Engang for længe siden herskede indianerne over de vidtstakte sletter, bjerge og dale i det nuværende USA, Canada og Alaska. Da den spanske opdagelsesrejsenden Christoffer Columbus i 1492 satte sin fod på kontinenten indvarsles en helt ny epoke for indianerne. I de første mange år levede indianerne og de nyankomne i forholdvis stille sameksistens, men med de amerikanske bosætteres vedholdende ekspandering af deres områder frembragte dette naturligvis konflikter med indianerstammerne.

Når man taler om indiansk modstand mod de hvide, handler det næsten altid kun om Siouxer eller Apacher, men der fandt også modstand sted over resten af Nordamerika, Canada og Alaska, dog i et større eller mindre omfang. En af de primære grunde til at der var mindre uroligheder i Canada og Alaska end i resten af Nordamerika skyldtes at kolonisterne her var mere interesserede i pelsværk og handel med indianerne end i land og var således meget afhængige af at stå på god fod med indianerne. Det gjorde de bla. ved at tillægge sig en indiansk livsstil og ved at gifte sig med indianerkvinder.

I det følgende gennemgås de vigtigste indianerkrige i USA, Canada og Atlaska.

1607-77, Jamestown

Den 26. april 1607 ankom 144 engelske kolonister til Chesapeake-bugten i det nuværende Virginia. Inden der var gået 12 timer lå de allerede i skyderi med de lokale indianere. Starten lovede ikke så godt, men kolonien overlevede, og styrket af yderligere 190 kolonister året efter udviklede det sig til den første permanente koloni (Jamestown) i Nordamerika nord for Mexico. Trods indledende fjendtligheder var den første periode dog præget af fred, der dog til tider var temmelig anspændt. Der opstod flere gange uroligheder og træfilinger mellem kolonister og indianere, men egentlig krig var der endnu ikke tale om.

Historikere har længe undret sig over det faktum, at indianere med lethed ville kunne have udryddet kolonien, men ikke benyttede sig af chancen trods talrige lejligheder. Kolonisterne var få, men godt bevæbnede. Indianerne i området var et stykke tid forinden kolonisternes ankomst blevet forenet i Powhatan-konføderationen, der bestod af i alt 32 stammer og omkring 200 landsbyer med en befolkning på op mod 10.000. En så stor samlet styrke kunne uden videre have udslettet den spinkle og sårbare koloni, men valgte imidlertid tålmodigt at vente og se tiden an.

Da kolonien til og med i efteråret 1607 havde meget knappe føderessourcer, hjalp indianerne dem gennem vinteren ved at give dem mad. Måske var det netop denne indianske enhed, der i længden gav kolonien en chance for overlevelse. Powhatankonføderationens leder, Wahunsonacock (eller Kong Powhatan), hvis far havde grundlagt konføderationen, opretholdt freden i nervøst samarbejde med kolonisternes leder, kaptajn John Smith. De så sikkert begge en fordel i fredelig sameksistens, og indtil videre var der plads nok til alle.

I denne periode spillede Wahunsonacocks datter, Matoaka (eller Pocahontas), en ikke ubetydelig rolle for kolonien. Hun opholdt sig meget af tiden i kolonien og legede med de hvides børn (hun var selv 11 år i 1607). I de tider, hvor maden var knap, skaffede hun mad til kolonien trods hendes fars afvisende holdning. I de første år kom Pocahontas således til at flingere som både ambassadør, forhandler, mægler og tolk, og i et bestemt tilfælde i 1608 reddede hun Smith fra henrettelse, da han var blevet taget til fange af indianerne.

De hvide begyndte dog hurtigt at føle sig hjemme i det nye land, og efterhånden som kolonien voksede sig større og mere magtfuld, opførte kolonisterne sig i stigende grad hensynløst og manipulerende over for indianerne. Når indianerne enten ikke ønskede at handle med de hvide, eller de hvide mente, at indianerne havde bedraget, slog de hårdt ned på indianerne, angreb deres landsbyer (nogle gange de forkerte), ødelagde markerne og maddepoterne og dræbte indbyggerne.

Pocahontas blev desuden taget til fange og holdt gidsel af de hvide som sikkerhed mod indianske modangreb. Denne begivenhed førte imidlertid til Pocahontas ægteskab med englænderen John Rolfe (nej, ikke John Smith!), der senere sammen drog til England, hvor hun blev hyldet som en prinsesse og betog en hel nation (inklusive hoffet). Kort efter afrejse på vejen hjem til Amerika blev Pocahontas dog i 1617 syg (sandsynligvis kopper, der hærgede hele østkysten af Amerika i 1600-tallet), døde og blev begravet på en lille kirkegård i Gravesend ved Themsen.

Den første Powhatan-krig (1622-32)

Urolighederne mellem hvide og indianere eskalerede og syntes uundgåeligt at føre mod regulær krig. Wahunsonacock døde i 1618, og hans mere fjendtligt indstillede bror, opechancanough, blev leder af Powhatan-konføderationen. Reaktionen kom dog ikke prompte. Den direkte anledning til krigen kom i 1622, da en englænder ved navn Morgan forsvandt under en handelsrejse. Senere dukkede indianeren Nemattanow op med Morgans hat. Indianeren blev omgående beskyldt for mordet på Morgan og skudt sumarisk. Dette førte til, at indianerne organiserede et samordnet angreb på 74 af kolonisternes 80 plantager, hvor i alt 347 hvide mænd, kvinder og børn blev dræbt, ud af en samlet befolkning på under 2.000 kolonister.

I første omgang lod kolonisterne til at være lamslåede og søge fred, men i virkeligheden pønsede de på hævn. Indianernes angreb gav dem den perfekte undskyldning og, i deres øjne, retfærdiggørelse af en nådesløs krig mod ALLE indianere (som kristen juridisk teori tillod det mod hedninge). Desuden tjente begivenheden til at forene de splittede kolonister mod en fælles fjende. Englændernes hævn bestod i en række angreb på tilfældige indianerlandsbyer, der blev brændt ned, indbyggerne dræbt, maddepoter og majsmarker ødelagt. Formålet var uden tvivl at knække indianerne og drive dem længere ind i landet, om ikke direkte udryddelse. En kendt strategi var at invitere indianerne til forhandlinger i den tro, at kolonisterne ønskede fred, hvorefter de hvide satte et overraskelsesangreb ind og dræbte indianerne. I mindst et tilfælde gav kolonisterne indianer forgiftet mad ved en af disse “fredsforhandlinger”.

Krigshandlingerne fortsatte indtil 1632, hvor en endelig fredsafiale kom i stand som resultat af udmattelse på begge sider. Freden blev genoprettet, men tilliden mellem parterne var knækket for evigt. Kolonisterne udstedte i 1632 en lov, der forbød hvide at tale frivilligt med indianere. De skulle desuden øjeblikkeligt bringe indianere til koloniens ledere, og overtrædelse af disse regler medførte hårde straffe. En anden lov gav kolonien ret til at sammensætte et hævntogt til passende afstraffelse af indianere, hvis indianerne “forulempede” de hvides bosættelser eller blev set “luske omkring” ved plantagerne.

Den anden Powhatan-krig (1644-46)

12 år senere, den 18. april 1644, satte Opechancanough et andet samordnet angreb ind mod englænderne. Denne gang blev næsten 500 af en samlet befolkning på 8.000 kolonister dræbt. Koloniens leder, guvernør William Berkeley, arrangerede hurtigt et modangreb bestående af mindre grupper af velbevæbnede soldater, der angreb indianernes landsbyer. Berkeley tog til England for at skaffe flere våben og mere ammunition, og i 1646 lykkedes det ham at tage Opechancanough til fange, hvilket gav Berkeley mulighed for senere at diktere fredsafialens strenge betingelser.

Opechancanough, der sagdes at have været over 100 år på dette tidspunkt og temmelig svagelig, blev båret på sin båre til Jamestown, hvor han skamløst blev fremvist for pøblen som den slagne ijende. opechancanough bebrejdede Berkeley behandlingen og sagde, at hvis situationen havde været omvendt, havde han aldrig nedladet sig til at fremvise Berkeley på denne måde. Berkeley rettede sig efter den gamle indianer, men kort efter blev opechancanough skudt af én af vagterne. I andre udgaver af denne hændelse udtaler opechancanough først bebrejdelsen, efter at han var blevet skudt.

Efter opechancanoughs død stod det klart for indianerne under deres nye leder Necotowance, at Jamestown var kommet for at blive. I årene efter 1646 blev freden sat på en hård prøve. Kolonisternes antal steg kraftigt, og behovet for nyt land steg tilsvarende. Dermed blev det hurtigt umuligt for englænderne at overholde 1646-fredsaftalen, der definerede henholdsvis de hvides og indianernes områder Eksproprieringen af indianernes land tog fart, og for at holde indianerne i skak angreb kolonisterne med mellemrum indianerlandsbyerne som ved tidligere lejligheder. Angreb og hævntogter fra begge sider fortsatte i årene fremover, men først i 1676 udbrød der igen decideret krigstilstande i Virginia-området.

Bacon-oprøret (1675-76)

I tiden umiddelbart efter Opechancanoughs død var der fred, men forholdet mellem indianerne og kolonisterne blev mere og mere anspændt. Der ankom flere og flere kolonister, hvilket medførte et stigende behov for jord, men også et stigende hovmod og respektløs arrogance over for indianerne. Denne situation ledte frem til en besynderlig begivenhed, der kan tolkes som en konflikt mellem to fraktioner af kolonister og disses forskellige syn på, hvordan “indianerproblemet” skulle løses.

I juni 1675 tog nogle Doeg-indianere et antal grise hos en kolonist ved Potomac-floden, som de mente skyldte dem for nogle varer, som han havde modtaget, men ikke betalt for. Kolonisten organiserede en aktion, hvor nogle indianere blev skudt og grisene hentet tilbage. Indianerne svarede igen ved at angribe kolonistens plantage og dræbe en hyrde.

Den lokale milits satte sig for at “undersøge” sagen og dræbte efterfølgende adskillige Doeg-indianere, samt 14 Susquehannock-indianere, der intet havde med episoden at gøre. Guvernør Berkeley sendte i august to officerer ud for at komme til bunds i sagen og fastlægge ansvaret for episoden. Med 1000 militsfolk i ryggen opsøgte de Susquehannockerne, der blev beskyldt for angrebene, hvilket de dog nægtede. Stik mod ordren blev fem høvdinge ført væk og skudt. Berkeley blev ude af sig selv af raseri, men vidste, at indianernes hævn var uundgåelig. Susquehannockerne angreb i løbet af januar 1676 de yderste plantager i Virginia-kolonien og dræbte 36 personer.

