Odysseen Sang 19

Resume af 19. sang i Odysseen af Homer. Odysseus og hans søn bærer våbnene ud af salen op i et kammer. Samtale med Penelope. Ved fodvaskningen bliver han genkendt af sin amme Eurykleia på et ar på benet. Penelope beslutter at lade bejlernes frieri afgøre ved bueskydning, og går til hvile.

ODYSSEEN

Odysseen, 19. sang

1 Men i den prunkende Sal blev Helten Odysses tilbage,
2 Grundende svart på Beilernes Drab med Pallas Athene;
3 Strax med bevingede Ord han saa til Telemachos talte:
4 Nu, min Søn! maae vi gjemme de krigerske Vaaben tilhobe.
5 Skulde da Beilerne spørge dig ad, ifald de dem savne,
6 Da skal du see med smigrende Ord deres Sind at besnakke:
7 Bort fra Røgen jeg tog dem, ei meer de ligne de Vaaben,
8 Fordum Odysses os levned i Huus, da han drog imod Troia.
9 Nu har de tabt deres Glands, saavidt Ilddampen har naaet dem;
10 Dertil Kronion en Tanke mig gav af større Betydning:
11 Skulde der reise sig Kiv blandt Eder engang i en Viinruus,
12 Saare hinanden I kunde da let, og derved beskæmme
13 Gjæsters og Beileres Navn, thi Jern tiltrækker jo Manden.
14 Talt; Telemachos strax adlød sin elskede Fader,
15 Og Eurykleia, sin Amme, han kaldte til Salen, og sagde:
16 Hør, Morlil! en Stund maa du Ternerne holde mig borte,
17 Medens i Kammers jeg gjemmer min Faders fortrinlige Vaaben,
18 Som ved Forsømmelse her af Røg skamskændes i Salen.
19 Fjernt er min Fader herfra, og som Barn jeg teede mig hidtil,
20 Nu vil jeg lægge dem hen, hvor ei Ilddampen kan naae dem.
21 Derpå ham svared igjen Eurykleia, den elskede Amme:
22 Gid omsider, min Søn! du til den Forstand maatte komme,
23 Selv at vare dit Huus, og din Eiendom vogte forsigtig!
24 Siig dog, hvem skal følge dig nu, og bære dig Blusset,
25 Siden ei Terne maa komme herud, som kunde dig lyse?
26 Og den forstandige Svend Telemachos strax hende svared:
27 Det skal den fremmede Mand; hvo Korn af min Skjeppe vil æde,
28 Taaler jeg ei gaaer ledig, skjøndt langveisfra han er kommen.
29 Saa han taled, og ei fløi Ordet forbi hendes Øren;
30 Dørene laased hun strax til de velindrettede Kamre.
31 Flux med sin straalende Søn skred Konning Odysses til Værket;
32 Rask baade buklede Skjolde og braadede Landser og Hjelme
33 Ind i et Kammer de bar; foran dem Pallas Athene
34 Gik med sin gyldene Lampe, som gav den deiligste Lysning;
35 Strax til sin elskede Fader Telemachos talte saalunde:
36 Fader! forsand for mit Øie jeg seer et forbausende Særsyn;
37 Væggene rundtom i Salen, og alle de prægtige Friser,
38 Bjelker af Gran under Loftet, og høitfremkneisende Suler
39 Straale for Øiet saa klart, som en Ild, der blusser i Flamme,
40 Vist er i Huset en Gud, som boer på Himlen den brede.
41 Ham gjensvared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
42 Stille, min Søn! spørg ei! men behold for dig selv dine Tanker!
43 Sligt er Gudernes Viis, som boe på høien Olympos.
44 Gak nu til Hvile, min Søn! selv her i Salen jeg bliver,
45 Ternerne drille jeg vil, og spænde din Moders Forventning,
46 Naar hun med klagende Røst om Alt udspørger mig nøie.
47 Saa han taled, og ud af Salen Telemachos ilte
48 Strax med et brændende Blus i Haand til sit Kammer at sove,
49 Hvor han var vant at hvile, naar Søvnen den søde betog ham.
50 Der han lagde sig nu, og vented på Morgenens Komme;
51 Men i den prunkende Sal blev Helten Odysses tilbage,
52 Grundende svart på Beilernes Drab med Pallas Athene.
53 Ud af sit Kammer nu treen den forstandige Penelopeia,
54 Artemis ligned hun grandt og den gyldene Viv Aphrodite.
55 Ternerne satte ved Ilden den Stol, hun vanligen sad på,
56 Smukt belagt med Filsbeen og Sølv; en duelig Mester,
57 Kaldet Ikmalios, havde den gjort og en Skammel forneden
58 Fast ved Fødderne sat, over Sædet var bredet et Uldskind.
59 Der hun satte sig nu den forstandige Penelopeia;
60 Ud fra Kamrene kom en Flok hvidarmede Terner,
61 Bordene flytted de bort, og tilside de rydded den megen
62 Mad og de Bægre, hvoraf de trodsige Mænd havde drukket.
63 Derpå de rysted tilgulvs Ildgrydernes Gløder, og stabled
64 Brændsel i Mænde deri på en frisk til Lysning og Varme.
65 Atter da skændte Melantho med haanlige Ord på Odysseus:
66 Fremmede Mand! vil her du endog om Natten os plage,
67 Vimsende rundtom i Huset, for Qvindernes Færd at belure?
68 Pak dig på Døren, du Stodder og nøi dig med Maden vi gav dig,
69 Eller jeg efter dig kaster en Brand og af Huset dig jager.
70 Flux med rynkede Bryn gjensvared Odysseus den snilde:
71 Qvinde! hvi farer du dog med slig Forbittrelse mod mig?
72 Er det, fordi jeg er smudsig, og svøbt i lurvede Pjalter
73 Vanker som Betler i Landet, af haard Nødvendighed tvungen?
74 Det er den Lod, omflakkende Mand og Tigger maa friste.
75 Viid, ogsaa jeg var en lykkelig Mand i forrige Tider,
76 Rigt var det Huus, jeg beboede, og ofte til Vandreren gav jeg,
77 Hvordan han end saae ud, og i hvad for en Nød han befandt sig.
78 Trælle jeg eied i tusinde Tal og Alt hvad forresten
79 Kræves til lykkeligt Liv og det Navn at kaldes en Rigmand,
80 Alt dog Zeus til Intet har gjort, thi saa ham behaged.
81 Derfor, o Qvinde! tag vel dig iagt, at ei du forliser
82 Al den Skjønhed, hvormed du dig stolt blandt Ternerne bryster!
83 Vogt dig! din Frue kan vredes og revse dig, eller Odysseus
84 Komme til Ithaka hjem, thi endnu er der skjellig Forhaabning.
85 Dog, om han end er forgaaet og aldrig skal vende tilbage,
86 Saa har han her en Søn, Telemachos, som ved Apollons
87 Naade blev voxen og stor; ei dølges for ham, naar en Terne
88 Frækt sig beteer her i Huset, thi ei er han længer en Pebling.
89 Talt; hans Ord fornam den forstandige Penelopeia,
90 Strax på Pigen hun skændte, tog Ordet og talte saalunde:
91 Hundskuforskammede Tøs, fripostige! viid, at jeg kjender
92 Grandt din dristige Færd; med dit Hoved engang skal du bøde.
93 Alt du vidste tilfulde, thi selv af min Mund du jo hørte,
94 At i min Sal den fremmede Mand udspørge jeg vilde,
95 Hvad om min Husbond han veed, da svart jeg martres af Sorger.
96 Og til Eurynome flux, hendes Skafferske, sagde hun derpå:
97 Skynd dig, Eurynome! hent os en Stol og bedæk den med Uldskind,
98 At han i Mag kan sidde, den Fremmede, mens han fortæller
