Odysseen Sang 3

Resume af 3. sang i Odysseen af Homer. Telemakos lander ved Pylos, modtages venligt af kong Nestor, og udspørger ham om sin faders skæbne. Nestor fortæller om achaiernes hjemtog fra Troja, opmuntrer Telemachos til tapperhed mod bejlerne, og råder ham til at rejse til Menelaos. Mentor forsvinder pludseligt, og kong Nestor forstår, at Mentor er Athene i forklædning. Næste morgen ofres der til Athene, og Telemakos når på to dage til kong Menelaos i Sparta.

ODYSSEEN

Odysseen, 3. sang

1 Frem af den deilige Søe i en Fart Solguden sig hæved
2 Op på den kobberne Himmel, at lyse for salige Guder
3 Som for hver dødelig Mand på den sædfrembringende Jordkreds,
4 Just som de styred mod Land ved det velbebyggede Pylos,
5 Neleus’s Stad; der Tyre man slagtede, sorte tilhobe,
6 Ude på Strand til Poseidon, vor Jords sorthaarede Ryster.
7 Her i ni forskjellige Hold havde Folket sig leiret,
8 Hvert femhundrede Mand, og hvert ni Høveder offred;
9 Alt Indmaden de nød, og ristede Bove til Guden,
10 Just som hine mod Land løb ind med den dygtige Skude,
11 Strøg dens Seil, fortøied den vel, og traadte på Landjord.
12 Ud af Skibet Telemachos steg, men først dog Athene;
13 Strax tiltalte ham da den lysblaaøiede Pallas:
14 Nu, Telemachos! vær ikke bly i ringeste Maade,
15 Da du jo drog over Havet, at spørge dig for om din Fader,
16 Hvor han gjemmes i Muld, og hvad for en Død han sig hented.
17 Nei frit træde du frem for Hestebetvingeren Nestor!
18 Vide vi maae, hvad Raad han muligen gjemmer i Brystet;
19 Ham indstændig du bede, dig Alt sandfærdig at sige,
20 Ei vil han tale med Falsk, thi høist forstandig er Gubben.
21 Og den forstandige Svend Telemachos strax hende svared:
22 Mentor! hvordan skal jeg gaae? hvordan først tale til Gubben?
23 Jeg er saa lidet forsøgt i den Kunst mine Ord at belægge,
24 Og som den Yngre jeg blues at fritte den Ældre med Spørgsmaal.
25 Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
26 Noget, Telemachos! selv i dit Sind udtænker du vistnok,
27 Andet en Gud indskyde dig vil, thi det tør jeg mene,
28 Ei est du fød og fostret de salige Guder til Ugunst.
29 Saaledes taled Athene; med ilende Fjed hun foran ham
30 Vandred på Veien afsted, og Gudinden i Sporet han fulgte.
31 Snart de kom til de Pyliske Mænds forsamlede Skarer;
32 Der sad Nestor i Sønnernes Kreds; hans Svende med Iver
33 Lavede Mad; her risted man Kjød, og hist man det spidded.
34 Strax som de saae de fremmede Mænd, de stimled imod dem,
35 Rakte til Hilsen dem venligen Haand, og bød dem at sidde.
36 Først imøde dem treen Peisistratos, Sønnen af Nestor,
37 Begge han krysted i Haand, og strax ved det festlige Gilde
38 Gav han dem Plads på laadene Skind på den sandede Havbred
39 Hos Thrasymedes sin Broder og Nestor sin elskede Fader.
40 Hver sin Part han af Indmaden gav, saa tog han og skjenked
41 Viin i en gylden Pokal, og drikkende Begge til Velkomst
42 Talte han saa til Athene, hiint Barn af den høie Kronion:
43 Fremmede! beed nu først din Bøn til Drotten Poseidon.
44 Hans er Gildet, ved hvilket I her os traf ved Jer Ankomst.
45 Men naar du Viin har offret og bedet en Bøn som det bør sig,
46 Flye saa din Ven Pokalen, at offre han kan af den søde
47 Viin, thi ogsaa har han en Bøn til de salige Guder,
48 Skulde jeg troe, hvert Menneskens Barn til Guderne trænger.
49 Dog han er yngre, på Alder med mig omtrent, som det synes,
50 Derfor jeg først til dig nu Guldpokalen vil række.
51 Talt, og Pokalen han strax med den liflige Viin hende flyede.
52 Glad bemærked Athene hans vise betænksomme Adfærd,
53 At han den gyldene Skaal med Viin først rakte til hende.
54 Derpå hun bønligen bad til den mægtige Hersker Poseidon:
55 Hør os, du mægtige Gud! du Jordomslynger Poseidon!
56 See ei haant til os, opfyld den Bøn, som vi bede!
57 Nestor og alle hans Sønner du først velsigne med Hæder!
58 Ogsaa det øvrige Folk, hver Mand, som boer udi Pylos,
59 Skjenke du glædelig Løn for den herlige Festhekatombe!
60 Endelig give du mig og Telemachos Held til den Idræt,
61 Som over Bølgen har bragt os hid på det tjærede Fartøi!
62 Bedende talte hun saa, og selv opfyldte hun Bønnen.
63 Derpå hun Tvillingpokalen af Guld til Telemachos rakte,
64 Og udi Bøn udbrød den elskede Søn af Odysseus.
65 Men da det øvere Kjød var stegt, og taget af Bradspid,
66 Stykked de Braden i Parter, og holdt et glimrende Maaltid.
67 Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke,
68 Først til Orde da tog den ædle Gereniske Nestor:
69 Nu er det skjelligt at spørge de fremmede Mænd og forhøre,
70 Hvem de ere, da nu de ved Mad har gjort sig tilgode.
71 Fremmede! hvem er I, og hvorfra er I komne på Søvei?
72 Drog I på Handelen ud, eller gik I på vildsomme Farter
73 Ret som en Vikingeskare, som flakkende vidt over Bølgen
74 Sætter i Vove sit Liv for at plyndre hos Folket i Udland?
75 Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar,
76 Freidig i Hu, thi Athene ham selv besjeled med Mandsmod,
77 For at han frit kunde spørge sig for om sin savnede Fader,
78 Og et berømmeligt Navn sig selv blandt Mennesker vinde:
79 Nestor! du Neleus’s Søn! Achaiernes Hæder og Stolthed!
80 Hvorfra vi kom, du spørger; det vil jeg påstand dig fortælle.
81 Hid er vi komme fra Ithakas Bye ved Foden af Neion,
82 Ei i folkeligt Hverv, men i eget, det nu jeg vil nævne.
83 Ud er jeg dragen at høre, hvad Rygter man har om min Fader,
84 Helten Odysseus, som vidt er berømt; med dig, har man sagt mig,
85 Drog han fordum i Leding, og styrted den Troiske Kongstad.
86 Grandt man veed om de øvrige Mænd, som kæmped i Troia,
87 Hvor Enhver af de Gjæve sig hented den grusomme Dødslod,
88 Men om Odysses’s Død lod Zeus hvert Rygte forstumme;
89 Hvor han er død, har Ingen endnu kunnet sige med Vished,
90 Enten for fiendtlige Mænd han i Kamp er falden på Landjord,
91 Eller på vildene Hav Amphitrite begrov ham i Bølgen.
92 Derfor jeg kommer at favne dit Knæe, om du vilde mig sige
93 Alt hvad du veed om hans grusomme Død, hvad enten for Øine
94 Selv du blegne ham saae, eller vandrende Mand om hans Henfart
95 Har dig fortalt; hans Moder ham bar til den tungeste Skjebne.
