Iliaden Sang 13

Resume 13. sang i Iliaden af Homer. Kamp ved skibene. Poseidon giver achaierne nyt mod. Blandt disse udmærker sig navnlig de to Ajas’er, Idomeneus og Meriones. Troerne begynder at trække sig tilbage, men Hektor samler sine folk og fører dem mod fjenden. Heftig kamp.

ILIADEN

Iliaden, 13. sang

1 Men da nu Zeus havde ført de Troiske Kæmper med Hektor
2 Hen til Skibene, lod han dem der uafladelig udstaae
3 Qval og Besvær, og vendende bort sine funklende Øine,
4 Kasted sit Blik han ned til de gangerbetvingende Thraker,
5 Til Hippomolgernes Land, det retfærdigste Folk, som i Armod
6 Lever af Hoppernes Melk, og de Mysiske Haandmængskæmper.
7 Ei mod Troia han vendte nu meer sine funklende Øine,
8 Thi han formodede ei, at did nogen Gud vilde drage,
9 Enten til Hjelp for Achaiernes Mænd eller Troernes Krigsfolk.
10 Dog den stærke Poseidon sad ei iblinde på Udkig,
11 Thi med Forbauselse sad han og saae den hidsige Kampfærd
12 Høit fra den øverste Top af det skovrige Thrakiske Samos,
13 Hvorfra han skuede klart det kildebesprudlede Ida,
14 Skuede klart Kong Priamos’ Stad og Achaiernes Skibe.
15 Der opstegen fra Havet med Sorg han Achaierne skued
16 Segne for Troerne hen, og på Zeus var han høilig forbittret.
17 Ned i en Fart fra det takkede Bjerg på hurtige Fødder
18 Steg han, og vandred afsted, og Skov som kneisende Fjelde
19 Rystede under hans Fod, da på Vei Poseidon begav sig.
20 Tregange skred han frem, men fjerdegang stod han ved Aigai
21 Vandringens Maal, hvor et herligt Palads på Bunden af Fjorden
22 Bygget ham var af straalende Guld, uforgængeligt, prægtigt.
23 Der i Aaget han bandt sine to rapflyvende Heste,
24 Mankerne var af det pureste Guld, og af Malm deres Fødder.
25 Selv han hylled sit Legem i Guld, saa greb han sin gyldne
26 Skjøntforarbeidede Pidsk, og satte sig op på sin Agstol,
27 Rulled saa hen over Bølgen, og froe Haifiskene hopped
28 Om deres Drot fra Kløfterne frem, da de mærked hans Komme;
29 Havet sig aabned af Fryd, og afsted fløi Gangerne fage,
30 Uden at Bølgerne væded den kobberne Axel forneden,
31 Og til Achaiernes Skibe ham førte de springende Heste.
32 Hist mellem Imbros, den fjeldrige Holm, og Tenedos’ Øland,
33 Ligger en rummelig Grotte i Havets den svælgende Afgrund;
34 Der Jordrysteren holdt, og satte på Stald sine Heste,
35 Spændte dem flux af Aag, og guddommeligt Foder han for dem
36 Strøede; med Lænker af Guld, som ei kunde brydes og løses,
37 Bandt deres Fødder han fast, at trygt de på Drottens Igjenkomst
38 Der kunde bie, saa ilte han hen til Achaiernes Krigshær.
39 Men som en Ild eller hvirvlende Storm med umættelig Gridskhed
40 Styrted i Klynger de Troiske Mænd med Hektor til Kampen,
41 Larmende høit, og skrigende vildt; Achaiernes Skibe
42 Haabed de sikkert at hærge, og samtlige Mænd at ihjelslaae.
43 Dog den stærke Poseidon, vor Jords Omslynger og Ryster,
44 Vakte Danaernes Mod, da han did var kommen fra Havet;
45 Kalchas på Væxten han lignede grandt og det kraftige Mæle,
46 Og til Aianterne talte han først, kamplystne de var alt:
47 Frelse nu kan I forvist, Aianter! Danaernes Krigshær,
48 Kommer I Kraften ihu, og ei den iisnende Feighed;
49 Andensteds gruer jeg ikke for Troernes knusende Hænder,
50 Som over Muren den høie i talrige Skarer er stegne;
51 Kjækt vil Achaias beenpandsrede Mænd modstaae deres Angreb,
52 Hist derimod befrygter jeg svart, at der times os Vanheld,
53 Hist hvor Hektor, der kalder sig Søn af den stærke Kronion,
54 Fører til Kamp sine Mænd som en Rasende, vild som et Ildblus.
55 Vilde dog En af den evige Slægt på Sind Eder lægge,
56 Selv at stande med Kraft, og rask opmande de Andre,
57 Bort fra de hurtige Snekker I vist da kunde ham drive
58 Trods hans Kraft, om Olymperen selv end vækker hans Manddom.
59 Saaledes talte Poseidon, vor Jords Omslynger og Ryster,
60 Slog dem saa Begge med Stav, og med Mod og Styrke dem fyldte.
61 Let han gjorde hvert Lem, baade Fødder og Arme foroven,
62 Og som en raphenflyvende Falk gjennem Luften sig svinger,
63 Naar den på Vingerne løftet fra Toppen af Steengeedsfjeldet
64 Skyder afsted over Sletterne hen, og jager en Smaafugl,
65 Saaledes foer Poseidon, Jordrysteren, bort fra dem Begge.
66 Dette bemærkede først den hurtige Søn af Oileus,
67 Flux til Telamons Søn den kraftige Aias han talte:
68 Aias! da En af Guderne selv, som boe på Olympen,
69 Spåmandens Skikkelse tog, og bød os for Skibene kæmpe, –
70 Kalchas forsand var det ei, hiin Tyder af Fuglenes Jertegn,
71 Strax på Føddernes Fjed og Benenes Gang jeg ham bagfra
72 Kjendte, da bort han gik, heel let man Guderne kjender;
73 Nu er tillige mit Mod her dybt i mit inderste Hjerte
74 Meer begjærligt end før efter Strid og drabelig Kampfærd,
75 Rask bevæge sig nu mine Fødder og Arme foroven.
76 Ham gjensvarede Telamons Søn, den kraftige Aias:
77 Ogsaa på lignende Viis mine vældige Hænder nu kryste
78 Landsen med Kraft, mit Mod er vakt, mine Fødder forneden
79 Hige begjærlig afsted, og Lyst jeg fornemmer at stride
80 Mand mod Mand med Hektor, den vildtfremstormende Kæmpe.
81 Saaledes Ordene faldt, som her med hinanden de skifted
82 Froe ved den Lyst til Kamp, som en Gud i Hjertet dem indskjød.
83 Midlertid vakte Poseidon Achaiernes fjerneste Kæmper,
84 Som ved de hurtige Skibe forfriskede lidt deres Hjerter;
85 Slappede var af Kampens Besvær deres mødige Lemmer,
86 Sorg var desuden dem falden på Sind, da de Troerne skued,
87 Som over Muren den høie i talrige Skarer var stegne;
88 Taarerne randt dem fra Øinenes Laag, da disse de skued,
89 Redning i Nøden ei meer de ventede; men i det samme
90 Kom Jordrysteren did; let vakte han Krigernes Fylker;
91 Først til Teukros han treen, og muntred ham, saa til Leitos,
92 Saa til Deipyros hen, til Helten Peneleos, Thoas,
93 Samt til Meriones hen og Antilochos, Krigernes Drotter;
94 Dem med bevingede Ord opflammede Guden og sagde:
95 Blues, Argeiske Gutter! på hvem saa trygt jeg forlod mig,
96 At I til Kamp vilde gaae, og frelse de bugede Skibe;
97 Dog hvis I fra den rædsomme Kamp Eder trække tilbage,
98 Kommen er da den Dag, da Troerne skal os betvinge!
99 Ak! for mit Øie jeg seer et høist forbausende, rædsomt
100 Syn, som jeg sandelig ei tilforn havde anseet for muligt:
101 Troerne rykke mod Skibene frem, og i forrige Dage
102 Flygtige Hinder de ligned forsand, som i Skoven saa bange
103 Flakkende vildt omkring uden Kraft, uden Lyst til at stride,
104 Ædes af graadige Dyr, Leoparder, Schakaler og Ulve.
105 Saaledes lysted tilforn ei Troernes Kæmper at møde
106 Kjækt Achaiernes Hænder og Kraft, selv ikke det mindste;
107 Nu derimod de ved Skibene slaaes langt borte fra Staden,
108 Baade for Brøden, som Kongen bedrev, og hans Kæmpers Forsagthed,
109 Som af Forbittrelse mod deres Drot ei længer vil friste
110 Kampen til Skibenes Værn, men ved Skibene lade sig myrde.
111 Dog, om Atreiden endog, den mægtige Drot Agamemnon,
112 Ved sin beskæmmende Færd mod Achilles, den rappe Peleide,
113 Virkelig Skylden maa bære for al den Jammer vi udstaae,
114 Derfor bør vi dog ei os feigt unddrage fra Kampen;
115 Nei! lad os bøde vor Brøst, let reises den Mandiges Hjerte.
116 Ei er det smukt af Eder at svigte det stormende Angreb,
117 I som i Krigernes Hær er de Tappreste. Aldrig irette
