Odysseen Sang 6

Resume af 6. sang i Odysseen af Homer. Nausikaa, den phaiakiske konge Alkinoos’s datter kører om morgenen tøj ned til floden til vask, ledsaget af nogle tjener. Medens det vaskede tøj ligger udbredt for at tørres, spiller kongedatteren bold med sine terner, og kommer af vanvare til at kaste bolden ud i floden. Ved det skrig, som de muntre piger i den anledning udstøder, vågner Odysseus, træder ydmyg hen til Nausikaa, og skildrer sin Nød. Rørt af medlidenhed giver hun ham klæder og spise, og råder ham til at gå til byen til kongens gård. Selv kører hun hjem, og ledsaget af ternerne vandrer han til byen. Nausikaa hjælper Odysseus til sin far kong Alkinoos’ palads.

ODYSSEEN

Odysseen, 6. sang

1 Saaledes der han sov, den hærdede Konning Odysseus,
2 Kuet af Mathed og Trang til Søvn; men Pallas Athene
3 Hen til Phaiakernes Land og Stad begav sig imedens.
4 Disse beboede tilforn det anseelige Land Hypereia
5 Nær ved Kyklopernes Folk, de overmodige Voldsmænd,
6 Hvilke befeided dem tit, og besad meer Styrke til Krigsfærd.
7 Derfor med hele sit Folk var Nausithoos, Gudernes Lige,
8 Fjernt fra vor Jords erhvervsomme Mænd til Scheria flyttet;
9 Der havde Huse han bygget, omskandset sin Stad med en Ringmuur,
10 Templer til Guderne reist, og Markerne deelt mellem Folket.
11 Dog forlængst var af Døden han ramt og vandret til Hades,
12 Nu var Alkinoos Konge, af Guderne prydet med Viisdom.
13 Hen til dennes Palads nu Pallas Athene begav sig,
14 Tænkende stedse med Iver på Helten Odysses’s Hjemfærd.
15 Flux hun skyndte sig ind i det rigtudsmykkede Kammer,
16 Hvor Nausikaa sov, den Helt Alkinoos’ Datter,
17 Skjøn som en himmelsk Gudinde var Pigen af Væxt og af Aasyn.
18 Stænget tilgavns var den straalende Dør, og bag ved dens Stolper
19 Sov to deilige Terner, dem Ynde Chariterne skjenked.
20 Rap som et Pust af Vinden til Jomfruens Leie hun svæved,
21 Treen ved Hovedet op, og talede saa til den Hulde,
22 Lignende grandt en Datter af Dymas en hæderlig Søemand,
23 Eens af Alder de var, og Nausikaa høit hende elsked;
24 Hende livagtigen lig begyndte nu Pallas Athene:
25 Har da din Moder dig født til slig en forsømmelig Pige?
26 Skinnende Klæder I har, men de ligge jo hen uden Tilsyn.
27 Snart er dit Bryllup forhaanden, da maa du med prunkende Klæder
28 Pynte dig selv og de Knøse, som føre dig hjem til din Brudgom;
29 Derved fra Mund til Mund vil din Priis blandt Mennesker lyde,
30 Og du vil inderlig glæde din Fader og værdige Moder.
31 Lad os da drage til Vask, saasnart det dages imorgen,
32 Selv jeg følge dig vil, og tilhaande dig gaae, at du hurtig
33 Færdig kan vorde, thi længe forsand ei bliver du Jomfrue.
34 Alt jo beile til dig de ypperste Mænd, som der findes
35 Her i Phaiakernes Land, da du selv est ædel af Herkomst.
36 Vel! saa beed imorgen din herlige Fader ved Daggrye,
37 Muler at lade dig spænde for Karm, hvorpå du kan kjøre
38 Ud til Vask dine Belter og Slør og prunkende Tæpper.
39 Ogsaa det skikker sig bedre for dig, at du ager end vandrer
40 Ud på din Fod, thi langt er jo Gruberne borte fra Staden.
41 Talende saa forsvandt den lysblaaøiede Pallas
42 Bort til Olymp, hvor man siger, at Guderne har deres Bolig
43 Evig og fast, som aldrig af Storm vorder rystet, og aldrig
44 Vædet af Regn og befyget af Snee, men Luften sig skyfrie
45 Breder derover, og lysende Glands omstraaler den altid.
46 Der fra Dage til Dage de salige Guder sig fryde;
47 Did Blaaøie sig svang, da hun Jomfruen havde formanet.
48 Snart på sin prunkende Stol kom Dagningen frem, som af Søvne
49 Vakte Nausikaa op, og hun studsede brat over Drømmen.
50 Hen gjennem Huset hun skyndte sig nu til sin Fader og Moder,
51 Strax at fortælle sin Drøm, og hun traf dem Begge derinde.
52 Moderen sad ved Arnen omringet af Tjenesteqvinder,
53 Spindende søeblaae Uld på Teen, men sin Fader hun mødte,
54 Just som han ud vilde gaae, for i Kreds med de hædrede Drotter
55 Raad at holde, hvortil han var kaldt af Phaiakernes Stormænd.
56 Trædende nær hun talede saa til sin elskede Fader:
57 Hør! lille Faer! vil ei du en Vogn mig lade bespænde,
58 Høi og med dygtige Hjul, at til Vask vore prægtige Klæder
