Odysseen Sang 21

Resume af 21. sang i Odysseen af Homer. Penelopeia gør anstalter til den afgørende bueskydning. Telemachos vil prøve sin faders bue, men Odysseus forbyder ham det. Bejlerne forsøger en efter anden at spænde buen, men forgæves; alle deres kunster, for at gøre den væg, nytter intet. Odysseus giver sig til kende for de to ærlige hyrder, og befaler dem at låse dørene. Odysseus får endelig buen i hånd, og skyder en pil gennem øjet på hele rækken af opstillede jern, der er af skikkelse som bladet på en stridsøkse.

ODYSSEEN

Odysseen, 21. sang

1 Drotten Ikarios’ Datter, den kløgtige Penelopeia,
2 Blev det nu pludselig givet i Sind af Pallas Athene,
3 Buen og Jernene strax at lægge for Beilernes Skare
4 Frem i Odysses’s Sal, til Kamp og dessnarere Blodbad.
5 Op ad Trappen den høie hun steg, som løb gjennem Huset,
6 Og i sin fyldige Haand hun tog den krogede Nøgle,
7 Smeddet med Kunst af Malm, men Grebet var skaaret af Filsbeen.
8 Derpå hun skyndte sig strax ledsaget af tjenende Terner
9 Ned i det bageste Kammer, hvor Konningens Skatte var gjemte,
10 Kobber saavelsom Guld og Jern heel kunstigen smeddet.
11 Ogsaa hans smidige Bue og pileforvarende Kogger,
12 Fuldt af Kolve med smertende Braad, laae gjemte derinde;
13 Gaver det var fra en Ven, han engang i det Land Lakedaimon
14 Traf, Iphitos, Eurytos’s Søn, en Mand som en Guddom.
15 Hændelsesviis i Helten Orsilochos’ Huus i Messene
16 Havde de stødt på hinanden; didhen Odysses var dragen,
17 Fyldest at fåe for et Krav, som det samtlige Folk skulde svare;
18 Nogle Messeniske Mænd, som tilskibs var til Ithaka komne,
19 Havde med Vold trehundrede Faar med Hyrderne bortført,
20 Derfor var nu Odysses, som dengang var ung, bleven langveis
21 Skikket i Ærind derhen af sin Fader og Mændenes Ældste.
22 Derimod kom Iphitos derhen, tolv Hopper at søge,
23 Som vare løbne ham bort, tilhobe med pattende Muulføl;
24 Disse til Død og Fordærv ham selv dog bleve med Tiden,
25 Da han var kommen engang til den modige Søn af Kronion,
26 Manden Herakles, den stærke, som øvede store Bedrifter;
27 Selv i sit Huus Iphitos sin Gjæst han grusomt ihjelslog,
28 Uden at blues for Gudernes Hevn eller Bordet, som selv han
29 Frem havde sat for sin Gjæst, endda han myrded Iphitos,
30 Og i sin Gaard han beholdt hans Flok stærkhovede Hopper.
31 Spørgende rundt efter disse han traf Odysses, og gav ham
32 Buen, som stærken Eurytos i fordums Tid havde baaret,
33 Og som blev arvet af Sønnen ved Faderens Død i Paladset,
34 Men et fortræffeligt Spyd og et Sværd ham Odysses foræred.
35 Saaledes Gjæsteforbundne de blev, dog aldrig ved Bordet
36 Saae de hinanden som Gjæster, thi dræbt af Herakles forinden
37 Faldt Iphitos, Eurytos’s Søn, en Mand som en Guddom,
38 Han som foræred ham Buen; dog tog den Ædling Odysseus
39 Aldrig den med, naar i Leding han drog på tjærede Skibe,
40 Men som et Minde den laae om en kjær uforglemmelig Gjæstven
41 Troligen gjemt i hans Huus, dog hjemme han bar den bestandig.
42 Men da den herlige Viv til det lønlige Kammer var kommen,
43 Og hun ved Tærskelen stod, som fordum en duelig Mester
44 Smukt havde tømret af Eeg, og skarpt efter Snor havde rettet,
45 Dengang han Stolperne reiste, og satte de skinnende Fløie,
46 Løste hun strax den Rem, som var bunden om Dørenes Haandgreb,
47 Stak saa Nøglen i Hullet, og træffende lige med Kammen
48 Skjød hun Slaaen tilbage; da braged de høit, som naar Tyren
49 Brøler i blomstrende Vang, saa braged de prægtige Fløie,
50 Da de blev aabned’ med Nøglen, og bredte sig flux fra hinanden.
51 Derpå hun strax steg op på et Lad af Fjæler, på hvilket
52 Kisterne stod med Klæder og Tøi, som dufted af Virak,
53 Strakte saa Armene frem, og lettede Buen af Knagen
54 Ned, på hvilken den hang indsvøbt i et skinnende Hylster.
55 Derpå hun satte sig ned, og læggende Buen på Skjødet
56 Hulked hun lydt, mens hun Hylsteret trak af Konningens Armbrøst.
57 Men da hun saa med Jamren og Graad havde lettet sit Hjerte,
58 Skyndte hun op sig i Salen til Beilernes modige Skare;
59 Selv i Haanden hun bar det pileforvarende Kogger,
60 Fyldt med braadede Pile, saavelsom den smidige Bue;
61 Bag hende Ternerne gik med et Skriin, hvori der en Mængde
62 Laae af Jern og Malm, som Konningen brugte til Dystleeg.
63 Men da den herlige Viv kom hen til Beilernes Skare,
64 Standsed ved Stolpen hun brat i den fastopbyggede Høisal,
65 Hyllende tæt om Kind en Flig af sit skinnende Liinslør;
66 En af de venlige Terner der stod ved hver hendes Side,
67 Strax i Beilernes Kreds sin Røst hun hæved, og sagde:
68 Hører hvad sige jeg vil, I Beilere! I som saa længe
69 Haardt medtog dette Huus ved idelig Fraadsen og Drikken,
70 Da jeg langsommelig Tid har her maattet savne min Husbond,
71 Uden at saadan en Færd I med Andet formaae at besmykke,
72 End at I inderlig ønske, mig hjem at føre som Hustrue.
73 Vel, I Beilere da til Dyst indbyder jeg Eder,
74 Frem for Eder jeg lægger Odysses’s mægtige Bue;
75 Hvo som nemmest forstaaer med Hænderne Buen at spænde,
76 Og gjennem samtlige tolv opstillede Biler kan skyde,
77 Ham vil jeg følge som Viv, og sige Farvel til det skjønne
78 Rigtforsynede Huus, jeg betraadte som Brud i min Ungdom,
79 Og som jeg, selv i Drømme, skal mindes i kommende Dage.
80 Talende saa befoel hun Eumaios, Svinenes Hyrde,