Af frygt for en større koalision af flere stammer som længere nord på i New England styrkede Berkeley koloniens forsvar efter bedste evne og forsøgte at bevare et fredeligt forhold til de omkringboende stammer. Men hans anstrengelser skulle blive ødelagt af hans unge, indianerhadende fætter Nathaniel Bacon, jr., der som nyankommen til kolonien samlede en gruppe frivillige, der på ulovlig vis angreb mange af de omkringboende stammer, som Berkeley havde formået at bevare freden med og som ikke på nogen måde var involveret i episoden. Bacons folk dræbte udelukkende fredelige indianere, og slet ingen af dem, som striden omhandlede. Berkeley stemplede Bacon som oprører og forræder, men denne angreb og erobrede Jamestown under borgerkrigsagtige forhold, hvor byen blev brændt af Hele oprøret endte med, at Bacon døde under en “blodstyrtning” (sandsynligvis tuberkulose) den 26. oktober 1676. Oprøret døde med ham.

Berkeley indtog atter Jamestown, roen blev genoprettet, og Berkeley blev kaldt til England for at forsvare sin dårlige håndtering af affæren. I 1677 blev der underskrevet en fredsaftale mellem kong Charles II og indianerstammerne i Virginia, hvilket stort set sikrede freden i kolonien et godt stykke ind i det næste århundrede.

1636-37, Pequot-krigen

Den første permanente hvide koloni i New England var Plymouth, som blev grundlagt af de pilgrimme, der ankom med det legendariske skib Mayflower ved Cape Cod den 21. november 1620. I de første 10-15 år levede de røde og de hvide stort set i fred med hinanden, men senere fulgte to krige, der blev skæbnesvangre for flere af områdets indianerstammer.

At der i første omgang var plads til de hvide, uden at det gav stridigheder med indianerne, skyldes, at området tid forinden var blevet hærget af en koppeepidemi i 1616-1620, der brød ud igen i 1633-35 og 1660. Dermed var mange indianerlandsbyer blevet lagt øde, og det passede de nyankomne hvide fint. Der var dog stadig mange indianere i området, og den mest indflydelsesrige stamme var wampanoagerne under høvdingen Ousamequin (Gule fjer), der blev tiltalt som Massasoit, der var hans titel. Ligesom høvding Powhatan i Virginia indså han hurtigt, at det mest fornuftige var at holde fred med de hvide, og han blev de hvides ven og allierede.

Den 22. marts 1621 samlede Massasoit sin bror, Quadequina og to andre høvdinge, Squanto og Samoset, i Plymouth til forhandlinger. Resultatet blev en traktat, der for første gang i USA’s historie overdrog land til de hvide. Men det stigende antal hvide førte uundgåeligt til krig, hvoraf den første blev Pequot-krigen. Grunden til krigen var først og fremmest, at pequot-stammen, der boede i den østlige del af de senere Connectiicut, følte sig presset af de hvide. Englænderne bredte sig vestpå fra kolonierne i Plymouth (separat koloni indtil indlemmelse i Massachusett i 1692) og Rhode Island og anlagde i 1636 den første by i Connecticut: Hartford. Samtidig bredte hollænderne sig østpå fra deres kolonier i Ny Amsterdam (New York) og ved Hudson-floden.

Krigen var tæt på at bryde ud i 1633, da en engelsk handelsmand, John Stone, blev dræbt af indianere, sansynligvis niantic-indianere. Det lykkedes dog at opretholde freden i næsten tre år. En handelsmand fra Boston ved navn John Gallup, der var ud at sejle, spottede en anden båd, der tilhørte hans nabo, en anden handelsmand ved navn John Oldham i nærheden af Block Island ud for kysten ved Rhode Island. I båden opholdt sig en flok pequoter, selvom det måske var narragansetter, der havde dræbt ham. Gallup skød mod båden, påsejlede den og tog nogle indianere til fange.

Guvernøren i Massachusett Vane sendte kapt. John Endecott og 90 soldater ud for at straffe indianere, og alle mandlige indianere på Block Island (narragansetter) blev dræbt og landsbyerne brændt ned. Ikke en eneste soldat blev døde. Styrken sejlede ind til fastlandet igen, og i nærheden af Pequot-floden blev en Pequot-indianer dræbt og flere landsbyer brændt ned. Derefter drog soldaterne hjem til Boston. Som forudsagt af kolonisterne i Fort Saybrook, ville den hævnaktion kun forværre situationen og ganske rigtigt begyndte indianerne at forberede sig til krig.

Pequot-høvdingen Sassacus forsøgte at overtale naboerne fra Narragansett-stammen tilat danne en alliance, men dette blev til de hvides held forhindret af grundlæggeren af Rhode Island, Roger Williams. Trods manglende støtte fra deres naboer begyndte Pequoterne at angribe isolerede hvide bosættelser og belejrede Fort Saybrook i vinteren 1636-37. I foråret angreb de en anden bosættelse i Connecticut, Weatherfield, længere oppe ad Connecticut-floden, hvor ni nybyggere blev dræbt.

Det fik for alvor nybyggerne i New England op af stolene, og kapt. John Mason samlede en styrke på 80 hvide og 100 allierede Moheganere under hødving Uncas. Mason havde været i krig i Europa og havde ført en gruppe nybyggere fra Dorchester, Mass. til at grundlægge byen Windsor i Connecticut. Mason vidste, at Moheganerne ikke var trofaste allierede. Uncas var en opportunist, der ikke var bleg for at skifte side midt under et slag. Uncas havde boet hos Pequoterne og var svigersøn til Sassacus.

Hele styrken drog østpå fra Hartford langs Connecticut-floden, og undervejs stødte Moheganerne på en gruppe Pequoter, der opstod kamp og syv Pequotern blev dræbt. I Fort Saybrook slog de sig sammen med en styrke fra Massachusett under kapt. John Underhill. For at søge yderligere forstærkninger drog styrken afsted i små både østpå til Narraganset-bugten, og det lykkedes ved af uovertrufne overtalelsesevner at overtale en gruppe Narragansetter under Miantinom og en gruppe Nianticker under Ningret til at kæmpe mod Pequoterne. De efterlod bådene ved Narraganset-bugten og tog vestpå over land.

Den 25. maj 1637 angreb Mason Pequoternes vigtigste og stærkeste landsby, der lå på en bakke lige nord for det nuværende Groton i Connecticut. Byen var omringet af en næsten fire meter høj palisade, og det lykkedes Mason at snige sig tæt på landsbyen, uden at Pequoterne opdagede det. Trods overraskelsesangrebet slog Pequoterne det først angreb tilbage. Mason var ikke i stand til at vende slaget til egen fordel, og vendepunktet kom først, da han begyndte at sætte ild til wigwammerne inden for palisaderne.

Snart stod hele landsbyen i flammer, og de flygtende Pequoter blev slået ned for fode, enten af de hvide eller af de narragansetter eller moheganere, der ventede i skovene omkring landsbyen. De, der blev i landsbyen, mest kvinder og børn, døde i flammerne. Et sted mellem 600 og 1000 Pequoter døde den dag, men stammen var ikke helt knækket endnu. På vej syd og vestpå blev Masons styrke nemlig overrasket af 300 Pequot-krigere, men de undslap og kom sikkert hjem.

I løbet af sommeren 1637 blev de resterende Pequoter jagtet. De, der ikke blev dræbt, blev solgt som slaver og sendt til Bermuda. I juli fangede en gruppe soldater en stor gruppe Pequoter i en sump i nærheden af New Haven. Det lykkedes Sassacus og en lille gruppe med gam at flygte til Mohawk-stammen. Men Mohawkerne kappede hovederne af Pequoterne og sendte dem til Boston som bebis på deres loyalitet over for de hvide. Brugen af navnet Pequot blev forbudt, og sted af Pequot-oprindelse blev afskaffet. Stammen eksisterede officielt ikke længere. Den sidste rest af stammen fik tildelt et 1500 hektar stort reservat i 1776, som dog efterhånden svandt ind til 200 hektar. I 1850 var der kuh 40 tilbage, og i 1973 døde den sidste fuldblods-Pequot.

Siden er resterne af stammen (halvblods, kvartblods etc.) dog kommet godt igen. Mange indianerereservater har fået lov til at starte casinoer for at give dem mulighed for at skaffe jobs og indtjening. Resterne af Pequot-stammen åbnede i starten af 1990erne Fox Woods – verdens største kasino. Her er 30.000 kvm med al verdens udvalg af spillemuligheder. Dertil kommer hoteller, butikker, restauranter, biografer, koncerthal, etc; alt i alt mere end 400.000 kvm. Det vigtigste er dog at casinoet skaber arbejdspladser, omkring 11.000 af slagsen. Ved hjælp af spillevirksomheden, er der blandt andet rejst midler til etablering af Mashantucket Pequot Museum, der giver et fint billede af indianerstammens historie. Ansporet af succen med Fox Woods åbnede Pequet stammen i midten af 1990erne, Mohegan Sun Casino i staten Connecticut, der som navnet antyder er lavet i samarbejde med Mohegan stammen.

1675-76, Kong Philips Krig

Den skæbnesvangre krig for mange af stammerne i New England blev Kong Filips krig i 1675-76, der var den eneste større indianerkrig i 1600-tallet. Ved krigens udbrud var der omkring 20.000 indianere i det sydlige New England. Samtidig boende der 5.000 hvide i Plymouth-kolonien, 7.000 ved Massachusetts-bugten, 10.000 i Connecticut og 3.000 i Rhode Island. Den grundlæggende årsag til krigen var naturligvis den voksende tilstedeværelse af hvide kolonister. Områdets Algonkin-stammer følte sig efterhånden presset mellem de hvide på den ene side og det magtfulde Irokeserforbund længere vestpå. De hvide blev flere og flere og bredte sig, mens indianernes land skrumpede ind dag for dag. De hvide købte godt nok stadig jorden fra indianerne, men ofte blev indianerne enten snydt, eller også fik de ikke forklaret aftalernes bestemmelser godt nok.

