Odysseen Sang 15

Resume af 15. sang i Odysseen af Homer. Telemakos siger farvel til Menelaos, af hvem han får kostbare foræringer, kører tilbage til Pylos, stiger straks ombord, tager spåmanden Theoklymenos med på skibet, og sejler om natten hjem ad en omvej, for at undgå bejlernes efterstræbelser. På Ithaka hører Odysseus I mellemtiden, hvordan hans moder Antikleia døde af savnet af sin søn og om, hvordan hans fader Laertes’ liv former sig. Telemakos ankommer til Ithaka og begiver sig til Eumaios’ hytte.

ODYSSEEN

Odysseen, 15. sang

1 Men til den mægtige Stad Lakedaimon var Pallas Athene
2 Dragen, at minde den straalende Søn af Helten Odysseus
3 Om at begive sig hjem, og muntre ham op til at reise.
4 Der hun Telemachos traf og Peisistratos, Sønnen af Nestor,
5 Hvilende trygt under Hal hos den priselig Drot Menelaos.
6 Nestors fortrinlige Søn laae blidelig hildet af Søvnen,
7 Men fra Telemachos flygted den qvægende Slummer, og vaagen
8 Hele den hellige Nat han laae, for sin Fader bekymret,
9 Trædende nær tiltaled ham Pallas Athene saalunde:
10 Ei er det smukt, at du længer, Telemachos! flakker i Udland,
11 Borte fra Huus og Gods, mens hjemme du lod i Paladset
12 Slige fripostige Mænd; thi vogt dig, at ei de fortære
13 Alt og dele dit Gods, og spildt da vorder din Reise.
14 Vel! saa beed Menelaos påstand dig at sende tilbage,
15 For at du end kan træffe din herlige Moder i Hjemmet,
16 Thi hendes Fader og Brødre tilraade nu stærkt, at hun snarlig
17 Sig med Eurymachos gifter, da han af Beilerne alle
18 Meest hende gav, og lover den rigeste Brudeforæring;
19 Ud af dit Huus kunde Gods da let blive bragt mod din Villie;
20 Sagtens du veed, hvad Sind der pleier at boe i en Qvinde,
21 Gjerne vil Boskab i Huus hun bringe den Mand, hun har ægtet,
22 Snart har hun glemt sine forrige Børn og sin Ungdoms Husbond,
23 Naar han er død og borte, ei meer hun efter dem spørger.
24 Derfor begiv dig nu hjem, og betroe dit Gods og dit Boskab
25 Heelt til en Tjenesteqvinde, som synes dig dygtigst til Saadant,
26 Indtil dig Guderne skjenke med Tiden en ædelig Hustrue.
27 Dette desuden jeg sige dig vil, og læg det på Hjerte:
28 Alt har de tappreste Mænd af Beilerne lagt sig forrædersk
29 Hist i det Sund mellem Ithakas Øe og det fjeldrige Samos,
30 Lønlig at slaae dig ihjel, før hjem du til Ithaka kommer.
31 Dog, det befrygter jeg ikke, nei før skal Jorden bedække
32 Mangen af Beilernes Flok, som frækt opæde din Velstand.
33 Styr dit dygtige Skib langt udenom Øernes Kyster,
34 Seil kun mens det er Nat, og viid, at en ønskelig Medbør
35 Sendes dig skal af en Gud, som dig huldt bevarer og skjermer;
36 Men naar den nærmeste Odde du naaer af Ithakas Kyster,
37 Da skal du skikke til Byen dit Skib og hele dit Mandskab,
38 Men du skal selv påstand begive dig hen til den Hyrde,
39 Som dine Sviin bevogter, thi troe han er dig af Hjertet.
40 Bliv der Natten igjennem, men send dog Hyrden med Budskab
41 Ind til Byen at melde den kløgtige Penelopeia,
42 At du est sund og karsk igjen hjemkommen fra Pylos.
43 Saa hun taled, og ilede bort til høien Olympos;
44 Men af den sødeste Søvn han strax Peisistratos vækked,
45 Puffende til ham med Foden, og talede til ham saalunde:
46 Vaagn dog op, Nestoride Peisistratos! lad vore raske
47 Gangere spænde for Karm, at vi snart kan ende vor Reise!
48 Derpå ham strax Nestoriden Peisistratos svared saalunde:
49 Ei er det værd, at vi kjøre, Telemachos! mens det er bælgmørk
50 Nat, hvorvel det med Reisen har Hast, men snart vil det dages.
51 Tøv desuden, til Atreus’s Søn, den landseberømte
52 Helt Menelaos i Karm fåer Gjæsteforæringer lagt os,
53 Og til Farvel os sagt nogle venlige Ord naar vi reise;
54 Gjemme jo vil bestandig en Gjæst, saalænge han lever,
55 Mindet om saadan en Vært, som huld og venlig ham modtog.
56 Saa han talte, da viste sig Dagningen snart på sin Guldstol,
57 Op fra sit Leie da stod fra den haarfagre Helenas Side
58 Kong Menelaos, og hen til disse påstand han begav sig.
59 Men da Odysses’s elskede Søn fik Øie på Drotten,
60 Axled i Hui og Hast han om Krop sin flunkende Kjortel,
61 Og om de kraftige Skuldre sin prægtige Kappe han kasted,
62 Iilte saa ud af Døren, treen hen til Kongen og sagde:
63 Atreus’s Søn Menelaos, du gudopfostrede Folkdrot!
64 Send til mit elskede Fædreneland nu strax mig tilbage,
65 Thi til mit Hjem igjen jeg af inderste Hjerte mig ønsker.
66 Derpå ham svared igjen den kraftige Helt Menelaos:
67 Ei vil jeg holde dig op, Telemachos! her i min Vaaning,
68 Siden du ønsker at reise; jeg selv mig harmer i Sandhed
69 Over den venlige Vært, som sig teer saa yderlig kjærlig,
70 At han os yderlig piner; i Alt er Maade det bedste.
71 Feilen er fuldelig eens, om man skynder sin Gjæst til at reise,
72 Naar han vil slaae sig til Roe, eller holder ham op, naar han haster;
73 Bliver han, gjør ham tilgode, men vil han afsted, lad ham drage!
74 Tøv dog, indtil jeg først i din Karm fåer lagt dig en vakker
75 Gave, som selv du skal see, og Qvinderne givet Befaling,
76 Mad at lave til Davre påstand af vort yppige Forraad.
77 Det er en Gammen og Lyst, og Qvægelse er det tillige,
78 Først at spise sig mæt, naar man langt skal drage på Reise.
79 Men har du Lyst at lægge din Vei gjennem Hellas og Argos,
80 Tøv, saa følger jeg med, og spænder for Vogn mine Heste,
81 Selv at vise dig om i Byerne; uden Foræring
82 Lader vel ingen os reise, een Gave vi fåe i det mindste,
83 Enten et Bækken af Malm, eller og en skinnende Trefod,
84 Enten et Bæger af Guld, eller og et par dygtige Muler.
85 Strax den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
86 Atreus’s Søn Menelaos, du gudopfostrede Folkdrot!
87 Lige til Hjemmet jeg ønsker mig helst, thi dengang jeg reiste,
