Mænds stilarter

De danse, der opføres ved en PowWow opdeles i mænds og kvinders dansestilarter. Her beskrives de fire mest almindelige dansestile for mænd ved indianske powwows i dag. Eftersom dansedragten følger “moden” eksistere der mange variationer af dragterne ligesom der findes mange variationer af danse knyttet til de forskellige stammer.

Northern Traditional

Northern Traditional stammer fra Sioux-stammen og er en af de ældste stilarter. Når krigerne vendte tilbage fra jagt- eller krigstogter gengav de deres oplevelser gennem dansen. Dansen og dragten har ændret sig betydeligt igennem tiden og er stadig i udvikling. Endvidere har hver danser sin egen personlige stil, men danserne imiterer stadig præriehønen og andre dyr i deres bevægelser og simulerer scener fra jagt og krig, hvor krigeren spejder efter sit bytte eller sin fjende.

Dansedragten afspejler indianeren som kriger og jæger. Mange dansere bærer skjolde, stave og symbolske våben som økser og spyd i hænderne, og hovedbeklædningen består af en krone af dyrehår. Enkelte dansere bærer en fjerprydelse af ørnefjer. Bagpå over lænden bærer danserne en cirkelformet krans af fjer kaldet en “bustle”. Desuden afspejler dansedragten prærieindianerens nære tilknytning til naturen, idet dragterne er dekorerede med fjer, farvede pigge fra hulepindsvin, muslingeskaller, hestehår, hjorteskind, odderskind, ulveskind, samt horn, tænder og ben fra forskellige dyr. Nogle dansere maler deres ansigter og valg af farver og design er oftest meget personlig.

Southern Straight

Southern Straight er mændenes traditionelle dansestil blandt stammerne på den sydlige prærie. Dansen er rolig, værdig og kontrolleret med forholdsvis få bevægelser. Dansen afspejler den ældre og erfarne kriger som bevæger sig med ro og værdighed mens han iagttager sine omgivelser og ser, at alt er godt. Dansen menes at stamme fra forskellige krigerforbund fra Ponca-stammen. Disse danse kaldes Hethuska (Man Dances eller War Dances) og i dag afholder Ponca-stammen stadig Hethuska to gange årligt. Medlemmer af et Hethuska forbund er forpligtede til at være generøse og tage sig af krigsveteraner, ældre, forældreløse og enker. Dansen har bredt sig til andre stammer og organisationer gennem årene.

Dansedragten afspejler igen indianeren som kriger og jæger. Der lægges stor vægt på farvekoordinationen af skjorte, lændeklæde og mokkasiner og at det øvrige tilbehør matcher i farver og mønstre. Mange dansere ynder at bruge skjorter i kraftige farver og af blankt stof. Dragten er ofte udsmykket med fine mønstre lavet med stof eller silkebånd, og her er der tydelig forskel på de forskellige stammers mønstre og farver. Hovedbeklædningen består af en krone af dyrehår. Bagpå nedad ryggen hænger et vedhæng kaldet “dragger” eller “drop” lavet af odderskind, stof eller en række runde sølvmedaljoner (conchos).

Om livet under bæltet bindes et håndvævet bælte (garter), der deler sig til mange tynde ender, der hænger ned på siden af danserens ben. Næsten alle dansere bærer en lang og rigt dekoreret dansestav i højre hånd (tail stick). Denne blev traditionelt givet til dem af en ældre og velrespekteret danser. Mange bærer også, eller i stedet, en træplade med spejle på, og den kan bæres af alle dansere.

Grass dance

Grassdanserne immiterer præriegræssets bølgende og svajende bevægelser. Danserne glider smidigt henover dansegulvet i små cirkler, mens de stamper et mønster med den ene fod, som de for det meste gentager med den anden fod. Grassdance opstod oprindeligt på den nordlige prærie omkring grænsen mellem USA og Canada. Nogle mener at Grassdance opstod fra unge mænd, som bandt græstotter eller flettet græs fast i bæltet når de havde til opgave at trampe præriegræsset fladt, så folk kunne komme til at danse. Andre mener at dansen kommer fra krigersammenslutninger på den nordlige prærie, muligvis fra Omaha-stammen.