118 Vilde jeg sætte den Mand, som dorsk fra Striden sig unddrog,
119 Var han en jammerlig Karl, men på Eder jeg harmes af Hjertet.
120 Ha blødagtige Svende! ret snart ved denne Forsagthed
121 Gjør I Ulykken værre, lad Blusel og Skam Eder Alle
122 Dybt i Hjertet betage! en frygtelig Kamp er i Anbrud.
123 Alt er Hektor, den kraftige Helt, ved Skibenes Stade
124 Traadt til Kamp, vor Port har han sprængt og den dygtige Tværbom.
125 Saa ved sit Bud opflammed Poseidon Achaiernes Sønner;
126 Flux hos Aianterne begge sig stilled de sluttede Fylker.
127 Ei skulde Ares saalidt som den Folkophidser Athene
128 Lastet dem, vare de komne derhen, thi de dygtigste Helte
129 Vented i sluttede Rader på Hektor og Troernes Krigsfolk.
130 Spyd de knuged mod Spyd, og Skjold mod Skjold som en Skandse,
131 Skjold sig støtted mod Skjold, mod Hjelm Hjelm, Kæmpe mod Kæmpe,
132 Rørte de Hovedet blot, da stødte de buskede Hjelme
133 Sammen med glimtende Kegler, saa tæt ved hinanden de stode;
134 Svungne med dristige Hænder Spydskafterne hveged i Luften,
135 Rask de higede frem, til Kamp stod al deres Attraae.
136 Frem i Klynger nu Troerne brød med Hektor i Spidsen.
137 Lige mod Fjenden han foer som fra Klippen en knusende Fjeldblok,
138 Reven fra Tinderne løs i Vinterens Tid af en Bjergelv,
139 Som med sin skyllende Strøm har sprængt Steenmassernes Lænker;
140 Høit den springer i flyvende Fart, saa det drøner i Skoven,
141 Dog ustandset den løber, til ned på Sletten den kommer,
142 Da er dens Rullen forbi, skjøndt frem den styrted saa vældig.
143 Saaledes truede Hektor en Stund, at han lige til Havet
144 Let vilde bane sig Vei til Achaiernes Snekker og Telte,
145 Huggende ned; men saasnart han traf de sluttede Fylker,
146 Standsed han tæt ved Fienden; da bød ham Achaierne Spidsen;
147 Brugende flinkt tveoddede Spyd og mægtige Slagsværd
148 Dreve de Helten tilbage, og skrapt blev han tumlet på Flugten;
149 Høit han hæved sin Røst, af Troerne hørtes den vide:
150 Troias og Lykiens Helte, Dardaniske Haandmængskæmper!
151 Holder nu Stand! ret længe vil ei Achaiernes Sønner
152 Staae sig mod mig, hvor fast end Rækkerne sammen sig slutte;
153 Vist vil de flye for mit Spyd, saasandt den øverste Guddom
154 Heres Gemal, Høittordneren Zeus, selv vakte min Kamplyst.
155 Saa han taled, og Kraft og Mod hos dem Alle han vakte.
156 Først Deiphobos, Priamos’ Søn, heel stoltelig traadte
157 Frem i Skaren, for Brystet han holdt sit blankede Rundskjold;
158 Foden bevæged han let, og skjult bag Skjoldet han fremskred.
159 Sigte på ham Meriones tog med sin lynende Spydstang,
160 Kasted, og feiled ham ei, thi han traf det blankede Rundskjold,
161 Dog gjennem Hudernes Lag brød ei den mægtige Landse,
162 Længe forinden i Skaftet den knak, thi Skjoldet af Tyrskind
163 Ud fra Livet Deiphobos holdt, da svart han i Hjertet
164 Grued for Helten Meriones’ Spyd; brat flygted nu denne
165 Hen til Brødrenes Flok, af Harm i Sindet betagen
166 Over at Landsen i Haanden ham knak, og Seiren ham glipped;
167 Flux han iled afsted til Achaiernes Snekker og Telte
168 Efter det dygtige Spær, han i Tjald havde staaende hjemme.
169 Midlertid kæmped det øvrige Folk under gjaldende Kampskrig.
170 Teukros, den Telamonide, hug først den dygtige Spydhelt
171 Imbrios ned med sit Spær, en Søn af den hestrige Mentor;
172 Hist i Pedaion han boede, forinden Achaierne landed,
173 Gift med Medesikaste, Kong Priamos’ Slegfreddatter;
174 Men da Danaerne kom på de aareforsynede Skibe,
175 Drog han til Ilios hen, og Berømmelse vandt han i Staden,
176 Der han hos Priamos boede, der elsked ham høit som sit Afkom.
177 Ham traf Telamons Søn med sit mægtige Spyd under Øret,
178 Drog saa Spydet af Saar, og brat han faldt, som naar Asken
179 Høit på den øverste Tind af den fjerntfra synlige Klippe
180 Segner for Øxen omkuld, og til Jord Smaabladene kaster;
181 Saa han faldt, da bragede høit den prægtige Rustning.
182 Frem foer Teukros med ivrig Begjær at plyndre hans Vaaben,
183 Flux dog Hektor sit lynende Spyd udslynged imod ham,
184 Dog retud han blikked, og slap med Nød fra den hvasse
185 Stang, men Amphimachos, Kteatos’ Søn, hvis Fader var Aktor,
186 Just som tilbage til Kampen han kom, fløi Spæret i Brystet;
187 Brat han faldt, saa det drøned, og Pladerne klirred om Manden.
188 Frem foer Hektor påstand, af Helten Amphimachos’ Hoved
189 Hjelmen at rive, som sluttede fast om Høvdingens Tinding,
190 Flux dog Aias med lynende Spær fremstyrted mod Hektor,
191 Huden han saared dog ei, thi Rustningens rædsomme Kobber
192 Dækked ham trindt, men Skjoldet han traf på Navlen, og trængte
193 Hektor tilbage med Kraft, og bort fra begge de Faldne
194 Maatte han flye, dem bjergede strax Achaiernes Helte;
195 Hen til Danaernes Hær blev Amphimachos’ livløse Legem
196 Flux af Stichios bragt og Menestheus, Athenernes Drotter,
197 Medens Aianterne rask afsted med Imbrios slæbte.
198 Som et Par Løver i Vang fra en Flok hvastandede Hunde
199 Snapper en Geed, og bærer den ind i den buskede Kratskov,
200 Løftende høit den i Flaben, saa ei den Jorden berører,
201 Saa opløftede høit de to Aianter den Faldne,
202 Medens de plyndred hans Vaaben, men Hovedet hug ham af bløden
203 Hals Oileus’s Søn, for Amphimachos yderst forbittret,
204 Og som en Bold med et Sving han kyled det hen gjennem Stimlen,
205 Lige for Hektors Fødder det faldt, og trilled i Støvet.
206 Slagen i Hjertet af Harm blev nu den stærke Poseidon,
207 Da i den rædsomme Kamp han saae sin Sønnesøn falde,
208 Flux han iled afsted til Achaiernes Snekker og Telte,
209 Folket at vække til Daad, og Troerne Qual at berede.
210 Først imøde ham treen Idomeneus, Kreternes Konning,
211 Henne han kom fra en Ven, hvem nys Stalbrødrene bragte
212 Hjem fra Kamp, af et stingende Spyd dybt saaret i Hasen;
213 Men da til Lægernes Pleie ham Konningen havde befalet,
214 Ilte han flux af Tjald, thi hen til Kampen at gange
215 Lysted ham end; da talte til ham den stærke Poseidon,
216 Lignende Thoas, Andraimons Søn, livagtig på Mælet,
217 Han som i Kalydons kneisende Stad og i Egnen om Pleuron
218 Styred Aitolernes Folk, som en Gud høiagtet i Landet:
219 Drot for Kreternes Mænd! hvad bliver det til med de Trudsler,
220 Som det Achaiske Folk har saa tit mod Troerne udstødt?
221 Ham gjensvared påstand Idomeneus, Kreternes Konning:
222 Skjønner jeg ret, min Thoas! er ei nogen dødelig Skabning
223 Skyld i dette, thi alle tilgavns forstaae vi at kæmpe,
224 Ingen er greben af slappende Frygt, ei heller af Dorskhed
225 Nogen sig sneg fra den farlige Kamp, men den høie Kronion
226 Tykkes det ventelig saa for godt, at Achaiernes Sønner
227 Fjernt fra Argos tilgrunde skal gaae uden Navn, uden Hæder.
228 Frisk da, Thoas selv freidig du stod bestandig mod Fienden,
229 Vakte tillige, hvem feig du saae i Striden forsage,
230 Svigt da heller ei nu, men skynd hver Mand til at kæmpe!
231 Ham til Svar Jordrysteren gav, den stærke Poseidon:
232 Gid dog aldrig en Mand, Idomeneus! komme fra Troia
233 Levende hjem, gid her han en Leeg for Hundene vorde,
234 Som på en Dag som denne fra Kamp forsætlig sig unddrog!
235 Vel da! hent dine Vaaben og kom os Begge det anstaaer,
236 Flinkt at færdes, til Baade maaskee, skjøndt kun vi er tvende;
237 Selv de Svages forenede Kraft udretter jo Noget,
238 Vi derimod turde Begge vel slaaes med de dygtigste Kæmper.
