Iliaden Sang 17

Resume 17. sang i Iliaden af Homer. Heftig kamp om den faldne Patroklos. Menelaos dræber Euphorbos. Hektor plyndrer Patroklos’ lig og træder op til kamp i Akhilleus’ rustning. Antilokhos sendes som bud til Akhilleus. Menelaos og Meriones bærer Patroklos bort, medens de to Ajas’er holder fjendens angreb tilbage.

ILIADEN

Iliaden, 17. sang

1 Ei blev det dulgt for Atreiden, den stridbare Helt Menelaos,
2 At han i Kampen af Troer var dræbt, den bolde Patroklos;
3 Rustet med skinnende Malm han gjennem de forreste Rækker
4 Skred, og gik om hans Liig, som den brølende Koe om sin Spædkalv
5 Naar hun har førstegang kælvet, og før ei kjendte til Fødsel.
6 Saaledes gik om Patroklos den Guldhaars Drot Menelaos,
7 Og over Dødningen holdt han sit Spyd og sit blankede Rundskjold,
8 Sindet ihjel at slaae hver den, som kom ham imøde.
9 Heller ei Panthoos’ Søn, den askspærvæbnede Kæmpe,
10 Slap Patroklos af Syn, men tæt han hen til den Faldne
11 Treen, og talede saa til den stridbare Helt Menelaos:
12 Atreus’s Søn, Menelaos! du gudopfostrede Folkdrot!
13 Viig! gak bort fra den Døde, og slip hans blodige Rustning!
14 Ei har Nogen af Troer og dygtige Ledtogskæmper
15 Ramt før mig Patroklos med Spyd i den hidsige Kampfærd,
16 Und mig da, hæderligt Rye blandt Troernes Folk mig at vinde!
17 Ellers jeg rammer dig vist, og berøver dig Livet det søde.
18 Bister i Hu gjensvared den Guldhaars Drot Menelaos:
19 Zeus Alfader! ei klæder det godt, hovmodig at braske.
20 Sandelig ei Leoparden, ei Løven engang og den vilde
21 Mordbegjærlige Bas, som umaadelig krye af sin Styrke
22 Eier det trodsigste Mod, selv disse kan ei sig i Frækhed
23 Maale med Panthoos’ Sønner, de askspærvæbnede Kæmper.
24 Dog ei nød Hyperenor, den vældige Hestebetvinger,
25 Længe sin Ungdoms Lyst, da med Haan han gik mig imøde,
26 Han som kaldte mig uslest til Kamp af alle Danaer.
27 Dog, det lover jeg for, på sin Fod han ikke tilbage
28 Kom til Fryd for sin elskede Viv og de ømme Forældre.
29 Ja! på lignende Viis er jeg sindet at øde din Livskraft,
30 Hvis du vover dig nær, thi følg mit Raad, og forføi dig
31 Atter tilbage til Stimlen, og træd mig ei under Øine,
32 Inden dig times Fordærv, af Skade maae Tosserne lære.
33 Saa han taled, men hiin lod haant om Raadet, og svarte:
34 Nu, Menelaos, du Ætling af Zeus! tilvisse du bøde
35 Skal, for min Broder du slog, og brammer saa stolt af din Gjerning,
36 Du, som har gjort til Enke hans Viv i det nybygte Kammer,
37 Du, som forsmædelig Sorg har voldt hans arme Forældre;
38 Vist de Stakler i Sorgen en Lise jeg vilde forskaffe,
39 Hvis dit blodige Hoved med samt dine Vaaben jeg bragte
40 Hjem, og ihænde dem Panthoos gav og den deilige Phrontis.
41 Dog, ei længer forsand vor Daad ufristet skal vorde,
42 Eller vor Kamp ukæmpet, nu gjælder det Flugt eller Seier.
43 Saa han taled, og drev sit Spyd mod det blankede Rundskjold;
44 Ei brød Malmen igjennem, men krum Spydsodden sig bøied
45 Mod det forsvarlige Skjold, da stormede frem med sin Landse
46 Atreus’s Søn Menelaos, med Bøn til Fader Kronion;
47 Just som Euphorbos sig gav til at flye, han nederst i Struben
48 Traf ham, og stødte med Kraft, i Lid til sin vældige Næve;
49 Heelt løb Kobberets stingende Od gjennem Halsen den bløde,
50 Brat han faldt saa det drøned, og Pladerne klirred om Manden;
51 Blod neddrypped af Haaret, som Huldgudindernes fagert,
52 Bundet i Fletninger op med gyldne og sølverne Ringe.
53 Som naar en Mand opelsker af Olietræet en frodig
54 Ympe på afsides Mark, hvor Vand fremvælder i Mængde;
55 Deiligen staaer den og groer, og for Pustet af alskens Vinde
56 Gynger den let, saa mylrende fuld af de hvideste Blomster,
57 Brat da kommer en rygende Storm med frygteligt Uveir,
58 Rusker den op fra sin Grund, og kaster omkuld den på Jorden,
59 Saaledes slog Menelaos den askspærvæbnede Kæmpe
60 Panthoos’ Søn Euphorbos ihjel, og plyndred hans Rustning.
61 Som naar en bjergfødt Løve, der lider saa trygt på sin Styrke,
62 Snapper fra græssende Hjord den allerfortrinligste Qvie,
63 Griber med kraftige Tænder den fat, og knækker dens Halsbeen
64 Først, saa sluger den baade dens Blod og hele dens Indvold,
65 Flængende gridsk; trindt stimler en Flok af Hyrder og Hunde
66 Med uafladelig Huien i Frastand; ikke dog vover
67 Nogen at gaae den tillivs, thi den blege Forfærdelse slaaer dem;
68 Saa ei heller af disse med Mod i Barmen sig dristed
69 Nogen at gange tillivs den priselig Helt Menelaos.
70 Let Atreiden i Vold den prægtige Rustning var falden,
71 Hvis ei Phoibos Apollon, af Nid optændt, havde hidset
72 Hektor imod ham en Helt saa vild som den stormende Ares;
73 Frem treen Guden livagtig som Mentes Kikonernes Hærdrot,
74 Og med bevingede Ord han talede til ham og sagde:
75 Hektor! nu løber du saa, indhenter dog aldrig i Farten
76 Hiin Aiakidiske Helts Stridsgangere; slemme forsanden
77 Er de for dødelig Mand at styre for Vogn og at tæmme,
78 Uden for Manden Achilles, ham bar en udødelig Moder.
79 Midlertid har nu Atreiden, den krigerske Helt Menelaos,
80 Vandret omkring Patroklos, og dræbt den gjæveste Troer,
81 Panthoos’ Søn Euphorbos, og standset hans stormende Angreb.
82 Ordene talt, gik Guden til Mændenes Tummel tilbage.
83 Hektors formørkede Sind omspændte den piinligste Kummer;
84 Ned ad Rækkerne løb hans Blik, da øined han snarlig
85 Ham, som Brynien af Dødningen trak, og ham, som på Jorden
86 Laae og svømmed i Blod, som randt af den gabende Vunde.
87 Rustet med skinnende Malm han gjennem de forreste Rækker
88 Skred med gjaldende Raab, heel lig et uslukkeligt Ildblus,
89 Tændt af Hephaistos; hans skingrende Raab fornam Menelaos;
90 Hjertebeklemt til sin mandige Sjel saalunde han talte:
91 Vee mig! ifald jeg lader de deilige Vaaben i Stikken,
92 Eller Patroklos, som lod sit Liv, for at vinde mig Hæder,
93 Laste da vil mig forsand enhver Danaer, som seer mig;
94 Men naar jeg dreven af Skam mod Hektor og Troerne kæmper
95 Ene, vil vist jeg enkelte Mand omstimles af Mængden,
96 Hektor med blinkende Hjelm hidfører jo samtlige Troer.
97 Dog, hvi grubler i Sind jeg nu på saadanne Tanker?
98 Vover en Mand til Trods for en Gud den Helt at bekæmpe,
99 Hvem en Udødelig hædrer, da styrter imod ham en Ufærd;
100 Derfor vil ingen Danaer forsand mig laste, som seer mig
101 Vige for Hektor, han gaaer jo i Strid under Skjerm af en Guddom.
102 Kunde jeg blot etsteds opspørge den vældige Aias,
103 Begge vi ginge da sammen på Val, og Kampen ihukom,
104 Ja selv Guden til Trods; maaskee vi bjerged da Liget
105 Hjem til Peleiden Achilles; af Ondt det var dog det Bedste.