96 Ei af Skaansel du mildne dit Ord, ei heller af Medynk,
97 Nei! men fortæl reentud just saasom det kom dig for Øie!
98 Bønlig jeg beder, saasandt min herlige Fader Odysseus
99 Enten i Raad eller Daad har ærlig dig holdt hvad han loved
100 Hist i Troernes Land, hvor Achaierne døied saa meget,
101 O saa kom det ihu, og siig mig den skæreste Sandhed!
102 Ham gjensvarede Nestor, den gamle Gereniske Vognhelt:
103 Kjære! du minder mig her om al den Trængsel vi fristed
104 Hist i Fiendernes Land, vi kraftige Mænd af Achaia,
105 Enten på Skibe vi foer hen over det graalige Havdyb,
106 Flakkende vidt efter Rov på Tog, hvor Achilles os førte,
107 Eller i Marken vi drog om Priamos’ mægtige Kongstad
108 Kjækt med Fienden at slaaes; der segned de boldeste Drotter,
109 Der faldt Aias, den krigerske Helt; der ligger Achilleus,
110 Der Patroklos hans Ven, en Mand saa snild som en Guddom,
111 Der min elskede Søn Antilochos, bold og behjertet,
112 Han som var rap tilbeens og dygtig i Kamp som den Bedste.
113 Fleer Ulykker vi leed endnu; hvad dødelig Skabning
114 Mægted at nævne tilhobe de Qvaler, vi der maatte friste?
115 Selv om Aaringer fem eller sex du hos mig vilde blive,
116 Og du mig fritted om al den Nød Achaierne udstod,
117 Kjed af min Tale du blev før Enden, og drog til din Hjemstavn.
118 Ni samfældige Aar uden Rast vi beredte dem Ufærd,
119 Øvende al Slags List; knap Zeus da slutted vor Idræt.
120 Al den Tid var der ei nogen Mand, som med ham sig i Raadslag
121 Dristed at maale, thi høit i al Slags List over Alle
122 Stod den Ædling Odysses, din Fader, saafremt du forresten
123 Virkelig er hans Søn; forbauses jeg maa ved dit Aasyn.
124 Ogsaa på Talen du ligner ham svart; hvo skulde dog tænke,
125 At du, saa ung du est, din Fader saa ligt kunde tale?
126 Dengang det hændte sig aldrig, at jeg og den Ædling Odysseus
127 Kom med hinanden på Thinget i Tvist, ei heller i Raadet;
128 Nei! vi var eens tilsinds, og med Kløgt og sindige Tanker
129 Grunded vi stedse, hvordan Achaiernes Tarv kunde fremmes.
130 Men da saa Priamos’ kneisende Stad vi havde forstyrret,
131 Og vi var gangne tilskibs, og en Gud havde Folkene spredt ad
132 Da beslutted Kronion i Sind en bedrøvelig Hjemfart
133 For det Argeiske Folk; thi brav og forstandig var langtfra
134 Samtliges Færd, og derfor en Deel kom grusomt af Dage;
135 Svart Athene dem slog i sin Harm, den Vældiges Datter,
136 Da hun de to Atreider ophidsed til Kiv mod hinanden.
137 Samtlige Mænd af Achaia til Thing de stævnede begge
138 Reent mod Skik på utimelig Tid, alt dalede Solen,
139 Derfor var Mængden betynget af Viin, da de mødte til Samling.
140 Strax kundgjorde nu hine, hvorfor man dem hid havde stævnet
141 Først Menelaos befoel Achaiernes Sønner tilhobe,
142 Hjem at seile påstand over Havsens mægtige Rygning,
143 Dog Agamemnon det Raad ei huede; heller han ønsked
144 Folket at holde tilbage, og Festhekatomber at offre;
145 Pallas Athenes forfærdende Harm han haabed at mildne;
146 Lidet han vidste, den Daare, at ei hun var at forsone,
147 Ei omskiftes i Hast de salige Guders Beslutning.
148 Saaledes begge de stod, og klamredes svart med hinanden;
149 Op fra Sæde da sprang de bepandsrede Mænd af Achaia
150 Med et forfærdeligt Skrig; tvedeelt var Folkets Beslutning.
151 Natten igjennem endog vi fiendsk tilsinds mod hverandre
152 Hvilte på Leiet, thi Zeus tilskikked os Straf for vor Brøde.
153 Aarle ved Grye var vi nogle, som drog vore Snekker på Dybet,
154 Hver indskibed sit Gods og de smuktombeltede Qvinder;
155 Dog hos Atreus’s Søn, Krigsfolkenes Drot Agamemnon,
156 Hælvten omtrent tilbage forblev af den samtlige Krigshær,
157 Medens vi Andre begav os ombord, og seiled fra Kysten;
158 Strygende gik det, selv jevned en Gud os det svælgende Havdyb.
159 Da vi til Tenedos kom, vi Guderne bragte vort Offer,
160 Hjem vi længtes, dog Zeus endnu forhaled vor Hjemfærd,
161 Han, den Haarde, som ypped påny fordærvelig Tvedragt.
162 Nogle nu vendte påstand med de toradaarede Skibe,
163 Og med Odysses, den snedige Drot, de stævned tilbage,
164 Atreus’s Søn Agamemnon igjen deres Huldskab at vise.
165 Jeg derimod tog Flugten med hvert et Skib, som mig fulgte,
166 Da jeg i Sind fornam, at en Gud tilskikked os Vanheld.
167 Ogsaa Tydeiden på Flugt sig gav, og drev på sit Mandskab.
168 Seent os fulgte tillige den Guldhaars Drot Menelaos;
169 Just han i Lesbos os traf, da vor lange Seilads vi betænkte,
170 Enten vi Nord om Chios den fjeldrige Øe skulde styre
171 Op mellem Psyrias Holm, beholdende Chios til Venstre,
172 Hvad eller Sønden om Chios forbi det stormende Mimas.
173 Bønlig vi bad, at en Gud os et varslende Tegn ville vise,
174 Tegnet han gav og bød os, at styre vor Kaas til Euboia,
175 Skærende tvers over Havet, at frelses desfør af vor Qvide.
176 Vinden blev gunstig og rask; ad de fiskbesvømmede Veie
177 Skibene løb i strygende Fart, og iland ved Geraistos
178 Alt om Natten vi kom, og Bovene strax af en Mængde
179 Tyre til Tak for den mægtige Fart Poseidon vi offred.
180 Dage vi seiled igjen; på den fjerde var alt Diomedes,
181 Hestebetvingeren Tydeus’s Søn, med Snekker og Mandskab
182 Landet på Kysten af Argos; jeg drog til Pylos, og aldrig
183 Løied den gunstige Vind, da en Gud på Fart havde sendt den.
184 Derfor, min Søn! jeg tidendeløs kom hjem, og erfoer ei,
185 Hvem af Achaiernes Folk der forgik, og hvem der blev reddet.
186 Men hvad jeg siddende her i mit Huus har erfaret af Andre,
187 Det jeg, som billigt, fortælle dig skal, og Intet fordølge.
188 Hjem i Behold Myrmidonerne kom, de landseforsøgte,
189 Helten Achilles’s straalende Søn dem førte tilbage.
190 Poias’s glimrende Søn Philoktetes var ligesaa heldig,
191 Og til sit Kreta Idomeneus kom med alle de Kæmper,
192 Krigen ham end havde levnet, ei Een han på Søen forliste.
193 Selv har I hørt, skjøndt fjernt I boe, hvordan Agamemnon
194 Kom til sit Hjem, og Aigisthos en ynkelig Død ham beredte;
195 Dog en gruelig Hevn forsand ham traf for hans Udaad.
196 O hvor godt, naar den myrdede Mand en Søn har tilbage
197 Efter sin Død! saaledes som hiin den Morder Aigisthos
