Apache

Ordet Apache, kommer fra Yuma indianerne og betyder “Fighting Men”. Det kommer også fra Zuniindianerne, men her betyder ordet fjende Zuniérnes navn for Navajo “Apachis de Nabaju” fik de, af de tidligste spaniere, der udforskede New Mexico. Selv kalder de sig, N’de, Inde eller Tinde (“Folket”). Apacherne var velkendte for deres overlegne færdigheder i krigsstrategi og uudtømmelig udholdenhed. Konstante krige med andre stammer og indtrængere fra Mexico gjorde at Apachernes rygte som krigernation voksede. Da de konfronterede Coronado i 1540, boede de i det østlige New Mexico, og nåede Arizona i 1600 tallet. Apacherne er beskrevet som et blidt folk; trofaste og loyale i deres venskab. De hører til de sydlige Athapaskiske sprogfamilier. Alle Apaches levede fortrinsvis af jagt på storvildt og samling af kaktus frugter og andre vilde planter.

Apacherne var opdelt i seks regionale grupper:

1. De vestlig Apache (Coyotero) boede oprindeligt i det meste af det østlige Arizona.
2. Chiricahua boede i det sydvestlige New Mexico og sydøstlige Arizona.
3. Mescalero (Faraon) boede øst for Rio Grande i det sydlige New Mexico.
4. Jicarilla´erne (Tinde) havde det sydøstlige Colorado, Nordlige New Mexico, og nordlige Texas. Navnet Jicarilla betyder “lille kurv,” et navn de fik, ud fra kvindernes ekspertise i at lave kurve i alle størrelser, former, og farver. I nyere tid, har de deres bopæl i det sydøstlig Colorado og nordlige New Mexico. Oprindelig kom de fra det nordvestlige Canada, sammen med andre udvandrede stammer fra de Athapaskiske sproggrupper, og for en tid beboede de, den østlige side af Rocky Mountains. I det første møde ved opdagelsesrejsende i 1542, var de benævnt som “Vaqueros” af spanierne. Selv om spanierne etablerede en missionsstation for Jicarillas i 1733 nær Taos, New Mexico lykkedes det aldrig at etablere et godt forhold mellem spanierne og apacherne. Senere, i 1880, tilsidesatte regeringen alle forbehold over for Jicarillas.
5. Lipan besatte territoriet umiddelbart øst for Jicarilla.
6. Kiowa Apache (Gataka), havde i lang tid tætte forbindelser med Kiowa,slettefolket, og delte de sydlige sletter af Colorado, Oklahoma og Texas.

Apache-indianerne var berømte og berygtet for deres guerillakrigs-taktik og de blev vel mest kendt, under deres forsvar af deres bjergrige hjemland under Chiricahua ledere som Cochise, Geronimo, Mangas Colorados, Victorio, og Juh. Da apacheindianerne i Arizona gik på krigsstien i 1872, blev de forfulgt af oberst George Crook. Crook valgte en vinterkampagne og marcherede fra Camp Date Creek gennem Tontobasinet. I en kløft langs med Salt River, i Arizona, indhentede kolonnen af regulære kavalerister og infanterister indianerne. Her og længere ned af floden ved Turret Butte, knuste Crooks mænd apacheindianere den 26. december. Efter at være blevet sendt tilbage til reservaterne året efter, genoptog apache-indianerne fjendtlighederne i 1885. Deres leder, Geronimo, overgav sig til Crooks efterfølger, general Nelson Miles, i 1886 hvilket afsluttede Apache-krigene.

I dag er Apacherne bosatte hhv. i New Mexico og Arizona, med nogen Chiricahua, Lipan, og Kiowa Apache i Oklahoma. I 1680 var Apache befolkningen skønnet til omkring 5000 personer. Ved folketælling i USA i år 2000 var der 57.060, hvoraf de fleste bor på reservatets områder. Skønt de var tjenstvillige til forandringer af økonomisk art, har Apacherne uden forbehold fastholdt adskillige af deres traditionelle selskabelige og rituelle aktiviteter. Det gælder specielt de, der stadig bor i reservaterne. Deres ukuelige ånd er fremdeles vist selv i dag, i deres arbejde på at gøre dem til et stærkt og hårdført folk, i det moderne samfund.

Arapaho

Arapaho indianerne levede oprindeligt ved Mississippi floden hovedløb. Op i gennem 1830 érne blev stammen delt op i to. Northern Arapaho (Nordlige Arapaho) og Southern Arapaho (Sydlige Arapaho),der i dag har slået sig sammen med Southern Cheyenne og har dannet United Cheyenne og Arapaho tribes of Oklahoma. De Nordlige Arapaho, fremstår som en selvstændig nation, selv om de deler Wind River reservatet med Shoshone indianerne. Wind River reservatet ligger i det nordlige Montana, og er et delt reservat mellem Shosone og Arapaho.