239 Ordene talt, gik Guden til Mændenes Tummel tilbage.
240 Men da Idomeneus kom til sit fastopstængede Leirtelt.
241 Drog han sin deilige Rustning om Krop, og greb et Par Landser,
242 Ilte saa bort som det flammende Lyn, hvilket Fader Kronion
243 Tager og slynger med Haand fra den straalende Top af Olympen,
244 Menneskens Børn til et Tegn, klart lyser den glimtende Flamme,
245 Saaledes funkled i Løbet om Bryst hans kobberne Plader.
246 Men hans behjertede Væbner Meriones treen ham imøde
247 Lidt fra Teltet; et blinkende Spyd han kom sig at hente.
248 Flux den kraftige Drot Idomeneus raabte til Helten:
249 Rappe Meriones, Molos’s Søn, høitelskede Krigsven!
250 Siig, hvi kommer du hid, hvi forlod du den mordiske Kampfærd?
251 Est du saaret maaskee, og martres af smertende Spydsod,
252 Hvad eller kom du til mig med Bud? slet ikke mig lyster
253 Rolig i Telt at sætte mig hen, til Kampen jeg iler.
254 Derpå den kløgtige Helt Meriones gav ham til Gjensvar:
255 Nei! Idomeneus, raadende Drot for de pandsrede Kreter!
256 Hid jeg kom, for et Spyd at hente mig, hvis du i Teltet
257 Haver et Spær tilovers, thi knækket er det, som jeg havde,
258 Nys i Stykker det sprang mod den frække Deiphobos’ Rundskjold.
259 Ham gjensvared påstand Idomeneus, Kreternes Konning:
260 Lyster dig Spyd, kan tyve for eet i Tjalden du finde,
261 Lænede op mod den straalende Væg de stande tilhobe,
262 Troiske Spyd, dem jeg tog fra de Mænd, som jeg fældte, thi aldrig
263 Fjernt fra Fjenden i Kampen jeg staaer, det skulde jeg mene;
264 Derfor i Mængde jeg har baade Spyd og buklede Skjolde,
265 Kobberne Hjelme tillige, og funklende Brynieplader.
266 Derpå den kløgtige Helt Meriones gav ham til Gjensvar:
267 Troiske Vaaben forsand i mit Telt og mit tjærede Fartøi
268 Har ogsaa jeg fuldtop, men det falder for langt dem at hente.
269 Jeg er ei heller en Mand, tør jeg troe, som svigter ved Angreb,
270 Forrest i Krigernes Hob bestandig til hædrende Kampgang
271 Træder jeg frem, naar den hidsige Strid er yppet i Marken;
272 Let kan det hændes, at andre bepandsrede Mænd af Achaia
273 Ei har bemærket min Færd, dog du maa sagtens mig kjende.
274 Ham gjensvared påstand Idomeneus, Kreternes Konning:
275 Grandt jeg kjender dit Mod, hvad behøver du derom at tale?
276 Blev vi dygtigste Mænd ved Skibene nu til et Baghold
277 Valgte, hvor Krigernes Mod skinbarligen kommer tilsyne;
278 Der kan man see, hvad Mand der er Helt, og hvem der er Kryster,
279 Er det en uselig Karl, da skifter han idelig Farve,
280 Ei er hans Mod i Bringen saa fast, at han rolig kan sidde,
281 Knæerne flytter han tidt, mens på Hug han sidder og ryster,
282 Lydelig banker ham Hjertet i Bryst, thi stedse på Døden
283 Tænker han, ræd for sit Liv, og i Mund ham Tænderne klappre,
284 Men den behjertede Helt, han skifter ei Farve, han ryster
285 Aldrig af Skræk naar med Kæmperne først han har lagt sig i Baghold,
286 Ind i den rædsomme Dyst han jo før jo heller sig ønsker; –
287 Laste da skulde man visselig ei dit Mod og din Armkraft;
288 Fik på det samme du Saar eller Ram, naar du færdtes i Kampen,
289 Ikke da traf det fjendtlige Spyd dig i Ryg eller Nakke,
290 Nei, men i Bryst eller Bug det dig foer, naar hidsig du stormed
291 Frem, i Spidsen for Heltenes Flok med Fienden at snakke.
292 Dog lad os ei på Peblingeviis staae her og med Sladder
293 Spilde vor Tid, at Ingen os skal ubilligen laste!
294 Nei, men skynd dig og hent af Tjald et Spyd, som kan holde.
295 Talt, og Meriones flux, heel lig den stormende Ares,
296 Skyndte sig bort, og hented af Tjald et blinkende Malmspær.
297 Løb saa hen efter Drotten, på Kamp han tænkte for Alvor.
298 Ret som den mordiske Ares, naar ud i Krigen han drager,
299 Fulgt på Tog af sin Søn, den stærke, den freidige Rædsel,
300 Han som forskrækker endog den meest uforfærdede Kæmpe,
301 Væbnede gaae de fra Thrakien ud til Ephyrernes Sønner,
302 Eller de modige Phlegyers Folk, ei høre de Begges
303 Bønner, kun eet af de feidende Folk forunde de Seiren.
304 Saa Meriones nu og Idomeneus, Krigernes Drotter,
305 Ginge til Kampen afsted, iførte det funklende Kobber.
306 Først til Orde Meriones tog, og talte saalunde:
307 Siig mig, Deukalions Søn! hvor agter du Kampen at møde?
308 Vil du til Høire begive dig hen, hvad eller til Midten,
309 Eller til Venstre maaskee? thi de haarfagre Mænd af Achaia
310 Skorter det neppe på Kamp, kan jeg troe, hverken der eller hisset.
311 Ham gjensvared påstand Idomeneus, Kreternes Konning:
312 Henne ved Midten til Skibenes Værn staae dygtige Kæmper,
313 Der Aianterne staae, og Teukros, Achaiernes bedste
314 Armbrøstskytte, i standende Strid udmærket tillige;
315 Disse tilgavns omtumle ham vil, den straalende Hektor,
316 Skjøndt han er hidsig på Strid, og hvor stærk han end monne være,
317 Svart det falde ham vil trods al hans stormende Kamplyst,
318 Inden han disses ubændige Kraft og Hænder betvinger,
319 Og vore Seilere stikker ibrand, med mindre Kronion
320 Selv udslynger en blussende Brand mod de hurtige Skibe;
321 Ei er den kraftige Aias en Helt, som skræmmes af nogen
322 Dødelig Mand, som æder Demeters velsignede Brødkorn,
323 Og som med Malm kan slaaes ihjel og med mægtige Kampsteen;
324 Selv for Achilles, den knusende Helt, han ei vilde vige,
325 Kom det til standende Strid, men i Løb er Peleiden hans Mester.
326 Dog, til Hæren afsted! og vor Gang vil vi styre til Venstre,
327 At vi kan see, om vi eller Fienderne Hæder skal vinde.
328 Talt, foran Meriones gik, lig den stormende Ares,
329 Indtil de kom didhen, hvor Drotten befoel ham at drage.
330 Men da nu Troerne saae Idomeneus, kraftig som Ilden,
331 Baade ham selv og hans Væbner i Rustningens straalende Plader,
332 Raabte de hen gjennem Stimlen, og styrtede mod ham tilhobe,
333 Og mellem Skarerne kom det til Strid bag Skibenes Stavne.
334 Ret som naar hvirvlende Blæst fremdrives af pibende Vinde
335 Alt på en Dag, naar Veiene tykt med Støv er belagte,
336 Alle med eet da reise de flux en rygende Støvskye,
337 Saa mod hverandre de stormed til Kamp, og i Hjertet de higed
338 Ivrig i Tumlen med stingende Malm hinanden at myrde.
339 Over den mordiske Val fremragede stridt deres lange
340 Flængende Spyd, som ihænde de holdt, og Heltenes Øine
341 Blændedes stærkt af Kobberets Glands fra de straalende Hjelme,
342 Og fra de funklende Brynier og blankpolerede Skjolde,
343 Altsom de stormede frem; heel barsk den Mand maatte være,
344 Som ved at see slig Færd kunde fryde sig, uden at rystes.
345 Fiendske tilsinds mod hinanden forvoldte de to Kronioner,
346 Zeus og Poseidon, de kæmpende Mænd usigelig Jammer.
347 Zeus var tilsinds, at Hektor og Troernes Folk skulde seire,
348 Rappen Achilles at hædre, men dog var det ikke hans Villie,
349 At den Achaiske Hær skulde reent hensegne for Troia,
350 Thetis og hendes behjertede Søn han blot vilde hædre.
351 Men for at vække til Kamp Argeiernes Mod var Poseidon
352 Stegen i Løn fra det graalige Hav, da med Smerte han saae dem
353 Segne for Troerne hen, og på Zeus var han høilig forbittret.
354 Eens af Byrd og fædrene Slægt var de rigtignok Begge,
355 Zeus derimod var ældst og begavet med høiere Viisdom,
356 Derfor Poseidon fordristed sig ei til aabenlys Bistand,
357 Lønlig i Menneskeskabning han Krigerne vakte til Kampdaad.
