Subartisk

Det subarktiske område omfattede det indre Alaska samt det meste af Canada med undtagelse af de nordligste og sydligste egne. Området er domineret af store, mørke nåleskove med især gran, fyr og ædelgran og lejlighedsvis birk, asp og pil. Området er uden høje bjerge med undtagelse af Rocky Mountains i vest og præget af utallige floder, søer, sumpe, moser og vandløb. Klimaet er tempereret med vintertemperaturer mellem -20 og -30°C og sommertemperaturer mellem 10 og 20°C.

Befolkningen i det sydlige subartiske område levede hovedsagelig som jægere og det vigtigste fangstdyr var rensdyret, som man fulgte året rundt – om vinteren på snesko og med slæde. Af andre fangstdyr var der elg, mindre pelsdyr som bæver og odder, og fisk. Befolkningens størrelse og vandring afpassedes efter mængden af rener. Om vinteren, når renerne optrådte enkeltvis, var man kun få  familier sammen. Om sommeren derimod, når renerne flokkedes, sluttede mange familier sig sammen og jagede i fællesskab.

Man boede i telte af renskind. Mændene gik på jagt efter de større dyr, mens kvinderne også var med, når det gjaldt jagt på mindre pelsdyr og fisk. Man kunne f.eks. jage rensdyret ind i et kileformet aflukke dannet af to rækker stokke; her blev det så  nedlagt med spyd eller bue og pil. Om sommeren kunne jagten gå for sig til vands. Fra kanoer af birkebark blev renerne nedlagt med spyd. Pelsdyr som f.eks. bæver blev fanget i fælde. Til fiskefangst brugte man ruse, krog og spyd.

Nogle folk: Naskapi, Cree, Chipewyan, Hare, Tanaia.

Nordvestkysten

Nordvestkysten omfatter kystområderne fra det sydlige Alaska i nord til Oregon i syd. Det fugtige og milde klima giver grundlag for stor frodighed i plantevækst såvel som i dyreliv. Skovene står tæt på kysten, hvor floderne udmunder fra deres udspring i bjergene. Området er domineret af høje bjerge, rivende floder og frodige skove med især gran. En stor årlig nedbørsmængde på op til 3000 mm giver i kombination med de høje bjerge de kraftige floder, der er gydeplads for enorme mængde laks.

Langs kysten er en labyrint af halvøer, fjorde og øer. Klimaet er tempereret med vintertemperaturer på -10-0°C i nord og 0-10°C i syd og sommertemperaturer på 10-20°C.  Det fugtige og milde klima giver grundlag for stor frodighed i plantevækst såvel som i dyreliv. Skovene står tæt på kysten, hvor floderne  udmunder fra deres udspring i bjergene.

På den smalle strand boede en fiskerbefolkning. I havet og floderne var der overflod af fisk, bl.a. laks, torsk, sild, helleflynder og skaldyr, som fiskerne  levede af. Om efteråret indsamledes mange forskellige vilde bær. Befolkningen boede i landsbyer med tæt sammenbyggede huse. Disse var bygget af planker lavet af tujatræ. En landsby kunne bebos af en slægtsgruppe, der nedstammede fra en mytisk stamfader eller moder plus de tilgiftede. Den kunne omfatte flere hundrede indbyggere med ca. 40 beboere i hvert hus. Slægtsgruppens stamfader kunne have dyreskikkelse, fx en fugls, og denne kunne være afbildet på en stolpe foran huset eller på selve huset.

Foruden at være fiskere var befolkningen også meget dygtige håndværkere. Materialerne var først og fremmest  træ, horn og ben. Navnlig tujatræet blev anvendt. Dette træ er ret nemt at arbejde i, og samtidig er det solidt og hårdført. Tujastammer kunne forarbejdes til både, der kunne være fra et par meter til tyve meter lange. Endvidere fremstillede man masker, skåle og kasser. Under damp blev genstandene bøjet i facon. Løse sider blev fastgjort med træpløkke eller syet i med plantefibre. Ofte blev tingene derefter  udsmykket med udskæringer og bemaling.

Totempæle blev også lavet. En sådan pæl er en træstamme udskåret i mange figurer, ofte i dyreskikkelser. Den blev lavet til minde  om en eller anden betydningsfuld begivenhed. Den kunne fx fortælle en myte om, hvordan dyr og mennesker engang havde levet sammen og hjulpet hinanden. Fra tujatræet fik man tillige materiale til tøj; af træets bast blev der lavet kapper, skørter og hatte. Af samme materiale fremstillede man også   måtter og tovværk. Horn fra de vilde bjerggeder og knogler fra bl.a. hvaler blev brugt til skeer, skindskrabere, knive og køller. Fra gedernes pels fik man uld; heraf fremstilledes fine tæpper med symbolske mønstre.

Nogle folk: Tlingit, Haida, Tsimshian, Kwakiutl, Nootka.