198 Dræbte til Hevn, der lumsk havde myrdet hans herlige Fader.
199 Saa, min Kjære! vær kjæk, som jeg seer du er fager og voxen,
200 At ogsaa du maa prises endog af sildige Slægter!
201 Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
202 Nestor! du Neleus’s Søn! Achaiernes Hæder og Stolthed!
203 Ja! han hevned sig svart, og vidt vil Achaiernes Sønner
204 Brede hans Roes, saa høres den skal blandt kommende Slægter.
205 O at de himmelske Guder mig lignende Kraft vilde skjenke,
206 Beilernes Sværm at tugte for al deres nedrige Frækhed,
207 Da de med Trods udøve mod mig formastelig Voldsfærd.
208 Dog en Lykke saa stor har Guderne ei mig beskæret,
209 Mig saalidt som min Fader, dog nu maa jeg lide med Taalmod.
210 Ham gjensvarede Nestor den gamle Gereniske Vognhelt:
211 Kjære! da selv du minder derom, og nævner mig Sagen;
212 Man har fortalt, at en Sværm af Mænd, som frie til din Moder,
213 Dig til Trods i Paladset et skammeligt Væsen bedrive.
214 Siig mig, om selv godvillig du kue dig lod, eller mulig
215 Folket i Landet dig hader, forledt af guddommeligt Sandsagn?
216 Dog hvo veed, om ei han engang til Hevn over Voldsmænd
217 kommer alene tilbage, ja muligen fulgt af sit Mandskab.
218 Gid dog Pallas Athene dig ligesaa huld vilde være,
219 Som hun din herlige Fader tilforn beskjermed med Omhu
220 Hist i Troia, hvor meget vi leed, vi Mænd af Achaia!
221 Aldrig har Guder jeg seet saa klart deres Naade bevise,
222 Som det var klart, at Athene var rede til Hjelp for Odysseus;
223 Elsked hun dig saa høit, og viste dig lignende Omsorg,
224 Da skulde Mangen af Beilernes Flok slaae Bryllup af Tanke.
225 Og den forstandige Svend Telemachos gav ham til Gjensvar:
226 Aldrig, min Gubbe! jeg troer, at dette vil skee som du siger.
227 Nei! dit Ord er for stort! du forfærder mig! aldrig et saadant
228 Haab opfyldes for mig, selv ei om Guder det vilde.
229 Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
230 Søn af Odysses hvad Ord undslap dig fra Tændernes Række?
231 Lettelig frelser en Gud hvem han vil endog fra det Fjerne.
232 Jeg vilde heller forsand udstaae mangfoldige Trængsler,
233 Blot jeg naaede mit Huus, og Hjemfærdsstunden jeg skued,
234 End efter lykkelig Fart forlise mit Liv ved min Arne,
235 Som Agamemnon blev lumskelig dræbt af sin Viv og Aigisthos.
236 Dog for den altødelæggende Død har selv ikke Guder
237 Magt at bevare den Mand, som ret af Hjertet de elske,
238 Naar ham fra Jord bortrykker den langthenstrækkende Dødsmøe.
239 Og den forstandige Svend Telemachos strax hende svared:
240 Mentor! ei tale vi meer om Sligt, skjøndt heftig vi sørge!
241 Ei hjemkommer han levende meer, forlængst allerede
242 Blev han i Gudernes Raad bestemt til Død og til Henfart.
243 Men der er Noget forresten, hvorom jeg har Lyst til at spørge
244 Nestor, da høit over Andre han staaer i Viisdom og Retsind;
245 Alt han har jo som Drot tre Menneskeslægter behersket,
246 Derfor betragter jeg ham som en af de salige Guder.
247 Nestor, du Neleus’s Søn fortæl mig dette med Sandhed!
248 Hvad for en Død fik Atreus’s Søn, den Drot Agamemnon?
249 Hvor var da Menelaos? hvad List til den blodige Gjerning
250 Øved Aigisthos, den Skjelm, for den stærkere Mand at ihjelslaae?
251 Mon det Achaiske Argos han ei havde naaet, men på Hjemtog
252 Flakked i Verden omkring, og hiin sig til Mordet formasted?
253 Ham gjensvarede Nestor, den gamle Gereniske Vognhelt:
254 Dette jeg gjerne, min Søn! sandfærdigen vil dig fortælle.
255 Selv begriber du let, hvordan det var gaaet Aigisthos,
256 Hvis Menelaos, den Guldhaars Drot, ved sit Komme fra Troia
257 I Agamemnons Palads ham end havde truffet ilive,
258 Da var han falden, og ei man med Muld hans Liig havde dækket.
259 Da havde Hunde med Fugle hans Kjød af Knoglerne flænget
260 Fjernt fra Byen på vildene Mark, og ei i Achaia
261 Havde ham Qvinde begrædt, thi grov var den Synd han forøved.
262 Medens i Troia vi laae, og Kamp på Kamp maatte friste,
263 Sad han i Mag i en Krog af det hestopfostrende Argos,
264 Og Agamemnons Viv ved sin smigrende Snak han bedaared.
265 Først hun forkastede dog den skjændige Gjerning med Afskye,
266 Thi hun var ædel af Sind som af Byrd, den Viv Klyteimnestra;
267 Ogsaa der leved i Huset en Skjald, som Atreiden alvorlig,
268 Dengang til Troia han drog, formaned at vogte hans Hustrue.
269 Men da hun hildet af Skjebnen tilsidst dog føied hans Villie,
270 Slæbte han Skjalden af Huus, og førte ham ud på en øde
271 Øe, hvor han ligge ham lod, Rovfugle til Priis og til Bytte.
272 Hjem til sit Huus han villig da førte den villige Qvinde.
273 Strax mangfoldige Bove på Gudernes Alter han brændte,
274 Smykker han vied dem ind, baade Guld og prægtige Klæder,
275 Efter den svare Bedrift, som lykkedes over Forventning.
276 Sammen vi fulgtes på Vei, Menelaos og jeg, over Havet
277 Lige fra Kysten af Troia, thi høit vi elsked hinanden;
278 Men da vi Sunion naaede, den hellige Klint ved Athenai,
279 Dræbt af Phoibos Apollon da blev Menelaos’s Styrmand,
280 Ramt af Guden med lempelig Piil han segned i Døden,
281 Bedst som med Roret i Haand han sad på det løbende Fartøi,
282 Phrontis, en Søn af Onetor; saa snildt som Faa eller Ingen
283 Styred han Skib på Dyb, hvor vildt end Stormene larmed.
284 Saa blev han sinket på Vei, skjøndt stærkt med Reisen han hasted,
285 Medens sin Svend han stedte tilgravs, og feired hans Liigfærd.
286 Atter i Søen han stak, og løb ad de blaalige Vande;
287 Men da med Flaaden han kom til det høie Maleiske Forbjerg,
288 Gav Fjernskueren Zeus ham en høist bedrøvelig Reise;
289 Stormene blæse han lod, saa de hvined i Luft, og på Havet
290 Reiste han larmende Bølger, vidunderlig høie som Bjerge;
291 Der han spredte hans Snekker og nogle forslog han til Kreta,
292 Hvor Kydonerne boe omkring Jardanos’ Strømme;
293 Der er et Fjeld baade glat og høit, som mod Søen sig strækker
294 Ude på Grændsen af Gortyn, langt ud i det graalige Havdyb.
295 Stormen fra Syd mod det vestlige Fjeld slaaer Bølgen ved Phaistos
296 Høit, men Fjeldet saa lavt dog dæmmer mod Bølgerne høie;