358 Rundt om de kæmpende Folk nu slyngede Begge den haarde
359 Kamps og altødelæggende Krigs uopløselig stærke
360 Reeb, og trak med skiftende Kraft, saa Krigerne segned.
361 Rask Idomeneus muntred sit Folk, og mod Troerne sprang han
362 Frem, saa de veeg, skjøndt Haarene alt ham graaned om Issen.
363 Først han Helten Othryoneus vog; i Staden han boede,
364 Did var han dragen fornys fra Kabesos ved Rygtet om Krigen,
365 Priamos fagreste Datter Kassandra til Viv han begjærte,
366 Beiled dog ikke med Gaver, men loved den vældige Idræt,
367 Bort fra Troia med Magt Achaiernes Sønner at drive;
368 Derfor den aldrende Drot havde lovet ham Pigen tilægte,
369 Og i Fortrøstning til Konningens Ord mod Fienden han kæmped,
370 Men med sit blinkende Spær Idomeneus sigted og traf ham,
371 Just som han strunk kom skridende frem, og den kobberne Brynie
372 Bøded kun slet mod Spydet, thi midt i hans Bug det sig fæsted;
373 Brat han faldt med et Drøn, og med Jubel Idomeneus raabte:
374 Dig, Othryoneus! priser jeg høit over Mennesker alle,
375 Hvis du saasnart tilfulde kan holde det Ord, du har givet
376 Priamos, Dardanos’ Ætling; til Viv han dig loved sin Datter,
377 Lignende Løn havde vi dig villigen lovet og skjenket,
378 Gjerne fra Argos vi hid havde hentet dig Kong Agamemnons
379 Fagreste Datter til Viv, ifald du med os i Forening
380 Ilions velbebyggede Stad i Gruus havde styrtet.
381 Følg nu med mig til Skibene hen, at der om dit Bryllup
382 Tale vi kan, og forsand vi skal ei være prutne på Medgift.
383 Saa Idomeneus taled, og over den buldrende Kampplads
384 Trak han den Faldne, men frem til Hevn Kong Aisios traadte.
385 Nede ved Vognen han stod, og de vælige Heste, som Svenden
386 Holdt, ham pusted i Ryggen, selv higed han ivrig at ramme
387 Krigernes Drot, men denne påstand ham stødte sin Landse
388 Ind under Hagen i Struben, saa Kobberet løb gjennem Halsen.
389 Brat han faldt, som naar Egen og Sølverpoppelen falder,
390 Eller den kneisende Gran, som Huggerne oppe på Bjerget
391 Fælde med skærpede Øxer til Planker og Mast til et Fartøi,
392 Saaledes laae han på Jorden ved Vognen og Gangerne henstrakt,
393 Knuged med Haand det blodige Støv, og gnidsled med Tænder.
394 Gangernes Styrer blev slagen af Skræk og tabte sin Samling,
395 Selv at vende med Vognen, for Fiendernes Hænder at undflye,
396 Mægted han ei, og flux Antilochos, Helten saa freidig,
397 Bored ham ind i Livet sit Spær, og den kobberne Brynie
398 Bøded kun slet mod Spydet, thi midt i hans Bug det sig fæsted.
399 Ned af den prægtige Karm han styrted med rallende Dødssuk,
400 Og Nestoriden, den Helt Antilochos, kjørte på Stedet
401 Gangerne bort fra Troernes Sværm til Achaiernes Krigshær.
402 Slagen af Sorg over Asios’ Fald mod Idomeneus stormed
403 Helten Deiphobos frem, og slynged sin lynende Spydstang,
404 Dog retud Idomeneus saae, og behændig han undveeg
405 Kobberets Od, thi skjult han stod bag det blankede Rundskjold,
406 Hvilket i Kampen han bar, med Huder og straalende Kobber
407 Rundt beklædt, og forinden med to Tværbøiler forsynet.
408 Ned bag dette han dukked, da fløi den kobberne Spydstang
409 Hen over Helten, men hæst Skjoldpladerne klirred, da Landsen
410 Streifed forbi, dog omsonst var den ei udslynget af Haanden,
411 Thi Hippasiden Hypsenor, den Folkdrot, nedenfor Brystet
412 Spydet i Leveren gik, saa Knæerne segned på Stedet.
413 Jublende høit med lydelig Røst Deiphobos raabte:
414 Ei uhevnet Kong Asios faldt, forvist på sin Vandring
415 Ned til Hades’s Borg med de fasttilstængede Porte
416 Frydes i Hjertet han vil, at en Svend jeg gav ham til Ledtog.
417 Talt; hans brammende Ord forbittred Achaierne saare.
418 Ingen dog meer end den Helt Antilochos rørtes i Hjertet,
419 Dog i sin Sorg forglemte han ei den myrdede Landsmand,
420 Rundt omkring ham han løb, og dækkede trindt ham med Skjoldet;
421 Ned sig bukked og løfted ham op to ærlige Svende,
422 Helten Alastor og Echios’ Søn den brave Mekisteus,
423 Og til de bugede Snekker de bar den sukkende Kæmpe.
424 Heller ei rasted den Drot Idomeneus, stedse han higed,
425 En af de Troiske Mænd at skikke til Mørkhedens Rige,
426 Eller at lade sit Liv til Værn mod Achaiernes Ufærd.
427 Derpå han traf en Søn af den herlige Drot Aisyetes,
428 Helten Alkathoos, som var en Maag af den Ædling Anchises,
429 Gift med Hippodameia, blandt alle hans Døttre den ældste,
430 Elsket i Hjemmet af Faderen ømt og den værdige Moder,
431 Saasom hun stod i Skjønhed og Vid og i qvindelig Gjerning
432 Over enhver jevnaldrende Møe, thi havde til Hustrue
433 En af de ypperste Mænd i Troernes Land hende fæstet, –
434 Ham betvang nu Poseidon med Drotten Idomeneus’ Landse,
435 Blænded hans funklende Øine, og bandt hans herlige Lemmer;
436 Hverken tilbage han mægted at flye, ei heller til Siden,
437 Men ubevægelig stiv som et Træe med kneisende Krone,
438 Eller en Støtte han stod, da jog ham Idomeneus Landsen
439 Midt i Brystet, og sønder den brød hans kobberne Brynie,
440 Som havde skjermet hans Legem tilforn saa ofte mod Ufærd;
441 Huult nu klirrede Bryniens Malm, da den flaktes af Spydet,
442 Brat han faldt med et Drøn, dybt bored sig Landsen i Hjertet,
443 Og ved de gispende Slag den hvegende stod, saa dens Dopskoe
444 Dirred en Stund, dog hvilede snart den mægtige Spydstang.
445 Jublende høit med lydelig Røst Idomeneus raabte:
446 Siig mig, Deiphobos! regne vi sligt for lige Betaling?
447 Tre blev dræbte for Een; ja! ret som en Daare du brasker.
448 Vel, min Ven! kom frem, og stil dig imod mig til Tvekamp,
449 At du kan see, hvad Ætling af Zeus her træder imod dig.
450 Zeus først avlede Minos, den mægtige Hersker på Kreta,
451 Minos sig avled en Søn saa bold, Deukalion hedd’ han,
452 Mig har Deukalion avlet til Drot på Kreta saa vide
453 Over mangfoldige Mænd, og hid over Havet jeg stævned,
454 Dig og din Fader og Troernes Folk til Jammer og Ufærd.
455 Saa han talte, Deiphobos stod og betænkte sig raadvild,
456 Enten han bort skulde flye, og En af de modige Troer
457 Hente til Hjelp, eller ene til Kamp mod Idomeneus træde.
458 Medens på dette han grunded i Sind, det tyktes ham tjenligst,
459 Hen til Aineias at gaae, og staaende bagest i Hæren
460 Denne han traf, thi fortørnet på Priamos var han bestandig,
461 Saasom hans Tapperhed ei blev af Konningen lønnet med Hæder.
462 Trædende nær, med bevingede Ord saalunde han talte:
463 Kom, Aineias, du Troernes Drot! nu bør du i Sandhed
464 Ile din Svoger til Hevn, saafremt du agter på Frendskab;
465 Følg mig, at Hevn kan snart for din Svoger Alkathoos times,
466 Som i sit Huus har tugtet dig op fra din tidlige Barndom.
467 Ham har den dygtige Helt Idomeneus dræbt med sin Landse.
468 Talt; i Aineias’s Barm ved sit Ord han Hjertet bevæged;
469 Frem mod Idomeneus foer han, på Kamp han tænkte for Alvor.
470 Ei dog Idomeneus lod som en Pog sig kyse tilbage,
471 Kjæk han stod, som en Basse på Fjeld, der i Lid til sin Styrke
472 Trøstigen staaer, skjøndt Jægernes Flok i den afsides Bjergegn
473 Farer imod den med Støi, langs Ryg sine Børster den reiser,
474 Øinene gnistre som Ild, imens sine Tænder den hvæsser,
475 Hidsig på Kamp med Hundenes Flok og Jægernes Skare;
476 Saaledes stod Idomeneus fast, da rappen Aineias
477 Styrted imod ham til Strid, men til Brødrenes Skare han raabte,
