Iliaden Sang 16

Resume 16. sang i Iliaden af Homer. Akhilleus låner Patroklos sin rustning og tillader ham at rykke ud med myrmidonerne til værn for skibene, som brænder. Troerne fordrives. Patroklos dræber Sarpedon; derpå angriber han muren, som bedøver og afvæbner ham, hvorefter han såres af Euphorbos og dræbes af Hektor. Derefter forfølger Hektor Automedon.

ILIADEN

Iliaden, 16. sang

1 Saaledes kæmped de hist om det toftforsynede Fartøi;
2 Men for Achilleus, Mændenes Drot, fremtraadte Patroklos,
3 Brændende randt hans Graad, lig en mørkthenrislende Kilde,
4 Som fra et Steengeedsfjeld udgyder sin sortladne Vandstrøm.
5 Ynk ved Synet Achilles betog, hiin rappe Peleide,
6 Og med bevingede Ord han talede til ham og sagde:
7 Siig, Patroklos! hvi græder du dog som en liden Smaapige,
8 Som efter Moderen løber med Bøn, at tages på Armen.
9 Klynger i Kjolen sig fast, og vil standse den Ilendes Bortgang,
10 Stirrende op med grædende Blik, til Glutten hun tager?
11 Ja på lignende Viis dine modige Taarer du fælder.
12 Har Myrmidonernes Folk eller mig du Budskab at bringe?
13 Eller har særlig du spurgt nogen Tidende hjemme fra Phthia?
14 Rygtet jo siger forvist, at Menoitios, Sønnen af Aktor,
15 Og Aiakiden, min Fader, er end blandt Folket ilive,
16 Hvilke vi bittrest af Alle begræd, ifald de var døde;
17 Hvad eller jamrer du saa for Argeiernes Skyld, som nu segne
18 Hist ved de bugede Skibe til Løn for Brøden, de øved?
19 Tael! fordølg mig det ei, at Begge vi kunne det vide!
20 Sukkende dybt gjenmælede du, Vognstrider Patroklos!
21 Peleus’s Søn, Achilles! Danaernes gjæveste Kæmpe!
22 Vord dog ikke fortørnet, men svar er Achaiernes Jammer;
23 Alle de Mænd, som ellers i Kamp beteede sig kjækkest,
24 Ligge ved Skibene nu, og martres af Stik og af Vunder:
25 Qvæstet er Tydeus’s Søn, den vældige Helt Diomedes,
26 Stungen af Spyd er Odysseus og Atreus’s Søn Agamemnon,
27 Og af en Piil Eurypylos dybt blev saaret i Lænden.
28 Læger, som snildt sig på Urter forstaae, har travlt med at hele
29 Krigernes Saar. Men du, Achilles! urimelig est du!
30 Aldrig betage mig Harm, lig den, du gjemmer i Brystet!
31 Ulykkers Helt! hvad Mand vil i kommende Slægter du glæde,
32 Naar ikke nu fra smædelig Nød du Danaerne frelser?
33 Ubarmhjertige Mand! Kong Peleus er ikke din Fader,
34 Thetis er ikke din Moder, dig fødte det blaalige Havdyb,
35 Eller og svimlende Fjelde, saa haardt er i Barmen dit Hjerte!
36 Gyser dit Sind maaskee af Grue for et varslende Gudsord?
37 Har din ærværdige Moder fra Zeus forkyndt dig et saadant,
38 Vel! saa send i det mindste da mig, og giv mig i Ledtog
39 Hele dit Folk kanskee jeg et Lys Danaerne vorder.
40 Giv dernæst mig Forlov at axle din glimrende Rustning
41 Hændes da turde det vel, at Troerne standsed med Striden,
42 Holdende mig for dig, og Achaiernes krigsvante Sønner
43 Aanded i Qviden påny, og vandt lidt Frist med at kæmpe;
44 Frisk og umindsket er al vor Kraft, kampmødige Stridsmænd
45 Bort fra Snekker og Telte vi let kan jage til Staden.
46 Saaledes trygled Patroklos, men bad forsand som en Daare,
47 Det var om gruelig Død og Fordærv han selv monne bede.
48 Dragende tungt et Suk udbrød fodrappen Achilleus:
49 Vee mig! Patroklos, du Ætling af Zeus! hvad Ord har du talet?
50 Ikke mig ængster et varslende Ord, som kom mig for Øre,
51 Og min ærværdige Moder ei sligt fra Zeus mig forkyndte,
52 Nei men den piinligste Harme mig gaaer til mit inderste Hjerte,
53 Naar sig en Mand formaster til Ransmandsdaad mod sin Lige,
54 Og ham berøver hans hædrende Løn, fordi han har Magten;
55 Det er den Qval, som mig piner, da Sorg jeg har døiet i Hjertet.
56 Pigen, hvem selv Achaiernes Folk mig kaared til Kampløn,
57 Hun, som med Landsen jeg vandt, da jeg hærged en kneisende Borgstad,
58 Hende mig raned af Haand den mægtige Drot Agamemnon,
59 Atreus’s Søn, som var jeg forsand en uselig Hjemløs.
60 Dog, lad fare hvad fordum er skeet, thi ei var det skjelligt,
61 Vreden at huse bestandig i Sind; jeg loved i Sandhed,
62 Ikke forinden at mildne min rasende Harme, men først naar
63 Larmende Gnye og buldrende Kamp mine Skibe sig nærmed.
64 Spænd da du, Patroklos! min herlige Rustning om Axel,
65 Led til Kamp Myrmidonernes Folk, hvem Strid er en Gammen,
66 Siden en sortnende Skye af Troiske Mænd allerede
67 Vældigen bryder mod Skibene løs, og Argeierne trænges
68 Hardt mod Strandbredden ned, hvor Plads kun levnes dem liden.
69 Hele den Troiske Stad er freidigen rykket imod dem,
70 Fienderne skue jo ei som i forrige Dage min Hjelmrand
71 Nær deres Fylkninger blinke, men snart forsand de på Flugten
72 Havde med Liig Flodsengene fyldt, ifald Agamemnon
73 Venlig mod mig havde teet sig, nu rundt om Leiren de kæmpe;
74 Hverken jo raser nu meer, til Værn mod Danaernes Ufærd,
75 Landsen i Haand på Tydeus’s Søn, den Helt Diomedes,
76 Heller ei hører jeg længer den bydende Røst af Atreidens
77 Hæslige Mund, men vidt gjenlyder den mordiske Hektors
78 Tordnende Bud til Troernes Mænd, som med jublende Krigsraab
79 Efter den Seier, de vandt, udbrede sig vidt over Sletten.
80 Dog, Patroklos! hvorvel det er saa, skal til Skibenes Frelse
81 Frem du storme med Kraft, at Fienden med blussende Brande
82 Ei vore Skibe forøder, og røver os Haabet om Hjemfærd.
83 Hør nu det Ord, som tilsidst jeg har dig at lægge på Hjertet,
84 For at du Hæder og Roes mig i fuldeste Maal kan forhverve
85 Hos det Danaiske Folk, og at hjem til min Vaaning de føre
86 Atter den deilige Møe, og glimrende Gaver mig skjenke.
87 Faaer du fra Skibene drevet dem bort, vend hjem! Om endogsaa
88 Heres Gemal, den tordnende Gud forlener dig Hæder,
89 Bør du dog ei uden mig til Kamp mod de krigerske Troer
90 Lade dig egge, thi dette mig blev et Skaar i min Hæder,
91 Dog, naar du styrter de Troiske Mænd, og af Fryd over Kampen
92 Jubler, da bør du dog ei mod Ilios føre dit Mandskab,
93 For at ei Een af den evige Slægt skal ned fra Olympos
94 Træde mod dig til en Kamp, Fjernskytten Apollon dem elsker.
95 Vend da tilbage påstand, saasnart du har frelst vore Skibe!
96 Lad saa de Andre på Marken kun slaaes saa meget dem lyster!
97 Gid dog, Zeus Alfader! Apollon og Pallas Athene!
98 Ingen af Troernes samtlige Mænd, og ingen Argeier
99 Slap for Døden, og ene vi To blev spared’ ilive,
100 Ene vi styrted i Gruus da Ilions hellige Ringmuur!
101 Saaledes Ordene faldt, som her med hinanden de skifted.
102 Aias bestod ei længer, thi hardt af Spyd blev han kuet,
103 Zeus’s Beslutning ham voldte den Nød, og de freidige Troers
104 Kast; heel gruelig klirred den straalende Hjelm om hans Tinding
105 Ved de mangfoldige Ram; på den kindbeskjermende Hjelmrem
106 Faldt der hyppige Slag, og hans venstre Skulder det trætted,
107 Fast at holde det glimrende Skjold, men ei dog af Pletten
108 Rokked de Skjoldet omkring ham, skjøndt kraftig de drev deres Landser.
109 Veiret han drog med megen Besvær, og Sveden ham hagled
110 Ned ad alle hans Lemmer, ei ringeste Frist til at puste
111 Blev ham forundt, bestandigen steg den Nød, han var stedt i.
112 Siger mig nu, I Muser! hvis Hjem er Olympiske Sale,
113 Hvordan der først kom Ild på Achaiernes bugede Skibe.
114 Frem stod Hektor mod Aias til Dyst, og sit mægtige Slagsværd
115 Drev han mod Landsen af Ask; tæt bag den glimtende Malmod
116 Stangen han hug tværsover, og Aias den Telamonide
117 Svang omsonst det stumpede Skaft, langt borte til Jorden
118 Faldt den kobberne Od, og høit den klirred i Faldet.
119 Aias fornam med Rædsel og Grue i sit mandige Hjerte
120 Gudernes Værk, at Tordneren Zeus hans Snildhed i Kampfærd