Ofte var indianerne af den opfattelse, at aftalen kun omhandlede brugsretten til jorden og ikke uindskrænket ejerskab. Indianerne troede, at de beholdt retten til at jage og fiske, men når de udøvede denne ret, blev de behandlet som lovovertrædere og anklaget i et retssystem, som var dem totalt fremmed og uforstående og ikke havde en chance for at klare sig i. De hvides tilstedeværelse medførte desuden en kulturel og social opløsning. For det meste lykkedes det i stigende grad de hvide missionærer at omvende flere og flere “hedninge” til kristendommen. Dernæst flyttede flere og flere indianere væk fra deres folk for at arbejde for de hvide, og en stor del var langsomt begyndt at vænne sig til de hvides handelsvarer. Denne afhængighed medførte økonomisk afhængighed og ofte gæld. Alt dette var med til at splitte indianerne sociale og økonomiske netværk, hvilket var yderst frustrerende for stammelederne.

Wampanoagernes høvding Massasoit efterlod ved sin død i 1661 to sønner, Wamsutta og Metacom. De virkede som betænksomme og fredelige ledere, og de hvide kaldte dem henholdsvis Alexander og Filip, som et symbolsk tegn på venskab med et snert af lefleri. Massasoit havde hjulpet puritanerne (de første nybyggere) og havde givet dem jord, råd om såning af afgrøder og endog beskyttelse mod andre stammer. Men hans sønner voksende op med en voksende uretfærdighed over for indianerne, der desuden var hårdt plaget af de hvides sygdomme, og rygtet om et oprør forstærkedes år for år.

I 1662 blev den ældste søn og leder, Wamsutta, kaldt til afhøring hos myndighederne i Duxbury, hvilket han dog håndterede uden problemer. Efter et besøg hos én af sine venner blev Wamsutta dog syg, fik høj feber og døde få dage efter under hjemrejsen. Metacom var dog klog nok til ikke at søge hævn og gjorde alt for at bekræfte farens venskabstraktat med de hvide. Men freden kom på en hård prøve i de følgende år på grund af vedholdende rygter om krig, der dog nok mere var opstået blandt Narragansetterne. I 1671 blev Metacom, der efter Wamsuttas døde var leder, derfor på samme måde som sin bror ført til Taunton for at blive afhørt. De hvides fremfærd var denne gang meget ufølsom og provokerende. De beordrede, at Metacom og hans følge og senere hele stammen skulle overgive alle deres skydevåben. Metacom blev rasende, og mange af krigerne nægtede at aflevere deres geværer.

Metacom blev igen kaldt til afhøring hos de hvide myndigheder, denne gang i Plymouth, for at underskrive en overgivelsestraktat. Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Men Metacom var tålmodig og planlagde en sammenslutning af stammer i et samlet oprør mod de hvide. Han sendte løbere til de omkringboende stammer for at få dem med i oprøret, og i fire år afventede ham det rette øjeblik for at sætte angrebet ind. Metacom ville gerne have ventet længere, men i 1675 indtraf en begivenhed, der gjorde, at krigerne ikke kunne vente længere.

Den 29. januar 1675 blev en indianer ved navn John Sassamon fundet død under isen i Assawampsett Pond, 24 km fra Plymouth. Efter begravelsen fik myndighederne nys om, at han ikke døde en naturlig død. Han blev gravet op og undersøgt og man fandt ud af, at han var blevet dræbt. Grunden til myndighedernes bekymring var, at Sassamon var konvertit, opdraget som kristen og havde studeret ved Harvard Universitetet (grundlagt 1636). En kort overgang var han vendt tilbage til sin stamme, hvor han blev rådgiver for Metacom, hvorefter han dog vendte tilbage til de hvide og blev præst.

Rygtet ville vide, at han havde advaret de hvide om Metacoms planer. Man antager, at indianerne dræbte ham på grund af mistanken om , at han var spion. Et indiansk vidne navngav tre indianere som drabsmændene, og de blev hængt. Metacom var rasende over dette, men han ventede. Alliancen med de andre stammer var ikke klar endnu, men de unge krigere nægtede at vente længere.

Det første angreb om den 24. juni 1675 på byen Swansea. Ni hvide døde og flere sårede. Da indianerne trak sig tilbage, satte de ild på nogle bygninger. De næste byer, der blev ramt, var Taunton, Dartmouth og Middleborough. I Boston samlede kapt. Samuel Mosley en styrke på 110 frivillige. De nåede Swansea den 26. juni. Mosley sendte en deling mod Mount Hope, der var indianernes hovedby. Delingen blev angrebet af indianere, og næste dag befandt Mosley sig fanget i en nedbrændt Swansea. Indianerne tirrede ham til at komme ud og kæmpe, hvilket han gjorde uden at blinke. Det overraskede Wampanoagerne, der flygtede.

Omkring samme tid ledt en løjtnant Oakes en lille deling fra Rehoboth til Swansea. De havde en kort træfning med en gruppe krigere, inden de forsvandt ind i skoven igen. Fra Rhode Island drog kapt. Benjamin Church ud med 36 mand. Church kendte indianerne særdeles godt og især Sakonnet-stammens droning Awaskonks, der havde advaret ham om Metacoms oprør. Til gengæld opfordrede Church hende til ikke at tilslutte sig oprøret.

Selvom Church ville drage til Pocasset Neck, sendte hans overordnede ham til Mount Hope, der dog var forladt. Church drog derefter med 19 mand til Tiverton (ved Narraganset-bugten), hvor han fandt en overmagt af indianere. Church bevarede fatningen og undgik panik i geleddene. Hans mænd kæmpede bravt, men de måtte til sidst flygtede de i kanoer. Ingen af soldaterne blev ramt. Resten af styrken (17 mand) havde under kapt. Matthew Fuller en lignende oplevelse og måtte også flygte i både.

Den 19. juli 1975 blev Metacom og hans mænd fanget i Pocasset-sumpen ved Taunton-floden. Church forsøgte at sulte indianerne ud, men efter 14 dage lykkedes det Metacom og hans folk at flygte i kanoer til Connecticut-floden. Han løb ind i en gruppe Moheganere, der var de hvides allierede. Metacom mistede nogle få krigere under træfningen, indne han slap væk og drog nordpå til hans nye allierede Nipmuckerne, der allerede havde angrebet byen Mendon den 14. juli 1675.

I begyndelsen af august red 20 militsfolk under kapt. Edward Hutchinson og kapt. Thomas Wheeler ud for at neutralisere Nipmuckerne. Den 2. august blev de angrebet af en samlet styrke Nimpucker og Wampanoager. Otte hvide døde, og tre var dødeligt sårede. Hutchinson blev såret og døde efter nogle dage. Styrken trak sig under heftige kampe tilbage til Brookfield, hvor 80 skrækslagne kolonister havde forskanset sig i garnisonsbygningen. Alle andre bygninger var brændt ned af indianerne. Indianerne forsøgte flere gange at sætte ild på huset, og under de hvides slukningsarbejde slap en kolonist væk til fods i ly af røg og forvirringen. På vej til Lancaster efter hjælp mødte han til alt held major Simon Willard med 50 kavalerister.

I mellemtiden havde indianerne rullet en brændende vogn hen til garnisonsbygningen i Brookfield, som brød i brand, men en pludselig regnskyl slukkede ilden. Kort tid efter ankom Willard til byen og fordrev indianerne, der efter 80 døde. I den efterfølgende tid blev adskillige byer angrebet: Hadley, Northfield, Deerfield, Medfield og Wrentham. 80 mænde drog i 18 vogne til Deerfield (der var blevet forladt) for at høste de efterladte kornmarker. 700 indianere angreb dem, da de på vejen hjem stoppede for at hvile og drikke og dræbte alle kolonister på nær 7.

Den 28. september blev Northampton angrebet, den 5. oktober var det Springfields tur. Hatfield blev også angrebet. Metacom besøte i december Mohawkerne for at få dem med i oprøret, men New Yorks guvernør Sir Edmund Andros overtalte Mohawkerne til ikke at tilslutte sig, og Mohawkerne smed Metacom ud af New York. Til gengæld meldte Narragansetterne (ca. 4.000 mand) sig med høvding Canonchet i spidsen under Metacoms faner. Guvernøren i Plymouth, Josiah Winslow, kom til at stå i spidsen fro en styrke på næsten 1.000 mand, der den 19. december angreb Narragansetterne i deres bastion i det det sydlige Rhode Island.

Landsbyen blev angrebet fra to sider uden større succes. Benjamin Church vendte krigslykken ved at tvinge sig gennem palisaden fra bagsiden af lejren. Winslow forfulgte de flygtende indianere over en strækning på over 110 km, før kulden tvang dem til at stoppe. De hvide mistede 70-80 mand, og 150 blev såret. Indianerne mistede 300 krigere, dereaf 20 høvdinge, samt 300 ældre, kvinder og børn. Narragansett-stammen var knækket, men i en sidste krampetrækning samlede stammen de sidste kræfter for at angribe byen Lancaster, hvor 50 hvide blev dræbt.

Men Metacom og wampanoagerne angreb fortsat by efter by, og i rent hovmod plantede de majs på de forladte marker ved Deerfield. Den 10. maj 1676 angreb kapt. Turner med en styrke fra Boston indianerne i Deerfield. Angrebet kom helt bag på indianerne, og Turner påstod, at hans mænd dræbte 300 af dem. Efter angrebet løb Turner uventet ind i en gruppe krigere, og en tredjedel af soldaterne, heriblandt Turner, blev dræbt, inden de resterende slap væk.

Den 20. juli 1676 angreb Benjamin Church Metacoms hovedkvarter, hvilket var tæt på at have stoppet krigen. Church var meget tæt på at fange Metacom, men tog dog kun hans kone og søn til fange. De blev senere solgt som slaver. Soldaterne dræbte i alt omkring 150 krigere. Hos Nipmuckerne gik det heller ikke særligt godt. Den 27. juli vendte Sagamore John sig mod den ledende krigshøvding, Matoonas, som blev afleveret som fange i Boston. Matoonas blev bundet til et træ, og Sagamore John fik som tak æren af at skyde fangen.

Metacom var nu meget hårdt trængt. Han havde næsten ingen tilbage, der fulgte ham. Enten var de døde, solgte som slaver eller gået over til fjenden. Da en kriger foreslog, at de skulle overgive sig, dræbte Metacom ham i et raserianfald. Krigerens bror, der blev kendt som Alderman, opsøgte straks efter Benjamin Church og tilbød at føre ham til Metacoms gemmested. Den næste dag, den 12. august 1676, blev Metacoms folk omringet i nærheden af Bridgewater, og under flugten skød Alderman Metacom. Metacom blev halshugget og parteret og kroppen efterladt for at rådne eller blive ædt af vilde dyr. Hovedet blev sendt til Plymouth og udstillet dér i samfulde 20 år. Alderman fik Metacoms højre hånd, som han gemte i en krukke med rom og fremviste den for hvide, der ville betale for at se den.