478 Da han Askalaphos saae og Deipyros med Aphareus
479 Som hos Meriones stod og Antilochos, Krigernes Drotter,
480 Dem med bevingede Ord opflammede Helten og sagde:
481 Hid, mine Venner! til Hjelp! her staaer jeg forladt, og med Rædsel
482 Seer jeg, at rappen Aineias til Kamp fremstormer imod mig,
483 Han er en drabelig Helt, til Kæmper at fælde på Stridsmark,
484 End i sin blomstrende Alder han staaer, og stor er hans Styrke;
485 Var vi saasandt jevnaldrende Mænd med det Mod vi besidde,
486 Længe da vared det ei, før han eller jeg vilde seire.
487 Saa han taled, og Alle som Een med freidige Hjerter
488 Nærmed sig flux, mod Skuldrene hardt de Skjoldene knuged.
489 Ogsaa den Helt Aineias til Hjelp Stalbrødrene kaldte,
490 Da han Deiphobos saae, den Ædling Agenor og Paris,
491 Drotter, som han, for Troernes Hær, og menige Krigsfolk
492 Fulgte desuden i Flok, som naar Faarenes Stimmel fra Græsgang
493 Vædderen følge til Vanding, i Hu da glæder sig Hyrden,
494 Saaledes fryded Aineias sig ret i sit inderste Hjerte,
495 Nu da han saae, hvor freidig til Strid ham Krigerne fulgte.
496 Frem til drabelig Dyst om Alkathoos foer de med lange
497 Landser i Haand mod Fienden, høit braged de kobberne Plader
498 Trindt om Krigernes Bryst, da de ramte hinanden i Tumlen.
499 Raskere dog end de øvrige Mænd to dygtige Kæmper,
500 Helten Aineias, og Konning Idomeneus, stærke som Ares,
501 Higed hinanden tilblods med det grusomme Kobber at stinge.
502 Først Aineias sit lynende Spyd mod Idomeneus kasted,
503 Dog retud han blikked, og treen tilside for Stangen,
504 Dirrende foer den forbi, og i Muld sig fæsted den blanke
505 Od, af Aineias’s senede Haand var den fløien forgjeves.
506 Derpå Idomeneus jog sit Spyd Oinomaos i Bugen,
507 Kløved hans hvælvede Pandser, og Tarmene vælded af Livet
508 Ud, i Støvet han faldt, og i Muld han famled med Haanden.
509 Flux af Dødningens Liv Idomeneus atter sit lange
510 Spær uddrog, men af Skulder de prægtige Vaaben at rive,
511 Mægted forresten han ei, thi hardt blev han kuet af Spydkast;
512 Fødderne stod ei længer ham bi, naar han rask vilde færdes,
513 Hverken til hurtige Spring efter Spyd, ei heller til Undløb;
514 Derfor i standende Strid han sig værged mod Jammerens Time,
515 Men til at vige fra Kamp var hans Been ei rappe som fordum.
516 Som han nu langsomt fortrak, da slynged Deiphobos hidsig
517 Spydet mod Flygtningen hen, ei kunde sin Harm han forvinde;
518 Dog han feiled som før, men Askalaphos traf han med Spydet,
519 Krigsgudens Søn, i Skuldren ham gik den dygtige Landse,
520 Ned i Støvet han faldt, og i Muld han famled med Haanden.
521 Ei havde Ares den stærke, den kraftigmælede Krigsgud
522 Mærket endnu, at i Kampen hans Søn var kommen af Dage,
523 Thi under gyldene Skyer han sad afskaaren fra Krigsfærd
524 Oppe på høien Olymp, hvor en Deel af de salige Guder
525 Ogsaa ved Zeus’s Beslutning blev holdt fra Striden tilbage.
526 Frem til drabelig Dyst om Askalaphos Krigerne styrted.
527 Først Deiphobos rev af Askalaphos Hoved den blanke
528 Hjelm, men Meriones flux, heel lig den stormende Ares,
529 Jog med et Spring ham Spæret i Arm, og ud af hans Hænder
530 Faldt den gittrede Hjelm til Jord og klirred i Faldet.
531 Frem påny som en Grib Meriones styrted imod ham,
532 Og af hans øvere Arm uddrog han sit mægtige Spydskaft;
533 Hen til Landsmandsskaren den Saarede veeg, men Polites
534 Midt om Livet ham greb, og bar sin kjødelig Broder
535 Bort fra den buldrende Val, indtil de naaede de raske
536 Gangeres Spand, som fjernt fra Strid og vildene Kampgnye
537 Stod for den prunkende Karm, og blev holdt af Kudsken tilbage;
538 Rapt til Byen afsted de løb med den sukkende Kæmpe
539 Svart forpiint, af den saarede Arm randt Blodet i Strømme.
540 Midlertid kæmped det øvrige Folk under gjaldende Kampskrig.
541 Frem mod Aphareus Kaletors Søn sprang Helten Aineias,
542 Jog ham i Struben det stingende Spyd, da han mødte ham brystgængs;
543 Hovedet segned til Siden, saa Hjelm og Skjold med det samme
544 Sank, og den livopslugende Død udbredte sig trindt ham.
545 Flux Antilochos styrtede frem, da han mærked, at Thoas
546 Vendte ham Ryggen, og sønder han rev med den flængende Spydsod
547 Aaren, som løber på Menneskets Ryg heelt op under Nakken,
548 Denne han skar tversover, saa ned i Støvet han baglænds
549 Segned, og Hænderne strakte han ud mod Brødrenes Skare.
550 Rask sprang Helten Antilochos til, og plyndred hans Rustning,
551 Blikkende varlig omkring, thi Troerne flokkedes trindt ham;
552 Jevnlig de ramte hans glimtende Skjold, men Antilochos’ bløde
553 Hud at ridse tilblods med det ubarmhjertige Kobber,
554 Mægted de ei, thi Poseidon, den vældige Ryster af Jorden,
555 Skjermede Nestors behjertede Søn trods Spydenes Mængde.
556 Aldrig han havde for Fienderne Fred, men tumled sig stedse,
557 Ei kom Spydet til Roe i hans Haand, bestandig det hveged
558 Rask ved de kraftige Sving, og snildt forstod han at sigte
559 Snart til fjernere Kast, og snart for at bruge det brystgængs.
560 Adamas, Asios’ Søn, bemærkede strax, at i Stimlen
561 Sigte han tog, da stormed han frem, og lige mod Skjoldet
562 Drev han sit Spyd, men det vildene Havs sorthaarede Konning
563 Undte ham ei Antilochos’ Liv, og svækkede Spydets
564 Kraft, men fast i hans Skjold, som en Pæl, der er sveden i Luer,
565 Sad den knækkede Stump, på Jord laae Resten af Stangen.
566 Hen til Landsmandsskaren han veeg, for Døden at undflye,
567 Dog Meriones fulgte ham flux, og traf ham på Flugten
568 Midt mellem Blusel og Navle, et Sted, hvor de krigerske Vaaben
569 Slaae de usalige Menneskens Børn de piinligste Vunder,
570 Der han traf ham, og segnende hen med Landsen i Livet
571 Laae han og sprællede, ret som en Tyr, den Hyrder på Bjerget
572 Binde med snoede Reeb, og med Magt hjemdrive fra Græsgang;
573 Saa han sprælled en Stund, dog ei ret længe der vared,
574 Flux Meriones traadte ham nær, og ud af hans Legem
575 Rev han den mægtige Stang, og Mulm omhylled hans Øine.
576 Helenos treen mod Deipyros frem, og hug ham sit store
577 Thrakiske Sværd i Tindingen ind, saa Hjelmen ved Hugget
578 Styrted af Hovedet ned, og rulled i Støv, en Achaier
579 Tog den op, da den trillede hen mellem Krigernes Fødder,
580 Og om Deipyros’ Øine sig hylled det rædsomme Natmulm.
581 Sorg Atreiden betog, den kraftige Helt Menelaos,
582 Flux mod Helenos, Drotten saa bold, han truende styrted,
583 Svingende heftig sit Spyd, da krummede denne sin Armbrøst.
584 Frem foer Begge med fælleds Begjær hinanden at ramme,
585 Hiin med det skærpede Spyd, med Piil fra Strengen den Anden.
586 Priamos’ Søn sin Piil ham skjød mod det hvælvede Pandser
587 Lige for Brystet, tilbage påstand fløi Pilen den bittre.
588 Som naar i rummelig Loe blaaspraglede Bønner og Vikker
589 Hoppe bestandig om Skovelens Blad og springe tilbage
590 Baade ved Skovlerens svingende Kast og de susende Vindpust,
591 Saaledes sprang med Kraft fra den Helt Menelaos’s Pandser
592 Helenos’ braadede Piil, langt fløi den fra Malmen tilbage.
593 Atreus’s Søn derimod, den kraftige Helt Menelaos,
594 Traf den Haand, hvormed Buen han holdt, og tvers gjennem Haanden
595 Ind i den glattede Bue sig hefted den kobberne Spydsod,
596 Hen til Landsmandsskaren han veeg, for Døden at undflye,