Dansedragten hos en Grass-danser er dekoreret med lange frynser af garn både tværs over skuldrene og ved benene, og frynserne vajer som græs i vinden når de danser. Sammenlignet med de andre mandlige stilarter bærer Grass-danserne næsten ingen fjer og har ingen krans af fjer på ryggen. Perlebroderede pandebånd med en medallion foran og nedhæng ved tindingerne er meget brugt, ligesom perlebroderede bælter og brede perlebroderede bånd der hænger foran fra skuldrene og ned. Danserne har desuden store runde bjælder omkring anklerne.

Fancy Dance

Fancy Dance er en meget kraftfuld og energisk dans. Trommerytmen er hurtig og danserne drejer rundt om sig selv og løfter fødderne let og hurtigt. Sangen har indbyggede stop for at drille danserne og de dygtigste dansere stopper på de rigtige steder og lander i spagat på det sidste slag når sangen slutter brat. Fancydansen har rødder tilbage til stammer fra staten Oklahoma. Fancy-dansen udviklede sig til en “Fancy War Dance”, en hurtigere og vildere dans, stærkt opmuntret af Buffalo Bill Cody og hans Wild West cirkus som gerne så at indianernes krigsdans blev peppet lidt op for at imponere tilskuerne mere.

Fancydanserne kendes ved at de har to store kranse af fjer på ryggen. Disse kranse kaldes “bustles” og er oftest lavet af lange hvide gåsefjer og farvede dun og halefjer fra haner. Sjældent  ser man bustles lavet af ørnefjer. Den ene bustle sidder på skuldrene og den anden over lænden. Danseren har også to små kranse af fjer på overarmene der matcher deres bustle i farverne, og han bærer en stav med en dusk af dun i en snor i enden, som han svinger rundt under dansen. På hovedet bærer danserne en hårkrone og de fleste bruger perlebroderede pandebånd med nedhæng ved tindingerne og medaljoner midt i panden. Om læggene sidder stykker af tykt hvidt angoraskind og store kobjælder. På fødderne perlebroderede mokkasiner. Dragterne er præget af mange stærke og selvlysende farver, pailletter, silkebånd osv. for at skabe den størst mulige effekt når der danses.

Chicken Dance og Round Bustle Dance

To andre traditionelle stilarter, som har bredt sig fra hhv. Canada og det nordvestlige USA, er Chicken Dance (præriehønedans) og Round Bustle dansene. Disse danse er blevet stadig mere populære gennem de seneste 8-10 år og der er nu så mange dansere, at de ofte får deres egen kategori ved dansekonkurrencerne i stedet for at blive lagt sammen med de andre traditionelle dansere. Begge danse har rødder tilbage i tiden og selve dragterne har meget tilfælles med de dragter, som danserne brugte i begyndelsen af 1900-tallet.

Den væsentligste forskel på dragterne for Chicken Dance og Round Bustle Dance er “bustlen”, som sidder over lænden på dansernes ryg. Ved Chicken Dance består bustlen af mange små fjer, der danner en halvkugleform. Ved Round Bustle Dance er bustlen en flad cirkel, som ligner en almindelig bustle, bortset fra at den er mindre og fjerene når hele vejen rundt (en almindelig bustle har en åbning øverst i kransen af fjer). Desuden kendetegnes danserne ved, at de bærer lange fasanfjer og farvede dun på hovedet i deres roach i stedet for ørnefjer.

Kvinders stilarter

De danse, der opføres ved en PowWow opdeles i mænds og kvinders dansestilarter. Det bør dog errindres at for såvel indianske mænd som indianske kvinder har dansen traditionelt indgået i mange andre sammenhænge i hverdagen. Det er således ikke kun ved PowWow at de inianske kvinder traditionelt danser. Der var (er) mange religiøse og sociale danse, hvor kvinderne deltog, og de spillede også en vigtig rolle i de hjemvendte krigeres sejrs- og skalpedanse. Dog tillod de fleste krigerforbund ikke kvindelige dansere ved deres egne sammenkomster, så her var kvinderne tilskuere og sangere og sørgede for maden.

Her beskrives de fire mest almindelige dansestile for kvinder ved indianske powwows i dag. På tilsvarende vis som hos mændenes danse, eksistere der mange variationer af dragterne ligesom der findes mange variationer af danse knyttet til de forskellige stammer.