59 Ud jeg til Elven kan kjøre, som smudsige ligge herhjemme.
60 Sømmeligt er det for dig, som færdes med Folkenes Drotter,
61 Reenlige Klæder at bære, naar sammen I sidde på Raadsthing;
62 Og i dit Huus opfostredes her fem elskede Sønner,
63 To har sig gift allerede, men tre ere blomstrende Svendbørn,
64 Disse forlange bestandig et Sæt nytvættede Klæder,
65 Naar de skal op til Dands, og jeg maa jo sørge for Saadant.
66 Saa hun talte, for blye til at nævne det blomstrende Bryllup
67 Selv for sin elskede Fader, dog nok han forstod det, og svarte:
68 Hverken jeg Mulernes Spand, eller andet, mit Barn! vil dig nægte.
69 Gak kun du! mine Svende skal flux en Vogn dig bespænde,
70 Høi, med dygtige Hjul, og vel forsynet med Fading.
71 Talt; strax gav han Befaling til Svendene; hurtig de lystred,
72 Ud de trak den rullende Vogn, og gjorde den rede,
73 Førte saa Mulerne frem, og kobbled dem sammen for Vognen.
74 Jomfruen hented af Kammer imens de prægtige Klæder,
75 Og i den blankede Karm hun ned dem pakked med Omhu.
76 Men til Forfriskning et Skrin med Suul, med Grønsel og Bagværk
77 Moderen pakked imens; en Gedeskindsdunk hun tillige
78 Fyldte med Viin, og da Jomfruen alt var tilvogns, hun en Krukke
79 Gav hende med af Guld, som var fyldt med glindsende Olie,
80 At efter Bad hun selv og Ternerne kunde sig salve.
81 Selv tog Jomfruen Svøben i Haand og den flunkende Tømme,
82 Jog saa med Pidsken, og Mulerne løb med dønnende Hovtrin,
83 Ivrig de trak, og traved afsted med Klæder og Jomfrue,
84 Ei dog ene hun var, nogle Terner på Vei hende fulgte.
85 Men da med Muler og Karm til den yndige Flod de var komne,
86 Der hvor man Gruber til Vask havde gravet, til hvilke bestandig
87 Strømmed det klareste Vand, som det smudsigste Tøi kunde reentoe,
88 Spændte de først og fremmest i Hast deres Muler fra Karmen,
89 Drev saa til Floden dem ned, at de langs dens rislende Vande
90 Qvægende Græs kunde æde, saa tog de Tøiet af Vognen
91 Ud, og bar på Armen det ned i det graalige Flodvand,
92 Stamped det saa i Gruberne rask og omkap med hverandre.
93 Men da de saa havde vasket, og Smudset aldeles var aftoet,
94 Bredte de Tøiet på Rad langs Strand, hvor Bølgen fra Havet
95 Kisel og Gruus havde rullet iland, og skyllet dem renest.
96 Derpå de selv sig baded, og salved med glindsende Olie,
97 Satte ved Bredden af Floden sig ned, og holdt deres Davre,
98 Blivende der, til Tøiet var tørt i det varmende Solskin.
99 Men da ved Mad baade Pigen og Ternerne havde sig qvæget,
100 Kasted de strax deres Slør, og legede Bold med hverandre,
101 Og til en Sang den væne Nausikaa hæved sin Stemme.
102 Ret som naar Artemis vandrer på Fjeld med Kogger og Bue,
103 Enten på høien Taygetos’s Tind, eller på Erymanthos,
104 Glad ved den lystige Jagt efter springende Hjort eller Vildbas;
105 Trindt hende landlige Nympher, Aigidebeherskerens Døttre,
106 Hoppe saa lystelig om, og hjertelig Leto sig fryder,
107 At over Alle hun hæver sig høit med Hoved og Aasyn,
108 Let i Hoben at skjelne, hvor fagre de andre saa ere;
109 Saa fremstraaled i Ternernes Kreds den uskyldige Jomfrue.
110 Men da saa rede hun var, for hjem til Borgen at kjøre,
111 Tøiet i Folder var lagt, og Mulerne spændte for Karmen,
112 Anden Beslutning da tog den lysblaaøiede Pallas,
113 For at Odysses, af Søvn vakt op, kunde Jomfruen skue,
114 Og at på Vei til Phaiakernes Land hun kunde ham føre.
115 Konningens Datter sin Bold just kastede efter en Terne,
116 Dog hun traf hende ei, og den faldt i de hvirvlende Bølger.
117 Høit nu Pigerne skreg, da vaagnede Helten Odysseus,
118 Reiste sig strax overende, og grubled i Sind og i Hjerte:
119 Vee mig! til hvad for Menneskers Land er atter jeg kommen?
120 Mon det er raae udædiske Mænd uden Ret eller Love,
121 Eller et gjæstfrit Folk, hvis Sind for Guderne frygter?
122 Tydelig hørte jeg nys spædmælede Piger, som talte;
123 Mon det var Røst af Nympher, som boe på kneisende Fjeldtind,
124 Eller i Flodernes Kilder og urtebevoxede Dale,
125 Eller er mulig jeg nær ved talende Menneskeslægter?
126 Dog det er bedst, at jeg selv seer efter, og skaffer mig Kundskab.
127 Saaledes taled Odysses, da krøb han ud af sit Kratskjul,
