Selve ordet astrologi betyder direkte oversat fra græsk »stjernelære« og beskriver videnskaben om himmellegemernes indvirkning på menneskelivet. Astrologien søger således at koble himmellegemerne sammen med menneskets natur og udfoldelsesmuligheder.

Grundlaget for astrologi er den viden vi har om universet, dets opståen, dets udvikling og himmellegemerne. Den eksakte viden herom finder vi i astronomien, der er en matematisk eksakt videnskab, som beskriver de faktuelle og objektiv målbare forhold i universet – såsom planeternes bane omkring solen, deres masse, diameter, tyngdekraft etc.

De 12 stjernetegn	Ugehoroskop	Horoskoper
De 12 astrologihuse	Bedste partnermatch	Planeter

 

 

 

Historisk udvikling

Det er først temmelig sent i det 1800 århundrede at vestlig astrologi hovedsagelig benyttes som et system, der fortæller os om det enkelte menneskes udfordringer og muligheder.  Før dette havde interessen for for himmelrummet og dets planeter, stjerner mv. hovedsagelig kredset om hvorledes man via kendskab hertil kan navigere rundt i verden, samt at kunne gennemskue hvorfor solen nogle gange så ud til at forsvinde. Mennesket har meget tidligt erkendt at solen er udgangspunktet for vores eksistens – uden solen kan planter ikke gro – og derfor var det naturligvis meget foruroligende når man observerede solformørkelser.

Stenaldermenneskene havde deres egen forestilling om hvorledes universet er opbygget. De forestillede sig at Jorden var flad. Himlen var en stor kuppel og stjernerne var himlens øjne. Både Jorden og Himlen var Guder. Skruer vi tiden frem til det gamle Grækenland, gik filosofferne rundt og spekulerede på, om der kunne være en anden forklaring. Kunne man forestille sig, at Himlen i virkeligheden var en stor si, og over den kunne der være en verden af ild, der skinnede gennem hullerne?

Den græske filosof Aristoteles (384-322 f.v.t.) nåede frem til, at Jorden var en stor kugle, der stod stille midt i Verden. Omkring den lå nogle usynlige skaller af krystal, syv over hinanden. Under den nederste skal svævede Månen, og her opstod kometerne og de mange stjerneskud. Meteorer og kometer blev skabt ud af luften – atmosfæren. Mellem de øvrige skaller kredsede Solen og fem planeter i hver sin sfære. I den øverste himmel fandtes alle fiksstjernerne, der aldrig flyttede sig.

Den katolske embedsmand, astronom og læge Nicolaus Kopernikus (1473-1543) studerede himlen og planeternes vandring og fandt, at der var noget forkert ved den gamle Verdensmodel. Det kunne ikke passe, at Solen og planeterne kredsede om Jorden. Solen stod stille i midten. Alle andre himmellegemer kredsede om den. Kopernikus skrev en bog om sin opdagelse. Den udkom kort efter hans død i 1543 og blev kritiseret sønder og sammen.

 

 

En af dem, der dog mente, at teorien kunne være sand, var Galileo Galilei (1564-1642). Han var den første astronom, der prøvede at se på himlen gennem en kikkert. Galilei opdagede, at der var bjerge på Månen, og at Jupiter havde måner. Mindst fire! Men det kunne jo slet ikke lade sig gøre, hvis himlen bestod af krystalsfærer, som de lærde påstod. Kopernikus måtte have ret. Solen var Verdens centrum. Jorden kredsede om den, og krystalsfærerne fandtes slet ikke.

Dette passede ikke ind i kirkens opfattelse, hvorfor Galilei fik valget mellem at tage sine ord tilbage eller blive anklaget for kætteri. Den almindelige straf for kætteri var at blive brændt på bålet, så Galilei “indrømmede”, at han havde taget fejl. Selvfølgelig var det Solen, der kredsede om Jorden! Munken Giordano Bruno (1548-1600) var knap så imødekommende overfor kirken. Han regnede ud, at alle stjerner i virkeligheden var sole i et uendeligt stort himmelrum. De fleste var på størrelse med vor egen sol, men det kunne godt tænkes, at nogle af dem var større. Det blev for meget for kirkens mænd. Bruno blev arresteret. Han nægtede at tage sine ord tilbage. Derfor blev ham dømt som kætter og brændt på et bål midt i Rom – på Blomstertorvet – i år 1600.