Kong Filips krig kostede 600 hvide og cirka 3000 indianere livet. Overlevende indianere blev i den efterfølgende tid indfanget og solgt som slaver til Vestindien for 30 skilling. 52 ud af 90 bebyggelser var blevet brændt ned. Resultatet af krigen blev, at Wampanoag-, Nipmuck- og Narraganset-stammerne praktisk talt blev udslettet.

1741- 1841, Russerne i Amerika

Det har været et fåtal af danskere beskåret at sætte sit præg på den amerikanske historie, men én dansker kom til at spille en afgørende rolle for Ruslands kolonihistorie i Amerika, nemlig Vitus Bering. Denne verdens kendte opdagelsesrejsende fra Horsens sejlede under russisk flag for Peter den Store og lagde med sin sørejse i 1741 grunden for Ruslands kolonisering af det, der siden kom til at hedde Alaska. Bering selv døde efter skibsbrud på Bering-øen.

Denne kolonisering kan ses som en naturlig forlængelse af russernes hidtidige kolonisering af Sibirien. Kolonisatorerne var i såvel Sibirien og Alaska de såkaldte promysklenniki, russiske pelshandlere og pelsjægere. I deres søgen efter pelsværk til de hungrende europæiske markeder havde de allerede krydset Sibirien, og det var derfor en selvfølge at fortsætte østpå til Nordamerika, hvor der var rigeligt med pelsdyr, især havodder og sæl.

Russernes fremgangsmåde over for de indfødte adskilte sig da heller ikke væsentligt fra andre kolonimagters – det vigtigste for zaren var pelsskatten på 10%, der tilfaldt kongehuset i St. Petersborg. Hensynet til landets oprindelige beboere blev – som ofte tilsidesat, og pelshandlernes fremfærd bar præg af, at yderdistrikterne i et imperium altid herskes af udstødte og magtsyge mennesker, der ikke er plads til i velordnede og retskafne samfund.

I begyndelsen var det almindelig praksis for pelshandlerne på øgruppen Aleuterne at skaffe sig pelsværk ved at tage landsbyens beboere som gidsler, dele fælder ud til mændene og kræve skind i bytte for kvinderne og børnene. Mens mændene var ude på jagt, fungerede kvinderne som konkubiner for russerne, og hvis mændene ikke leverede skindene, blev gidslerne skud. Hele landsbyer mænd, kvinder og børn blev derefter tvangsudskrevet til at garve skindene. Først da russerne i begyndelsen af 1760erne nåede Fox-øerne, startede aleuterne og eskimoerne at gøre oprør, og fra 1761-65 blev russerne udsat for vedvarende angreb og til sidst fordrevet. En handelsmand fra Ohkotsk i Sibirien sendte af denne grund i 1766 en flåde mod aleuterne for at undertvinge dem, og antallet af indfødte i området faldt drastisk som følge af dels udryddelser og dels de sædvanlige sygdomsepidemier.

I l780erne begyndte britiske og amerikanske handlende imidlertid også at komme til området, og de udgjorde en markant trussel for det hidtidige russiske monopol. For at beskytte deres interesser anlagte russerne permanente kolonier, den første fra 1784 hed Three Saints på Kodiakøen. Det hjalp. Alle russike handelsfirmaer blev efterhånden samlet til ét, det Russisk-amerikansk Kompagni, og russerne fik Alaska for sig selv. I løbet af 1800-tallet indsamlede det russisk-amerikanske kompagni millionvis af skind i Nordamerika og dominerede sammen med Hudson Bay-kompagniet i Canada verdensmarkedet for skind.

Et af de indfødte folk formåede med held at modsætte sig russernes indtrængen. Russerne kaldte dem Kolush, på dansk tlingit. Da russerne første gang i 1790erne kom til tlingitternes land, fik de lov i bytte for gaver at jage sammen med deres aleutjægere. Men tlingitterne blev hurtigt klar over faren ved at udtømme pelsressourcerne i området, hvorefter de begyndte at angribe russernes og aleuternes lejre, klædt i dyremasker og harnisk af træ og råhud, der faktisk afviste russernes kugler.

Indtil russerne først og fremmest på grund af tlingitternes hårdnakkede modstand i 1867 endelig opgav ævret og solgte Alaska til USA, angreb tlingitterne gang på gang russernes bosættelser, og end ikke et krigsskib fra den kongelige russiske flåde kunne i 1818 sætte en effektiv stopper for tlingitternes modstand, der blev yderligere forstærket, da de kunne købe skydevåben af englænderne og amerikanerne.

Russerne nåede dog i hvert fald for en kortere bemærkning lidt længere end til Alaska, og i 1812 anlagde de Fort Ross ved Bodega-floden i det senere Californien, der på dette tidspunkt var en del af Mexico. Som i Alaska udnyttede russerne den lokale arbejdskraft, denne gang pomoerne. Da russerne tvangsudskrev flere og flere arbejdere og forlangte mere og mere, gjorde pomoerne oprør i form af hærværk og vold mod russerne. Russerne forlod til slut Californien i 1841, men på dette tidspunkt var pomoernes antal faldet betragteligt som følge af ovelagt drab, det hårde arbejde for russerne og europæiske sygdomme.

1763, Pontiacs Opstand

Som et resultat af den franske og indianske krig vandt Storbritannien besiddelsen af Nordamerika nord for Ohio-floden i 1763. Gnidninger med indianerne førte til en opstand samme år. Den indianske leder var Ottawa-høvdingen; Pontiac. Fra den 16. maj til 20. juni ødelagde Pontiacs tilhængere alle britiske poster vest for Niagara undtagen Detroit og Fort Pitt, som begge var under belejring. I den sydvestlige del ad Pennsylvania marcherede oberst Henry Bouquet, en schweizisk lykkeridder i kong George IIIs tjeneste, Fort Pitt til undsætning.

Ved Bushy Run, 50 km sydøst for fortet, stødte Bouquet på en stor styrke af fjendtligsindede indianere. I et to dage langt slag den 5.-6. august slog de britiske soldater indianere på flugt, trods svære tab for dem selv. Bouquest undsatte Fort Pitt fire dage senere. Uden for Detroit hævede Pontiac belejringen i november. Efter mere end to år med angreb gik høvdingen med til en fredstraktat den 24. juli 1766.

 

1774, Lord Dunmores Krig

For at slå indianernes angreb i det vestlige Virginia ned, marcherede oberst Andrew Lewis til West Virginia, hvor Kanawha-floden løber ud i Ohio-floden. Her sluttede hans 1.100 mand sig sammen med en anden styrke kommanderet af Virginias koloniguvernør, Lord Dunmore (John Murray). Om natten den 9. oktober krydsede en stor gruppe af Shawnee-indianere under høvding Cornstalk Ohio for at angribe lejren ved daggry.

Det var et af de mest voldsomme slag udkæmpet i indianerkrigene øst for Mississippi. Kolonitropper gjorde stædigt modstand og ved slutningen af dagen opgav indianerne angrebet og trak sig tilbage nordpå over Ohio samme nat. Indianernes tab var ukendte men menes at have været udsædvanligt tunge. Dette slag knækkede ryggen på indianernes magt i koloniernes vestlige områder.

 

1782, Nordamerikanske Frihedskrig

En blandet styrke på 240 fjendtligsindede indianere og canadiere angreb sydpå tværs over Ohio-floden for at angribe Bryan’s Station, et lille fort nær det nuærende Lexington, Kentucky, den 15. august 1782. Angriberne, som blev kommanderet af Simon Girtym, var ikke i stand til at erobre fortet og trak sig tilbage den 18. august. Idet de håbede at lokke militsfolkene til at følge efter, efterlod indianerne en tydeligt markeret tilbagetrækningsrute. En styrke på 182 hastigt samlede militfolk indledte en forfølgelse.

Om morgenen den 19. august indhentede pionererne indianerne ved Blue Licks, på den højre bred af Licking-floden 65 km nordøst for Lexington. Deres kommandør, oberst Daniel Boone, ønskede at afvente forstærkninger. Men major Hugh McGary og andre ledere anførte et angreb lige ind i et baghold. Omkring 70 af militsfolkene blev dræbt; yderligere 20 blev taget til fange eller alorligt såret. Selvom Girtys styrke kun mistede 7 dræbte og 10 sårede, trak den sig tilbage til den anden side af Ohio-floden. Dette var det sidste slag inden for grænserne af den nuværende stat Kentucky.

1790, Old Northwest indianerkrige

Tre år efter at De forenede Staters kongres havde etableret Northwest Territory i 1787, blev bosættelser stadig blokeret af fjendtligsindede indianere – Miami, Shawnee, Potawatomi og Chippewa – som blev opmuntret af de britiske tropper stationeret i grænseforterne. I efteråret 1790 forlod general Josiah Harmar Fort Washington (Cincinnati) i spidsen for en hær med ordre om at undertrykke den indianske konføderation, som blev anført at Little Turtle.

Ved det nuværende Fort Wayne, i det nordøstlige Indiana, stødte de amerikanske tropper på en indianerby den 18. oktober. I en voldsom kamp blev Harmars mænd slået. Fire dage senere led den amerikanske hær et andet nederlag i området. Med hans hverv grundigt forkludret, marcherede Harmar tilbage til Fort Washington.

1791, Old Northwest indianerkrige

General Josiah Harmars fejlslagne ekspedition i 1790 mod indianerne i Old Northwest — Miami, Shawnee, Potawatomi og Chippewa — fik USAs regering til at udsende en ny styrke året efter. General Arthur St. Clair, guvernør i Northwest Territory, forlod Fort Washington (Cincinnati) i oktober i spidsen for 2.000 troper, primært dårligt trænede militsfolk. Ekspeditionen rykkede nordpå gennem Ohio-vildnisset og slog lejr ved Fort Recovery, 66 km sydvest for Lima, om aftenen den 3. november.

Ved daggry den næste morgen blev den dårligt forberedte hær, svækket af hundredvis af derserteringer, angrebet af en stor styrke af indianere, under Little Turtle. Inden for to timer lå 900 amerikanere døde eller sårede. St. Clair og de overlevende flygtede til Fort Jefferson, 35 km væk, og derpå tilbage til Fort Washington. Den amerikanske kommandør, som var blevet stillet for en krigsret og renset for at have forladt Fort Ticonderoga overilet under Frihedskrigen, trak sig tilbage fra hæren året efter. En ny ekspedition mod indianerne måtte organiseres.