128 Brød med sin senede Haand i den skyggende Skov sig en løvrig
129 Green, og vikled om Livet den fast, for at skjule sin Blusel;
130 Traadte saa frem, som en Løve fra Fjeld, der i Lid til sin Styrke
131 Vandrer i Blæst og øsende Regn med gnistrende Øine,
132 Enten den gaaer at søge sin Fangst blandt Faar eller Oxer,
133 Eller på Jagt efter Skovenes Hjort; fremskyndet af Bugen
134 Søger den Geder og Lam endog i den hegnede Qvægfold;
135 Saa vilde Helten Odysses nu hen til de haarfagre Piger
136 Træde saa nøgen han var, thi haard Nødvendighed tvang ham.
137 Bange de blev ved at see ham, saa fælt havde Søen ham tilredt;
138 Hid og did de flygted af Angst på den kneisende Havbrink,
139 Kun Alkinoos’ Datter blev staaende. Pallas Athene
140 Gjød hende Mod i Barm, og jog hende Frygten af Livet;
141 Fattet hun vendte sig mod ham; da vog Odysses i Sindet,
142 Enten med Bønner han ydmyg den Deiliges Knæe skulde favne,
143 Eller han standsende fjernt med smigrende Ord skulde bede,
144 At hun ham Vei vilde vise til Bye og give ham Klæder.
145 Medens på dette han grundede dybt, det tyktes ham tjenligst,
146 Standsende fjernt med smigrende Ord hende bønlig at bede,
147 For at hun ei skulde vredes, ifald hendes Knæer han favned.
148 Strax med smigrende Ord han listelig talte til Pigen:
149 Drotning! jeg knæler for dig, om Gudinde du est eller Jordmøe.
150 Est du af Gudernes Slægt, som boe på Himmelen vide,
151 Da est du Artemis, troer jeg, hiint Barn af den høie Kronion,
152 Hende du ligner saa grant af Væxt, af Skabning og Aasyn;
153 Men est du runden af Menneskers Æt, som bygge på Jorden,
154 Trefold salig er da din Fader og værdige Moder,
155 Trefold salig er Brødrenes Flok; i Barm deres Hjerte
156 Maa jo af inderlig Fryd over dig opvarmes bestandig,
157 Hvergang de see saa fager en Blomst hentræde til Dandsen;
158 Dog langt meer end Alle den Mand lyksalig jeg skatter,
159 Som med sin Gave dig fæster, og fører dig hjem som sin Hustrue,
160 Thi jeg har aldrig endnu seet Mage til dødelig Skabning,
161 Hverken en Mand eller Qvinde; forbauses jeg maa ved dit Aasyn.
162 Saaledes saae jeg på Delos engang ved Phoibos Apollons
163 Hellige Alter en Palme, som stod i sin friskeste Opvæxt;
164 Thi ogsaa did jeg kom, ledsaget af talrige Kæmper,
165 Dengang jeg drog på et Togt, som mig ynkelig Sorg skulde volde.
166 Ligesom nu forbauset jeg stod og betragtede Palmen
167 Længe, thi aldrig saa fagert et Træe var voxet af Mulde.
168 Saaledes, Pige! betragter jeg dig med Beundring, og vover
169 Ei at favne dit Knæe, hvor svart end Sorgen mig trykker.
170 Hid har igår jeg på tyvende Dag fra Søen mig bjerget;
171 Al den Tid blev jeg dreven af Bølgen og heftige Storme
172 Fra den Ogygiske Øe, og hid nu kasted en Gud mig,
173 Ventelig her at martres påny, thi knap mine Trængsler
174 Ende sig nu, langt flere vil Guderne først mig berede.
175 Derfor Fyrstinde! forbarm dig! du est jo den Første, jeg tyer til
176 Efter usigelig Nød, og ei en eneste Skabning
177 Kjender jeg her i det Folk, som boer i Landet og Staden.
178 Viis mig Veien til Byen, og giv mig en Pjalt til Bedækning,
179 Blot det Klæde, du vist havde med at svøbe din Vask i!
180 O saa give dig Guderne Alt, hvad dit Hjerte sig ønsker!
181 Give dig Mand og Huus, hvor skjøn Samdrægtighed hersker!
182 Der er dog Intet i Verden saa glædeligt, Intet saa herligt,
183 Som naar en Mand og Qvinde, der hjertelig elske hinanden,
184 Leve tilsammen i Huus, til Ærgrelse for deres Fiender,
185 Men deres Venner til Fryd, og dem selv fortrinlig til Ære.
186 Ham Nausikaa svared, den liliearmede Jomfrue:
187 Fremmede! hverken en uselig Mand eller Taabe du ligner.
188 Selv beskærer Olymperen Zeus hver Dødeligs Livslod,
189 Om han er høi eller lav, som selv for godt det ham tykkes,
190 Saa han beskæred dig din, thi bære du taalig din Skjebne!
191 Men da du nu er kommen til os til vor Stad og vort Øland,
192 Da skal hverken på Klæder det mangle dig, eller på Andet,
193 Hvad der en fremmed ulykkelig Mand bør gives med Føie.
194 Staden jeg vise dig vil, og sige dig Navnet på Folket;
195 Det er Phaiakiske Mænd, som beboe baade Landet og Staden,
