Iliaden Sang 19

Resume 19. sang i Iliaden af Homer. Thetis bringer rustningen til sin søn og beskytter Patroklos’ lig mod forrådnelse. Akhilleus kalder folket til ting, forsoner sig med Agamemnon og forlanger straks at drage mod fjenden. Achaierne spiser morgenmad; de lovede gaver hentes fra Agamemnons telt; Briseis jamrer ved synet af Patroklos. Akhilleus går til kamp uden at spise men styrkes af Athene. Hans hest Xanthos bebuder ham hans snarlige død.

ILIADEN

Iliaden, 19. sang

1 Dagningen steg i sit Safransslør af Okeanos’ Vande,
2 Lyset at bringe hver dødelig Mand og udødelig Guddom,
3 Just som Thetis til Skibene kom med Hephaistos’s Gaver.
4 Hulkende lydt, på Jord henstrakt ved Patroklos’s Baare
5 Traf hun sin Søn; Stalbrødrenes Kreds sad leiret omkring ham,
6 Jamrende svart; da treen hun iblandt dem, den bolde Gudinde,
7 Trykkede fast hans Haand, tog Ordet, og talte saalunde:
8 Elskede Søn! min Achilles! ham der, ham lade vi hvile,
9 Tynger end Sorgen os svart, han faldt efter Gudernes Villie.
10 Tag hvad Hephaistos dig gav, en skjøn og ypperlig Rustning!
11 Aldrig har dødelig Mand en slig om Skuldrene baaret.
12 Saaledes talte Gudinden, og ned hun Rustningen lagde
13 Foran Achilles, da klirrede høit de straalende Vaaben.
14 Rædsel betog Myrmidonernes Mænd, sig Ingen fordristed,
15 Did at vende sit Blik for Grue, men jo mere Peleiden
16 Stirred derpå, desmeer optændtes hans Harm, og hans Øine
17 Gnistrede vildt under Laag, ret ligesom glimtende Lynild.
18 Froe han løfted i Haand den glimrende Gave fra Guden,
19 Gotted sit Syn og sin Hu, ved den Herlighed ret at betragte,
20 Og med bevingede Ord han talede saa til sin Moder:
21 Moder! den Rustning mig skjenked en Gud; ja! saadant et Kunstværk
22 Dannes af Guder alene, men aldrig af dødelig Skabning.
23 Nu vil jeg Rustningen axle til Strid, men mit Sind er bekymret
24 Svart for Menoitios’ kraftige Søn, at Fluer imedens
25 Liste sig ind i de gabende Saar, som Malmen har stunget,
26 Avle mangfoldige Kryb, og fælt vanhelde den Døde,
27 – Svunden er Livsens Kraft – og hans Liig hensmuldrer forraadnet.
28 Ham gjensvared Gudinden, den sølverfodede Thetis:
29 Elskede Søn! lad dette dog ei bekymre dit Hjerte!
30 Selv vil jeg gjøre mit Bedste, for bort at kyse de lede
31 Fluer, som gridsk opæde de Mænd, der segned på Stridsmark.
32 Ja om han end blev liggende her, til Aaret er omme,
33 Bliver dog heel og holden hans Hud, ja smukkere mulig.
34 Stævn nu til Møde på Thing Achaiernes Helte tilhobe!
35 Siig dig fra Naget, du bærer til Mændenes Drot Agamemnon!
36 Klæd dig saa flux i Pandser til Strid, og rust dig med Kjækhed!
37 Talt; det husvalende Ord gjød Kraft og Lid i hans Hjerte.
38 Strax i Patroklos’s Næse hun drypped den rødlige Nektars
39 Himmelske Saft, for heel og holden hans Hud at bevare.
40 Langs med Havet ad Strand fremvandrede Helten Achilleus,
41 Hæved sin tordnende Røst, og vakte Danaernes Kæmper.
42 Om det saa end var de Folk, der ved Skibene ellers blev hjemme,
43 Hver en Styrmand, som sidder tilroers, og raader for Kaasen,
44 Hver en Skaffer ved Flaaden, som Mad udstykked til Hæren,
45 Alle som En nu drog de til Things, da Peleiden Achilleus
46 Synlig var bleven påny efter rum Tids Hvile fra Kampfærd.
47 Hen til Forsamlingen halted afsted to krigsvante Kæmper,
48 Tydeus’s Søn, den freidige Helt, og den Ædling Odysseus,
49 Begge sig støtted på Spyd, end bar de martrende Vunder;
50 Forrest i Kredsen de tog deres Plads, da Thinget de naaede.
51 Sidst af alle Danaer kom Mændenes Drot Agamemnon,
52 Piint af et Saar, thi fornys havde Koon, en Søn af Antenor,
53 Ramt ham i drabelig Dyst med sin malmbevæbnede Landse.
54 Da nu Achaiernes samtlige Folk sig på Thing havde sanket,
55 Stod i Forsamlingen frem fodrappen Achilles, og talte:
56 Atreus’s Søn! fuldbedre for dig, som for mig var det vistnok,
57 Havde sig dette begivet den Stund, da med Harm i vort Hjerte
58 Begge vi ypped en nagende Kiv, grimslagne for Qvinden.
59 Gid hun heller var dræbt af Artemis’ Piil ved min Flaade,
60 Dengang jeg hærged Lyrnessos, og kaared mig hende til Bytte.
61 Ei da havde for Fiendernes Haand saamangen Achaier
62 Fæstet sin Tand i Muld den Tid min Forbittrelse raste,
63 Hektor og Troernes Mænd til Gammen og Held; men tilvisse
64 Skal i Achaiernes Folk man rum Tid mindes vort Kivsmaal.
65 Dog, lad fare hvad fordum er skeet, hvor dybt det end smerter,