1794, Old Northwest indianerkrige

I 1790 og igen i 1791 var ekspeditioner sendt ind i Old Northwest territoriet af USAs regering, blevet katastrofalt slået af et forbund anført af Little Turtle. I 1794 overtog general Anthony Wayne, en helt fra Frihedskrigen kommandoen over tropperne. I spidsen for 2.000 regulære og 1.000 frivillige til hest pressede Wayne indianerne tilbage til Maumee-floden i det nord-vestlige Ohio.

Her gjorde omkring 1.300 indianere og måske nogle briter stand bag træer væltet i en kraftig storm den 20. august 1794 (Little Turtle var blevet afsat af mindre dygtige strateger). Wayne låste den indianske stilling med sit infanteri og sendte rytterne rund for at angribe fjenden i flanken. Det koordinerede angreb jog indianerne på flugt, og dræbte og sårede adskillige hundreder. Wayne mistede 31 dræbte og 100 sårede i den største sejr som nogen sinde var blevet vundet over nordvest-indianerne. Greenville-traktaten, underskrevet året efter, sluttede større fjendtligheder i 17 år.

1811, Tecumsehs forbund

Den konstante vestgående fremrykning af den hvide kolonisation i Old Northwest Territory fik Shawnee-høvdingen Tecumseh til at organisere en defensiv indiansk forbund. Derpå krævde alarmerede grænsefolk ødelæggelsen af indianerens hovedstad ved Prophetstown, ved sammenløbet af Tippecanoe Creek og Wabash-floden. Den 26. september 1811 marcherede William Henry Harrison, guvernør i Indiana og kaptajn i den regulære hær, nordpå fra Vincennes, Indiana, med en hær på 1.000 mand. Harrison tilbagelagde 240 km på seks uger og slog lejr halvanden km neden for den indianske landsby den 6. november.

Ved daggry den næste dag blev lejren angrebet af indianerne under kommando af “the Prophet” (Tenskwatawa), broder til Tecumseh som var midlertidigt fraværende. I et voldsomt slag som varede hele dagen slog Harrisons tropper angrebet tilbage. Efter at havde ødelagt landsbyen den 8, november, trak amerikanerne sig tilbage til Fort Harrison, 105 km oven for Vincennes. Slaget ved Tippecanoe brækkede ryggen på indianernes modstand i Old Nortwest, men forøgede kun den amerikanske fjendtlighed mod den briiske regering i Canada, som havde afgivet støtte til opstanden. Denne britiske hjælp til indianerne var en af årsagerne til krigen i 1812 som brød ud året efter.

1813-14, Creek-krigene

Inden krigen i 1812 havde Shawnee-høvdingen Tecumseh, som hadede amerikanerne, besøgt Creek-indianerne mod sydøst. Selvom Creek-indianerne ikke straks tilsluttede sig den indianske konføderation, gik de på krigsstien et år efter at USA var kommet i krig mod Storbritannien. Anført af en halvblodshøvding, William Weatherford, kaldet Red Eagle, angreb Creek-indianerne Fort Mims på vestbredden af Alabama-floden, 56 km oven for Mobile, den 30. august 1813. Indianerne stormede ind i fortet og massakrerede mindst 250 af de 550 mennesker i garnisonen. Mange andre blev brændt til døde eller døde senere i fangenskab.

Efter Creek-massakren på Fort Mims, Alabama, samlede general Andrew Jackson en styrke af militsfolk fra Tennesee for at slå indianeropstanden ned. Den 9. november omringede de en gruppe af Creek-krigere ved Talladega i det øst-centrale Alabama. Mere end 500 indianske krigere blev dræbt for en pris af ubetydelige militstab.

Den amerikanske militsgeneral Andrew Jackson førte krigen mod indianerne ind i den øvre del af Creek-landet i foråret 1814. Med hjælp fra general John Coffee og 3.000 militsfolk marcherede Jackson mod en stor gruppe af Creek-indianeren og allierede Cherokke-indianeren, som havde indtaget en befæstet stilling ved Horseshoe Bend (Tohopeka) på Tallapoosa-floden i det østlige Alabama. Den 27. marts gik amerikanerne til angreb, og dræbte næsten 900 indianske krigere og tog 500 kvinder og børn til fange. Amerikanske tab beløb sig til 51 dræbte og 148 sårede. Fem måneder senere underskrev størstedelen af Creek-indianerne Fort Jackson-traktaten.

1832, Black Hawk-krigen

Tvunget vest for Mississippi-floden i 1831, krydsede Sauk- og Fox-indianerne floden igen til den østlige side den følgende april. Anført af Black Hawk, efter hvem sommerkrigen blev opkaldt, terroriserede flere hundrede indianere det vestlige Illinois og Wisconsin uden at forårsage nogen reel skade. Til sidst indesluttede 400 regulære og 900 militsfolk indianerne mod Mississippi-floden ved udmundingen af Bad Axe i det sydvestlige Wisconsin. Her tildelte general Henry Atkinsons kommando indianerne et knusende slag den 2. august, hvilket sluttede krigen. Sauk- og Fox-indianerne blev forflyttet til det vestlige Iowa.

1855, Krigene breder sig vestpå

Et af de tidlige slag med indianerne vest for Mississippi-floden var resultatet af Sioux- og Cheyenne-angreb på emigranter langs med California Trail. Situationen blev akut da løjtnant J.L. Grattan og 18 mand blev dræbt nær Fort Laramie, Wyoming, den 19. august 1854. Den 5. august det følgende år forlod general W.S. Harney Fort Leavenworth, Kansas, med 1.200 tropper. Straffeekspeditionen indhentede Little Thunders bande ved Brulé Sioux ved Ash Hollow, vest for Fort Kearny (nær Grand Island), Nebraska. Her dræbte Harneys mænd 136 krigere den 3. september, 1855.

1864, Sioux-krig

I tre år under Borgerkrigen, havde general Alfred Sully ansvaret for at beskytte nybyggerne og emigranterne vest for Missiouri-floden i Dakotaerne. I 1864 marcherede han fra Sioux City, Iowa, mod nordvest til en koncentration af indianere på Knife-floden, en vestlige biflod til Missiouri. Den 28. juli nåede hans kolonne på 2.300 bevæbnede mænd Killdear Mountain (Tahkahokuty), i Badlands. Her stod omkirng 5.000 Sioux-indianere. Idet han brugte artilleri og kavaleriangreb med stor dygtighed, fordrev Sully indianerne fra højdedragene og påførte dem omkring 100 tab. Sully mistede 15 dræbte og sårede.

1864, Massakren ved Sand Creek

Drabet på en gruppe emigranter nær Denver i efteråret 1864 var kulminationen på voksende fjendskab mellem indianerne og nybyggerne i Vesten. Nybyggerne i Colorado krævede en hurtig gengældelsesaktion. En fanatisk militsoberst, John M. Chivington, samlede 900 mand og marcherede mod en lejr af Cheyenne- og Arapahoe-indianere ved Sand Creek, i det nuværende Kiowa County. Mange af indianernes krigere var borte for at forhandle en fredstraktat med den amerikanske regering. Den 29. november slog Chivington ned på den intetanende indianerlejr, som blev styret af Black Kettle. Omkring 300 blev dræbt, inkl. 225 kvinder og børn. Ti soldater mistede livet. Massakren ved Sand Creek, som den siden blev kendt, provokerede prærieindianerne til en lang og grusom kamp mod de hvide nybyggere og den amerikanske hær i Vesten.

1865-68 & 1875-77, Sioux-krigene

Massakren ved Sand Creek i 1864 førte til en opstand blandt prærieindianerne fra 1865 til 1868. Sioux-stammen sluttede sig til de andre stammer og gik på krigsstien, da USA begyndte at bygge forter langs med Bozeman-sporet fra Fort Laramie, Wyoming, til Bozeman, Montana, hvilket således gav konflikten navnet Sioux-krigene. I Fort Laramie-traktaten, underskevet den 29. april 1868, gik regeringen med til at opgive Bozeman-sporet og Sioux accepterede et permanent reservat i Dakota-territoriet.

Sioux-stammen gik igen på krigsstien i 1875 da guldfeberen i Black Hills og en forlængelse af Northern pacific Railroad krænkede deres reservat. Efter deres store sejr over oberstløjtnant George Custer ved Litte Bighorn River, blev Sioux og deres allierede jagtet og knusende slået i løbet af syv måneder.

Platte Bridge, 1865

Massakren på indianerne i deres lejr ved Sand Creek, Colorado, i november 1864 ansporede størstedelen af præriestammerne til udbredt gengældelse. Omkring 3.000 Cheyenne-, Sioux- og Arapahoe-krigere samledes ved Platte bridge Station på Oregon-sporet, i det nuværende Wyoming, i løbet af den følgende sommer. Anført af en høvding ved navn Roman Nose, foretog indianerne et bagholdsangreb på et vogntog med forsyninger med retning mod stationen den 25. juli. En gruppe på 25 kavalerister under løjtnant Casper Collins red ud for at beskytte vogntoget. Dette var lige den mulighed indianerne havde ventet på. Som eskadronen krydsede broen blev den afskåret og omringet. Elleve af kavaleristerne, inkl. Casper Collins, blev dræbt inden de kunne kæmpe sig vej tilbage til fortet, i et fire timer langt slag. Forsynings-konvojen blev overmandet og dets vagter tilintetgjort. Byen Caspar, Wyoming, udviklede sig senere på dette sted.

Massacre Hill, 1866

For at beskytte Bozeman-sporet, som førte fra Wyoming ind i Montana-territoriet, mod angrebene fra prærieindianerne, byggede USA Fort Kearny (med øgenavnet Fort Perilous) langs med den øvre Powder River i 1866. Her forsøgte det 18. infanteriregiment under oberst Henry Carrington at beskytte de hvide emmigranter i det nordlige Wyoming. Den 21. december blev en kolonne af trævogne pludseligt angrebet af omkring 2.000 Sioux-indianere anført af Crazy Horse og Red Cloud.

For at beskytte kolonnen, som stod otte km fra fortet, anførte kaptajn William Fetterma et modangreb med 2 andre officerer og 79 menige. Uvidende om indianernes styrke blev Fetterman og hans kommando omringet på den anden side af Lodge-sporet på en bakke senere kaldet Massacre Hill. Trods en desperat modstand blev alle soldaterne dræbt. Omkring 60 af angriberne mistede livet. Derpå belejrede indianerne selve fortet. Men en erfaren grænsemand, John “Portugese” Phillips, slap gennem indianernes linjer og red 380 km til Fort Laramie, Wyoming, for at hente forstærkninger. Belejringen blev brudt.