196 Selv en Datter jeg er af Alkinoos, Drotten den bolde,
197 Som det Phaiakiske Folk med Magt og Vælde behersker.
198 Saa hun taled, og raabte påstand til de haarfagre Terner:
199 Standser dog, Piger! hvor flygter I hen ved Synet af Manden?
200 Troer I, han hører maaskee til en Flok af fiendtlige Krigsfolk?
201 Ei der lever en dødelig Mand, eller fødes med Tiden,
202 Som sig formaster, Phaiakernes Øe at betræde som Fiende,
203 Bringende Krig over Landet, thi høit vi af Guderne elskes.
204 Fjernt vi boe på en Øe i Havets de pladskende Bølger,
205 Langt afsides, og ei har med Mennesker ellers vi Samqvem.
206 Nei! denne Mand er en stakkels omflakkende Fremmed, som hidkom,
207 Ham vi skylde Forpleining, thi Zeus beskytter jo stedse
208 Fremmed og trængende Mand, og den ringeste Gave kan glæde.
209 Vel! saa qvæger den fremmede Mand med Mad og med Drikke,
210 Bader ham ogsaa i Floden, hvor Læe beskjærmer mod Blæsten!
211 Talt; strax Ternerne standsed, og skyndede rask på hverandre.
212 Ned de ham førte til Floden, hvor Læe beskjermed mod Blæsten,
213 Alt som Nausikaa bød, den Drot Alkinoos’ Datter;
214 Lagde saa Klædningsstykkerne frem, baade Kjortel og Kappe;
215 Derpå de flyede ham Krukken af Guld med den smidige Olie,
216 Og i den rislende Flod de bød ham gange til Badning.
217 Strax nu Helten Odysses til Ternerne talte saalunde:
218 Piger! I træde tilside nu bort, mens Havets Uhumskhed
219 Af mine Skuldre jeg toer, og Lemmerne gnider med Olie,
220 Alt har længe min Hud undværet den qvægende Salve.
221 Ei for Jert Øie jeg stiger i Bad, thi vel maa jeg blues
222 Nøgen at vise mig her i en Kreds af haarfagre Piger.
223 Talt; da ginge de bort, og talte til Konningens Datter.
224 Strax i Floden sin Krop nu tvættede Helten Odysseus
225 Reen for Saltet, som dækked hans Ryg og kraftige Skuldre,
226 Og af sit Hoved han Skummet sig strøg fra Havet det golde.
227 Men da han havde sig tvættet tilgavns, og gnedet med Salven,
228 Axled han flux de Klæder, ham Jomfruen selv havde givet.
229 Strax nu Pallas Athene, hiint Barn af den høie Kronion,
230 Gjorde hans Væxt meer rank, meer fyldigt hans Huld, og lod Haaret
231 Lokke sig krøllet fra Issen ret som Hyacinthernes Klokker;
232 Og som en duelig Mester med Guld bepryder et Sølvkar,
233 Naar han tilgavns har lært af Hephaistos og Pallas Athene
234 Alt hvad der hører til Kunsten, og smukt er det Arbeid han danner,
235 Saaledes Ynde hun gjød ud over hans Hoved og Skuldre.
236 Strax afsides han satte sig hen på Bredden af Havet,
237 Straalende fager og skjøn, og Jomfruen undred sig saare;
238 Strax hun talede saa til alle de haarfagre Terner:
239 Hører hvad sige jeg vil, hvidarmede Terner tilhobe!
240 Ei af samtlige Guder forfulgt, som boe på Olympen,
241 Kan til de bolde Phaiaker den fremmede Mand være kommen;
242 Før han mig tyktes forsand en uselig Stakkel at være,
243 Nu han ligner de Guder, som boe på Himmelen vide.
244 Gid denne Mand saa herlig og skjøn maatte vorde min Husbond
245 Boende her iblandt os, og her med Glæde forblive!
246 Frisk nu! qvæger den fremmede Mand med Mad og med Drikke!
247 Talt; hendes Ord fornam de påstand, og lød hende villig.
248 Strax for Odysses nu frem baade Mad og Drikke de satte,
249 Mad og Drikke da nød den hærdede Konning Odysseus
250 Saare begjærlig, da længe han alt havde fastet og tørstet.
251 Nu den væne Nausikaa tog en anden Beslutning:
252 Tøiet hun folded, og lagde det op i den prunkende Fading,
253 Spændte de stampende Muler for Karmen igjen, og besteg den.
254 Derpå hun muntred Odysses, tog Ordet og talte saalunde:
255 Op nu! fremmede Mand! og begiv på Vei dig til Staden,
256 At til min kløgtige Faders Palads jeg hen dig kan føre.
257 Der vil Phaiakernes ypperste Mænd du formodentlig træffe.
258 Gjør nu blot hvad jeg siger, og ei eenfoldig du lader.
259 Medens vor Vei over Agrene gaaer, dem Mændene dyrked,
260 Da skal du bagefter Vognen og Mulerne med mine Terner
261 Rask henvandre tilfods ad den Vei, jeg selv Eder fører.
262 Men naar mod Byen man kommer, – omkring den kneiser en Ringmuur
263 Høit, og ind mod Staden der gaaer to yndige Bugter,