81 Buen og Jernene frem at lægge for Beilernes Skare;
82 Grædende tog han og lagde dem frem, og Oxernes Hyrde
83 Brast i Graad, da Øie han fik på Konningens Bue.
84 Dem udskammed Antinoos strax, tog Ordet og sagde:
85 Tossede Landsbyedrog! som kun har Tanke for Døgnet!
86 Hvad betyder den Flæben, Elendige! hvortil bevæge
87 Hjertet i Dronningens Barm? hun har allerede foruden
88 Sorg og Græmmelse nok, da hun misted sin elskede Husbond.
89 Sætter da taust ved Maden Jer hen, eller hvis I vil græde,
90 Pakker Jer da på Døren, men Buen I lade tilbage
91 Beilerne her til en Dyst, som sandelig ei er at laste,
92 Thi det er vist ikke let at spænde den blankede Bue;
93 Der er jo ei blandt Beilerne her, saamange vi ere,
94 Saadan en Mand som Odysses, ja! selv har fordum jeg seet ham,
95 Og jeg erindrer ham grandt, dog kuns en Pog var jeg dengang.
96 Saa han taled, og haabed i Sind, at det skulde ham lykkes,
97 Buen at spænde, og skyde sin Piil gjennem samtlige Biler;
98 Vorde han skulde dog selv den Første, der kom til at smage
99 Pilen fra Helten Odysses’s Haand, da nys han i Salen
100 Selv ham haaned og egged de øvrige Mænd til det Samme.
101 Derpå den kraftige Svend Telemachos taled iblandt dem:
102 Ha! forvist maa Zeus min Forstand mig have berøvet!
103 Nu da min elskede Moder, en Qvinde saa snild, mig erklærer,
104 At hun forlader mit Huus, og drager herfra med en Fremmed,
105 Bryder i Latter jeg ud og glæder mig ret som en Taabe.
106 Vel, I Beilere! nu til Dyst indbyder jeg Eder,
107 Dyst om en Viv, hvis Mage man ei i Achaia vil finde,
108 Eller i Argos, Mykene, selv ei i det hellige Pylos,
109 Eller på Ithaka her, eller hist på det taagede Fastland;
110 Dog det veed I jo selv, hvorfor skal jeg rose min Moder?
111 Vel! forhaler ei Sagen ved Sinkelser! vægrer Jer ikke
112 Længer ved Buen at spænde, at snart vi see, hvad det blie’r til!
113 Ogsaa jeg selv ret gjerne gad prøve min fædrene Bue!
114 Mægted jeg Strengen at spænde, og Piil gjennem Jernene skyde,
115 Da bedrøved min Moder mig ei ved at flytte fra Hjemmet
116 Bort til den Fremmedes Huus, og ei blev jeg ene tilbage,
117 Mægted jeg alt at handtere med Kraft mine fædrene Vaaben.
118 Talt; da sprang fra sit Sæde han op, sin Skarlagenskappe
119 Lagde han bort, og af Skuldre han tog sin hvæssede Glavind.
120 Først han nu Bilerne reiste, en Fure han langs hen ad Tilie
121 Ridsed at sætte dem i, og efter en Snor han dem stilled,
122 Tramped saa Muld omkring, og de saae med megen Forundring,
123 At han dem stilled saa lige, thi aldrig de før havde seet det.
124 Derpå han traadte til Tærskelen hen, og prøvede Buen,
125 Tregange klemte han den, og strengte sig an for at spænde,
126 Tregange svigted hans Kraft, dog end han haabed i Sindet,
127 Buen at spænde, og skyde sin Piil gjennem samtlige Biler,
128 Og da han fjerdegang trak med Kraft, han vist havde spændt den,
129 Havde hans Fader ei vinket, og standset ham midt i hans Iver.
130 Atter den kraftige Svend Telemachos tog nu til Orde:
131 Ha! jeg vorder forvist enten svag og usel min Livstid,
132 Eller jeg end er for ung, og kan ei på min Arm mig forlade
133 Nok til at værge mig kjækt mod en Mand, som mig voldelig anfaldt.
134 Derfor velan, I Andre, som mig er i Kraft overlegne,
135 Prøver nu Buen, og lader os snart fåe Ende på Kampen!
136 Saa han taled, og Buen af Haand han satte på Jorden,
137 Læned den op mod den blankede Dørs fastfugede Fjæler,
138 Stilled ved Buen den hurtige Piil i den prægtige Hage,
139 Og på den Stol sig satte, hvorfra han nys havde reist sig.
140 Ordet i Kredsen Antinoos tog, hiin Søn af Eupeithes:
141 Træder nu frem, mine Venner! på Rad fra Venstre til Høire,
142 Der hvor Skjenken begynder, naar Viin han i Bægrene fylder!
143 Saa Antinoos talte, hans Ord godt hued dem Alle.
144 Først fra sit Sæde Leiodes, en Søn af Oinops, sig reiste;
145 Som deres Offerbeskuer bestandig han inderst i Krogen
146 Sad ved den prægtige Kumme, og han var den Eneste blandt dem,
147 Hvem den uteerlige Færd var imod, og han haded dem Alle.
148 Han var den Første, som nu tog Buen og Pilen ihænde,
149 Hen over Tilie til Tærsklen han treen, og prøvede Buen,
150 Dog han spændte den ei, hans Hænder, uhærdede, fine,
151 Slappedes altsom han trak, da taled han saa til dem Alle:
152 Venner! at spænde den, aarker jeg ei, en Anden den tage!
153 Mange fortrinlige Mænd forvist denne Bue vil koste
154 Livet og Aanden, og bedre for os at døe end at leve,
155 Hvis vi reent gik glip af det Meed, for hvilket vi samles
156 Idelig her i Paladset, og vente fra Dage til Dage.
157 Nu er der Mangen af Eder, som haaber i Sind, og som ønsker
158 Penelopeia til Viv, den Ædling Odysses’s Hustrue,
159 Men naar han Buen har prøvet, og ret har lært den at kjende,
160 Da vil som Beiler med Gaver og Skjenk af Achaiernes fagre
161 Møer en Anden han søge til Brud, lad saa Dronningen ægte
162 Den, som meest hende skjenker, og hvem hende Skjebnen bestemte.
163 Knap havde dette han talt, saa satte han Buen til Jorden,
164 Læned den op mod den blankede Dørs fastfugede Fjæler,
165 Stilled ved Buen den hurtige Piil i den prægtige Hage,
166 Og på den Stol sig satte, hvorfra han nys havde reist sig.
167 Ham udskammed Antinoos strax, tog Ordet, og sagde:
168 Ha, Leiodes! hvad Ord undslap dig fra Tændernes Række?