Fort Phil kearny, 1867

Bygget langs med Bozeman-sporet ind i Montana i 1866 fik Fort Phil Kearny, Wyoming, tilnavnet Fort Perilous pga. af sin isolerede beliggenhed langs med den øvre Powder-flod. Den 2. august blev et skovhuggerhold på 32 soldater og arbejdere omringet uden for fortet af omkring 1.500 indianerkrigere anført af Red Cloud. Under ledelse af kaptajn James Powell slog forsvarerne seks angreb fra Sioux- og Cheyenne-indianerne tilbage, inden der ankom undsætning fra fortet. Det succesfulde forsvar, nogle gange kaldet Wagox Box Fight, blev gjort muligt af de nye bagladegeværer og soldaterne fra 18. infanteriregiments overlegne skydefærdigheder. Omkring 180 indianere blev dræbt eller såret; 7 af Powells mænd blev dræbt. Året efter beordrede USA Fort Phil Kearny evakueret, som straks blev ødelagt af indianerne.

Rosebud River, 1876

Tilstrømningen af guldgravere til Black Hills i 1874 og 1875 vækkede Sioux-stammens raseri (Dakota-konføderationen), den størte gruppe af prærie-indianere. For at slå opstanden ned marcherede general George Crook ud af Fort Laramie, Wyoming, i slutningen af maj 1876. På Rosebud-floden, i det sydøstlige Montana mødte Crooks 1.200 mand omkring 1.500 Sioux- og Cheyenne-krigere den 17. juni. Anført af Crazy Horse holdt indianeren stand, og dræbte 10 og sårede 34. Derefter lykkedes det dem at undslippe, mens Crook var nødt til at falde tilbage for nye forsyninger. Imens var to andre hærkolonner gået i felten i Montana. Hvilket leder os frem til den berømte krig ved Litte Bighorn River.

 

1876, Little Bighorn River

Trods det tilbageslag general George Crooks tropper havde modtaget på Rosebud-floden, trængte to andre kolonner fra hæren ind i Sioux-land i det sydøstlige Montana. Kommandørerne, general Alfred Terry og oberst John Gibbon, planlagde at mødes ved Little Bighorn River den 26. juni. Oberstløjtnant George Custer blev med 600 kavalerister fra det 7. kavaleriregiment udsendt fra Terrys styrke for at foretage en indledende rekognoscering. Custer foretog en ilmarch på 134 km i løbet af 24 timer og nåede floden den 25. juni. Her inddelte han ved middagstid sin styrke i tre grupper. Det var en tragisk beslutning. På den anden side af floden lå en Sioux- og Cheyenne-landsby med 3.000 til 3.500 krigere anført af Sitting Bull, Crazy Horse og Gall.

Major Marcus Reno rykkede med tre eskadroner over floden længere oppe af strømmen for at angribe sydfra. Til venstre for ham red kaptajn Frederick Benteen, også med tre eskadroner. Custer selv førte fem eskadroner ned med strømmen. (En eskadron blev tilbage for at bevogte forsyningstrænet). Reno mødte på den anden side af Little Bighorn en overlegen styrke af indianere og blev drevet tilbage over floden til en defensiv position på høje skrænter. her fik han senere tilslutning af Benteens kavalerister. Sammen afviste de et vedholdende angreb for resten af dagen og hele den 26. juni for en pris på 53 dræbte og 52 sårede.

Imens neden af strømmen, over for flanken og bag ved landsbyen, blev Custer pludseligt angrebet af indianere, som strømmede over floden både nord og syd for ham. Mange af dem var Galls krigere, som lige havde slåget Renos styrke på flugt. I løbet af en desperat time blev Custer og alle hans 211 mand fuldstændigt løbet over ende. Ikke en eneste mand overlevede hvad der er blevet kendt som “Custer’s Last Stand”. Terry og Gibbon nåede frem med deres kolonner den 27. juni for at undsætte den belejrede Reno-Benteen styrke. Det var den amerikanske hærs værste nederlag under den lange blodige historie med krigsførelse mod indianerne.

 

1877, Gengæld for Big Horn

Efter deres overvældende sejr over de amerikanske soldater ved Little Bighorn River i juni, brød den enorme (10.000) sioux- og cheyenne-lejr op i små grupper. Indianerne, som ubønhørligt blev forfulgt af tropper under general Alfred Terry og George Crook, blev slået gruppe for gruppe – ved Slim Butts i det nordvestlige South Dakota den 9. september og ved Crazy Woman Creek på Powder-floden i Montana den 25. november. Sitting Bull undslap til Canada. Til sidst blev 1.000 sioux-krigere under Crazy Horse fanget på Wolf Mountain langs med Tongue-floden i Montana af general Nelson Miles med 436 tropper. Den 7. januar 1877 slog de amerikanske soldater, hjulpet af to feltkanoner, den sidste større gruppe, som havde deltaget i massakren på oberstløjtnant George Custers mænd, på flugt. Crazy Horse selv overgav sig senere samme år og blev dræbt den 5. september under et flugtforsøg.

General Oliver Howard	General John Gibbon	General Nelson Miles

1877, Nez Pecé-krigen

Da USA forsøgte at fjerne de sydligere Nez Percé indianere fra deres revervat i det nordøstlige Oregon, førte høvding Joseph hele stammen op i bjergene i det nordlige Idaho. General Oliver Howard sendte tropper for at indfange indianerne. Selvom i alt 2.000 tropper blev indsat mod ham, udkæmpede Joseph med 300 krigere en af de længste og mest dygtigt udførte henholdende kampe i historien. Den 17. juni 1877 slog han et angreb tilbage ved White Bird Canyon, og påførte 40 tab på en 100 mand stor styrke kommanderet af kaptajn David Perry. Igen den 11. og 12. juli slog han et angreb fra Howard tilbage ved Clearwater River. Derpå krydsede Joseph Bitter Root Mountains ind i Montana. Ved Big Hole River den 9. august blev han overrasket af en kolonne under oberst John Gibbon. Joseph mistede 89 dræbte (inkl. kvinder og børn) men undslap for tredje gang. Gibbon mistede 31 dræbte og 38 sårede.

Efter at have svunget sydpå ind i Wyoming, skyndte Joseph sig pludseligt tilbage ind i Montana, idet han havde retning mod den canadiske grænse. Den 13. september vendte han om ved Canyon Creek for at slå et angreb anført af oberst Samnuel Sturgis tilbage. Men nu kom en ny styrke på banen. Fra Fort Keogh, Wyoming, marcherede general Nelson Miles 430 km nordpå på 12 dage for at opfange de flygtende indianere. Den 30. september nærmede Miles sig Joseph i Bear Paw Mountains i Montana, kun 50 km fra grænsen. Den tapre høvding holdt ud i yderligere 5 dage idne han endeligt overgav sig til Howard personligt. Under den barske 3.600 km lange tilbagetrækning af hele stammen, mistede Joseph i alt 239 mænd, kvinder og børn. Han påførte 266 tab på de forfølgende tropper. Nez Percé-krigen var ovre. Kun et større indianerslag skulle endnu udkæmpes i vesten.

 

1890, Åndedanserkrigen

Tretten år efter det sidste større slag mellem amerikanske tropper og indianerne ved Bear Paw Mountains, blev Sioux-indianerne i South Dakota vækket af en messianisk religion (som omfattede en rituel Åndedans) som spredte sig blandt de vestlige stammer. Den 15. december 1890 blev Sitting Bull, som var vendt tilbage fra Canada i 1881, dræbt af indiansk politi da han var ved at blive arresteret. I panik flygtede en Sioux-stamme under Big Foot ind i Badlands i South Dakota.

Oberst James Forsythe omringede med 470 mand indianerne den 28. december. Da tropperne fra 7. Kavaleriregiment begyndte at afvæbne indianerne dagen efter, åbnede de 120 krigere i stammen ild. I den seks timer lange massakre som fulgte, blev indianerne overmandet, 145 mænd, kvinder og børn blev dræbt, inkl. Big Foot. Nogle af de 33 sårede frø ihjel. Hæren mistede 30 dræbte og 34 sårede. Dette var den sidste større indianeropstand i vesten.

 

Modoc-krigen 1872-73

De californiske indianere blev normalt regnet for at være sky, venlige og fredelige mennesker. Milde som det klima, de boede i. Den første hvide mand i Californien regnes for at være spanieren Juan Rodrignez Cabrillo, der besøgte området i 1542 blot 50 år efter Columbus’ landgang på San Salvador. I 1578-79 besøgte englænderen Sir Francis Drake den californiske kyst, hvor han mødte Miwok-indianere. Men området var ligesom hele det, der nu er det sydvestlige USA, under spansk og senere mexicansk herredømme. Spaniernes interesse for område var begrænset, og indianerne blev først og fremmest blot udnyttet som arbejdskraft og omvendt til krisiendommen og forsøgt civiliseret som tak. En egentlig kolonisering var der ikke tale om.

Efter de amerikansk-mexicanske krige i 1845 og 1848 afstod Mexico i to omgange det, der nu udgør staterne Californien, Nevada, Utah, Arizona, New Mexico og Texas samt dele af Colorado, til USA. Samme år, i 1848 blev der fundet guld i Californien. Guldfundet fik tusindvis af guldgravere og lykkejægere til at strømme over prærien til Californien, og de hvides antal steg fra under 10.000 i 1845 til 90.000 i 1850. Indianerne, der kom til at sta i vejen for “udviklingen”, blev jaget som dyr og udryddet uden skam. Man regner med at der var mindst 200.000 indianere i Californien for de hvide kom til landet, men i 1850 var det faldet til 100.000 og i 1859 til 30.000.

Dette voldsomme pres mød indianerne medførte dog ingen større samlet modstand fra disses side. I 1850-51 slog Miwok- og Yokut-stammerne sig dog sammen og angreb guldgravenes byer og brændte handelsstationer ned. Som svar etableredes Mariposa-militsen, hvilket i løbet af 1851 førte til mindre bataljer med indianerne. Modstanden svandt dog gradvist hen og døde til sidst. Længere nordpå ved grænsen til Oregon gik Modoc-stammen, der boede ved Tule-søen i 1850erne uventet til angreb mod de hvide nybyggere. Da høvdingen blev dræbt, indgik hans søn, Kintpuash, en fredsaftale med de hvide, hvorefter parterne levede i fordragelighed gennem flere år.