121 Ganske nu gjorde til Intet, og Troerne Seiren forlened.
122 Bort han veeg fra Spydenes Ram, da kastede Hine
123 Brande mod Skibet, og Flammerne strax uslukkelig blussed.
124 Saa tog Luerne fat i den agtere Stavn, men Achilleus
125 Slog sig af Harme på Laar, og talede saa til Patroklos:
126 Op! Patroklos, du Ætling af Zeus! du Herre på Stridsvogn!
127 Alt jeg skuer den hærgende Ild, som fra Skibene vifter;
128 Lad dem ei Snekkerne tage, lad ei dem spærre vor Hjemfart!
129 Rap dig! og spænd dine Vaaben om Krop, mens Folket jeg samler.
130 Saa han talte; med straalende Malm Patroklos sig rusted.
131 Først og fremmest han lagde de deilige Skinner om Smalbeen,
132 Tæt om Anklerne slutted de fast med sølverne Spænder;
133 Videre spændte han trindt om sit Bryst den rappe Peleides
134 Brogede Pandser, der funkled saa blankt som en tindrende Stjerne;
135 Kasted dernæst over Axel det sølvbenaglede Slagsværd,
136 Smeddet af Malm, tog Skjoldet på Arm baade stort og forsvarligt,
137 Og på det kraftige Hoved han satte den prægtige Stridshjelm,
138 Smykket med Hestehaars Svæv, vildt vaiede Busken foroven;
139 Greb saa tilsidst to dygtige Spyd, og de passed i Næven;
140 Derimod rørte han ei den bolde Peleions Landse,
141 Tung, forsvarlig og lang, slet Ingen af alle Danaer
142 Kunde den magte, Achilles alene forstod at handtere
143 Landsen af Pelions Ask, den Cheiron foræred hans Fader,
144 Fældet på Pelions Top til Ulivssaar for de Tappre.
145 Hestene bød han Automedon flux for Karmen at spænde,
146 Næst Achilles, den knusende Helt, ham kjærest af Hjertet,
147 Da han saa trofast i Kamp holdt Stand trods Fiendernes Trudsel.
148 Hurtig Automedon kobbled i Aag de vælige Heste
149 Xanthos og Balios; rapt som Vindene kunde de flyve;
150 Dem havde Zephyros avlet engang med Harpyen Podarge,
151 Da ved Okeanos’ rullende Strøm hun græssed på Engen.
152 Pedasos bandt han som Tredling i Aag, den dygtige Ganger,
153 Som fra Eetions Stad var ført af Achilles som Bytte,
154 Dødelig Hingst, dog jevne den løb et udødeligt Vognspand.
155 Rundt fra Telt til Telt iblandt Myrmidonernes Kæmper
156 Vandred Achilles, og bød dem ruste sig. Glubende Ulve
157 Ligned de ret, i hvis Bringe der boer umaadeligt Stridsmod;
158 Har de på Bjergene revet ihjel den mægtige Kronhjort,
159 Gridsk de den sluge, og Blod dem rødt neddrypper om Flaben,
160 Stimle saa strax i en Flok til en mørkthenrislende Kilde,
161 Og naar med smalstrakt Tunge det sortladne Vand de har labet,
162 Op da brække de Blodet påstand af det myrdede Krondyr,
163 Kjækt slaaer Hjertet i Brystet, og stram er Bugen af Mæthed;
164 Saa fremstyrtede kjækt Myrmidonernes Drotter og Formænd
165 Rundt om den brave Patroklos, Achilles’s Ledingsbroder;
166 Selv fremtreen i Mændenes Kreds den gjæve Peleide,
167 Hidsende Gangernes Mod og de skjoldbevæbnede Kæmper.
168 Femti Seilere stor var den Flaade, som stævned mod Troia,
169 Ført af Achilles, den Yndling af Zeus; på hver af de femti
170 Var der ombord halvhundrede Mænd, som sade på Roertoft.
171 Fem Hærdrotter han havde sig valgt, til hvem han med Tryghed
172 Satte sin Lid, men selv som øverste Herre han raaded.
173 Een af Fylkerne førte Menesthios, Helten med broget
174 Pandser, en Søn af Spercheios, den regnopsvulmede Bjergstrøm;
175 Ham havde Peleus’s Datter, den deilige Viv Polydora,
176 Født med den stærke Spercheios, en Gud omfavned en Qvinde,
177 Men som hans Fader blev Boros dog nævnt, Perieres’s Arving,
178 Offentlig fæsted han hende til Viv med utallige Gaver.
179 Drot for den anden af Fylkerne var Eudoros, den kjække
180 Jomfrusøn; Polymele, den yndig dandsende Pige,
181 Datter af Phylas, ham bar; den kraftige Argosbetvinger
182 Tændtes af Elskov engang på den Guldpiilskydende Jagtmøes
183 Artemis’ Fest, da hun svang sig i Dands blandt syngende Piger;
184 Flux den hulde Hermeias Høiloftet besteg, og i Løndom
185 Krysted han Pigen i Favn; hun bar ham Eudoros, en deilig
186 Søn, baade rap tilbeens og dygtig i Kamp som den Bedste.
187 Dog da Forløsningsgudinden Eileithya havde for Lyset
188 Bragt den livsalige Dreng, og han skued det straalende Solskin,
189 Hjem da førte den vældige Helt Aktoriden Echekles
190 Hende som Brud til sin Borg; rig Skjenk det Beileren kosted.
191 Men den bedagede Phylas optugtede Drengen, og gav ham
192 Pleie saa kjærlig og øm, som var det hans kjødelig Arving.
193 Over den tredie Fylke var sat den gjæve Peisandros,
194 Maimalos’ Søn, sin Landse han svang saa dygtig som Nogen
195 Blandt Myrmidonernes Folk, næstefter Achilles’s Stridsven.
196 Over den fjerde befoel Vognhelten den aldrende Phoinix,
197 Endelig over den femte Alkimedon, Søn af Laerkes.
198 Men da Peleiden Achil havde snildt til Kampen sit Mandskab
199 Stillet med Høvdinger op, da talte han djervt til dem Alle:
200 Nu, Myrmidoner! forgjetter mig ei de vældige Trudsler,
201 Dem I mod Troernes Folk lod ofte ved Skibene falde
202 Alt i Fortørnelsens Stund, da I lasted mig Alle tilhobe:
203 Barske Peleide! dig died forvist med Galde din Moder,
204 Grusomme! du som med Tvang dine Mænd ved Skibene holder.
205 Lader os heller påstand med de havbefarende Snekker
206 Drage til Hjemmet, da Vreden saa streng dig er falden på Sindet!
207 Saa I mumlede jevnlig i Kreds, men nu er den kommen,
208 Kampens den svare Bedrift, hvorefter I tørsted saalænge;
209 Hver som i Hjertet har Mod, nu kjækt med Troerne kæmpe
210 Saa han taled, og Kraft og Mod hos dem Alle han vakte;
211 Tættere sammen ved Konningens Ord sig Fylkerne slutted.
212 Ret som naar Mureren fuger i Lag tæt Stenen på Stenen,
213 Reisende Muur til en Borg, til Læe mod de voldsomme Storme,
214 Saa mod hinanden nu Hjelme og buklede Skjolde sig fuged;
215 Skjold sig støtted mod Skjold, mod Hjelm Hjelm, Kæmpe mod Kæmpe;
216 Rørte de Hovedet blot, da stødte de buskede Hjelme
217 Sammen med glimtende Kegler, saa tæt ved hinanden de stode.
218 Fremmest i Skaren til Strid gik to velpandsrede Kæmper,
219 Helten Patroklos med samt Automedon; Begge det lysted,
220 Forrest i Mændenes Flok til Kampen at gaae; men Achilleus
221 Ind i sit Telt sig begav, og aabnede Laaget på Kisten,
222 Smuk og beslagen med Kunst; den sølverfodede Thetis
223 Gav ham den med, at bringe på Skib, fuldpakket med Kjortler,
224 Kapper, som lune mod Blæst, og flossede Løibænkstæpper.
225 Gjemt i denne der laae et kosteligt Bæger, af hvilket
226 Ingen foruden han selv den blussende Viin havde drukket,
227 Aldrig til Guder, undtagen til Zeus, han deraf havde offret.
228 Frem af Kisten han Bægeret tog, og med Svovl han det blanked
229 Først, i klarthenrindende Vand han skylled det dernæst,
230 Tvætted saa Hænderne selv, og skjenkede Vinen den røde;
231 Midt i den hegnede Gaard han saa bad og stænkede Vinen,
232 Vendende Øiet mod Himlen, og Lyneren Zeus ham bemærked:
233 Zeus! Dodoniske Hersker, Pelasgiske! Gud i det Fjerne!
234 Drot i det barske Dodona, hvor Sellerne boe, som forkynde
235 Sandsagn fra dig; ei Foden de toe, og på Jorden de sove;
236 Har du saasandt engang bønhørt min bedende Stemme,
237 Mig du hædred, og tugtede svart Achaiernes Krigsfolk,
238 O saalunde du atter nu høre den Bøn, som jeg beder:
239 Vel forbliver jeg selv ved Skibenes Stade tilbage,
240 Men jeg har skikket en Ven med en Flok af de troe Myrmidoner
241 Ud til Kamp; vidtskuende Zeus! lad Seier ham times!
242 Styrk i Barmen hans Mod, at klart det vorder for Hektor,
243 Enten min Ven på Kamp sig forstaaer, om end han er ene,
244 Eller hans knusende Hænder kun da kan rasende Kraftslag
245 Slaae, naar selv jeg Følge ham gjør i den vildene Stridsfærd.