88 Ingen tilbage jeg lod til at vogte mit Gods i Paladset,
89 At ikke selv tilgrunde jeg gaaer, mens jeg søger min Fader,
90 Eller af Godset derhjemme mig ranes et kosteligt Stykke.
91 Knap havde dette han hørt, den vældige Helt Menelaos,
92 Førend Befaling han gav til sin Viv og de tjenende Terner,
93 Mad at lave til Davre påstand af det yppige Forraad.
94 Frem for Drotten nu treen Boethos’s Søn Eteoneus,
95 Nys opstanden af Seng, og ei langt borte han boede.
96 Ham befoel Menelaos, i Stegerset Ilden at tænde,
97 Og dem en Brad at stege; og flux han Befalingen adlød.
98 Derpå begav han sig ind i sit Virakduftende Kammer,
99 Ei alene, men fulgt af Helena og Megapenthes.
100 Men da de kom til det Kammer, hvor Konningens Skatte var gjemte,
101 Tog i sin Haand han selv en Tvillingpokal, den Atreide,
102 Og Megapenthes, sin elskede Søn, han en skinnende Sølvskaal
103 Gav at bære; men Helena hen til Kisterne traadte,
104 Hvor hun de prunkende Slør havde gjemt, som hun selv havde virket;
105 Et af disse nu Helena tog, den deilige Qvinde,
106 Skjønnest af alle baldyret det var, og tillige det største,
107 Ret som en Stjerne det funkled, og nederst det laae i Forvaring.
108 Derpå tilbage de gik gjennem Salene, indtil de naaede
109 Did, hvor Telemachos stod; til Orde da tog Menelaos:
110 Heres Gemal, Høittordneren Zeus, beskjerme din Reise,
111 At til dit Hjem du maa komme, Telemachos som du dig ønsker!
112 Men af mit Liggendefæe jeg give dig vil til Foræring,
113 Hvad der af Alt i mit Huus staaer høiest i Værd som i Skjønhed.
114 Give jeg vil dig en Skaal, et skjønt og prunkende Kunstværk,
115 Heel og holden af Sølv, men af Guld er Randen foroven.
116 Den er et Værk af Hephaistos, og selv har Sidonernes Konge
117 Phaidimos givet mig den, som engang på min Reise til Hjemmet
118 Hused mig under sit Tag, men nu jeg til dig den forærer.
119 Saaledes taled Atreiden, og rakte ham Tvillingpokalen
120 Selv i Haand; da treen hans kraftige Søn Megapenthes
121 Frem, og ned foran ham han satte den skinnende Sølvskaal.
122 Derpå sig Helena nærmed, den Viv med blomstrende Kinder,
123 Holdende Sløret i Haand, tog Ordet, og talte saalunde:
124 Tag ogsaa denne Foræring, min Søn! og gjem den som venligt
125 Minde fra Helenas Haand! på Bryllupsdagen den glade
126 Bære din Brud mit Slør! imens kan din elskede Moder
127 Gjemme det for dig i Kammer; alt Held jeg dig ønsker på Reisen
128 Hjem til dit Fædreneland og din smuktopbyggede Bolig.
129 Talende saa hun Sløret ham gav, og med Fryd han det modtog
130 Helten Peisistratos Gaverne tog, i en Kurv han på Vognen
131 Pakked dem ned, og betragtede Alt med den største Beundring.
132 Derpå til Salen dem førte den Guldhaars Drot Menelaos,
133 Der de satte sig ned på prunkende Hynder og Stole.
134 En af Ternerne bragte saa Vand i en prægtig og gylden
135 Kande, som stod på et Bækken af Sølv, og til Hændernes Tvætning
136 Gjød hun det ud, saa rykked hun frem et skinnende Madbord.
137 Ogsaa den værdige Skafferske kom med Brød og med Retter,
138 Hvilke hun stilled på Bord, fremsættende mildt hvad hun havde.
139 Strax Boethos’s Søn skar Kjødet og deelte det blandt dem.
140 Medens den Drot Menelaos’s Søn iskjenkede Vinen.
141 Derpå de langed med Haand til den herlige Kost, som der vanked;
142 Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke,
143 Spændte Telemachos selv og Peisistratos, Sønnen af Nestor,
144 Hestene strax under Aag, og bestege den prunkende Vognkarm,
145 Kjørte saa gjennem den skingrende Hal og ud over Borggård.
146 Ud efter disse da gik den Guldhaars Drot Menelaos,
147 Atreus’s Søn, og et Bæger af Guld han holdt i sin Høire,
148 Fyldt med den lifligste Viin til Offring forinden de kjørte,
149 Frem for Gangerne treen han, og talte med Hilsen og Haandtryk:
150 Ungersvende, farvel! og Nestor I bringe min Hilsen,
151 Folkenes Drot; som en Fader forsand var han kjærlig imod mig,
152 Dengang vi kriged i Troernes Land, vi Mænd af Achaia.
153 Strax den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
154 Ja! tilvisse, min Drot! vi skal Ord til andet ham melde,
155 Hvad du har sagt, naar vi komme derhen; o kunde jeg ogsaa,
156 Naar jeg til Ithaka kommer, Odysses i Borgen fortælle,
157 At jeg har været hos dig, og hvor kjærlig og ømt du mig modtog,
158 Og at jeg med mig har bragt saa mange, saa kostbare Skatte!
159 Just som han talede saa, da kom der en Ørn fra Høire;
160 Fast i Kløerne holdt den en Gaas, nys ranet fra Gaarden,
161 Hvid og forbausende stor; med gjaldende Huien og Skrigen
162 Qvinder og Mænd den forfulgte, men Fuglen, som flagrede nær dem,
163 Foer fra Høire forbi deres Gangere; inderlig glade
164 Blev de ved Synet, og Hjertet i Barm blev varmt hos dem Alle.
165 Først da tog Nestoriden Peisistratos Ordet og sagde:
166 Siig forsand, Menelaos, du gudopfostrede Folkdrot!
167 Troer du, en Gud har os eller dig tilsendt dette Varsel?
168 Talt, da veied i Sind den stridbare Drot Menelaos,
169 Hvordan han bedst skulde tyde det ud efter nøie Betænkning.
170 Dog hans rigtbeslørede Viv tog Ordet forinden:
171 Hører af mig et Bebudelsesord, saaledes som Guder
172 Selv mig gav det Sind, og som det forvist vorder opfyldt,
173 Ligesom Ørnen fra Fjeld, hvor den fødtes og har sine Unger,
174 Fløi herned, og raned en Gaas, som var fedet i Huset,
175 Saa skal Odysses igjen efter Trængsler og vildsomme Farter
176 Finde sit Hjem, og skaffe sig Hevn, eller mulig han sidder
177 Alt i sit Huus, og grubler på Straf over Beilernes Skare.
178 Og den forstandige Svend Telemachos strax hende svarte:
179 Heres Gemal, Høittordneren Zeus, det føie saalunde!
180 Da skal saasandt i mit Hjem jeg hylde dig som en Gudinde.
181 Talende saa han på Hestene slog med smeldende Svøbe,