Kendt i mellem dem selv og ud ad til som “Inuna-Ina” eller “Vores Folk”.  De har officielt taget det navn, man mener Pawnee-indianerne gav dem, nemlig Tirapihu”, som betyder handelsmænd. Arapaho indianerne menes at være den stamme (der efter Choktaw i Oklahoma) var de første til i 1956 at få et officielt flag.

Arikara

Arikara indianerne kom op sydfra og slog sig ned ved Missouri-floden, i det nuværende nordlige Dakota og ved Fort Berthold reservatet i South Dakota, hvor de bor i dag. Med sig bragte de ikke kun et godt kendskab til majsdyrkning, der var deres vigtigste ernæringskilde. De medbragte også deres påskønnelse af majsen, som en gave fra guderne. Den Store Ånd gav dem majsen og Arikara indianerne viser deres taknemlighed hvert år i deres ceremonier. I disse religiøse ceremonier blev majsen æret og refereret til, med den kærlige, men også respektfulde titel af Moder Majs.

En hyldest til Moder Majs:

“I gammel tid, blev Moder Majs sendt til os af Den Store Ånd for at hun skulle blive vores ven og hjælper. Hun skulle give os støtte, godt helbred og styrke. Hun har vandret med vores folk, på den lange og ofte besværlige vej, vi har vandret. Lige siden tidernes morgen og til fremtidens, vil hun vandre med os. I de tågede, længst forgangne dage, gav Moder Majs mad til vores forfædre. Hun gav til dem som hun nu giver det til os. Hun var trofast og pålidelig imod os og vores forfædre og hun vil være trofast og pålidelig imod vores børn. Nu og i al den tid, der kommer, vil hun bringe os sin velsignelse, for hvilken vi nu har bedt.

Moder Majs, vil lede os, som hun ledte vores fædre og mødre gennem tiderne. Stien fra Moder Majs, ligger lige for og vi vil vandre sammen med hende, dag efter dag. Vi går fremad med troen og håbet for fremtiden, lige som vores forfædre har gjort det igennem de forgangne dage. Da prærien, strakte sig øde og gold frem for os, blev vi tvivlende og bange. Men Moder Majs gav os styrken og modet tilbage. Nu, når Moder Korn vender tilbage, fylder hun vores hjerter med glæde. Sig Tak. Tak til Moder Korn. Hun bringer sin velsignelse. Hun bringer os fred og velstand. Hun kommer fra Den Store Ånd Foroven, som har bragt os gode ting.”

Igennem hele hyldesten og den efterfølgende ceremoni, stod der et kolbe majs foran alteret, der skulle repræsentere Moder Majs. Omkring solnedgang, blev knippet iklædt en kvindes tøj og båret i spidsen af et optog, til en nærliggende flodbred. De hvide kalder floden for Missouri River, men Arikara indianerne kalder den for Mysterious Waters. Med nænsomhed anbragte de så majs i vandet, så det kunne flyde langsomt med floden, som et synligt tegn på deres glæde for den.

Assiniboine og Gros Ventre

Reservatet Fort Belknap i Montana er hjem for de to stammer Assiniboine og Gros Ventre, der styres under en fælles regering.

Blackfoot

Blackfoot indianerne i USA og Canada, er delt op i tre hovedgrupper.

• De nordlige Blackfoot eller Siksika.
• Kainah, eller Blood
• Piegan-Blackfoot.

Samlet refererer man til dem som Siksika (oversat Blackfoot) et navn de fik efter deres måde at farve deres mokkasiner på (dette blev gjort med aske fra ildstedet). De tre grupper, udgøre en tilsyneladende, geografisk sammensat sproggruppe. Alle tre taler de en dialekt, der en afstikker/part af Algonquian sproggruppen, hvoraf Piegan og Blood er dem der er mest beslægtet. Da Blackfootindianerne blev placeret i reservaterne i den sidste halvdel af 1800 tallet, havde de haft et territorium, der strakte sig fra North Satkatchewan River i Canada og til Missouri River i Montana. Fra Rocky Mountains og til den 105. breddegrad vest for dem.

Piegan var bosiddende i den vestlige del, i den bjergrige del af dette enorme territorium. Blood levede nordøst for Piegan og de nordlige Blackfoot Siksika, levede endnu længere nordøst for Blood. Blackfoot blev placeret på fire forskellige reservater. Blackfoot Agenturet, Blood Agenturet og Piegan Agenturet, der alle er beliggende i Canada. Det sidste Blackfoot Reservatet ligger i Mon- tana USA og er fortrinsvis beboet af Piegan-Blackfoot.

Blackfoot var typiske prærie-indianere i mange aspekter af deres kultur. De var nomade og jægere, der levede i tipier. De levede hovedsageligt af bøflen og andet storvildt. Som tilskud til kødet, indsamlede de store mængder af forskellige spiselige rødder og grøntsager. Traditionel historie fortæller at bøflen blev jaget med stor dristighed, selvom der kom en kraftig ændring i deres jagtmønster, efter at hesten og geværet blev introduceret for dem. Dådyr og mindre vildt blev fanget med snare. Fisk blev, selvom den blev anset som en overflødig spise kun indtaget som en absolut nødvendighed og mest efter at bøflen var forsvundet. Sommeren igennem levede de i store sommerlejre. Her jagede de bøfler og lavede ceremonielle handlinger, såsom soldansen. Om vinteren delte de sig op i små enheder, der bestod af 10-20 tipier. Tilhørsforholdet til de forskellige afdelinger var nærmest flydende.