297 Did blev Skibene slængte; med Nød og neppe sig bjerged
298 Folket ombord, men i Qvag mod Rev de brydende Bølger
299 Skibene slog; af Flaaden dog fem blaastavnede Snekker
300 Drev for den rullende Strøm og den strygende Vind til Aigyptos.
301 Saaledes drog Menelaos til Folk, hvis Sprog var ham fremmed,
302 Vildsomt på Søen omkring, og Gods og Guld han sig sanked,
303 Medens Aigisthos i Borgen udtænkte den rædsomme Udaad,
304 Slog Agamemnon ihjel og hans Folk til Lydighed kued.
305 Aaringer syv han det guldrige Land Mykene behersked,
306 Men i det ottende Aar til hans Vee kom bolden Orestes
307 Hjem igjen fra Athen, og til Hevn han den Morder Aigisthos
308 Slog ihjel, som lumsk havde myrdet hans herlige Fader,
309 Og efter endt Bedrift han Argeierne feired et Gravøl,
310 Da han sin nedrige Moder begrov og den Niding Aigisthos.
311 Did kom just på den festlige Dag den Helt Menelaos
312 Hjem med Gods og Skatte saamange som Skibene magted.
313 Heller ei du, min Kjære! blandt Fremmede flakke mig længe
314 Borte fra Huus og Gods, mens hjemme du lod i Paladset
315 Slige fripostige Mænd! thi vogt dig, at ei de fortære
316 Alt og dele dit Gods, og spildt da vorder din Reise.
317 Men jeg formaner og raader dig stærkt Menelaos at gjæste,
318 Thi han er først fornys hjemkommen fra fremmede Lande,
319 Fjernt fra Folk, fra hvilke vel knap nogen Mand kunde haabe
320 Hjem at slippe, naar Stormene først ham did havde kastet
321 Over et Hav saa stort, at neppe de hurtigste Fugle
322 Fløi på et Aar derover, saa stort, saa frygteligt er det.
323 Vel! saa begiv dig nu strax på Fart med dit Skib og dit Mandskab!
324 Men vil du reise tillands, staae Hest og Vogn i Beredskab,
325 Og mine Sønner er rede på Vei at gjøre dig Selskab
326 Til Lakedaimon den herlige Stad og den Drot Menelaos;
327 Ham indstændig du bede, dig Alt sandfærdig at sige,
328 Ei vil han tale med Falsk, thi høist forstandig er Manden.
329 Talt; nu dalede Solen, og Mulm udbredte sig vide.
330 Ordet da tog Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
331 Skjelligt, min Gubbe! forsand er hvert et Ord, som du talte.
332 Vel! udskjærer nu Tungerne flux, og blander os Vinen,
333 At vi kan offre vor Drik til Poseidon og øvrige Guder,
334 Og os forføie til Roe, thi stærkt det lakker ad Tiden,
335 Lyset har alt bag Mørket sig gjemt, og ei det sig skikker
336 Længer at sidde ved Gudernes Fest, men at gange til Huse.
337 Saaledes talte den Datter af Zeus, og han lød hendes Tale.
338 Flux udøste Herolderne Vand over Samtliges Hænder,
339 Knøsene Viin i Kummerne gjød, til den skummed om Randen,
340 Fyldte saa Bægre til Offring, og skjenkede rundt for dem Alle;
341 Tungerne slængtes på Ild, og staaende skænked man Vinen.
342 Men da de Viin havde offret, og drukket saameget dem lysted,
343 Laved Athene sig til med den herlige Søn af Odysseus,
344 Begge tilbage til Stranden at gaae til det bugede Fartøi.
345 Strax dog talede Nestor, og satte dem venlig irette:
346 Nei! det forbyde Kronion og alle de salige Guder,
347 At I fra mig skulde gaae til den hurtige Snekke tilbage,
348 Ret som var jeg en Prakker, der knap havde Klæder på Kroppen,
349 Eller som ei i sit Huus havde nok af Tæpper og Bolstre,
350 Baade sig selv og Gjæster en magelig Seng at forskaffe.
351 Nei! Jeg er godt forsynet med prægtige Tæpper og Bolstre,
352 Derfor skal ei en Søn af saadan en Mand som Odysseus
353 Sove på Dæk ombord saalænge som jeg er ilive,
354 Og naar jeg døer, har jeg Sønner i Huus tilbage, som Herberg
355 Hver en Fremmed skal give, der kommer som Gjæst til min Bolig.
356 Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfrue:
357 Kjæreste Gamle! du taler saa smukt, og det sømmer sig vistnok,
358 At dig Telemachos lyder, thi dette forsand er det Bedste.
359 Derfor med dig han følge nu hjem, og tage sin Hvile
360 Under dit Tag, men selv jeg gaaer til det tjærede Fartøi
361 Ned, vore Folk at muntre, og sige Besked dem om Alting.
362 Jeg er den eneste Mand tilaars af den hele Besætning,
363 Resten er Knøse tilhobe, som hid af Venskab os fulgte,
364 Alle de kan på Alder omtrent med Telemachos være.
365 Der for inat jeg hvile mig vil på det tjærede Fartøi,
366 Men naar det dages, jeg styrer min Kaas til de bolde Kaukoner;
367 Der har et Krav jeg tilgode, som hverken er nyt eller ringe.
368 Men da du hjem til dit Huus som Gjæst Telemachos tager,
369 Send ham da bort tilvogns med din Søn, og giv ham de Heste,
370 Som er til Løb de rappeste Dyr, og dygtigst af Kræfter.
371 Talende saa forsvandt den lysblaaøiede Pallas
372 Brat som en Ørn, og Studsen betog Enhver, som det skued.
373 Ogsaa den Gamle forbausedes svart, da han saae det for Øine,
374 Greb Telemachos’ Haand, tog Ordet, og talte saalunde:
375 Kjære! jeg haaber forvist, ei vorder du feig eller kraftløs,
376 Siden af Aar saa ung du alt ledsages af Guder,
377 Thi det var ei nogen Anden af Guderne hist på Olympen,
378 Det var den Datter af Zeus, hiin herlige Tritogeneia;
379 Ogsaa din kraftige Fader hun høit blandt Argeierne hædred.
380 Drotning! forbliv os huld! et priseligt Navn du forlene
381 Baade mig selv, mine Børn, og den ærbare Qvinde min Hustrue,
382 Offre da vil jeg et fjorgammelt Nød, bredpandet og aldrig
383 Avet, endnu ei tæmmet af dødelig Mand under Aaget,
384 Dette jeg offre dig vil, og dets Horn vil med Guld jeg beklæde.
385 Bedende talte han saa, og blev hørt af Pallas Athene.
386 Forrest i Skaren på Vei sig nu gav den Gereniske Nestor
387 Med sine Sønner og Døttrenes Mænd til den prægtige Bolig.
388 Men da de kom til det stolte Palads, som Kongen beboede,
389 Toge de Plads på Stol eller Bænk jevnsides hverandre.
390 Strax da de kom, den Gamle påny dem blanded i Kummen
391 Viin, som var liflig, og først da den elleve Aar have ligget,
392 Løsnede Skaffersken Baandet fra Spunds og aabnede Krukken.
393 Heraf den Gamle nu blanded en Deel, og fromt til Athene,
394 Aigissvingerens Datter, han bad, mens han stænked af Vinen.
395 Men da de Viin havde offret, og drukket saameget dem lysted,
396 Gik Enhver til sit Hjem, og lagde sig der til at sove;
397 Men i sit Huus beholdt den gamle Gereniske Nestor