182 Og gjennem Byen til Sletten de vælige traved i Fiirspring.
183 Dagen igjennem de løb, saa Kobbelet rysted om Halsen,
184 Men da det lakked ad Qvæld, og Skumring på Veiene bredtes,
185 Kom de til Pherai, og holdt ved den ædle Diokles’s Bolig,
186 Som var Orsilochos’ Søn, hvis Fader igjen var Alpheios.
187 Der de beded om Natten, og han dem beværtede gjæstmildt.
188 Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning,
189 Kobbled de Hestenes Spand, og bestege den prunkende Vognkarm
190 Kjørte saa gjennem den skingrende Hal og ud over Borggård;
191 Gangerne jog han med Pidsken, og ei uvillige fløi de.
192 Snart derefter de kom til det høitbeliggende Pylos,
193 Derpå Telemachos talede saa til Sønnen af Nestor:
194 Gjør mig til Villie hvad nu jeg beder dig om, Nestoride!
195 Gjæsteforbundne fra fjernere Tid gjennem Fædrenes Venskab
196 Kan vi os stoltelig kalde, jevnaldrende er vi desuden,
197 Ogsaa vil denne vor Fart end meer til hinanden os knytte;
198 Følg mig blot til mit Skib, og lad der os skilles, du Ædle!
199 For at den Gamle mig ei, af Lyst til at vise mig Venskab,
200 Skal i sit Huus forsinke, thi haste jeg maa med min Hjemfærd.
201 Saa han talte, da veied Peisistratos dybt i sit Hjerte,
202 Hvordan på skikkelig Viis han sin Ven skulde gjøre til Villie,
203 Og da han havde betænkt sig, da tyktes ham dette det bedste:
204 Hestene styred mod Stranden han ned til det hurtige Fartøi,
205 Tog de herlige Gaver af Vogn, og lagde på Bagstavn
206 Baade den Dragt og det Guld, Menelaos ham havde foræret,
207 Og med bevingede Ord han formanende talte saalunde:
208 Stig nu strax ombord, og lad Folkene gjøre det Samme,
209 Inden jeg naaer mit Hjem, og Besked fåer givet den Gamle;
210 Thi allerede jeg klarligen seer i mit Sind og mit Hjerte,
211 Heftig af Sind som han er, han lader dig vist ikke slippe,
212 Selv han vandrer herned, for at byde dig hjem, og tilbage
213 Vender han knap uden dig, thi bestemt vil han ivres for Alvor.
214 Saa han taled og drev sine fagermankede Heste
215 Hjem til de Pyliers Stad, og snart han naaede sin Bolig.
216 Men sine Folk opmuntred Telemachos ivrig og raabte:
217 Klarer nu op, Kamerater! på Dæk i det tjærede Fartøi,
218 Stiger saa selv ombord, at vi snart kan ende vor Reise!
219 Saa han talte, hans Ord de fornam, og løde ham villig,
220 Strax de skibed sig ind, og på Tofterne toge de Sæde.
221 Saa han sysled, og derpå til Pallas Athene han offred
222 Agter ved Fartøiets Stavn under Bøn, da treen der en fremmed
223 Mand til Telemachos hen, som var rømt fra Argos for Manddrab;
224 Han var en Seer, og ledede ned sin Æt fra Melampos,
225 Som havde boet i Pylos engang, hiint Faarenes Hjemland,
226 Rig som Ingen i Folket det prægtigste Huus han beboede.
227 Senere drog han til Fremmede bort, og flygted af Landet,
228 Ræd for den modige Neleus, den stolteste Mand under Solen,
229 Som i et heelt kredsløbende Aar med Vold sig bemestred
230 Al hans Rigdom, mens selv han laae i Phylakos’ Bolig,
231 Bastet med grusomme Baand, og leed forsmædelig Piinsel
232 Deels for Neleus’s Datter, og deels for en taabelig Idræt,
233 Hvortil hans Sind blev fristet af Rædselsgudinden den bitre.
234 Frelst dog blev han fra Døden, og brølende Oxer til Pylos
235 Hjem han fra Phylake drev, og Hevn for den skjændige Gjerning
236 Over Kong Neleus han tog; en elskelig Viv han i Huset
237 Bragte sin Broder, men selv til det gangerernærende Argos
238 Vandred han ud til fremmede Folk, thi det var ham beskikket
239 Der at fæste sin Boe, og Argeiernes Folk at beherske.
240 Der han bygged en kneisende Borg, og tog sig en Hustrue,
241 Som ham Antiphates bar og Mantios, kraftige Sønner.
242 Fader Antiphates blev til Oikles, den modige Kæmpe,
243 Helten Oikles’s Søn var den krigerske Amphiaraos,
244 Hvem baade Aigisbeherskeren Zeus og Phoibos Apollon
245 Elsked usigelig høit, dog ei til Alderens Tærskel
246 Kom han; for Thebe han faldt, forraadt ved Qvindeforæring.
247 Amphiaraos’s Børn Amphilochos var og Alkmaion.
248 Mantios’ Sønner var to, Polypheides og Kleitos den fagre,
249 Kleitos blev ranet fra Jord af den guldstolthronende Dagning
250 Alt for hans Deiligheds Skyld, hos de salige Guder at leve.
251 Men Polypheides blev kaaret af Phoibos Apol til den bedste
252 Seer, som fandtes på Jord efter Amphiaraos’s Henfart,
253 Men for en Tvist med sin Fader han til Hyperesia flytted,
254 Der forkyndte han Menneskens Børn deres kommende Skjebne.
255 Søn af ham var den Mand, og hans Navn var Theoklymenos,
256 Som sig Telemachos nærmed, og traf ham just som han offred
257 Viin og bad andægtig en Bøn ved det tjærede Fartøi;
258 Og med bevingede Ord han talede til ham og sagde:
259 Kjære! da her jeg træffer dig just ifærd med at offre,
260 Beder jeg dig ved dit Offer, ved Guddommen, og ved dit eget
261 Hoved saavelsom ved Mændenes her, som gjøre dig Følge,
262 Siig mig forsand hvad jeg spørger dig om, og fordølg mig det ikke,
263 Hvem est du? af hvad Folk? fra hvad Land? og af hvilke Forældre?
264 Strax den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
265 Dette, du fremmede Mand! vil jeg sige dig ganske sandfærdig.
266 Ithakas Øe er mit Hjem, og min Fader er Konning Odysseus,
267 Ak! han var det, men alt er han ynkelig kommen af Dage;
268 Derfor jeg sanked mig Folk, og stævnede hid på et Fartøi,
269 Efter min Fader at spørge, som alt var borte saa længe.
270 Derpå til Svar ham gav den kraftige Theoklymenos;
271 Saaledes har ogsaa jeg mit Hjem forladt, thi en Landsmand
272 Slog jeg ihjel, og Brødre han har og Venner i Mængde
273 Rundtom i Argos, hvis Magt er stor blandt Achaiernes Sønner;
274 Ræd for Død og sorten Fordærv, hvormed de mig true,