Der kunne være flere ledende skikkelser i hver afdeling og en af dem, blev så anset for at være den ubestridte leder. Lederskabet i afdelingen var meget uformelt, man kvalificerede sig til jobbet ved at måle ansøgerens rigdom, succes i krigsførelse og ceremoniel ekspertise. Religiøst var/er Blackfoot koncentreret omkring deres hellige “Medicine Bundles” og de derved forbundne ceremonier. Disse “Medicine Bundles” er individuelt ejet og er ultimative i deres historie, kommet til dem i overnaturlige gudekontakt. Disse kontakter fik de via drømme eller visioner, der blev opsøgt ved hjælp af den typiske prærieindianers visionssøgning. (Faste, bøn, meditation)

En ung mand ofte under oplæring af en ældre medicinmand, gik til et ensomt beliggende sted og fastede her til han havde fået en vision. Individuelle “Medicine Bundles” krævede stor respekt, specielt dem der havde med succesfuld krigsførelse at gøre. Nogle af disse “Bundles” er fjerprydelser, andre skindskjorter, knive og lanser. Malede boliger blev anset for at være “Medicine Bundles” og der var/er mere end halvtreds af dem i de tre Blackfoot hovedgrupper. De mest betydningsfulde for alle Blackfoot) er “Beaver Bundles, Medicinepipe Bundles og Sundance Bundles”.

Soldansen blandt Blackfootindianerne adskiller sig ikke meget fra de andre præriestammers men der er dog et par undtagelser og forskelligheder i udførelsen af den. Hos Blackfoot er det en kvinde, der har den ledende rolle og symbolet og de personlige ejendele brugt, har sit udspring i “Beaver Bundles” ceremonien.

Blackfoot Sundance foregår således: Man flytter lejren i fire, på hinanden følgende dage. På den femte bygger man medicinhytten og overgiver medicinbundterne til medicinkvinden. Man ofrer gaver, for at hjælpe børnene og de syge. På den sjette dag, danser man imod solen, imens man blæste i benfløjter lavet af ørnens knogler og pinte sig selv. De efterfølgende fire dage, holdt man så forskellige former for ceremonier i mændenes mangeartede loger.

Caddo

Caddo indianerne var landmænd, der levede i det østlige Texas. De var opdelt i to hovedgrupper, en gruppe ved navn Kadohadacho, der levede i store byer langs med den røde flod tæt ved grænsen mellem Oklahoma og Arkansas. Kadohadacho indianerne var øjensynligt en stor stamme. De havde en hovedby hvor høvdingen blandt andet boede og så en række satellitbyer op og ned af den røde flod.

Den anden store gruppe af Caddo indianerne var en gruppe ved navn Tejas eller Hasinais Caddo, der levede omkring den nuværende by Nacogdoches. Faktisk er Nacogdoches bygget på toppen af en af de største af de gamle Hasinai byer. Hasinai indianerne bestod af adskillige stammer, der var organiseret i et forbund de kaldte Tejas. Tejas udtales Te-haas, og staten Texas er således navngivet ud fra et Caddoiansk ord. Det betyder i øvrigt “Dem som er venner” og alle de forskellige Tejas Caddo stammer opfattede og behandlede hinanden som venner.

Der er en række andre stammer der ligeledes taler Caddo sproget. Wichita og Pawnee er eksempler på to vigtige stammer, der taler en dialekt af Caddoan. For lang tid siden var Caddo, Pawnee og Wichita indianerne sikkert en og samme stamme. De kan have opdelt sig af hensyn til jagtområder eller andre praktiske foranstaltninger. Alle tre stammer hævder i deres myter at de stammer fra Arkansa.

Caddo indianerne levede primært i det østlige Texas, men deres territorium strakte sig så langt som ind i Louisiana, Arkansas og Oklahoma. Regionen har pænt årligt nedbør og jorden er velegnet til landbrug. Der er mange små udspring, kilder, mindre og større floder samt mindre og større søer. Der er også store sumpområder og store områder er dækket af pinjeskov.

Disse pinjeskove indeholder mange andre træsorter end kun pinje. Langs floderne vokser mange hårde træsorter såsom Valnød, Egetræ, og et træ ved navn bois de arc, der var vigtigt for Caddo indianerne da de benyttede det til at fremstille deres buer. Bue og pil var de foretrukne jagtvåben og træet bois de arc er med dets styrke og spændstighed perfekt til at fremstille en bue. Noget Caddo indianerne for øvrigt også gjorde til andre end dem selv, da træet bois de arc kun vokser i denne region.