169 Rædsomt og fælt det lyder, det harmer mig saadant at høre,
170 Om denne Bue saasandt fortrinlige Mænd skulde koste
171 Livet og Aanden, fordi du ei formaaer den at spænde.
172 Dig har din værdige Moder jo rigtignok ei til en Kæmpe
173 Født, som med Kraft kunde skyde de flyvende Pile fra Strengen,
174 Men i vor mandige Kreds er der Andre, som snart den vil spænde.
175 Talt; og Befaling han gav til Melanthios, Gedernes Hyrde:
176 Skynd dig, og tænd påstand en blussende Ild her i Salen,
177 Sæt ved Ilden en Stol, og bred derover et Uldskind!
178 Dernæst en stor Klump Fedt du herind fra Stegerset hente,
179 At vi kan smøre den ind med Fedt, og ved Varmen den myge,
180 Da vil vi Buen forsøge, og snart see Ende på Kampen.
181 Talt; og påstand en levende Ild Melanthios tændte,
182 Satte ved Ilden en Stol, og bredte derover et Uldskind;
183 Dernæst en stor Klump Fedt han ude fra Stegerset hented;
184 Beilerne varmed nu Buen, og prøved den En efter Anden,
185 Dog de magted den ei, deres Kraft var meget for ringe.
186 Kun Antinoos end og Eurymachos nølede begge,
187 Beilernes ypperste Mænd, som i Kraft stod over dem Alle.
188 Nu begav det sig saa, at ud med hinanden af Huset
189 Baade Philoitios gik og Eumaios, den ærlige Hyrde;
190 Strax efter dem forføied Odysses sig selv ud af Salen,
191 Og da de ud af Døren og udenfor Gaarden var komne,
192 Taled Odysses med venlige Ord saalunde til begge:
193 Hyrder! et Ord med Eder ret gjerne jeg nu vilde snakke,
194 Eller skal heller jeg tie? dog byder mit Sind mig at tale.
195 Hvad var hos Eder at vente for Hjelp, om Odysses fra Udland
196 Pludselig nu kom hjem, og en Gud ham førte tilbage?
197 Hvem forsvared I da, enten Beilerne, eller Odysseus?
198 Siger det frit saaledes som Sind og Hjerte det byder!
199 Derpå ham svared igjen Kohjordernes øverste Hyrde:
200 Fader Kronion! o gid vor Bøn opfylde du vilde,
201 At han igjen kom hjem, og en Gud ham førte tilbage!
202 Snart du skulde da see, hvad Kraft og Arme jeg eier.
203 Ligesaa bad Eumaios til alle de salige Guder,
204 At til sit Hjem Odysses, den kløgtige Drot, maatte komme.
205 Men da han Hyrdernes Sind heel grandt havde skuet igjennem,
206 Tog han Ordet påny, og talede saa til dem begge:
207 Her hjemkommen jeg staaer, det er mig! efter Farer og Trængsler
208 Hjem i det tyvende Aar til mit Fædreneland jeg er kommen;
209 Klart jeg seer, at I er de eneste To af mit Huusfolk,
210 Hvem jeg er velkommen hjem, ei Een har jeg hørt af de Andre
211 Bede den Bøn, at hjem jeg igjen til mit Huus maatte komme.
212 Derfor jeg Eder vil sige forsand, hvordan det vil vorde,
213 Skjenker en Gud mig det Held disse Beilere her at betvinge,
214 Da vil Enhver af Eder en Viv jeg give tilægte,
215 Bygge Jer Huse ved Siden af mit med rigeligt Boskab,
216 Og I skal stedse mig være Telemachos’ Venner og Brødre.
217 Dog velan! et tydeligt Tegn jeg Eder vil vise,
218 At I kan kjende mig ret, og fast overtydes i Sindet;
219 Her er den Skramme, som fordum et Sviin mig slog med sin Huggert,
220 Da med Autolykos’ Sønner jeg op på Parnasos var dragen.
221 Talende saa sine Pjalter han rev tilside fra Skrammen,
222 Men da nu Hyrderne saae den, og Alt gjenkjendte tilfulde,
223 Græd de lydt, mens Armene fast om Odysses de slynged,
224 Bøde ham froe velkommen, og kyssed hans Hoved og Skuldre.
225 Ogsaa Odysses bedækked med Kys deres Hænder og Hoved;
226 Og under saadan en Jamren vist Solen var gangen tilbjerge,
227 Hvis Odysses ei selv havde standset den brat ved at sige:
228 Holder dog op med Jamren og Graad, at Ingen fra Huset
229 Kommer herud og seer det, og strax det fortæller derinde!
230 Gaaer nu ind, hver Enkelt for sig, ei Alle på eengang!
231 Først jeg selv, saa I; dog end aftale vi dette!
232 Ei vil Nogen af Beilernes Sværm, saa mange de ere,
233 Give sit Minde dertil, at man rækker mig Buen og Koggret,
234 Nei! men derfor, Eumaios! maa du i Salen derinde
235 Flye mig Buen i Haand, og desuden til Qvinderne sige,
236 At de skal laase tilgavns deres Kamres forsvarlige Døre;
237 Ja om endog de høre maaskee hernede fra Salen
238 Bulder og jamrende Skrig af Mænd, saa skal de dog ikke
239 Vove sig ud, men i Roe blive siddende ved deres Arbeid.
240 Dig, Philoitios! gives det Hverv, at du Porten til Gaarden
241 Lukker tilgavns med Nøglen, og flinkt slaaer Remmen for Laasen.
242 Talt, da begav han sig ind i den smuktopbyggede Bolig,
243 Og på den Stol sig satte, hvorfra han nys havde reist sig.
244 Strax derpå kom ogsaa de To af Odysses’s Svende.
245 Alt Eurymachos Buen handterede frem og tilbage
246 Over den skinnende Ild at varme den trindt, men han aarked
247 Ei endda den at spænde; da fnøs hans mandige Hjerte,
248 Dybt han sukked af Harm, tog Ordet, og talte saalunde:
249 Ha! forsand det smerter mig svart for mig selv og os Alle;
250 Ei saameget jeg harmes for Bryllupet, skjøndt det mig ærgrer,
251 Der er tilvisse jo nok af Achaiske Qvinder foruden,
252 Baade på Ithakas Øe, og omkring i de øvrige Stæder;
253 Nei! men om alle vi Mænd saa langt i Kræfter tilbage
254 Stod for Helten Odysses, at ei engang vi hans Bue
255 Mægted at spænde, det blev os en Tort for kommende Slægter.
256 Ham Antinoos svared igjen, hiin Søn af Eupeithes:
257 Sligt Eurymachos! aldrig vil skee, selv veed du det bedre;
258 Det er jo folkelig Fest, som idag for den mægtige Guddom