Northern Traditional

Northern traditional er elegant og yndefuld med rolige og bløde bevægelser. Der er tydelige forskelle fra stamme til stamme, både mht. dragten og dansen. F.eks. danser kvinder fra Sioux-stammerne på stedet hvor de bøjer op og ned i knæene, mens kvinder fra de fleste andre stammer på den nordlige såvel som den sydlige prærie går rundt på dansegulvet med små skridt. Oprindelig var det således at når kvinderne deltog i dansene, stod de i udkanten af dansearenaen og dansede på stedet med samlede fødder fladt på jorden, mens de bøjede op og ned i knæene og anklerne på en glidende måde i takt med trommerytmen. Først i starten af 1950’erne begyndte de traditionelle kvindelige dansere for alvor at danse inde i selve dansearenaen, hvor de gik rundt i ydercirklen med rank ryg og små, næsten umærkelige tå-hæl trin. Denne dansestil bruger kvinderne i dag ved Intertribal danse (hvor alle danser med) og Grand Entry (indmarchen).

Kjolerne er dekorerede med perlebroderi, muslingeskaller eller dyretænder og laves af enten hjorteskind eller tykt uldstof – man skelner mellem Northern Buckskin (skindkjolerne) og Northern Cloth (stofkjolerne). Skindkjolen hos en Northern Traditional danser er lavet af hvidt hjorteskind med lange frynser langs ærmer og nederdelens kant. Oftest er kjolen fuldt perlebroderet over skuldrene og langs armene i gamle traditionelle mønstre og farver, der afspejler hvilken stamme danseren kommer fra. Perlebroderierne laves ofte med ekstra små og slebne perler, som får dragten til at glimte og glitre. Stofkjolen hos en Northern Traditional danser er lavet af tykt rødt eller mørkeblåt uldstof. Stofkjolerne er dekorerede med traditionelle naturmaterialer som muslingeskaller eller tænder fra store hjorte som sidder i store cirkler eller rækker over skuldrene.

Alle Traditional dansere bærer et sammenfoldet sjal med lange frynser over venstre arm og en vifte af ørnefjer i højre hånd. De fleste dansere bærer en enkelt ørnefjer eller en dusk af ørnedun fastgjort med et spænde bag på hovedet. Kronen viser at de er eller har været udvalgt som stammens prinsesse for et år. Læggene er blufærdigt dækket af perlebroderede “leggings” med matchende mokkasiner. Foran bærer danserne en bred og lang perlekæde kaldet en “breastplate” lavet af store glasperler og lange hvide rør af ben kaldet “hair bone pipes”. Kvindernes brystplade stammer fra 1800-tallet og blev brugt til pynt men er inspireret af mændenes brystplade, der tjente som beskyttelse mod fjendens pile. Håret er pyntet med perlebroderede hårspænder og flette i to fletninger med midterskilning.

Southern Traditional

Southern Traditional er stolt, elegant og yndefuld med rolige og glidende bevægelser, der får de lange frynser til at svinge i takt med trommerytmen. Kvinderne går rundt inde i dansearenaen med næsten flade trin mens de bøjer dybt ned i knæene. Skindkjolerne er oftest dekorerede med smalle rækker af perlebroderi og perlebroderede medaljoner og ikke med store arealer af perlebroderi som hos de nordlige stammer, og stofkjolerne er varierede og farverige.

Man skelner her, som i Northern traditional, mellem Southern Buckskin (skindkjolerne) og Southern Cloth (stofkjolerne). Nogle stammer bærer kun stofkjoler, mens der hos andre stammer bruges både skind- og stofkjoler. I det store hele er dragterne i Southern Traditional magen til dem, der benyttes Northern Traditional, hvorfor der henvises til beskrivelsen ovenfor.

Jingle Dress

Jingle Dress-danserne er nemme at kende på de mange hundrede metalkræmmerhuse, som er syet fast på deres kjoler. Når danserne danser, slår metalkræmmerhusene mod hinanden og frembringer en høj, taktfast og nærmest brusende ringlen. Dansen er yndefuld med meget kontrollerede bevægelser. Dansen fokuserer på føddernes bevægelser, mens overkroppen holdes næsten stille med venstre hånd hvilende på hoften og en vifte i højre hånd. Der danses ofte frem og tilbage i et siksak-mønster, som siges at symbolisere livets vej.

Jingle Dress-dansen kan sammenlignes med mændenes Grass Dance, idet begge stilarter bruger fødderne til at lave en kombination af bevægelser med den ene fod, som ofte gentages med den anden fod. Jingle Dress-dansen opstod i slutningen af 1800-tallet omkring de store søer på den nordlige prærie hos Ojibway-stammen i staten Minnesota i USA og Anishnabe-stammen i Ontario i Canada. De første Jingle Dress kjoler brugte forholdsvis små metalkræmmerhuse, hvorimod de i dag laves af låg fra snustobaksdåser og er noget større. Efter 1. og 2. Verdenskrig begyndte nogle kvinder at sy patronhylstre af messing på deres Jingle Dress-kjoler. Derved ærede de mænd, som enten var faldet i krigen eller var veteraner i hæren.