246 Dog, naar fra Skibene bort han har drevet det larmende Kampgnye,
247 Lad i Behold da hjem til de hurtige Snekker ham vende
248 Baade med alle hans Vaaben og alle hans Haandmængskæmper!
249 Bedende talte han saa, ham hørte den vise Kronion.
250 Eet Alfader dog hiin kun gav, det Andet han nægted,
251 Gav ham fra Skibene bort den buldrende Kamp at fordrive,
252 Nægted ham atter fra Slag i Behold at komme tilbage.
253 Da nu Peleiden med Bøn havde offret til Fader Kronion,
254 Gik han tilbage til Teltet, og gjemte sit Bæger i Kisten,
255 Treen saa af Teltet, og stilled sig der; endnu han bestandig
256 Saae med Lyst på Danaernes Kamp med de modige Troer.
257 Væbnede Alle til Strid, i Hob med den kjække Patroklos,
258 Brøde de op, mod Troernes Mænd sig freidig at styrte.
259 Flux de strømmede frem, lig Vesper, der sværme på Alvei,
260 Naar, som det pleier at skee, en Flok balstyrige Drenge
261 Egger til Vrede dem op på den Vei, ved hvilken de bygge,
262 Ret som Tosser forsand, thi Mangfoldige volde de Pine;
263 Ja, om endog veivandrende Mand uforvarende kommer
264 Nær, og i Røre dem bringer, da flyve de kjækt og behjertet
265 Frem af Reden hver evige En, om Ynglen at værne.
266 Lignende Kjækhed og Mod Myrmidonernes Hjerte besjeled,
267 Da de fra Skibene drog; høit larmed det gjaldende Kampskrig.
268 Derpå Patroklos med lydelig Røst tilraabte sit Mandskab:
269 Nu, Myrmidoner! Peleiden Achils udkaarede Kæmper!
270 Teer Eder nu som Mænd, og tænker på stormende Angreb!
271 At vi kan hædre Peleiden, som blandt Argeierne alle
272 Selv er den tappreste Mand, og eier de tappreste Svende,
273 Og at Atreiden, den mægtige Drot Agamemnon, kan lære,
274 Hvad han forbrød, da han haaned Achaiernes gjæveste Kæmpe.
275 Saa han taled, og Kraft og Mod hos dem Alle han vakte.
276 Tykt mod Troerne stormed de løs, og Achaiernes Kampraab
277 Dønned med frygteligt Gjald tilbage fra Skibene rundtom.
278 Men da nu Troerne saae den kraftige Søn af Menoitios,
279 Baade ham selv og hans Væbner i Rustningens glimrende Plader,
280 Rystedes Hjerterne svart, og Fylkerne bragtes i Røre,
281 Saasom de bildte sig ind, at alt den rappe Peleide
282 Havde forvundet sin Harm, og bøiet sin Hu til Forsoning;
283 Ængstelig løb deres Blik, at søge mod Døden en Tilflugt.
284 Først udsendte Patroklos af Haand sin lynende Landse
285 Midt i Stimlen, hvor tykkest den stod om den agtere Stavn af
286 Protesilaos’s Skib, den modbesjelede Høvdings;
287 Brat Pyraichmes han traf, som Paioniske Stridsvognskæmper
288 Havde fra Amydon ført, hvor Axios flyder, den brede,
289 Og i den høire Skulder han ramte ham; baglænds i Støvet
290 Styrted han ned med et Brøl, og flux de Paioniske Svende
291 Tog til at løbe, thi Skræk indjog Patroklos dem Alle,
292 Da han til Jord nedslog deres Drot, den fortrinlige Kriger.
293 Bort fra Skibene Stimlen han drev, og Branden han slukte.
294 Halvopbrændt laae Snekken nu der; med usigelig Larmen
295 Flygtede Troerne bort, og mellem de bugede Skibe
296 Strømmed Danaerne frem, ei standsed Forvirringens Bulder.
297 Ret som naar Lynildslyngeren Zeus adspreder den tykke
298 Rugende Skye fra det mægtige Bjergs fremstikkende Tinder,
299 Hvert et Næs, hver kneisende Pynt, hver Klippefordybning
300 Sees da klart, og Himmelens Blaae frembryder saa vide,
301 Saa Danaerne aanded en Kjende påny, da de Branden
302 Havde fra Skibene drevet, dog Rast ei Krigerne undtes,
303 Thi for Achaiernes stridbare Mænd endnu ikke flygted
304 Troerne bort i Forvirringens Hui fra de tjærede Skibe,
305 End de værged sig bravt, skjøndt Nøden dem tvang til at vige.
306 Mand slog Mand i standende Strid, da Kampen sig spredte.
307 Først af Achaiernes Drotter den kraftige Søn af Menoitios
308 Helten Areilykos traf, som vendte sig just for at flygte,
309 Dybt i Laaret med Spyd, og heelt løb Malmen igjennem;
310 Benet blev splintret af Spydet i Qvag, og til Jorden han næsgruus
311 Styrtede ned; saa ramte den stridbare Helt Menelaos
312 Thoas, hvis Bryst var blottet for Skjold, og gav ham sin Helsot.
313 Phyleus’s Søn oppassede snildt Amphiklos i Farten,
314 Strakte sig frem, og stak ham i Læg, hvor Musklerne ligge
315 Tykkest i Knude på Menneskets Been; det hvæssede Malmspær
316 Skar ham Senerne sønder, og Mulm omhylled hans Øine.
317 Nestors Sønner var med: Antilochos traf med sit skarpe
318 Spyd Atymnios; Kobberets Od blev boret i Lysken;
319 Ned han faldt for Antilochos’ Fod, men Maris med Landsen
320 Styrtede frem, og foer ham tillivs, af Harm for sin Broder,
321 Springende over hans Liig, men den herlige Helt Thrasymedes
322 Kom ham i Forkjøb forinden, og ei han glipped, thi Skuldren
323 Ramte han brat; af hans øvere Arm den flængende Spydsod
324 Huden fra Musklerne rev, brød ind, og splintrede Benet;
325 Brat han faldt, saa det drøned, og Mulm omhylled hans Øine.
326 Saaledes bleve de Begge af to mandhaftige Brødre
327 Sendte til Mørkhedens Land, Sarpedons fortrinlige Svende,
328 Spydkampdygtige Mænd, Amisodaros hedd’ deres Fader,
329 Han som Utysket Chimaira til Manges Fordærv havde fostret.
330 Aias, Oileus’s Søn, sprang frem, og greb Kleobulos,
331 Just som han snubled i Trængslen; påstand han ødte hans Livskraft,
332 Tværs over Halsen han hug med sit vældighjaltede Slagsværd,
333 Varm blev Klingen af rygende Blod, og trindt om hans Øine
334 Leired sig brat den blaalige Død og den mægtige Skjebne.
335 Frem mod hinanden Peneleos foer og Lykon; med Landsen
336 Feiled hinanden de vel, og kastede Begge forgjeves,
337 Dog saa foer de med Sværdene løs, og Lykon i Spolen
338 Ramte den haaromflagrede Hjelm, dog oppe ved Hæftet
339 Sprang Sværdbladet, og flux Peneleos nedenfor Øret
340 Traf hans Hals, dybt Glavindet beed, saa Huden alene
341 Holdt det dinglede Hoved, og Lemmerne segned af Vanmagt.
342 Rapt Meriones løb, og ind han Akamas hented,
343 Just som sin Vogn han besteg, og i høire Skulder han stak ham;
344 Ned af Karmen han faldt, og Mulm omtaaged hans Øine.
345 Ogsaa Idomeneus svang sit Spyd, og i Munden han ramte
346 Erymas; Kobberets Od foer ind, og nedenfor Hjernen
347 Kom den tilsyne; de hvidlige Been den splintred istykker,
348 Tænderne rykkedes op, med Blod sig fyldte hans Øine,
349 Og da han greb efter Veir, sprang Blod af Munden og Næsen
350 Ud, og påstand i sin sortnende Skye indhylled ham Døden.
351 Disse Danaernes Drotter nedstyrtede hver sin Krigsmand.
352 Ret som naar glubende Ulve gaae løs på Lam eller Smaakid;
353 Lumsk de snappe dem bort, naar omkring de på Bjergene trippe,
354 Skilte fra Flokken ved Hyrdens Uagtsomhed; Ulvene see det
355 Aldrig saasnart, før flux de modløse Stakler de myrde;
356 Saa Danaerne brød mod Troerne løs, som nu tænkte
357 Kuns på den støiende Flugt, og glemte det stormende Angreb.
358 Aias, den Høie, bestandig den malmompandsrede Hektor
359 Søgte med Spydet at lange, men han, forfaren i Stridsfærd,
360 Skjermet om mægtige Hærder med Skjold af det tykkeste Tyrskind,
361 Lyttede varsomt til Pilenes Hviin og til Spydenes Susen;
362 Vel fornam han, hvorhen den skiftende Seier nu heldte,
363 Dog endda han tøved, og frelste de trofaste Svende.
364 Som naar der drager en Skye ad Himmelen hen fra Olympos,
365 Alt som Luften var klarest, naar Zeus udspænder et Stormveir,
366 Saaledes drog de fra Skibene bort med Skrig og med Rædsel;
367 Uden al Skik over Graven de foer; vel Gangerne rappe
368 Førte den pandsrede Hektor afsted, men Folket i Stikken
369 Blev, heel nødig, tilbage dem holdt den kastede Vandgrav.
370 Stridskarmtrækkende Heste nu lod i Graven tilbage
371 Mangen en Høvdingevogn, hvis Stang blev knækket i Spidsen;