99 Og til mit Ord han lytter, thi spørge jeg vil ham om Meget.
100 Saa hun taled, og ivrig Eurynome hented en prægtig
101 Stol, den stilled hun frem, og et Skind hun bredte derover.
102 Der han satte sig ned, den haardføre Konning Odysseus,
103 Først til Orde da tog den forstandige Penelopeia:
104 Fremmede Mand! om dette jeg først dig agter at spørge,
105 Hvem est du? af hvad Folk, fra hvad Bye og af hvilke Forældre?
106 Strax hende svared Odysseus, den sindrige Konning, og sagde:
107 Dronning! ei lever der dødelig Mand på Jorderig vide,
108 Som dig skal laste; dit Rye har forsand til Himmelen bredt sig,
109 Ligesom Konningens Rye, naar han ædel og prydet med Gudsfrygt
110 Styrer et Folk baade talrigt og kjækt, og holder bestandig
111 Hævd over Lov og Ret i sit Land; da trives saa frodig
112 Byg og Hvede på Mark, og Træerne bugner af Frugter,
113 Rig er Ynglen af Qvæg, og af Fisk det vrimler i Stranden
114 Under hans vise Regjering, til Held og Trivsel for Folket.
115 Derfor du her i dit Huus om Alt mig spørge forresten,
116 Men om min Byrd og mit Fædreneland du fritte mig ikke,
117 For at du ei med bittrere Qval skal fylde mit Hjerte,
118 Naar jeg dem kommer ihu; alt meget jeg leed; men en Uskik
119 Var det forsand, om med Klynken og Graad jeg sad under fremmed
120 Tag, kun værre det Onde man gjør ved evindelig Jamren;
121 Let kunde du eller en af Ternerne vredes og påstaae,
122 At jeg besværet i Hoved af Viin havde Taarerne rede.
123 Derpå ham svared igjen den forstandige Penelopeia:
124 Ak! de salige Guder, o Fremmede! skæmmed mit Tække,
125 Baade min Væxt og mit Aasyn, den Stund Argeierne seiled
126 Bort til Ilions Stad, og med dem Odysses, min Husbond.
127 Ja! naar tilbage han kom, og mit Liv han hæged med Ømhed,
128 Større maaskee og skjønnere Rye jeg da kunde vinde.
129 Dog, nu græmmes jeg svart, slig Qval har en Gud mig beskikket.
130 Alle de mægtige Mænd, som raade for Øerne rundtom,
131 Same, Dulichions Øe og det skovbeklædte Zakynthos,
132 Alle de Drotter desuden, som herske på Ithakas Fjeldøe,
133 Beile til mig mod min Villie, og haardt medtage de Huset.
134 Derfor jeg fremmede Gjæster og Tryglere ændser kun lidet,
135 Og ikke heller Herolder, som sendes i folkeligt Ærind.
136 Nei! men Odysses jeg savner, og hen jeg tæres af Længsel.
137 Hine på Brylluppet drive, men snildt jeg grunder på Langdrag;
138 Først mig en Gud indblæste den List, et Lagen at væve.
139 Op jeg stilled min Væv, og et Liin jeg vov mig i Høiloft
140 Fiint og umaadelig stort, og strax jeg til Beilerne sagde:
141 Ynglinger! I, som begjære min Haand, da Odysses er afdød,
142 Haster dog ei med Bryllup saa stærkt, men tøver saalænge,
143 Indtil min Væv er færdig, mit Spind gaaer ellers tilspilde;
144 Helten Laertes jeg væver et Dødningeliin til den Time,
145 Da ham fra Jord bortrykker den langthenstrækkende Dødsmøe;
146 Rundtom i Land jeg jo kom hos Achaiernes Qvinder i Vanrye,
147 Lagdes en Herre saa rig som han i sin Grav uden Liigsvøb.
148 Saa jeg taled, og daare sig lod deres mandige Hjerter.
149 Stadig nu sad jeg om Dagen, og vov på Linet det brede,
150 Dog om Natten ved lysende Blus oprev jeg mit Dagværk.
151 Aaringer tre jeg dulgte min List og Achaierne gjækked,
152 Men da den fjerde var kommen, og Aarsens Tider var svundne,
153 Maaned på Maaned var omme, og Rækker af Dage forløbne,
154 Blev jeg af nedrige Terner forraadt, ind Beilerne traadte,
155 Greb mig midt i min Syssel, og satte mig heftig irette;
156 Færdigt jeg maatte da væve mit Liin, saa nødig jeg vilde.
157 Slippe for Bryllup er nu mig plat umuligt, og Udflugt
158 Hitte påny kan jeg ikke; min Fader og Moder til Bryllup
159 Mane mig stærkt, og min Søn, som seer, at man æder hans Velstand,
160 Gaaer og græmmes i Sind, thi alt er han Mand, som er dygtig,
161 Selv at raade for Huset, og Zeus har Æren ham givet.
162 Dog nu sige du mig den Æt, fra hvilken du stammer,
163 Ei est du fød af Fjeld eller Eeg, som nævnes i Oldsagn.
164 Strax hende svared Odysseus den sindrige Konning, og sagde:
165 O du værdige Viv af Laertiaden Odysseus!
166 Hvi aflader du ei at spørge mig ud om min Herkomst?
167 Dog, jeg vil nævne dig den, hvorvel du volder mig Kummer
168 Meer end jeg har allerede, thi vel maa Manden sig græmme,
169 Naar han saa længe som jeg, langt borte fra Fædrenelandet,
170 Vanker i Menneskens Byer omkring, forkuet af Modgang;
171 Alt dog nævne jeg vil, hvorom du mig spørger og fritter.
172 Midt i det blaalige Dyb der ligger et Land, hedder Kreta,
173 Havomskyllet, velsignet og skønt, en umaadelig Mængde
174 Folk det beboe, og Byernes Tal er halvfemtesindstyve.
175 Folkene tale forskjellige Maal, thi der er Achaier,
176 Der er Kydoniske Mænd, indfødte behjertede Kreter,
177 Bolde Pelasger og Dorer af tre forskjellige Stammer.
178 Størst af samtlige Byer er Knossos, hvor Minos var Konge,
179 Som med den mægtige Zeus ni Aar omgikkes fortrolig,
180 Minos’s Søn var den bolde Deukalion; han er min Fader,
181 Mig han avled foruden Idomeneus, Landets Behersker.
182 Denne på snablede Skibe med Atreus’s Sønner i Leding
183 Drog til Ilios hen; mit hædrede Navn er Aithon,
184 Jeg var den yngste, min Broder var ældst og tapprest tillige.
185 Der har Odysses jeg seet, og selv i mit Huus ham beværtet,
186 Thi på hans Fart til Troia en rygende Storm havde reist sig,
187 Som fra Maleia forslog hans Kaas, og drev ham til Kreta.
188 Ind til Amnisos han løb ved Eileithyas hellige Grotte,
189 Og i den farlige Bugt han med Nød sig bjerged for Stormen.
190 Strax da til Byen han kom, han efter Idomeneus spurgte,
191 Hvem han bestandigen kaldte sin kjære, sin agtede Gjæstven.
192 Dog det var alt den tiende Dag, eller mulig den elvte,
193 Siden min Broder til Troia med snablede Skibe var dragen.
194 Selv jeg førte ham hjem til min Gaard, og beværted ham gjæstmildt,
195 Ømt jeg ham gjorde tilgode med Alt hvad der fandtes i Huset.
196 Baade ham selv og alle de Folk, han havde til Følge,
197 Gav jeg Meel og blussende Viin, som jeg samled hos Folket,
198 Oxer desuden til Slagtning, at ret deres Sind kunde qvæges.
199 Her tolv Dage han blev med de herlige Mænd af Achaia,
200 Stormen fra Nord tilbage dem holdt, saa skarp, at på Landjord