259 Feires i Landet, og hvo vilde da vel spænde sin Bue?
260 Trygt kan I lægge den hen, og Bilerne ville vi alle
261 Her lade staae som de staae, thi knap vil Nogen, det troer jeg,
262 Vove sig ind i Odysses’s Sal, for bort dem at tage.
263 Vel! lad Skjenken påstand os Bægrene fylde til Offring,
264 At, naar vi Vinen har offret, vi hen kan lægge vor Bue.
265 Men naar det gryer ad Dag, skal Melanthios, Gedernes Hyrde,
266 Geder os bringe herhid, de bedste, som findes i Flokken,
267 Naar vi da Bove har brændt til Apollon den Bueberømte,
268 Da vil vi Buen forsøge, og fåe en Ende på Kampen.
269 Saa Antinoos talte, hans Ord godt hued dem Alle.
270 Flux udøste Herolderne Vand over Beilernes Hænder,
271 Knøsene Viin i Kummerne gjød, til den skummed om Randen,
272 Fyldte saa Bægre til Offring, og skjenkede rundt for dem Alle;
273 Men da de Viin havde offret, og drukket saameget dem lysted,
274 Tog Odysses, den sindrige Drot, skalkagtig til Orde:
275 Hører mig, Drotter tilhobe, som frie til den prisede Dronning!
276 At jeg kan sige, hvad Hjertet i Barm mig byder forkynde.
277 Dog Eurymachos her og Antinoos, skjøn som en Guddom,
278 Fremmest jeg beder, thi snildt var hans Ord, da han bød Eder lægge
279 Buen til Roe for idag, og saa lade Guderne raade,
280 Seier vil Guden imorgen tildele hvem selv han behager.
281 Laaner den blankede Bue mig lidt, at her iblandt Eder
282 Prøve jeg kan hvad Kraft jeg i Armene har, om min Styrke
283 End er den samme som før jeg besad i de smidige Lemmer,
284 Eller om Vandring og Nød har alt udslidt mine Kræfter.
285 Saa han taled, og heftig fortørnedes Alle tilhobe,
286 Bange de var for det Træf, at han Buen maaskee kunde spænde.
287 Strax Antinoos skammed ham ud, tog Ordet, og sagde:
288 Fremmede Usling! ei mindste Forstand har meer du tilbage;
289 Er det ei nok, at du her blandt os høibyrdige Herrer
290 Spiser i Mag, hvor det ei på Mad eller Drikke dig skorter
291 Og at du hører de Taler og Ord, som mellem os falde?
292 Ellers har Fremmed og Stodder ei Lov til at høre vor Tale.
293 Vinen har ventelig gjort dig forrykt, og den er jo Manges
294 Meen, naar man skyller den i sig, og ei den drikker med Maade.
295 Selv den berømte Kentaur Eurytion blev jo af Vinen
296 Fristet til Daarskab engang i den bolde Peirithoos’ Bolig,
297 Da han var Gjæst i Lapithernes Land; forstyrret af Vinen
298 Øved han Vold i Peirithoos’ Huus i rasende Vanvid;
299 Da bleve Heltene vrede, foer op imod ham, og slæbte
300 Ud over Gangen ham flux, og skar ham Øren og Næse
301 Af med den grusomme Malm, men han, fortumlet i Sindet,
302 Vandrede hjem i en Døs med gruelig Løn for sin Daarskab.
303 Derved en Krig mellem Heltenes Folk og Kentaurerne udbrød,
304 Først dog selv han fornam, hvad Ondt en Ruus kan forvolde.
305 Saa bebuder jeg dig, at vente du kan dig en Ufærd,
306 Hvis nu Buen du spænder, thi ei hos Nogen i Landet
307 Skal du da Venlighed møde, men strax vorde sendt på et Fartøi
308 Hen til Echetos, den Drot, som er hver en Dødeligs Rædsel;
309 Aldrig med Livet du slipper da bort; dog sæt dig nu rolig
310 Hen og drik, og maal dig ei med Mænd, som er yngre!
311 Ham tiltalede strax den forstandige Penelopeia:
312 Hør, Antinoos! ei er det smukt, og ei er det billigt,
313 Her i Huset at sætte Telemachos’ Gjæster tilside.
314 Sæt at den fremmede Mand i Lid til Armenes Kræfter
315 Virkelig mægter at spænde Odysses’s vældige Bue,
316 Mener du derfor, at hjem til Sit han mig fører som Hustrue?
317 Visselig nærer han selv ei slig Forhaabning i Sindet;
318 Derfor maa Ingen af Eder urolig for Sligt i sit Hjerte
319 Feire vort festlige Gilde; den Sag er jo plat umulig.
320 Strax gav Polybos’ Søn Eurymachos hende til Gjensvar:
321 Hør mig, Ikarios’ Datter, forstandige Penelopeia!
322 Ei vi troe, at han fører dig hjem, thi Sligt var umuligt;
323 Nei! men vi blues i Sind for hvad Mænd og Qvinder vil sige,
324 Om det skal hedde som saa blandt menige Mænd i Achaia:
325 Svagere Mænd til den kraftige Mands livsalige Hustrue
326 Beile, dog Ingen formaaer at spænde hans blankede Bue;
327 Brat da kommer en Fremmed, en vildtomflakkende Stodder,
328 Buen han spænder, og Pilen han let gjennem Jernene skyder;
329 Saa vil man sige forsand, og for os det vorder en Skjændsel.
330 Ham gjensvarede strax den forstandige Penelopeia:
331 Aldrig, Eurymachos! priseligt Rye kan Mænd sig hos Folket
332 Vinde, som ei har Agt for en hæderlig Mand, men ved Fraadsen
333 Øde hans Huus, hvi regner I da dette her for en Skjændsel?
334 Og nu den fremmede Mand, han er stor og dygtig af Bygning,
335 Ogsaa han roser sig af, at en ædelig Mand er hans Fader;
336 Vel! saa giver ham Buen i Haand, at vi see hvad han duer til!
337 Dette dog sige jeg vil, og visselig vorder det fuldbragt,
338 Spænder han Buen saasandt, og Apollon den Roes ham forlener,
339 Da vil en pyntelig Klædning jeg give ham, Kjortel og Kappe,
340 Dertil et stingende Spyd til Værn mod Mænd eller Hunde,
341 Samt et Sværd, tveegget og skarpt, og til Fødderne Saaler,
342 Og jeg vil skaffe ham hen, hvorhelst hans Hjerte begjærer.
343 Og den forstandige Svend Telemachos strax hende svared:
344 Fuldere Ret til Buen end jeg har ingen Achaier,
345 Enten at give den bort eller ei, som selv det mig lyster,
346 Hverken af dem, der raade med Magt på Ithakas Fjeldøe,