275 Flyer jeg, thi nu er min Lod, omkring i Verden at flakke.
276 Tag mig da med på dit Skib, jeg kommer som bedende Flygtning,
277 Ellers de myrde mig vist, thi alt de forfølge mig sikkert.
278 Strax den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
279 Vel! har du Lyst, da vil jeg dig ei bortjage fra Skibet;
280 Stig ombord! og Kost skal du fåe saa god som vi har den.
281 Saa han taled, og tog af hans Haand den kobberne Landse,
282 Denne han strakte på Dæk i det aareforsynede Fartøi,
283 Selv saa steg han ombord på den havbefarende Snekke,
284 Satte sig agter i Skuden, og Theoklymenos ved Siden
285 Sidde han bød; og hans Folk strax Linerne løsned fra Bagstavn.
286 Derpå med lydelig Røst Telemachos bød sine Svende,
287 Fat at tage på Stænger og Toug, og flux de ham lystred.
288 Masten af Gran de haled tilveirs; i den borede Midtoft
289 Reiste de høit den på Dæk, og fast de bandt den med Vanter,
290 Heised saa skinnende Seil med snoede Liner af Kohud.
291 Pallas Athene dem skikked en føielig Kuling til Reisen,
292 Rask gjennem Luften den blæste fra Skye, at det hurtige Fartøi
293 Kunde med Iil fuldbyrde sit Løb over Bølgernes Saltvand.
294 Krunoi forbi det løb, og det flodbeskyllede Chalkis;
295 Men da det lakked ad Qvæld, og Skumring på Veiene bredtes,
296 Kom det på Høiden af Phea, fremjaget ved Blæst fra Kronion,
297 Derpå det hellige Elis forbi, hvor Epeierne herske.
298 Derfra han styred sit Skib mod de spidsfremstikkende Holme,
299 Grublende svart, om han drog til sin Død, eller frelst vilde vorde.
300 Konning Odysseus i Hytten imens hos den ærlige Hyrde
301 Sad og spiste til Aften med samt hans Svende tilhobe.
302 Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke,
303 Taled Odysses iblandt dem, for Hyrden at sætte på Prøve,
304 Om han endnu vilde gjæste ham mildt, og byde ham Herberg
305 Under sit Tag, eller mane ham til at vandre til Staden.
306 Hør engang, Eumaios! og samtlige Hyrder tilhobe!
307 Lyst jeg har, naar det dages, til Byen at gaae som en Tigger,
308 Ellers jeg dig og dit Folk saa let til Besvær kunde falde.
309 Tjen mig da med dit Raad, og giv en Mand mig til Følge,
310 Veien at vise mig did, men selv skal omkring jeg i Staden
311 Gaae, om mig Nogen vil række maaskee en Slurk og en Kavring.
312 Ogsaa jeg kommer vel hen til Konning Odysses’s Bolig,
313 Tidende bringer jeg da den forstandige Penelopeia;
314 Ogsaa jeg drister mig ind i de trodsige Beileres Skare,
315 Mulig de give mig Mad, da de selv er forsynede fuldtop.
316 Gjerne jeg tjener dem da med hvadsomhelst de forlange,
317 Thi jeg maa sige dig Noget, men mærk på mit Ord og hør mig!
318 Givet det blev mig af Hermes, Budbringeren, som jo forlener
319 Skjønhed og Tække til al den Dont, som Mennesker øve,
320 At der blandt Menneskens Børn knap findes min Mester i Flinkhed,
321 Baade til Ild at bøde, og Ved at splintre til Brændsel,
322 Kjød at stege, og stykke det ud, og Pokaler at fylde,
323 Eller hvad ringere Mand maa gjøre for mægtige Herrer.
324 Sukkende dybt du gav ham til Svar, du Svinenes Hyrde:
325 Ak! du fremmede Mand! hvorledes er saadan en Tanke
326 Falden dig ind? du vil dig jo reent i Fordærvelse styrte,
327 Hvis du er sindet at vove dig ind blandt Beilernes Skare;
328 Alt deres Frækhed og Vold har naaet til Himmelens Jernborg.
329 Troe ei heller, at Folk som du de til Tjenere bruge,
330 Nei! glathagede Knøse med prægtige Kapper og Kjortler,
331 Altid besmurte med Olie på Hoved og blomstrende Ansigt,
332 Varte dem op, og i Salene staae velblankede Borde,
333 Bugnende fulde bestandig af Viin, af Brød og af Kjødmad.
334 Bliv da her! der vil Ingen besvære sig over dit Ophold,
335 Hverken jeg selv eller nogen af Svendene her i min Hytte.
336 Men naar tilbage han kommer, den elskede Søn af Odysseus,
337 Da vil han selv en Klædning forære dig, Kjortel og Kappe,
338 Og han vil skaffe dig hen, hvorhelst dit Hjerte begjærer.
339 Ham gjensvared Odysses, den kjæktudholdende Konning:
340 Gid du Fader Kronion maa vorde saa kjær, som du mig est,
341 Da du mig steder til Roe efter haard, møisommelig Vildfart.
342 Der er dog Intet saa suurt for en Mand, som at flakke bestandig,
343 Thi for den nedrige Bug maa Mennesket døie saa meget,
344 Naar man med Farer og Sorg og Fortvivlelse drages i Verden.
345 Dog da du vil mig beholde, og vente mig bød til han kommer,
346 Vel! saa fortæl mig da lidt om Konning Odysses’s Moder,
347 Og om hans Fader, hvem her han forlod på Alderens Tærskel,
348 Enten de lever endnu, og den lysende Sol dem beskinner,
349 Eller de alt ere døde, og gangne til Hades’s Bolig.
350 Ham gjensvared Eumaios, Formanden for Svinenes Hyrder:
351 Dette, du fremmede Mand! vil jeg sige dig ganske sandfærdig.
352 End er Laertes ilive, men Zeus bønfalder han daglig,
353 At dog hans Sjel fra Lemmerne snart maa flygte derhjemme,
354 Thi han er svart forgræmmet af Sorg for sin Søn, som er borte,
355 Og for sin Ungdomsviv, den forstandige Qvinde, hvis Henfart
356 Nærmest til Hjerte ham gik, og gjorde ham tidligen gammel.
357 Over sin hædrede Søn hun sørged saa dybt, at hun døde
358 Ret en ynkelig Død; gid ei nogen Mand her i Landet,
359 Som er mig kjær og huld, maa ende saa beesk sine Dage!
360 Medens hun leved endnu, hvor svart hun end var forgræmmet,
361 Var det min Lyst at spørge mig for, og at snakke med hende,
362 Da hun mig selv havde fostret fra Dreng med Ktimene sin bolde
363 Rigtbeslørede Datter, som blandt hendes Børn var den yngste.
364 Sammen hun fostred os Begge, dog knap hun elsked mig mindre;
365 Men da til Ungdoms livsalige Aar vi Begge var komne,
366 Gifted de Pigen til Same for glimrende Brudeforæring,
367 Men hendes Moder en Klædning mig gav, baade Kjortel og Kappe,