Den danske astronom Tycho Brahe (1546-1601) var overbevist om, at Jorden var Verdens centrum, men selv om han tog fejl på det punkt, gjorde han mange nye opdagelser, der fik stor betydning. Han var velhavende og blev desuden støttet af den danske konge, der skænkede ham et observatorium på den lille ø, Hven, i Øresund. Da Tycho Brahe i 1572 så en stor stjerne, der ikke havde været der før, gik dette imod den gængse opfattelse af, at stjerner var evige. De havde altid været der, og de ville aldrig forsvinde. Fem år senere opdagede han en komet. Det var længere væk end Månen – men det kunne jo ikke lade sig gøre! Hvad så med krystalsfærerne? (Krystalsfærerne stammer fra Aristoteles, og er den som Ptolemæus mente, planeterne hang fast på.)

 

 

Johannes Kepler (1571-1630), der arbejdede som assistent for Tycho Brahe i nogle år, nåede efter ni års arbejde frem til, at planeterne ikke bevægede sig i perfekte cirkler omkring Solen, men derimod i ellipser med Solen som det ene brændpunkt. Planeterne bevæger sig sådan, at afstanden mellem dem og Solen dækker over lige store arealer i lige store tidsrum. Når planeten er tæt på Solen, bevæger den sig hurtigere, end når den er længere borte.

Efterhånden som kikkerterne blev stærkere, og der indtraf videnskabelige landvindinger – som eksempelvis Isaac Newtons (1642-1727) opdagelse af tyngdekraften – blev opfattelsen af universets opståen, udvikling og egenskaber mere og mere nuancerede. Et af de problemer, astrologer havde svært ved at finde forklaringen på, var, hvorfor himlen er sort om natten. Hvis Universet havde eksisteret fra evig tid, og der var et uendeligt antal af stjerner, der altid havde været der, burde himlen være ét strålende hav af lys. Lyset tog ganske vist tid om at nå ned til Jorden, men det betød jo ikke noget, hvis stjernerne var evige. Hvad var forklaringen?

Edwin Hubble (1889-1953) fandt ud af, at stjernerne var sluttet sammen i øer af lys: galakser. Mælkevejen er en galakse, Andromeda er en galakse, og de Magellanske Skyer er også galakser. Du kan se Mælkevejen, hvis du kigger op en klar vinteraften. Her vil du opdage en hvid stribe hen over himlen. Den ligner en vej – eller en flod. De gamle nordboere kaldte den vintervejen. Romerne og grækerne syntes, det lignede en stribe mælk og digtede stjernesagn, der handlede om en vej af mælk. Indianerne i Nordamerika sagde, at det var en sølvflod, der førte ned til dødsriget. I virkeligheden er det et flimrende bånd med over 200 milliarder af stjerner, der er så langt borte, at man ikke kan skelne dem enkeltvis. Ved at studere stjernernes og galaksernes lysspektre opdagede Hubble noget mærkeligt. De fjerneste galakser havde lange bølgelængder, hvilket indikerede at galakserne var på vej væk fra os!

Lys- og lydbølger opfører sig ens. Hvis du hører en ambulance, vil lyden være høj, når den kommer mod dig. Lydbølgerne presses sammen. Når den er på vej væk, bliver lyden dybere. Lydbølgerne trækkes længere. Hubbles opdagelse var enestående, for hvis den var rigtig, måtte galakserne engang have været tættere på hinanden. Hvor tæt?

 

 

Big bang

Da Georges Lemaitre (1894-1966) hørte om Hubbles´ opdagelse, gav han sig til at spekulere. Hvornår begyndte Universet at udvide sig? Hvor lille havde det været? Var hele Universet engang mindre end et atom? Lemaitre udviklede en teori om, at denne kerne var eksploderet og begyndt at vokse. Teorien blev kaldt for Big Bang. I begyndelsen var der ikke mange, der troede på den, men det viste sig hurtigt, at det  nok er sådan det hænger sammen:

• Engang bestod hele universet af noget, der var meget mindre end den mindste del af en atomkerne. Pludselig begyndte denne kerne at udvide sig med voldsom fart (Big Bang).