Cherokee

Cherokee indianerne, der kaldte sig selv for Tsalagi levede oprindeligt i området omkring De Store Søer, hvorfra de udvandrede til de bjergrige egne af det vestlige Carolina, nordlige Georgia og østlige af Tennessee. Der blev de med tiden regionens mest magtfulde stamme. Deres traditionelle kultur omfattede både majsdyrkelse, permanente besiddelser og et veludviklet religiøst liv. Deres samfund var bygget op omkring, bygningsarbejde, landbrug, kunst, fiskeri og jagt.

Kendskabet til urter, gjorde at de kunne udvikle nyttig medicin hvoraf noget af det bliver brugt den dag i dag. De udviklede økologiske miljøprojekter, med overlevelse for øje. Deres nedarvede tradition for historiefortælling, har gjort at nutidige etnologer har haft mulighed for en kulturel udlægning. Legender om mennesket, dyrene, overnaturlige gudeskikkelser, hekse og andre med det onde i sig, er blandt deres fortællinger. Deres mest berømte leder; Seqouya, troede på at, det at kunne læse og skrive gav magten til den hvide mand og udviklede omkring år 1820; Cherokee-alfabetet.

En lang række af decideret svigagtige, landafgivende traktater, blev i 1830érne trukket ned over hovedet på Cherokee indianerne. Traktaten fra 1835 i New Echto, der blev underskrevet af en meget lille del af stammen, gjorde at stammen mistede ca. 2.8 millioner hektarer land. Samtidig skrev de uden at vide det under på, at de skulle forlade Resten af deres jord inden for tre år og flytte vestpå. Størstedelen af Cherokee nationen, nægtede at anerkende traktaten og ville ikke flytte. De blev under ledelse af general Winfield Scott, tvunget ud af deres huse i 1838-39 og tvunget til at marchere fra Arkansas, til Indianer-territoriet i det nyværende Oklahoma. Et fåtal nåede at flygte til egnene omkring Great Smokey Mountain.

Omkring 4000 døde under denne march af sult og udmattelse, der i historie- bøgerne kaldes for “The Trail of Tears”. I indianerterritoriet slog de sig sammen med Chikasaw, Choktow, Creek og Seminole og dannede de såkaldte “De fem Civiliserede Stammer”. De mister imidlertid yderligere jord, i 1865, efter den amerikanske borgerkrig, da det blev kendt at de havde været på sydstaternes side under krigen. I 1880 ophæver de føderale myndigheder stammens ret til at besidde jord. Da Indianerterritoriet blev til staten Oklahoma (1907) blev det sidste af stammens jord frigivet til hvide nybyggere. Ved folketælling i USA i år 2000 blev der registreret 281.069 mennesker af Cherokee oprindelse.

Cheyenne

Tse-Tsehese-Staetse, er hvad Cheyenne indianerne, kalder sig selv. Ordet Cheyenne er den angliseret udtale af ordet Shyhela, som var hvad deres naboer Sioux-indianerne kaldte dem. Cheyenne indianerne er det vestligste af det algonkin-sprogede folk. De levede oprindeligt i området omkring De Store Søer. De fleste teorier om hvorfor de flyttede fra dette område går ud på at der var en stadig større konkurrence om området med Ojibwe, Ree og Mandan-indianerne.

Cheyenne indianerne levede oprindeligt af delvist landbrug i det nordøstlige område af Minnesota, hvorfra de begyndte at udvandre sent i det 16ende århundred. Senere slog de sig ned langs Cheyenne River i Norddakota. Derfra bliver de gradvist fordrevet og da Lewis og Clark ekspeditionen (1804) når frem til dem, levede de et nomadeliv som bøffeljægere i Black Hills området Syd-Dakota.

Religiøst er Cheyenne indianerne blevet ledet til prærielivet af guden Maheóo, og styret af en profet ved navn Sweet Medicin, som hjalp dem med at organisere sig og også udstyrede dem med deres første hellige symbol- De Fire Hellige Pile. På tidspunktet da dette skete, var Cheyenne indianerne, blevet et magtfuldt folk, man skulle regne med. Deres jagtmarker strakte sig fra Platte River og så langt sydpå som til Arkansas River.

En anden gruppe, kendt som Sohtaio-folket, blev optaget i stammen. Det fortælles at disse to folk engang var i krig, men da det gik op for dem at de forstod hinandens sprog, kom en fredsaftale hurtigt i stand og dette folk har levet sammen med Cheyenne-folket lige siden. Omkring 1830 bliver Cheyenne-folket delt op i to. De Nordlige Cheyenne, der beboede området omkring Platte River og Sydlige Cheyenne, der beboede området omkring Arkansas River.

Cheyenne stammen lå i konstant krig med Crow-indianerne indtil en alliance kom i stand i 1840. Denne alliance omfattede også Kiowa-Apache og Comanche- indianerne og fra 1857 og frem til 1879, kæmpede disse stammer sammen mod den hvide mand indtrængning. Specielt blodigt blev det efter Sand Creek Massakren, hvor ca. 500 Cheyenne,blev brutalt slagtet, af en fordrukken forsamling frivillige fra Colorados Milits. Cheyenneindianerne spiller også en stor rolle i slaget ved Little Big Horn.