201 Knap man mægted at staae, en Gud havde reist den i Vrede;
202 Men på den trettende gik de tilsøes, da Stormen var løinet.
203 Saa fortalte han Digt, men Skin han gav det af Sandhed.
204 Taarerne randt, og Kinden blev vaad, da dette hun hørte.
205 Ligesom Snee hensmelter på Bjergenes øverste Toppe
206 Strøet af Vestvinden ud, naar den tøer for den blidere Østvind.
207 Og naar den smelter, da fyldes med Vand de skyllende Elve,
208 Saa hun smelted i Taarer, som randt ad de deilige Kinder,
209 Medens hun græd for sin Mand, som sad hende nær, men Odysseus
210 Dybt i Hjertet blev greben af Ynk med sin jamrende Hustrue;
211 Begge hans Øine dog stod under Laag ubevægelig stive,
212 Ligesom Horn eller Jern, og klogt sine Taarer han dulgte.
213 Men da hun saa med Jamren og Graad havde lettet sit Hjerte,
214 Tog hun til Orde påny, og gav ham dette til Gjensvar:
215 Fremmede Mand! jeg prøve dig maa, for ret at erfare,
216 Om det er virkelig saa, som du siger, at hist du min Husbond
217 Selv i dit Huus har beværtet med alle hans herlige Svende.
218 Vel! saa siig mig engang, i hvad Dragt var han klædt, da du saae ham?
219 Siig mig, hvorledes han selv saae ud og de Mænd, som ham fulgte!
220 Strax hende svared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
221 Haardt, o Dronning! det falde mig vil, at sige det nøie
222 Efter saa rum en Tid, alt tyvende Aar er forløbet,
223 Siden han reiste derfra, og forlod min fædrene Hjemstavn,
224 Dog, jeg vil sige dig det saa godt som mit Hjerte det mindes.
225 Skarlagenrød, tykflosset og siid var den prægtige Kappe,
226 Konningen bar, og Spændet af straalende Guld havde tvende
227 Maller at hægte den med; baldyret med Kunst var den fortil;
228 Der var en Hund, som med glubende Blik i de forreste Poter
229 Holdt et spættet og gispende Kid, og Enhver det forbaused,
230 Hvordan i Guldet man saae det glubende Blik, hvormed Hunden
231 Qværkede Kiddet, som sprælled med Benene stærkt for at undflye.
232 Ogsaa jeg saae, at han bar under Kappen en glindsende Kjortel,
233 Ligesaa fiin som den yderste Skal af et Løg, som er vissent,
234 Ligesaa fiin var Kjortlen, og blankt som Solen den skinned,
235 Ret et forbausende Syn for mangfoldige Qvinder, som saae den.
236 Dette dog sige jeg vil, og læg mit Ord dig på Hjerte!
237 Ikke jeg veed, om Odysses den Dragt medbragte fra Hjemmet,
238 Eller en Ven ham den gav ombord på det hurtige Fartøi,
239 Eller en Gjæsteforæring det var, thi høit var Odysseus
240 Elsket af Mange, da Faa af Achaiernes Drotter ham ligned.
241 Ogsaa jeg selv ham foræred et Sværd af Malm og en Kappe,
242 Skjøn og skarlagenrød, og en langtnedrækkende Kjortel.
243 Helten til Ære jeg sendte ham bort på det prægtigste Fartøi.
244 Ogsaa en Mand, lidt bedre til Aars, i Konningens Følge
245 Gik som Herold, og hans Udseende vil jeg beskrive.
246 Krum var hans Ryg, sortsmudset hans Hud, og krøllet var Haaret,
247 Husker jeg ret, saa hedd’ han Eurybates; blandt sine Svende
248 Elsked Odysses ham høiest, thi sær hengiven han var ham.
249 Talt, og stærkere Trang til Graad han hos Dronningen vakte,
250 Altsom hun kjendte de Tegn, Odysses saa kjendelig angav.
251 Men da hun saa med Jamren og Graad havde lettet sit Hjerte,
252 Tog hun til Orde påny, og gav ham dette til Gjensvar:
253 Fremmede Mand! hidtil var du her kun ynkelig faren,
254 Men i mit Huus herefter du høit skal agtes og æres.
255 Viid! de Klæder, du nævner, indpakked jeg selv til min Husbond,
256 Selv jeg af Kammers dem bar, og selv jeg det funklende Spænde
257 Fæsted på Kappen til Pryd, men ham modtager jeg aldrig
258 Meer, til det elskede Fædreneland hjemkommen fra Krigstog;
259 Ak! i ulykkelig Stund bortseiled Odysses at skue
260 Ilions rædsomme Stad, hvis Navn jeg nævner med Afskye.
261 Strax hende svared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
262 O du værdige Viv af Laertiaden Odysseus!
263 Skæm ei længer din deilige Hud, lad Sorg for din Husbond
264 Ei hentære dit Hjerte dog ei jeg fortænker dig deri;
265 Sorg jo bøier en Viv, som har mistet sin elskede Husbond,
266 Hvem hun Børn har født, om endog han ei var en saadan
267 Mand som Odysses, der ligned en Gud efter hvad man fortæller.
268 Stands dog nu dine Taarer, og hør hvad jeg har dig at sige!
269 Alt sandfærdig berette jeg vil, og ei dig fordølge
270 Noget af hvad jeg har hørt om Konning Odysses’s Hjemfart.
271 Nær herved hos Thesproternes Folk i det frugtbare Landskab
272 Lever han end, og fører derfra mangfoldige Skatte,
273 Som han hos Folket har sanket, men alle de trofaste Svende
274 Har han forliist og sit bugede Skib på det blaalige Havdyb
275 Dengang han drog fra Thrinakrias Øe, thi høilig forbittret
276 Var baade Zeus og Solen, hvis Oxer hans Mænd havde slagtet;
277 Derfor tilhobe de fandt deres Død i de pladskende Bølger,
278 Selv han sig klynged til Fartøiets Kjøl, og Søen ham kasted
279 Op på Phaiakernes Land, et Folk, saa saligt som Guder.
280 Disse ham hædrede høit og hjertelig ret som en Guddom,
281 Mangen Foræring de gav ham, og selv de vilde ham skikke
282 Hjem i Behold til hans Land, og alt forlængst var Odysseus
283 Her i sit Huus, naar han ei i sit Sind havde holdt det for tjenligst,
284 Vidt i Verden omkring at sanke sig Skatte på Reiser;
285 Thi der er ei nogen dødelig Mand, der saa snildt som Odysseus
286 Veed hvad ham tjener til Bedste, med ham kan Ingen sig maale.
287 Dette har Pheidon, Thesproternes Drot, altsammen fortalt mig;
288 Selv under Offring af Viin mig Konningen svor i sin Høisal,
289 At der var halet i Søen et Skib, og at Mandskab var rede,
290 Som til det elskede Fædreneland ham hjem skulde bringe.
291 Mig dog først han skikkede bort, et Skib skulde dengang
292 Just fra Thesprotien gaae til Dulichions kornrige Øland.
293 Ogsaa det Gods han mig viste, Odysses på Tog havde samlet,
294 Vist for hans Ætlinger ned i tiende Led var der Rigdom
295 Nok, saa talrige Skatte der gjemtes i Kongepaladset.
296 Selv var han reist til Dodona, fortalte han, hisset fra Gudens
297 Stoltbeløvede Eeg et Raad fra Zeus sig at hente,
298 Hvordan han bedst efter lang Fraværelse hjem skulde drage
299 Atter til Ithakas Øe, om enten i Lys eller Løndom.
300 Altsaa han lever i bedste Behold, ret snart han tilbage