347 Eller på Holmene hist ved det gangerernærende Elis,
348 Ingen af dem skal med Magt forhindre mig, selv om mig lysted,
349 Buen at række min Gjæst og lade ham tage den med sig.
350 Gak til dit Kammer nu hen, og besørg din Gjerning i Huset,
351 Baade din Væv og din Teen, og befael dine Tjenesteqvinder,
352 Røgte med Flid deres Dont! for Buen maae Mændene sørge
353 Alle, men jeg dog meest, thi min er Magten i Huset.
354 Studsende svart ved hans Ord tilbage hun gik til sit Kammer,
355 Da hun på Hjerte sig lagde sin Søns forstandige Tale,
356 Og da med Ternerne op hun i Høienloftskammer var kommen,
357 Der for Odysses, sin Husbond, hun græd, til Pallas Athene
358 Lod over Øinenes Laag neddale den liflige Slummer.
359 Hyrden Eumaios i Haand nu tog den krogede Bue,
360 Vrede da Beilerne blev, og høit i Salen de skjældte;
361 Da var i Sværmen der En af de trodsige Knøse, som udbrød:
362 Hvor, elendige Hyrde for Sviin! vil du hen med den Bue?
363 Est du forrykt? ret snart skal hurtige Hunde dig æde
364 Fjernt fra Menneskers Færdsel ved Svinene, som du har opfødt,
365 Hvis Apollon saasandt og Gudernes Slægt er os naadig.
366 Saa man taled, og hen på Pladsen igjen han den lagde,
367 Slagen af Skræk ved det buldrende Raab fra saa stor en Forsamling;
368 Dog med bydende Røst Telemachos raabte til Hyrden:
369 Tag kun Buen! det baader dig knap, om du Alle vil lystre.
370 Mulig, hvorvel jeg er yngst, jeg jog dig ellers med Steenkast
371 Ud på Landet igjen, thi over dig staaer jeg i Kræfter.
372 Gid jeg ligesaa høit i Kraft og dygtige Arme
373 Stod over alle de Mænd, der som Beilere kom til Paladset,
374 En efter Anden jeg da ret snart heel ynkelig tilredt
375 Ud af vort Huus skulde jage, thi kun de tænke på Udaad.
376 Talt; men i hjertelig Latter tilhobe de brast over Manden,
377 Og deres heftige Harm mod Telemachos lagde sig noget.
378 Flux tog Hyrden nu Buen, og bar den hen gjennem Salen,
379 Nærmed sig Helten Odysses, og gav ham Buen ihænde;
380 Kaldte saa strax på Ammen, den troe Eurykleia, og sagde:
381 Hør, Eurykleia, du snilde! Telemachos Eder befaler,
382 At I skal laase tilgavns Eders Kamres forsvarlige Døre,
383 Ja om endog I høre maaskee hernede fra Salen
384 Bulder og jamrende Skrig af Mænd, saa skal I dog ikke
385 Vove Jer ud, men i Roe blive siddende ved Eders Arbeid!
386 Saa han taled, og ei fløi Ordet forbi hendes Øren;
387 Dørene laased hun strax til de velindrettede Kamre.
388 Lønlig af Huset sig ud Philoitios listed imedens;
389 Porten han lukked i Laas til den velomhegnede Gaardsplads.
390 Ude ved Hallen der laae et Toug, som var brugt til et Roerskib,
391 Snoet af Bast, med dette han Fløiene surred, saa gik han
392 Ind, og på Stolen sig satte, hvorfra han nys havde reist sig.
393 Hen på Odysses han stirred, som alt handterede Buen,
394 Dreied og vendte den ivrig og syned den trindt, for at kjende,
395 Om ikke Hornet af Orme var ædt, mens Drotten var borte.
396 Mangen da talte saalunde, med Øinene vendt mod sin Naboe:
397 Sikkert en Kjender han er, som grandt forstaaer sig på Buer,
398 Eller maaskee har selv i sit Hjem han Mage til Armbrøst,
399 Eller en lignende gjøre han vil; hvor ivrig i Haanden
400 Hid og did han den vender, den listige Skjelm af en Stodder!
401 Atter en Anden til Orde nu tog af de trodsige Knøse:
402 Gid ham ligesaa stort et Held maa times herefter
403 Som hans Kraft vil forslaae til at spænde den vældige Bue!
404 Saaledes Beilerne talte, men strax da Helten Odysseus
405 Havde sin vældige Bue handteret, og nøie beseet den,
406 Ret som en Mand, der at synge forstaaer og at spille på Lyre,
407 Spænder med Lethed en Streng om en nye fastsluttende Skrue,
408 Naar han foroven og neden har fæstet den snoede Tarmstreng,
409 Ligesaa nemt Odysses nu spændte den vældige Bue.
410 Først med sin Høire han tog i Strengen et Tag, den at prøve,
411 Og for hans Øren saa liflig den sang, som Svalernes Qviddren;
412 Da bleve Beilerne vrede tilgavns, og skiftede Farve,
413 Og i det samme lod Zeus høit Tordenen rulle til Varsel,
414 Men i sin Sjel sig fryded den hærdede Konning Odysseus,
415 At ham den snedige Kronos’s Søn tilskikked et Jertegn.
416 Derpå han greb den hurtige Piil, som blottet og ene
417 Laae på Bordet foran ham, endnu laae alle de andre
418 Rolig i Koggerets Rum, dem Achaierne snart skulde smage,
419 Lagde den midt på Buen, trak Strengen og Kærven tilbage,
420 Uden at reise sig op fra sin Stol, og sigtende retud
421 Skjød han Pilen fra Streng, og ei han Bilerne feiled,
422 Ind ad den forrestes Øie, og ud gjennem alle de andre
423 Fløi den braadede Piil, og han selv til Telemachos raabte:
424 Ei har du Skam af den Gjæst, Telemachos! som i din Høisal
425 Sidder, ei skjød af Maalet jeg feil, ikke heller jeg længe
426 Sled for Buen at spænde, endnu er min Kraft ved det Gamle,
427 Ei er den saadan, som Beilerne troe, der saa spodsk mig forhaane.
428 Nu er det Tid, at vi ogsaa en Nadver til Beilerne lave,
429 Mens det er lyst endnu, og saa kan de siden sig more
430 Baade med Cithar og Sang, thi Sligt er en Pryd ved et Gilde.
431 Talende saa han vinked med Bryn, og flux over Axel
432 Helten Odysses’s Søn Telemachos kasted sit Slagsværd,
433 Greb med Haanden sit vældige Spyd, og traadte på Stedet
434 Hen til Faderens Stol, bevæbnet med funklende Kobber.

