Iliaden Sang 5

Resume 5. sang i Iliaden af Homer. Inspireret af Athene dræber Diomedes mange fjender, såres let af Pandaros, dræber denne, og sårer Aineias såvel som han moder Afrodite, da hun vil føre sin søn bort fra kampen. Selv flygter hun til Olympen, men Apollon fører Aineias til sit tempel på Pergamos, og snart træder han igen frem med fornyet kraft. Ares opildner troerne, achaierne trækker sig tilbage. Hektor fælder Tlepolemos. Hera og Athene iler til fra Olympen for at hjælpe achaierne mod Ares, som på sin side flygter til Olympen. Zeus kritiserer ham for det, han har gjort, men lader hans sår helbrede. Hera og Athene vender tilbage til Olympen.

ILIADEN

Iliaden, 5. sang

1 Pallas Athene dernæst gav Tydeus’s Søn Diomedes
2 Kjækhed og synderlig Kraft, at i Glands han ret kunde straale
3 Frem blandt alle Danaer, og priseligt Rygte sig vinde.
4 Ud fra hans Hjelm og Skjold en uslukkelig Ild lod hun blusse,
5 Lysende ret som Stjernen i Høst, der klarest af alle
6 Stiger på Himmelen op af sit Bad i Okeanos’ Vande;
7 Saa var den Ild, som blusse hun lod fra hans Hoved og Skuldre.
8 Derpå hun drev i Kredsen ham ind, hvor Stimlen var tykkest.
9 Der var en Mand i det Troiske Folk, hvem Dares man kaldte,
10 Hædret og rig, Hephaistos’s Præst, to Sønner han havde,
11 Dygtige begge til alskens Kamp, Idaios og Phegeus.
12 Skilte fra Hæren de stormede frem Diomedes imøde,
13 Begge tilvogns, men Tydeiden til Fods skred rask over Sletten.
14 Da de nu farende frem under Øine hverandre var komne,
15 Først da slyngede Phegeus af Haand sin mægtige Spydstang,
16 Kobberets Od foer Tydeus’s Søn hen over den venstre
17 Skulder, og ramte ham ei, men flux med sit Spyd Diomedes
18 Hæved sig nu, og forgjeves ei fløi ham Stangen af Haanden,
19 Midt mellem Vorterne traf han hans Bryst, og slog ham af Vognen.
20 Ned af den prægtige Karm da sprang Idaios og flygted,
21 Ikke han dristed at træde til Værn for sin fældede Broder;
22 Selv dog ligesaa lidt havde Døden den sorte han undflyet,
23 Frelst af Hephaistos han blev, som i Mulm ham hylled og redded,
24 At den bedagede Fader ei reent af Sorg skulde bøies.
25 Gangerne flux bortdrev hiin Søn af den modige Tydeus,
26 Og til de bugede Skibe han lod sine Svende dem føre.
27 Men da nu Troias behjertede Mænd saae Dares’s Sønner,
28 Een bortrømmende ræd, og dræbt ved Vognen den Anden,
29 Rørte sig Hjertet i Kæmpernes Liv, men Pallas Athene
30 Tog den hidsige Ares ved Haand, og taled saalunde:
31 Ares, du mordiske Ares, bloddryppende, Muuromstyrter!
32 Var det ei bedst, at vi lod Achaier og Troer i Kampen
33 Prøve, hvem Zeus Alfader nu helst vil Seier forunde,
34 Selv forføied os bort, og Zeus’s Fortørnelse undgik:
35 Talende saa, hun førte fra Kamp den hidsige Ares,
36 Og ved Skamandros’s bakkede Bred hun fik ham til Sæde.
37 Nu maatte Troerne flye, Danaernes Drotter tilhobe
38 Fældede hver sin Mand; først Folkenes Drot Agamemnon
39 Hodios styrted af Karm, Alizonernes dygtige Høvding.
40 Just som han vendte sig om, traf Atreus’s Søn ham i Ryggen
41 Mellem hans Skuldre med Spydet, og drev det ud gjennem Brystet.
42 Brat han faldt saa det drøned, og Pladerne klirred om Manden.
