestod af raske og rørige mænd i alderen 25-50 år. Antallet af soldater, kom an på, hvor stor provinsen var. Inkahærens soldater bar våben og rustning. Beskyttelsen bestod som regel af en vatteret tunika lavet af lama uld, en hjelm af det meget stærke chonta-træ, eller også var deres rustning af flettet rør og med et pandebånd af uld. Deres ryg var beskyttet af en plade af chonta-træ, og deres skjolde var også lavet af chonta-træ. I langdistance kamp var slyngen inkaernes foretrukne våben. Ammonitionen var lamauld-kugler, der var presset så hårdt sammen, at de var dødsens farlige. I nærkamp benyttede inkaerne sig for det meste af køller med træskæfter og hoveder af enten bronze eller træ. Træhovederne var desuden formet som stjerner. Inkaerne brugte også spyd og sværd lavet af chonta-træ.

Inkaernes kultur

Inkaerne opdelte al jord også i de erobrede områder i tre dele: en tilfaldt herskeren, en gik til præsteskabet og den sidste var bøndernes. Skat blev erlagt i arbejdsydelser, en bonde måtte arbejde først på statsmarken, dernæst på præsternes, førend han i fællesskab med sin landsby kunne dyrke sin egen tildelte jordlod. Specialarbejdere, håndværkere og løbere (budbringere) betalte skat ved selve udførelsen af deres arbejde, og de blev alle ernæret fra offentlige lagre.

Ingen sultede i Inkariget. Statens embedsmænd holdt til stadighed mandtal og fulgte nøje hver families liv. Nødlidende ofre for hungersnød fik hjælp fra statslagrene, der forsynedes med afgrøderne fra statsmarkerne. Lagrene betjente også regeringen og de talløse embedsmænd og provianterede hæren på fremmarch. Udover arbejdet på de offentlige jorder, kunne enhver indkaldes til “mita-tjeneste”, en særlig arbejdsudskrivning for en begrænset periode. Det kunne dreje sig om militærtjeneste, arbejde på veje og broer, i minerne etc.

En inka-embedsmand, curaca’en, besøgte regelmæssigt landsbyerne for at udvælge særligt smukke piger og drenge i 10 års alderen til at forrette tjeneste i hovedstaden Cuzco, mens resten blev ladt tilbage for med tiden at blive gift i landsbyen efter embedsmandens direktiver. De udvalgte piger anbragtes i klosterlignende skoler, hvor de lærte at spinde og væve det meget bløde klæde af vicuna uld, som kun benyttedes af inka-klassen. Nogle avancerede fra vævere og spindersker til præstinder som soljomfruer, og måtte som sådanne leve resten af deres liv i total kyskhed, mens atter andre blev konkubiner for inkaen – herskeren og den øverste inka-klasse. De udvalgte drenge oplærtes til tjenende ånder for hof og præsteskab.

Alt i Inkariget blev optalt efter 10 tals systemet, der blev noteret og husket ved hjælp af quipu’en, knuderegnesnoren. Indbyggerne opdeltes i enheder på 10 med en embedsmand i spidsen.10 sådanne grupper dannede en enhed med en højere embedsmand som leder, og systemet fortsatte i pyramideform med selve herskeren som top. Befolkningen inddeltes også på en anden led nemlig efter alder, i en halv snes forskellige aldersklasser.

Adelen, inka-herskernes efterhånden talrige efterkommere, bestred alle højere embeder, både de administrative og de religiøse. I denne klasse tillod man flerkoneri, noget der var forbudt blandt almuen, og samtidig med at man fritoges for skat, blev man behandlet med den største respekt fra den jævne befolknings side. Inkariget var et to-klassesystem med en overklasse og en underklasse, hvor inka-herskeren og hans kongelige familie med efterkommere varetog alle de politiske og religiøse opgaver. Det var umuligt for menigmand at avancere fra almuen til højeste klasse, da al undervisning sigtede på statens embeder og var forbeholdt inkaerne og de erobrede områders høvdinge. Den absolut enevældige hersker blev tilbedt som solens søn, og al modstand mod hans befalinger var at betragte som helligbrøde mod solen, den højeste guddom.

Der skete ikke mange teknologiske nydannelser under inkaerne. De overtog, hvad de stødte på i nyerobrede områder, f.eks. de store kunstvandingssystemer fra Chimu-rigets kystdale nordpå. Allerede anlagte terrasser blev forbedret. Inkaterrasserne var omhyggeligt omgivet af sten, og stenforede kanaler bragte vand ud over terrasserne. Anlæggene forøgede ikke landbrugsarealet betydeligt, men terrasserne fik betydning i højlandet for majsdyrkningen, der var af vital betydning dengang som nu.