66 Sindet i Bryst vi betvinge, om end det koster os Møie!
67 Nu har forsand jeg dæmpet min Harm, og ei var det skjelligt,
68 Vreden at gjemme bestandig i Sind; velan da! saa skynd dig!
69 Væk til Kampen påny de haarfagre Mænd af Achaia,
70 At dog engang jeg endnu kan med Troerne mødes, og prøve,
71 Om de har Lyst til at tøve ved Skibene. Sikkert jeg troer dog,
72 Mangen vil frydes i Hu, naar til Rast sine Knæe han kan bøie,
73 Slipper han ellers fra Spydenes Ram i den mordiske Kampfærd.
74 Saaledes taled Achilles, og høit sig Achaierne fryded,
75 Da de fornam, han forsaged sin Harm, den kjække Peleide.
76 Flux til Orde da tog Krigsfolkenes Drot Agamemnon,
77 Alt fra den Plads, hvor han sad, ei frem i Kredsen han traadte:
78 Venner! Danaiske Helte! Krigsgudens behjertede Svende!
79 Lytte man bør til en Taler på Thing, ham i Ordet at falde,
80 Skikker sig ei, den Dygtigste selv Ulempe det volder.
81 Hvo kan høre hans Røst, naar Forsamlingen støier og larmer?
82 Hvo kan tale? man kommer tilkort, om saa Mælet er klingert.
83 Nu til Achilles jeg retter mit Ord; I andre Danaer
84 Lytter med Agt til min Røst, og lægger på Sind hvad jeg siger!
85 Alt har mangen en Gang Achaierne dette mig påsagt,
86 Lydt har de lastet min Færd, og min var Skylden dog ikke,
87 Nei! men Skjebnen og Zeus, og Erinnys, som vandrer i Natmulm,
88 Dem det var, som på Thinge mig hidsed til rasende Iilsind,
89 Alt på den Dag, jeg Achilles fraraned hans hædrende Kampløn.
90 Dog, hvad skulde jeg gjøre? for Alt jo raader en Guddom.
91 Daarskab, en Datter af Zeus, ærværdig, men rædsom tillige,
92 Frister Enhver; hendes Fod er spæd, og aldrig hun fæster
93 Nede på Jorden sit Fjed, men på Menneskens Hoved hun træder,
94 Mændenes Slægt til Fordærv, og alt har Mange hun hildet.
95 Ja! selv Zeus hun engang forblindede, han som i Vælde
96 Høit over Guder og Mennesker staaer, selv ham dog bedaared
97 Here ved lumskelig Svig, hvorvel hun kuns er en Qvinde.
98 Det var den Dag, Alkmene til Verden en Søn skulde føde,
99 Helten den stærke Herakles, bag Thebes forsvarlige Mure.
100 Stoltelig taled han saa blandt alle de salige Guder:
101 Hører mig, samtlige Guder! og hører mig alle Gudinder!
102 At jeg kan sige, hvad Hjertet i Bryst mig byder forkynde:
103 Vider! Forløsningsgudinden Eileithya bringer et Svendbarn
104 Frem idag, en vordende Drot over Folket i Omegn,
105 Barn af Heltenes Slægt, hvis Æt af mit Blod er runden.
106 Ordet da tog, skalkagtig i Hu, den værdige Here:
107 Tant skal vorde dit Ord, og ei fuldkommes dit Udsagn.
108 Dog velan! Olympiske Zeus! tilsværg med en vægtig
109 Eed mig forvist, at med Tiden en Drot over Folket i Omegn
110 Drengen skal vorde, som vikler idag sig af Skjød på en Qvinde,
111 Barn af Heltenes Slægt, hvis Æt af dit Blod er runden.
112 Saa hun taled, og Zeus, som ei fornam hendes Skalkhed,
113 Svor den hellige Eed, dog høiligen blev han bedaaret.
114 Here sig svang fra den kneisende Tind af Olympen, og snarlig
115 Til det Achaiske Argos hun kom; der boede den bolde
116 Hustrue til Sthenelos, Perseus’s Søn, og om hende hun vidste,
117 At under Hjertet hun bar på syvende Maaned et Svendbarn.
118 Fosteret, ei fuldbaaret endnu, drog Here for Lyset,
119 Sinked Alkmenes Forløsning, og fjerned Eileithyer alle.
120 Selv hun Tidenden meldte til Zeus, og talte saalunde:
121 Zeus! lynslyngende Fader! et Ord vil på Sind jeg dig lægge
122 Helten er fød allerede, Argeiernes vordende Herre,
123 Sthenelos’ Søn, Eurystheus ved Navn, af Persidernes Stamme,
124 Altsaa din Ætling, ei slet til Argeiernes Drot han sig egner.
125 Talt; men dybt i Hjertet ham slog den bittreste Vrede,
126 Daarskabsgudinden han flux i Hovedets glindsende Lokker
127 Greb, heel bister i Hu, og dyrt besvor han, at Daarskab,
128 Hun, som lokker Enhver i Fordærv, skulde aldrig herefter
129 Sætte sin Fod på Olymp og den stjernebeprydede Himmel,
130 Og som han talte, han svang hende rundt med sin Haand, og fra Himlen
131 Ud han brat hende smed, snart naaede hun Menneskens Færdsel.
132 Altid hun randt ham ihu, saa han sukkede, hvergang han skued,
133 Hvilket forsmædeligt Slid hans Søn for Eurystheus døied.
134 Ligedan gik det med mig; naar den hjelmomstraalede Hektor
135 Styrted Argeierne ned for Fode ved Skibenes Bagstavn,
136 Randt mig bestandig den Daarskab ihu, jeg havde bedrevet.
137 Dog, da jeg feilede svart, og Zeus betog mig Forstanden,