301 Kommer igjen, ei længe han end fra Venner og Hjemland
302 Borte skal blive, det sværger jeg dig med det dyreste Eedsord:
303 Zeus, den øverste, mægtigste Gud først være mit Vidne!
304 Ogsaa Odysses’s Arne, til hvilken jeg kom, det bevidne!
305 Alt fuldkommet skal vorde saaledes som her jeg forkynder,
306 Hjem Odysses skal komme, endnu før Aaret er omme,
307 Just som Maaneden slutter sit Løb, og den næste begynder.
308 Ham gjensvarede strax den forstandige Penelopeia:
309 Gid, du fremmede Mand! det saa maatte skee som du siger!
310 Spore du skulde da snart mit venlige Sind, og erholde
311 Gaver i Mængde, saa Hver, som dig traf, vilde prise din Lykke.
312 Dog i mit Sind det bæres mig for, hvordan det vil vorde,
313 Ei hjemkommer Odysses, ei heller vil selv du til Hjemfærd
314 Vorde forhjulpen, thi Herrerne her, som raade for Huset,
315 Er ikke Mænd som Odysses, ak! det var i forrige Tider –
316 Værdige Gjæster herberged han mildt, og skaffed dem Hjemfærd.
317 Terner! den Fremmedes Fødder I toe, og et Leie ham rede!
318 Lægger på Lad baade Bolster og prægtige Tæpper derover,
319 For at han luunt kan sove, til Dagningen stiger på Guldstol;
320 Men ved det tidlige Grye skal han bades og salves med Olie,
321 At hos Telemachos sidde han kan, og i Salen derinde
322 Holde sin Davre, men Vee hver den af Hine, som haanlig
323 Krænker med Ord eller Gjerning min Gjæst, med ham vil jeg aldrig
324 Her have noget at skaffe, hvor heftig han end vorder opbragt!
325 Thi hvorledes var du vel istand til at see, om jeg Fortrin
326 Havde for øvrige Qvinder i Sind, hvad eller i Klogskab,
327 Hvis du her i mit Huus utvættet og hyllet i Pjalter
328 Kom til at sidde tilbords? Kun stakket er Menneskets Livstid,
329 Hvo der af Hjertet er grum, og grum i den Gjerning han øver,
330 Han forbandes af Alle, og Ondt man over ham ønsker,
331 Medens han lever, og efter hans Død bespottes hans Minde;
332 Den derimod, som er brav, og brav i den Gjerning han øver,
333 Hans Berømmelse bringes omkring ved Fremmedes Tale
334 Vidt blandt Jorderigs Folk, og Mange ham kalde den Gode.
335 Strax hende svared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
336 O du værdige Viv af Laertiaden Odysseus!
337 Kjed og leed er jeg vorden af Bolster og prægtige Tæpper,
338 Siden den Stund, jeg forlod Sneefjeldene hjemme på Kreta,
339 Og på det langtbeaarede Skib foer vidt over Bølgen.
340 Lad mig da hvile som før jeg i søvnløse Nætter har ligget!
341 Alt mangfoldige Nætter jeg strakt på et useligt Leie
342 Laae, og ventede der på den stoltelig thronende Dagning.
343 Heller ei Føddernes Tvæt er synderlig efter mit Ønske,
344 Og af de Qvinder tilhobe, som Tjenestegjerning i Huset
345 Røgte hos dig, skal Ingen forsand mine Fødder berøre,
346 Uden der findes en gammel Morlil, ømhjertet og trofast,
347 Een, som har liidt saa meget som jeg af Sorg og Bekymring,
348 Hende det ei skulde vorde formeent, min Fod at berøre.
349 Ham gjensvarede strax den forstandige Penelopeia:
350 Kjæreste Gjæst! thi aldrig endnu saa forstandig en Fremmed
351 Blev mig saa kjær blandt dem, der kom til mit Huus fra det Fjerne,
352 Saadan Forstand og Kløgt der ligger i Alt hvad du siger.
353 Visselig har jeg en gammel Morlil, heel klog og betænksom,
354 Hun opammed og fostrede ømt min usalige Husbond,
355 Hun på sin Arm ham tog den Stund hans Moder ham fødte,
356 Hun skal dig Fødderne vaske, hvorvel hendes Kræfter er svage.
357 Stat da op, Eurykleia! og vask en Mand, som af Alder
358 Kommer din Herre saa nær, thi hændes det kan, at Odysseus
359 Ligesaadan seer ud som vor Gjæst af Hænder og Fødder,
360 Det er jo Menneskets Lod, ret snart at ældes i Modgang.
361 Talt; den bedagede Qvinde med Hænderne skjulte sit Ansigt,
362 Brændende randt hendes Taarer, og jamrende tog hun til Orde:
363 Vee mig! for dig, min Søn! fortvivler jeg! dig har Kronion
364 Meest af Mennesker hadet, skjøndt fromt du Guderne frygted.
365 Aldrig endnu har til Lyneren Zeus nogen Dødelig offret
366 Flommede Bove saa hyppig, og liflige Festhekatomber,
367 Som du har offret til Zeus, mens fromt du bad om at opnaae
368 Lykkelig Alderdom selv, og fostre din straalende Arving.
369 Dig alene han dog har reent berøvet din Hjemfærd.
370 Vist blev ogsaa han selv, kan jeg troe, bespottet af Qvindfolk,
371 Naar i de fremmede Lande han kom til stolte Paladser,
372 Ligesom du blev spottet af disse fripostige Tøse,
373 Og for at flye deres Haan og Krænkelser, lod du dem ikke
374 Toe dine Fødder; dog rede jeg er, at lystre min Frue,
375 Drotten Ikarios’ Datter, den kløgtige Penelopeia;
376 Derfor saavel for Dronningens Skyld, som og for din egen
377 Vil dine Fødder jeg vaske, thi dybt har din Kummer til Medynk
378 Rørt mit Hjerte; dog agt på det Ord, jeg nu dig vil sige:
379 Mangen ulykkelig Fremmed har her allerede besøgt os,
380 Aldrig dog Nogen jeg saae, det veed jeg forvist, som på Væxten,
381 Mælet og Gangen livagtig som du har lignet Odysseus.
382 Strax hende svared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
383 Ja, Morlil! Enhver, som har seet os begge for Øine,
384 Siger det Samme, påfaldende stærkt skal vi ligne hinanden,
385 Ganske saaledes som strax du snildt opdaged og yttred.
386 Saa han taled; et skinnende Kar, som brugtes til Fodtvæt,
387 Hented den Gamle påstand, og først koldt Vand hun i Karret
388 Heldte, saa varmt hun øste deri; men Konning Odysseus
389 Satte ved Arnen sig saa, at han hen mod Mørket sig vendte,
390 Thi han formodede strax, at naar Konen hans Fødder berørte,
391 Vilde hun Skrammen bemærke, hvorved han strax vilde røbes.
392 Frem hun treen, og sin Herre hun tvættede; flux blev hun Skrammen
393 Vaer, som en glubende Bas ham med blændende Tand havde hugget,
394 Da han engang til sin Morfaer Autolykos og til hans Sønner
395 Hen til Parnasos var reist; for Snuhed og listige Eder
396 Pristes Autolykos høit, den Kløgt ham en Gud havde givet,
397 Hermes, thi ham til Behag tykflommede Bove han ofte
398 Risted af Lam eller Kid, og huldt ham Guden beskjermed.
399 Fordum Autolykos kom til Ithakas frugtbare Øland
400 Just på den Tid, da hans Datter var nys forløst med et Svendbarn;