398 Helten Odysses’s Søn, og rede han lod ham et Leie
399 Under den høitgjenlydende Hal på den snørklede Løibænk;
400 Der sov ogsaa den gjæve Peisistratos, Høvding for Krigsfolk;
401 End hos sin Fader han boede som eneste Søn, der var Ungkarl.
402 Selv sov Gubben i høien Palads i det inderste Kammer,
403 Og ved hans Side hans Dronning bepryded det natlige Leie.
404 Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning,
405 Strax fra sit Leie da sprang den gamle Gereniske Nestor,
406 Treen af Huset og satte sig hen på en skinnende Steenbænk;
407 Udenfor Huset man havde den sat ved den kneisende Borgport,
408 Hvid var Stenen og blank som Olie; der havde Neleus
409 Siddet tilforn saa tit, en Mand saa snild som en Guddom;
410 Nu var forlængst af Døden han ramt, og vandret til Hades.
411 Her den Gereniske Nestor, Achaiernes Fader, sig satte,
412 Holdende Staven i Haand, og trindt ham stimled hans Sønner;
413 Ud fra Kammers tilhobe de kom, Echephron og Perseus,
414 Stratios og Thrasymedes, en Mand som en Gud, og Aretos,
415 Derpå som sjette den bolde Peisistratos kom til sin Fader;
416 Ogsaa de førte Telemachos med, og bænked ham blandt sig.
417 Først til Orde da tog den gamle Gereniske Nestor:
418 Skynder Jer nu, mine Børn! og sætter i Værk hvad jeg ønsker,
419 At jeg af Guderne først os huld Athene kan gjøre!
420 Selv skinbarlig hun gjæsted vor yppige Fest for Poseidon.
421 Een skal på Vang efter Oxen begive sig ud, at den snarlig
422 Kommer herind, Qvægrøgteren strax til Byen den drive!
423 Een skal skynde sig ned til Telemachos’ Skib for at hente
424 Alle hans Mænd herop, kun to skal blive tilbage.
425 Een skal gaae for at bede påstand Guldslager Laerkes
426 Komme herhid, at han Høvedets Horn med Guld kan beklæde;
427 Resten forblive tilbage hos mig, og befaler derinde
428 Ternerne strax i den prægtige Sal at lave til Maaltid,
429 Hente det klareste Vand, og sørge for Brændsel og Stole!
430 Saa han taled, og Alle fik travlt, saa de pusted af Iver.
431 Ind kom Oxen fra Vang, og Helten Telemachos’ Mandskab
432 Kom fra det hurtige Skib; Guldslageren ogsaa sig indfandt,
433 Bærende med sig i Haand sit kunstfuldbyrdende Værktøi,
434 Baade sin Ambolt og Hammer og snildtindrettede Ildtang,
435 Guldet at smedde dermed; selv nærmed sig Pallas Athene,
436 Gunstig at nyde sit Offer, og Nestor, den aldrende Vognhelt,
437 Gav det behørige Guld; strax Mesteren slog det om Dyrets
438 Horn heel smukt, at Gudinden med Fryd den Pragt maatte skue.
439 Oxen ved Hornene frem Echephron og Stratios leded.
440 Vand til Hændernes Tvæt i et Fad udsmykket med Løvværk
441 Hented Aretos fra Huus, og en Kurv med det hellige Bygkorn
442 Bar han på Arm; da treen den behjertede Helt Thrasymedes
443 Frem med den hvæssede Biil i Haand, for Oxen at fælde;
444 Perses med Karret til Blod stod hos, og Oldingen Nestor
445 Tog af Vandet og Kornet, og vied med Bøn til Athene
446 Offret, mens Haar han kasted på Ild af Høvedets Pande.
447 Men da de saa havde bedet og drysset det hellige Bygkorn,
448 Traadte påstand Nestoriden, den modige Helt Thrasymedes,
449 Frem, drev Øxen og hug, saa Senerne hen over Nakken
450 Brast, og Høvedets Kraft var forødt; strax Oldingens Døttre
451 Jamred med Sønnernes Koner i Bøn med samt Eurydike,
452 Nestors ærværdige Viv, af Klymenos’ Døttre den ældste.
453 Høvedets Hals blev vendt fra den vidthenveibare Jordbund,
454 Fast man holdt, flinkt slagted Peisistratos, Krigernes Høvding,
455 Rødt udvældede Blodet, og Livet fra Knoglerne flygted.
456 Rask de skilte nu Kræet, skar Bovene fra i en Skynding,
457 Alt med Orden og Skik, og bevikled dem trindt med et dobbelt
458 Lag af Fedt, som de dækked igjen med et Lag af det Skære.
459 Gubben det risted på Baal, og blussende Viin han på Braden
460 Gjød; trindt Svendene stod, femflenede Gafler ihænde.
461 Men da de Bovene havde forbrændt, og af Indmaden nipppet,
462 Skar de det øvrige Kjød itu, og stak det på Bradspid,
463 Saa blev det stegt på de stingende Spid, som de dreied med Haanden.
464 Badet Telemachos blev af den deilige Møe Polykaste,
465 Nestors livsalige Barn, af alle hans Døttre den yngste.
466 Men da hun havde ham badet, og salvet med glindsende Olie,
467 Og havde hyllet ham ind i en Kjortel og prunkende Kappe,
468 Steg af Karret han op, af Skabning saa skjøn som en Guddom.
469 Derpå hos Oldingen Nestor han satte sig, Folkenes Hyrde.
470 Men da det øvere Kjød var stegt og taget af Bradspid,
471 Sad de tilsammen og spiste, mens herlige Mænd var på Færde
472 Flittig at skjenke den liflige Viin i de gyldne Pokaler.
473 Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke,
474 Først til Orde da tog den gamle Gereniske Nestor:
475 Rask, mine Børn! lad flux de fagermankede Heste!
476 Spænde for Karm, at Telemachos snart kan ende sin Reise
477 Saa han taled; hans Ord de fornam, og løde ham villig.
478 Hurtig de kobbled for Karm et Spand rasktravende Heste.
479 Skaffersken pakked på Vogn baade Brød og Viin og Suulmad,
480 Alt saadant som det nydes af gudopfostrede Konger.
481 Og på den prunkende Karm sig nu Telemachos satte,
482 Og Nestoriden, den gjæve Peisistratos, Krigernes Høvding,
483 Steg ved hans Side tilvogns, og Tømmerne greb han med Haanden,
484 Jog saa med Svøben på Gangerne rask, og villige fløi de
485 Hen over Sletten afsted fra det høitbeliggende Pylos.
486 Dagen igjennem de løb, og Kobbelet rysted om Halsen.
487 Men da det lakked ad Qvæld, og Skumring på Veiene bredtes,
488 Kom de til Pherai, og holdt ved den ædle Diokles’s Bolig,
489 Som var Orsilochos’ Søn, hvis Fader igjen var Alpheios.
490 Der de beded om Natten og han dem beværtede gjæstmildt.
491 Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning,
492 Kobbled de Hestenes Spand, og bestege den prunkende Vognkarm,
493 Kjørte saa gjennem den skingrende Hal og ud over Borggård.
494 Rask han med Svøben på Gangerne jog, og villige fløi de;
495 Snart til den hvedebevoxede Mark de kom, og til Ende
496 Reisen var bragt; saa flinkt det vælige Spand havde kjørt dem,
497 Just som Solen sig bjerged, og Skumring på Veiene bredtes.