138 Vil jeg igjen forsone, vil rigelig gjøre dig fyldest.
139 Op da, Peleide, til Kamp! og skynd på det øvrige Mandskab!
140 Rede jeg er, at give dig strax de Gaver tilhobe,
141 Konning Odysseus dig loved igår, da i Telt han dig gjæsted,
142 Dog har du Lyst, saa tøv, skjøndt svart efter Kampen du higer,
143 Hid fra mit Skib skal Svendene flux dig Gaverne bringe,
144 For at du selv kan see, at jeg klækkelig Bod dig vil give.
145 Ham gjensvared Achilles, den Helt med det hurtige Fodtrin:
146 Atreus’s hædrede Søn! Krigsfolkenes Drot Agamemnon!
147 Om du vil yde den lovede Skjenk, som Billighed kræver,
148 Eller beholde den, staaer til dig selv; men lad os på Stedet
149 Tænke på Kamp! ei bør vi nu her med videre Tale
150 Spilde vor Tid, thi stort er det Værk, vi end har at øve,
151 At man påny Achilles kan see blandt de forreste Stridsmænd
152 Hugge de Troiske Fylkninger ned med sin kobberne Spydstang.
153 Værer nu Alle på lignende Viis betænkte på Kampfærd!
154 Ham gjensvared Odysses, den snedige Konning, og sagde:
155 Nei! Achilles! hvor kjæk du end est, gudlignende Kæmpe!
156 Bør du dog ei Achaiernes Folk på fastende Hjerte
157 Føre til Kamp mod Troerne frem, thi ei vil i stakket
158 Tid den Dyst være stridt, naar Mændenes Fylker hinanden
159 Først ere komne tillivs, og en Gud indblæser dem Kjækhed.
160 Thi lad Achaiernes Mænd ved Skibene først sig forfriske
161 Baade med Mad og Viin, som Kræfter og Mod dem kan give!
162 Ei kan en Mand, som drager tilfelts uden ringeste Paabid,
163 Dagen igjennem fra Grye til Qvæld med Fienderne kæmpe;
164 Om han end nok saa meget besjeles af Lyst til at stride,
165 Slappes dog Lemmerne lidt efter lidt, og naar Tørsten og Sulten
166 Lister sig på ham, da vakle hans Knæe, naar Foden han flytter,
167 Men naar en Mand er mættet tilgavns med Viin og med Suulmad,
168 Om han saa end med Fienden skal slaaes fra Morgen til Aften,
169 Bliver dog freidigt i Barmen hans Mod, og Træthed i Lemmer
170 Føler han ei, før Alle fra Val sig bort har forføiet.
171 Derfor velan! lad Folket gaae hjem, og byd dem at holde
172 Strax deres Davre. Men Gaverne selv skal Kong Agamemnon
173 Hid lade bringe til Things, at samtlige Mænd af Achaia
174 Syn for Sagn kan fåe, og du selv kan qvæges i Hjertet.
175 Frem skal i Kredsen han staae, og edelig skal han forsikkre,
176 At hendes Leie han aldrig besteg, eller leged med hende,
177 Som det er Menneskens Viis, alt mellem en Mand og en Qvinde.
178 Men i dit Bryst, Achilles! bør Hjertet nu være forsonet,
179 Og til Forlig bør der staae i hans Telt et kosteligt Gilde,
180 At i den Skjel, som times dig bør, slet Intet skal mangle!
181 Atreus’s Søn meer billig i Hu mod Andre herefter
182 Vorde du vil; uskjelligt forsand er det ei, at en Konge
183 Soner tilfulde den Mand, som selv han først har fornærmet.
184 Ham tiltaled igjen Krigsfolkenes Drot Agamemnon:
185 Søn af Laertes! det var mig en Fryd, at høre din Tale,
186 Skjelligen nævnte du Alt, og satte det klart fra hinanden.
187 Villig jeg sværger den æskede Eed, som Hjertet mig byder,
188 Og ved Beskjermelsens Gud, ei sværger jeg falsk; men Achilleus
189 Tøve dog først et Korn, skjøndt svart efter Kampen han higer.
190 Tøver tillige, forsamlede Mænd! til Gaverne alle
191 Komme herhid fra mit Telt, og vi slutte den trofaste Eedspagt!
192 Men til dig selv jeg haver et Hverv, som jeg byder dig røgte:
193 Vælg af Achaiernes Ungdom en Flok af de ypperste Svende!
194 Lad dem påstand fra mit Skib hidbringe de Gaver tilhobe,
195 Som vi har lovet Achilles igår, og Qvinderne hente!
196 Men fra Danaernes Leir skal Talthybios flux os et Vildsviin
197 Skaffe herhid, til Zeus og til Solen vi ville det slagte.
198 Ham gjensvared Achilles, den Helt med det hurtige Fodtrin:
199 Atreus’s hædrede Søn! Krigsfolkenes Drot, Agamemnon!
200 Vist langt bedre det var, om en anden og mere beleilig
201 Tid I valgte til dette, naar Frist os undes fra Striden,
202 Og naar i Barmen mit Mod ei higer saa svart efter Kampgang.
203 Strøet er Marken med Liig af myrdede Kæmper, dem Hektor,
204 Priamos’ Søn, har fældet, da Zeus ham Æren forlened,
205 Og til et Maaltid I raader endda! langt heller forsanden
206 Vilde jeg byde Danaernes Mænd i Felten at drage
207 Uden al Mad eller Drikke, og først naar Solen er dalet,
208 Tænke på rundelig Nadver i Leir, naar Skammen er hevnet.