43 Drotten Idomeneus slog en Søn af Maioneren Boros
44 Phaistos ihjel, som var kommen til Krig fra det frugtbare Tarne;
45 Just som han vilde bestige sin Vogn, da foer ham i høire
46 Skulder det mægtige Spyd, som Idomeneus slynged imod ham;
47 Ned af Vognen han tumled, og Mulm omhylled ham rædsomt.
48 Flux Idomeneus’ Svende sig gav til at plyndre hans Rustning.
49 Atreus’s Søn Menelaos nu traf med sin skærpede Landse
50 Manden Skamandrios, Strophios’ Søn, den dygtige Jæger;
51 Jagten forstod han tilgavns, thi Artemis selv havde lært ham,
52 Alt Slags Vildt at fælde, som Skoven på Bjergene fostrer,
53 Ikke dog nu ham Artemis hjalp, Gudinden den piilfroe,
54 Ligesaalidt som hans Kunst, at ramme med Piil fra det Fjerne;
55 Ham traf Atreus’s Søn Menelaos, den Landseberømte,
56 Medens han flygtede ræd, i Ryggen han Flygtningen saared
57 Mellem hans Skuldre med Spydet, og drev det ud gjennem Brystet;
58 Ned på sit Ansigt han styrted, og Pladerne klirred om Manden.
59 Ogsaa Meriones vog sig en Mand, Harmonidens, en Kunstners
60 Søn Phereklos; på Hænderne nem han forfærdiged alskens
61 Kosteligt Arbeid, thi høit ham elskede Pallas Athene.
62 Han havde bygget med Kunst Alexandros de herlige Skibe,
63 Ulykkens Ophav, som blev til Fordærv for Folket i Troia,
64 Og for ham selv, thi ei var han kjendt med Gudernes Sandsagn;
65 Ham forfulgte Meriones skrapt, indhented ham snarlig,
66 Og med den kobberne Od han traf ham i høire Bagdeel,
67 Tværs gjennem Blæren den løb, og kom tilsyne ved Benet;
68 Hylende sank han i Knæe, og trindt omhylled ham Døden.
69 Meges nu slog Pedaios ihjel, en Søn af Antenor.
70 Vel var han Slegfred, dog fostred omhyggelig som sine egne
71 Børn den bolde Theano ham op, for at tækkes sin Husbond.
72 Ham gik Phyleus’s Søn tillivs, den Landseberømte,
73 Og med sit hvæssede Spær han i Nakkefordybningen traf ham,
74 Ind mellem Tænderne løb det, og skar ham Tungen af Munden,
75 Ned han styrted i Støv, og beed i det iisnende Kobber.
76 Drotten Euaimons fortrinlige Søn Eurypylos dernæst
77 Vog den bolde Hypsenor, Dolopion hedde hans Fader,
78 Nøkken Skamandros’s Præst, som en Gud høiagtet i Folket;
79 Ham Eurypylos traf, den straalende Søn af Euaimon,
80 Medens han flygtede ræd, efter Flygtningen foer han, i Skuldren
81 Drev han ham Sværdet, og hug den kraftige Arm ham fra Leddet,
82 Blodig på Sletten hans Arm faldt ned, og trindt om hans Øine
83 Leired sig brat den blaalige Død og den mægtige Skjebne.
84 Saadan Bedrift udøved de her i drabeligt Stridsmaal;
85 Men det var svært at skjelne, blandt hvem Diomedes sig tumled,
86 Enten han Troerne hjalp, eller og Achaiernes Sønner.
87 Thi over Sletten han rasende foer, som en Flod, der i Regntid
88 Svulmer og slaaer hver Dæmning omkuld med sin skyllende Vandstrøm;
89 Ikke den stærkeste Dæmning formaaer den i Farten at stoppe,
90 Ei fra de frodige Haver kan Gjærderne holde den ude,
91 Brat den kommer, naar Regn fra Zeus nedskylled med Vælde;
92 Hyppig da styrter for Strømmen hvad Knøsene smukt have plantet;
93 Saaledes tumled Tydeiden nu Troernes sluttede Fylker;
94 Ikke de dristed mod Helten at staae, saamange de vare.