597 Dinglende hang hans Haand, og slæbte det tyngende Askspær.
598 Strax Agenor, den modige Helt, drog Spæret af Haanden,
599 Tog saa et Baand, fastsnoet af Uld, af en Slynge, som Svenden
600 Bar for Drotten, og rundt om den saarede Haand han det vikled.
601 Rask Peisandros til Kamp mod den herlige Helt Menelaos
602 Løb nu frem, i Døden ham drev den rædsomme Skjebne,
603 At han for dig, Menelaos! i frygtelig Kamp skulde segne.
604 Da de nu skridende frem hinanden var traadt under Øine,
605 Kasted Atreiden, men feiled, hans Spyd fløi hen til en Side.
606 Mod Menelaos’s Skjold nu svang Peisandros sin Landse,
607 Mægted dog ei at drive den kobberne Od gjennem breden
608 Skjold, som kraftigen bøded for Ram, saa Landsen i Skaftet
609 Knak; i Haab om Seier han alt sig fryded i Hjertet.
610 Dog Menelaos af Balg sit sølvbenaglede Slagsværd
611 Drog, og sprang mod Peisandros, men frem bag Skjoldet han løfted
612 Flux sin kobberne Øxe, som sad på et glat og forsvarligt
613 Skaft af Olietræe, da foer de sammen på eengang;
614 Oppe på Spolen ved Busken sin Øxe han drev mod Atreidens
615 Haaromflagrede Hjelm, men for Panden et Hug over Næsen
616 Gav ham Atreiden med Sværd, saa det braged i Been, og hans Øine
617 Blodige faldt af Hovedet ud for hans Fødder i Støvet.
618 Vaandt den Faldne sig vred; hiin satte sin Hæl for hans Brystbeen,
619 Drog hans Vaaben af Krop, og skreg med hoverende Stemme:
620 Saa vil I dog vel nu fra Danaernes Skibe fortrække,
621 Trodsige Mænd af Troia, umættelig gridske på Kampfærd!
622 Aldrig tilforn I mangle det lod på Skjændsel og Udaad,
623 Dem I har dynget på mig, I nedrige Hunde, som aldrig
624 Grued i Sind for Tordneren Zeus, hiin Gjæstebeskjermers
625 Straffende Harm, som engang Eders kneisende Stad skal forstyrre,
626 I som saa frækt min Ungdoms Viv og mangfoldige Skatte
627 Raned fra fredelig Mand, i hvis Huus I beværtedes gjæstmildt;
628 Nu er I ogsaa tilsinds mod de havbefarende Skibe
629 Hærgende Ild at kaste og myrde Danaernes Helte;
630 Dog I helme vel sagtens trods al Eders rasende Kamplyst.
631 Fader Kronion! man siger jo dog, at høit du i Viisdom
632 Staaer over Guder og Mænd, dog fra dig hidrører det Hele,
633 Du som jo nu fortrinlig din Gunst de Troiske Voldsmænd
634 Skjenker, hvis Mod er saa vildt og ubændigt, at aldrig
635 Mættes af Kampen de kan i den altødelæggende Krigsfærd;
636 Mæt man vorder af Alt, endog af Søvn og af Elskov,
637 Og af den yndige Dands og Sangens fortryllende Toner,
638 Hvilke dog meer end Krig man sig ønsker, til Lysten er ganske
639 Styret, men aldrig kan Troernes Folk blive mæt af at stride.
640 Saaledes taled Atreiden, imens han de blodige Vaaben
641 Drog af Dødningens Krop, dem gav han i Svendenes Værge,
642 Treen saa atter til Strid, blandt forreste Kæmper at færdes.
643 Drotten Pylaimenes’ Søn Harpalion styrted nu mod ham;
644 Dragen i Leding han var til Ilios hen med sin Fader,
645 Men til sit elskede Fædreneland kom han aldrig tilbage.
646 Frem mod Atreiden han gik, og svang mod Skjoldet sin Landse,
647 Mægted dog ei at drive den kobberne Od gjennem Skjoldet;
648 Hen til Landsmandsskaren han veeg, for Døden at undflye,
649 Blikkende ræd omkring, at Ingen hans Hud skulde saare.
650 Men efter Flygtningen skjød Meriones, og i den høire
651 Bagdeel han jog ham en Piil, beslagen tilgavns med en Malmod,
652 Tværs gjennem Blæren den foer, og bored sig lige til Benet.
653 Ned han segned på Stedet, i Vaabenbrødrenes Arme
654 Aandede Livet han ud, og ynkelig strakt som en Regnorm
655 Laae han på Jord, sort strømmed hans Blod og vædede Muldet.
656 Travlt omstimled i Kreds Paphlagoniens Kæmper den Faldne,
657 Lagde med Sorg udi Sind hans Liig på en Vogn, og til Staden
658 Kjørte de hjem, med strømmende Graad hans Fader dem fulgte,
659 Men for den myrdede Søn skulde Hevn ei Faderen times.
660 Vred blev Paris i Hu, da han saae Harpalion falde;
661 I Paphlagoniens Land var denne hans Gjæsteforbundne;
662 Slagen af Harm udskjød han en Piil, velbraadet med Kobber.
663 Nu var der Een, Euchenos ved Navn, Polyides den Spåmands
664 Søn, bemidlet og brav, han eied en Gaard i Korinthos,
665 Fuldt belavet på gruelig Død var han stegen på Fartøi,
666 Thi Polyides, den aldrende Helt, havde ofte forkyndt ham,
667 At han af ynkelig Sot skulde døe i sin fædrene Vaaning,
668 Eller af Troiske Mænd blive dræbt ved Achaiernes Skibe;
669 Derfor Achaiernes haanlige Bod saavel han sig unddrog
670 Som den forknugende Sot, at i Sind han ei skulde pines.
671 Ham i Kjæven og Øret han traf, på Stedet hans Livsaand
672 Ud af Lemmerne foer, og Mulm omhylled ham rædsomt.
673 Saa de fristed en Kamp, der med blussende Ild er at ligne.
674 End havde Hektor, hiin Yndling af Zeus, ei spurgt eller mærket,
675 Hvordan hans Folk ved Skibene hist til Venstre blev dræbte
676 Af de Danaiske Mænd, og at snart Achaiernes Sønner
677 Seier og Rye vilde vinde, saa stærkt opmuntred Poseidon
678 Alle Danaer til Kamp, og skjermed dem selv med sin Styrke.
679 End han holdt hvor han først gjennem Porten og Muren var stormet,
680 Dengang de sluttede Rækker han brød af Danaiske Skjoldmænd;
681 Der, hvor Aias’s Snekker og Protesilaos’s Skibe
682 Laae på Strand ved det graalige Hav; der havde tillige
683 Lavest de bygget den værnende Muur, og Kæmper og Heste
684 Stormed nu der i Strid på det hidsigste løs mod hverandre.
685 Der Boioter, Ioniske Mænd i slæbende Kofter,
686 Phthier og Lokriske Folk og Epeiernes herlige Sønner
687 Borte fra Skibene holdt med Nød den stormende Hektor,
688 Mægted dog ei at drive ham bort, thi han raste som Ilden;
689 Dernæst Athens udkaarede Mænd, over hvilke Menestheus,
690 Peteos’ Søn, befoel, og ham ledsaged desuden
691 Stichios, Pheidas og Bias, og tre var Epeiernes Drotter,
692 Amphion, Drakios, Meges, en Søn af Ædlingen Phyleus.
693 Phthiernes Drotter var Medon og Helten den kjække Podarkes;
694 Medon var Broder til Aias, en Søn af den Ædling Oileus,
695 Men han var slegfred af Byrd, og i Phylake tog han sin Bopæl,
696 Fjernt fra sit elskede Fædreneland, fra den Stund han i Kivsmaal
697 Slog en Broder ihjel til Oileus’s Viv Eriopis.
698 Men Phylakiden Iphiklos var Fader til Helten Podarkes.
699 Rustede begge til Kamp i Spidsen for Phthiernes Helte,
700 Stod de Boioterne næst, og slog for Achaiernes Skibe.
701 Aias, den hurtige Søn af Oileus, vilde dog ikke
702 Fjerne sig nok saa lidt fra den kraftige Telamonide,
703 Nej, men som et Par rødbrune Køer, eens ivrige Begge
704 Drage tilsammen den tømrede Plov hen over en Brakmark,
705 Nede fra Hornenes Rod staaer drivende Sved dem om Panden,
706 Ikkun det glattede Aag adskiller dem, medens i Furen
707 Trolig de drage den skærende Plov til det yderste Markskjel;
708 Saaledes stod nu Begge og kæmpede tæt ved hinanden.
709 Mange behjertede Mænd, som var fulgte med Telamoniden,
710 Stod omkring ham, hans vægtige Skjold de holdt undertiden,
711 Naar baade Arbeid og Sved hans Knæe hjemsøgte med Træthed;
712 Men hos Oileus’s Søn stod ei de Lokriske Kæmper;
713 Ikke de dristed i standende Strid mod Fienden at træde,
714 Thi hverken kobberne Hjelme de bar med vaiende Haarbusk,
715 Heller ei Spær af Ask, saalidt som hvælvede Skjolde,
716 Men i Fortrøstning til Buer og Slynger af snoede Uldbaand
717 Vare de dragne til Ilios hen, og med disse de hyppig