209 Før i det mindste skal ei den ringeste Bid eller Draabe
210 Gjennem mit Svælg nedsynke, da Døden min Ven mig berøved,
211 Han, som nu hist i mit Telt, af det flængende Kobber forreven,
212 Ligger med Ansigtet vendt mod Dør, mens Kæmperne rundtom
213 Jamre sig lydt; thi ligger nu hiint mig ikke på Hjerte,
214 Nei! men Drab og Blod, og Krigernes rædsomme Dødssuk.
215 Ham gjensvared Odysses, den snedige Konning, og sagde:
216 Peleus’s Søn, Achilles! du tappreste Helt blandt Achaier!
217 Kjekkere er du end jeg, og en god Deel bedre du bruger
218 Landsen; i Kløgt derimod tør jeg nok mig kalde din Mester,
219 Deels er af Aar jeg ældre, og deels er jeg mere forfaren.
220 Derfor du bære det over dit Sind, i mit Raad dig at føie!
221 Lang Tid varer det ei, før Mændene mættes af Striden;
222 Selv om Malmen til Jord nedhug mangfoldige Halmstraae,
223 Snart er dog Høsten forbi, naar Zeus sin Vægt lader synke,
224 Han som er øverste Raader for Krig mellem Menneskens Sønner.
225 Ei med Bugen Achaiernes Folk bør bejamre de Døde;
226 Ikke der rinder en eneste Dag, at jo mangen en Landsmand
227 Mister sit Liv, naar skulde da Frist i Bejamringen undes?
228 Vel er det skjelligt, at jorde den Mand, som faldt, og begræde
229 Dagen igjennem hans Død, dog uden at blødnes i Hjertet,
230 Men det er ligesaa skjelligt, at Mænd, hvis Liv i den vilde
231 Kamp blev sparet, sig styrke med Mad og Viin, at desbedre
232 Uden den ringeste Rast med fiendtlige Mænd vi kan stride,
233 Trindt med den hærdede Malm ompandsrede. Derfor bør Ingen
234 Længer forsinke sig her, og vente på anden Befaling.
235 Saa er mit Bud, og Vee over Hver, som bliver tilbage
236 Hist ved Argeiernes Skibe! nei! kjækt vil vi Alle tilhobe
237 Yppe den skrappeste Strid med de hestebetvingende Troer.
238 Talt; og til Følgeskab valgte han flux den herlige Nestors
239 Sønner med samt Melanippos, Meriones, Thoas og Kreions
240 Modige Søn Lykomedes, og Meges, hvis Fader var Phyleus.
241 Skyndelig drog de på Vei til den mægtige Kong Agamemnons
242 Telt, og hurtig som Ordet var talt, var Sagen iværksat.
243 Syv Trefødder af Konningens Telt de tog efter Løftet,
244 Veddeløbsgangere tolv, og en Snees blankskinnende Kjedler,
245 Førte saa syv i qvindelig Dont heel kyndige Piger
246 Med sig; den væne Briseis var selv den ottende blandt dem.
247 Guldet til ti Talenters Beløb afveied Odysseus,
248 Gik saa foran, og Gutterne bag, som Gaverne bare,
249 Midt i Kredsen de lagde dem ned; da stod Agamemnon
250 Frem, og Talthybios flux, en Mand med en Røst som en Guddom,
251 Traadte for Konningen hen, fremledende Ornen med Haanden.
252 Atreus’s Søn uddrog nu påstand med Haanden en Daggert,
253 Som ved hans Hofte bestandigen hang ved den mægtige Sværdbalg;
254 Børster af Ornen med denne han skar, og med oprakte Hænder
255 Bad han til Zeus. Argeiernes Mænd blev siddende rundtom
256 Tause med Andagt og Skik at lytte til Konningens Tale.
257 Bedende talte han saa med Øiet mod Himmelen vide:
258 Zeus, den øverste mægtigste Gud, først være mit Vidne!
259 Jorden og Solen, og Skrækkens Gudinder, som dybt under Mulde
260 Straffe hvert Menneskens Barn, som svor i Livet en Meeneed,
261 Værer mig Vidner, at aldrig min Haand har rørt ved Briseis,
262 Aldrig hun laae i min Favn, eller brugtes til nogen Bestilling,
263 Men i mit Telt uplettet og reen forblev hun bestandig.
264 Sværger jeg falsk, da lade mig Guderne times den Jammer,
265 Hvormed de slaae Enhver, som forseer sig imod dem ved Meeneed.
266 Talt; med den grusomme Kniv skar Vildbassens Strube han over.
267 Flux med slyngende Kast Talthybios smed den i Havets
268 Svælgende Dyb til Æde for Fiskene. Hurtig Achilleus
269 Reiste sig op, og talede saa til Argeiernes Krigsmænd:
270 Zeus, Alfader! med svar Forblindelse daarer du Manden!
271 Ellers Atreiden forvist ei havde mit inderste Hjerte
272 Bragt i det heftigste Oprør, og aldrig han havde mig Qvinden
273 Ranet med Vold og urimelig Trods; men Fader Kronion
274 Vilde forvist, at mangen Achaier sit Liv skulde miste.
275 Ganger til Davre nu hen, at vi snart kan rykke til Angreb!
276 Saaledes talte Peleiden, og hæved den raske Forsamling.
277 Mændene spredte sig ad, og begav sig hver til sit Fartøi;
278 Men Myrmidonernes Folk tog ivrigen fat på de skjønne
279 Gaver, og hen til Achilles’s Skib de bragte dem alle,
280 Lagde dem ned i Teltet, og Qvinderne fik de til Sæde,