372 Efter dem styrted Patroklos, og djervt han Danaerne muntred,
373 Troerne vilde han ilde; med Skrig og med Støien de fyldte
374 Hver en Vei, da de splittedes ad, høit hvirvlede Støven
375 Op under Skye, og i langstrakt Fart heelhovede Heste
376 Løb fra Skibene bort og fra Teltene, henad mod Staden;
377 Men hvor Patroklos nu saae, at Forvirringens Stimmel var tykkest,
378 Did han styred med Raab; fra Karm Stridsmændene næsgruus
379 Styrtede ned under Axlen, og Vognene vælted med Bragen.
380 Men over Graven saa let hensprang de vælige Heste,
381 Født’ af udødeligt Kuld, dem Guder forærede Peleus,
382 Pilende rask afsted; hans Sind ham hidsed mod Hektor,
383 Ham han vilde tillivs, men skrapt løb Gangerne med ham.
384 Som naar den taageformørkede Jord af stormfulde Skyer
385 Trykkes en Efteraarsdag, naar Zeus det styrtende Regnskyl
386 Øser fra Skye, fortørnet, til Straf for Menneskens Udaad,
387 Naar efter krogede Love på Thing de dømme med Magtsprog,
388 Stødende Retten tilside, om Gudernes Hevn ubekymred’;
389 Høit da bovne tilhobe de rullende Floder af Regnvand;
390 Skrinter fra Fjeldene rives da løs af de skyllende Strømme,
391 Som i det blaalige Hav med frygtelig Brusen sig styrte
392 Ned over Bjergene brat, saa Menneskens Gjerning forødes,
393 Saa med brusende Fart afsted løb Troernes Heste.
394 Aldrig saasnart fik Patroklos afskaaret de nærmeste Fylker,
395 Før han ad Flaaden dem drev tilbage den Vei de var komne,
396 Ingen til Byen undslippe han lod, hvorhen de sig ønsked,
397 Men mellem Floden, den kneisende Muur og de bugede Skibe
398 Hug han for Fode dem ned, og Bod for Mange han vandt sig.
399 Pronoos var nu den Første, hvem Helten med blinkende Landse
400 Traf, da hans Bryst var blottet for Skjold, og gav ham sin Helsot,
401 Brat han faldt, saa det drøned, og Thestor, en Søn af Enops,
402 Gjaldt det følgende Stød; han sad på en stadselig Vognstol
403 Heel forkrøben og mod i Hu; af Hænderne slap han
404 Tømmerne brat; frem treen saa Patroklos, og ind i den høire
405 Kjæve han Landsen han stak, og jog den gjennem hans Tænder,
406 Trak ham saa ud over Fjælen med Spydskaft. Som naar en Fisker,
407 Siddende ude på Pynten af Fjeld, en umaadelig Strandfisk
408 Haler fra Dybet iland med sin Snor og blinkende Malmkrog,
409 Saa med sit blinkende Spyd han den Rallende letted af Sædet,
410 Kasted på Ansigt ham ned, og Livet forgik ham i Faldet.
411 Men Erylaos, som styrtede frem, han flux med en Kampsteen
412 Midt på Hovedet traf, saa tværsigjennem det flaktes
413 Under den holdige Hjelm, til Jorden han styrtede næsgruus
414 Ned, og den livopslugende Død udbredte sig trindt ham.
415 Derpå han Erymas vog og Amphoteros, dernæst Epaltes,
416 Echios, Pyris med samt Tlepolemos, Søn af Damastor,
417 Endelig Ipheus, Euippos og Argeas’ Søn Polymelos,
418 Disse tilhobe til Jorden han styrtede, En efter Anden.
419 Men da Sarpedon nu saae sine brynieblottede Svende
420 Segne saa svart for Patroklos, hiin kraftige Søn af Menoitios,
421 Skjændte han lydt på sin herlige Flok af Lykiske Stridsmænd:
422 Lykier! blues! hvor flygter I hen? nu flinkt I mig kæmpe!
423 Selv hiin Mand jeg mig agter tillivs, for rigtig at vide,
424 Hvo han er, som huserer saa stærkt, og har megen Ulempe
425 Troerne voldt, alt slog han til Jord mangfoldige Brave.
426 Talt; og i Rustningens Plader til Jord nedsprang han af Stridskarm.
427 Ned foer ogsaa Patroklos af Vogn, saasnart han ham øined;
428 Ret som med krogede Kløer et Par krumnæbbede Gribbe
429 Hugges med frygteligt Skrig på en høitfremragende Fjeldtop,
430 Saaledes skrege de høit, da de styrtede løs mod hinanden.
431 Ynk ved Synet betog hiin Søn af den snedige Kronos;
432 Flux til Here sin Søster og Viv saalunde han talte:
433 Vee mig ifald beskikket det blev min elskte Sarpedon,
434 Livet i Kamp at forlise mod Menoitiaden Patroklos
435 Deelt er forsand mit Hjertes Begjær i min grublende Tanke,
436 Om fra den graadforvoldende Kamp jeg ud ham skal rive,
437 Og til det frugtbare Lykierland ham levende bringe,
438 Eller jeg nu for Patroklos’s Haand skal lade ham falde.
439 Ham gjensvarede Here, den qvieøiede Drotning:
440 Skrækindjagende Zeus! hvor sært dog lyder din Tale!
441 Manden af dødelig Æt, hvis Skjebne forlængst er berammet,
442 Ham påny nu frelse du vil fra den hylende Kampdød?
443 Gjør det! men visselig ei vi Guder vil prise din Idræt.
444 Dette jeg sige dog vil, og læg mit Ord dig på Hjerte!
445 Hvis Sarpedon du hjem til sin Borg nu levende sender,
446 Vel! saa betænk, om mangen en Gud da ei vil forlange,
447 Bort fra den vældige Kamp sin Søn til Hjemmet at sende;
448 Med udi Striden om Priamos’ Stad der færdes jo mange
449 Sønner af Guder, og disse til frygtelig Harm du vil egge.
450 Men naar han virkelig er dig saa kjær, og du ynkes i Hjertet,
451 Lad ham da kun i drabelig Dyst gaae Døden imøde,
452 Segnende hen for Patroklos’s Haand, hiin Søn af Menoitios;
453 Men naar saa Livet og Livsens Veir forlader den Faldne,
454 Skik da den qvægende Søvn og Døden, at bort de ham bære,
455 Indtil de komme til Lykiens Land, der sig strækker saa vide;
456 Der skal Venner og Brødre ham stede til Jord, og på Gravhøi
457 Reise ham Bautasteen, den Hæder, som times de Døde.
458 Talt; hendes Raad adlød hiin Guders og Menneskers Fader.
459 Blodige Draaber fra Himlen han ned lod regne på Jorden,
460 Sønnen at hædre, som snart for Patroklos’s Haand skulde falde
461 Hist på den Troiske Muldjordsmark, langt borte fra Hjemmet.
462 Men da de skridende frem hinanden var traadt under Øine,
463 Traf Patroklos påstand den priselig Helt Thrasymelos,
464 Drotten Sarpedons fortrinlige Svend, behjertet og trofast;
465 Nederst i Bugen han Spydet ham stak, og gav ham sin Helsot.
466 Frem nu styrted Sarpedon, og slynged sin blinkende Landse,
467 Kastet ham glipped forsand, men Gangeren Pedasos jog han
468 Spydet i høire Bov, med et Støn opgav den sin Aande,
469 Brølende styrted i Støvet den ned, bort Livet var fløiet.
470 Brat fra hinanden Stanghestene sprang, og det knaged i Aaget,
471 Medens i Vildrede Tømmerne kom, da Tredlingen styrted;
472 Dog Automedon hitted på Raad, den Landseberømte,
473 Trak fra den fyldige Lænd sit Sværd med den mægtige Klinge,
474 Hug fra Linen saa flux den Styrtede løs, og det frugted,
475 Gangerne rykked mod Stang, og trak i de rettede Skagler.
476 Begge påny foer frem, optændt’ af nagende Fiendskab;
477 Dog, Sarpedon ham feiled igjen med den blinkende Landse,
478 Spydsodden foer Patroklos forbi hen over hans venstre
479 Skulder, og rørte ham ei, da svang Patroklos sin Landse,
480 Og af hans Haand forgjeves ei fløi hans Spær, thi det ramte
481 Lige hvor Hjertet saa fast omspændes af Mellemgulvsnættet.
482 Brat han faldt, som naar Egen og Sølverpoppelen falder,
483 Eller den kneisende Gran, som Huggerne oppe på Bjerget
484 Fælde med skærpede Øxer til Tømmer og Mast til et Fartøi,
485 Saaledes laae han på Jorden ved Vognen og Gangerne henstrakt,
486 Knuged med Haand det blodige Støv, og gnidsled med Tænder.
487 Som naar en Løve på Hjorden gaaer løs, og myrder en fyrig
488 Tyr, som kjæk gaaer om blandt dorskfremvraltende Qvier,
489 Brølende mister den Livet for Løvens opspilede Kjæver;
490 Saaledes fnøs i Døden de Lykiske Skjoldmænds Konning,
491 Stungen ihjel af Patroklos, og kaldte med Navn på sin Stridsven:
492 Glaukos! min Ven! behjertede Helt! nu bør du tilvisse
493 Flinkt handtere dit Spyd, og freidig i Striden betee dig;
494 Kampen den beeske du ønske dig nu, saasandt du har Mandsmod!
495 Først opflinke du ivrig hver Drot for Lykiens Kæmper,