718 Skjød og kastede flinkt, saa Troernes Fylker de sprængte.
719 Medens nu hine foran i Rustningens straalende Plader
720 Kæmped med Troernes Mænd og den malmompandsrede Hektor,
721 Kastede disse bag Hæren fra Skjul, saa Lysten til Kampfærd
722 Troerne reent forgik, thi Pilene tumled dem svarlig.
723 Nu vare Troernes Mænd fra Danaernes Snekker og Telte
724 Vegne tilbage med Skam til den stormomsusede Kongstad,
725 Naar ei Polydamas flux havde talt til den dristige Hektor:
726 Hektor! du est urimelig stiv til at høre Formaning.
727 Dig har en Gud beskæret fortrinlige Kræfter til Krigsfærd,
728 Derfor tillige du fordrer, i Kløgt at staae over Alle.
729 Alt tilhobe formaaer du ei dig selv at forhverve.
730 Een har en Gud beskæret fortrinlige Kræfter til Krigsdaad,
731 Dands blev en Anden til Deel, og Sang til Cithrinken en Tredie,
732 Atter en Anden har Tordneren Zeus nedlagt udi Barmen
733 Synderlig Kløgt, mangfoldige Mænd til Tarv og til Fromme,
734 Byer han frelser endog, men selv han fornemmer det klarest.
735 Nu vil jeg sige forsand hvad der tykkes mig være det Bedste;
736 Trindt dig raser en Kamp som en Krands af blussende Flammer,
737 Og fra den Stund de Troiske Mænd steg ind over Muren,
738 Snige sig Nogle bevæbnede bort, og Faa imod Mange
739 Kæmpe de øvrige Mænd adspredte ved Fiendernes Skibe.
740 Træd da fra Kamp, og kald herhid de fortrinligste Helte,
741 For at vi ret tilgavns kan gange på Raad med hinanden,
742 Om vi skal styrte påny til Kamp mod de toftede Skibe,
743 Mulig en Gud forlener os Kraft, eller og vi på Stedet
744 Hjem i Behold skal drage fra Skibene. Svart jeg befrygter,
745 At det Achaiske Folk sin Gjeld fra igår vil betale.
746 Hist ved Skibene sidder en Mand, umættelig kampgridsk,
747 Knap vil han nu, tør jeg troe, fra Strid afholde sig ganske.
748 Saa han taled, hans tjenlige Raad godt huede Hektor,
749 Flux han i Rustningens Plader til Jord nedsprang fra sin Stridsvogn,
750 Og med bevingede Ord han talede til ham og sagde:
751 Sank, Polydamas! her de fortrinligste Kæmper i Hæren,
752 Mens jeg selv begiver mig did for Kampen at møde.
753 Snart tilbage jeg kommer, naar hist jeg har givet Befaling.
754 Talt, og afsted han foer, som Sneelavinen fra Bjergtop,
755 Raabende hen gjennem Skaren af Troer og Ledtogskæmper.
756 Men til Polydamas, Panthoos’ Søn, den mandige Kæmpe,
757 Strømmed tilhobe de hen, da Hektors Befaling de hørte.
758 Fremmest på Valen han løb med speidende Blik for at søge
759 Helten Deiphobos der, og Helenos, Drotten hiin stærke,
760 Adamas, Asios’ Søn, og Asios, Hyrtakos’ Ætling,
761 Dog dem Alle han traf ikke meer i Behold og i Live,
762 Thi for Argeiernes Folk var en Deel hensegnet i Kampen,
763 Dræbte de laae bag Stavn ved Achaiernes tjærede Skibe,
764 Andre var indenfor Muren, af Stik og Vunder forpiinte,
765 Dog den Helt Alexandros, den haarfagre Helenas Husbond
766 Snart til Venstre han traf på den graadforvoldende Kampplads,
767 Flinkt sine Mænd han behjerted, og muntred dem op til at stride;
768 Trædende nær med haanlige Ord tiltalte ham Hektor:
769 Ulykkens Paris, du fagre, du Boler, du Qvindeforlokker!
770 Hvor er Deiphobos dog, og Helenos, Drotten hiin stærke,
771 Adamas Asios’ Søn, og Asios, Hyrtakos’ Ætling,
772 Hvor er Othryoneus dog? nu styrted den Iliske Kongstad
773 Ned fra sin Høide, nu times dig vist en bradelig Henfart.
774 Ham gjensvared påstand den deilige Helt Alexandros:
775 Hektor! du laster forvist en angerløs Mand i din Iver,
776 Snarere har jeg tilforn maaskee fra Kampen mig sneget,
777 Ei har min Moder forsand mig født til en uselig Kryster,
778 Thi fra den Stund du til Strid ved Skibene vakte vort Mandskab,
779 Stande vi her, og færdes i Kamp med Achaiernes Sønner
780 Uden al Rast; men de Mænd, du spørger mig om, ere faldne:
781 Kun Deiphobos frelstes, og Helenos, Drotten hiin stærke;
782 Men de forføied sig bort, af mægtige Spyd er de begge
783 Saarede svart i Haanden, dog Zeus mod Døden dem skjermed.
784 Før os nu frem hvorhelst dit Mod og dit Hjerte dig byder,
785 Freidige vil vi dig følge til Kamp, og det tør jeg love,
786 Ei skal det skorte på Kjækhed, saavidt vore Kræfter vil række,
787 Selv den Raskeste dyster ei meer, end han evner og aarker.
788 Saa han mæled, og Broderens Sind han talte tilrette.
789 Flux de skyndte sig hen, hvor Kamp og Tummel var skrappest,
790 Hist hvor Kebriones stod, den bolde Polydamas, Phalkes,
791 Og Polyphetes, en Mand som en Gud, Orthaios og Palmys,
792 Og hvor Askanios stod med Morys, Hippotions Sønner,
793 Som fra Askaniens Land til Krigsafløsning var komne
794 Aarle den forrige Dag, til Kamp nu drev dem Kronion.
795 Samtlige styrted nu frem, som Orkanen fra voldsomme Vinde,
796 Naar under Tordenens Brag afsted over Marken den farer,
797 Og over Havet sig kaster med frygteligt Bulder; i Mængde
798 Rulle da hen ad det brusende Dyb hvidtoppede Bølger,
799 Bovnende, pladskende, nogle foran og de andre bagefter,
800 Saa fremstyrtede, nogle foran og de andre bagefter,
801 Troernes Fylker i straalende Malm med Høvdinger alle;
802 Forrest i Skaren var Hektor, heel lig den mordiske Ares,
803 Frem for sit Bryst holdt Priamos’ Søn sit blankede Rundskjold,
804 Fast sammenføiet af Huder, og svært med Kobber beslaget,
805 Og om hans Tindinger gynged den straalende Hjelm ved hans Fodtrin.
806 Rask han gik, og fristede trindt de fiendtlige Rækker,
807 Om de maaskee vilde flye, naar skjult bag Skjoldet han fremskred,
808 Dog i Danaernes Bryst slet ikke han rokkede Modet.
809 Først udæsked ham Aias, og gik ham imøde med Langskridt:
810 Nærmere hid, min Ven! hvi kyser du saa vore Kæmper?
811 Visselig ei usnilde til Strid er vi Mænd af Achaia,
812 Men med sin rædsomme Svøbe har Zeus Argeierne kuet.
813 Ventelig haabed i Sindet du alt, vore Snekker at hærge,
814 Dog ret snart skal du see, vi har dygtige Hænder til Modværn.
815 Nei langt før skal forsand Eders velbefolkede Kongstad
816 Hærges og styrtes i Gruus, af Achaiernes Hænder betvungen.
817 Dog jeg bebuder dig her, snart kommer den Stund, da på Flugten
818 Bede du skal til Zeus og alle de salige Guder,
819 At dine Heste med skrappere Fart end Falke maae flyve,
820 Naar gjennem Støvet fra Sletten de hjem til Staden dig bringe.
821 Just som han talede saa, da kom der en Ørn fra Høire
822 Flyvende høit gjennem Luften, og freidigt ved Synet af Fuglen
823 Jubled Achaiernes Folk, da svared den straalende Hektor:
824 Aias! hvad snakker du der, dumtsladdrende, skrydende Pralhals!
825 Gid jeg saasandt var en Søn af den aigisbedækte Kronion,
826 Selv en udødelig Mand og født af Drotningen Here,
827 Hædret i Folket saa høit som Apollon og Pallas Athene,
828 Som der den Dag idag skal times Achaierne Ufærd
829 Alle tilhobe, selv falde du skal, saasandt du forresten
830 Drister at møde mit Spyd, din Liliehud skal det flænge,
831 Og på den Troiske Mark, henstrakt ved Achaiernes Skibe,
832 Mætte du skal med dit Fedt og dit Kjød baade Hunde og Fugle.
833 Saa han taled, og iled foran, ham fulgte de Andre
834 Med et forfærdeligt Vraal, høit raabte de bageste Krigsfolk.
835 Ogsaa Danaerne raabte, ei glemte de Kraften at bruge,
836 Kjæk mod Troernes Helte de stod, som rykked imod dem.
837 Skarernes Raab steg op til Zeus til hans lysende Æther.