281 Medens til Flokken med Gangerne løb de herlige Svende.
282 Men da Briseis, saa skjøn som den gyldene Viv Aphrodite,
283 Saae for sit Øie Patroklos, forreven af hvæssede Malmspær,
284 Styrted med Hulken hun over hans Liig, og kradsed med Haanden
285 Baade sin Barm og fyldige Hals, og sit deilige Ansigt,
286 Grædende talte den Viv, Gudinders livagtige Billed:
287 Ak! Patroklos, du hulde, mig Stakkel saa inderlig kjære!
288 Dengang jeg sidst dig forlod, da leved du end her i Teltet,
289 Og ved min Gjenkomst jeg finder dig død, du Høvding for Krigsfolk!
290 Saaledes Jammer på Jammer evindelig times mig Arme.
291 Manden, som fik mig til Viv af min Fader og værdige Moder,
292 Faldt i Kamp for vor Bye, selv saae jeg ham myrdet af Malmspær.
293 Tre sambyrdige Brødre, een Moder til Verden os fødte,
294 Misted jeg ogsaa, en ynkelig Død de Kjære sig hented;
295 Men da den rappe Peleide ihjel havde slaget min Husbond
296 Mynes, og plyndret hans Stad, da taalte du aldrig at see mig
297 Græde, men sagde saa tit, at Helten Achilles til Hustrue
298 Vilde mig kaare; til Phthia du hjem mig på Skib vilde føre,
299 Og ved mit Bryllup en glimrende Fest Myrmidonerne give;
300 Derfor begræder jeg bittert din Død, huldsalige Trøster!
301 Saa hun taled med Graad, og Qvinderne jamred tilhobe,
302 Græd, som det lod, for Patroklos, i Grunden for egen Bekymring.
303 Trindt om Achilles imens stod Folkenes Drotter, og bønlig
304 Bad de ham holde sin Davre, men sukkende gav han dem Afslag:
305 Venner! jeg beder, saasandt I har Lyst at føie mit Ønske,
306 Byder mig ei, at qvæge mit Sind med Mad eller Drikke,
307 Svar er den Sorg, som piner min Sjel; til Solen er nede,
308 Tøve jeg vil, og tænker endda standhaftig at tee mig.
309 Talt; og de øvrige Drotter han bød, sig bort at forføie;
310 Ikkun de to Atreider og Konning Odysses tilbage
311 Blev med Idomeneus, Nestor og Phoinix, den aldrende Vognhelt.
312 Lindre de vilde hans Sorg, men Lindring hans Hjerte fornam ei,
313 Før i den blodige Kamps høitgabende Svælg han sig styrted,
314 Idelig randt hans Ven ham ihu, og med Jamren han udbrød:
315 Ak! usalige, kjæreste Ven! i forrige Dage
316 Satte du selv i Teltet os frem den qvægende Davre,
317 Heel ufortrøden og rap, naar Achaiernes Sønner i Marken
318 Drog til den blodige Kamp med de hestebetvingende Troer,
319 Ak! nu ligger du der, og er dræbt; nu føler mit Hjerte
320 Lede til Mad og Drikke, som staaer i Teltet derinde,
321 Dig jeg jo savner; ak! beeskere Qval ei kunde mig times,
322 Ei om jeg spurgte det Bud, at min Fader var kommen af Dage,
323 Han som nu græder i Phthia forvist sine modige Taarer,
324 For han maa savne sin Søn, som her i fremmede Lande
325 For en afskyelig Qvinde, for Helena, feider med Troer;
326 Eller min elskede Søn Neoptolemos, skjøn som en Guddom,
327 Han som nu fostres på Skyros, om ellers han end er ilive;
328 Lige til nys var bestandig det Haab saa fast i mit Hjerte,
329 At i det Troiske Land kun jeg mit Liv skulde lade
330 Fjernt fra det hestrige Argos, men du hjemdrage til Phthia,
331 Hente på Skyros min elskede Søn med det tjærede Fartøi,
332 Tage ham med over Bølgen, og al min Eie ham vise,
333 Baade min kneisende Borg og mit Gods, mine Terner og Svende;
334 O thi det bæres mig for, at min Fader er død allerede
335 Eller dog vist, affældig af Sorg og Aarenes Byrde,
336 Slæber sit Liv heel uselig hen, og venter forgræmmet
337 Daglig at høre det rædsomme Bud, som melder min Henfart.
338 Saa han talte med Taarer, og Drotterne sukked tilhobe;
339 Alt hvad i Hjemmet tilbage de lod, nu randt dem i Minde.
340 Men da Kronion de Jamrende saae, da følte han Medynk,
341 Og med bevingede Ord han talede saa til Athene:
342 Elskede Datter! du svigter jo reent hiin kraftige Kæmpe!
343 Rinder Achilles da virkelig ei dig længer i Tanke?
344 See! han sidder nu hist ved de stavnfremstikkende Skibe,
345 Høit for sin elskede Ven han jamrer sig; alle de Andre
346 Drage til Davre, men han vil ei nyde den ringeste Føde.
347 Gak da til Helten, og gyd i hans Bryst den liflige Nektars
348 Saft, og den himmelske Spise, at Sult ham ei skal betage!
349 Talt; og Athene han vakte, som alt var rede forinden.
350 Snar som en skrigende Ørn på bredtudspilede Vinger
351 Svæved fra Himlen hun ned gjennem Luften. Achaiernes Sønner
352 Rusted i Leiren sig flinkt til Strid, og Nektar Gudinden
353 Gjød i Achilles’s Bryst og den liflige himmelske Spise,