496 Gak omkring til dem Alle, og byd dem slaae for Sarpedon!
497 Træd saa selv til Kamp med dit Spyd til Værn for mit Legem.
498 Vorde jeg vil dig forsand til Spee og Skjændsel i Fremtid
499 Gjennem de løbende Dage, hvis nu Achaiernes Sønner
500 Fange min Rustning i Vold, der jeg faldt ved Skibenes Stade;
501 Hold dig nu kjæk, og til Strid ophids vore Kæmper tilhobe!
502 Altsom han mælede saa, tilhylled den sluttende Død ham
503 Øiet og Næsen; Patroklos sin Hæl ham satte på Brystbeen,
504 Trak ham Spydet af Liv, og hans Hjertekjød fulgte med Spydet,
505 Og som han Odden uddrog, rev Sjelen han ud med det samme,
506 Men Myrmidonerne holdt hiins prustende Heste tilbage,
507 Som deres Vei vilde løbe, da Herrerne mangled på Stridskarm.
508 Glaukos på Sind faldt Sorgen saa tung ved den Døendes Stemme,
509 Dybt det skar ham i Hjertet, at ei han mægted at hjelpe;
510 Armen han klemte med Haand, thi stærkt ham piinte den Vunde,
511 Teukros med Pilen ham slog, da frem han stormed til Angreb,
512 Oppe fra Muren, at skjerme mod Nød Stalbrødrenes Skare;
513 Derfor med Bøn anraabte han lydt Fjernskytten Apollon:
514 Hør mig, o Gud! hvad enten du est i Lykiens Frugtland
515 Eller i Troia, thi allestedsfra formaaer du at høre
516 Manden i Vaande bestedt, som jeg nu bestedes i Vaande,
517 Jeg som fik dette rædsomme Saar; de skærende Smerter
518 Jage mig stingende gjennem min Arm, og Blodet vil ikke
519 Standse sit Løb; min Skulder saa tung mig er vorden af Saaret,
520 Landsen mig vakler i Haand, og til Kamp med fiendtlige Krigsfolk
521 Duer jeg ikke; Sarpedon er død, den boldeste Kæmpe,
522 Avlet af Zeus, men Faderen ei beskjermer sin Afkom.
523 Staae mig da bi, min Gud! helbred denne mægtige Vunde!
524 Dys de piinlige Smerter i Søvn, og Kræfter forund mig!
525 At jeg kan muntre de Lykiske Mænd, og dem vække til Stridsfærd,
526 Og at jeg selv kan træde til Kamp for det livløse Legem.
527 Bedende talte han saa, og blev hørt af Phoibos Apollon.
528 Flux han Smerterne dulmed, og standsede Blodet, som pibled
529 Sort af det rædsomme Saar, og Mod i Brystet han gjød ham.
530 Glaukos sig frydede høit, saasnart han fornam i sit Hjerte
531 Grandt, at hans Bøn saa hurtig var hørt af den mægtige Guddom.
532 Først opflinked han ivrig hver Drot for Lykiens Kæmper,
533 Gik omkring til dem Alle, og bød dem slaae for Sarpedon,
534 Derpå han foer til Troerne hen med ilende Langskridt,
535 Hen til Polydamas, Panthoos’ Søn, og den Ædling Agenor,
536 Hen til Aineias og hen til den malmompandsrede Hektor,
537 Trædende nær med bevingede Ord saalunde han talte:
538 Hektor! forsand du glemmer jo reent dine Ledtogskæmper,
539 Hvilke fra Vennerne fjernt og fjernt fra Fædrenelandet
540 Livet maae lade for dig, og ei du bringer dem Bistand;
541 Falden er alt Sarpedon, hiin Drot for de Lykiske Skjoldmænd,
542 Han, som værned om Lykiens Land med Kraft og med Lovbud,
543 Ham har den kobberne Ares nu dræbt med Patroklos’s Landse.
544 Venner! o kommer da hid til Hjelp, og harmes i Sjelen!
545 Lad Myrmidonernes Folk dog ei aftrække hans Rustning,
546 Eller hans Liig skamskjænde til Hevn for de faldne Danaer,
547 Dem vi med Spydene vog i Kamp ved de hurtige Skibe!
548 Saa han taled, og Troerne greb fra Isse til Fodsaal
549 Svar og ulidelig Sorg, thi Staden han var til en Støtte,
550 Skjøndt han var kommen fra Udland, men talrige Skarer i Ledtog
551 Drog med ham, og i Kampen han selv var kjæk som den Bedste.
552 Hidsige ginge de løs på Danaerne, Hektor i Spidsen,
553 Sorgomspændt for Sarpedon, men Menoitiaden Patroklos,
554 Hiint mandhaftige Hjerte, til Strid Achaierne hidsed,
555 Og til Aianterne talte han først, kamplystne de var alt:
556 Nu, Aianter! med Fienden at slaaes en Gammen Jer være!
557 Kjække som altid I var blandt Mænd, ja muligen mere.
558 Falden er Manden, som først bestormed Achaiernes Jordvold,
559 Helten Sarpedon; o kunde vi nu skamskænde hans Legem,
560 Trække hans Rustning af Skulder, og slaae med det grusomme Kobber
561 En eller Anden af Vennernes Flok, som træde til Forsvar!
562 Saa han taled, og rede til Værn alt længe de vare.
563 Men da saa Hærenes Fylker var sluttede tæt til hverandre,
564 Troias og Lykiens Mænd, Achaier med samt Myrmidoner,
565 Foer på hinanden de løs, om Liget en Dyst at forsøge,
566 Vildt lød Skriget, og Vaabnene høit om Mændene klirred.
567 Over den heftige Kamp drog Zeus et grueligt Natmulm,
568 Stridens Besvær om hans elskede Søn skulde gruelig være.
569 Først for Troerne veeg blankøiede Mænd af Achaia,
570 Ramt blev Helten Epeigeus, en Søn af Agakles den bolde,
571 Ikke den vaageste just iblandt Myrmidonernes Kæmper;
572 Drot i Budeion, den folkrige Stad, han tilforn havde været,
573 Men da sin kjødelig Fætter han Ulivssaar havde givet,
574 Tyede til Peleus han hen og den sølverfodede Thetis.
575 Disse ham skikked på Tog med Achilles, den knusende Kæmpe,
576 Hen til Ilions hestrige Mark til Kamp imod Troer.
577 Som han nu rørte ved Liget, da traf den straalende Hektor
578 Flux med en Steen hans Hoved, saa tværsigjennem det flaktes
579 Under den holdige Hjelm; brat ned over Liget han næsgruus
580 Faldt, og den livopslugende Død udbredte sig trindt ham.
581 Sorg Patroklos betog, da han saae Stalbroderen segne,
582 Gjennem de forreste Kæmper han stormede, hurtig som Falken,
583 Naar den forfølger en Flok af Alliker eller af Stære,
584 Saaledes stormed du frem, Patroklos! du Herre på Stridsvogn!
585 Harmoptændt for din Ven, mod Troias og Lykiens Krigsfolk,
586 Og Sthenelaos, en Søn af Ithaimenes, gav han i Nakken
587 Flux et Slag med en Steen, som heelt skar Senerne over;
588 Brat Forkæmperne veeg, ja selv den straalende Hektor.
589 Ligesaa langt omtrent, som et Kast kan naae med et Haandspyd,
590 Hvilket en Mand af yderste Magt udslynger i Kampleeg,
591 Eller for Alvor i Strid, hvor det gjælder de mordiske Fiender,
592 Ligesaa langt veeg Troernes Mænd, af Achaierne trængte.
593 Først nu Glaukos sig vendte, hiin Drot for de Lykiske Skjoldmænd,
594 Snelt omkring, og den modige Helt Bathykles han dræbte,
595 Som var en Søn af Chalkon, sin Gaard han eied i Hellas,
596 Rig som få Myrmidoner på Liggendefæe og på Boskab.
597 Just som han Glaukos i Løb indhentede, dreied sig denne
598 Pludselig om, og stak Spydsodden ham midt ind i Brystet;
599 Brat han faldt saa det drøned, og svart det Achaierne smerted,
600 Da den Behjertede faldt, men Troerne fryded sig høilig;
601 Trindt om den Faldne de stimled, men ei Achaierne glemte,
602 Kraften at bruge, thi vældigen løs mod Fienden de styrted.
603 Derpå Meriones vog en velbepandsret og vovsom
604 Mand fra Troia, ved Navn Laogonos, Søn af Onetor,
605 Zeus den Idaiskes Præst, som en Gud høiagtet i Folket;
606 Ham i Kjæven og Øret han traf, på Stedet hans Livsaand
607 Ud af Lemmerne foer, og Mulm omhylled ham rædsomt.
608 Men mod Meriones slynged påstand Aineias sit Malmspyd,
609 Haabende vist ham at ramme, som skjult bag Skjoldet han fremskred,
610 Dog retud han blikked, og snildt Malmspæret han undveeg,
611 Bøiende forlænds sin Krop, da fløi den vældige Landse
612 Over hans Ryg, og planted sig fast i Muldet; dens Dopskoe
613 Dirred en Stund, dog hvilede snart den mægtige Spydstang;
614 Bævrende foer den forbi, og i Muld sig fæsted den blanke
615 Od, af Aineias’s senede Haand var den fløien forgjeves;
616 Bister da blev Aineias i Hu, og talte saalunde:
617 Flink, Meriones! est du til Dands, nær havde mit Spyd dog
618 Bragt dig for evig til Roe, ifald det saasandt havde ramt dig.
619 Ham Meriones svared igjen, den Landsberømte:
620 Haardt, Aineias! det falde dig vil, hvorvel du est tapper,
621 Hver Mands Kraft at betvinge, som gaaer dig i Striden imøde;
622 Thi ogsaa du vel sagtens til dødelig Mand blev baaren.
623 Kunde jeg gjennem dit Liv dig stinge min skærpede Spydsod,
624 Snarlig forsand, uagtet du est mandhaftig og haandstærk,
625 Gav du da Hæderen mig, og din Sjel Hesttumleren Hades.
626 Saa han taled, da skjændte den mandige Søn af Menoitios:
627 Hvi, Meriones! snakker du saa, da Mod du besidder?
628 Ei vil Troernes Kæmper, min Ven! for stiklende Mundsveir
629 Rømme fra Liget, men først naar en Hob er kastet til Jorden.
630 Kamp afgjøres med Armen, med Ord fuldbringer man Raadslag,
631 Ei har vi Skvalder behov, her gjælder det tappert at stride.
632 Talt; saa gik han foran, ham fulgte den herlige Kæmpe.
633 Som naar et buldrende Drøn af Mænd, der er ude på Skovhugst,
634 Vækkes i Bjergenes Dal, og vidt i det Fjerne det høres,
635 Saadant et Bulder og Brag fra den vidthen veibare Jordbund
636 Lød af Malm og af Læder og velforarbeidede Skjolde,
637 Altsom de ramtes af Sværd og af dobbeltoddede Landser.
638 Ei skulde selv hans nøieste Ven den Ædling Sarpedon
639 Nu gjenkjendt, som han laae med Blod, med Støv og med Pile
640 Trindt bedækket fra Hovedet ned til yderste Fodsaal.
641 Rundtom den Faldne bestandig de stimlede, retsom naar Fluer
642 Flokkes i surrende Sværm om Sødmelsbøtter i Fæstald,
643 Naar først Vaaren er kommen, og Melken i Spandene flyder,
644 Saa de stimled om Liget i Flok; ei vendte Kronion
645 Bort sit funklende Blik fra den hidsige Kamp, men bestandig
646 Skued han ned på Mændenes Færd, og i Tanker fordybet
647 Grubled han over Patroklos’s Død, tvivlraadig i Sindet,
648 Enten nu der påstand, hvor om Helten den bolde Sarpedon
649 Kæmperne fristed en drabelig Dyst, den straalende Hektor
650 Skulde ham fælde med Spyd, og af Skuldrene trække hans Rustning,
651 Eller om Kampens Besvær for Fleer han skulde forøge.
652 Men da på dette han grunded i Sind, det tyktes ham tjenligst,
653 At den behjertede Helt, hiin Ven af Peleiden Achilleus,
654 Drev de Troiske Mænd og den malmompandsrede Hektor
655 Atter tilbage til Byen, og slog heel Mange tildøde.
656 Først afkræftende Skræk indjog han Hektor i Barmen;
657 Op på Vognen han sprang, og flygted, og bød sine Landsmænd
658 Flye, thi han mærked, hvad Zeus tilvog på sin hellige Vægtskaal.
659 Heller ei Lykiens vældige Mænd holdt Stand, men de flygted
660 Alle, saasnart deres Konning de saae, spydstungen i Hjertet,
661 Ligge blandt Dynger af Liig, thi Kæmperne segned i Mængde
662 Over den Faldne, da Zeus lod Kampens Besværlighed strenges.
663 Hiin påstand af Skuldrene trak Sarpedon den skjønne
664 Glimrende Rustning af Malm, og hen til de bugede Skibe
665 Lod Menoitios’ mandige Søn sine Svende den bringe.
666 Flux Skysamleren Zeus nu talede saa til Apollon:
667 Skynd dig, elskede Phoibos! bortfør Sarpedon fra Spydkast!
668 Tvæt for Blodet ham reen, der sort som en Skye ham bedækker,
669 Bær i det Fjerne ham ud, og bad ham i rindende Flodvand!
670 Gnid med Ambrosia hans Hud, og svøb ham i himmelske Klæder!
671 Overantvord ham saa til de to letsvævende Iilbud,
672 Søvnen og Døden, det Tvillingpar, at flux de ham bære
673 Hjem til det frugtbare Lykierlands vidtgrændsende Rige,
674 Der skal Venner og Brødre ham stede til Jord, og på Graven
675 Reise ham Bautasteen, den Hæder, som times de Døde.
676 Saa han taled, og Faderens Bud lød Phoibos Apollon.
677 Ned fra Toppen af Ida han steg til den rædsomme Kampplads;
678 Flux fra Spydenes Ram bortførte han Helten Sarpedon,
679 Bar i det Fjerne ham ud, og ham baded i rindende Flodvand,
680 Gned med Ambrosia hans Hud, og i himmelske Klæder ham svøbte;
681 Overantvorded ham saa til de to letsvævende Iilbud,
682 Søvnen og Døden, det Tvillingepar, og flux de ham bare
683 Hjem til det frugtbare Lykierlands vidtgrænsende Rige.
684 Ivrig Patroklos på Hestenes Spand og Automedon skyndte,
685 Foer saa afsted efter Troer og Lykier. Taabelig Idræt
686 Øved han; havde han agtet saasandt på Peleidens Formaning,
687 Vist undvegen han var den sorte, den rædsomme Dødsmøe;
688 Dog, al Menneskens Id er Tant mod Zeus’s Beslutning,
689 Han, som skræmmer den stærkeste Mand, og let ham berøver
690 Seiren, om end han selv ham eggede op til en Kampgang,
691 Han, som og nu Menoitios’ Søn gav Mod udi Brystet.
692 Hvo var vel nu den Første, Patroklos! og hvo var den Sidste
693 Blandt de Kæmper, du vog, da til Død dig Guderne kaldte?
694 Først Adrastos, Autonoos næst, derefter Echeklos,
695 Perimos, Megas’s Søn, Epistor med samt Melanippos,
696 Elasos næst, og Mulios saa, og til Slutning Pylartes,
697 Disse til Jorden han slog, men de Øvrige tog til at løbe.
698 Vist i Achaiernes Vold var det kneisende Ilios faldet
699 Nu for Patroklos’s Haand, thi svart med Landsen han raste,
700 Havde saasandt på den dygtige Muur ei Phoibos Apollon
701 Stillet sig, ilde mod hiin tilsinds til Troernes Bistand.
702 Tregange satte Patroklos sin Fod på det kneisende Muurværks
703 Bøiede Mønning, men tregange drev ham Apollon tilbage,
704 Huggende hardt med udødelig Haand mod det glimrende Rundskjold,
705 Men da han fjerdegang stormede frem med Kraft som en Guddom,
706 Lød Fjernskytten Apollons forfærdende Trudsel saalunde:
707 Viig! Patroklos, du Ætling af Zeus! dig blev det tilvisse
708 Ikke beskæret at styrte med Spyd den Troiske Kongstad,
709 Selv ei Achilles, en Helt, dig langt overlegen i Manddom.
710 Saa han taled, og langt veeg strax Patroklos tilbage,
711 Slagen af Grue for Apollons, den Fjernthenrammendes Vrede.
712 Hist ved den Skæiske Port holdt Hektor de stampende Heste,
713 Raadvild i Sind, om til Stimmel og Kamp han skulde dem jage,
714 Eller befale sit Folk, bag Murene trække sig sammen.
715 Medens på dette han grunded, da nærmed sig Phoibos Apollon,
716 Grandt han Asios ligned, en ungdomsfyrig og kraftfuld
717 Helt, Morbroder han var til Hestebetvingeren Hektor,
718 Hekabes Samkuldbroder, og Søn af Dymas, hvis Bolig
719 Laae i Phrygiens Land ved den Flod Sangarios’ Vande;
720 Ham livagtigen lig tog Phoibos Apollon til Orde:
721 Ha! hvi svigter du, Hektor! i Strid? sligt klæder dig ilde.
722 Hvis jeg stærkere var, saasandt jeg dig viger i Styrke,
723 Skulde du snart med Skræk dig see bortjaget fra Kampen.
724 Frisk nu! driv mod Patroklos dit Spand stærkhovede Heste,
725 Mulig du hugger ham ned, og Seier Apollon dig skjenker.
726 Ordene talt, gik Guden til Mændenes Tummel tilbage.
727 Flux den straalende Hektor den gjæve Kebriones bød nu,
728 Drive med Svøben til Kamp sine Gangere. Dybt ind i Stimlen
729 Skred Apollon, og ypped iblandt Argeiernes Stridsmænd
730 Slem Forvirring, men Hektor og Troerne skjenked han Hæder.
731 Uden et Slag foer Hektor forbi de andre Danaer,
732 Men mod Patroklos han jog sit Spand stærkhovede Heste.
733 Strax Menoitios’ Søn til Jord nedsprang af sin Stridsvogn,
734 Landsen i Keiten han holdt, og en Steen han greb med den Høire,
735 Blank og kantet, saa stor som hans Haand omspænde den kunde;
736 Fodende fast han den kasted, og ei var den seen til at ramme,
737 Heller ei slynget omsonst, thi Hektors behjertede Karmsvend,
738 Priamos’ Slegfredsøn Kebriones, traf han i Panden,
739 Just som i Haand han Tømmerne holdt, med den kantede Flintsteen,
740 Begge hans Bryn slog Stenen itu, ei værnede Pandens
741 Been, men af Hovedet ud faldt begge hans Øine til Jorden
742 Tæt for hans Fødder i Støv; brat sank han, ret som en Dykker
743 Ned fra den prægtige Karm, og Livet fra Knoglerne flygted.
744 Stiklende Ord da lyde du lod, Hesttumler Patroklos!