Odysseen af Homer

Odysseen er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Odysseen er en forlængelse af Iliaden. Vi møder således også hovedpersonen Odysseus i Iliaden. Da Achilleus var blevet dræbt foran Trojas mure, skulle hans fornemme våben, som var fremstillet af selveste smedeguden Vulkan, tildeles den tapreste kriger. Odysseus og Ajax gjorde begge krav på dem, og visdommens gudinde Minerva, som kendes på uglen og her ses i midten, besluttede, at Odysseus skulle have dem.

Relieffet viser, hvorledes Odysseus til venstre udpeges som vinder og får våbnene overbragt. I den modsatte side ses først Achilleus’ grav med urnen samt siddende hans sørgende mor, Thetis, og dernæst længst ude til højre taberen Ajax, der tager sig til hovedet og forlader scenen. Ajax var så fortvivlet over afgørelsen, at han senere begik selvmord.

Odysseen kort fortalt
Sammendrag

De første fire sange handler om, hvorledes sønnen Telemachos drager ud i verden for at søge efter sin far Odysseus. På denne rejse møder han flere af heltene fra Troja. Fra femte sang optræder Odysseus, som efter gudernes beslutning har fået lov at rejse hjem. Men han er alene, da han har mistet både skibe og mandskab. Han har også en fjende i havets gud, Poseidon, så han lider endnu engang skibbrud og skylles i land på Fajakernes kyst.