• 0,00000000000000000000000000000000000000000001 sekund efter Big Bang er Universet stadig så lille, at det er usynligt. Det er en milliard grader varmt og ufatteligt tæt – nogenlunde, som hvis man krammede en hel galakse sammen og puttede den ind i et brintatom. Nye små partikler bliver hele tiden skabt og forsvinder igen.

• 0,000000000000000000000000000000000001 sekund efter Big Bang er Universet blevet født i et falsk vakuum, som nu bliver udløst og sætter en udvikling i gang. Rummet udvider sig pludselig med en helt ufattelig fart, men kun i et umådeligt kort tidsrum.

• 1 sekund efter Big Bang falder temperaturen. Nu er universet ca. på størrelse med vort solsystem – en skoldhed boblende suppe af små partikler, den engang skal blive til atomer.

• I tiden fra 1 til 5 minutter efter Big Bang dannes de letteste atomkerner, men temperaturen er stadig for høj til, at de positivt ladede atomkerner kan indfange de negative elektroner og danne atomer. Elektronerne og lyset holder hinanden i et fast favntag.

• 300.000 år efter Big Bang. Universet bliver ved med at vokse. Det er blevet meget koldere. Nu er det kun ca. 3.000 grader varmt. Ved denne temperatur kan de positive atomkerner og de negative elektroner endelig finde sammen og danne atomer. Lyset, der ikke længere er tæt forbundet med elektronerne, kan rejse frit ud i rummet. Dette lys kan i dag ses over hele himlen som en meget svag radiostråling. Ca. 1 % af den sne, du kan se på dit tv (når det altså ikke er indstillet på en kanal), er denne svage efterglød fra Big Bang!

• 1 milliard år efter Big Bang. Der er stadig mørkt i universet, men nu skabes de første stjerner. Skyer af gas snurrer rundt om sig selv og begynder at danne galakser med stjerner. Kæmpeøer af lys bliver tændt, men ingen ser dem. Stjernerne spreder lys til alle sider. Lysstrålerne rejser gennem rummet, men rejsen er uden ende, for universet bliver ved med at udvide sig.

• 10 milliarder år efter Big Bang. Solen og planeterne bliver skabt. Universet fortsætter med at vokse.

• 15 milliarder år efter Big Bang (lige nu). Universet udvider sig stadig. Mens du har siddet og læst om Big Bang, er verdensrummet blevet større. Hvordan vil det ende?Videnskabsmændene er ikke enige. Der er to muligheder:A) Universet vil fortsætte med at udvide sig til evig tid. Om mange milliarder år, når alle stjernerne er døde, vil der kun være et øde, mørkt Univers uden grænser. B) En dag vil Universet holde op med at vokse. I stedet begynder det at trække sig sammen. Det vil tage mange milliarder år. Stjernerne slukkes én efter én. Der er ikke mere brændstof tilbage. Alt bliver mørkt. Det liv, der har været i Universet, er forsvundet for længe siden. Universet skrumper ind. Til sidst er det mindre end et atom. Og hvad så? Begynder det så forfra?

 

 

Stjernehimlen

I 1603 udarbejdede den tyske astronom Johann Bayer et meget smukt atlas over hele stjernehimlen som den kan ses med det blotte øje. Foruden at være en udsøgt æstetisk nydelse er Uranometria også et meget detaljeret atlas, der meget præcist markerede over 1200 stjerner. Bayer navngav stjernerne med græske bogstaver: den klareste stjerne i et billede blev benævnt med alfa, den næste med beta, dernæst delta, gamma osv. Den nederste af stjernerne på stjernebilledet Kentauren, hedder således Alfa Crucis. Dette er faktisk en dobbelt stjerne. Afstanden mellem de to stjerner er intet mindre end seks gange solsystemets diameter, skønt de her fra jorden ser ud til at ligge ganske tæt – de to stjerner lyser som omkring hhv. 3000 og 1900 sole, hvilket fortæller en del om, hvilke enorme afstand, der er tale om.