Iliaden af Homer

Iliaden er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Iliaden skildre en krig mellem byen Troja og en alliance af græske bystater. Iliaden omhandler kun ti uger af krigen og starter i det tiende år af krigen. Her er situationen den at Agamemnon og Achilleus støtter hinanden. Dog bryder Agamemnon tilliden til Achilleus ved at tage kvinden Briseis fra ham. Denne vigtige hændelse fra Iliaden er skildret af Bertel Thorvaldsen i et relief på Thorvaldsens museum.

Under et plyndringstogt i omegnen af Troja havde grækerne kidnappet nogle kvinder, som de græske krigere fordelte mellem sig. Den magtfulde kong Agamemnon fik Chryseis. Achilles fik Briseis. Guderne tvang imidlertid Agamemnon til at slippe Chryseis fri igen, hvilket han kun nødtvungent gik med til på betingelse af, at han så i stedet fik Achilles’ Briseis. Relieffet viser udleveringen af Briseis.

Achilles, der ses længst til venstre trængt op i en krog, må bøje sig for overmagten, men hans vrede eller smerte kommer tydeligt til udtryk ved den afvisende  stilling han indtager. Efter denne hændelse nægtede Achilles at tage del i krigen. Dette ændre sig dog da Achilles’ ven Patrokles bliver dræbt af Hektor, den trojanske kong Priamus’ søn. Som hævn dræbte Achilles derfor Hektor.

Relieffet af Bertel Thorvaldsen viser, hvorledes kong Priamus på knæ bønfalder Achilles om at udlevere ham sønnens lig. Achilles ender med at give efter for faderens bøn og udlevere sønnens lig. Iliaden slutter ved Hektors begravelse, hvor Kong Priamos har fået sin søns lig tilbage.

Iliaden kort fortalt
Sammendrag

Vreden
1. sang (dag 1-22)

Tilfangetagelsen af Chryseis medfører Apollons vrede, og Agamemnons stejle holdning udløser Achilleus’ vrede. Han beder sin mor, Thetis, om hjælp, hun beder Zeus straffe grækerne. Achilleus trækker sig ud af kampen.

Sang 1: Achilleus råde Agamemnon til at råde bod på en skade han har forvoldt, men bryder tilliden mellem dem ved at tage Achilleus krigsbytte som straf.

1. kampdag
2.-7. sang (dag 23-24)

De foregående års kampe i et sammendrag. Kampene indledes med mønstringen og aftalen om en tvekamp mellem Paris og Menelaos. Herfra udvikler fortællingen sig til en beskrivelse af enkelte helte og deres bedrifter på slagmarken. Hektor og hans familie præsenteres.

Sang 2: Zeus råde Agamemnon til krig mod troja i en drøm. (Achilleus hævn)

Sang 3: Tvekamp mellem Paris og Menelaos. Paris bliver såret men reddet af Afrodite (som er på Trojas side), og placeret på Helene’s værelse i Troja.

Sang 4: Et voldsomt slag udspiller sig fordi alle guderne, undtagen Zeus, er enige om Trojas fald. Zeus ønsker dog ikke at svigte sit løfte til Achilleus og Thetis.

Sang 5: Diomedes såre gudinden Afrodite og krigsguden Ares, på trods af formaninger fra Apollon.

Sang 6: Gudinden Athene er på grækernes side, men Trojanerne beder stadig til hende for hjælp i krigen. Prins Hektor henter sin søn, Paris, til fronten igen.

Sang 7: Paris foreslår at levere krigsbytte i forhold af rigdomme tilbage til grækerne men nægter at give afkald på Helene. Grækerne afviser, men indviliger i en dags våbenhvile.

2. kampdag
8.-10. sang (dag 25)

Grækerne er trængt og sender Odysseus, Aias og Foinix til Achilleus for at få ham med i kampen igen; han afslår. Situationen er kritisk for grækerne.

Sang 8: Krigen fortsætter. Men Zeus forbyder guderne at blande sig.

Sang 9: Agamemnon sender forsoningsgave til Achilleus, men Achilleus afviser og ønsker kun at gå ind i krigen hvis hans egen skibe er truede.

Sang 10-13: Trojanerne har stor fremgang i krigen men Hektor lytter til en formaning om at tage sig i akt for Achilleus.

3. kampdag
11.-18. sang (dag 26)

Der sker store forandringer denne dag. Hera forfører Zeus og giver derved grækerne krigslykke. Achilleus' ven Patroklos ind i krigen (iført Achilleus' udrustning). Han dræbes af Hektor, hvilket får Achilleus til at opgive sin vrede mod Agamemnon for at hævne Patroklos' død. Hefaistos smeder nye våben til Achilleus.

Sang 14-15: Bag om Zeus ryg bliver grækerne hjulpet, men Zeus sætter Apollon ind for at hjælpe trojanerne som  modspil og trojanerne for overtaget igen.

Sang 16-17: Patroklos går ind i krigen men bliver dræbt af Hektor. Hektor tager Achilleus berømte rustning som krigsbytte.

Sang 18: Achilleus bliver framanet at gå ind i krigen, men blændet af had over Patroklos død for han smedeguden Hefeistos til at smede nye våben og rustning til ham.

4. kampdag
19.-22. sang (dag 27)

Achilleus går målrettet efter Hektor, som er chanceløs, og efter en mægtig kamp foran Trojas mure falder Hektor. Trojas skæbne er hermed beseglet.

Sang 19: Agamemnon giver alt krigbytte tilbage til Achilleus som forsoning, men Achilleus afviser endnu engang men går ind i krigen alligevel som en hævnakt.

Sang 20-21: Zeus tillader guderne at hjælpe igen fordi Trojanerne er blevet trængt helt tilbage inden for egne murer. Dette skræmmer Achilleus væk fra de trojanske byporte.

Sang 22: Hektor bliver skræmt af Athene til at kæmpe mod Achilleus som dræber ham og foran hele byen ydmyger ham ved at trække Hektor tilbage til grækerne bag sin vogn som krigbytte.

Forsoning
23.-24. sang (dag 28-51)

Patroklos' lig brændes, og der holdes gravlege. Guderne standser Achilleus' skænding af Hektors lig, Priamos går til Achilleus og løskøber liget, og Achilleus og Priamos forsones.

Sang 23: Stor begravelses fest fra grækernes side.

Sang 24: Zeus beslutter at Hektors lig skal tilbage leveres til Hektors far Kong Priamos af Troja. Hektor bliver begravet i Troja.

ILIADEN
De 24 sange