Inkaernes kommunikationssystem bestod af en række stafetløbere, der løb med meddelelser til alle ender af riget. Typisk spurtede hver løber en distance på 5-10 km, hvorefter meddelelsen blev videregivet. Man har ikke fundet tegn på et direkte skriftsprog, men i stedet brugte inkaerne reb- og knudekombinationer til at nedfælde budskaberne.

Inkaernes religiøsitet

Inkaerne opdelte deres univers i tre verdner. Inka-himlen – overriget. Her har vi solen, månen, lynene, stjernerne, regnbuen, vinden og de sorte huller (ja, dem kendte inkaerne til allerede dengang!). Det dyr, der især kendetegner denne verden er kondoren. Jord-riget. Her har vi vandenes udspring, floderne, jorden, søerne og bjergene. Jord-rigets dyr er især pumaen, men kendetegnes også ved lamaen og frøen. Underriget. Her gemmes vandet og dets dyr er slangen.

Inkaerne troede på et liv efter døden, på reinkarnation og på, at man efter jorden kommer til underriget, hvorfra man efter noget tid kommer til overriget for at blive født på ny. Det samme gør sig gældende for vandet, som løber ned gennem jorden og kommer via “skjulte” kanaler op i overriget for på ny at falde over jorden.

Inkafolkets religion var Soldyrkelse. Over hele riget havde de templer, men den største og vigtigste helligdom lå i Cuzco. På en af væggene i det allerhelligste af rummene hang der en guldskive som så ud som et menneskeansigt, omgivet af en strålekrans. Det var solens kilde. Alle store inkabyer havde en Solsten. Dette var en vigtig helligdom. Her ofret de snehvide lamaer. Samtidig med at det var en offerplads, var det et solur. Tiden og årstider kunne læses af på stenpladen efter som skyggen af en skrå søjle, som stod ved siden af, flyttede sig. Præsteskabet i soltemplerne var en vigtig gruppe. I spidsen stod ypperstepræsten ved templerne i Cuzco.

Solfesten (Inti raimi) var den største begivenhed om året. De vigtigste mænd i riget samledes da i Cuzco. Først havde de tre dages faste. Tidlig om morgenen på den store festdag kom så herskeren, Inkaen, med sine slægtninge ud af paladset. I det samme solen gik op, kastede alle sig til jorden og kyssede solstrålerne. Så tog Inkaen to guldbægere med majsøl. Det ene lod han sine slægtningene drikke, og det andet tømte han selv. Efter denne ceremoni gik alle til soltemplet. Inkaen og hans slægtninge tilbad så solbiledet, og tog med gaverne folk havde med til solguden. Den vigtigste del af solfesten var ofringen af en sort lama. Denne lamaen og andre offerdyr blev stegt, og så blev kødet delt ud blandt folket. Nu begyndte festen for alvor, men det gik mest ud på at sætte til livs enorme mængder med berusende drikkevarer. Solfesten bliver stadig fejret i Cuzco den 24. juni.

En anden vigtig religiøs fest var Renselsesfesten. Meget af inkaernes religion til gik ud på at forhindre ulykker, sygdom og andre dårligdomme. Ved Renselsesfesten gennemgik Inkaen, hans følge og hele befolkningen i Cuzco en renselsesceremoni for at fjerne alle sygdomsånderne. Det skulle helst foregå ved en flod. Men de var også plaget af onde handlinger, synd. Dette kunne floderne også rense dem fra. Men så måtte de også gå til specielle præster og bekende det onde de havde gjort. Eller skriftemålet købte de sig så tilgivelse ved et offer og ved at blive kropslig straffet. Derefter spyttede både skriftefaderen og han som havde skriftet på en græstot. Det betød at de spyttede synden ud. Så kastede de græstotten i den flod hvor de havde renset sig.

Inkaerne vidste meget om sol, månen, stjernerne og deres indbyrdes placeringer, mange af templerne er bygget så de ligger perfekt i forhold til solhverv. Solhverv, den 21. juni og 21. december var meget vigtige dage. De fleste templer har skyggeformationer netop disse dage, der enten netop rammer igennem små præcist placerede vinduer, eller kaster skygger, der ligner hovedet af en puma eller f.eks. som på Machu Picchu oplyser hovedet på en kondor.

Et særdeles vigtigt forhold i inkaernes religiøsitet var dyrkelse af deres forfædre. De begravede således ikke deres herskere, men fik dem mumificeret og bragte dem offergaver. Ved særlige lejligheder blev mumierne ført udenfor deres templer for at møde deres forfædre i form af andre mumier. Forfædrene blev spurgt til råds før man foretog sig noget vigtigt. Denne del af inkaernes religiøsitet var for meget for de katolske spaniere. Da de endelig havde fået magten over inkariget, samlede spanierne mumierne sammen og fragtede dem til Lima for at begrave dem på kristen vis. Naturligvis i håb om derved at knække mayaerne og endegyldigt omvende dem til kristendommen.