745 Ha! hvor behændig den Mand dog er, og hvor nem til at dukke!
746 Kom denne Mand på det samme tilsøes, hvor Fiskene stime,
747 Mangen en Hungrig han mættede snart ved at fange dem Østers,
748 Springende ud over Bord, hvor haardt end Bølgerne brøde,
749 Let som han nu på Valen forstaaer fra Karmen at dukke.
750 Ogsaa forsand blandt Troiske Mænd der Dykkere findes.
751 Saa han taled, og hen mod Helten Kebriones foer han
752 Ret som en glubende Løve, som mens den hærger en Fæstald,
753 Faaer for Brystet et Ram, og lader sit Liv for sin Frækhed;
754 Saa med hidsig Begjær mod Kebriones sprang du, Patroklos!
755 Men i det samme var Hektor til Jord nedsprungen af Stridsvogn,
756 Og om Kebriones dysted de skrapt; to Løver de ligned,
757 Som på et kneisende Fjeld om en Hind, som de skilte ved Livet,
758 Begge forhungrede slaaes med rasende Mod med hinanden
759 Saa om Kebriones sloges de to striddygtige Kæmper,
760 Hektor, den straalende Helt, og Menoitiaden Patroklos,
761 Gridske hinanden tilblods med det grusomme Kobber at stinge.
762 Hektor den Faldne ved Hovedet holdt, ei vilde han slippe,
763 Medens Patroklos ham greb ved Benene. Ogsaa de andre
764 Troer bestod en Kamp heel svar med Achaiernes Sønner.
765 Ret som naar Vinde fra Øst og fra Syd omkap med hinanden
766 Ryste den tætbevoxede Skov i Bjergets Fordybning,
767 Bøgen og Asken saavelsom det tykombarkte Korneeltræe,
768 At mod hinanden de slaae de langtudstaaende Grene
769 Med en forfærdelig Larm, og det knager i splintrede Stammer;
770 Saaledes stormed Achaier og Troer til frygteligt Mandslæt
771 Løs på hinanden, fordærvelig Flugt randt Ingen i Tanker.
772 Hvæssede Spyd i Mængde sig trindt om Kebriones planted,
773 Samt bevingede Pile, som fløi fra Buernes Strenge;
774 Mange forsvarlige Steen kom Mændenes Skjold til at vakle,
775 Altsom de dysted om hiin, som strakt med sit vældige Legem
776 Laae omhvirvlet af Støv; forgjettet han havde sin Vognkunst.
777 Medens den skinnende Sol skred frem midt henover Himlen,
778 Traf mangt dræbende Spyd fra begge de kæmpende Hære,
779 Dog, da Solen saa lakkede hen ad Oxernes Fritid,
780 Blev et umaadeligt Held beskæret Achaiernes Sønner.
781 Bort fra Spydenes Ram de Helten Kebriones slæbte,
782 Bort fra Troernes Tummel, og trak hans Rustning af Skulder;
783 Fiendsk tilsinds mod Troernes Mænd indstyrted Patroklos,
784 Tregange styrted han frem, saa vild som den stormende Ares,
785 Med et forfærdeligt Raab, og Ni hver Gang han ihjelslog,
786 Men da han fjerdegang stormede frem med Kraft som en Guddom,
787 Da var din Livsens Ende dig nær, du Søn af Menoitios!
788 Just som Kampen var skrappest, da kom ham Apollon imøde
789 Frygtelig; Guden dog mærked han ei, som skred gjennem Stimlen,
790 Da han imøde ham gik, indhylt i den tætteste Taage;
791 Bag ham traadte han hen, og slog hans Ryg og hans brede
792 Skuldre med Fladen af Haanden, da svimled det brat for hans Øine;
793 Strax slog Phoibos Apollon den prægtige Hjelm af hans Hoved,
794 Trillende frem den klirrede høit under Gangernes Fødder,
795 Hjelmen med Gitter og Kam, og heelt blev den fyldige Haarbusk
796 Sølet i Blod og i Støv; i forrige Tider umulig
797 Kunde den haaromflagrede Hjelm vorde sølet i Støvet,
798 Thi som et Værn om sin Isse og deilige Pande den Gudshelt
799 Manden Achilles den bar, men Zeus til Hektor den skjenked
800 Nu, på sit Hoved at bære; dog stunded det stærkt ad hans Ende.
801 Knækket saa blev i Patroklos’s Haand den mægtige Spydstang,
802 Tung, forsvarlig, beslagen og lang; brat ned fra hans Skulder
803 Gled det trindtbedækkende Skjold med Remmen til Jorden;
804 Og af hans Bryst Apollon tilsidst ham Brynien løsned;
805 Vildelse greb hans Sjel, og slap på de herlige Lemmer
806 Stod han forfærdet, da kom ham tillivs, og rendte ham bagfra
807 Spydet i Ryg mellem Skuldrene ind den Dardaniske Stridsmand
808 Panthoos’ Søn Euphorbos, som blandt jevnaldrende Svende
809 Baade var Mester i Kasten med Spyd, i Kjørsel og Fodløb;
810 Alt tilforn han af Vogn en fuld Snees Mand havde lettet,
811 Dengang han først havde rullet på Karm, for Krigen at lære.
812 Han var den Første, som traf dig med Spyd, Hesttumler Patroklos!
813 Stak dig dog ikke tildøde, men ud af Skrammen sit Askspær
814 Rev han, og løb til Sværmen igjen; han voved i Kampen
815 Ei mod Patroklos at staae, hvorvel han for Vaaben var blottet.
816 Kuet af Guddommens Slag og Euphorbos’s Landse Patroklos
817 Trak sig tilbage til Brødrenes Flok, for Døden at undflye;
818 Knap blev Hektor nu vaer, at den modige Søn af Menoitios,
819 Ramt af den hvæssede Malm, tilbage sig trak, før han ilte
820 Frem gjennem Rækkerne, gik ham tillivs, og stak ham med Spydet
821 Nederst i Lysken, og stødte ham Kobberet tværs gjennem Livet;
822 Brat han faldt saa det drøned, til Sorg for Achaiernes Sønner.
823 Ret som naar Løven i Kamp fåer Bugt med det vældige Vildsviin,
824 Naar de på Toppen af Fjeld om en sparsomtspringende Kilde
825 Slaaes med rasende Mod, thi drikke deraf vil de Begge,
826 Men ved sin Kraft slaaer Løven tilgulvs den pustende Basse,
827 Saaledes slog nu Hektor, Kong Priamos’ Søn, med sin Landse
828 Helten Patroklos ihjel, som alt havde fældet saa Mange;
829 Flux med bevingede Ord han brammende talte saalunde:
830 Vist, Patroklos! tilsinds du var, vor Stad at forstyrre,
831 Skille ved Frihedens Kaar du vilde de Troiske Qvinder,
832 Vilde dem føre på Skibene bort til din elskede Hjemstavn.
833 Taabe! til Værn for disse har Hektors bevingede Heste
834 Lært at trave på Val, og jeg selv blandt stridbare Troer
835 Bruger saa flinkt som Nogen mit Spyd, og fjerner fra Landsmænd
836 Trældommens Kaar, men her skal Gribbene æde dit Legem.
837 Stakkel! ei hjalp dig Achilles, som dog er saa tapper en Kæmpe,
838 Hjemme han blev, men sagtens på Vei han Formaning dig medgav:
839 Kom mig ikke tilbage, Patroklos! du Herre på Stridsvogn!
840 Til vore bugede Skibe, forinden den mordiske Hektors
841 Blodbestænkede Pandser om Bryst du sønder har kløvet!
842 Ventelig talte han saa, og din Hu han fristed til Daarskab.
843 Svag på Mælet da svarede du, Hesttumler Patroklos!
844 Hektor! brask du nu kun med brammende Tale, da Seiren
845 Zeus og Phoibos Apollon dig gav! ja, disse mig kued
846 Uden Besvær, selv droge de mig af Skulder min Rustning;
847 Men om saa toti Mænd som du var traadt mig imøde,
848 Var de dog faldne på Stedet hver En, af min Landse betvungne.
849 Skjebnen den barske det var, og Letos Søn, som mig dræbte,
850 Derhos af Mænd Euphorbos, men du er den Tredie, som vog mig.
851 Dette jeg sige dog vil, og læg mit Ord dig på Hjerte:
852 Heller ei du har lang Tids Frist at vandre på Jorden,
853 Alt staaer Døden og Skjebnen, den mægtige, tæt ved din Side,
854 Falde du skal for Achilles’s Haand, hiin bolde Peleide.
855 Altsom han mælede saa, tilhylled den sluttende Død ham;
856 Ud af Lemmerne fløi hans Sjel, og ilte til Hades,
857 Jamrende over den Lod, at skilles fra Kjækhed og Ungdom.
858 Flux til Dødningen mæled igjen den straalende Hektor:
859 Hvi, Patroklos! bebuder du mig en bradelig Henfart?
860 Hvo veed vel, om Achilles, hiin Søn af den haarfagre Thetis
861 Først ei rammes, og lader sit Liv for denne min Landse!
862 Saa han taled, og trak af Vunden sin kobberne Spydstang,
863 Støttende Hæl mod Krop, og ned han kasted ham baglænds.
864 Flux med Landsen i Haand han efter Automedon satte,
865 Hiin fortrinlige Ledingesvend hos den rappe Peleide;
866 Ham han vilde tillivs, men skrapt løb Gangerne med ham,
867 Født’ af udødeligt Kuld, dem Guder forærede Peleus.