264 Smal er Veien derind, da man der vore toftede Skibe
265 Trækker på Land, thi Enhver har der et Skuur til sit Fartøi;
266 Udenfor ligger et Torv om et prægtigt Poseidonstempel,
267 Rundt omhegnet med svære og fastnedrammede Kampsteen;
268 Der forfærdiges Alt hvad der hører til Skibenes Takling,
269 Der tilhugger man Aarer, der Toug beredes og Seildug,
270 Thi det Phaiakiske Folk ei sysler med Kogger og Bue,
271 Master og Aarer er al deres Lyst og bugede Skibe,
272 Hvormed de stoltelig fare vidt hen ad det graalige Havdyb.
273 Gjerne for krænkende Snak jeg sikkre mig vil, at man ikke
274 Smæde mig skal på min Bag; den menige Mand er saa klaffersk;
275 Møde vi slig en Usling på Vei, da hedder det sagtens:
276 Hvem gaaer dog med Nausikaa der? en høi og en fager
277 Fremmed? hvor hitted hun ham? han vorder endnu hendes Husbond.
278 Det er en vidtomflakkende Mand, som fra Skibet hun medtog,
279 En som er langveisfra, thi nær os boer der jo Ingen;
280 Eller en elskelig Gud er maaskee på Jomfruens Bønner
281 Stegen fra Himmelen ned, hvem hun nu vil beholde sin Livstid.
282 Det var da rart, at hun selv gik ud, og fandt sig en Brudgom,
283 Som er fra fremmede Lande, da Vrag hun kaster på Landsmænd,
284 Skjøndt hun begjæres til Viv af saa mange saa bolde Phaiaker.
285 Saa vil man snakke forvist, og lettelig kom jeg i Vanrye;
286 Selv jeg vilde forarges ved lignende Færd af en Ungmøe,
287 Naar hun sin Fader og Moder til Trods, imedens de leved,
288 Gav sig i Kast med Mænd, før Bryllup var offentlig feiret.
289 Fremmede! mærk nu vel på mit Ord, at saa snart du som muligt
290 Kan af min Fader befordres på Vei, og række din Hjemstavn.
291 Nær ved Veien du træffer en Lund, som er helliget Pallas,
292 Smukt bevoxet med Popler; der flyder en Bæk over Engjord,
293 Der har min Fader sin Jord og en blomstrende Have tillige,
294 Borte fra Staden saa langt som en lydelig Stemme kan række;
295 Der kan du sætte dig ned, og der maa du tøve saalænge,
296 Indtil vi Andre til Byen til Faders Palads ere komne.
297 Men naar formode du kan, at alt igjen vi er hjemme,
298 Gak da flux til Phaiakernes Stad, og spørg hvem du møder
299 Efter min Faders Palads, den Helt Alkinoos’ Hofgård;
300 Let at kjende den er, hver Pog, du møder pa Gaden,
301 Vise dig kan derhen, thi ei har nogen Phaiaker
302 Bygget sig Huus, som kan lignes med Drotten Alkinoos’ Kongsgård.
303 Men naar du ind over Gaarden er traadt under Tag i Paladset,
304 Da skal du rask gjennem Salen begive dig frem, til du kommer
305 Hen til min Moder; i Luernes Skin ved Arnen hun sidder,
306 Spindende søeblaa Uld på Teen, et Under at skue;
307 Ryggen mod Søilen hun læner, og Ternerne bag hende sidde.
308 Der ved den blussende Ild staaer ogsaa en Stol, hvor min Fader
309 Sidder saa froe som en Gud, naar han Bægeret tømmer ved Gilde.
310 Ham skal du gange forbi, og strax med Armene favne
311 Ydmyg min Moder om Knæe, at du Hjemfærdsdagen maa skue
312 Snart og fornøiet i Sind, har du end langt borte din Hjemstavn.
313 Viid, at ifald blot hun i sit Sind dig vorder bevaagen,
314 Da har du Haab om at see dine Venner igjen og at komme
315 Hjem til dit elskede Fædreneland og din Høienloftsbolig.
316 Saa Nausikaa talte, da jog hun med flunkende Svøbe
317 Mulerne frem, og påstand de forlod det rindende Flodvand;
318 Vel var de raske til Løb, og flinkt deres Fødder de skifted,
319 Fast dog ved Tømmen hun holdt, at Odysses og samtlige Terner
320 Kunde tilfods hende følge, thi brugte hun Svøben besindig.
321 Hen til den prægtige Lund, som var helliget Pallas Athene,
322 Kom de ved Solbjergstid; der satte sig Helten Odysseus;
323 Strax anraabte han bønlig det Barn af den høie Kronion:
324 Hør mig du Datter af Zeus Skjoldsvingeren! Aldrig Betvungne!
325 Hør omsider mig nu, da tilforn du aldrig mig hørte,
326 Dengang Poseidon, den mægtige Gud, mig i Harm vilde knuse.
327 Lad det Phaiakiske Folk barmhjertigt og venligt mig finde!
328 Bedende talte han saa, og blev hørt af Pallas Athene;
329 Ei dog synlig hun traadte ham nær; ærbødig i Sindet
330 Skjalv hun for Faderens Broder, som stedse med fnysende Harme
331 Helten Odysses forfulgte, før hjem til sit Land han var kommen.