106 Medens på dette han grundede dybt i Sind og i Hjerte,
107 Nærmed de Troiske Fylker sig alt, med Hektor i Spidsen.
108 Flux Menelaos den Dræbte forlod, og tog til at flygte,
109 Vendte dog ofte sig om, heel lig den skjæggede Løve,
110 Naar den på Flugt bliver dreven af Mænd og Hunde fra Qvægstald
111 Baade med Spyd og med Skrig; i Bringen dens modige Hjerte
112 Stivner af Harm, og nødig den bort vil lakke fra Fægård,
113 Saa fra Patroklos nu gik den Guldhaars Drot Menelaos,
114 Standsed, og vendte sig om, da Landsmandsskaren han naaede,
115 Speidende trindt efter Aias, den vældige Telamonide;
116 Snart opdaged han denne, som hist på Valen til Venstre
117 Flinkt opmuntred og egged til Kamp sit samtlige Mandskab,
118 Thi med usigelig Skræk havde Phoibos Apollon dem slagen.
119 Rask han løb, og trædende nær saalunde han talte:
120 Aias! skynd dig, min Ven! lad os hen til den faldne Patroklos
121 Ile påstand, for om muligt at bjerge Peleiden hans nøgne
122 Liig – hans Vaaben i Vold er faldne den mordiske Hektor.
123 Disse hans Ord dybt rysted i Sind den behjertede Aias,
124 Frem han hasted igjennem de Forreste, fulgt af Atreiden.
125 Men da nu Hektor Patroklos de deilige Vaaben fik afklædt,
126 Trak han ham bort, at hugge med Sværd hans Hoved fra Skuldre,
127 Og for de Troiske Hunde hans Krop henslænge til Æde.
128 Frem treen Aias påstand, som en Muur sad Skjoldet på Armen,
129 Brat da flygtede Hektor til Landsmandsskaren tilbage,
130 Op på sin Vogn han sprang, og Troerne gav han den skjønne
131 Rustning at bringe til Byen, ham selv til berømmeligt Minde.
132 Men med sit mægtige Skjold udstrakt til Værn for Patroklos
133 Stilled nu Aias sig hen, som Løvinden foran sine Unger,
134 Naar gjennem Skoven den fører sit Kuld, og møder en Skare
135 Mænd, som er ude på Jagt; umaadelig krye af sin Styrke
136 Trækker den Brynene ned, og Øinene kniber den sammen;
137 Saa gik Telamons Søn omkring den bolde Patroklos,
138 Men på den modsatte Side blev Atreus’s Søn Menelaos
139 Staaende stille, og rugede svart over Sorgen i Hjertet.
140 Glaukos, Hippolochos’ Søn, hiin Drot for de Lykiske Stridsmænd,
141 Stirrede bistert på Hektor, og satte ham haanlig irette:
142 Hektor! af Skabning en Helt, langt staaer du i Kjækhed tilbage!
143 Nemt du slap til berømmeligt Rye, du est jo en Kryster.
144 See nu til, hvorlunde du selv vil Staden beskjerme,
145 Du alene med Folket, som her i Troia er barnfødt.
146 Ei blandt Lykiens Mænd skal Nogen i Kamp mod Danaer
147 Drage til Værn for Staden, thi Tak man høster dog ikke,
148 Slaaes med fiendtlige Mænd man end uophørlig i Kampen.
149 Vilde vel du en ringere Helt udrive fra Stimlen?
150 Usling! du som Sarpedon, din Ven, din Gjæsteforbundne,
151 Nys lod ligge på Valen til Rov og Priis for Argeier,
152 Han som i levende Live var Byen og dig til saameget
153 Gavn, og nu vover du ei, mod Hunde hans Liig at beskjerme.
154 Derfor ifald af Lykiens Mænd mig Nogen vil lyde,
155 Drage vi hjem, og Fordærvelsen brat over Troia vil komme.
156 Eied de Troiske Mænd saasandt hiint freidige, stærke
157 Mod, som gjerne besjeler et Folk, naar for Fædrenelandet
158 Krigen det døier og al dens Besvær mod fiendtlige Stridsmænd,
159 Ind i Staden vi da ret strax skulde slæbe Patroklos.
160 Ja! gid denne dog blot til Priamos’ mægtige Kongstad
161 Kom som et livløst Liig, udreven af Stimlen på Valen,
162 Snart løsgav Argeierne da Sarpedons de skjønne
163 Vaaben, og ind bag Ilions Muur vi bjerged hans Legem.
164 Fældet vi har jo en Ven af den Helt, som af alle Danaer
165 Selv er den tappreste Mand, og eier de tappreste Svende;
166 Dog, du drister dig ei, mod Aias den mandige Kæmpe
167 Freidig at staae, og i Øiet ham see under Fiendernes Kampgnye,
168 Eller at træde til Dyst, thi dig er han langt overlegen.
169 Svared med rynkede Bryn den hjelmomstraalede Hektor:
170 Glaukos! hvi taler en Mand som du med saadant et Hovmod!
171 Ha! jeg troede forvist, at høit i Forstand over alle
172 Mænd du stod, som beboe det frugtbare Lykiens Landskab,
173 Nu maa jeg reent foragte din Kløgt efter denne din Tale,
174 Siden du mener, jeg ikke tør staae mod den uhyre Aias.
175 Aldrig forsand var jeg ræd for Strid eller Hestenes Trampen,
176 Dog, hvad Zeus, Skjoldsvingeren, vil, altidens er mægtigst,
177 Han som skræmmer den stærkeste Mand, og let ham berøver
178 Seiren, om end han selv ham eggede op til en Kampgang.
179 Vel, min Ven ledsag mig på Val, og døm af min Gjerning,
180 Om den udslagene Dag jeg mig viser saa feig, som du påstaaer,
181 Eller om mangen Danaer, hvor kjækt han veed at betee sig,
182 Hindre jeg kan i at stride til Værn om den faldne Patroklos.
183 Talt, og med lydelig Røst han flux til Troerne raabte:
184 Troias og Lykiens Helte! Dardaniske Haandmængskæmper!
185 Teer Eder nu som Mænd, og tænker på stormende Angreb,
186 Medens jeg selv mig spænder om Krop Achilles’s skjønne
187 Vaaben, dem nys jeg mig vandt, da jeg vog den stærke Patroklos.
188 Talt; da ilte påstand den hjelmomstraalede Hektor
189 Bort fra den hidsige Kamp, og snart med rappeste Fodtrin
190 Hented han Svendene ind, som Peleidens fortrinlige Vaaben
191 Bar til Byen, og ei ret langt vare komne på Veien.
192 Fjernt fra den graadforvoldende Strid han skifted sin Rustning,
193 Lod sine kampbegjærlige Mænd saa bringe sin egen
194 Hjem til det hellige Ilions Stad, og axled Peleidens
195 Vaaben, et uforkrænkeligt Værk, som Himmelens Guder
196 Skjenked hans Fader, men dengang han selv blev gammel, sin Søn han
197 Gav dem, men gammel just ei blev Sønnen i Faderens Rustning.
198 Men da nu Zeus, hiin Skyernes Drot, fra det Fjerne ham øined,
199 Just som han slutted om Bryst Peleidens, den Gudshelts, Plader,
200 Talte han saa til sit Sind, og med Hovedet rysted betænksomt:
201 Ak, usalige Mand! om din Død slet ikke du drømmer,
202 Skjøndt den er nær; men du klæder dig nu i guddommeligt Harnisk,
203 Baaret tilforn af en Helt, for hvem heel Mange har skjælvet.
204 Alt har du dræbt hans Ledingeven, den fromme, den stærke,
205 Og du har revet hans Vaaben med Haan af hans Hoved og Skuldre.
206 Dog nu vil jeg dig drabelig Kraft som et Vederlag give,
207 For du skal ei, hjemkommen fra Kamp, i Andromaches Hænder
208 Række den glimrende Rustning, Peleiden Achilles har baaret.
209 Talt; da nikkede Zeus med de sortblaae Bryn i det samme.
210 Fast sad Rustningen Hektor om Krop, og Ares den vilde
211 Krigerske Gud ham greb, saa alle hans Lemmer forinden
212 Fyldtes med Kjækhed og Kraft; til de herlige Ledtogskæmper
213 Iilte han raabende hen, og klædt i de straalende Plader
