Perioden fra 1600 til 1800 var drevet af teknologiske fremskridt inden for astronomiske observations- og trykningsteknikker. Vi har fra denne periode fire store stjerne atlaser, der både blev populære i deres samtid og stadig i dag har stor interesse på grund af deres meget smukke illustrationer af de forskellige stjernebilleder.

De fire atlas er Uranographia af Johannes Hevelius 1690, uranometrien af Johann Bayer 1603, Flamsteed’s Atlas Coelestis 1729, og Uranographia af Johann Elert Bode 1801. Der findes også en samling illustrationer af stjernebilleder, stjernekonstellationer fra den britiske graver Sidney Hall (1788-1831) der lavede graveringer til en række internationale atlaser. Mest berømt er det sæt som udkom i 1825 kaldet Urania’s Mirror.

Urania’s Mirror. Sidney Hall	Uranographia Johannes Hevelius
Uranometria Johann Bayers	Atlas Johannes Hevelius

 

Nord- og sydhimlen

Astronomerne deler himlen op i 88 stjernebilleder, men du kan kun se halvdelen. Ligemeget hvor du end befinder dig på jorden vil halvdelen af nattehimlens stjerner befinde sig under horisonten. Derfor er nutidens stjernekort opdelt i: Den nordlige Himmel og Den sydlige Himmel.

Hvis du læser stjernebilledernes navne, vil du snart opdage, at der er stor forskel på de to områder. Den nordlige himmels stjerner handler om guder og gamle græske sagn. Stjernebillederne på den sydlige himmel er opkaldt efter dyr og forskellig slags værktøj. Det kan vi bl.a. takke Johann Bayer og Nicolas Lacaille for.

Johann Bayer (1572-1625), tysk astronom, der levede i Bayern bestemte sig til at lave et atlas over hele stjernehimlen. Det er fra dette atlas at ovenstående smukke illustrationer er lånt. Johann Bayer studerede ivrigt de optegnelser, han kunne få fat i, fra opdagelsesrejsende, der havde været langt sydpå. Her kunne han se tegninger af ukendte stjernebilleder og beskrivelser af dyr, som ingen nordbo før havde set. Det førte til navne som: Paradisfuglen, Tukanen, Lille Søslange, Sværdfisken, Flyvefisken og andre. I 1605 udgav han sit værk Uranmetria. Det var verdens første atlas over hele stjernehimlen.

Nicolas Louis de Lacaille (1713-1762), fransk astronom, besluttede at han ville kortlægge alle stjernebillederne på den sydlige himmel, men han ville se dem selv. Derfor rejste han i 1752 til Kap Det Gode Håb i Sydafrika. Under sit arbejde fandt Lacaille 14 ukendte stjernebilleder, som han opkaldte efter nogle af videnskabens og kunstens vigtigste redskaber:

Billedhuggeren, Gravstikken, Kompasset, Linealen, Luftpumpen, Maleren, Mikroskopet, Nettet (opkaldt efter nettet i et teleskop-okular, der blev brugt til at måle stjernepositioner med), Oktanten, Ovnen, Passeren, Teleskopet, Uret og endelig Taffelbjerget, opkaldt efter det sted, hvor han var, da han fandt de 14 nye stjernebilleder. Lacaille udgav i 1753 to værker: Mémoires og Coelum Stelliferum.