Odysseen af Homer

Odysseen er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Odysseen er en forlængelse af Iliaden. Vi møder således også hovedpersonen Odysseus i Iliaden. Da Achilleus var blevet dræbt foran Trojas mure, skulle hans fornemme våben, som var fremstillet af selveste smedeguden Vulkan, tildeles den tapreste kriger. Odysseus og Ajax gjorde begge krav på dem, og visdommens gudinde Minerva, som kendes på uglen og her ses i midten, besluttede, at Odysseus skulle have dem.

Relieffet viser, hvorledes Odysseus til venstre udpeges som vinder og får våbnene overbragt. I den modsatte side ses først Achilleus’ grav med urnen samt siddende hans sørgende mor, Thetis, og dernæst længst ude til højre taberen Ajax, der tager sig til hovedet og forlader scenen. Ajax var så fortvivlet over afgørelsen, at han senere begik selvmord.

Odysseen kort fortalt
Sammendrag

De første fire sange handler om, hvorledes sønnen Telemachos drager ud i verden for at søge efter sin far Odysseus. På denne rejse møder han flere af heltene fra Troja. Fra femte sang optræder Odysseus, som efter gudernes beslutning har fået lov at rejse hjem. Men han er alene, da han har mistet både skibe og mandskab. Han har også en fjende i havets gud, Poseidon, så han lider endnu engang skibbrud og skylles i land på Fajakernes kyst.

Her modtages han venligt, og i et langt flash back (9.-12. sang) fortæller han om sine mange oplevelser på rejsen fra Troja indtil fortællingens nutid. De venlige Fajakere bringer ham til Ithaka, og den sidste halvdel af digtet handler om, hvorledes Odysseus genvinder sin position som konge over Ithaka efter et vanskeligt og farligt opgør med bejlerne.

Hermes beordrer Kalypso at løslade Odysseus

På sin hjemtur fra den trojanske krig lider Odysseus skibbrud ved øen Ogygia hvor han bliver fundet af den græske nymfe Kalypso. Hun er datter af Atlas og søster til Plejaderne. Kalypso forfører Odysseus til at blive sin elsker i 7 år, men Odysseus vil helst hjem til sin hustru. Ved enden på de syv år holder guderne møde og beslutter sig for at løslade ham. Det er Odysseus’ skytsgudinde Athene som presser på for at få Odysseus sat fri.

Athene sender først Odysseus' søn Telemachos af sted uden resultat. Athene beder så om hjælp fra Zeus, der sender Hermes ned til Kalypso for at beordre Odysseus frigivet. Kalypso adlyder modvilligt og giver Odysseus tømmer til en båd.

Og her starter Odysseen. Vi får dog senere i fortællingen beretningen om at opholdet ved den græske nymfe Kalypso ikke var det første stop for Odysseus på sin vej tilbage til øen Ithaka.

Tidslinje
Odysseus rejse

1. stop - Kikonernes ø

Efter at være sejlet fra Troja kommer Odysseus og hans mænd til Kikonernes ø, hvor de røver mad og kvinder. Odysseus opfordrer sine folk til hurtigt at tage afsted igen, men da der er masser af kvæg, får og geder samt dejlig vin, vil mændene ikke afsted. Hvilket giver kikoner mulighed for at samle sig og drive Odysseus' folk tilbage på deres skibe.

2. stop - Lotofagernes land

Zeus sender en voldsom storm, som driver skibene langt væk. Efter 10 dage når de frem til Lotofagernes land, hvor de går i land. Her møder de venligsindede beboere som tilbyder Odysseus' folk nogle velsmagende bær, men så snart en mand har spist et bær, glemmer han straks alt om at komme tilbage til sit hjemland, og ønsker blot at få flere af de dejlige frugter. Til sidst må Odysseus med magt føre folkene ned til skibene og surre dem fast, men de jamrende beder om at komme tilbage.

3. stop - Kyklopernes land

Herefter kommer de til de enøjede Kyklopernes land. Odysseus og hans mænd går i land og opdager en stor hule. Udenfor hulen er der en fold med mange får og geder. De vover sig forsigtigt ind i hulen, hvis beboer ikke er hjemme. Odysseus' folk foreslår, at de tager noget af den dejlige ost der er i hulen og stikker af tillige med nogle af fårene og gederne, men Odysseus er alt for spændt på at møde hulens besynderlige beboer, så han afslår.