368 Ret en pyntelig Dragt og Skoe hun på Benene gav mig,
369 Skikked saa ud mig på Landet, men meer end før hun mig elsked.
370 Dog alt dette jeg savne nu maa, men de salige Guder
371 Trivsel forunde den Dont, som her jeg stadig besørger,
372 Deraf jeg spiser og drikker, og giver til værdige Gjæster.
373 Men af vor Dronning er ei nogen Venlighed længer at vente,
374 Hverken i Ord eller Daad, fra den Tid de trodsige Herrer
375 Styrted i Huset til Plage, og Tjenere vil dog saa gjerne
376 Snakke med Madmoder selv, og spørge sig for om Adskilligt,
377 Faae sig en Bid og et Kruus, og lidt til at tage på Landet
378 Med sig hjem, og hvad der en Svend husvaler forresten.
379 Ham gjensvared Odysses, den sindrige Konning, og sagde:
380 Ak! saa blev du forvist, Eumaios! som Pog allerede
381 Vidt omtumlet i Verden fra Fædreneland og Forældre.
382 Dog fortæl mig nu dette, men siig mig den skæreste Sandhed!
383 Blev din mægtige Stad maaskee forstyrret af Krigsfolk,
384 Hvor hos din Fader du boede tilforn og din værdige Moder?
385 Eller har fiendtlige Mænd engang, mens ene du vogted
386 Faar eller Køer, dig røvet, og ført over Havet og falbudt
387 Her til Herren i Huus, som for dyr Betaling dig kjøbte?
388 Ham gjensvared Eumaios, Formanden for Svinenes Hyrder:
389 Fremmede Mand! da du spørger mig ud, og fritter om dette.
390 Sæt dig da taus, hør efter, og gjør dig med Vinen tilgode!
391 Nu er jo Natten forfærdelig lang, og vel skal man sove,
392 Men ved at snakke skal ogsaa man more sig; ei du behøver
393 Tidlig til Sengs at gaae, lang Søvn er desuden en Plage.
394 Men af de øvrige Mænd kan hvo som lyster og ønsker
395 Gange herfra til Roe, men imorgen ved tidligste Daggrye
396 Strax efter Davre med Konningens Sviin I drage på Græsgang.
397 Men i vor Hytte vil her vi To ved Mad og ved Drikke
398 More ved Tale hinanden om gruelig Sorg, som os ramte.
399 Ogsaa den Kummer, en Mand har liidt, kan glæde hans Hjerte,
400 Naar han har døiet mangfoldigt, og svart omflakket i Verden.
401 Nu jeg fortælle dig vil, hvorom du mig spørger og fritter.
402 Syria hedder en Øe, kanskee du hørte den nævne,
403 Nord for Ortygia hen mod det Strøg, hvor Solen sig hverver;
404 Ei er den stærkt befolket, men ypperlig er den iøvrigt,
405 Rig på Oxer og Faar, og med Viin og Hvede bevoxet.
406 Aldrig har Folket af Hungersnød liidt, ei heller af andre
407 Plager, som falde saa haardt over Jordens usalige Sønner;
408 Men naar de Folk, som Øen beboe, ere stegne til Alders,
409 Nærme sig Artemis brat og Apollon med sølverne Bue,
410 Og med en lempelig saarende Piil berøve dem Livet.
411 Byerne der ere to, og Alt har de deelt sig imellem,
412 Men over begge regjered tilforn min Fader som Konge,
413 Ktesios, Ormenos’ Søn, en Mand som en Guddom at skue.
414 Hist nu landed engang nogle søbevante Phoiniker,
415 Skjelmer, med Flitter og Stads ombord på det tjærede Fartøi.
416 Men hos min Fader i Huset der leved en Phoinikerinde,
417 Fager og rank af Væxt, og kyndig i glimrende Arbeid;
418 Hende forlokkede snart ved List de lumske Phoiniker,
419 Thi da ved Stranden hun skyllede Tøi, da fristed en Sømand
420 Hende til Elskov og Leie, hvorved saa ofte de svage
421 Qvinder forledes til Ondt, selv de, som ellers er brave.
422 Ogsaa han spurgte da, hvem hun var, og hvorfra hun var kommen,
423 Strax om min Fader hun gav ham Besked og hans Høienloftsbolig:
424 Fød og baaren jeg er i det kobberstraalende Sidon,
425 Jeg er Arybas’ Datter, og styrtende rig er min Fader,
426 Men af en Sørøverflok fra de Taphiers Land blev jeg ranet,
427 Just som fra Marken jeg kom; de førte mig bort, og mig falbød
428 Her til Herren i Huus, som for dyr Betaling mig kjøbte.
429 Hende da svared den Mand, som i Løn havde nydt hendes Elskov:
430 Har du ei Lyst at drage med os igjen til dit Hjemland,
431 Atter i Høienloftshuus at see baade Fader og Moder?
432 End de leve forsand, og end man kalder dem rige.
433 Derpå til Svar gav Qvinden igjen, og sagde til Manden:
434 Jo! det ønsked jeg gjerne, naar blot I love mig, Sømænd!
435 Og mig bekræfte med Eed, at I hjem vil føre mig uskadt.
436 Saa hun taled, og Samtlige svor den Eed, hun forlangte.
437 Men da de saa havde svoret, og fuldelig Eden bekræftet,
438 Talede Qvinden iblandt dem påny, og gav dem til Gjensvar:
439 Gaaer nu stille tilværks, og lad ei Nogen fra Skibet
440 Tale mig til med et Ord, ifald han mig møder på Gaden,
441 Eller ved Kilden maaskee, at ei til den Gamle derhjemme
442 Nogen fortælle det skal, thi vist, naar han mærkede Uraad,
443 Basted han haardt mig i Baand, og Eder Fordærv vilde times.
444 Holder da Sagen forborgen og dulgt, men iler med Indkjøb;
445 Og naar I Skibet har ladet med Alt hvad I ønske til Reisen,
446 Sender da flux til Borgen et Bud, at give mig Varsel!
447 Da vil jeg tage hvad Guld der først mig falder for Haanden,
448 Men for min Fragt vil jeg ogsaa en Løn Eder give desuden.
449 Mig har den mægtige Herre sin Søn betroet til Fostring,
450 Pogen er snild, og vandrer jeg ud, saa løber han med mig.
451 Ham vil jeg bringe til Skibet, og hvorsomhelst I vil sælge
452 Drengen til fremmede Folk, vil I fåe anseelig Betaling.
453 Saa hun taled, og vandrede hjem til vor prægtige Bolig.
454 Dog ved vor Bye de liggende blev til Aaret var omme,
455 Og til det bugede Skib indkjøbte de Varer i Mængde.
456 Men da saa Lasten var fuld, og Skuden var klar til at lette,
457 Skikked de strax et Bud afsted med Melding til Qvinden.
458 Op til min Faders Palads en snue Phoiniker som Kræmmer
459 Kom med et Halsbaand af Guld, som var smukt indfattet med Bernsteen.
460 Baade min værdige Moder og samtlige Terner i Salen
461 Tog det begjærlig i Haand, og betragtede Smykket med Studsen.
462 Mens de saa tinged om Prisen, da nikkede taust han til Qvinden,