Macchu Picchu

Macchu Picchu er beliggende i 2300 meters højde, og fra den gamle indianske Inca-by er der en storslået og formidabel udsigt ud over de omkringliggende bjerge. Byen menes at have været Inca´ernes hovedstad og fremstår også i dag som uendelig smuk og nærmest oprindelig, dog uden tage, idet netop tagene var det eneste, der blev bygget af grene og træ. Tagene er derfor for længst faldet fra hinanden.

Da spanierne besejrede Incaernes konge, ledte de længe efter den gemte hovedstad Macchu Picchu, idet rygtet ville vide, at der her fandtes umådelige rigdomme. Til alt held fandt spanierne aldrig byen. Var det lykkedes, ville de enestående og historiske bygninger næppe have stået så flot, som de gør i dag. Incaerne var uden brug af mørtel eller cement i stand til at opføre store bygninger, huse, templer, bade og vandkanaler.

De var bemærkelsesværdigt dygtige stenhuggere, og de kunne med deres primitive redskaber tilpasse hver enkelt klippestykke til de andre, så de passede perfekt sammen. På samme måde som ved pyramiderne i Egypten er man knap i stand til at få et stykke papir ind imellem stenene, så godt passer de sammen. Man kan komme til Macchu Picchu på flere måder, men altid med udgangspunkt i byen Cuzco, Peru, Sydamerika.

Man mener at byen oprindelig blev bygget omkring år 1460 som sommerresidens for inkaherskeren Inca Pachacuti (1438-71). Byen havde cirka 500 indbyggere, og blev formentlig forladt i forbindelse med spaniernes blodige erobring af Peru – for derefter at blive glemt i de skovrige bjerge langt fra alfarvej indtil 1911. Macchu Picchu består af ca. 150 stenbygninger med tilhørende kanaler for vandforsyning og afløb. Når ruinerne er så velbevarede i dag, skyldes det at inkaingeniørerne har funderet stenbygningerne på et passende lag sand, således at klippegrundens bevægelser ikke forplanter sig direkte til murværket under de ret hyppige jordskælv.

 

Quebrada de Humahuaca

Quebrada de Humahuaca er en dal, der i flere tusinde år har fungeret som handelsrute mellem kulturerne i Andesbjergene og befolkningen på de flade sletter. Turen ind i kløften er på mange måder som en rejse tilbage i tiden. Her findes landsbyer grundlagt af de spanske erobrere og ruiner af indianske templer og fæstninger, der kan dateres tilbage til tiden før inkariget. Hele området er optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste i 2003.

Quebrada de Humahuaca

Humahuaca dalen er skabt af floden Rio Grande. Fra Rio Grande flodens udspring i 3960 meters højde og til den flyder sammen med Río Lavayen, falder den 3243 meter. Det er muligt at køre igennem hele Humahuaca dalen på en stor hovedvej. Undervejs passeres mange interessante steder. Små landsbyer, der har bevaret deres særpræg i det skiftende landskab, udgør vejen gennem dalen.

Udgangspunkt for besøg i Humahuaca dalen er ofte byen Salta, der er hovedstaden i provinsen af samme navn. Ganske vist har byen lidt seværdigheder; San Francisco kirken, et historisk museum, San Bernardo højen med smuk udsigt over byen – men reelt set er byen i sig selv ikke det mest interessante. Det er mere de ture, man kan tage på herfra, der gør Salta værd at besøge.

Salta set fra St.Bernard Hill	På vej op til udsigtspunktet

Kører vi fra Salta mod nord, kommer vi gennem smukke landskaber og små søvnige landsbyer. Første stop kunne passende være San Salvador de Jujuy, der blev grundlagt af spanierne i 1593. I Jujuy kan man besøge katedralen, det gamle rådhus og det lokale marked for kunsthåndværk. Herfra følger vejen den lange, smalle kløft til byen Purmamarca, hvis omgivende bjerge har fået tilnavnet “kunstmalerens palet” på grund de utrolige farver. Landsbyen Purmamarca har dybe spanske rødder. Byen er grundlagt omkring torvet med kirken og Cabildoén, byens rådhus, der her er lille, men typisk. Den vigtigste attraktion er dog ikke landsbyen, men “De Syv Farvers Bakke“, der som en regnbue af sten spreder sig ud over klippen bag byen. Stedet er bedst at betragte ved aftenstide, når farverne står klarest.