354 For at den piinlige Sult ei Knæernes Kraft skulde slappe.
355 Flux til Faderens herlige Borg hjemvendte Gudinden,
356 Medens Achaierne strømmede bort fra de hurtige Skibe.
357 Ret som naar Sneen fra Zeus udflyver i mylrende Flogger,
358 Iiskold, pidsket afsted af den luftopklarende Nordvind,
359 Saaledes stimled fra Skibene bort i mylrende Mængde
360 Hjelme, som funkled med straalende Glands, og buklede Skjolde,
361 Pandsre med dygtige Plader, og asktræeskæftede Landser.
362 Glandsen mod Himmelen steg, da smilede Marken saa vide
363 Alt af den lynende Malm, og Drønet af Krigernes Fodtrin
364 Dundrede høit, mens blandt sine Mænd Achilles sig rusted;
365 Bister i Hu han gnidsled med Tænderne; begge hans Øine
366 Gnistrede vildt som blussende Ild; forsmædelig Smerte
367 Trængte sig dybt i hans Sjel, og af Harm mod Troerne fnøs han,
368 Medens han axled de Vaaben, Hephaistos med Kunst havde smeddet.
369 Først og fremmest han lagde de deilige Skinner om Smalbeen,
370 Tæt om Anklerne slutted de fast med sølverne Spænder;
371 Videre spændte han trindt om Bryst det prægtige Pandser,
372 Kasted dernæst over Axel det sølvbenaglede Malmsværd,
373 Tog saa på Armen sit Skjold, som baade var stort og forsvarligt,
374 Dertil som Maanen saa blankt det straalede vidt i det Fjerne.
375 Ret som det lysende Skin af en Ild, som høit på en Fjeldtind
376 Brænder i Hyrdernes eensomme Stald, kan sees af Søfolk
377 Ude på Bølgerne fjernt, naar med Magt de drives af Stormen
378 Bort fra det elskede Hjem på det fiskbesvømmede Havdyb,
379 Saaledes steg gjennem Luften et Lys fra den kjække Peleides
380 Deilige kunstforarbeidede Skjold; saa greb han den tunge
381 Hjelm, og om Issen den satte; saa klar som en tindrende Stjerne
382 Funkled den buskede Hjelm, omflagret af prunkende Guldhaar,
383 Hvilke Hephaistos i tusinde Tal havde virket til Hjelmbusk.
384 Derpå i Rustningens Plader sig prøvede Helten Achilleus,
385 Om de var Kroppen tilmaade, saa Lemmerne kunde sig røre,
386 Pladerne vare som Vinger, de løftede Folkenes Hyrde.
387 Derpå han trak af Hylsteret ud den fædrene Landse,
388 Tung, forsvarlig og lang, slet Ingen af alle Danaer
389 Kunde den magte; Achilles alene forstod at handtere
390 Landsen af Pelions Ask, af Cheiron foræret hans Fader,
391 Fældet på Pelions Top til Ulivssaar for de Tappre.
392 Alkimos hjalp imedens Automedon; ivrig de lagde
393 Kobblet om Gangernes Hals, og spændte de prægtige Remme,
394 Gav dem saa Bidslet i Mund, trak Tømmen tilbage, og bandt den
395 Stramt til den holdige Karm: i Haanden sin flunkende Svøbe
396 Greb Automedon flux, med et Sæt var han oppe på Vognen,
397 Og da Peleiden var væbnet til Kamp, besteg han sin Stridskarm;
398 Ret som den straalende Sol han skinned i Rustningens Plader,
399 Hæved sin tordnende Røst, og raabte til Faderens Heste:
400 Xanthos og Balios! I navnkundige Føl af Podarge!
401 Glemmer nu ei som sidst, at føre fra Val Eders Herre
402 Hjem i Behold til Achaiernes Leir, naar Kampen er udstridt!
403 Lader ham ei som Patroklos på Val aflivet tilbage!
404 Derpå til Svar ham gav den flyvende Hest under Aaget
405 Xanthos, og bøied sit Hoved mod Jord, saa den yppige Manke
406 Heelt gled ud over Kobbelets Ring, og rørte ved Gulvet,
407 Mæle den fik af Gudinden, den liliearmede Here:
408 Hjem i Behold skal vi bringe dig end, du stærke Peleide!
409 Alt dog stunder det stærkt ad din Død; vor Skyld er det ikke,
410 Skyldig er kuns den vældige Gud og den mægtige Skjebne.
411 Heller ei har vi, det veed jeg forvist, ved Nølen og Dorskhed
412 Voldt, at de Troiske Mænd afdrog Patroklos hans Rustning;
413 Nei! men den mægtige Gud, som er fød af den haarfagre Leto,
414 Dræbte ham forrest i Slaget, og Æren forlened han Hektor.
415 Vi kan jo løbe saa fage, som Vestvindens Pust, der skal være
416 Rappest af Alt i Verden, men dig er den Skjebne berammet,
417 At du skal fældes i drabelig Dyst af en Mand og en Guddom.
418 Saa lød Gangerens Ord, og Erinnyer røved den Mælet.
419 Dragende tungt et Suk udbrød fodrappen Achilleus:
420 Xanthos! hvi spåer du min Død? Bebudelsen kan du dig spare;
421 Selv tilfulde jeg veed, at fjernt fra min Fader og Moder
422 Døden skal times mig her, men endda jeg helmer dog ikke,
423 Før jeg har Troerne tumlet, saa Lyst til Kampen forgaaer dem.
424 Talt, og forrest med Raab fremjog han de stampende Heste.