Så kommer hulens beboer, kæmpen Polyfemos hjem; på ryggen har han en vældig bunke kvas, som han smider udenfor hulen. Så giver han sig i gang med at malke fårene og gederne. Da han er færdig, tænder han ild i kvaset, hvorefter han opdager de ubudne gæster og spærrer dem inde i hulen ved at vælte en kæmpemæssig sten foran indgangen. Derefter griber kæmpen to af Odysseus' folk og æder dem råt, hvorefter han lægger sig til at sove.

Næste morgen æder kæmpen endnu to af Odysseus' mænd, hvorefter han forlader hulen efter at have væltet stenen foran igen. Odysseus lægger en snedig flugtplan. Inde i hulen ligger en grøn olivenkæp, som kæmpen vil anvende som stok, når den er blevet tør. Odysseus lader kæppen spidse og hærder den i ilden. Da kyklopen kommer hjem, malker han igen sine dyr. hvorefter han æder endnu et par stykker af Odysseus' folk. Odysseus tilbyder ham et krus vin til måltidet, hvilket kæmpen drikker med velbehag. Han beder om endnu et krus og endnu et.

Dernæst siger Odysseus: "Du spurgte tidligere om mit navn. Det skal jeg sige dig. Mit navn er 'Ingen'. Således kaldes jeg af mine forældre og mine venner.". Kyklopen kvitterer med at sige, at han som tak vil æde ham som den sidste, hvorefter han styrter omkuld beruset af vinen.

Odysseus griber stangen og stikker den ind i ilden, til den er gloende. Derefter jager de stangen ind i kæmpens ene øje og drejer den omkring. Den blindede kyklop vågner med et frygteligt skrig, som alarmerer de omkringboende kykloper, som stimler sammen udenfor hulen.

"Hvorfor forstyrrer du vores nattesøvn, Polyfemos?, råber de. "Er der nogen, der vil røve dine dyr eller myrde dig?". "Ingen myrder mig. Ingen vil slå mig ihjel, råber han. "Hvis ingen slår dig ihjel, så må du jo være syg. Tal med din fader, Poseidon om det i morgen." og så går de igen ind i deres huler.

Om morgenen vælter kæmpen stenen fra indgangshullet, men sætter sig midt i åbningen for at fange Odysseus' folk, hvis de forsøger at snige sig ud gemt blandt fårene. Odysseus binder fårene sammen tre og tre med fine vidjer. Under bugen på det midterste får binder han en af sine mænd fast og det lykkes dem at slippe ud, selv om kæmpen stryger dyrene hen over ryggen for at fange de ubudne gæster. Odysseus og hans mænd når ned til deres skib, men da de er kommet et godt stykke ud i havet kan Odysseus ikke nære sig for at håne Polyfemos og råber:

"Polyfemos, den mand, hvis kammerater du åd, er ingen svækling. Zeus' hævn har ramt dig, fordi du åd folk, som kom til dit hus som gæster". Den rasende Polyfemos griber en klippeblok og kaster efter det bortsejlende skib, og så kraftigt kaster han, at blokken, som er spidsen af et bjerg, lander lige foran forstavnen og driver skibet ind mod kysten igen. Odysseus og hans mænd ror af alle kræfter og da de igen er kommet langt fra kysten råber Odysseus igen:

"Hvis nogen dødelig spørger dig, hvorledes du mistede dit øje, så svar ham, at det er Odysseus fra Ithaka, der blindede dig." Det skulle senere vise sig, at det ikke var nogen god idé at Odysseus afslørede sit navn, for Polyfemos henvender sig til sin far, den mægtige Poseidon og beder om, at han vil sørge for, at Odysseus aldrig genser sit land.

4. stop - Aiolie, den svømmende ø

Det næste sted, de kommer til, er Aiolie, den svømmende ø, hvor Aiolos bor sammen med sine seks sønner og seks døtre, som er gift med hinanden. Her bliver grækerne en hel måned og fordriver tiden med fester med masser af god mad og dejlig vin. Ved afskeden giver Aiolos Odysseus en sæk hvori er indespærret de susende vinde; Aiolos er nemlig af Zeus er sat til at vogte vindene. Sækken bliver bragt om bord, forsvarligt surret med en sølvsnor, så ikke den mindste luftning slipper ud. Kun den blide vestenvind er ikke spærret inde, så skibet sejler rask afsted.

På den tiende dag får de landkending af Ithaka og kan se røgen stige til vejrs på øen. Mens den udmattede Odysseus tager sig en blund, begynder hans folk at diskutere, hvad der er i sækken. Nogle mener, at det er en skat af sølv og guld, han har fået af Aiolos, og det ender med, at de åbner for sækken, da de føler, at de skal have del i skatten. Øjeblikkelig farer vindene ud og driver i rasende fart skibet tilbage til Aiolos. Aiolos spørger, hvorledes det er gået til, og da Odysseus forklarer ham det, sender han dem bort i vrede, da han kan se, at Odysseus er forhadt af guderne.