Her modtages han venligt, og i et langt flash back (9.-12. sang) fortæller han om sine mange oplevelser på rejsen fra Troja indtil fortællingens nutid. De venlige Fajakere bringer ham til Ithaka, og den sidste halvdel af digtet handler om, hvorledes Odysseus genvinder sin position som konge over Ithaka efter et vanskeligt og farligt opgør med bejlerne.

Hermes beordrer Kalypso at løslade Odysseus

På sin hjemtur fra den trojanske krig lider Odysseus skibbrud ved øen Ogygia hvor han bliver fundet af den græske nymfe Kalypso. Hun er datter af Atlas og søster til Plejaderne. Kalypso forfører Odysseus til at blive sin elsker i 7 år, men Odysseus vil helst hjem til sin hustru. Ved enden på de syv år holder guderne møde og beslutter sig for at løslade ham. Det er Odysseus’ skytsgudinde Athene som presser på for at få Odysseus sat fri.

Athene sender først Odysseus' søn Telemachos af sted uden resultat. Athene beder så om hjælp fra Zeus, der sender Hermes ned til Kalypso for at beordre Odysseus frigivet. Kalypso adlyder modvilligt og giver Odysseus tømmer til en båd.

Og her starter Odysseen. Vi får dog senere i fortællingen beretningen om at opholdet ved den græske nymfe Kalypso ikke var det første stop for Odysseus på sin vej tilbage til øen Ithaka.

Tidslinje
Odysseus rejse

1. stop - Kikonernes ø

Efter at være sejlet fra Troja kommer Odysseus og hans mænd til Kikonernes ø, hvor de røver mad og kvinder. Odysseus opfordrer sine folk til hurtigt at tage afsted igen, men da der er masser af kvæg, får og geder samt dejlig vin, vil mændene ikke afsted. Hvilket giver kikoner mulighed for at samle sig og drive Odysseus' folk tilbage på deres skibe.

2. stop - Lotofagernes land

Zeus sender en voldsom storm, som driver skibene langt væk. Efter 10 dage når de frem til Lotofagernes land, hvor de går i land. Her møder de venligsindede beboere som tilbyder Odysseus' folk nogle velsmagende bær, men så snart en mand har spist et bær, glemmer han straks alt om at komme tilbage til sit hjemland, og ønsker blot at få flere af de dejlige frugter. Til sidst må Odysseus med magt føre folkene ned til skibene og surre dem fast, men de jamrende beder om at komme tilbage.

3. stop - Kyklopernes land

Herefter kommer de til de enøjede Kyklopernes land. Odysseus og hans mænd går i land og opdager en stor hule. Udenfor hulen er der en fold med mange får og geder. De vover sig forsigtigt ind i hulen, hvis beboer ikke er hjemme. Odysseus' folk foreslår, at de tager noget af den dejlige ost der er i hulen og stikker af tillige med nogle af fårene og gederne, men Odysseus er alt for spændt på at møde hulens besynderlige beboer, så han afslår.

Så kommer hulens beboer, kæmpen Polyfemos hjem; på ryggen har han en vældig bunke kvas, som han smider udenfor hulen. Så giver han sig i gang med at malke fårene og gederne. Da han er færdig, tænder han ild i kvaset, hvorefter han opdager de ubudne gæster og spærrer dem inde i hulen ved at vælte en kæmpemæssig sten foran indgangen. Derefter griber kæmpen to af Odysseus' folk og æder dem råt, hvorefter han lægger sig til at sove.

Næste morgen æder kæmpen endnu to af Odysseus' mænd, hvorefter han forlader hulen efter at have væltet stenen foran igen. Odysseus lægger en snedig flugtplan. Inde i hulen ligger en grøn olivenkæp, som kæmpen vil anvende som stok, når den er blevet tør. Odysseus lader kæppen spidse og hærder den i ilden. Da kyklopen kommer hjem, malker han igen sine dyr. hvorefter han æder endnu et par stykker af Odysseus' folk. Odysseus tilbyder ham et krus vin til måltidet, hvilket kæmpen drikker med velbehag. Han beder om endnu et krus og endnu et.

Dernæst siger Odysseus: "Du spurgte tidligere om mit navn. Det skal jeg sige dig. Mit navn er 'Ingen'. Således kaldes jeg af mine forældre og mine venner.". Kyklopen kvitterer med at sige, at han som tak vil æde ham som den sidste, hvorefter han styrter omkuld beruset af vinen.

Odysseus griber stangen og stikker den ind i ilden, til den er gloende. Derefter jager de stangen ind i kæmpens ene øje og drejer den omkring. Den blindede kyklop vågner med et frygteligt skrig, som alarmerer de omkringboende kykloper, som stimler sammen udenfor hulen.

"Hvorfor forstyrrer du vores nattesøvn, Polyfemos?, råber de. "Er der nogen, der vil røve dine dyr eller myrde dig?". "Ingen myrder mig. Ingen vil slå mig ihjel, råber han. "Hvis ingen slår dig ihjel, så må du jo være syg. Tal med din fader, Poseidon om det i morgen." og så går de igen ind i deres huler.

Om morgenen vælter kæmpen stenen fra indgangshullet, men sætter sig midt i åbningen for at fange Odysseus' folk, hvis de forsøger at snige sig ud gemt blandt fårene. Odysseus binder fårene sammen tre og tre med fine vidjer. Under bugen på det midterste får binder han en af sine mænd fast og det lykkes dem at slippe ud, selv om kæmpen stryger dyrene hen over ryggen for at fange de ubudne gæster. Odysseus og hans mænd når ned til deres skib, men da de er kommet et godt stykke ud i havet kan Odysseus ikke nære sig for at håne Polyfemos og råber:

"Polyfemos, den mand, hvis kammerater du åd, er ingen svækling. Zeus' hævn har ramt dig, fordi du åd folk, som kom til dit hus som gæster". Den rasende Polyfemos griber en klippeblok og kaster efter det bortsejlende skib, og så kraftigt kaster han, at blokken, som er spidsen af et bjerg, lander lige foran forstavnen og driver skibet ind mod kysten igen. Odysseus og hans mænd ror af alle kræfter og da de igen er kommet langt fra kysten råber Odysseus igen:

"Hvis nogen dødelig spørger dig, hvorledes du mistede dit øje, så svar ham, at det er Odysseus fra Ithaka, der blindede dig." Det skulle senere vise sig, at det ikke var nogen god idé at Odysseus afslørede sit navn, for Polyfemos henvender sig til sin far, den mægtige Poseidon og beder om, at han vil sørge for, at Odysseus aldrig genser sit land.