Odysseen af Homer

Odysseen er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Odysseen er en forlængelse af Iliaden. Vi møder således også hovedpersonen Odysseus i Iliaden. Da Achilleus var blevet dræbt foran Trojas mure, skulle hans fornemme våben, som var fremstillet af selveste smedeguden Vulkan, tildeles den tapreste kriger. Odysseus og Ajax gjorde begge krav på dem, og visdommens gudinde Minerva, som kendes på uglen og her ses i midten, besluttede, at Odysseus skulle have dem.

Relieffet viser, hvorledes Odysseus til venstre udpeges som vinder og får våbnene overbragt. I den modsatte side ses først Achilleus’ grav med urnen samt siddende hans sørgende mor, Thetis, og dernæst længst ude til højre taberen Ajax, der tager sig til hovedet og forlader scenen. Ajax var så fortvivlet over afgørelsen, at han senere begik selvmord.

Odysseen kort fortalt
Sammendrag

De første fire sange handler om, hvorledes sønnen Telemachos drager ud i verden for at søge efter sin far Odysseus. På denne rejse møder han flere af heltene fra Troja. Fra femte sang optræder Odysseus, som efter gudernes beslutning har fået lov at rejse hjem. Men han er alene, da han har mistet både skibe og mandskab. Han har også en fjende i havets gud, Poseidon, så han lider endnu engang skibbrud og skylles i land på Fajakernes kyst.

Her modtages han venligt, og i et langt flash back (9.-12. sang) fortæller han om sine mange oplevelser på rejsen fra Troja indtil fortællingens nutid. De venlige Fajakere bringer ham til Ithaka, og den sidste halvdel af digtet handler om, hvorledes Odysseus genvinder sin position som konge over Ithaka efter et vanskeligt og farligt opgør med bejlerne.

Hermes beordrer Kalypso at løslade Odysseus

På sin hjemtur fra den trojanske krig lider Odysseus skibbrud ved øen Ogygia hvor han bliver fundet af den græske nymfe Kalypso. Hun er datter af Atlas og søster til Plejaderne. Kalypso forfører Odysseus til at blive sin elsker i 7 år, men Odysseus vil helst hjem til sin hustru. Ved enden på de syv år holder guderne møde og beslutter sig for at løslade ham. Det er Odysseus’ skytsgudinde Athene som presser på for at få Odysseus sat fri.