Californien

Området strakte sig som navnet antyder primært over staten Californien med undtagen af en tynd stribe af det østlige Californien. Området var mild, frodigt og præget af bjerge, dale og floder. Klimaet er subtropisk, dog tempereret helt mod nord. Nedbøren ved kysten ligger mellem 50 og 100 cm om året, og inde i landet mellem 25 og 50 cm. Helt nord på mellem 100 og 200 cm. Januar-temperaturerne ligger ved kysten mellem 10 og 20 grader og i indlandet mellem 0 og 10 grader. Juli-temperaturerne ligger mellem 20 og 30 grader.

I det nordvestlige Californienhjørne boede de athapaskisk-talende stammer som tolowa, hupa, mattole og wailaki. I samme område boede yurok- og wiyot-stammerne, der talte sprog, beslægtet med algonkinsk, og som derfor er placeret i sprogætten algisk. I flere grupper fordelt over hele Californien finder man stammer, der taler/talte et sprog af hokan-sprogætten: karok, achumavi, pomo, chumash og tipai. Sprogfamilien yukisk, der omfatter: yuki og wappo, findes også i Californien. I det centrale Californien finder man penutisk-talende stammer: wintu, maidu, miwok og yokuts. Og endelig i det sydlige Californien de uto-aztekisk-talende stammer: monache, serrano, gabrielino og cahuilla.

Plateauet

Plateauet dækkede det sydlige British Columbia samt det østlige Washington, det nordlige Idaho og Oregon og det vestlige Montana. Området var præget af høje bjerge og floder samt af fyre- og granskove. Nedbøren i området ligger mellem 25 og 100 cm om året. Januar-temperaturerne ligger mellem -10 og 0 grader. Juli-temperaturerne ligger til gengæld mellem 20 og 30 grader.

Plateauet var domineret af to store sproggrupper: Salishisk-talende stammer omfatter f.eks. Shuswap, Okanagan, Spokane og Flathead. De penutisk-talende stammer omfatter Nez Perce, Yakima, Umatilla og Modoc. Derudover talte det “mystiske” Nicola-folk et sprog af sprogætten Na-Dene, og Kutenai taler et sprog, der ikke er i slægt med andre sprog.

Bækkenet

Bækket bestod af staterne Nevada og Utah samt det sydøstlige Oregon, det sydlige Idaho og de vestlige dele af Wyoming og Colorado. Området var primært præget af halvørken, hvor der kun voksede forskellige græsser og buske. For det meste ligger den årlige nedbør under 25 cm. Januar-temperaturerne ligger mellem -10 og 0 grader. Juli-temperaturerne ligger til gengæld mellem 20 og 30 grader. Halvørken, kold vinter og varm sommer.

Med undtagelse af én enkelt stamme talte alle stammerne på bækkenet et sprog af sprogætten uto-aztekisk: nordlig og sydlig paiute, nordlig, østlig og vestlig shoshone, Ovens Valley-paiute, kawaiisu samt ute. Disse folk var de nordligste repræsentanter for en stor sprogæt, der strakte sig langt sydpå til aztekerne i det sydlige Mexico. Undtagelsen var washo, der talte et hokan-sprog.

Sydvesten

Det sydvestlige Nordarnerika er et bjergrigt land med et meget varmt og tørt klima. Landet ligger lige så langt sydpå som Nordafrika.Sydvesten bestod af de bjergrige områder i USA-staterne Arizona og New Mexico samt det nordlige Mexico. Det meste af området er præget af tør buskørken, og årsnedbøren ligger i nord og vest under 25 cm og i resten af området mellem 25 og 50 cm. Januar-temperaturerne ligger i nord mellem 0 og 10 grader og i syd mellem 10 og 20 grader. Juli-temperaturerne ligger typisk mellem 20 og 30 grader.

Der boede mange forskellige indianerfolk her, og de talte mange forskellige sprog. Sydvestens befolkninger kan groft inddeles i to grupper: 1) Folk, der boede i  landsbyer, og 2) Folk, der boede spredt omkring i deres land. Landsbyfolkene var bønder. De dyrkede majs, bønner, græskar, bomuld og tobak. Nogle folk brugte kunstig vanding, men flere steder klarede man sig med den regn, der faldt. Mændene tog sig af dyrkningen, kvinderne stod for indsamlingen af frugt og vilde planter.

Landsbyen (puebloen), lå enten på toppen af nogle flade bjerge eller på det lavere liggende land. Man boede i sammenbyggede huse, der enten  var bygget af tilhugne natursten eller af soltørrede lersten. Husene havde flere etager med indgang gennem taget og stiger op fra etage til etage. For at  beskytte sig rnod uindbudte gæster trak man stigerne op på de flade tage, så ingen kunne komme ind.