Cheyenne-indianerne flyttede jævnligt: I Syd-Dakota beboede de området omkring Cheyenne River og Black Hills, men afdelinger af stammen, var kendt i alle de vestlige stater. Før 1700 tallet bosatte en stor gruppe sig ved Minnesota River og andre Cheyenne, besøgte La-Salle´s Fort i Illionois i 1680. I dag beboer Cheyenne indianerne to reservater. Et ved Tonque River i Montana, og et i det sydøstlige Oklahoma. Sidstnævnte deles i øvrigt med Southern Arapaho som de er gået i forbund med under navnet ”United Cheyenne and Arapaho tribes of Oklahoma”. Ved folketælling i USA i år 2000 var der 11.191 Cheyennes.

Catawba

Catawba (Iswa) indianerne er måske opført som uddøde, men kigger man på internettet finder man dog sider hvor efterkommere af denne stamme fortæller om deres forfædre og om deres nuværende liv. Så nogle må trods alt stadig være overlevne efterkommere af denne stamme. Catawba boede i den sydøstlige del af USA i de områder der i dag udgøres af South Carolina, North Carolina, og Virginia. De fiskede, jagede og dyrkede landbrug.

I den sidste halvdel af det 19 århundred var befolkningen reduceret til kun godt 100. Fald i befolkningstallet skyldtes at de var blevet narret for jagt og fiskerettigheder, rekrutteret til at deltage i den amerikanske borgerkrig samt ringe modstandskraft overfor de sygdomme de hvide medbragte. Omkring 1891 var leveforholdene så misrable at adskillige Catawba indianere immigrerede mod vest for at søge overlevelse der. Derved blev de spredt for alle vinde og efterhånden indoptaget i andre stammer.
Nogle Catawba indianerne skabet sig en levevej ved at deltage i powwows, historiske udstillinger, shows. De levede af at optræde som dem selv på de hvides præmisser. Nogle solgte endvidere pottemageri ved disse arrangementer eller andet originalt indiansk kunsthåndværk, såsom drømmefangere samt tøj. Nedenstående billede fra viser nogle Catawba indianere der optræder ved Kornfestivallen i Columbia, South Carolina, i January 1913.

Chippewa

Comanche

Comanche-indianerne, blev kendt under navnet Præriens Herskere. De kalder sig selv Nemene. De var oprindeligt en afdeling af Shoshoni- stammen i det østlige Wyoming. Men efter Pueblo- opstanden i 1680 blev spanierne tvunget til at forlade deres bosættelser i New Mexico og Coman- che-indianerne kom i besiddelse af heste. De blev hurtigt kendt for deres rideevner og hesten forandrede deres liv radikalt. Samtidig med at de fik hesten, blev bøflen også et let bytte.

De blev indbegrebet af den beredne kriger og de havde ikke deres ligemænd til hest noget sted på prærien. Til hest var Comanche-indianerne svære at ramme, og de kunne sende sværme af pile af sted mod fjenden, hængende under bugen på den galoperende hest. De udviklede den form for lette kavaleri, der blev grundlaget for krigsførelse på prærien.

Kiowa

Kiowaindianerne, er prærieindianere, som taler et Kiowa-Tanoan sprog. Kiowa historier fortæller om en udvandring, sammen men Kiowa-Apache, fra hovedløbet af Missouri Floden og ind i prærielandet fra slutningen af 1700 tallet. på det tidspunkt var de delt op i ti selvstændige afdelinger og anslået til at være omkring 3000. Arapaho, Cheyenne og Sioux (Dakota) tvang dem ud af området omkring Black Hills og sydvest til deres historiske område langs hovedløbne af Arkansas, Cimarron, Canadian og Red River.

Der stødte de sammen med Comanche indianerne og sloges først med dem. Men fra ca. 1790, delte disse to stammer området imellem sig og tog på fælles plyndringstogter i både Texas og New Mexico. Disse togter forsynede dem med heste og muldyr, som de brugte i handlen med de nordlige præriestammer. Selv om Kiowa- indianerne accepterede et begrænset område mellem Washita og Red River ved traktatunderskrivelsen ved Medicin Lodge i 1867, fortsatte stammens modstandskamp indtil 1875. De fleste kiowaindianere bor i dag i reservatet i Oklahoma.

Muskogee (Creek)

Muskogee (Creek) var en sammenslutning af mange forskellige stammer i en konføderation,der bestod af de sydvestligeste stater og som blomstrede så tidligt som i 1500 tallet da De Soto rejste rundt i landet. De to geografisk stærke grupper, der hver bestod af Upper Muskogee (Creek) og Lower Muskogee (Creek), indeholdte flere interessante nationer, og tiltog i størrelse og styrke, samtidig med at de spredte sig udover Georgia, Alabama, Florida, Lousianna, Mississippi og Carolina staterne.