Athene sender først Odysseus' søn Telemachos af sted uden resultat. Athene beder så om hjælp fra Zeus, der sender Hermes ned til Kalypso for at beordre Odysseus frigivet. Kalypso adlyder modvilligt og giver Odysseus tømmer til en båd.

Og her starter Odysseen. Vi får dog senere i fortællingen beretningen om at opholdet ved den græske nymfe Kalypso ikke var det første stop for Odysseus på sin vej tilbage til øen Ithaka.

Tidslinje
Odysseus rejse

1. stop - Kikonernes ø

Efter at være sejlet fra Troja kommer Odysseus og hans mænd til Kikonernes ø, hvor de røver mad og kvinder. Odysseus opfordrer sine folk til hurtigt at tage afsted igen, men da der er masser af kvæg, får og geder samt dejlig vin, vil mændene ikke afsted. Hvilket giver kikoner mulighed for at samle sig og drive Odysseus' folk tilbage på deres skibe.

2. stop - Lotofagernes land

Zeus sender en voldsom storm, som driver skibene langt væk. Efter 10 dage når de frem til Lotofagernes land, hvor de går i land. Her møder de venligsindede beboere som tilbyder Odysseus' folk nogle velsmagende bær, men så snart en mand har spist et bær, glemmer han straks alt om at komme tilbage til sit hjemland, og ønsker blot at få flere af de dejlige frugter. Til sidst må Odysseus med magt føre folkene ned til skibene og surre dem fast, men de jamrende beder om at komme tilbage.

3. stop - Kyklopernes land

Herefter kommer de til de enøjede Kyklopernes land. Odysseus og hans mænd går i land og opdager en stor hule. Udenfor hulen er der en fold med mange får og geder. De vover sig forsigtigt ind i hulen, hvis beboer ikke er hjemme. Odysseus' folk foreslår, at de tager noget af den dejlige ost der er i hulen og stikker af tillige med nogle af fårene og gederne, men Odysseus er alt for spændt på at møde hulens besynderlige beboer, så han afslår.

Så kommer hulens beboer, kæmpen Polyfemos hjem; på ryggen har han en vældig bunke kvas, som han smider udenfor hulen. Så giver han sig i gang med at malke fårene og gederne. Da han er færdig, tænder han ild i kvaset, hvorefter han opdager de ubudne gæster og spærrer dem inde i hulen ved at vælte en kæmpemæssig sten foran indgangen. Derefter griber kæmpen to af Odysseus' folk og æder dem råt, hvorefter han lægger sig til at sove.

Næste morgen æder kæmpen endnu to af Odysseus' mænd, hvorefter han forlader hulen efter at have væltet stenen foran igen. Odysseus lægger en snedig flugtplan. Inde i hulen ligger en grøn olivenkæp, som kæmpen vil anvende som stok, når den er blevet tør. Odysseus lader kæppen spidse og hærder den i ilden. Da kyklopen kommer hjem, malker han igen sine dyr. hvorefter han æder endnu et par stykker af Odysseus' folk. Odysseus tilbyder ham et krus vin til måltidet, hvilket kæmpen drikker med velbehag. Han beder om endnu et krus og endnu et.

Dernæst siger Odysseus: "Du spurgte tidligere om mit navn. Det skal jeg sige dig. Mit navn er 'Ingen'. Således kaldes jeg af mine forældre og mine venner.". Kyklopen kvitterer med at sige, at han som tak vil æde ham som den sidste, hvorefter han styrter omkuld beruset af vinen.

Odysseus griber stangen og stikker den ind i ilden, til den er gloende. Derefter jager de stangen ind i kæmpens ene øje og drejer den omkring. Den blindede kyklop vågner med et frygteligt skrig, som alarmerer de omkringboende kykloper, som stimler sammen udenfor hulen.

"Hvorfor forstyrrer du vores nattesøvn, Polyfemos?, råber de. "Er der nogen, der vil røve dine dyr eller myrde dig?". "Ingen myrder mig. Ingen vil slå mig ihjel, råber han. "Hvis ingen slår dig ihjel, så må du jo være syg. Tal med din fader, Poseidon om det i morgen." og så går de igen ind i deres huler.

Om morgenen vælter kæmpen stenen fra indgangshullet, men sætter sig midt i åbningen for at fange Odysseus' folk, hvis de forsøger at snige sig ud gemt blandt fårene. Odysseus binder fårene sammen tre og tre med fine vidjer. Under bugen på det midterste får binder han en af sine mænd fast og det lykkes dem at slippe ud, selv om kæmpen stryger dyrene hen over ryggen for at fange de ubudne gæster. Odysseus og hans mænd når ned til deres skib, men da de er kommet et godt stykke ud i havet kan Odysseus ikke nære sig for at håne Polyfemos og råber:

"Polyfemos, den mand, hvis kammerater du åd, er ingen svækling. Zeus' hævn har ramt dig, fordi du åd folk, som kom til dit hus som gæster". Den rasende Polyfemos griber en klippeblok og kaster efter det bortsejlende skib, og så kraftigt kaster han, at blokken, som er spidsen af et bjerg, lander lige foran forstavnen og driver skibet ind mod kysten igen. Odysseus og hans mænd ror af alle kræfter og da de igen er kommet langt fra kysten råber Odysseus igen:

"Hvis nogen dødelig spørger dig, hvorledes du mistede dit øje, så svar ham, at det er Odysseus fra Ithaka, der blindede dig." Det skulle senere vise sig, at det ikke var nogen god idé at Odysseus afslørede sit navn, for Polyfemos henvender sig til sin far, den mægtige Poseidon og beder om, at han vil sørge for, at Odysseus aldrig genser sit land.

4. stop - Aiolie, den svømmende ø

Det næste sted, de kommer til, er Aiolie, den svømmende ø, hvor Aiolos bor sammen med sine seks sønner og seks døtre, som er gift med hinanden. Her bliver grækerne en hel måned og fordriver tiden med fester med masser af god mad og dejlig vin. Ved afskeden giver Aiolos Odysseus en sæk hvori er indespærret de susende vinde; Aiolos er nemlig af Zeus er sat til at vogte vindene. Sækken bliver bragt om bord, forsvarligt surret med en sølvsnor, så ikke den mindste luftning slipper ud. Kun den blide vestenvind er ikke spærret inde, så skibet sejler rask afsted.