4. stop - Aiolie, den svømmende ø

Det næste sted, de kommer til, er Aiolie, den svømmende ø, hvor Aiolos bor sammen med sine seks sønner og seks døtre, som er gift med hinanden. Her bliver grækerne en hel måned og fordriver tiden med fester med masser af god mad og dejlig vin. Ved afskeden giver Aiolos Odysseus en sæk hvori er indespærret de susende vinde; Aiolos er nemlig af Zeus er sat til at vogte vindene. Sækken bliver bragt om bord, forsvarligt surret med en sølvsnor, så ikke den mindste luftning slipper ud. Kun den blide vestenvind er ikke spærret inde, så skibet sejler rask afsted.

På den tiende dag får de landkending af Ithaka og kan se røgen stige til vejrs på øen. Mens den udmattede Odysseus tager sig en blund, begynder hans folk at diskutere, hvad der er i sækken. Nogle mener, at det er en skat af sølv og guld, han har fået af Aiolos, og det ender med, at de åbner for sækken, da de føler, at de skal have del i skatten. Øjeblikkelig farer vindene ud og driver i rasende fart skibet tilbage til Aiolos. Aiolos spørger, hvorledes det er gået til, og da Odysseus forklarer ham det, sender han dem bort i vrede, da han kan se, at Odysseus er forhadt af guderne.

5. stop - Telepylos i Laistrygonernes land

Derpå kommer de til Telepylos i Laistrygonernes land, som viser sig at være befolket med menneskeædende kæmper. Odysseus mister 11 af sine 12 skibe og de fleste af sine folk, og kun med nød og næppe lykkes det ham at slippe afsted.

6. stop - Øen Aia og troldkvinde Kirke

Odysseus begiver sig afsted for at befri sine mænd og undervejs møder han Hermes, som giver ham en trylleurt mod Kirkes trolddom. Hermes fortæller, at Kirke vil tilbyde Odysseus en forfriskning, men den vil ikke virke på grund af trylleurten. Derefter vil hun berøre ham med sin tryllestav, og da skal Odysseus trække sit sværd. Kirke vil blive forskrækket og indbyde ham til sit leje, hvilket Odysseus ikke skal afslå.

Alt går som forudsagt af Hermes. Det lykkes Odysseus at få Kirke, som bliver forelsket i ham, til at forvandle hans mænd tilbage fra svin til mennesker. De bliver på Kirkes ø et helt år, inden de beslutter at rejse videre. Kirke siger, at forinden skal Odysseus tage til Hades for at spørge seeren Teiresia til råds.

7. stop - Odysseus i Hades

De sejler rask afsted på en brise, som Kirke har givet dem, og når sidst på dagen frem til verdenshavet Okeanos. Her bor Kimmerierne i et land, der er hyllet af mørke og tåge. De trækker skibet op på bredden og går hen til det sted, som Kirke har forklaret. Her slagter de offerdyr, og mange døde sjæle dukker op. Også seeren Teiresias dukker op.

Han fortæller, at Poseidon vil lægge ham mange hindringer i vejen, fordi han har blindet hans søn Polyfemos. Han advarer også imod at slagte noget af solguden Helios' kvæg, når de kommer frem til øen Trinakia. Gør de dette, vil det gå grækerne ilde, og deres skib vil forlise. Først om lang tid vil Odysseus nå frem til Ithaka uden nogen af sine mænd, og han vil finde sit hus i en sørgelig forfatning.

8. stop - Mellem Skylla og Karybdis

Da de kommer tilbage til øen Aia, roser troldkvinden Kirke Odysseus og hans mænd for deres tapperhed. Det er første gang, at en dødelig er vendt tilbage fra Hades. Odysseus fortæller, at de vil fortsætte deres sejlads næste morgen, Kirke beklager dette, men giver dog Odysseus en advarsel. På vejen vil de komme forbi de farlige sirener, som fortryller alle, som hører dem, med deres sang og får dem til at glemme alt.

Da de nærmer sig Sirenerne lader Odysseus sine mænds øre stoppe med voks og derefter binde ham selv til masten. Da han hører den dårende musik, beordrer han sine mænd til at løsne båndene, men de adlyder ham ikke. Først da de er uden for hørevidde, holder Odysseus op med at vride sig i rebene og falder til ro, hvorefter han bliver sluppet løs.

Troldkvinden Kirke har advaret om at skibet umiddelbar efter Sirenerne skulle passere passere to høje klipper. I en hule i bjerget bor den frygtelige Skylla med seks par fødder og seks hoveder med frygtelige tænder. Endnu er ingen skipper kommet forbi hende, uden at hun med hvert af sine seks hoveder har snappet en af sømændene.

Under den anden klippe sidder den frygtelige Karybdis og suger det frådende vand ind i sin mund. Tre gange i døgnet spyr hun vandet ud, tre gange suger hun det ind. På turen forbi Skylla og Karybdis har Odysseus så travlt med at holde øje med Karybdis, at det lykkes Skylla at snappe seks fra mandskabet.

Troldkvinden Kirke har også advaret om at de kommer forbi øen Trinakia, hvor solgudens okser og får græsser. Disse dyr skal Odysseus lade være i fred, da han ellers vil rammes af solgudens vrede. Så Odysseus vil helst bae sejle forbi øen, men Eurylokos modsætter sig dette, og siger, at de må i land for at spise og hvile sig, så kan de sejle videre den følgende dag. Odysseus bøjer sig, men får sine mænd til at sværge, at de ikke vil forgribe sig på solgudens kvæg.

Desværre kommer en dårlig vind, som gør, at de må ligge stille en hel måned. Så længe de har føde, holder mændene sig i skindet, og da provianten slipper op, tvinger Odysseus dem til at fange fisk og fugle. Men mens Odysseus ligger og sover, overtaler Eurylokos folkene til at slagte de bedste af solgudens okser og ofre dem til guderne. Da Odysseus vågner, kan han mærke lugten af branket fedt, og han bebrejder sine folk, at de har brudt deres ed. solguden Helios henvender sig til Zeus og kræver hævn. Zeus beroliger ham og siger, at han vil sende sin tordenkile og splintre det formastelige skib.

Efter en uge sejler de videre. Zeus rejser en voldsom storm, som slynger alle Odysseus' folk over bord. Odysseus får fat i en planke og driver omkring i 10 dage, inden han skylles op på Kalypsos ø. Og nu er vi der, hvor Odysseen begynder.

ODYSSEEN
De 24 sange