214 Ligned for Hvermands Blik han grandt den tappre Peleide.
215 Hen til Enhver han gik, og med Ord opmuntred dem Alle,
216 Først Deisenor og Glaukos, Hippothoos, Asteropaios,
217 Saa Thersilochos, Mesthles og Ennomos, som var fortrinlig
218 Klog på Fuglenes Varsler, saa Chromios, Phorkys og Medon,
219 Dem med bevingede Ord opflammede Hektor, og sagde:
220 Hører mig, Ledtogsskarer fra rundtomliggende Lande!
221 Ei for at sanke mig talrige Mænd, ei heller af Mangel,
222 Kaldte jeg Eder herhid, og bød Eder Hjemmet forlade,
223 Men for at freidig og kjækt de Troiske Qvinder og Smaabørn
224 Mod det Achaiske stridbare Folk I kunde beskjerme;
225 Dette for Øie jeg har, og mit Folk aftvinger jeg derfor
226 Gaver til Eder og Kost, Eders Mod at styrke desbedre.
227 Derfor Enhver gaae Fienden tillivs, hvad enten saa Frelse
228 Times ham skal eller Død, thi sligt der vanker i Krigen.
229 Den blandt Eder, som hen til de hestebetvingende Troer
230 Bjerger Patroklos, hvorvel han er død, og Aias fordriver,
231 Skjenker jeg Hælvten af Byttet, men selv beholder jeg Hælvten,
232 Samme Berømmelse vinder da han som jeg ved Bedriften.
233 Saa han taled, og Kæmperne frem mod Danaerne vældig
234 Rykked med kneisende Spyd; i Sind de haabed saa sikkert,
235 Bort fra Telamons Søn at slæbe den faldne Patroklos,
236 Taaber forsand, thi Mange han rundt om Dødningen dræbte.
237 Da tiltalede Aias den vældige Helt Menelaos:
238 Ætling af Zeus! Menelaos, min Ven! vi To ville neppe
239 Selv i Behold, saa bæres mig for, hjemkomme fra Striden.
240 Ei for Patroklos’s Liig jeg af Gru betages saa heftig
241 – Snart opædes det vist af Troiske Hunde og Fugle –
242 Som for mit Liv jeg gruer, om Ondt tilstøde mig skulde,
243 Eller og dig, da Hektor en Kampens formørkende Veirskye
244 Trindt udbreder på Val, og bradelig Død os bebudes;
245 Kald da de bedste Danaer herhid, om Nogen vil høre.
246 Disse hans Ord adlød den vældige Helt Menelaos;
247 Høit han hæved sin Røst, af Danaerne hørtes den vide:
248 Venner! Argeiernes Drotter i Kamp, i Raad deres Talsmænd!
249 I som af Krigshærens Viin frit drikke hos Atreus’s Sønner,
250 Hos Agamemnon og mig, og selv som Konger beherske
251 Hver sit Folk, thi Hæder og Roes fra Zeus Eder følger.
252 Plat umulig formaaer på samtlige Drotter tilhobe
253 Syn jeg at fåe, thi Kampen er heed som en blussende Lue,
254 Komme da Hver af sig selv! lad Harm Eders Hjerte betage,
255 Skulde Patroklos en Leeg nu vorde for Troernes Hunde!
256 Ordet fornam strax Aias, den hurtige Søn af Oileus,
257 Løb over Val, og den Første han var, som mødte til Bistand.
258 Næst efter ham Idomeneus kom, og Idomeneus’ Væbner,
259 Helten Meriones, drabelig stærk som den mordiske Krigsgud.
260 Dog, hvo mægted i Sind ved Navn at nævne de andre
261 Mænd, som desuden til Strid opflammed Achaiernes Sønner?
262 Frem i Klynger nu Troerne brød, med Hektor i Spidsen.
263 Som naar med brusende Larm Havbølgerne bryde mod Gabet
264 Ind af den regnopsvulmede Flod, saa den kneisende Strandbred
265 Vidt gjenlyder, mens Havet med Brøl udspytter sin Fraade,
266 Saa drog Troerne frem med Larm, men Achaierne stilled,
267 Alle med fælleds Begjær, sig trindt om Menoitiaden,
268 Tæt af kobberne Skjold omskandsede, medens Kronion
269 Hylled en mørkende Taage kring alle de blinkende Hjelme;
270 Aldrig tilforn til Menoitios’ Søn han Had havde baaret,
271 Medens i levende Live han fulgte Peleiden på Krigstog,
272 Heller ei nu han fordrog, at hans Liig blev Troiske Hundes
273 Rov, thi vakte han flux Stalbrødrenes Skare til Bistand.
274 Først for Troerne veeg blankøiede Mænd af Achaia,
275 Liget i Stikken de lod, og flygtede, Troerne fældte
276 Ei dog en eneste Mand, hvor flinkt end Spydet de brugte,
277 Dødningen slæbte de bort, men Achaierne kun for en føie
278 Stund ham forlod, thi med bradelig Fart fik atter mod Fienden
279 Aias dem vendt, som i Væxt og i Daad blandt alle Danaer
280 Var den fortrinligste Helt næst efter den bolde Peleion.
281 Gjennem de forreste Fylker han brød, saa stærk som den vilde
282 Bas, der Hundenes Flok og blomstrende Knøse på Bjerget
283 Let adsplitter, naar hen gjennem Dal den farer i Krumspring;
284 Saa foer Kæmperen Aias, den ædelig Telamons Arving,
285 Frem, og uden Besvær adsplitted han Troernes Fylker,
286 Som i en Kreds stod trindt om Patroklos, og ventede sikkert
287 Ind ham i Byen at slæbe, og stor Berømmelse vinde.
288 Ivrig Hippothoos alt, en Søn af Pelasgeren Lethos,
289 Trak ham ved Foden afsted over Val med en Rem, som var bunden
290 Rundt om Ankel ved Koderne fast, i det Haab sig at vinde
291 Hektors og Troernes Gunst; da timedes brat ham en Ufærd,
292 Den Stalbrødrene ei afværged med al deres Iver,
293 Thi den behjertede Søn af Telamon brød gjennem Stimlen,
294 Foer ham tillivs, og ramte hans Hjelms kinddækkende Plade,
295 Brat da revned den buskede Hjelm for den stingende Spydsod,
296 Flakt ved et Ram af det vældige Spær og den senede Næve;
297 Ud af det gabende Saar opsprøitede Hjernen i Straale,
298 Blandet med Blod, påstand var Livet forødt, og hans Hænder
299 Slap den bolde Patroklos’s Fod, som segned til Jorden;
300 Selv tætved over Dødningen ned han faldt på sit Ansigt,
301 Fjernt fra Larissa, hans frodige Hjem; sine kjære Forældre
302 Lønned han ei for sin Barndoms Tugt, thi stakket hans Livstid
303 Blev, da han faldt betvungen med Spyd af den modige Aias.
304 Flux nu Hektor sit lynende Spyd udslynged mod Aias,
305 Dog retud han blikked, og slap med Nød fra den hvasse
306 Malm, men Schedios traf den, en Søn af Helten Iphitos,
307 Drot for Phokaiernes Folk; i det vidtberømte Panopeus
308 Laae hans Gaard, og talrige Mænd stod under hans Herskab;
309 Ham i Halsen ved Nøglen han traf, og nede ved Skuldrens
310 Blad kom atter tilsyne den yderste Spids af hans Malmspær;
311 Brat han faldt saa det drøned, og Pladerne klirred om Manden.
312 Men da saa Phainops’s Søn, den kampforstandige Phorkys,
313 Skred om Hippothoos frem, da stak ham Aias i Bugen,
314 Kløved hans hvælvede Pandser, og Tarmene vælded af Livet
315 Ud, i Støvet han faldt, og i Muld han famled med Haanden.
316 Brat Forkæmperne veeg, ja selv den straalende Hektor;
317 Men under gjaldende Raab bortslæbte Danaerne Phorkys,
318 Samt Hippothoos’ Liig, og trak deres Rustning af Skulder.
319 Vist af Achaiernes stridbare Mænd var Troernes Folk nu
320 Jaget på Flugt til Ilios hjem, af Feighed betvunget,
321 Vist Argeierne Rye, tiltrods for Kronions Forføining,
322 Havde sig vundet ved Kjækhed og Kraft, men Apollon til Kampfærd
323 Muntred Aineias, omskabt til Periphas, Søn af Epytos,