401 Og da til Aften han saa havde spiist, da tog Eurykleia
402 Barnet og lagde det ned på hans Skjød, og talte saalunde:
403 Hit nu selv på et Navn, Autolykos! som du din Datters
404 Elskede Søn kan give, det Barn, du høilig dig ønsked!
405 Strax Autolykos svared igjen, og talte saalunde:
406 Datter og Maag! lad ham bære det Navn, som nu jeg vil nævne!
407 Jeg, som til Eder til Ithaka kom, misundes af Mange,
408 Qvinder og Mænd, rundt om på det rigternærende Fastland;
409 Derfor Odysses skal være hans Navn, det betyder jo Misundt.
410 Men naar han saa bliver stor, da lad ham besøge sin Morfaers
411 Prægtige Huus ved Parnasos; der har jeg mangfoldige Skatte,
412 Da vil jeg give ham Gods, saa han glad skal reise til Hjemmet.
413 Derfor Odysses var reist i Haab om glimrende Gaver;
414 Drotten Autolykos selv og Autolykos’ Sønner tilhobe
415 Hilste ham strax med kjærlige Ord og krystende Haandslag,
416 Og til sit Bryst ham ømt Amphithea trykked, hans Mormoer,
417 Baade hans Hoved hun kyssed og begge hans deilige Øine.
418 Strax Autolykos bød sine herlige Sønner at skaffe
419 Hurtig et Maaltid istand, og villig de lød hans Befaling.
420 Frem et Høved de drev, femaarigt det var og af Hankjøn,
421 Huden de krænged, og syslende travlt adskilte de Kræet.
422 Kjødet i Skiver behændig de skar, og stak det på Bradspid,
423 Risted det derpå forsigtig, og tog alt Kjødet af Spiddet.
424 Saaledes Dagen igjennem til seent, da Solen sig bjerged,
425 Spiste de, Sindet fornam ikke Savn ved det yppige Gilde;
426 Men da nu Solen sig bjerged, og Mulm udbredte sig vide,
427 Ginge de Alle til Roe, og nød den qvægende Slummer.
428 Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning,
429 Gik Autolykos’ Sønner på Jagt, og dygtige Hunde
430 Toge de med; den herlige Svend Odysses dem fulgte.
431 Op de drog af det høie, det skovbeklædte Parnasos,
432 Og i en Fart de naaede den stormomsusede Fjeldryg.
433 Solen, som op var stegen fornys af Okeanos’ dybe
434 Sagtelig rindende Strøm, sit Lys over Markerne kasted,
435 Just som Jægerne kom til en Dal; i Spidsen af Skaren
436 Hundene løb og støved i Spor; Autolykos’ Sønner
437 Bag dem gik, og tilligemed dem den Ædling Odysseus
438 Nærmest ved Hundenes Flok, og svang sit mægtige Jagtspyd.
439 Der i det tykkeste Krat laae skjult et forfærdeligt Vildsviin,
440 Ei foer Pust derind af de fugtigblæsende Vinde,
441 Aldrig den lysende Sol sine Straaler derind kunde kaste,
442 Heller ei Regn sig trænge derind, saa tæt i hverandre
443 Grenene løb, men tykt bestrøet var Pladsen med Blade.
444 Buldret af Hundes og Jægeres Fjed kom Bassen for Øren
445 Strax som de styrted derhen, da sprang den op fra sit Leie,
446 Børsterne reiste den høit, og med Øine som gnistrende Flammer
447 Treen den for Jægerne frem, og først Odysses imod den
448 Foer, opløftende høit sit Spyd med den senede Næve,
449 Brat ihjel den at slaae; Vildbassen dog først over Knæet
450 Gav ham et Hug, og dybt med sin Tand den flængede Kjødet,
451 Springende frem fra Siden, dog ei til Benet den trængte;
452 Og med sit Spyd Odysses saa dybt den traf i den høire
453 Bov, at den blinkende Od løb ud på den modsatte Side,
454 Ned i Støvet den faldt med et Skrig, bort Livet var fløiet.
455 Travlt Autolykos’ Sønner nu fik med det myrdede Vildsviin,
456 Og med Odysses, den bolde, den guddomlignende Yngling;
457 Kyndig forbandt de hans Saar, med Galder de stillede Blodets
458 Løb, og snart tilbage de kom til Faderens Bolig.
459 Men da saa Drotten Autolykos selv saavelsom hans Sønner
460 Godt havde lægt hans Saar og foræret ham glimrende Gaver,
461 Sendte de glade ham bort, og glad han gav sig på Reisen
462 Hjem til Ithakas Øe, hvor hans Fader og værdige Moder
463 Fryded sig høit ved at see ham igjen, og spurgte ham nøie
464 Ud om det grusomme Saar, og grandt han fortalte dem Alting,
465 Hvordan et Sviin ham med blændende Tand havde hugget på Jagten,
466 Da med Autolykos’ Sønner han op til Parnasos var dragen.
467 Da nu den Gamle med Fladen af Haand hiin Skramme berørte,
468 Kjendte hun strax den igjen, og Foden hun slap i det samme;
469 Ned faldt Benet i Karret, som vælted omkuld, saa det runged
470 Lydt i Malmen, og Vandet i Strøm flød hen over Gulvet.
471 Sorg og Glæde tilhobe den Gamle betog; hendes Øine
472 Fyldtes med Taarernes Strøm, og det flydende Mæle var standset.
473 Strax Odysses om Hagen hun tog, og talte saalunde:
474 Saa est du altsaa Odysseus, min elskede Søn! men jeg kjendte
475 Ei min Konning igjen, før med Haand jeg havde berørt ham.
476 Talt, da vendte hun Øinene hen mod Penelopeia,
477 Melde hun vilde sin Frue, at Konningen alt var i Huset,
478 Dog var hun hverken istand til at see eller mærke det Mindste,
479 Saa havde Pallas Athene bortvendt hendes Hu; men Odysseus
480 Greb Eurykleia i Struben, og holdt hende fast med den Høire,
481 Mens med den Venstre han trak hende nærmere til sig, og sagde:
482 Moder! hvi vil i Fordærv du styrte mig? du som mig fordum
483 Diede selv ved dit Bryst, og nu efter talløse Sorger
484 Kom i det tyvende Aar jeg til Fædrenelandet tilbage;
485 Dog da du blev det vaer, og en Gud dig i Sindet det indskjød,
486 Tie da stille! lad ei noget Menneske her det erfare!
487 Thi jeg vil sige dig noget, og visselig vorder det fuldbragt:
488 Hjelper en Gud mig til Seier saasandt over Beilernes Skare,
489 Ikke da skaaner jeg dig, hvorvel du har været min Amme,
490 Naar i mit Huus jeg dræber de øvrige Tjenesteqvinder.
491 Og Eurykleia ham svared igjen, den forstandige Amme:
492 Elskede Søn! hvad Ord undslap dig fra Tændernes Række?
493 Selv du veed, at mit Sind er fast og ei til at rokke,
494 Trygt som Jern og den haardeste Steen skal Sagen jeg gjemme.
495 Dette jeg sige dog vil, og læg mit Ord dig på Hjertet!
496 Hjelper en Gud dig til Seier saasandt over Beilernes Skare,
497 Da vil om Qvinderne her i dit Huus Besked jeg dig sige,
498 Hvem der agter dig ringe, og hvem der er frie for Brøde.
499 Strax hende svared Odysseus, den sindrige Konning, og sagde:
500 Moder! hvortil en saadan Besked? det behøver du ikke,
501 Selv skal jeg nok bespeide dem grandt, og prøve hver Enkelt.
502 Tie blot stille med Alt, og lad Guderne raade for Sagen!
503 Talt; og ud af Salen påstand Eurykleia sig skyndte,