Purmamarca	Purmamarca

Turen kunne derefter fortsættes via Maimara og byens typiske kirkegård til Tilcara en landsby bygget hovedsagligt af soltørrede mursten lavet af ler. Fra det indianske fort El Pucará i Tilcara har man en god udsigt over Humahuaca slugten. Byen rummer et par museer og har tiltrukket mange kunstnere.

El Pucará i Tilcara	Maimara

Huacalera dalens største attraktion er nok landsbyen Humahuaca. Landsbyen, der ligger ved Rio Grande, blev grundlagt for 400 år siden. Byen har en ganske særlig atmosfære, som man bedst fornemmer, hvis man slentrer en tur ad de smalle, brolagte gader, der flankeres af lave, hvidkalkede huse. Husene er bygget i traditionel stil (adobe) af mudder hentet ved den nærliggende flod. Klokketårnet i byens gamle rådhus er berømt ud over landets grænser. Det huser den legemesstore figur af den katolske helgen San Francisco Solano, der to gange i døgnet kommer ud for at velsigne byens indbyggere.

Iglesia de Nuestra Senora de la Candelaria y San Antonia, Humahuaca	Humahuaca

Med udgangspunkt i byen Salta kan vi også tage mod syd og opleve Quebrada del Rio de Las Conchas. Kløften er opkaldt efter floden, der skabte den. Klipperne i kløften har med tiden antaget de mest forunderlige former og fået navne som: Frøen, Amfiteatret, Slottet, Djævelens Hals og Obelisken.

En anden mulighed er at tage en bus fra Salta til byen Cahi. Dette er en rigtig støvet ørkenby med hvide huse og ikke meget liv. Den er kendt for sin gamle kirke og ikke meget andet. Nationalparken rundt om byen er kun ørken fyldt med 3 meter høje kaktusser. Her fandtes ingen træer i området, så ved at tørre kaktussen har man faktisk brugt den som erstatning for træ, hvilket man blandt andet kan se i kirken, hvor skriftestolen er lavet af det. Man kan vælge at gå tilbage til Salta – cirka 4 timers vandring under stærk sol, eller man kan tage bussen tilbage.

Obelisken i La vallée de las Conchas	De store saltsøer

Turen kan også gå til byen Cafayate, der ligger i Calchaquidalen omgivet af grønne vinmarker. I området findes mange vingårde. Nogle gårde er højteknologiske. Andre producerer stadig vin efter de gammeldags metoder. De første vinstokke kom hertil fra Chile i 1556. Først 300 år senere begyndte man at dyrke de franske sorter. Byen rummer en række interessante seværdigheder. Her findes bl.a. en jordskælvsikker kirke med fem midterskibe, et spændende marked for kunsthåndværk, et vinmuseum og et arkæologisk museum.

Jujuy, Purmamarca, De Syv Farvers Bakke, Tilcara, fortet El Pucará, den traditionelle landsby Humahuaca – det er bare et lille udrag af, hvad Salta provinsen har at byde på. Ikke underligt at UNSCO har valgt at sætte området på Verdensarvslisten.

 

 

 

Vil du vide mere

Overalt på jorden findes civilisationer, der har haft deres storhedstid for derefter at gå til grunde. Det er fascinerende at læse om hvorledes store og meget veludviklede samfund for meget lang tid siden havde kendskab til bl.a. matematik og astrologi i en grad som vi traditionelt først forbinder med de seneste århundreder. Disse samfund gik ganske enkelt til grunde af forskellige årsager.

Hver for sig er de forskellige storriger og civilisationer interessante. Inkariget er kendt af de fleste, men inkaerne var bestemt ikke de eneste, der udfoldede sig i Sydamerika. Blandt andet mayaerne, aztekerne og Nazca kulturen, med deres enorme tegninger i landskabet, var hver for sig ganske interessante. De fleste kender også lidt til den spændende udvikling som Kina og Egypten har været igennem, med mægtige dynastier, men den græske oldtid, med Platon, Sokrates mv., der danner udgangspunkt for den samfundsmæssige organisering i Vesten, er bestemt også værd at kigge nærmere på.

Dette afsnit om inkaerne indgår i NetSpirit’s sektion om forsvundne civilisationer. Du kan i denne sektion læse om Inkaerne, Mayaerne, Olmekerne, Toltekerne, de amerikansk indianersamfund etc. En anden relevant henvisning kunne være til NetSpirit’s sektion om verdens underværker. Her beskrives mange af de pyramider, templer etc. som du støder på igennem læsning om de forsvundne civilisationer.

 

Stil spørgsmål om Spiritualitet

Stil lige så mange spørgsmål du har lyst til om Spiritualitet
Det er gratis og nemt – Stil et spørgsmål