324 Gammel og graae i sit Kald som Herold for hans aldrende Fader
325 Bleven han var, og ved venlige Raad han tækkedes Gubben;
326 Ham livagtigen lig tog Phoibos Apollon til Orde:
327 Siig Aineias! hvordan vilde I tiltrods for en Guddom
328 Frelse det kneisende Ilions Stad? Sligt saae jeg dog andre
329 Helte bedrive, som stolede fast på Kjækhed og Manddom,
330 Djervhed og Landsmænds Hjelp, skjøndt Krigernes Tal kun var ringe.
331 Eder desuden dog Zeus langt meer end Danaerne Seiren
332 Under, men selv I vige fra Kamp, urimelig rædde.
333 Saa han taled; Aineias fornam, det var Phoibos Apollon,
334 Han for sit Blik havde seet, da raabte han vældig til Hektor:
335 Hektor og Høvdinger alle for Troer og Ledtogskæmper!
336 Visselig var det en Tort, af Achaiernes stridbare Sønner
337 Hjem at jages til Ilions Stad, af Feighed betvungne!
338 O men en Gud for Øie mig treen, og nys mig forsikkred,
339 Zeus, den øverste Raader, i Kamp os forlener sin Bistand.
340 Derfor Danaerne rask tillivs! og lad dem i Mag ei
341 Bringe til Skibene hjem Patroklos’s livløse Legem!
342 Talt; de forreste Kæmper forbi han stormed til Striden;
343 Fylkerne svinged påstand, og bød Achaierne Spidsen.
344 Flux Aineias sit Spyd Leiokritos jog gjennem Livet,
345 Søn af Arisbas han var, og en Ven af den Helt Lykomedes.
346 Greben af Ynk ved hans Fald treen flux Lykomedes den kjække
347 Frem til standende Strid, og slynged sin lynende Landse;
348 Hippasos’ Søn Apisaon, den Folkdrot, nedenfor Brystet
349 Spydet i Leveren gik, saa Knæerne segned på Stedet.
350 Hist fra det fede Paionialand var han dragen i Leding,
351 Derhos i Kamp den bedste han var næst Asteropaios.
352 Greben af Ynk ved hans Fald foer Asteropaios den kjække
353 Frem på lignende Viis, ham lysted en Kamp med Danaer;
354 Dog omsonst var hans Id, thi trindt de stod om Patroklos,
355 Tæt omskandsed’ af Skjolde, og Landserne kneiste saa stride.
356 Ivrig i Hu foer Aias omkring med hyppig Formaning,
357 Ingen han gav Forlov, fra Patroklos at vige tilbage,
358 Heller ei fremfor de øvrige Mænd en Dyst at forsøge,
359 Blive de skulde ved Liget, og værge sig der hvor de stode.
360 Saaledes Aias befoel, den vidunderligstærke; med røden
361 Blod svam Jorden, og Dynger af Liig bedækkede Valen,
362 Hist af Troiske Mænd og dygtige Ledtogskæmper,
363 Her af Danaer, thi heller ei dem var Striden ublodig,
364 Dog langt færre de faldt, thi bestandig de drog sig til Minde,
365 Midt i den hedeste Tummel, at værge hinanden mod Ufærd,
366 Saa de fristed en Kamp, der med Ild er at ligne; og hartad
367 Skulde man troet, at Sol og Maane var gangne tilgrunde,
368 Thi af det tykkeste Mulm omhyllede fægted de Gjæve,
369 Som vare traadte til Værn om den faldne Patroklos’s Legem.
370 Resten af Troernes Folk og de pladebedækte Danaer
371 Kæmpede frit i den klareste Luft; vidt Solen sin blanke
372 Glands udbredte, og hverken på Fjeld, ei heller på Slette
373 Saaes en Skye, og stundom fra Kamp de pusted en Kjende;
374 Rammet af mangt hæstsusende Spyd undgik de tillige,
375 Staaende vidt fra hinanden; men hist i Kredsen de Andre
376 Døiede meget af Mulm og af Kamp, og det grusomme Kobber
377 Piinte de kjækkeste Mænd, men af Heltenes Flok havde tvende
378 Høist priisværdige Kæmper, Antilochos og Thrasymedes,
379 End ei spurgt, at Patroklos var dræbt, de meente, han leved
380 End, og forrest på Val en Dyst med Troerne fristed.
381 Da de for Øine nu saae Stalbrødrenes Rømning og Mandslæt,
382 Kæmped fra Striden de fjernt, som Nestor på Sind havde lagt dem,
383 Der han dem bød til Kampen at gaae fra de tjærede Skibe.
384 Dagen igjennem de øvrige Mænd i den hidsigste Fægtning
385 Fristede megen Besvær, og i begge de kæmpende Skarer
386 Blev deres Knæer og Fødder og Been, deres Hænder og Øine
387 Slemt tilredte saavel af dryppende Sved som af Træthed,
388 Medens de Dysten bestod om Peleidens behjertede Stridsven.
389 Som naar en Husbond befaler sit Tyende, Skindet at strække
390 Af den forsvarlige Tyr, naar det først er af Fedt gjennemdrukket;
391 Lidt staae Karlene da i en Krinds fra hinanden, og hale
392 Dygtig, og Vædsken forsvinder, som Fedtet i Læderet kryber
393 Ved de mangfoldige Tag, og betydelig rækker sig Skindet,
394 Saaledes trak de hans Liig, snart frem, snart atter tilbage,
395 Hist i saa snevert et Rum, thi Troerne haabed tilvisse
396 Hjem til Ilions Stad, og Achaierne hen til de hule
397 Snekker at bjerge hans Liig; vist Folkophidseren Ares
398 Ei havde lastet den hidsige Færd, saalidt som Athene,
399 Var den for Øine dem kommen, om end de var aldrig saa vrede.
400 Saa tilskikkede Zeus hiin Dag baade Kæmper og Heste
401 Grue og Besvær for den Søn af Menoitios. Slet ikke vidste
402 Helten Achilles endnu, at Patroklos var falden i Kampen,
403 Thi langt borte de Kæmpende stod fra de hurtige Skibe
404 Inde mod Ilions Muur; at hans Ven sit Liv skulde lade,
405 Vented han ei, til Porten han blot skulde naae, og saa vende
406 Levende hjem, men at Ilions Stad han ei vilde styrte,
407 Vidste han nok, hvad enten han selv var med eller ikke,
408 Efter hvad tit han i Løn havde hørt sin Moder fortælle,
409 Hun, som forkyndte ham ofte den høie Kronions Beslutning;
410 Aldrig dog ymted hans Moder et Ord om saadan en Jammer,
411 Som der var hændt, at hans elskede Ven var kommen af Dage.
412 Men uden Rast eller Roe med skærpede Landser ihænde
413 Gik de ved Liget hinanden tillivs, og myrded for Fode.
414 Mangen da talede saa af de malmbeklædte Danaer:
415 Brødre! forsand ei vinde vi Roes, ifald vi nu vende
416 Hjem til de bugede Skibe; før sluge påstand os den sorte
417 Jord hver En! langt bedre forvist vi da vare stedte,
418 End om vi svigted, og lod de hestebetvingende Troer
419 Slæbe til Byen hans Liig, og et priseligt Rye sig erhverve.
420 Og af de modige Troer tog Mangen saalunde til Orde:
421 Brødre! vil Skjebnen endog, at vi her om den faldne Patroklos
422 Alle skal lade vort Liv, saa forsage dog Ingen i Kampen!
423 Saaledes Ordene faldt, og til Daad hinanden de vakte.
424 Saaledes kæmped de hist, høit dundrede gjennem den golde
425 Luft Jernvaabnenes klirrende Gnye til den kobberne Himmel.
426 Dog Achilles’s Heste, som stod langt borte fra Striden,
427 Græd saa saare de hørte, hvorlunde den herlige Vognhelt
428 Ned var kastet i Støv af Hektor, den drabelig stærke.
429 Ak! Automedon alt, den vældige Søn af Dioreus,
430 Gav mangt Rap dem med smældende Pidsk, for at jage dem fremad
431 Talte dem til med venlige Ord, og banded imellem;
432 Ei dog vilde de hjem, hvor Skibene laae ved det brede
433 Hav Hellespontos, ei heller i Strid til Achaier tilbage,