Særligt interessant ved dette stjernebillede er dog at Sydkorset ses nederst i højre hjørne. Når man befinder sig på den nordlige halvkugle er det nemt at navigere, da vi tydeligt kan se Nordstjernen (latin: Polaris) og herudfra finde de øvrige kompasretninger. Nordstjernen er den tydeligste stjerne i stjernbilledet Lille Bjørn og kaldes derfor også Alfa Ursae Minoris. Da jordkloden som bekendt rotere om sig selv cirka en gang i døgnet, vil stjernerne fra den nordlige halvkugle synes at rotere rundt om himlens nordpol, og altså Nordstjernen, der befinder sig cirka 1 grad herfra, dvs. det sted et himmellegeme ikke ses at bevæge sig i en cirkelbane. Derfor har stjernen har været brugt til at navigere efter før kompasset blev opfundet. Men da eksempelvis inkaerne befandt sig på den sydlige halvkugle og der ikke findes nogen klar stjerne i nærheden af Sydpolen måtte de opfinde et system til at udpege kompasretningen syd.

Inkaerne fandt ud af at de kunne skabe et imaginært punkt i himlen, ved at benytte Sydkorset. Dette punkt kaldes den sydlige celestiale pol, og er altså det sted på himlen, der markere hvor Sydpolen befinder sig. Hvilket svarer til at man trækker en linjen igennem jordens akse og ud i himmelrummet. Den ene del af linjen vil pege stik nord og den anden stik syd. Inkaerne fandt den celestiale sydpol ved at forestille sig en linje fra α Centauri til β Centauri. Midt på denne linje lavede de en ny imaginær linje som gik vinkelret på den første line. Dernæst kiggede de på Sydkorset og lavede en imaginær linje mellem γ Crucis og α Crucis. Der hvor disse to linjer møder hinanden findes punktet på himlen, der kaldes den sydlige celestiale pol og direkte herunder ligger Sydpolen.

For inkaerne var det af overordentlig stor vigtighed at kende til dette punkt på himlen, da det blev brugt til at finde kompasretninger, men lige så vigtigt var at Sydkorset blev benyttet til at opdele året. Man siger at et stjernebillede kulminere, hvilket egentlig blot betyder at det står klarest på himlen, og ud fra viden om hvorledes stjernebilledet ændrer sig igennem året, viste inkaerne hvornår det var tid til at høste, tid til at så etc.

Omkring midnat den 12. maj kulminere Sydkorset og dette er tiden, hvor regntiden begynder. Dagen kaldes ”Día de la Santa Cruz” – . dagen for det hellige kors. Selv i dag, hvor Sydkorset har mistet en del af sin betydning som pejlingspunkt for kompasretningerne og årets gang, er dets betydning som repræsentant for Inkakorset (Chakanaen), meget stor, og det anses stadig som et helligt stjernebillede, der kan fremme frugtbarhed mv.

En anden interessant ting ved Johann Bayers atlas er, at det er herfra forskellene i benævnelserne mellem den nordlige og den sydlige himmels stjernebilleder, stammer.  Den nordlige himmels stjerner handler om guder og gamle græske sagn. Stjernebillederne på den sydlige himmel er opkaldt efter dyr og forskellig slags værktøj. De forskellige dyr får vi fra at da Bayer bestemte sig til at lave et atlas over hele stjernehimlen, studerede han ivrigt de optegnelser, han kunne få fat i, fra opdagelsesrejsende, der havde været langt sydpå. Her kunne han se tegninger af ukendte stjernebilleder og beskrivelser af dyr, som ingen nordbo før havde set, hvilket førte til navne som: Paradisfuglen, Tukanen, Lille Søslange, Sværdfisken, Flyvefisken og andre eksotiske dyr.