Hos flere af Pueblo-folkene ejede kvinderne både jorden og husene. Når en rnand giftede sig, flyttede han derfor hen til kvindens familie. Et barn tilhørte fra fødslen sin mors slægt. Det betød, at morbroderen og ikke faderen stod for en drengs officielle opdragelse. Pueblo-folkene var også håndværkere. De vævede tøj af bomuld og andre plantefibre. Da europæerne bragte får til landet, gik man over til at bruge uld i stedet. Der blev flettet kurve og bakker, som dels brugtes i dagligdagen, dels under de religiøse fester. Og de var dygtige pottemagere. Man kendte ikke til pottemagerhjulet, så krukkerne blev formet af lerpølser, der så blev glattet til. Derefter blev de bemalet og brændt i åbent bål. Hver by havde sine bestemte mønstre; nogle var med dyreskikkelser, andre var geometriske. Nogle mønstre havde symbolsk betydning.

Prærien

På de store sletter mellem Missisippi floden og Rocky Mountains græssede store bisonflokke i 1800-tallet, således som de havde gjort i  mange hundrede år. Kun langs floderne voksede der skov i det ellers træløse landskab. Vinteren kunne være meget barsk, da der ingen  bjerge var i nord til at yde beskyttelse mod snestorme. Om sommeren kunne der opstå selvantændte steppebrande i det regnfattige område. Prærien strækker sig fra det sydlige indre Canada i nord til Texas i syd og fra Rocky Mountains i vest til Mississippi-floden i øst. Fra vest skråner området ned fra omkring 1000 m til omkring 200 m i øst.

Området har et tempereret indlandsklima og var i gamle dage dækket af endeløse græssletter, lavere græs mod vest, højere mod øst. Kun ved floderne sås bevoksninger af poppel og pil. Den årlige nedbør var 25-50 cm i vest og 50-100 cm i øst. Januar-temperaturerne lå i nord mellem -20 og -10, i det centrale mellem -10 og 0 og i syd mellem 0 og 10 grader. Juli-temperaturerne lå mellem 20 og 30 grader, i det nordvestlige hjørne dog mellem 10 og 20.

Prærieindianerne ( Blackfoot, Crow, Dakota, Cheyenne, Kiowa, Comanche etc.)  levede af bisonjagt, som foregik fra hesteryg. Denne tilværelse som bisonjagende rytterfolk varede kun 150 år, den slutttede i slutningen  af 1800-tallet. Prærieindianerne, hvis kultur forekommer meget ensartet, havde forskellig oprindelse. Flere havde tidligere dyrket jorden længere østpå  og havde samtidig været jægere; andre kom også østfra, men var blevet presset ud på prærien på grund af de hvide nybyggeres  forbrug af land. Hesten, som spanierne mange år tidligere bragte til landet, blev en del af grundlaget fcr den særlige livsform på prærien. Om sommeren var hele stammen samlet i en stor lejr, hvorfra man gik på fælles bisonjagt. Det var vigtigt for jagtudbyttet, at der blev jaget efter reglerne;  dette sørgede lejrpolitiet for. Våbnene var bue og pil samt spyd. Om vinteren delte man sig i mindre stammeenheder, da der var mindre vildt tilgængeligt. Alt på de nedlagte bisoner kunne udnyttes.

Som jægerfolk måtte indianerne altid være på vandring efter jagtdyr, og derfor skulle deres bolig være let at flytte, den var et kegleformet  skindtelt, en tipi, som blev brugt hele året. Klædedragten var af garvet hjorteskind. Kvinderne brugte kjole, mændene skjorte og leggings, der er et skindrør til hvert ben, samt skridtklæde.  På fødderne havde man mokkasiner. Den store fjerkrone, som filmindianerne altid er udstyret med, blev kun brugt af høvdingen og kun ved  særlige lejligheder. Krig var kun noget for de unge mænd; et krigstogt gik først og fremmest ud på at stjæle heste fra andre stammer for derved selv at opnå  hæder. Og man målte sin rigdom i det antal heste, man ejede. For indianeren var det vigtigere og modigere at samle points (coup) ved at røre ved  fjenden uden selv at blive såret, end det var at slå mennesker ihjel.

Sydøsten

Området strækker sig fra det vestlige Virginia i nord til Floridas sydspids, og fra Houston-området i det sydvestlige hjørne til det vestlige Arkansas i nordvest. Det meste af sydøsten har et subtropisk klima, mildt og fugtigt, og den årlige nedbør ligger mellem 100 og 200 cm.

Mod nord og øst var der store løvskove, og i det sydvestlige hjørne var der sumpskove med cypresser og magnolier. Mod nord præger de høje Appalache-bjerge. Januar-temperaturerne ligger i nord mellem 0 og 10 og i syd mellem 10 og 20 grader. Juli-temperaturerne ligger i hele området mellem 20 og 30 grader.

Nordøsten

Nordøsten strakte sig fra den nordamerikansk NØ-kyst og ind til områderne omkring og syd for de store søer, fra Newfoundland i nord til det østlige Virginia i syd. Området har et tempereret klima og var dækket af store skove, der i nord består af nåletræer, bøg og birk og i syd af mange typer løvtræer. I kystegnene faldt der 100-200 cm nedbør om året og i indlandet 50-100 cm. Januar-temperaturerne lå i nord mellem -20 og -10 og i syd mellem -10 og 0. Juli-temperaturerne lå i nord mellem 10 og 20 og i syd mellem 20 og 30.