På den tiende dag får de landkending af Ithaka og kan se røgen stige til vejrs på øen. Mens den udmattede Odysseus tager sig en blund, begynder hans folk at diskutere, hvad der er i sækken. Nogle mener, at det er en skat af sølv og guld, han har fået af Aiolos, og det ender med, at de åbner for sækken, da de føler, at de skal have del i skatten. Øjeblikkelig farer vindene ud og driver i rasende fart skibet tilbage til Aiolos. Aiolos spørger, hvorledes det er gået til, og da Odysseus forklarer ham det, sender han dem bort i vrede, da han kan se, at Odysseus er forhadt af guderne.

5. stop - Telepylos i Laistrygonernes land

Derpå kommer de til Telepylos i Laistrygonernes land, som viser sig at være befolket med menneskeædende kæmper. Odysseus mister 11 af sine 12 skibe og de fleste af sine folk, og kun med nød og næppe lykkes det ham at slippe afsted.

6. stop - Øen Aia og troldkvinde Kirke

Odysseus begiver sig afsted for at befri sine mænd og undervejs møder han Hermes, som giver ham en trylleurt mod Kirkes trolddom. Hermes fortæller, at Kirke vil tilbyde Odysseus en forfriskning, men den vil ikke virke på grund af trylleurten. Derefter vil hun berøre ham med sin tryllestav, og da skal Odysseus trække sit sværd. Kirke vil blive forskrækket og indbyde ham til sit leje, hvilket Odysseus ikke skal afslå.

Alt går som forudsagt af Hermes. Det lykkes Odysseus at få Kirke, som bliver forelsket i ham, til at forvandle hans mænd tilbage fra svin til mennesker. De bliver på Kirkes ø et helt år, inden de beslutter at rejse videre. Kirke siger, at forinden skal Odysseus tage til Hades for at spørge seeren Teiresia til råds.

7. stop - Odysseus i Hades

De sejler rask afsted på en brise, som Kirke har givet dem, og når sidst på dagen frem til verdenshavet Okeanos. Her bor Kimmerierne i et land, der er hyllet af mørke og tåge. De trækker skibet op på bredden og går hen til det sted, som Kirke har forklaret. Her slagter de offerdyr, og mange døde sjæle dukker op. Også seeren Teiresias dukker op.

Han fortæller, at Poseidon vil lægge ham mange hindringer i vejen, fordi han har blindet hans søn Polyfemos. Han advarer også imod at slagte noget af solguden Helios' kvæg, når de kommer frem til øen Trinakia. Gør de dette, vil det gå grækerne ilde, og deres skib vil forlise. Først om lang tid vil Odysseus nå frem til Ithaka uden nogen af sine mænd, og han vil finde sit hus i en sørgelig forfatning.

8. stop - Mellem Skylla og Karybdis

Da de kommer tilbage til øen Aia, roser troldkvinden Kirke Odysseus og hans mænd for deres tapperhed. Det er første gang, at en dødelig er vendt tilbage fra Hades. Odysseus fortæller, at de vil fortsætte deres sejlads næste morgen, Kirke beklager dette, men giver dog Odysseus en advarsel. På vejen vil de komme forbi de farlige sirener, som fortryller alle, som hører dem, med deres sang og får dem til at glemme alt.

Da de nærmer sig Sirenerne lader Odysseus sine mænds øre stoppe med voks og derefter binde ham selv til masten. Da han hører den dårende musik, beordrer han sine mænd til at løsne båndene, men de adlyder ham ikke. Først da de er uden for hørevidde, holder Odysseus op med at vride sig i rebene og falder til ro, hvorefter han bliver sluppet løs.

Troldkvinden Kirke har advaret om at skibet umiddelbar efter Sirenerne skulle passere passere to høje klipper. I en hule i bjerget bor den frygtelige Skylla med seks par fødder og seks hoveder med frygtelige tænder. Endnu er ingen skipper kommet forbi hende, uden at hun med hvert af sine seks hoveder har snappet en af sømændene.

Under den anden klippe sidder den frygtelige Karybdis og suger det frådende vand ind i sin mund. Tre gange i døgnet spyr hun vandet ud, tre gange suger hun det ind. På turen forbi Skylla og Karybdis har Odysseus så travlt med at holde øje med Karybdis, at det lykkes Skylla at snappe seks fra mandskabet.

Troldkvinden Kirke har også advaret om at de kommer forbi øen Trinakia, hvor solgudens okser og får græsser. Disse dyr skal Odysseus lade være i fred, da han ellers vil rammes af solgudens vrede. Så Odysseus vil helst bae sejle forbi øen, men Eurylokos modsætter sig dette, og siger, at de må i land for at spise og hvile sig, så kan de sejle videre den følgende dag. Odysseus bøjer sig, men får sine mænd til at sværge, at de ikke vil forgribe sig på solgudens kvæg.

Desværre kommer en dårlig vind, som gør, at de må ligge stille en hel måned. Så længe de har føde, holder mændene sig i skindet, og da provianten slipper op, tvinger Odysseus dem til at fange fisk og fugle. Men mens Odysseus ligger og sover, overtaler Eurylokos folkene til at slagte de bedste af solgudens okser og ofre dem til guderne. Da Odysseus vågner, kan han mærke lugten af branket fedt, og han bebrejder sine folk, at de har brudt deres ed. solguden Helios henvender sig til Zeus og kræver hævn. Zeus beroliger ham og siger, at han vil sende sin tordenkile og splintre det formastelige skib.

Efter en uge sejler de videre. Zeus rejser en voldsom storm, som slynger alle Odysseus' folk over bord. Odysseus får fat i en planke og driver omkring i 10 dage, inden han skylles op på Kalypsos ø. Og nu er vi der, hvor Odysseen begynder.

ODYSSEEN
De 24 sange