504 Vand at hente til Føddernes Tvæt, thi spildt var det første.
505 Men da hun havde ham badet, og salvet med glindsende Olie,
506 Rykked Odysses igjen sin Stol lidt nærmere Ilden,
507 Atter at varme sig op, og med Pjalterne skjulte han Arret.
508 Først til Orde da tog den forstandige Penelopeia:
509 Fremmede Mand! endnu er der lidt, hvorom jeg vil spørge,
510 Snart vil det være på Tiden, til qvægende Roe sig at føie,
511 Hvis man for Sorg er istand til at nyde den liflige Slummer.
512 Dog umaadelig Sorg har en Gud mig Arme beskæret;
513 Mens det er Dag, jeg korter min Tid under Klager og Jamren,
514 Snart ved at see til mit, og snart til Ternernes Arbeid,
515 Men naar det saa bliver Nat, og Enhver sig begiver til Hvile,
516 Ligger jeg strakt på mit Leie, men nagende Sorger bestandig
517 Trænge sig fast om mit Hjerte, og vække påny mine Klager.
518 Ret som naar Nattergalen, Pandareos’ Datter, saa liflig
519 Synger i grønnende Lund, naar Vaaren er kommen tilbage;
520 Siddende mellem det tætteste Løv på Træernes Grene,
521 Bøier hun hyppig sin Stemme, som flyder fra Struben saa klangfuld,
522 Klagende lydt for sit Barn, for Itylos, hvem hun af Vaade
523 Stak med Malmen ihjel, den Søn, Kong Zethos hun fødte.
524 Saa er mit Sind uroligt, og vakler bestandigen raadvildt,
525 Om hos min Søn forblive jeg skal, og vare på Alting
526 Trolig, min kneisende Borg og mit Gods, mine Terner og Svende,
527 Greben af Blue for min Ægtemands Seng og for folkeligt Vanrye,
528 Eller om følge jeg skal den Achaier, som ypperst af Alle
529 Kom til Paladset som Beiler med glimrende Brudeforæring.
530 Medens min Søn endnu var et Barn og flygtig af Tanke,
531 Nænte jeg ei at forlade hans Huus, og tage mig Husbond,
532 Men da han nu er voxen, og kommen til Ungdommens Fuldmaal,
533 Ønsker han selv, at jeg drager herfra, og forlader Paladset,
534 Da han med Ærgrelse seer, at Achaierne fraadse hans Velstand.
535 Dog en Drøm du tyde mig nu, som jeg vil dig fortælle:
536 Gjæs jeg holder i Gaarden, en Snees i alt, som med Hvede
537 Fodres, der kastes i Vand, min Glæde jeg har af at see dem;
538 Ned fra Fjeldet da kom en Ørn, krumnæbbet og vældig,
539 Halsen den knækked på Flokken, og dræbte dem; rundt om Paladset
540 Mellem hinanden de laae, men Ørnen sig svang gjennem Luften,
541 Og i min Drøm jeg brast i Graad, og hulkede heftig.
542 Strax da stimled omkring mig en Flok skjønhaarede Qvinder,
543 Medens jeg jamred, fordi mine Gjæs af Ørnen var dræbte.
544 Da kom Ørnen igjen, og på Randen af Taget sig satte,
545 Talede til mig med Menneskerøst, og standsed min Klage:
546 Barn af den hædrede Drot Ikarios! græd ikke længer!
547 Ei var det Drøm, men et virkeligt Syn, som Held dig forjætter;
548 Gjæssenes Flok er Beilernes Sværm, og jeg, som for nylig
549 Var en bebudende Ørn, jeg kommer nu her som din Husbond,
550 Og en forsmædelig Død dine Beilere skal jeg berede.
551 Saa den taled, og mig forlod den liflige Slummer;
552 Strax efter Gjæssene kiged jeg ud, og i Gaarden jeg saae dem,
553 Hvor, som de pleiede vant, af Trug de aad deres Hvede.
554 Strax hende svared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
555 Dronning! urimeligt var det forsand, hvis anden Betydning
556 Give man vilde din Drøm, da jo selv Odysses har kundgjort,
557 Hvad der skal skee; det er klart, at Fordærv vil Beilerne times,
558 Ei skal en Eneste slippe fra Døden og Dødsens Gudinder.
559 Ham gjensvarede strax den forstandige Penelopeia:
560 Ja! men urimeligt Tant er det tit hvad de gjøglende Drømme
561 Snakke for Menneskens Børn, og ei fuldkommes de altid,
562 Da jo de flygtige Drømme har to forskjellige Porte;
563 Bygget af Horn er den ene, den anden af skinnende Filsbeen.
564 Hver en Drøm, som til Mennesket gaaer gjennem Porten af Filsbeen,
565 Er en bedragende Drøm, som ei betyder det mindste;
566 Gaaer en Drøm derimod ud gjennem den glindsende Hornport,
567 Da fuldbyrdes forvist hvad Mennesket skued i Søvne;
568 Men at den sælsomme Drøm er kommen til mig gjennem denne,
569 Tvivler jeg på; for mig og min Søn det en Fryd havde været!
570 Dette jeg sige dog vil, og læg mit Ord dig på Hjerte!
571 Det er imorgen den hæslige Dag, som river mig Arme
572 Bort fra Odysses’s Huus, thi nu vil jeg stille til Dystleeg
573 Tolv langbladede Biler, dem fordum Odysses i Gaarden
574 Pleied at sætte på Rad, Krumholterne lig på en Skibskjøl,
575 Langt da traadte han hen, og skjød sin Piil gjennem alle;
576 Nu vil jeg Beilerne her opfordre til lignende Dystleeg;
577 Den som på Hænderne nemmest forstaaer at spænde sin Bue,
578 Og gjennem samtlige tolv sin Piil kan skyde fra Strengen,
579 Ham da følge jeg maae, og sige Farvel til det skjønne,
580 Rigtforsynede Huus, jeg betraadte som Brud i min Ungdom,
581 Og som jeg, selv i Drømme, skal mindes i kommende Dage.
582 Strax hende svared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
583 O du værdige Viv af Laertiaden Odysseus!
584 Vær ei seen! men beram påstand i din Gaard denne Dystleeg,
585 Thi han vil komme tilbage, den sindrige Konning Odysseus,
586 Før disse Mænd i Lave har lagt den glattede Bue,
587 Spændt dens Streng, og skudt en Piil gjennem Bilernes Øine.
588 Ham gjensvarede strax den forstandige Penelopeia:
589 Havde du Lyst til at sidde hos mig, og korte mig Tiden
590 Her i min Sal, ei vilde da Søvn mig Øinene lukke.
591 Dog det er plat umuligt, at Mennesket vaager bestandig,
592 Maal og Grændse for Alt har jo Himmelens evige Guder
593 Sat for Menneskens Børn på den sædfrembringende Jordkreds.
594 Derfor vil op igjen i mit Høienloftskammer jeg stige,
595 Der at hvile på Leiet, som kun til Kummer er redt mig,
596 Og som med Taarer jeg væder, alt siden Odysses begav sig
597 Hen til Ilions Stad, hvis Navn jeg nævner med Afskye;
598 Did hengaaer jeg til Roe, men du, læg her dig i Huset,
599 Enten på Tilie strakt, eller Seng skal vorde dig opredt.
600 Talt, da begav hun sig op i sit straalende Høienloftskammer,
601 Ei alene, men fulgt af en Deel opvartende Terner,
602 Og da med Ternerne op hun i Høienloftskammer var kommen,
603 Der for Odysses, sin Husbond, hun græd, til Pallas Athene
604 Lod over Øinenes Laag neddale den liflige Slummer.