De to mest udbredte fortællinger om hvordan Jingle Dress-kjolen opstod, beretter begge, at en medicinmand så kjolen i en drøm. En version fortæller om en medicinmand, der havde en lille pige, som var meget syg. I en drøm fik han at vide at han skulle lave en bestemt slags kjole – en Jingle Dress – som den lille pige skulle tage på og begynde at danse, og stammen skulle samles og fejre det. Så ville hun blive rask. Da dragten var syet færdig, samledes hele stammen for at danse. Den lille pige var så syg, at hun ikke selv kunne danse, så hun blev båret rundt i dansearenaen af kvinderne. For hver runde fik hun det bedre. Ved den tredje runde kunne hun gå selv og ved den fjerde runde kunne hun danse selv. En anden version beretter at medicinmanden så fire Jingle Dress-dansere i en drøm. Han fik lavet fire dragter som han gav til fire af stammens kvinder som lærte at danse den nye dans. De dansede i fire dage og helbredte den lille pige.

Der sidder 300-400 metalkræmmerhuse på en voksen kvindes dragt. Nogle dansere bruger præcis 365 stk. – en for hver dag. Andre foretrækker at bruge seks eller syv rækker af kræmmerhuse på deres kjole (seks repræsenterer verdenshjørnerne inkl. himmel og jord, og syv er et helligt tal). Men generelt er der ikke nogen regler og der er stor frihed mht. design, farver og stoftype. Dog bør kjolen nå ned over knæene og ærmerne ned over albuerne. Man kan ofte se, hvilken stamme en danser kommer fra udfra hendes perlearbejde eller det patchwork mønster, hun syr på sin kjole. De fleste dansere bærer en dusk af ørnedun fastgjort med et spænde bag på hovedet. Frisuren varierer med to fletninger som det mest almindelige i dag – tidligere var det mere almindeligt at have en enkelt fletning bagpå ned ad ryggen. Enderne på fletningerne er dekorerede med perlebroderede hårsmykker og frynser af hjorteskind eller silkebånd. Om livet bæres et bredt læderbælte, som oftest pyntet med store runde sølvskiver.

Fancy Shawl

Fancy Shawl-danserne kendes på de farvestrålende og rigt dekorerede sjaler med lange frynser, som de bærer udslået over skuldrene. Danserne hopper højt, hvirvler rundt og flytter fødderne hurtigt, let og yndefuldt i takt til musikken. I dansen imiterer de sommerfuglen og bruger sjalet som vinger og det ser virkelig ud som om danserne svæver i luften. Kvindernes Fancy Shawl minder på mange måder om mændenes Fancy Dance især mht. den hurtige danserytme, de kraftfulde bevægelser og kravet om udholdenhed, samt de meget farvestrålende dragter.

Sjalet er den vigtigste og mest iøjnefaldende del af dragten hos en Fancy Shawl-danser. Det er lavet af et stort næsten kvadratisk stykke stof med lange frynser langs kanten, som så foldes en gang så det ligger dobbelt. Sjalet er som regel dekoreret med en bred mønstret bort, som kan være malet eller syet af stof. Under sjalet bærer de en matchende kjole eller skjorte og nederdel, hvor skørtet når lidt ned under knæene. Desuden har danserne et matchende sæt perlearbejde bestående af et skulderslag, mokkasiner og leggings samt diverse hårspænder. Skulderslaget ligger udenpå sjalet og findes i mange faconer og varianter – slaget er for det meste perlebroderet, men nogle bruger patchwork eller maler mønsteret på stoffet og mange bruger pailletter til at få mønsteret til at glitre og glimte. De fleste dansere bærer en dusk af ørnedun eller en enkelt ørnefjer fastgjort med et spænde bag på hovedet. Frisuren er som oftest to franske fletninger, hvor enderne på fletningerne er dekorerede med perlebroderede hårsmykker og frynser af hjorteskind eller silkebånd.