434 Men som en Støtte, der staaer urokkelig fast på en Tue,
435 Kastet af Muld til en Grav for en afdød Mand eller Qvinde,
436 Stode de fast for den deilige Karm, og rørte sig ikke;
437 Ned mod Gulvet med Hoved de ludede; brændende Taarer
438 Rulled til Jord fra Øinenes Laag, thi begge sig jamred
439 Lydt af Vee over Styrerens Død, og den yppige Manke
440 Gled heelt ud over Kobbelets Ring, og blev sølet i Støvet.
441 Men da saa Zeus deres Jammer blev vaer, da følte han Medynk,
442 Rysted betænksom med Hoved, og talede saa til sit Hjerte:
443 Ak! hvi gav vi Eder, I Stakler! til Konningen Peleus?
444 Han er en dødelig Mand, men I hverken døe eller ældes.
445 Mon for at friste den Qval, de usalige Mennesker udstaae?
446 Thi blandt Skabninger alle, som aander og kryber på Jorden,
447 Blev dog Ingen en haardere Lod, end Mennesket tildeelt.
448 O men aldrig forsand på den prunkende Karm skal I trække
449 Hektor, Priamos’ Søn; nei! sligt tilsteder jeg aldrig.
450 Er det ei nok, at han Rustningen fik, og brasker nu indbildsk?
451 Kraft derimod i Knæe som i Bryst jeg Eder vil sætte,
452 At I Automedon hjem i Behold kan føre fra Stridsmark
453 Hen til de bugede Skibe, thi Hine den Roes jeg forlener,
454 Dræbende Slag at slaae, til de række de toftede Skibe,
455 Solen gaaer ned, og det hellige Mulm udvælder saa vide.
456 Talt; Stridshestene flux indblæste han Raskhed og Styrke.
457 Støvet af Mankernes Haar til Jord de rysted, og løb saa
458 Snelt med den rullende Vogn afsted til Achaier og Troer.
459 Frem Automedon foer, skjøndt mod i Hu for sin Stridsven,
460 Frem med Gangernes Spand til Kamp, som en Grib efter Vildgjæs.
461 Let tilbage han veeg for Troernes larmende Kampgnye,
462 Ligesaa let mod den talrige Hob han stormed til Angreb,
463 Fældte dog ei en eneste Mand i sin hidsige Fremfart,
464 Ene han stod på den hellige Karm, og saa mægted han ikke
465 Landsen at føre med Kraft, og at styre de vælige Heste,
466 Indtil omsider hans Ven Alkimedon, Søn af Laerkes,
467 Som var en Søn af Haimon, ham midt i Stimmelen øined;
468 Hen bag Vognen han treen, og saa til Automedon talte:
469 Hvo blandt Guderne dog, Automedon! skjød dig i Sindet
470 Slig en jammerlig Id, og den sunde Forstand dig berøved?
471 Siden du fremmest i Skaren en Dyst med Troerne prøver
472 Ganske alene, thi dræbt er din Ledingebroder, og Hektor
473 Bærer hoverende stolt Achilles’s Rustning om Skulder.
474 Ham gjensvarede flux Automedon, Søn af Dioreus:
475 Kan vel nogen Achaier som du, Alkimedon! styre
476 Flinkt de vælige Heste, som randt af udødelig Herkomst,
477 Uden alene Patroklos, en Mand saa snild som en Guddom,
478 Medens han leved, nu Døden og Skjebnen i Vold ham har fanget.
479 Frisk! saa tag du Svøben i Haand og den flunkende Tømme!
480 Selv vil jeg da nedstige fra Karm, en Dyst at forsøge.
481 Saa han taled; Alkimedon op på den hurtige Stridsvogn
482 Sprang i en Fart, og flux hans Haand greb Tømmen og Svøben;
483 Ned Automedon sprang, det mærked den straalende Hektor,
484 Og til Aineias, som jevne ham stod, på Stedet han raabte:
485 Hør, Aineias! du Høvding for malmompandsrede Troer!
486 Hist fodrappen Achils stærkhovede Heste jeg øiner,
487 Frem de trave til Strid, men kjøres af daarlige Svende;
488 Derfor jeg troer, vi fange dem nok, hvis du er i Hjertet
489 Sindet som jeg, thi storme vi frem med forenede Kræfter,
490 Vove de knap til standende Strid at gaae os imøde.
491 Saa han talte, ham lød den behjertede Søn af Anchises;
492 Frem de foer, bedækked’ om Ryg med Skjolde af Tyres
493 Tørre forsvarlige Skind, med et tykt Lag Kobber beklædte.
494 Chromios samt Aretos, den guddomlignende Kæmpe,
495 Fulgte dem begge til Strid, og forvist de haabed at fælde
496 Begge de fiendtlige Mænd, og fange de kneisende Heste;
497 Taaber! thi Blod skulde flyde, før atter de hjem fra den haarde
498 Dyst med Automedon slap. Da denne til Zeus havde bedet,
499 Fyldtes hans trindtformørkede Hu med Kjækhed og Styrke;
500 Flux til Alkimedon, Vennen saa troe, han talte saalunde:
501 Ei maa du langt fra mig, Alkimedon! Hestene holde!
502 Bliv mig saa nær, at min Ryg deres prustende Aande fornemmer!
503 Helme vil Hektor vel knap, forinden han først har besteget
504 Helten Achilles’s Karm med de fagermankede Heste,
505 Myrdet os To, og skræmmet på Flugt Argeiernes Fylker,
506 Eller og selv forliser sit Liv blandt de forreste Stridsmænd.
507 Talt; og til Hjelp Menelaos han flux og Aianterne kaldte:
508 Hør mig, Argeiiske Drotter! Aianter og du Menelaos!
509 Lad af de øvrige Mænd de fortrinligste rundt om den Døde
510 Stande til Værn, for at drive de fiendtlige Rækker tilbage;
511 Værger dog heller os To, som leve, mod Død og mod Ufærd!
512 See! hist storme nu frem til den graadforvoldende Kampgang
513 Hektor og Helten Aineias, de to mandhaftigste Troer.
514 Dog, i Gudernes Skjød forsand alt dette jo hviler;
515 Thi vil jeg bruge mit Spyd; for det Øvrige raade Kronion!
516 Talt; med et Sving udslynged han flux sit Spyd med det lange
517 Skaft, og Helten Aretos han traf på det blankede Rundskjold;
518 Ei mod Spydet det bøded, thi heelt foer Malmen igjennem,
519 Bored sig ind gjennem Beltet, og fæsted sig nederst i Bugen.
520 Som naar den ungdomskraftige Mand med sin hvæssede Øxe
521 Slaaer Marktyren i Nakken bag Hornene vældig, saa Senen
522 Heelt bliver hugget igjennem; frem springer da Tyren og styrter;
523 Saaledes sprang han frem, og segned omkuld; i hans Indvold
524 Dirrende hang det hvæssede Spær og røved hans Livskraft.
525 Hektor påstand sit blinkende Spyd mod Automedon kasted,
526 Dog retud han blikked, og snildt Malmspæret han undveeg,
527 Bøiende forlænds sin Krop; da fløi den vældige Landse
528 Over hans Ryg, og planted sig fast i Muldet; dens Dopskoe
529 Dirred en Stund, dog hvilede snart den mægtige Spydstang.
530 Nu var de gangne hinanden tillivs med Glavind ihænde,
531 Hvis Aianterne ei havde skilt de hidsige Kæmper;
532 Frem gjennem Stimlen de løb, da Landsmandsraabet de hørte;
533 Da blev Hektor, Aineias og Chromios, Gudernes Lige,
534 Svart af Rædsel betagne, og trak påstand sig tilbage;
535 Derfor Aretos i Stikken de lod; spydstungen i Hjertet
536 Laae han strakt, og Automedon, vild som den stormende Ares,
537 Spændte hans Plader af Krop, og skreg med hoverende Stemme:
538 Nu har mit Hjerte jeg dog lidt Lettelse skaffet i Sorgen
539 Over Patroklos, skjøndt Manden, jeg vog, mod ham er en Stakkel.
540 Knap havde saa han talt, før han slængte den blodige Rustning
541 Op på sin Karm, og sprang saa tilvogns, på Hænder og Fødder
542 Dryppende vaad af Blod, som naar Løven en Tyr har fortæret.