Dette arbejde blev fulgt op af den franske astronom Nicolas Louis de Lacaille (1713-1762). Han satte sig for at kortlægge alle stjernebillederne på den sydlige himmel, men han ville se dem selv, ikke nøjes med andres beskrivelser. Derfor rejste han i 1752 til Kap Det Gode Håb, i Sydafrika. Lacaille fandt 14 ukendte stjernebilleder, som han opkaldte efter nogle af videnskabens og kunstens vigtigste redskaber –  Billedhuggerens værktøj, Gravstikken, Kompasset, Linealen, Luftpumpen, Malerens staffeli, Mikroskopet, Nettet (et teleskop, der blev brugt til at måle stjernepositioner med), Oktanten, Ovnen,  Passeren, Teleskopet, Uret og Taffelbjerget -efter det sted, han opholdt sig, da han fandt de nye stjernebilleder.

 

 

Stjernetegnene

Det, vi opfatter som stjernetegn, er lys fra stjerner, der befinder sig meget langt væk. Mellem jorden og stjernerne befinder vores solsystems planeter sig. Mens dyrekredsens stjerner altid befinder sig de samme positioner, set fra jorden, varierer positionen af solsystemets planeter hele tiden i forhold til hinanden, idet de har forskellig omløbstid omkring solen. Eksempelvis har Merkur og Venus – ligesom Jorden – en omløbstid på omkring et år, mens Pluto skal bruge ca. 250 år på en tur rundt om solen.

Dit stjernetegn er det tegn i dyrekredsen, som Solen bevægede sig igennem den dag, du blev født. De 12 tegn afbildes som 30∞ stykker af en cirkel, – hvilket er tilnærmelsesvist korrekt, idet solen opholder sig ca. 30 dage i hvert tegn, men dog også reelt varierer i størrelse og overlapper hinanden. Vi har alle sammen de tolv stjernetegn i os, men nogle tegn vil være mere fremtrædende end andre.

Til hvert af stjernetegnene er tilknyttet et element. Dette menes at påvirke karakteren hos dem, der bliver født i tegnet. Ild-elementet påvirker med energi, optimisme og foretagsomhed. Luft-elementet påvirker med fornuft og logik. Vand-elementet påvirker med stor menneskelig indsigt og forståelse. Jord-element påvirker med realisme.

Hvert af elementerne udtrykker sig igennem de tre kvaliteter: kardinal, fast og bevægelig. Den kardinale kvalitet er evnen til at tage initiativer. Den faste kvalitet er evnen for intensitet og konkretisering. Den bevægelige kvalitet er evnen for smidighed og formidling.

 

 

Horoskoper

Et horoskop er en to dimensional grafisk fremstilling af et antal udvalgte faktorer på himlen i et udvalgt øjeblik. Man kan få lagt forskellige former for horoskoper, der ud fra planeternes – Sol, Måne, Merkur, Venus, Mars, Saturn, Jupiter, Uranus, Neptun, og Plutos – placering på dit fødselstidspunkt, samt en række andre forhold, kan ifølge astrologien fortælle om et menneskes karakter, udfordringer og muligheder.

Der findes mange forskellige horoskoper.  At få opstillet sit fødselshoroskop er en fremragende måde til at afklare om vestlig astrologi er noget for dig. Og samtidig er det en fortrinlig måde at komme ind i astrologiens forunderlige verden. Ved at gennemgå et fødselshoroskop får man nemlig forklaret de vigtigste astrologiske fortolkningsmuligheder.

Det første man ser på i et fødselshoroskop er hvilket stjernetegn du er født i og de generelle karakteristika, for dette, ridses op. Det stjernetegn man er født i kaldes for soltegnet. Denne generelle beskrivelse af din person ud fra dit stjernetegn kan du selv se ved at klikke på stjernetegn i højre menubjælke.

Det næste man ser på er horoskopets fire hjørner, der findes ved at kigge på horoskopets to akser. Ascendant-descendant aksen viser solens opstigning i øst (ascendanten) og dens nedstigning i vest (descendenten). Meridian-aksen viser  solens kulmination på dagen (Medium Coeli) og om natten (Imum Coeli).