463 Og da hans Ærind var røgtet, tilbage han gik til sit Fartøi.
464 Qvinden nu tog mig ved Haand, og førte mig ud af Paladset;
465 Men i den forreste Stue stod Bægre på dækkede Borde,
466 Gjæster man vented i Huus, som jevnligen kom til min Fader,
467 Nu var de gangne til Things, og sad i Folkeforsamling.
468 Flux af de prægtige Bægre hun rapsede tre, som hun lønlig
469 Putted i Barmen, og jeg eenfoldige Pog hende fulgte.
470 Just som Solen sig bjerged, og Skumring på Veiene bredtes,
471 Kom med ilende Fjed vi ned til den støiende Søhavn,
472 Hvor det Phoinikiske Skib laae kant og klart til at lette.
473 Folket nu Skuden besteg, og foer ad de flydende Veie,
474 Qvinden og jeg var ombord, og Zeus tilskikked os Medbør.
475 Sex samfældige Døgn baade Dag og Nat vi nu seiled,
476 Men da den syvende Dag var sendt af Fader Kronion,
477 Da blev Qvinden med Et med en Piil af Artemis truffen,
478 Ned i Sumpen af Skibet hun styrtede brat som en Maage.
479 Ud over Bord påstand til Rov for Sæler og Fiske
480 Hived de Qvinden; bedrøvet da blev jeg ene tilbage.
481 Snart drev Blæsten og Strømmen dem hen til Ithakas Kyster,
482 Der de bød mig tilfals, og den ædle Laertes mig kjøbte.
483 Saaledes først i mit Liv jeg Ithaka saae for mit Øie.
484 Derpå den Ædling Odysses gjensvarede Hyrden saalunde:
485 Dybt Eumaios! forsand har du rørt i Barmen mit Hjerte
486 Ved at fortælle mig dette og al den Qval du har fristet.
487 Dog har Kronion forsand beskæret dig Held i dit Vanheld,
488 Da du est kommen i Huus, efter alt hvad du leed, hos en venlig
489 Mand, som kjærlig af Sind dig med Mad og Drikke forsyner;
490 Her du lever et hyggeligt Liv, mens jeg som en Hjemløs
491 Landede her, der fra Bye og til Bye maa flakke bestandig.
492 Saaledes Ordene faldt, som her med hinanden de skifted;
493 Derpå til Hvile de lagde sig ned, dog stakket var Søvnen,
494 Snart på sin prægtige Stol steg Dagningen. Men under Kysten
495 Strøg Telemachos’ Folk nu Seil, og firede Masten
496 Rask, saa roede de frem, til Landingspladsen de naaede.
497 Flux udkasted de Dræg, og fortøiede Skuden med Tougværk,
498 Ginge saa selv iland på den havbeskyllede Strandbred,
499 Laved sig Davre påstand, og blandede Vinen den røde.
500 Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke,
501 Tog den forstandige Svend Telemachos Ordet, og sagde:
502 Roer nu op til Byen det tjærede Skib, Kamerater!
503 Medens på Landet jeg ud til Hyrderne selv mig begiver,
504 Markerne vil jeg besee, men i Skumringen gaaer jeg til Staden.
505 Vanke der skal imorgen den Dag til Belønning for Farten
506 Ret et fornøieligt Gilde med qvægende Viin og med Suulmad.
507 Derpå til Ynglingen talte den kraftige Theoklymenos:
508 Hvor skal jeg dog, min Søn! tye hen? hos hvem skal jeg søge
509 Huus af alle de Folk, som herske på Ithakas Fjeldøe?
510 Eller skal lige jeg gaae til dit eget Palads og din Moders?
511 Strax den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
512 Ellers jeg raaded dig helst at begive dig op til vor Bolig,
513 Ei skulde Noget du savne som Gjæst, men nu var du daarlig
514 Faren, da jeg er borte, og knap vil du træffe min Moder,
515 Sjelden i Salen hun lader sig see, hvor Beilerne færdes,
516 Helst afsides fra dem med sin Væv hun sysler i Høiloft.
517 Dog en Mand jeg nævne dig vil, til hvem du kan vandre,
518 Gak til den glimrende Helt Eurymachos, Polybos’ Arving,
519 Hvem Ithakesernes Folk som en Gud betragte for Tiden,
520 Ingen er mægtig som han, og meest af Alle han ønsker
521 Baade min Moder til Viv, og Odysses’s Hæder at arve.
522 Ene dog veed Olymperen Zeus, som i Ætheren throner,
523 Om ikke Jammerens Dag maaskee før Brylluppet kommer.
524 Just som han talede saa, da fløi der en Fugl fra Høire,
525 Phoibos’s hurtige Fugl, en Høg; i Kloen en Due
526 Holdt den og plukked dens Fjær, men til Jord den Vingerne tabte,
527 Midt mellem Skibet de faldt og den Plet Telemachos stod på.
528 Strax fra Folkene bort nu Theoklymenos ham kaldte,
529 Trykkede fast hans Haand, tog Ordet, og talte saalunde:
530 Ei uden Guddoms Forføining, Telemachos! Fuglen fra Høire
531 Fløi; selv klart jeg den saae, og begreb, den var en Bebuder.
532 Ikkun Odysses’s Æt, og ei nogen anden skal herske
533 Her på Ithakas Land, men Eders er Magten for evig.
534 Strax den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
535 Gid, du fremmede Mand! det saa maatte skee som du siger!
536 Spore du skulde da snart mit venlige Sind, og erholde
537 Gaver i Mængde, saa Hver, som dig traf, vilde prise din Lykke.
538 Talt, og strax til sin trofaste Svend Peiraios han sagde:
539 Klytios’ Søn Peiraios! du lystred mig villig i Alting
540 Meer end nogen af alle de Mænd, som mig fulgte til Pylos;
541 Tjen mig da nu i at tage den Fremmede hjem til din Bolig,
542 Qvæg ham venlig som Gjæst, og hædre ham, indtil jeg kommer!
543 Derpå ham svared igjen den landseberømte Peiraios:
544 Om du end aldrig saalænge, Telemachos! hisset vil tøve,
545 Skal jeg den Fremmede huse, og ei skal han mangle Forpleining.
546 Talende saa gik selv han ombord, og befaled sit Mandskab,
547 Selv at skibe sig ind, og Linerne løsne fra Bagstavn.
548 Flux ombord de nu gik, og på Tofterne toge de Sæde.
549 Men under Fødderne bandt sig Telemachos deilige Saaler,
550 Tog saa sit mægtige Spyd med den skarptilspidsede Malmod
551 Op fra Dæk; men hans Folk strax Linerne løsned fra Bagstavn,
552 Derpå de stødte fra Land, og seilede op imod Staden,
553 Som dem Telemachos bød, den elskede Søn af Odysseus.
554 Selv med ilende Skridt han vandred afsted, til han naaede
555 Stalden, hvor Svinene stod i tusinde Tal, dem Eumaios
556 Vogted, den ærlige Mand med det kjærligste Sind mod sit Herskab.