543 Atter en Kamp heel barsk om Patroklos begyndte til megen
544 Graad og Besvær, thi Athene det var, som Striden oplived.
545 Ned fra Himlen hun steg, af Zeus Fjernskueren udsendt,
546 Rask at vække Danaernes Mod, thi hans Sind havde vendt sig.
547 Ret som naar Zeus udspænder sin purpurne Bue på Himlen,
548 Menneskens Børn til et Tegn, som Krig bebuder for Landet,
549 Eller en Vinter med skingrende Frost, som tidligen standser
550 Mændenes Dont på Marken, og ynkelig Qvæget forknytter,
551 Saadan en purpurstraalende Skye hun hylled omkring sig,
552 Traadte saa frem blandt Achaiernes Folk, hver Mand at behjerte;
553 Først dog Atreus’s Søn, den vældige Helt Menelaos,
554 Som just stod hende næst, hun egged til Daad ved sin Tale;
555 Phoinix på Væxten hun lignede grandt og det kraftige Mæle:
556 Dig, Menelaos! forsand det bliver en Tort og en Skjændsel,
557 Vorder den Helt, som fulgte saa troe den stolte Peleide,
558 Slæbt omkring ved Troernes Muur af hurtige Hunde;
559 Hold dig nu kjæk, og til Strid ophids vore Kæmper tilhobe!
560 Derpå til Svar hende gav den vældige Helt Menelaos:
561 Phoinix! bedagede Fader! Ærværdige! Skjenked Athene
562 Kraft mig saasandt, og yded mig Skjerm mod Spydenes Anfald,
563 Heller end gjerne jeg traadte da frem, i Kamp for Patroklos
564 Værget at bruge; hans Død har saa dybt i Hjertet mig grebet,
565 O men som Ilden ubændig er Hektor af Kraft, med sit Malmspær
566 Slaaer uophørlig han løs, og Zeus ham Æren forlener.
567 Saa han taled. Athene, den lysblaaøiede Jomfrue,
568 Fryded sig høit, at til hende han helst af samtlige Guder
569 Vendte sin Bøn; i Skulder og Knæe hun Styrke ham indgav,
570 Og i hans Bryst hun satte Forvovenhed, ret som en Flues,
571 Som ihvor tit den fra Menneskets Hud end jages tilbage,
572 Stikker bestandig påny, thi Menneskets Blod er den lifligt;
573 Lignende Mod hun ham gjød i det trindtformørkede Hjerte;
574 Hen til Patroklos han gik, og slynged sin blinkende Landse.
575 Men i det Troiske Folk var en Mand, som kaldte sig Podes,
576 Søn af Eetion, tapper og rig; ham hædrede Hektor
577 Høiest i Folket; den kjæreste Gjæst han var ham ved Gilde;
578 Ham i Beltet nu traf den Guldhaars Drot Menelaos,
579 Just som han tog til at flye, og jog ham Malmen i Livet.
580 Brat han faldt saa det drøned, og Atreus’s Søn Menelaos
581 Slæbte hans Liig fra Troerne bort til Landsmandsskaren.
582 Frem for Hektor nu treen Apollon, til Daad ham at vække,
583 Phainops, Asios’ Søn af Skikkelse lig, hvem han skatted
584 Meest af de fremmede Mænd, i Abydos han havde sin Hjemstavn
585 Ham livagtigen lig udbrød Fjernskytten Apollon:
586 Hektor! mon nogen Achaier for dig vil ræddes herefter?
587 Siden du skyer Menelaos; i forrige Tider en kraftløs
588 Kriger han var, men nu han alene fra Troernes Skare
589 Slæber et Liig afsted, og din trofaste Ven har han myrdet,
590 Podes, Eetions Søn, saa gjæv blandt de forreste Stridsmænd.
591 Talt; den sorte Bedrøvelsens Skye omhylled ham ganske;
592 Rustet med skinnende Malm han gjennem de forreste Rækker
593 Skred; i Veiret da løftede Zeus Aigiden, det blanke
594 Rigtomqvastede Skjold, og hyllede Skyer om Ida,
595 Medens han lyned og tordnede høit, og rysted Aigiden;
596 Troerne undte han Seier, Achaierne slog han med Rædsel.
597 Først Boioternes Drot Peneleos tog til at flygte;
598 Stedse han voved sig længere frem, men øverst i Skuldren
599 Traf ham et tørnende Spær, og lige til Benet blev Kjødet
600 Flængt af Polydamas’ Spyd, thi nær han stod, da han kasted.
601 Frem nu styrtede Hektor, og stak Leitos i Haandled,
602 Helten Alektryons Søn, og Lysten til Kamp han betog ham;
603 Brat han veeg med ængsteligt Blik, thi han frygted, at aldrig
604 Meer han til Kamp vilde due, og mod Troerne bruge sin Landse.
605 Snelt løb Hektor, Leitos at naae, men saa fik han for Brystet
606 Lige ved Vorten et Slag af Idomeneus’ Spyd mod sit Pandser,
607 Brat dog knak det vældige Skaft, og Troerne jubled.
608 Flux mod Deukalions Søn Idomeneus oppe på Karmen
609 Slynged nu Hektor sit Spyd; vel glippede Kastet en Kjende,
610 Dog – med Meriones var fra det velbebyggede Lyktos
611 Koiranos dragen i Leding som Væbner og Gangernes Styrer;
612 Men på sin Fod var Idomeneus nys fra de toftede Skibe
613 Vandret til Kampen, og Seier han nu havde Troerne skjenket,
614 Var ei Koiranos ilet til Hjelp med de hurtige Heste,
615 Frelse han bragte sin Drot, og mod Jammerens Time ham skjermed,
616 O men selv han sit Liv for den mordiske Hektor forliste –
617 Ham i Kjæven ved Øret han traf, saa Spidsen af Landsen
618 Slog ham Tænderne ind, og skar midtover hans Tunge;
619 Brat af Vognen han tumled, og slap i det samme sin Tømme,
620 Ned sig bukked Meriones flux, og tog den med Haanden
621 Op fra Jorden, og derpå han saa til Idomeneus talte:
622 Brug nu Svøben tilgavns, til du rækker de hurtige Skibe!
623 Selv du mærker jo grandt, at Seiren Achaierne svigter.
624 Talt; og Idomeneus drev de fagermankede Heste
625 Hjem til de bugede Skibe, thi Skræk var ham falden på Sindet.
626 Klart fornam Menelaos og Aias, den modige Kriger,
627 Hvordan den skiftende Seier af Zeus blev Troerne tildeelt.
628 Først tog Aias til Orde, den kneisende Telamonide:
629 Ha! nu fåer dog Enhver, om han end er svag på Forstanden,
630 Syn for Sagn, at Zeus staaer Troerne bi udi Kampen.
631 Kommer fra dem et Spyd, saa rammer det, enten en Usling
632 Svang det, eller en Helt, thi Zeus det styrer i Flugten,
633 Mens afmægtig til Jord vore Spyd nedfalde tilhobe.
634 Lad os da gange på Raad, hvordan vi den faldne Patroklos
635 Bedst at bjerge formaae, og hvordan vi fra Kampen tilbage
636 Selv kunne slippe til Fryd for elskede Venner og Landsmænd,
637 Som med Bedrøvelse stirre herhid i den Troe, at vi ikke
638 Mægte mod Hektors ubændige Kraft og knusende Hænder
639 Længer at staae os, men brat maae tye til de tjærede Skibe.
640 Bare vi eied en Mand, som i Hast med Bud kunde drage
641 Hen til Achilles, som ventelig knap endnu har den Jammers
642 Tidende spurgt, at hans elskede Ven er kommen af Dage;
643 Men i Achaiernes Hær en Slig jeg ikke kan øine,
644 Mulm tilhyller jo tæt baade Mænd og Heste tilhobe.
645 Zeus Alfader! udriv Achaiernes Sønner af Mørke
646 Lad din Himmel sig klare, og und os Brugen af Synet,
647 Knuus os, siden du saa er tilsinds, men knuus os ved Dagslys!
648 Saa han talte; hans Taarer til Ynk Alfader bevæged,
649 Strax adspredte han Mørket, og Taagen tilbage han stødte,
650 Frem brød Solen påny, og heelt kom Slaget tilsyne.
651 Da tiltalede Aias den vældige Helt Menelaos:
652 Brug dit speidende Blik, Menelaos! du Gudernes Ætmand!
653 Om du ilive kan see Antilochos, Sønnen af Nestor;
654 Byd ham skynde sig alt hvad han kan, og Helten Achilles
655 Bringe det Bud, at hans kjæreste Ven er kommen af Dage.
656 Disse hans Ord adlød den vældige Helt Menelaos;
657 Bort han gik som en Løve, der hjem sig forføier fra Fægård,
658 Naar den omsider er kjed af at strides med Mænd og med Hunde,
659 Som den udslagene Nat er påfærde, at ei den skal snappe
660 Bort fra Hjorden det fedeste Nød; frem farer da Løven,
661 Gridsk på Kjød, men omsonst, thi fra dristige Hænder imod den
662 Flyver et Mylr af Spyd, saavelsom af blussende Brande;
663 Svart for disse, trods alt sit Mod, den ræddes i Hjertet,
664 Slukøret lakker den hjem, saasnart det begynder at dages.
665 Saaledes gik fra Patroklos den vældige Helt Menelaos
666 Bort, heel nødig, af Frygt, at Achaierne, slagne med Rædsel,
667 Skulde forlade Patroklos’s Liig som Bytte for Fienden.
668 Dog Meriones først og Aianterne saa han formaned:
669 O Aianter! og du Meriones! Drotter af Argos!
670 Drages nu Alle til Minde, hvor blid den arme Patroklos
671 Var af Sind mod Enhver, hvor from, huldsalig i Omgang,
672 Medens han leved, nu Døden og Skjebnen i Vold ham har fanget.
673 Talt; da skyndte sig bort den Guldhaars Drot Menelaos;
674 Rundt han kasted sit Blik, lig Ørnen, om hvem man fortæller,
675 At den på Synet er skarpest af Himmelens Fugle tilhobe;
676 Selv om høit den flyver i Skye, opdager dens Blik dog
677 Haren, den snelle, som ligger i Lye bag Buskenes Blade,
678 Ned da slaaer den påstand, og sin Fangst den skiller ved Livet;
679 Saa Menelaos, du Ætling af Zeus! dine straalende Øine
680 Rulled saa vide, for mulig etsteds i Skaren af Landsmænd
681 Sønnen af Nestor at øine, om ellers han end var ilive.
682 Snart opdaged han denne, som hist på Valen til Venstre
683 Flinkt opmuntred og egged til Kamp sit samtlige Mandskab.
684 Trædende nær udbrød den Guldhaars Drot Menelaos:
685 Kom, Antilochos! Ætling af Zeus! kom hid og en Jammers
686 Tidende hør, som jeg bringer; gid sligt dog aldrig var hændet!
687 Sagtens forlængst du veed, hvad selv med Øine du skued,
688 Over Danaernes Folk en Gud nedvælter en Ufærd,
689 Seier blev Troernes Lod, og dræbt er Achaiernes bedste
690 Mand, Patroklos, et smerteligt Tab for alle Danaer;
691 Løb da til Skibene hen, og bring Achilles det Budskab,
692 Om til sit Skib påstand han hjem vil bjerge det nøgne
693 Liig, hans Vaaben i Vold er faldne den mordiske Hektor.
694 Saa han taled; Antilochos gjøs ved Ordet han hørte.
695 Ganske som maalløs han stod en Stund, og begge hans Øine
696 Fyldtes med Taarernes Strøm, og det flydende Mæle forgik ham;
697 Dog forglemte han ei det Hverv, han fik af Atreiden,
698 Flux til Laodokos, Svenden saa bold, som i Nærheden kjørte
699 Hestenes trampende Spand, sine Vaaben han gav, og saa løb han;
700 Taarerne randt, mens Fødderne snelt ham førte fra Kampplads
701 Hen til Peleiden Achilles, et drøveligt Bud ham at bringe.
702 Ei, Menelaos! dog lysted dit Sind, de Betrængte til Bistand
703 Her at træde til Kamp på det Sted, som Antilochos nylig
704 Havde forladt, de Pyliske Mænd til føleligt Afsavn;
705 Til deres Hjelp han muntred den herlige Drot Thrasymedes,
706 Selv derimod tilbage han løb til Helten Patroklos,
707 Traadte påstand til Aianterne hen, og talte saalunde:
708 Hiin har jeg skikket afsted, til de hurtige Snekker at gange,
709 Hen til Achilles, den Mester i Løb; dog knap han til Kampfærd
710 Møder, hvor høilig han end på den ædelig Hektor er opbragt,
711 Kæmpe med Troerne kan han dog ei, han mangler jo Rustning;
712 Vi derimod, lad os gange på Raad, hvordan vi Patroklos
713 Bedst at bjerge formaae, og hvordan vi selv med det samme
714 Død og Fordærv undflye under Troernes buldrende Kampgnye!
715 Ham gjensvarede Aias, den vældige Telamonide:
716 Det var fornuftige Ord, du priselig Drot Menelaos!
717 Du og Meriones flux hans Liig opløfte fra Jorden!
718 Bærer saa rask fra Kampen det bort, mens begge vi Andre
719 Slaaes bag Eder med Troernes Mænd og den ædelig Hektor,
720 Vi som har Mod tilfælleds og Navn, og som tit hos hinanden
721 Stod tilforn, og kjækt holdt Stand i den skrappeste Kampgang.
722 Saa han taled, og Liget de flux opløfted fra Jorden
723 Høit i Veiret med Kraft; men bag dem Troernes Krigsfolk
724 Skreg, da de saae Danaiske Mænd bortføre den Faldne.
725 Frem de styrted som Hunde, naar efter et anskudt Vildsviin
726 Forud for Jægernes Flok afsted gjennem Skoven de pile;
727 Rask i Begyndelsen løbe de vel, for Bassen at fælde,
728 Dog saa saare den vender sig om, i Lid til sin Styrke,
729 Fare tilbage de strax, og flye til forskjellige Sider;
730 Saa forfulgte de Troiske Mænd en Stund dem i Flokke,
731 Brugende flinkt tveoddede Spyd og mægtige Slagsværd,
732 Men naar Aianterne vendte sig om, og bøde dem Spidsen,
733 Skifted de Farve påstand, og ei fordristed sig Nogen,
734 Frem at styrte påny, om Liget en Dyst at forsøge.
735 Saaledes bare de Liget afsted med Iver fra Valen
736 Hen til de bugede Snekker, men bag dem voxte den vilde
737 Kamp, som Ild, der i Mændenes Bye er pludselig udbrudt,
738 Om sig griber, og stikker i Brand, saa Husene mindskes
739 Midt i det lysende Skin, mens Stormen mod Luerne brager;
740 Saaledes Støien af Heste og spydbevæbnede Kæmper
741 Lød uafladelig hen ad den Vei, de Bærende ginge.
742 Ligesom Muler, hvis Lemmer umaadelig Styrke besidde,
743 Hen ad den knudrede Stie nedslæbe fra Bjerget en Bjelke,
744 Eller en svær Skibsplanke, og mens de slide sig fremad,
745 Bliver i Bryst deres Mod udmattet af Sved og af Møie;
746 Saaledes bare de Liget afsted med Iver, men bag dem
747 Værged Aianterne kjækt, som en Bakke, der værger mod Vandet,
748 Tæt bevoxet med Skov, og strækkende vidt sig på Sletten;
749 Selv for den mægtige Flods tungtrullende Strømme den dæmmer,
750 Nøder dem Løbet at skifte, og tvinger dem ud over Sletten,
751 Bakken de sprænge dog ei, hvor stærkt end Vandene skylle;
752 Saaledes værged Aianterne kjækt mod de kæmpende Troer,
753 Som dem forfulgte med Kraft, to Mænd dog fremfor de Andre,
754 Helten Aineias, Anchises’s Søn, og den straalende Hektor.
755 Ret som en flyvende Skye af Alliker eller af Stære
756 Flygter med græsseligt Skrig, saasnart den kommende Glente
757 Øines i Luften, thi Fuglene smaae den skiller ved Livet,
758 Saa for Aineias og Hektor de unge Danaiske Kæmper
759 Flygted i Sværm med græsseligt Skrig, og Kampen forglemte;
760 Rundt om Graven desuden Achaierne tabte på Flugten
761 Prægtige Vaaben i Mængde, og Rast ei Krigerne undtes.