95 Men da Lykaons fortrinlige Søn ham saae over Sletten
96 Fare som rasende frem, og Fylkerne tumle foran sig,
97 Flux mod Tydeus’s Søn da spændte han Buen den krumme,
98 Skjød på den vildtfremstormende Helt, og traf ham i høire
99 Skulder i Bryniens Hvælving; den stingende Piil gjennem Pladen
100 Fløi, og bored sig frem, og Blod besudlede Brynien;
101 Høit da raabte påstand den herlige Søn af Lykaon:
102 Frem, behjertede Troiske Mænd! hesttumlende Kæmper!
103 Ramt er Achaiernes gjeveste Helt, og det tør jeg sige,
104 Længe han ei udholder min kraftige Piil, var det ellers
105 Drotten, hiin Søn af Zeus, som hid fra Lykien drev mig.
106 Saa han jubled, dog ikke hans Piil forkued Tydeiden;
107 Lidet tilbage han veeg, til sin Vogn og Hestene treen han
108 Hen, og talede saa til Sthenelos, Søn af Kapaneus:
109 Elskede Søn af Kapaneus stig ned af Vognen og skynd dig,
110 At du den stingende Piil kan drage mig ud af min Skulder.
111 Saa han talte; flux Sthenelos sprang af Vognen til Jorden;
112 Hen han treen, og den hurtige Piil han drog af hans Skulder
113 Ud, strax Blodet sig skjød op gjennem den flettede Brynie.
114 Flux udbrød i Bøn den kraftige Helt Diomedes.
115 Hør mig, du Datter af Zeus Skjoldsvingeren! Aldrig Betvungne!
116 Har du tilforn i drabelig Kamp baade mig og min Fader
117 Huldt beskjermet, saa skjenk du mig nu, Athene din Naade!
118 Und mig at træffe den Mand, og nær ham at komme på Spydkast,
119 Han som mig saarede først, og som jubler saa stolt i den Tanke,
120 At ikke længe jeg end skal skue det straalende Sollys.
121 Bedende taled han saa, og blev hørt af Pallas Athene.
122 Let hun gjorde hvert Lem, baade Fødder og Hænder foroven;
123 Trædende nær med bevingede Ord saalunde hun talte:
124 Nu, Diomedes! igjen med Troerne trøstig du kæmpe!
125 Nu har jeg sat dig i Brystet det fædrene Mod, som bestandig
126 Freidigt og kjækt besjeled i Krig Skjoldsvingeren Tydeus;
127 Og fra dit Øie har Taagen jeg spredt, som blended det hidtil,
128 For at du grandt mellem Gud og Mand herefter kan skjelne.
129 Derfor saafremt en Gud hidkommer til Kamp dig at friste,
130 Vogt dig da vel for at træde til Dyst med En af de andre
131 Salige Guder, men hvis Aphrodite, hiint Barn af Kronion,
132 Kommer til Striden, da saar hende kun med din skærpede Landse.
133 Talende saa forsvandt den lysblaaøiede Pallas.
134 Frem blandt de forreste Kæmper igjen Tydeiden sig styrted.
135 Havde han hidsig fornys efter Kamp med Troerne higet
136 Nu var hans Mod tre Gange saa vildt, ret ligesom Løvens,
137 Hvilken en Hyrde, som pelsede Faar bevogted på Marken,
138 Saarede just som den sprang over Hegn, men dog ikke dræbte;
139 Ikkun han hidsed dens Mod; sit Qvæg ei meer han forsvarer,
140 Ræd han sig skjuler i Stalden, ei ud i det Frie han sig vover,
141 Men de forskrækkede Faar tæt op til hverandre sig klynge,
142 Snart dog springer den rasende ud af den hegnede Fægård;
143 Saaledes raste mod Troerne frem den stærke Tydeide.
144 Nu han hug Astynoos ned og Drotten Hypeinor,
145 Denne han jog i Brystet det kobberne Spyd over Vorten,
146 Hiin i Skuldren et Hug han gav med sit mægtige Glavind,
147 Oppe ved Nøglen, saa Skuldren blev skilt fra Halsen og Ryggen.