Da de hvide begyndte at bosætte sig langs den sydlige kystlinie, blev Muskogee (Creek) langsomt fordrevet til de indre områder, specielt langs Chattahoochee River og Omulgue River. Igennem 17 og 18 hundrede tallet, blev flere bands tvunget til at vandre nordpå, hvor de langsomt blev infiltreret i de nationer, der havde erobret de centralliggende prærier og sydvestlige områder. Navnet Muskogee staves undertiden Musquakees.

Mandan

Siden 1700 tallet, har Mandanstammen, haft en besiddelse i Nord-Dakota, hvor de tilhører de Sioux-sprogede folkeslag. Mandan-stammen levede på et strategisk vigtigt punkt mellem Heart River og Little Missouri River i Nord-Dakota. Deres traditionelle levevis ligner de mere østlige stammers og skønt deres historie kan spores helt tilbage til omkring år 800, blev de først historisk kendt da Lewis og Clark ekspeditionen opslog deres vinterlejr, ved siden af stammens lejr i 1804-1805.

Det var her kaptajn Lewis, hyrede den senere så berømte Sacagawea og hendes mand Charbonneay som spejdere og tolke. Sacagawea var oprindeligt fra Shoshone-stammen og ved hjælp fra hende, fik Lewis og Clark heste fra Shoshonierne, så de kunne krydse Rocky Mountains. Senere, i 1806, vendte ekspeditionen tilbage til Mandanlejren på returrejsen fra Stillehavet. I 1837 var Mandan-stammen næsten ved at blive udryddet på grund af skoldkoppe-epidemi og de blev senere flyttet til Fort Berthold i NordDakota.

Den mest spændende begivenhed på året var bøffeldansen og den efterfølgende bøffeljagt. Otte mand samlede sig, iklædt bøffelhuder på ryggen og malet sorte. Danserne – mændene, gjorde deres yderste for at imitere bøfler på prærien mest muligt. Hver danser holdt en lille rangle i sin højre hånd og i sin venstre en lang gren af gyldenris. På hovedet, bar de et bundt af piletræets større grene. En anden dans krævede kun fire mand, der hver især repræsenterede de fire retninger hvorfra bøflen kom. Med en kano i midten skulle to dansere, der var klædt ud som grizzlybjørne og som kunne finde på at angribe jægerne, indtage deres pladser på hver side af kanoen. De knurrede ad enhver, der så ud til at ville blande sig i ceremonien.

Tilskuerne prøvede på at få bjørnene væk, ved at kaste føde på dem. De to dansere, skulle så slå en klo i maden og bære det ud på prærien, som muligt lokkemad til bøflerne. Igennem hele ceremonien, ville de ældste mænd i stammen, slå på trommen og synge de ceremonielle sange, for en succesfuld jagt. På slutningen af den fjerde dag, ville en mand der var udklædt som den onde ånd Famine (hungersnød) Øjeblikkeligt blev han jaget væk af sten og pileskud fra de unge Mandan-indianere, der ivrigt ventede på at få lov til at deltage. Når dæmonen Famine, med succes, var drevet væk fra lejren, deltog resten af stammen i den gavmilde fest, der symboliserede bøflens tidlige tilbagevenden til Mandanernes jagtmarker.

Nez Perce

Manden, der mere end nogen anden fik betydning for Nez Perce indianerne var Chief Joseph. Han blev født i Wallowa Valley 1840 i hvad, der i dag er det nordøstlige Oregon og blev givet navnet “Hin-Ma-Too-Yah-Lat-kekt” eller “Torden, der kommer rullende ned fra bjerget”. Han blev dog bedre kendt under navnet Joseph eller Joseph Den Yngre, fordi hans far havde taget det kristne navn Joseph, da han blev døbt af Henry Spalding i 1838. Joseph Den Ældre, var en af de første Nez Perce-indianere, der konverterede til kristendommen og var en af de største støtter i Nez Perce nationens langvarige fred med de hvide. I 1855 hjalp han tilmed Washingtons Territoriale guvernør med at fastlægge Nez Perce nationens reservat, der strakte sig fra Oregon og ind i Idaho.

Men i 1863, som følge af de hvides søgen efter guld og fundet af det i Nez Perce territoriet, inddrog de føderale myndigheder, næsten 6 millioner acres af det land,der var blevet lovet Nez Perce nationen og efterlod et reservat på under en tiendedel af hvad det havde været, i et hjørne af Idaho. Følelsen af at havde blevet forrådt af de hvide, gjorde at Joseph Den Ældre fornægtede den amerikanske regerings eksistens, ødelagde sit amerikanske flag og brændte sin bibel. Samtidig nægtede han at flytte sit folk fra Wallowa Valley eller underskrive nogen traktat, der gjorde de nuværende reservats grænser lovlige.