Odysseen af Homer

Odysseen er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Odysseen er en forlængelse af Iliaden. Vi møder således også hovedpersonen Odysseus i Iliaden. Da Achilleus var blevet dræbt foran Trojas mure, skulle hans fornemme våben, som var fremstillet af selveste smedeguden Vulkan, tildeles den tapreste kriger. Odysseus og Ajax gjorde begge krav på dem, og visdommens gudinde Minerva, som kendes på uglen og her ses i midten, besluttede, at Odysseus skulle have dem.

Relieffet viser, hvorledes Odysseus til venstre udpeges som vinder og får våbnene overbragt. I den modsatte side ses først Achilleus’ grav med urnen samt siddende hans sørgende mor, Thetis, og dernæst længst ude til højre taberen Ajax, der tager sig til hovedet og forlader scenen. Ajax var så fortvivlet over afgørelsen, at han senere begik selvmord.

Odysseen kort fortalt
Sammendrag

De første fire sange handler om, hvorledes sønnen Telemachos drager ud i verden for at søge efter sin far Odysseus. På denne rejse møder han flere af heltene fra Troja. Fra femte sang optræder Odysseus, som efter gudernes beslutning har fået lov at rejse hjem. Men han er alene, da han har mistet både skibe og mandskab. Han har også en fjende i havets gud, Poseidon, så han lider endnu engang skibbrud og skylles i land på Fajakernes kyst.

Her modtages han venligt, og i et langt flash back (9.-12. sang) fortæller han om sine mange oplevelser på rejsen fra Troja indtil fortællingens nutid. De venlige Fajakere bringer ham til Ithaka, og den sidste halvdel af digtet handler om, hvorledes Odysseus genvinder sin position som konge over Ithaka efter et vanskeligt og farligt opgør med bejlerne.

Hermes beordrer Kalypso at løslade Odysseus

På sin hjemtur fra den trojanske krig lider Odysseus skibbrud ved øen Ogygia hvor han bliver fundet af den græske nymfe Kalypso. Hun er datter af Atlas og søster til Plejaderne. Kalypso forfører Odysseus til at blive sin elsker i 7 år, men Odysseus vil helst hjem til sin hustru. Ved enden på de syv år holder guderne møde og beslutter sig for at løslade ham. Det er Odysseus’ skytsgudinde Athene som presser på for at få Odysseus sat fri.

Athene sender først Odysseus' søn Telemachos af sted uden resultat. Athene beder så om hjælp fra Zeus, der sender Hermes ned til Kalypso for at beordre Odysseus frigivet. Kalypso adlyder modvilligt og giver Odysseus tømmer til en båd.

Og her starter Odysseen. Vi får dog senere i fortællingen beretningen om at opholdet ved den græske nymfe Kalypso ikke var det første stop for Odysseus på sin vej tilbage til øen Ithaka.

Tidslinje
Odysseus rejse

1. stop - Kikonernes ø

Efter at være sejlet fra Troja kommer Odysseus og hans mænd til Kikonernes ø, hvor de røver mad og kvinder. Odysseus opfordrer sine folk til hurtigt at tage afsted igen, men da der er masser af kvæg, får og geder samt dejlig vin, vil mændene ikke afsted. Hvilket giver kikoner mulighed for at samle sig og drive Odysseus' folk tilbage på deres skibe.

2. stop - Lotofagernes land

Zeus sender en voldsom storm, som driver skibene langt væk. Efter 10 dage når de frem til Lotofagernes land, hvor de går i land. Her møder de venligsindede beboere som tilbyder Odysseus' folk nogle velsmagende bær, men så snart en mand har spist et bær, glemmer han straks alt om at komme tilbage til sit hjemland, og ønsker blot at få flere af de dejlige frugter. Til sidst må Odysseus med magt føre folkene ned til skibene og surre dem fast, men de jamrende beder om at komme tilbage.

3. stop - Kyklopernes land

Herefter kommer de til de enøjede Kyklopernes land. Odysseus og hans mænd går i land og opdager en stor hule. Udenfor hulen er der en fold med mange får og geder. De vover sig forsigtigt ind i hulen, hvis beboer ikke er hjemme. Odysseus' folk foreslår, at de tager noget af den dejlige ost der er i hulen og stikker af tillige med nogle af fårene og gederne, men Odysseus er alt for spændt på at møde hulens besynderlige beboer, så han afslår.

Så kommer hulens beboer, kæmpen Polyfemos hjem; på ryggen har han en vældig bunke kvas, som han smider udenfor hulen. Så giver han sig i gang med at malke fårene og gederne. Da han er færdig, tænder han ild i kvaset, hvorefter han opdager de ubudne gæster og spærrer dem inde i hulen ved at vælte en kæmpemæssig sten foran indgangen. Derefter griber kæmpen to af Odysseus' folk og æder dem råt, hvorefter han lægger sig til at sove.

Næste morgen æder kæmpen endnu to af Odysseus' mænd, hvorefter han forlader hulen efter at have væltet stenen foran igen. Odysseus lægger en snedig flugtplan. Inde i hulen ligger en grøn olivenkæp, som kæmpen vil anvende som stok, når den er blevet tør. Odysseus lader kæppen spidse og hærder den i ilden. Da kyklopen kommer hjem, malker han igen sine dyr. hvorefter han æder endnu et par stykker af Odysseus' folk. Odysseus tilbyder ham et krus vin til måltidet, hvilket kæmpen drikker med velbehag. Han beder om endnu et krus og endnu et.

Dernæst siger Odysseus: "Du spurgte tidligere om mit navn. Det skal jeg sige dig. Mit navn er 'Ingen'. Således kaldes jeg af mine forældre og mine venner.". Kyklopen kvitterer med at sige, at han som tak vil æde ham som den sidste, hvorefter han styrter omkuld beruset af vinen.

Odysseus griber stangen og stikker den ind i ilden, til den er gloende. Derefter jager de stangen ind i kæmpens ene øje og drejer den omkring. Den blindede kyklop vågner med et frygteligt skrig, som alarmerer de omkringboende kykloper, som stimler sammen udenfor hulen.

"Hvorfor forstyrrer du vores nattesøvn, Polyfemos?, råber de. "Er der nogen, der vil røve dine dyr eller myrde dig?". "Ingen myrder mig. Ingen vil slå mig ihjel, råber han. "Hvis ingen slår dig ihjel, så må du jo være syg. Tal med din fader, Poseidon om det i morgen." og så går de igen ind i deres huler.

Om morgenen vælter kæmpen stenen fra indgangshullet, men sætter sig midt i åbningen for at fange Odysseus' folk, hvis de forsøger at snige sig ud gemt blandt fårene. Odysseus binder fårene sammen tre og tre med fine vidjer. Under bugen på det midterste får binder han en af sine mænd fast og det lykkes dem at slippe ud, selv om kæmpen stryger dyrene hen over ryggen for at fange de ubudne gæster. Odysseus og hans mænd når ned til deres skib, men da de er kommet et godt stykke ud i havet kan Odysseus ikke nære sig for at håne Polyfemos og råber:

"Polyfemos, den mand, hvis kammerater du åd, er ingen svækling. Zeus' hævn har ramt dig, fordi du åd folk, som kom til dit hus som gæster". Den rasende Polyfemos griber en klippeblok og kaster efter det bortsejlende skib, og så kraftigt kaster han, at blokken, som er spidsen af et bjerg, lander lige foran forstavnen og driver skibet ind mod kysten igen. Odysseus og hans mænd ror af alle kræfter og da de igen er kommet langt fra kysten råber Odysseus igen:

"Hvis nogen dødelig spørger dig, hvorledes du mistede dit øje, så svar ham, at det er Odysseus fra Ithaka, der blindede dig." Det skulle senere vise sig, at det ikke var nogen god idé at Odysseus afslørede sit navn, for Polyfemos henvender sig til sin far, den mægtige Poseidon og beder om, at han vil sørge for, at Odysseus aldrig genser sit land.