148 Dem lod han ligge, saa foer han imod Polyeides og Abas,
149 Som var Eurydamas’ Sønner, den aldrende Drømmefortolkers;
150 Ei havde Faderen tydet dem Drøm, da de gav sig på Krigstog,
151 Men Diomedes, den kraftige Helt, dem gav deres Helsot,
152 Og efter Xanthos og Thoon han foer, som var Sønner af Phainops,
153 Faderens eneste Børn, ei fleer end de to havde Gubben
154 Avlet at arve hans Gods, og dybt var han bøiet af Ælde;
155 Dem slog Tydeus’s Søn, dem Begge berøved han Livet,
156 Og deres Fader han levned kun Sorg og gruelig Jammer,
157 Levende kom ei Sønnerne hjem til den Gamle fra Krigen,
158 Fjernpårørende volded hans Gods, og skiftede Arven.
159 To af Dardaneren Priamos’ Børn indhented han dernæst,
160 Chromios og Echemon, som agede sammen på Stridsvogn.
161 Som naar en Løve på Hjorden gaaer løs, og Halsbenet knækker
162 Enten på Kalv eller Koe, som græssende vanker i Kratskov,
163 Saaledes slog nu Tydeus’s Søn af Vognen dem Begge
164 Ynkelig ned med Vold, og plyndrede strax deres Rustning,
165 Hestene lod sine Svende han bort til Skibene føre.
166 Da blev Aineias ham vaer, hvor svart han Fylkerne hærged;
167 Flux han iled afsted over Val gjennem Spydenes Stimmel,
168 Speidende løb hans Blik, for Pandaros mulig at finde,
169 Snart dog traf han den bolde mandhaftige Søn af Lykaon,
170 Hen til Helten han treen, og tog saalunde til Orde:
171 Pandaros! hvor er din Bue, og hvor dine vingede Pile?
172 Hvor er dit Rye, det Ingen jo her kan gjøre dig stridigt?
173 Ingen i Lykien hist kan stolt sig kalde din Mester.
174 Løft dine Hænder til Zeus, og skyd en Piil efter Manden,
175 Hvo han end er, som huserer saa stærkt, og har megen Ulempe
176 Troerne voldt, alt slog han til Jord mangfoldige Brave.
177 Blot det ei er en Gud, som er fjendsk mod Troerne vorden,
178 Over et Offer fortørnet, thi svar er Gudernes Vrede.
179 Ham gjensvared påstand den herlige Søn af Lykaon:
180 Søn af Anchises! du Høvding for malmompandsrede Troer!
181 Ganske han tykkes mig ligne den modige Helt Diomedes,
182 Kjende jeg kan ham på Skjoldet, den gittrede Hjelm og hans Heste;
183 Dog, om en Guddom det er, det veed jeg ikke med Vished,
184 Men er det ham, som jeg nævned, den modige Helt Diomedes,
185 Ei uden Hjelp af en Gud da raser han saa; i hans Nærhed
186 Staaer en Udødelig vist, i en Skye indhyllet om Skulder,
187 Som har den flyvende Piil bortvendt, med hvilken jeg traf ham;
188 Alt har på Manden jeg skudt, min Piil har ramt ham i høire
189 Skulder, og heelt dens Braad gik gjennem det hvælvede Pandser;
190 Alt jeg haabed forvist til Hades’s Hjem ham at skikke,
191 Dog jeg kued ham ei, en Gud maa være mig harmfuld.
192 Ikke har her jeg Ganger og Karm, som jeg kunde bestige,
193 Men i min Fader Lykaons Palads staaer elleve Vogne,
194 Skjønne, forsvarlige, flunkende nye, og Dækker er bredte
195 Over dem trindt, til hver af Vognene staaer et Spand Heste,
196 Baade med Spelt og med hvidguult Byg de rundelig fodres.
197 Vel formaned Lykaon mig stærkt, den aldrende Vognhelt,
198 Hist i det smuktopbygte Palads, da jeg gav mig på Reisen,
199 Og han mig raaded på rullende Karm bestandig at stige,