Da Joseph Den Ældre dør i 1871, bliver Joseph Den Yngre valgt til at efterfølge ham. Han arver ikke blot navnet og positionen, men også en situation, som var blevet mere og mere uholdbar, i takt med de hvides indtrængen og ankomst til Wallowa Valley. Han modstod hårdnakket enhver situation, der kunne bringe ham selv og hans folk ind i det lille reservat i Idaho. En føderal ordre om at alle hvide skulle bringes ud af dalen og Nez Perce nationen skulle blive, gjorde at Chief Joseph troede at det var lykkedes ham at undgå Idaho og det minimale reservat der. Men den ene føderale ordre fulgte efter den anden og i 1877 truede general Oliver Otis Howard med kavelleriangreb på Joseph, hans folk og andre tilhængere, der endnu holdt stand i Wallowa Valley.

I troen på at en militær konfrontation var nytteløs, dertil var de for få, gjorde at Chief Joseph nu beslutsomt ledte sit folk imod Idaho og det minimale reservat. Men omkring tyve unge Nez Perce krigere, der var svært ophidsede over tabet af deres hjemland, lavede et angreb på nogle nybyggere i nærheden og dræbte adskillige af dem under sammenstødet. Øjeblikkeligt begyndte den amerikanske hær at forfølge Josephs band af Nez Perce og andre, der endnu ikke var inden for reservatets grænser. Selv om Joseph havde forsøgt at undgå krig, kastede han nu handsken i ringen, sammen med krigshøvdingene.

Hvad, der nu fulgte, er en af de mest brillante militære tilbagetrækninger i amerikansk historie. Selv den usympatiske general William Tecumseh Sherman, kunne ikke undgå at blive imponeret af den næsten 1400 miles Joseph og hans folk foretog og måtte fastslå at” Indianerne ud over alle grænser, udviste et mod og nogle evner af universelle gaver. Indianerne brugte avancerede og ældgamle krigsmetoder. Lavede bagholdsangreb og byggede fæstningsværker midt ude i det fri. I over tre måneder sloges Joseph og hans 700 folk (heraf ca. 200 krigere), i fire store slag og et utal af bagholdsangreb. Imod ca. 2000 amerikanske soldater og indianske overløbere. Da han formelt overgav sig den 5. oktober 1877, var han kendt i den amerikanske presse som “Den Røde Napoleon”.

Det er imidlertid temmelig usandsynligt at han havde en kritisk rolle i Nez Perce nationens berømte militære tilbagetrækning, som historierne / legenderne ellers fortæller. Han blev nemlig aldrig anset for at være en krigshøvding blandt sine egne. Selv inden for hans eget Wallowa band, var det hans yngre bror Olikut, der ledte krigerne i kamp, mens Joseph stod for lejrens sikkerhed. Looking Glass og nogle af de andre krigshøvdinge, var dem der lagde krigsstrategien. Igennem tiderne har der også været påstande om at Joseph ville flygte til Montana og søge hjælp hos Crow-folket der. Ikke desto mindre, er det Josephs overgivelsestale, der i den grad har udødeliggjort ham som militærleder, i den amerikanske populærkultur.

“Jeg er træt af at kæmpe.
Vores ledere er døde.
Looking Glass er død.
Toohoolhoolzote er død.
Alle de gamle mænd er døde.
Det er de unge mænd, der nu siger ja eller nej.
Han som lærte de unge( Alikut) er død.
Det er koldt og vi har ingen tæpper.
De små børn fryser ihjel.
Mit folk.
Nogle af dem er løbet væk og gemmer sig i bjergene.
De har ingen tæpper. Ingen mad.
Der er ingen, der ved hvor de er.
Måske fryser de ihjel.
Jeg ønsker tid til at lede efter mine børn, for at se hvor mange af dem, jeg kan finde.
Måske skal jeg lede efter dem blandt de døde?
Hør mig, mine ledere, jeg er træt.
Mit hjerte er nedtrygt og sygt.
Fra stedet hvor solen nu står og frem, vil jeg aldrig mere kæmpe”.

Josephs berømmelse hjalp ham dog ikke meget. Selv om han havde overgivet sig, havde han gjort det, fordi han håbede på at han og hans folk blev sendt tilbage til Wallowa Valley. I stedet for blev de sendt til Kansas og senere til et reservat i Indianerterritoriet (det nuværende Oklahoma), Hvor mange af dem døde af de epidemier, der rasede der. Selv om han besøgte Washington D.C og daværende præsident Hayes, for at tale sin sag, var det først i 1885 at han og de andre Nez Perce flygtninge returnerede til det vestlige hjørne af USA. I Idaho, blev Chief Joseph, sammen med halvdelen af stammen, sendt til et lille reservat i det nordlige Washington, adskilt for altid fra resten af deres folk og hjemlandet Wallowa Valley.

I sine sidste år, brugte Chief Joseph sin veltalenhed mod de uretfærdigheder og den politik, den amerikanske regering, havde ført imod hans folk. Han bevarede til det sidste håbet om, at den amerikanske regerings løfte om frihed og lighed en dag også ville komme til de indfødte amerikanere. Chief Joseph, var en ukuelig stemme for sameksistensen mellem de hvide og indianere i de vestlige stater. Han døde i 1904, stadig adskilt og i eksil fra sit eget folk. Ifølge lægens rapport, døde han af et knust hjerte.