Powwow etiquette

• Lyt til PowWow ceremonimesteren.
• Benyt kun de stole, som er udenfor danseområdet. Stolene indenfor danseområdet er reserveret til danserne, dem der spiller på trommer etc.
• Hvis du ønsker at tage billeder så check først med PowWow ceremonimesteren, og spørg derefter den person du ønsker at tage billeder af om dennes tilladelse. Under ingen omstændigheder bør man entrerer danseområdet for at tage billeder. Respekterer alle danse til minde om forfædre etc., da det ikke er velset at tage billeder heraf. Det samme gælder for eventuel lydoptagelser. Indhent tilladelse såvel fra ceremonimesteren samt det pågældende band eller den pågældende trommeslager, eller sanger.
• Det forventes at alle rejser sig og at mænd tager eventuel hovedbeklædning af under Grand Entry, Flag Songs, Invocation, Memorial, Veterans Songs og Closing Song. Mange ældre indianere har ørnefjer i deres baseballhat og blot fordi de ikke fjerner deres hatte betyder det ikke at du ikke bør fjerne din.
• Undlad at berøre dansernes tøj og andet udstyr. Meget af dette er helligt for dem og bør ikke opfattes som et kostume de blot benytter. Er du nysgerrig så spørg! Du får sikkert et venligt svar tilbage, hvis du selv er venlig og udviser respekt.
• Undlad at danse med – slet ikke i danseområdet! – under de forskellige sange og danse. Husk at for indianerne er der ikke blot tale om danse. Der er tale om hellige ceremonier, hvor man ære forfædrene, guderne etc.Der er dog mange danse hvor du ikke alene gerne må synge og danse med. Dette er de såkaldte sociale sange, såsom Two-Step, Inter-Tribals, Blanket Dance, Honoring Songs, Circle, etc. Og bare rolig. Du behøver ikke kende alle disse sange og danse på forhånd, ceremonimesteren skal nok orientere undervejs. Endvidere hvis du bliver bedt om at danse eller andet af en ældre indianer så bør du gøre dette, da det anses for uhøfligt ikke udvise stor respekt for ældre indenfor indianertraditionen.
• Mange PowWows tillader ikke alkoholiske drikke. Indianerne anser Powwow for en tid til glædelig gensyn og sammenkomst. En hyldest til livet og da alkohol – og stoffer i øvrigt også – har ødelagt mange indianerskæbner, er disse ting som regel ikke tilladte ved Powwows.
• Hvis du har råd anses det for meget venligt enten at donere en lille sum til indianerne eller købe noget i de mange souvenirbutikker, der er opstillet i området.
• I det hele taget er reglerne ved Powwows dog hverken særlig strikte eller mangfoldige for den almindelige besøgende. Afstå fra at behandle de optrædende respektløs, smid dit affald i skraldespandene, vær selv med til at gøre det hele til en hyggelig og fredfyldt komsammen, lyt til ceremonimesteren – og du vil opleve at en Powwow vitterlig er en stor, dejlig oplevelse. En hyldest til livet.

VIL DU VIDE MERE

Nærværende kapitel er en del af NetSpirits sektion om de nordamerikanske indianere, hvor du kan læse om indianernes historie helt tilbage fra de første indianske forfærde indvandrede via Beringstrædet. Der er også et kapitel om indianernes sagn og legender. Spændende fortællinger, der blev givet videre i arv fra generation til generation og som rummer nøglen til forståelse af mange af indianernes overbevisninger. Endvidere er der et kapitel om den mørke periode i indianernes historie som indianerkrigene udgjorde. Med den voksende kolonisering og overgreb mod indianerne greb de naturligt nok til våben, men som bekendt var de ikke stærkere end den hvide mand.

For at forstå hvilken nuanceret gruppe, som indianerne udgjorde, er det nyttigt at kende lidt til geografien i de områder som de udfoldede sig i. Fra Canada og Alaska i nord, over de bjergrige egne i det vestlige amerika, den flade prærie og til de frugtbare jordarealer ved østkysten af USA. Den store forskel i geografien gjorde at de forskellige indianerstammer havde helt forskellig levevis. Hvilke stammer, der egentlig fandtes (og til dels stadig findes) får du overblik over i kapitlet om de forskellige indianerstammer.

I forlængelse af hvilken stor og nuanceret befolkningsgruppe indianerne var, følger naturligt at de havde forskellige sprogstammer. Mange af disse er i dag uddøde, da kolonisterne i lange perioder, forbød indianerne at tale andet end engelsk. Men nogle er dog stadig levende, hvilket du kan læse om i kapitlet om indianernes sprog.