Under borgerkrigen voksede utilfredsheden blandt de hvide over indianernes tyverier af heste og køer. Ved hjælp af politikerne blev der udfærdiget en traktat, hvorefter Modocerne blev flyttet til Klamath-reservatet i Oregon. Men Klamath-indianerne så Modocerne som indtrængende, og de generede dem og stjal fra dem. Mens Klamatherne fik deres forsyninger, fik Modocerne intet, idet den del af traktaten ikke var blevet godkendt af kongressen. Som følge af den højst utilfredsstillende situation førte Kintpuash sit folk ud af reservatet til Lost River-dalen, der dog i mellemtiden var blevet beboet af hvide nybyggere, der ikke havde til sinds at opgive deres jord. Men i nogle år boede Modocerne dog forholdsvis uforstyrret i området.

I 1872 blev presset fra de hvide mod politikerne dog for stort, og Modoc’erne fik ordre på at vende tilbage til Klamath-reservatet. Under major James Jackson ankom det 1. kavaleri til Modoc-lejren ved Lost River. Kintpuash var som altid (og i modsætning til sin far) stemt for en fredelig løsning og ville vende tilbage til reservatet. Modocerne fik ordre på at aflevere deres våben, hvilket skete tøvende. En kriger ved navn Scarfaced Charley insisterede irnidlerlid på at beholde sin pistol, hvilket resulterede i håndgemæng med løjtnant Frazier Boutelle. Det endte i en kort, heftig ildkamp mellem hvide og indianere, hvorefter Modocerne flygtede blandt sivene ved søen til et naturligt tilllugtssted, der var nemt at forsvare: the lava beds. Samtidig havde en anden gruppe Modocer under Hooker Jims ledelse haft træfninger med hvide og havde angrebet nogle garde og dræbt 15-20 hvide. Gruppen søgte nu tilfiugt sammen med Kintpuashs gruppe i the lava beds. Situationen gjorde en krig uundgåelig. Man holdte en afstemning blandt de 51 krigere. Kun 13 stemte for Kintpuashs fredelige løsning, mens 37 stod bag Scarfaced Charleys opfordring til krig.

De hvide, der nu var under oberstløjtnant Wheatons ledelse, talte 225 regulære soldater og 104 frivillige. Ved list og snilde samt en fordelagtigt forsvarsposition lykkedes det de fåtallige indianere at afvise de hvide ved at kamuflere sig, så de synede af flere. De hvide tabte slaget. der foregik den 17. januar 1873. Det demoraliserede dem, og de frivillige opløste sig selv og tog hjem. Kommandanten for nordvest-området, brigadegeneral Canby, overtog nu personligt kommandoen og forstærkede styrken til 1.000 mand. Samtidig igangsatte han dog også en længerevarende fredsforhandling, hvor Kintpuash nægtede at udlevere Scarfaced Charley og hans følge, der var kommet til ham for beskyttelse.

Men de hvide pressede hardt på en løsning, det samme gjorde indianerne. Dybt splittet lød Kintpuash sig af Medicinmanden Curly Readed Doctor overbevise om at ved at dræbe de hvides ledere ville soldaterne blive hjælpeløse. Under det næste møde den 11. april rejste Kintpuash sig pludseligt op, fremdrog en skjult pistol og rettede den mod Canby og trykkede af. Pistolen klikke, hvorefter Kintpuash spændte hanen igen og skød Canby, den eneste general, der blev dræbt under de amerikansk indianerkrige. Andre af de hvide blev under de efterfølgende tumulter skudt.

Der fulgte længere tids krigshandlinger, men de hvides talmæssige overlegenhed afgjorde til sidst krigen til Modocernes ulempe. Langsomt blev de resterende smågrupper indfanget af soldaterne eller overgav sig af egen vilje. En gruppe under Hooker Jim overgav sig således med et løfte om at hjælpe med til at fange Kintpuash til gengæld for amnesti. Den første juni blev Kintpuash og hans sidste to krigere fanget. Senere vidnede Hooker Jim mod Kintpuash i en retssag, der mest af alt mindede om justitsmord. Kintpuash og fem andre Modocer blev dømt til døden, to blev benådet. og den 3. oktober blev Kintpuash. Schonchin John, Black Jim og Bogus Charley hængt. Samme nat blev deres lig gravet op, balsameret og senere fremvist på markedspladserne på østkysten mod en indgang på 10 cents. Ligene blev senere halshugget og sendt til hærens medicinske museum og derefter til Smithsonian Institution for at undergå anatomiske undersøgelser. De tiloversblivende 153 Modocer, herunder Hooker Jim, blev sendt til indianerterritoriet i Oklahoma, hvor de kom til at bo i Quapaw-stammens område. I 1909 fik de overlevende 51 Modocer allernådigst lov til at vende tilbage til Klamath-reservatet i Oregon.

 

 

Canadiske indianerkrige 1816-1885

Når man taler om indiansk modstand mod de hvide, handler det næsten altid kun om Siouxer eller Apacher, men der fandt også modstand sted over resten af Nordarnerika dog i et større eller mindre omfang. Canadisk historie kan inddeles i tre perioder: fransk kolonitid, britisk kolonitid og canadisk selvstændighed. Under alle tre perioder var der kun få sammenstød mellem indianere og hvide, især sammenlignet med begivenhederne syd for grænsen i USA. De canadiske indianeres historie var den samme som i USA med sygdomme, alkohol, landafståelser og reservater, men uden de mange blodige krigshandlinger.

Fransk kolonitid

Årsagen til dette var, at franskmændene under den fransk kolonitid var langt færre i antal end englænderne i deres kolonier længere sydpå. Franskmændene var desuden mere interesserede i pelsværk og handel med indianerne end i land og var således meget afhængige af at stå på god fod med indianerne. Det gjorde de bla. ved at tillægge sig en indiansk livsstil og ved at gifte sig med indianerkvinder. Et resultat af denne praksis er det store antal Métis, halvblodsindianere, i Canada samt f.eks. de mange franske efternavne på reservaterne i South Dakota. De eneste indianere, der rigtigt gjorde modstand mod franskmændene, var de hollandsk/engelsk-venlige Irokesere på grænsen til USA.

En vigtig undtagelse fra dette generelt fredelige forhold fandt sted på Newfoundland-øen, hvor Beothuk-stammen boede. Newfoundland var et af de første steder i Amerika, hvor bla. franske, engelske og skotske fiskere ankrede op på deres fisketogter til den nye verden. Beothukerne var også de første indianere, der blev kaldt “rødhuder”. Men Beothukerne forstod ikke helt det dér med privat ejendornsret, og de stjal en del redskaber osv. fra fiskerne, der som modtræk lancerede straffeekspeditioner.

Franskmændene udsatte derudover en dusør på Beothuk-skalpe og forsynede en anden stamme fra det nærliggende Nova Scotia, Micmacerne, med geværer, hvilket yderligere reducerede antallet af Beothuker, der også blev jaget af de hvide, ofte blot for sportens skyld. I midten af det 18. århundrede var der kun få Beothuker tilbage, og endelig i 1829 døde den sidste, Nancy Shawanahdit, en begivenhed, der minder meget om dengang den sidste indfødte tasmaner, Truganini, døde i 1876. Som følge heraf har man i dag kun meget sparsomme oplysninger om Beothuk-stammen.

 

 

Britisk kolonitid

Ved underskrivelsen af Freden i Paris i 1763, der afsluttede 70 års kolonikrig mellem Frankrig og Storbritannien, overtog Storbritannien alle Frankrigs besiddelser i Nordamerika. Men det medførte ingen større ændringer i forholdet mellem hvide og indianere. Freden fortsatte med få undtagelser i form af uroligheder i forbindelse med opstande, såsom dem, der blev arrangeret af ledere som Pontiac og Tecumseh i USA. Hovedinteressen for de hvide var stadig at handle og købe pelsværk af indianerne, hvilket blev varetaget af de to handelskompagnier Hudson Bay og North West.

Årsagen til den relative rolige stemning skal stadig findes i det meget lave antal hvide, der dog efter englændees overtagelse begyndte at tage til, og nybyggerne begyndte langsomt at brede sig vestpå, hvilket også fortsatte efter canadisk selvstyre i 1867. Det beredne canadiske politi fra 1873 fungerede som en slags fredsbevarende styrke, der med en kombination af forhandlinger og sabelraslen formåede at holde parterne adskilt. Men en afgørende faktor var imidlertid, at man i Canada sørgede for at forhandle traktater og afstikke reservater til indianerne, inden nybyggerne nåede frem til områderne.

De største “indianerproblemer”, Canada skulle komme ud for, skyldtes de såkaldte Métis, eller halvblodsindianere, der først og fremmest var en blanding af franskmænd og Cree-indianere og i mindre omfang andre stammer og skotter. Disse Métis bosatte sig ved Red-floden syd for Winnipeg-søen i Manitoba og rykkede senere vestpå til området omkring Saskatchewan-floden i Alberta og Saskatchewan. Første gang, de rørte på sig, var i begyndelsen af 1800-tallet i forbindelse med den såkaldte Selkirk-episode.

Hudson Bay-kompagniet gav i 1811 jarlen af Selkirk lov til at bosætte sig ved Red-floden i det sydlige Manitoba med sine skotske bønder, der ankom i sommeren 1812. På grund af frygt for knaphed på føde udstedte guvernøren Miles MacDonnell to forordninger: indianerne skulle sælge deres ekstra pemmikan til skotterne og måtte desuden ikke jage bisoner til hest. Métiserne ignorerede dette, og stemningen forværredes.

Episoden blev forstærket af rivaliseringen mellem Hudson Bay- og North West-kompagnierne, der forsynede henholdsvis indianerne og skotterne med geværer. I 1816 sendte Manitobas nye guvernør, Robert Semple, en 26-mand stor milits ud mod en bevæbnet gruppe Metis, der dræbte 23 af de 26 militsfolk. Trods den efterfølgende Selkirk-traktat fra 1817 lurede spændingerne lige under overfladen indtil 1836, hvor området, der for størstedelens vedkommende var blevet forladt af nybyggerne, blev givet tilbage til Hudson Bay-kompagniet der i øvrigt havde opkøbt North West-kompagniet i 1821. I 1849 indførte Hudson Bay-kompagniet strenge handelsrestriktioner over for Métiserne, der således ikke længere måtte handle med amerikanerne syd for grænsen. Men idet Métiserne i stort omfang levede af at handle i St. Paul i Minnesota, nægtede de at rette sig der efter, hvilket førte til det såkaldte Courthouse Rebellion.