Odysseen af Homer

Odysseen er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Odysseen er en forlængelse af Iliaden. Vi møder således også hovedpersonen Odysseus i Iliaden. Da Achilleus var blevet dræbt foran Trojas mure, skulle hans fornemme våben, som var fremstillet af selveste smedeguden Vulkan, tildeles den tapreste kriger. Odysseus og Ajax gjorde begge krav på dem, og visdommens gudinde Minerva, som kendes på uglen og her ses i midten, besluttede, at Odysseus skulle have dem.

Relieffet viser, hvorledes Odysseus til venstre udpeges som vinder og får våbnene overbragt. I den modsatte side ses først Achilleus’ grav med urnen samt siddende hans sørgende mor, Thetis, og dernæst længst ude til højre taberen Ajax, der tager sig til hovedet og forlader scenen. Ajax var så fortvivlet over afgørelsen, at han senere begik selvmord.

Odysseen kort fortalt
Sammendrag

De første fire sange handler om, hvorledes sønnen Telemachos drager ud i verden for at søge efter sin far Odysseus. På denne rejse møder han flere af heltene fra Troja. Fra femte sang optræder Odysseus, som efter gudernes beslutning har fået lov at rejse hjem. Men han er alene, da han har mistet både skibe og mandskab. Han har også en fjende i havets gud, Poseidon, så han lider endnu engang skibbrud og skylles i land på Fajakernes kyst.

Her modtages han venligt, og i et langt flash back (9.-12. sang) fortæller han om sine mange oplevelser på rejsen fra Troja indtil fortællingens nutid. De venlige Fajakere bringer ham til Ithaka, og den sidste halvdel af digtet handler om, hvorledes Odysseus genvinder sin position som konge over Ithaka efter et vanskeligt og farligt opgør med bejlerne.

Hermes beordrer Kalypso at løslade Odysseus

På sin hjemtur fra den trojanske krig lider Odysseus skibbrud ved øen Ogygia hvor han bliver fundet af den græske nymfe Kalypso. Hun er datter af Atlas og søster til Plejaderne. Kalypso forfører Odysseus til at blive sin elsker i 7 år, men Odysseus vil helst hjem til sin hustru. Ved enden på de syv år holder guderne møde og beslutter sig for at løslade ham. Det er Odysseus’ skytsgudinde Athene som presser på for at få Odysseus sat fri.

Athene sender først Odysseus' søn Telemachos af sted uden resultat. Athene beder så om hjælp fra Zeus, der sender Hermes ned til Kalypso for at beordre Odysseus frigivet. Kalypso adlyder modvilligt og giver Odysseus tømmer til en båd.

Og her starter Odysseen. Vi får dog senere i fortællingen beretningen om at opholdet ved den græske nymfe Kalypso ikke var det første stop for Odysseus på sin vej tilbage til øen Ithaka.

Tidslinje
Odysseus rejse

1. stop - Kikonernes ø

Efter at være sejlet fra Troja kommer Odysseus og hans mænd til Kikonernes ø, hvor de røver mad og kvinder. Odysseus opfordrer sine folk til hurtigt at tage afsted igen, men da der er masser af kvæg, får og geder samt dejlig vin, vil mændene ikke afsted. Hvilket giver kikoner mulighed for at samle sig og drive Odysseus' folk tilbage på deres skibe.

2. stop - Lotofagernes land

Zeus sender en voldsom storm, som driver skibene langt væk. Efter 10 dage når de frem til Lotofagernes land, hvor de går i land. Her møder de venligsindede beboere som tilbyder Odysseus' folk nogle velsmagende bær, men så snart en mand har spist et bær, glemmer han straks alt om at komme tilbage til sit hjemland, og ønsker blot at få flere af de dejlige frugter. Til sidst må Odysseus med magt føre folkene ned til skibene og surre dem fast, men de jamrende beder om at komme tilbage.

3. stop - Kyklopernes land

Herefter kommer de til de enøjede Kyklopernes land. Odysseus og hans mænd går i land og opdager en stor hule. Udenfor hulen er der en fold med mange får og geder. De vover sig forsigtigt ind i hulen, hvis beboer ikke er hjemme. Odysseus' folk foreslår, at de tager noget af den dejlige ost der er i hulen og stikker af tillige med nogle af fårene og gederne, men Odysseus er alt for spændt på at møde hulens besynderlige beboer, så han afslår.

Så kommer hulens beboer, kæmpen Polyfemos hjem; på ryggen har han en vældig bunke kvas, som han smider udenfor hulen. Så giver han sig i gang med at malke fårene og gederne. Da han er færdig, tænder han ild i kvaset, hvorefter han opdager de ubudne gæster og spærrer dem inde i hulen ved at vælte en kæmpemæssig sten foran indgangen. Derefter griber kæmpen to af Odysseus' folk og æder dem råt, hvorefter han lægger sig til at sove.

Næste morgen æder kæmpen endnu to af Odysseus' mænd, hvorefter han forlader hulen efter at have væltet stenen foran igen. Odysseus lægger en snedig flugtplan. Inde i hulen ligger en grøn olivenkæp, som kæmpen vil anvende som stok, når den er blevet tør. Odysseus lader kæppen spidse og hærder den i ilden. Da kyklopen kommer hjem, malker han igen sine dyr. hvorefter han æder endnu et par stykker af Odysseus' folk. Odysseus tilbyder ham et krus vin til måltidet, hvilket kæmpen drikker med velbehag. Han beder om endnu et krus og endnu et.

Dernæst siger Odysseus: "Du spurgte tidligere om mit navn. Det skal jeg sige dig. Mit navn er 'Ingen'. Således kaldes jeg af mine forældre og mine venner.". Kyklopen kvitterer med at sige, at han som tak vil æde ham som den sidste, hvorefter han styrter omkuld beruset af vinen.

Odysseus griber stangen og stikker den ind i ilden, til den er gloende. Derefter jager de stangen ind i kæmpens ene øje og drejer den omkring. Den blindede kyklop vågner med et frygteligt skrig, som alarmerer de omkringboende kykloper, som stimler sammen udenfor hulen.

"Hvorfor forstyrrer du vores nattesøvn, Polyfemos?, råber de. "Er der nogen, der vil røve dine dyr eller myrde dig?". "Ingen myrder mig. Ingen vil slå mig ihjel, råber han. "Hvis ingen slår dig ihjel, så må du jo være syg. Tal med din fader, Poseidon om det i morgen." og så går de igen ind i deres huler.