5. stop - Telepylos i Laistrygonernes land

Derpå kommer de til Telepylos i Laistrygonernes land, som viser sig at være befolket med menneskeædende kæmper. Odysseus mister 11 af sine 12 skibe og de fleste af sine folk, og kun med nød og næppe lykkes det ham at slippe afsted.

6. stop - Øen Aia og troldkvinde Kirke

Odysseus begiver sig afsted for at befri sine mænd og undervejs møder han Hermes, som giver ham en trylleurt mod Kirkes trolddom. Hermes fortæller, at Kirke vil tilbyde Odysseus en forfriskning, men den vil ikke virke på grund af trylleurten. Derefter vil hun berøre ham med sin tryllestav, og da skal Odysseus trække sit sværd. Kirke vil blive forskrækket og indbyde ham til sit leje, hvilket Odysseus ikke skal afslå.

Alt går som forudsagt af Hermes. Det lykkes Odysseus at få Kirke, som bliver forelsket i ham, til at forvandle hans mænd tilbage fra svin til mennesker. De bliver på Kirkes ø et helt år, inden de beslutter at rejse videre. Kirke siger, at forinden skal Odysseus tage til Hades for at spørge seeren Teiresia til råds.

7. stop - Odysseus i Hades

De sejler rask afsted på en brise, som Kirke har givet dem, og når sidst på dagen frem til verdenshavet Okeanos. Her bor Kimmerierne i et land, der er hyllet af mørke og tåge. De trækker skibet op på bredden og går hen til det sted, som Kirke har forklaret. Her slagter de offerdyr, og mange døde sjæle dukker op. Også seeren Teiresias dukker op.

Han fortæller, at Poseidon vil lægge ham mange hindringer i vejen, fordi han har blindet hans søn Polyfemos. Han advarer også imod at slagte noget af solguden Helios' kvæg, når de kommer frem til øen Trinakia. Gør de dette, vil det gå grækerne ilde, og deres skib vil forlise. Først om lang tid vil Odysseus nå frem til Ithaka uden nogen af sine mænd, og han vil finde sit hus i en sørgelig forfatning.

8. stop - Mellem Skylla og Karybdis

Da de kommer tilbage til øen Aia, roser troldkvinden Kirke Odysseus og hans mænd for deres tapperhed. Det er første gang, at en dødelig er vendt tilbage fra Hades. Odysseus fortæller, at de vil fortsætte deres sejlads næste morgen, Kirke beklager dette, men giver dog Odysseus en advarsel. På vejen vil de komme forbi de farlige sirener, som fortryller alle, som hører dem, med deres sang og får dem til at glemme alt.

Da de nærmer sig Sirenerne lader Odysseus sine mænds øre stoppe med voks og derefter binde ham selv til masten. Da han hører den dårende musik, beordrer han sine mænd til at løsne båndene, men de adlyder ham ikke. Først da de er uden for hørevidde, holder Odysseus op med at vride sig i rebene og falder til ro, hvorefter han bliver sluppet løs.

Troldkvinden Kirke har advaret om at skibet umiddelbar efter Sirenerne skulle passere passere to høje klipper. I en hule i bjerget bor den frygtelige Skylla med seks par fødder og seks hoveder med frygtelige tænder. Endnu er ingen skipper kommet forbi hende, uden at hun med hvert af sine seks hoveder har snappet en af sømændene.

Under den anden klippe sidder den frygtelige Karybdis og suger det frådende vand ind i sin mund. Tre gange i døgnet spyr hun vandet ud, tre gange suger hun det ind. På turen forbi Skylla og Karybdis har Odysseus så travlt med at holde øje med Karybdis, at det lykkes Skylla at snappe seks fra mandskabet.

Troldkvinden Kirke har også advaret om at de kommer forbi øen Trinakia, hvor solgudens okser og får græsser. Disse dyr skal Odysseus lade være i fred, da han ellers vil rammes af solgudens vrede. Så Odysseus vil helst bae sejle forbi øen, men Eurylokos modsætter sig dette, og siger, at de må i land for at spise og hvile sig, så kan de sejle videre den følgende dag. Odysseus bøjer sig, men får sine mænd til at sværge, at de ikke vil forgribe sig på solgudens kvæg.

Desværre kommer en dårlig vind, som gør, at de må ligge stille en hel måned. Så længe de har føde, holder mændene sig i skindet, og da provianten slipper op, tvinger Odysseus dem til at fange fisk og fugle. Men mens Odysseus ligger og sover, overtaler Eurylokos folkene til at slagte de bedste af solgudens okser og ofre dem til guderne. Da Odysseus vågner, kan han mærke lugten af branket fedt, og han bebrejder sine folk, at de har brudt deres ed. solguden Helios henvender sig til Zeus og kræver hævn. Zeus beroliger ham og siger, at han vil sende sin tordenkile og splintre det formastelige skib.

Efter en uge sejler de videre. Zeus rejser en voldsom storm, som slynger alle Odysseus' folk over bord. Odysseus får fat i en planke og driver omkring i 10 dage, inden han skylles op på Kalypsos ø. Og nu er vi der, hvor Odysseen begynder.

ODYSSEEN
De 24 sange