Da Métisen Guillaume Sayer blev anklaget for at smugle varer over grænsen, mødte 300 bevæbnede Métis op under ledelse af Louis Riel i Fort Garry (nu Winnipeg). Under trusler om vold dømte den svedige jury Sayer skyldig, men anbefalede en løsladelse. I de næste 20 år handlede Métiserne uden hindringer i St. Paul, og man regner med at alene i 1867 ankom der Métiser med mere end 2000 oksetrukne karavaner til St. Paul.

 

Canadas selvstændighed

I 1867 fik Canada sin selvstændighed fra England. Canada bestod på det tidspunkt af to mindre stater, New Brunswick og Nova Scotia, samt to store: Quebec og Ontario. Som i USA rettede man med ca. 60 års “forsinkelse” blikket vestpå og købte i 1869 det såkaldte Rupert’s Land, dvs. hele området vest og nord for Ontario. Snart efter begyndte nybyggere at strømme ind i Red River-området syd for Winnipeg-søen, deriblandt de såkaldte Canada Firsters under en Dr. Schultz. Der blev desuden sendt landmålere ud for at afmåle området i firkanter på 800 acres, hvilket dog greb yderst forstyrrende ind i Métisernes levemåde. De havde nemlig et system, der inddelte jorden efter flodernes løb, således at alle fik lige god (og dårlig) jord.

Det første Riel-oprør

Denne forstyrrende indgriben fandt Métiserne sig ikke i. Sønnen af den Louis Riel, der i 1849 spillede en central rolle i domstolsoprøret (Courthouse Rebellion), organiserede sammen med 16 andre Métiser Comite National des Métises (Métisernes nalionalkomite). Sønnen hed også Louis Riel og havde en skoleuddannelse i Montreal. Manitobas guvernør, McDougall, var taget fra Ottawa og nærmede sig Red River-området via Minnesota med sit følge med en bagage på 300 geværer, der skulle bevæbne en milits, men Riel sendte 40 bevæbnede krigere ned for at spærre dem vejen, hvorefter de måtte vende tilbage til Minnesota. Samtidigt indtog Riel og 400 Métiser Fort Garry uden blodsudgydelser.

I november præsenterede Riel regeringen for en liste over rettigheder, der omfattede retten til jord, taleret i parlamentet, medbestemmelse i sager angående Red River-området samt sprog- og religionsftihed. Canadas første premierminister, Macdonald, vidste, at en militæraktion kunne blive lang og dyr, idet Metiserne talte i alt 6000 fransktalende og 4000 engelsktalende, hvoraf de sidste dog ikke støttede Riel ubetinget. Macdonald trak tiden ud, men i december fik guvernøren MacDougall besked på at bevæbne en 300-mands milits for at banke Métiserne på plads. Militsen fik hjælp af en civilmilits bestående af Canada Firsters under Dr. Schultz samt en gruppe Saulteaux-indianere, der havde fået lovning på nogle geværer.

Militsen, der dog kun kom til at tælle 60 mand, nåede imidlertid kun at indtage en forladt forpost, hvorefter den returnerede til Minnesota. Civilmilitsen nåede til Fort Garry, hvor den måtte overgive sig til en overlegen Métis-hær på 200 mand og en kanon. Overfor valget mellem massiv militær indgriben eller forsoning valgte Macdonald forsoning og sendte en repræsentant fra Hudson Bay-kompagniet for at forhandle med Métiserne, der efterfølgende organiserede en repræsentativ regering og valgte den 25-årige Riel som præsident, der i forsoningens ånd løslod alle fanger.

Nogle medlemmer af Canada Firsters samledes syd for Fort Garry for at starte et oprør mod Métiserne, men de blev blot atter taget til fange. En ilter irlænder ved navn Thomas Scott overfaldt en vagt og truede med at dræbe Riel, der dog for at berolige gemytterne valgte at mødes med Scott. Mødet var imidlertid en fiasko, hvor Scott angiveligt enten verbalt eller korporligt overfaldt Riel, hvorefter Scott blev anklaget for at være en trussel mod staten og dømt til døden. Riel, der selv støttede dommen, håbede at vinde det øvrige Canadas respekt for Métisernes autoritet og selvbestemrnelse. Historisk viste dette sig dog at være en forkert disposition.

Den offentlige mening vendte sig hurtigt mod Riel og Métiserne, mens Scott blev en martyr og symbolet på Metisernes ondskab og uretfærdigheder. Det endte med, at Riel måtte opgive sit embede og frygte over hals og hoved blot for at redde livet. I løbet af de næste år bosatte flere og flere hvide nybyggere sig i Red River-området, mens Métiserne var ude på jagt. Til sidst måtte Métiserne give efter for det stigende pres og flyttede som følge deraf til området omkring Saskatchewan-floden i det nuværende Saskatchewan.

 

 

Historien gentages på prærien

I løbet af 1870erne forværredes forholdet mellem hvide og indianere på den canadiske prærie. Indianerne følte sig under stigende pres fra de hvide: Alkoholen satte allerede sine tydelige spor, en mæslinge-epidemi i 1869-70 dræbte 2000 Sortfødder, Sarsier og prærie-Creer, bisonflokkene svandt hurtigt hen og forsvandt helt i 1879, og der var udbredt hungersnød blandt indianerne, hvilket yderligere forstærkedes af de mange Siouxer, som Sitting Bull havde ført til Canada efter sejren ved Little Big Horn i 1876. Dette medførte flere mindre konfrontationer mellem indianere og hvide. Kulminationen blev den såkaldte Cypress Hills-rnassakre i 1873, hvor en flok hvide, der ville hævne røveriet af nogle heste, angreb en Assiniboine-lejr og dræbte 30. Som en direkte konsekvens oprettede regeringen i 1873 den beredne canadiske politi, der skulle forhindre fremtidige konfrontationer.

For at foregribe begivenhedernes gang indgik man syv traktater med indianerne om afståelse af kæmpestore landområder, men som så ofte før forstod indianerne ikke de juridiske konsekvenser af traktaterne, som de mente blot drejede sig om brugsretten til jorden. Den transcanadiske jernbane, der var under opførelse i disse år, var desuden med til at øge strømmen af hvide til det sydlige Canada. Men da regeringen atter sendte landmålere ud for at måle jorden op i firkantede parceller, blev det dråben, der fik bægeret til at flyde over for Métiserne. De organiserede en opstand og sendte i 1884 bud efter Louis Riel, der i mellemtiden havde bosat sig i Montana, til at komme og lede opstanden, idet der var behov for en stærk leder. Riel indviljede, og hans højre hånd og militære leder for oprøret var bøffeljægereren og skarpskytten Gabriel Dumont.

Det andet Riel-oprør

Det startede med sabotage af telegraflinjer, besættelse af regeringsbutikker og gidseltagninger. Det beredne politi fik et ultimatum, men valgte at gå til modangreb d. 26. marts 1885 – slaget ved Duck Lake, som indianerne dog trak sig sejrrigt ud af. Riel sendte bud til andre indianerstammer og bad dem tilslutte sig oprøret, men de fleste frygtede konsekvenserne, og kun to meldte sig: Cree-høvdingene Poundmaker og Big Bear. Poundmaker angreb med 200 kriger byen Battleford, der var belejret i tre dage, og i april angreb Big Bear ligeledes med 200 krigere byen Frog Lake ved North Saskatchewan-floden.

Rystet over begivenhederne sendte regeringen en styrke på 8000 soldater vestpå med den nye jernbane. En gruppe kom i kamp mod Dumonts krigere ved Fish Creek, hvor indianerne igen sejrede. Samtidigt nåede en bataljon Battleford, hvor Poundmakers modangreb i første omgang tvang soldaterne til retræte, men til sidst måtte indianerne dog bøje sig for overmagten. Den sidste grupper soldater angreb indianerne nær byen Batouche, hvor et baghold igen tvang soldaterne til at trække sig tilbage og forskanse sig. Efter tre dages stilstand og spredt skyderi, hvilket efterhånden udtømte indianernes ammunition, løb soldaterne stormløb på indianernes stillinger, som trods hårdnakket modstand til sidst faldt.

Big Bears krigere holdt ud lidt længere. Med hjælp fra Assiniboine-spejdere sporede soldaterne hans gruppe i maj og angreb dem ved Frenchman’s Butte. Indianerne formåede at flygte nordpå, men blev indhentet ved Loon Lake, hvor det kom til en kort, heftig træfning. Indianerne flygtede atter ud i sumpområderne, men måtte efterhånden overgive sig, Big Bear som den sidste den 2. juli 1885. Big Bear og Poundmaker blev begge taget til fange og blev efter to år løsladt, hvorefter de dog begge døde ret hurtigt. Dumont tog til USA og rejste rundt og optrådte med Buffalo Bills Wild West Show. Riel blev dømt til døden for drabet på Thomas Scott 15 år før og for ulovligheder begået mod staten. Dommen blev eksekveret d. 16. november 1885, hvilket definitivt markerede afslutningen på de canadiske indianerkrige.

 

VIL DU VIDE MERE

Nærværende kapitel er en del af NetSpirits sektion om de nordamerikanske indianere, hvor du kan læse om indianernes historie helt tilbage fra de første indianske forfærde indvandrede via Beringstrædet. Indianernes sagn og legender. Spændende fortællinger, der blev givet videre i arv fra generation til generation og som rummer nøglen til forståelse af mange af indianernes overbevisninger. For at forstå hvilken nuanceret gruppe, som indianerne udgjorde, er det nyttigt at kende lidt til geografien i de områder som de udfoldede sig i. Fra Canada og Alaska i nord, over de bjergrige egne i det vestlige amerika, den flade prærie og til de frugtbare jordarealer ved østkysten af USA. Den store forskel i geografien gjorde at de forskellige indianerstammer havde helt forskellig levevis.

Mange af indianernes overbevisninger har rod i at vi allesammen er et med naturen og hinanden. En filosofi, der bestemt er aktuel i dag og som vi allesammen, på hver vores måde, kan lære noget fra. Læs om shamanisme, medicinmænd, shamaner og religiøse ceremonier: pibeceremoni, svedehytte, visionssøgning og hvorledes indianernes spiritualitet anviser veje til hvad du kan gøre for at blive et menneske i harmoni og ro med dig selv og din verden.

 

Stil spørgsmål om indianerne

Stil lige så mange spørgsmål du har lyst til om de nordamerikanske indianere.
Det er gratis og nemt – Stil et spørgsmål