Om morgenen vælter kæmpen stenen fra indgangshullet, men sætter sig midt i åbningen for at fange Odysseus' folk, hvis de forsøger at snige sig ud gemt blandt fårene. Odysseus binder fårene sammen tre og tre med fine vidjer. Under bugen på det midterste får binder han en af sine mænd fast og det lykkes dem at slippe ud, selv om kæmpen stryger dyrene hen over ryggen for at fange de ubudne gæster. Odysseus og hans mænd når ned til deres skib, men da de er kommet et godt stykke ud i havet kan Odysseus ikke nære sig for at håne Polyfemos og råber:

"Polyfemos, den mand, hvis kammerater du åd, er ingen svækling. Zeus' hævn har ramt dig, fordi du åd folk, som kom til dit hus som gæster". Den rasende Polyfemos griber en klippeblok og kaster efter det bortsejlende skib, og så kraftigt kaster han, at blokken, som er spidsen af et bjerg, lander lige foran forstavnen og driver skibet ind mod kysten igen. Odysseus og hans mænd ror af alle kræfter og da de igen er kommet langt fra kysten råber Odysseus igen:

"Hvis nogen dødelig spørger dig, hvorledes du mistede dit øje, så svar ham, at det er Odysseus fra Ithaka, der blindede dig." Det skulle senere vise sig, at det ikke var nogen god idé at Odysseus afslørede sit navn, for Polyfemos henvender sig til sin far, den mægtige Poseidon og beder om, at han vil sørge for, at Odysseus aldrig genser sit land.

4. stop - Aiolie, den svømmende ø

Det næste sted, de kommer til, er Aiolie, den svømmende ø, hvor Aiolos bor sammen med sine seks sønner og seks døtre, som er gift med hinanden. Her bliver grækerne en hel måned og fordriver tiden med fester med masser af god mad og dejlig vin. Ved afskeden giver Aiolos Odysseus en sæk hvori er indespærret de susende vinde; Aiolos er nemlig af Zeus er sat til at vogte vindene. Sækken bliver bragt om bord, forsvarligt surret med en sølvsnor, så ikke den mindste luftning slipper ud. Kun den blide vestenvind er ikke spærret inde, så skibet sejler rask afsted.

På den tiende dag får de landkending af Ithaka og kan se røgen stige til vejrs på øen. Mens den udmattede Odysseus tager sig en blund, begynder hans folk at diskutere, hvad der er i sækken. Nogle mener, at det er en skat af sølv og guld, han har fået af Aiolos, og det ender med, at de åbner for sækken, da de føler, at de skal have del i skatten. Øjeblikkelig farer vindene ud og driver i rasende fart skibet tilbage til Aiolos. Aiolos spørger, hvorledes det er gået til, og da Odysseus forklarer ham det, sender han dem bort i vrede, da han kan se, at Odysseus er forhadt af guderne.

5. stop - Telepylos i Laistrygonernes land

Derpå kommer de til Telepylos i Laistrygonernes land, som viser sig at være befolket med menneskeædende kæmper. Odysseus mister 11 af sine 12 skibe og de fleste af sine folk, og kun med nød og næppe lykkes det ham at slippe afsted.

6. stop - Øen Aia og troldkvinde Kirke

Odysseus begiver sig afsted for at befri sine mænd og undervejs møder han Hermes, som giver ham en trylleurt mod Kirkes trolddom. Hermes fortæller, at Kirke vil tilbyde Odysseus en forfriskning, men den vil ikke virke på grund af trylleurten. Derefter vil hun berøre ham med sin tryllestav, og da skal Odysseus trække sit sværd. Kirke vil blive forskrækket og indbyde ham til sit leje, hvilket Odysseus ikke skal afslå.

Alt går som forudsagt af Hermes. Det lykkes Odysseus at få Kirke, som bliver forelsket i ham, til at forvandle hans mænd tilbage fra svin til mennesker. De bliver på Kirkes ø et helt år, inden de beslutter at rejse videre. Kirke siger, at forinden skal Odysseus tage til Hades for at spørge seeren Teiresia til råds.

7. stop - Odysseus i Hades

De sejler rask afsted på en brise, som Kirke har givet dem, og når sidst på dagen frem til verdenshavet Okeanos. Her bor Kimmerierne i et land, der er hyllet af mørke og tåge. De trækker skibet op på bredden og går hen til det sted, som Kirke har forklaret. Her slagter de offerdyr, og mange døde sjæle dukker op. Også seeren Teiresias dukker op.

Han fortæller, at Poseidon vil lægge ham mange hindringer i vejen, fordi han har blindet hans søn Polyfemos. Han advarer også imod at slagte noget af solguden Helios' kvæg, når de kommer frem til øen Trinakia. Gør de dette, vil det gå grækerne ilde, og deres skib vil forlise. Først om lang tid vil Odysseus nå frem til Ithaka uden nogen af sine mænd, og han vil finde sit hus i en sørgelig forfatning.

8. stop - Mellem Skylla og Karybdis

Da de kommer tilbage til øen Aia, roser troldkvinden Kirke Odysseus og hans mænd for deres tapperhed. Det er første gang, at en dødelig er vendt tilbage fra Hades. Odysseus fortæller, at de vil fortsætte deres sejlads næste morgen, Kirke beklager dette, men giver dog Odysseus en advarsel. På vejen vil de komme forbi de farlige sirener, som fortryller alle, som hører dem, med deres sang og får dem til at glemme alt.

Da de nærmer sig Sirenerne lader Odysseus sine mænds øre stoppe med voks og derefter binde ham selv til masten. Da han hører den dårende musik, beordrer han sine mænd til at løsne båndene, men de adlyder ham ikke. Først da de er uden for hørevidde, holder Odysseus op med at vride sig i rebene og falder til ro, hvorefter han bliver sluppet løs.

Troldkvinden Kirke har advaret om at skibet umiddelbar efter Sirenerne skulle passere passere to høje klipper. I en hule i bjerget bor den frygtelige Skylla med seks par fødder og seks hoveder med frygtelige tænder. Endnu er ingen skipper kommet forbi hende, uden at hun med hvert af sine seks hoveder har snappet en af sømændene.

Under den anden klippe sidder den frygtelige Karybdis og suger det frådende vand ind i sin mund. Tre gange i døgnet spyr hun vandet ud, tre gange suger hun det ind. På turen forbi Skylla og Karybdis har Odysseus så travlt med at holde øje med Karybdis, at det lykkes Skylla at snappe seks fra mandskabet.

Troldkvinden Kirke har også advaret om at de kommer forbi øen Trinakia, hvor solgudens okser og får græsser. Disse dyr skal Odysseus lade være i fred, da han ellers vil rammes af solgudens vrede. Så Odysseus vil helst bae sejle forbi øen, men Eurylokos modsætter sig dette, og siger, at de må i land for at spise og hvile sig, så kan de sejle videre den følgende dag. Odysseus bøjer sig, men får sine mænd til at sværge, at de ikke vil forgribe sig på solgudens kvæg.

Desværre kommer en dårlig vind, som gør, at de må ligge stille en hel måned. Så længe de har føde, holder mændene sig i skindet, og da provianten slipper op, tvinger Odysseus dem til at fange fisk og fugle. Men mens Odysseus ligger og sover, overtaler Eurylokos folkene til at slagte de bedste af solgudens okser og ofre dem til guderne. Da Odysseus vågner, kan han mærke lugten af branket fedt, og han bebrejder sine folk, at de har brudt deres ed. solguden Helios henvender sig til Zeus og kræver hævn. Zeus beroliger ham og siger, at han vil sende sin tordenkile og splintre det formastelige skib.

Efter en uge sejler de videre. Zeus rejser en voldsom storm, som slynger alle Odysseus' folk over bord. Odysseus får fat i en planke og driver omkring i 10 dage, inden han skylles op på Kalypsos ø. Og nu er vi der, hvor Odysseen begynder.

ODYSSEEN
De 24 sange