Shoshone Tribe

Den nøjagtige dato for høvding Washaki’s fødsel er ukendt, men formodentlig var den omkring år 1802. Washaki’s far var Flathead og moderen var fra Shoshone stammen. Ved sin fødsel blev den fremtidige høvding kaldt Pina Quanah (Smell of Sugar). Navnet Washaki, som han sidenhen blev kendt ved, er oversat til forskellige betydninger, men alle har de noget at gøre med Washakis evner i krigskunsten at gøre. Washakie blev tidligt kendt som en stolt og stor kriger. En historie fortæller at Washiki placerede en klapperslange i en bylt lavet af tørret buffaloskin. Denne medbragte han i kamp for at skræmme fjendens heste, hvorved han fik navnet ““The Rattle”. En anden oversættelse af “Washakie” er “Shoots-on-the-Run.”

I år 1850 blev Washakie høvding for Shoshones, øjensynlig opnået fra store udmærkelser i kamp samt hans evne til at give vise råd. Der findes dog ikke sikre begreundelser for Washakis udnævnelse. Det antages dog at de forskellige Shoshone stammer forenede sig under en høvding for at imødegå trusler fra fjendtlige stammer såsom Sioux og Cheyenne.

Washakie blev allieret med de hvide da han hurtig indså at væbnet modstand var nytteløs. Han arbejdede således meget sammen med de hvide, ved eksempelvis at assistere den amerikanske hær med støttetroppe af indianere og råd især rettet mod fjentlige stammer såsom Sioux og Cheyenne. Washakie strakte sig langt i sin imødekommenhed overfor de hvide og tillod eksempelvis at jernbanen gik tværs igennem Shoshone territoriet i det vestlige Wyoming.

Til gengæld for alle sine ydelser forlangte høvdingen det bedste for sit folk og bad således om at der blev opført skoler, kirker og hospitaler på Shoshone territoriet. Washakie følte en særlig kærlighed til Wind River Valley, der var blevet givet til Crows i den såkaldte Fort Laramie Treaty af 1851, fjender af Shoshones stammen. Det var således sikkert ikke helt tilfældigt at den amerikanske regering i 1861 bestemte at Crows havde overtrådt traktatbestemmelserne og overdrog dalen til Shoshone indianerne. Denne berømte og berygtede kriger døde den 20. februar 1900 og blev begravet med fuld militær salut ved Fort Washakie.

Shoshone

Winnebago

Hochunk (Winnebago), blev kaldt “Folket ved det ildelugtende Vand”. Winnebago levede i gammel tid ved Green Bay i Wisconsin og indlandet ved Lake Winnebago. Selv om de levede i fredelig sameksistens med de omkringboende stammer, blev de næsten udryddet af stammer fra Illinois, men kom dog tilbage igen.

Winnebago levede hovedsagligt af de vildtvoksende risplanter, der var overalt i området. Risene var selvsåede i forår og sommer og blev høstet i efteråret. Fra kanoer, blev risene samlet i søer, damme og langs strømmens bredder. Risene var nærende og de blev holdt sunde og raske. Samtidig jagede de vildt for kød og pelsværk.

Ved traktatforhandlinger i 1825 og 1830 overgav de deres fædrene jord imod at få et reservatområde på Vestbredden af Missouri River, ved Iowa River. Winnebago blev senere flyttet til et reservat i Minnesota og senere igen til et i Nebraska hvor de stadig bor. Winnebago er kendt som moderstammen til alle Sioux-sprogede stammer.

VIL DU VIDE MERE

Nærværende kapitel er en del af NetSpirits sektion om de nordamerikanske indianere, hvor du kan læse om indianernes historie helt tilbage fra de første indianske forfærde indvandrede via Beringstrædet. Indianernes sagn og legender. Spændende fortællinger, der blev givet videre i arv fra generation til generation og som rummer nøglen til forståelse af mange af indianernes overbevisninger. For at forstå hvilken nuanceret gruppe, som indianerne udgjorde, er det nyttigt at kende lidt til geografien i de områder som de udfoldede sig i. Fra Canada og Alaska i nord, over de bjergrige egne i det vestlige amerika, den flade prærie og til de frugtbare jordarealer ved østkysten af USA. Den store forskel i geografien gjorde at de forskellige indianerstammer havde helt forskellig levevis.

Mange af indianernes overbevisninger har rod i at vi allesammen er et med naturen og hinanden. En filosofi, der bestemt er aktuel i dag og som vi allesammen, på hver vores måde, kan lære noget fra. Læs om shamanisme, medicinmænd, shamaner og religiøse ceremonier: pibeceremoni, svedehytte, visionssøgning og hvorledes indianernes spiritualitet anviser veje til hvad du kan gøre for at blive et menneske i harmoni og ro med dig selv og din verden.

Stil spørgsmål om indianerne

Stil lige så mange spørgsmål du har lyst til om de nordamerikanske indianere.
Det er gratis og nemt – Stil et spørgsmål

DE NORDAMERIKANSKE INDIANERE

Høvding Seattle – Vi er en del af jorden

SHAMANISME