Iliaden af Homer

Iliaden er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Iliaden skildre en krig mellem byen Troja og en alliance af græske bystater. Iliaden omhandler kun ti uger af krigen og starter i det tiende år af krigen. Her er situationen den at Agamemnon og Achilleus støtter hinanden. Dog bryder Agamemnon tilliden til Achilleus ved at tage kvinden Briseis fra ham. Denne vigtige hændelse fra Iliaden er skildret af Bertel Thorvaldsen i et relief på Thorvaldsens museum.

Under et plyndringstogt i omegnen af Troja havde grækerne kidnappet nogle kvinder, som de græske krigere fordelte mellem sig. Den magtfulde kong Agamemnon fik Chryseis. Achilles fik Briseis. Guderne tvang imidlertid Agamemnon til at slippe Chryseis fri igen, hvilket han kun nødtvungent gik med til på betingelse af, at han så i stedet fik Achilles’ Briseis. Relieffet viser udleveringen af Briseis.

Achilles, der ses længst til venstre trængt op i en krog, må bøje sig for overmagten, men hans vrede eller smerte kommer tydeligt til udtryk ved den afvisende  stilling han indtager. Efter denne hændelse nægtede Achilles at tage del i krigen. Dette ændre sig dog da Achilles’ ven Patrokles bliver dræbt af Hektor, den trojanske kong Priamus’ søn. Som hævn dræbte Achilles derfor Hektor.