De næste fortolkningsmuligheder, man tager fat, i er at undersøge, hvilke stjernetegn de ni planeter står i. Altså gennemgås de enkelte stjernetegn et for et, og der ses på, hvilke planeter der stod i tegnet ved fødselstidspunktet.

Man fortsætter herefter med at se på planeternes vinkelforhold til hinanden. Alle planeterne står i vinkelforhold til hinanden og afhængig af størrelsen på disse vinkler, påvirker planeter gensidigt hinanden på forskellig måde. Normalt inddrager man i fortolkningen fem vinkelforhold. Tolkningen foregår ved at tage de enkelte planeter en for en og se på, hvilke fem andre planeter den har sine hovedvinkler til.

Konjunktur, den planet, som solen har et vinkelforhold på 0° til. Sekstil, den planet, som Solen har et vinkelforhold på 60° til. Trigon er den planet, som solen har et vinkelforhold på 120° til.  Kvadratur, den planet, som solen har et vinkelforhold på 90° til, er Opposition, den planet, som solen har et vinkelforhold på 180° til.

 

Den spirituelle opfattelse af astrologi

Set med spirituelle briller bør astrologien omfatte påvirkninger fra planeter i hele universet og ikke kun planeter fra vores solsystem. Ud fra en spirituel synsvinkel antages planeternes indflydelsesområde at være meget større end hvad vi på nuværende tidspunkt konkret kan observere og forstå. Planeterne formodes at udstråle energi, der strækker sig langt ud i universet, som anskuet på denne måde, ikke er tomt, men fyldt med talrige energimæssige indflydelser, der rækker over vældige afstande. Sat lidt på spidsen kan dette udtrykkes som at vores jordklode og hele vores Mælkevej, sikkert blot er lidt støvfnug på en kæmpes finger!

Med de stjernekikkerter vi har til rådighed i dag, kan vi se ufattelig langt ud i rummet, og eftersom vi endnu ikke har fået indikationer på at der skulle findes noget meget stort derude, er dette – ud fra et spirituelt synspunkt – blot udtryk for at vores synsvinkel endnu er ret begrænset. Hvilket altså undertiden søges udtrykt ved billedet af at hele Mælkevejen, sikkert vil vise sig blot at være et fnug i et univers, så stort, at vi slet ikke kan forstå dette på nuværende tidspunkt. Undertiden søges det også fremført at når Månen med sin afstand af 384.000 km fra Jorden kan have så kontante virkninger på jordiske forhold, som ebbe og flod i havene, samt kvindens menstruationscyklus – er det nærliggende at tro, at væsentlig større – og for nuværende ukendte – planeter også påvirker os.

Vi er altså ude i en intuitiv fornemmelse af at der er noget eller nogen derude som vi os det godt og gerne vil hjælpe og guide os. Fx forestiller man sig at der findes en gigantisk lykkeplanet, som udstråler lykkeenergi, og hvis man er åben overfor disse energier, vil man også tiltrække dem. For spirituelle mennesker er dette ret åbenlyst, men det bør bemærkes, at det naturligvis ikke har meget at gøre med traditionel vestlig astrologi.

 

Vil du vide mere

Nærværende afsnit indgår i vores sektion om astrologier. Du har mulighed for at læse meget mere om vestlig astrologi, kinesisk astrologi og indiansk astrologi. Brug navigationsmenuen til højre for at vælge hvad du gerne vil vide mere om.

I vestlig astrologi fortæller vi om de tolv stjernetegn og deres tilknyttede generelle karakteristik, samt tilknyttede element, planet, etc. Vi fortæller også om horoskoper. Et horoskop er en grafisk model, der gør det håndgribeligt, hvordan de himmelske indflydelser har påvirket og stadig påvirker os. Læs om hvordan du selv opsætter dit horoskop og læs dit ugehoroskop for den kommende uge. Kort sagt vil du vide mere om vestlig astrologi er du havnet det rigtige sted.

Stil spørgsmål om astrologi

Stil lige så mange spørgsmål du har lyst til om astrologi
Det er gratis og nemt – Stil et spørgsmål