200 Naar mine Troiske Mænd jeg førte til drabelig Kampfærd;
201 Raadet jeg lød dog ei, langt bedre det dog havde været;
202 Hestene vilde jeg skaane, det skorted dem aldrig på Foder,
203 Men hos beleirede Mænd var jeg bange de Nød skulde lide,
204 Derfor jeg hjemme dem lod, og begav på min Fod mig til Troia,
205 Stolende trygt på min Bue, dog ei den skulde mig baade;
206 Alt har jeg skudt min Piil mod to af de ypperste Drotter,
207 Tydeus’s Søn og Atreiden, dem Begge jeg traf, og det klare
208 Blod udstyrted af Saar, men jeg hidsed dem kun desto mere.
209 Thi har jeg ret i ulykkelig Stund nedtaget af Knagen
210 Buen den krumme den Dag mine Troiske Kæmper jeg førte
211 Hid til det yndige Troia, den herlige Hektor at tjene;
212 Dog, hvis atter jeg finder mit Hjem, og igjen mine Øine
213 Skue mit Fædreneland, min Høienloftssal og min Hustrue,
214 Gid en Fjende da flux af Hals mig hugge mit Hoved,
215 Knækker jeg ikke min Bue med Haand, og Stumperne kaster
216 Ind i den blussende Ild, thi hid omsonst den mig fulgte.
217 Ham gjensvared Aineias, den Troiske Høvding saalunde:
218 Tal ikke saa, min Ven! dog Sagerne bedres vel neppe,
219 Førend med Ganger og Karm vi To mod Manden os styrte
220 Dristelig frem, med Vaaben i Haand en Dyst at forsøge.
221 Derfor velan! stig op på min Vogn, at selv du kan lære,
222 Hvordan de Troiske Heste forstaae over Sletten at fare
223 Hurtigen frem og tilbage, til Flugt eller stormende Anfald;
224 Disse skal ogsaa fra Kamp nu hjem til Staden os føre,
225 Hvis Kronion nu Seier og Roes forlener Tydeiden.
226 Vel! saa tag du Svøben i Haand og den flunkende Tømme,
227 Selv vil jeg da fra min Karm nedstige til Kamp, eller ogsaa
228 Gak du Helten tillivs, saa skal jeg for Hestene sørge.
229 Ham gjensvared påstand den herlige Søn af Lykaon:
230 Bedst, Aineias! at du baade Tømmen og Gangerne styrer,
231 Med deres vanlige Kudsk vil de raskere trække den krumme
232 Vogn, saafremt vi på Flugt af Tydeus’s Søn vorde drevne,
233 Ellers af Skræk de stædige blev, og vilde vel ikke
234 Føre fra Kampen os bort, saasnart din Stemme de savned;
235 Naar da den modige Tydeus’s Søn kom farende mod os,
236 Dræbte han Begge maaskee, og tog vore vælige Heste;
237 Derfor, Aineias! du selv bør Vognen og Gangerne kjøre,
238 Da vil jeg, nar han kommer, ham møde med flængende Landse.
239 Da de nu saa havde talt, besteg de den prunkende Stridskarm,
240 Og mod Tydeiden med Iver de jog deres hurtige Heste.
241 Dem blev Sthenelos vaer, den straalende Søn af Kapaneus,
242 Og med bevingede Ord han talede flux til Tydeiden:
243 Tydeus’s Søn, Diomedes! mig inderlig kjær i mit Hjerte!
244 Hist to Kæmper jeg seer til en Dyst komme farende mod dig,
245 Mænd af umaadelig Kraft, en mesterlig Skytte den Ene,
246 Pandaros, han som en Søn af Lykaon sig stoltelig kalder,
247 Helten Aineias den Anden, der stoltelig nævner som Fader
248 Drotten Anchises den bolde, til Moder han har Aphrodite.
249 Kom! lad på Vognen os vige herfra, og ras mig dog ikke
250 Blandt Forkæmperne saa, at du ei dit Liv skal forlise.
251 Ham gjensvared med rynkede Bryn den Helt Diomedes:
252 Tael dog aldrig om Flugt, ei er jeg tilsinds dig at føie,