Relieffet af Bertel Thorvaldsen viser, hvorledes kong Priamus på knæ bønfalder Achilles om at udlevere ham sønnens lig. Achilles ender med at give efter for faderens bøn og udlevere sønnens lig. Iliaden slutter ved Hektors begravelse, hvor Kong Priamos har fået sin søns lig tilbage.

Iliaden kort fortalt
Sammendrag

Vreden
1. sang (dag 1-22)

Tilfangetagelsen af Chryseis medfører Apollons vrede, og Agamemnons stejle holdning udløser Achilleus’ vrede. Han beder sin mor, Thetis, om hjælp, hun beder Zeus straffe grækerne. Achilleus trækker sig ud af kampen.

Sang 1: Achilleus råde Agamemnon til at råde bod på en skade han har forvoldt, men bryder tilliden mellem dem ved at tage Achilleus krigsbytte som straf.

1. kampdag
2.-7. sang (dag 23-24)

De foregående års kampe i et sammendrag. Kampene indledes med mønstringen og aftalen om en tvekamp mellem Paris og Menelaos. Herfra udvikler fortællingen sig til en beskrivelse af enkelte helte og deres bedrifter på slagmarken. Hektor og hans familie præsenteres.

Sang 2: Zeus råde Agamemnon til krig mod troja i en drøm. (Achilleus hævn)

Sang 3: Tvekamp mellem Paris og Menelaos. Paris bliver såret men reddet af Afrodite (som er på Trojas side), og placeret på Helene’s værelse i Troja.

Sang 4: Et voldsomt slag udspiller sig fordi alle guderne, undtagen Zeus, er enige om Trojas fald. Zeus ønsker dog ikke at svigte sit løfte til Achilleus og Thetis.

Sang 5: Diomedes såre gudinden Afrodite og krigsguden Ares, på trods af formaninger fra Apollon.

Sang 6: Gudinden Athene er på grækernes side, men Trojanerne beder stadig til hende for hjælp i krigen. Prins Hektor henter sin søn, Paris, til fronten igen.

Sang 7: Paris foreslår at levere krigsbytte i forhold af rigdomme tilbage til grækerne men nægter at give afkald på Helene. Grækerne afviser, men indviliger i en dags våbenhvile.

2. kampdag
8.-10. sang (dag 25)

Grækerne er trængt og sender Odysseus, Aias og Foinix til Achilleus for at få ham med i kampen igen; han afslår. Situationen er kritisk for grækerne.

Sang 8: Krigen fortsætter. Men Zeus forbyder guderne at blande sig.

Sang 9: Agamemnon sender forsoningsgave til Achilleus, men Achilleus afviser og ønsker kun at gå ind i krigen hvis hans egen skibe er truede.

Sang 10-13: Trojanerne har stor fremgang i krigen men Hektor lytter til en formaning om at tage sig i akt for Achilleus.

3. kampdag
11.-18. sang (dag 26)

Der sker store forandringer denne dag. Hera forfører Zeus og giver derved grækerne krigslykke. Achilleus' ven Patroklos ind i krigen (iført Achilleus' udrustning). Han dræbes af Hektor, hvilket får Achilleus til at opgive sin vrede mod Agamemnon for at hævne Patroklos' død. Hefaistos smeder nye våben til Achilleus.

Sang 14-15: Bag om Zeus ryg bliver grækerne hjulpet, men Zeus sætter Apollon ind for at hjælpe trojanerne som  modspil og trojanerne for overtaget igen.

Sang 16-17: Patroklos går ind i krigen men bliver dræbt af Hektor. Hektor tager Achilleus berømte rustning som krigsbytte.

Sang 18: Achilleus bliver framanet at gå ind i krigen, men blændet af had over Patroklos død for han smedeguden Hefeistos til at smede nye våben og rustning til ham.

4. kampdag
19.-22. sang (dag 27)

Achilleus går målrettet efter Hektor, som er chanceløs, og efter en mægtig kamp foran Trojas mure falder Hektor. Trojas skæbne er hermed beseglet.

Sang 19: Agamemnon giver alt krigbytte tilbage til Achilleus som forsoning, men Achilleus afviser endnu engang men går ind i krigen alligevel som en hævnakt.

Sang 20-21: Zeus tillader guderne at hjælpe igen fordi Trojanerne er blevet trængt helt tilbage inden for egne murer. Dette skræmmer Achilleus væk fra de trojanske byporte.

Sang 22: Hektor bliver skræmt af Athene til at kæmpe mod Achilleus som dræber ham og foran hele byen ydmyger ham ved at trække Hektor tilbage til grækerne bag sin vogn som krigbytte.

Forsoning
23.-24. sang (dag 28-51)

Patroklos' lig brændes, og der holdes gravlege. Guderne standser Achilleus' skænding af Hektors lig, Priamos går til Achilleus og løskøber liget, og Achilleus og Priamos forsones.

Sang 23: Stor begravelses fest fra grækernes side.

Sang 24: Zeus beslutter at Hektors lig skal tilbage leveres til Hektors far Kong Priamos af Troja. Hektor bliver begravet i Troja.

ILIADEN
De 24 sange