Iliaden af Homer

Iliaden er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Iliaden skildre en krig mellem byen Troja og en alliance af græske bystater. Iliaden omhandler kun ti uger af krigen og starter i det tiende år af krigen. Her er situationen den at Agamemnon og Achilleus støtter hinanden. Dog bryder Agamemnon tilliden til Achilleus ved at tage kvinden Briseis fra ham. Denne vigtige hændelse fra Iliaden er skildret af Bertel Thorvaldsen i et relief på Thorvaldsens museum.

Under et plyndringstogt i omegnen af Troja havde grækerne kidnappet nogle kvinder, som de græske krigere fordelte mellem sig. Den magtfulde kong Agamemnon fik Chryseis. Achilles fik Briseis. Guderne tvang imidlertid Agamemnon til at slippe Chryseis fri igen, hvilket han kun nødtvungent gik med til på betingelse af, at han så i stedet fik Achilles’ Briseis. Relieffet viser udleveringen af Briseis.

Achilles, der ses længst til venstre trængt op i en krog, må bøje sig for overmagten, men hans vrede eller smerte kommer tydeligt til udtryk ved den afvisende  stilling han indtager. Efter denne hændelse nægtede Achilles at tage del i krigen. Dette ændre sig dog da Achilles’ ven Patrokles bliver dræbt af Hektor, den trojanske kong Priamus’ søn. Som hævn dræbte Achilles derfor Hektor.

Relieffet af Bertel Thorvaldsen viser, hvorledes kong Priamus på knæ bønfalder Achilles om at udlevere ham sønnens lig. Achilles ender med at give efter for faderens bøn og udlevere sønnens lig. Iliaden slutter ved Hektors begravelse, hvor Kong Priamos har fået sin søns lig tilbage.

Iliaden kort fortalt
Sammendrag

Vreden
1. sang (dag 1-22)

Tilfangetagelsen af Chryseis medfører Apollons vrede, og Agamemnons stejle holdning udløser Achilleus’ vrede. Han beder sin mor, Thetis, om hjælp, hun beder Zeus straffe grækerne. Achilleus trækker sig ud af kampen.

Sang 1: Achilleus råde Agamemnon til at råde bod på en skade han har forvoldt, men bryder tilliden mellem dem ved at tage Achilleus krigsbytte som straf.

1. kampdag
2.-7. sang (dag 23-24)

De foregående års kampe i et sammendrag. Kampene indledes med mønstringen og aftalen om en tvekamp mellem Paris og Menelaos. Herfra udvikler fortællingen sig til en beskrivelse af enkelte helte og deres bedrifter på slagmarken. Hektor og hans familie præsenteres.

Sang 2: Zeus råde Agamemnon til krig mod troja i en drøm. (Achilleus hævn)

Sang 3: Tvekamp mellem Paris og Menelaos. Paris bliver såret men reddet af Afrodite (som er på Trojas side), og placeret på Helene’s værelse i Troja.

Sang 4: Et voldsomt slag udspiller sig fordi alle guderne, undtagen Zeus, er enige om Trojas fald. Zeus ønsker dog ikke at svigte sit løfte til Achilleus og Thetis.

Sang 5: Diomedes såre gudinden Afrodite og krigsguden Ares, på trods af formaninger fra Apollon.

Sang 6: Gudinden Athene er på grækernes side, men Trojanerne beder stadig til hende for hjælp i krigen. Prins Hektor henter sin søn, Paris, til fronten igen.

Sang 7: Paris foreslår at levere krigsbytte i forhold af rigdomme tilbage til grækerne men nægter at give afkald på Helene. Grækerne afviser, men indviliger i en dags våbenhvile.

2. kampdag
8.-10. sang (dag 25)

Grækerne er trængt og sender Odysseus, Aias og Foinix til Achilleus for at få ham med i kampen igen; han afslår. Situationen er kritisk for grækerne.

Sang 8: Krigen fortsætter. Men Zeus forbyder guderne at blande sig.

Sang 9: Agamemnon sender forsoningsgave til Achilleus, men Achilleus afviser og ønsker kun at gå ind i krigen hvis hans egen skibe er truede.

Sang 10-13: Trojanerne har stor fremgang i krigen men Hektor lytter til en formaning om at tage sig i akt for Achilleus.

3. kampdag
11.-18. sang (dag 26)

Der sker store forandringer denne dag. Hera forfører Zeus og giver derved grækerne krigslykke. Achilleus' ven Patroklos ind i krigen (iført Achilleus' udrustning). Han dræbes af Hektor, hvilket får Achilleus til at opgive sin vrede mod Agamemnon for at hævne Patroklos' død. Hefaistos smeder nye våben til Achilleus.

Sang 14-15: Bag om Zeus ryg bliver grækerne hjulpet, men Zeus sætter Apollon ind for at hjælpe trojanerne som  modspil og trojanerne for overtaget igen.

Sang 16-17: Patroklos går ind i krigen men bliver dræbt af Hektor. Hektor tager Achilleus berømte rustning som krigsbytte.

Sang 18: Achilleus bliver framanet at gå ind i krigen, men blændet af had over Patroklos død for han smedeguden Hefeistos til at smede nye våben og rustning til ham.

4. kampdag
19.-22. sang (dag 27)

Achilleus går målrettet efter Hektor, som er chanceløs, og efter en mægtig kamp foran Trojas mure falder Hektor. Trojas skæbne er hermed beseglet.

Sang 19: Agamemnon giver alt krigbytte tilbage til Achilleus som forsoning, men Achilleus afviser endnu engang men går ind i krigen alligevel som en hævnakt.

Sang 20-21: Zeus tillader guderne at hjælpe igen fordi Trojanerne er blevet trængt helt tilbage inden for egne murer. Dette skræmmer Achilleus væk fra de trojanske byporte.

Sang 22: Hektor bliver skræmt af Athene til at kæmpe mod Achilleus som dræber ham og foran hele byen ydmyger ham ved at trække Hektor tilbage til grækerne bag sin vogn som krigbytte.

Forsoning
23.-24. sang (dag 28-51)

Patroklos' lig brændes, og der holdes gravlege. Guderne standser Achilleus' skænding af Hektors lig, Priamos går til Achilleus og løskøber liget, og Achilleus og Priamos forsones.

Sang 23: Stor begravelses fest fra grækernes side.

Sang 24: Zeus beslutter at Hektors lig skal tilbage leveres til Hektors far Kong Priamos af Troja. Hektor bliver begravet i Troja.

ILIADEN
De 24 sange