Iliaden af Homer

Iliaden er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Iliaden skildre en krig mellem byen Troja og en alliance af græske bystater. Iliaden omhandler kun ti uger af krigen og starter i det tiende år af krigen. Her er situationen den at Agamemnon og Achilleus støtter hinanden. Dog bryder Agamemnon tilliden til Achilleus ved at tage kvinden Briseis fra ham. Denne vigtige hændelse fra Iliaden er skildret af Bertel Thorvaldsen i et relief på Thorvaldsens museum.

Under et plyndringstogt i omegnen af Troja havde grækerne kidnappet nogle kvinder, som de græske krigere fordelte mellem sig. Den magtfulde kong Agamemnon fik Chryseis. Achilles fik Briseis. Guderne tvang imidlertid Agamemnon til at slippe Chryseis fri igen, hvilket han kun nødtvungent gik med til på betingelse af, at han så i stedet fik Achilles’ Briseis. Relieffet viser udleveringen af Briseis.

Achilles, der ses længst til venstre trængt op i en krog, må bøje sig for overmagten, men hans vrede eller smerte kommer tydeligt til udtryk ved den afvisende  stilling han indtager. Efter denne hændelse nægtede Achilles at tage del i krigen. Dette ændre sig dog da Achilles’ ven Patrokles bliver dræbt af Hektor, den trojanske kong Priamus’ søn. Som hævn dræbte Achilles derfor Hektor.

Relieffet af Bertel Thorvaldsen viser, hvorledes kong Priamus på knæ bønfalder Achilles om at udlevere ham sønnens lig. Achilles ender med at give efter for faderens bøn og udlevere sønnens lig. Iliaden slutter ved Hektors begravelse, hvor Kong Priamos har fået sin søns lig tilbage.

Iliaden kort fortalt
Sammendrag

Vreden
1. sang (dag 1-22)

Tilfangetagelsen af Chryseis medfører Apollons vrede, og Agamemnons stejle holdning udløser Achilleus’ vrede. Han beder sin mor, Thetis, om hjælp, hun beder Zeus straffe grækerne. Achilleus trækker sig ud af kampen.

Sang 1: Achilleus råde Agamemnon til at råde bod på en skade han har forvoldt, men bryder tilliden mellem dem ved at tage Achilleus krigsbytte som straf.

1. kampdag
2.-7. sang (dag 23-24)

De foregående års kampe i et sammendrag. Kampene indledes med mønstringen og aftalen om en tvekamp mellem Paris og Menelaos. Herfra udvikler fortællingen sig til en beskrivelse af enkelte helte og deres bedrifter på slagmarken. Hektor og hans familie præsenteres.

Sang 2: Zeus råde Agamemnon til krig mod troja i en drøm. (Achilleus hævn)

Sang 3: Tvekamp mellem Paris og Menelaos. Paris bliver såret men reddet af Afrodite (som er på Trojas side), og placeret på Helene’s værelse i Troja.

Sang 4: Et voldsomt slag udspiller sig fordi alle guderne, undtagen Zeus, er enige om Trojas fald. Zeus ønsker dog ikke at svigte sit løfte til Achilleus og Thetis.

Sang 5: Diomedes såre gudinden Afrodite og krigsguden Ares, på trods af formaninger fra Apollon.

Sang 6: Gudinden Athene er på grækernes side, men Trojanerne beder stadig til hende for hjælp i krigen. Prins Hektor henter sin søn, Paris, til fronten igen.

Sang 7: Paris foreslår at levere krigsbytte i forhold af rigdomme tilbage til grækerne men nægter at give afkald på Helene. Grækerne afviser, men indviliger i en dags våbenhvile.

2. kampdag
8.-10. sang (dag 25)

Grækerne er trængt og sender Odysseus, Aias og Foinix til Achilleus for at få ham med i kampen igen; han afslår. Situationen er kritisk for grækerne.

Sang 8: Krigen fortsætter. Men Zeus forbyder guderne at blande sig.

Sang 9: Agamemnon sender forsoningsgave til Achilleus, men Achilleus afviser og ønsker kun at gå ind i krigen hvis hans egen skibe er truede.

Sang 10-13: Trojanerne har stor fremgang i krigen men Hektor lytter til en formaning om at tage sig i akt for Achilleus.

3. kampdag
11.-18. sang (dag 26)

Der sker store forandringer denne dag. Hera forfører Zeus og giver derved grækerne krigslykke. Achilleus' ven Patroklos ind i krigen (iført Achilleus' udrustning). Han dræbes af Hektor, hvilket får Achilleus til at opgive sin vrede mod Agamemnon for at hævne Patroklos' død. Hefaistos smeder nye våben til Achilleus.

Sang 14-15: Bag om Zeus ryg bliver grækerne hjulpet, men Zeus sætter Apollon ind for at hjælpe trojanerne som  modspil og trojanerne for overtaget igen.

Sang 16-17: Patroklos går ind i krigen men bliver dræbt af Hektor. Hektor tager Achilleus berømte rustning som krigsbytte.

Sang 18: Achilleus bliver framanet at gå ind i krigen, men blændet af had over Patroklos død for han smedeguden Hefeistos til at smede nye våben og rustning til ham.

4. kampdag
19.-22. sang (dag 27)

Achilleus går målrettet efter Hektor, som er chanceløs, og efter en mægtig kamp foran Trojas mure falder Hektor. Trojas skæbne er hermed beseglet.

Sang 19: Agamemnon giver alt krigbytte tilbage til Achilleus som forsoning, men Achilleus afviser endnu engang men går ind i krigen alligevel som en hævnakt.

Sang 20-21: Zeus tillader guderne at hjælpe igen fordi Trojanerne er blevet trængt helt tilbage inden for egne murer. Dette skræmmer Achilleus væk fra de trojanske byporte.

Sang 22: Hektor bliver skræmt af Athene til at kæmpe mod Achilleus som dræber ham og foran hele byen ydmyger ham ved at trække Hektor tilbage til grækerne bag sin vogn som krigbytte.

Forsoning
23.-24. sang (dag 28-51)

Patroklos' lig brændes, og der holdes gravlege. Guderne standser Achilleus' skænding af Hektors lig, Priamos går til Achilleus og løskøber liget, og Achilleus og Priamos forsones.

Sang 23: Stor begravelses fest fra grækernes side.

Sang 24: Zeus beslutter at Hektors lig skal tilbage leveres til Hektors far Kong Priamos af Troja. Hektor bliver begravet i Troja.

ILIADEN
De 24 sange