4. stop - Aiolie, den svømmende ø

Det næste sted, de kommer til, er Aiolie, den svømmende ø, hvor Aiolos bor sammen med sine seks sønner og seks døtre, som er gift med hinanden. Her bliver grækerne en hel måned og fordriver tiden med fester med masser af god mad og dejlig vin. Ved afskeden giver Aiolos Odysseus en sæk hvori er indespærret de susende vinde; Aiolos er nemlig af Zeus er sat til at vogte vindene. Sækken bliver bragt om bord, forsvarligt surret med en sølvsnor, så ikke den mindste luftning slipper ud. Kun den blide vestenvind er ikke spærret inde, så skibet sejler rask afsted.

På den tiende dag får de landkending af Ithaka og kan se røgen stige til vejrs på øen. Mens den udmattede Odysseus tager sig en blund, begynder hans folk at diskutere, hvad der er i sækken. Nogle mener, at det er en skat af sølv og guld, han har fået af Aiolos, og det ender med, at de åbner for sækken, da de føler, at de skal have del i skatten. Øjeblikkelig farer vindene ud og driver i rasende fart skibet tilbage til Aiolos. Aiolos spørger, hvorledes det er gået til, og da Odysseus forklarer ham det, sender han dem bort i vrede, da han kan se, at Odysseus er forhadt af guderne.

5. stop - Telepylos i Laistrygonernes land

Derpå kommer de til Telepylos i Laistrygonernes land, som viser sig at være befolket med menneskeædende kæmper. Odysseus mister 11 af sine 12 skibe og de fleste af sine folk, og kun med nød og næppe lykkes det ham at slippe afsted.

6. stop - Øen Aia og troldkvinde Kirke

Odysseus begiver sig afsted for at befri sine mænd og undervejs møder han Hermes, som giver ham en trylleurt mod Kirkes trolddom. Hermes fortæller, at Kirke vil tilbyde Odysseus en forfriskning, men den vil ikke virke på grund af trylleurten. Derefter vil hun berøre ham med sin tryllestav, og da skal Odysseus trække sit sværd. Kirke vil blive forskrækket og indbyde ham til sit leje, hvilket Odysseus ikke skal afslå.

Alt går som forudsagt af Hermes. Det lykkes Odysseus at få Kirke, som bliver forelsket i ham, til at forvandle hans mænd tilbage fra svin til mennesker. De bliver på Kirkes ø et helt år, inden de beslutter at rejse videre. Kirke siger, at forinden skal Odysseus tage til Hades for at spørge seeren Teiresia til råds.

7. stop - Odysseus i Hades

De sejler rask afsted på en brise, som Kirke har givet dem, og når sidst på dagen frem til verdenshavet Okeanos. Her bor Kimmerierne i et land, der er hyllet af mørke og tåge. De trækker skibet op på bredden og går hen til det sted, som Kirke har forklaret. Her slagter de offerdyr, og mange døde sjæle dukker op. Også seeren Teiresias dukker op.

Han fortæller, at Poseidon vil lægge ham mange hindringer i vejen, fordi han har blindet hans søn Polyfemos. Han advarer også imod at slagte noget af solguden Helios' kvæg, når de kommer frem til øen Trinakia. Gør de dette, vil det gå grækerne ilde, og deres skib vil forlise. Først om lang tid vil Odysseus nå frem til Ithaka uden nogen af sine mænd, og han vil finde sit hus i en sørgelig forfatning.

8. stop - Mellem Skylla og Karybdis

Da de kommer tilbage til øen Aia, roser troldkvinden Kirke Odysseus og hans mænd for deres tapperhed. Det er første gang, at en dødelig er vendt tilbage fra Hades. Odysseus fortæller, at de vil fortsætte deres sejlads næste morgen, Kirke beklager dette, men giver dog Odysseus en advarsel. På vejen vil de komme forbi de farlige sirener, som fortryller alle, som hører dem, med deres sang og får dem til at glemme alt.

Da de nærmer sig Sirenerne lader Odysseus sine mænds øre stoppe med voks og derefter binde ham selv til masten. Da han hører den dårende musik, beordrer han sine mænd til at løsne båndene, men de adlyder ham ikke. Først da de er uden for hørevidde, holder Odysseus op med at vride sig i rebene og falder til ro, hvorefter han bliver sluppet løs.

Troldkvinden Kirke har advaret om at skibet umiddelbar efter Sirenerne skulle passere passere to høje klipper. I en hule i bjerget bor den frygtelige Skylla med seks par fødder og seks hoveder med frygtelige tænder. Endnu er ingen skipper kommet forbi hende, uden at hun med hvert af sine seks hoveder har snappet en af sømændene.

Under den anden klippe sidder den frygtelige Karybdis og suger det frådende vand ind i sin mund. Tre gange i døgnet spyr hun vandet ud, tre gange suger hun det ind. På turen forbi Skylla og Karybdis har Odysseus så travlt med at holde øje med Karybdis, at det lykkes Skylla at snappe seks fra mandskabet.

Troldkvinden Kirke har også advaret om at de kommer forbi øen Trinakia, hvor solgudens okser og får græsser. Disse dyr skal Odysseus lade være i fred, da han ellers vil rammes af solgudens vrede. Så Odysseus vil helst bae sejle forbi øen, men Eurylokos modsætter sig dette, og siger, at de må i land for at spise og hvile sig, så kan de sejle videre den følgende dag. Odysseus bøjer sig, men får sine mænd til at sværge, at de ikke vil forgribe sig på solgudens kvæg.

Desværre kommer en dårlig vind, som gør, at de må ligge stille en hel måned. Så længe de har føde, holder mændene sig i skindet, og da provianten slipper op, tvinger Odysseus dem til at fange fisk og fugle. Men mens Odysseus ligger og sover, overtaler Eurylokos folkene til at slagte de bedste af solgudens okser og ofre dem til guderne. Da Odysseus vågner, kan han mærke lugten af branket fedt, og han bebrejder sine folk, at de har brudt deres ed. solguden Helios henvender sig til Zeus og kræver hævn. Zeus beroliger ham og siger, at han vil sende sin tordenkile og splintre det formastelige skib.

Efter en uge sejler de videre. Zeus rejser en voldsom storm, som slynger alle Odysseus' folk over bord. Odysseus får fat i en planke og driver omkring i 10 dage, inden han skylles op på Kalypsos ø. Og nu er vi der, hvor Odysseen begynder.

ODYSSEEN
De 24 sange