253 Ei er det født mig i Blodet, at flye forsagt naar jeg kæmper,
254 Eller fra Strid mig at liste, endnu er min Kraft ikke svækket.
255 Lidet mig huer at stige tilvogns; som her jeg nu stander,
256 Vil jeg dem møde, Athene mig ei tillader at bæve.
257 Dog deres hurtige Heste skal vist ikke føre dem Begge
258 Hjem fra Striden med os, om endog den Ene sig bjerger.
259 Dette jeg sige dog vil, og læg mit Ord dig på Hjerte:
260 Dersom den kløgtige Pallas den Roes mig skulde forlene,
261 Begge ved Livet at skille, da lad vore vælige Heste
262 Kun blive holdende her, og bind deres Tømme til Vognknap;
263 Skynd dig saa hen, grib fat i Aineias’s Hingster, og driv dem
264 Bort fra Troernes Sværm til de pladebedækte Danaer,
265 Thi fra det Kuld de stamme, som Zeus Fjernskueren fordum
266 Gav Kong Tros for hans Søn Ganymedes til Vederlag, derfor
267 Findes ei Mage til Heste saavidt Dagslyset sig breder.
268 Drotten Anchises med Hopper sig sneg til Hingster af dette
269 Kuld, og fik dem bedækte imod Laomedons Vidskab.
270 Derved han fik i sin Gaard sex Føl af den herlige Stamme,
271 Selv han de fire beholdt, dem fodrer han hjemme ved Krybben,
272 To han gav til sin Søn, to skræmmende Hingster i Feltslag;
273 Fanged vi dem i Vold, vi stor Berømmelse vandt os.
274 Saaledes Ordene faldt, som her med hinanden de skifted.
275 Snart nu nærmed sig hine på Karmen med travende Heste;
276 Først til Tydeiden da talte den herlige Søn af Lykaon:
277 Fyrige Helt, stivsindede Søn af den hædrede Tydeus
278 Vel har min flyvende Piil med sin stingende Braad ikke dræbt dig,
279 Nu med mit Spyd forsøge jeg vil, om det lykkes at ramme.
280 Talt, med et Sving udslynged han flux sin vældige Spydstang,
281 Og Diomedes’s Skjold han traf, heelt ind gjennem Skjoldet
282 Fløi den kobberne Od, og tørned mod Bryniepladen.
283 Høit da raabte påstand den herlige Søn af Lykaon:
284 Heelt gjennem Lysken jeg stak dig, ret længe, jeg troer, vil du neppe
285 Holde det ud, og mig har du stor Berømmelse skjenket.
286 Uforfærdet til Svar ham gav den stærke Tydeide:
287 Landsen dig glipped, du ramte mig ei, men I vil vel neppe
288 Helme, før En i det mindste med Spyd nedstyrtet i Støvet
289 Ares har mættet med Blod, den urokkelig kæmpende Krigsgud.
290 Talende saa, han slynged sit Spyd, og Athene det styred
291 Hen mod hans Næse ved Øiet; ind mellem de blændende Tænder
292 Løb den hærdede Malm, og ved Roden den Tungen ham afskar,
293 Nede ved Hagen den kobberne Od kom atter tilsyne.
294 Ned af Karmen han faldt, høit klirred om Manden de blanke
295 Brogede Plader af Malm, og brat de vælige Heste
296 Sprang af Skræk til en Side, forødt var Livet og Kraften.
297 Frem Aineias da sprang med sit Skjold og sin mægtige Landse,
298 Frygtende svart, at hans Liig af Achaierne bort skulde slæbes.
299 Trindt den Faldne han gik i Lid til sin Kraft som en Løve,
300 Og over Dødningen holdt han sit Spyd og sit blankede Rundskjold,
301 Sindet ihjel at slaae hver den, som kom ham imøde;
302 Frygtelig lød hans Raab, da greb Tydeiden en Kampsteen,
303 Knap to dygtige Karle, som nuomstunder de fødes,
304 Magte saa vældig en Steen, dog ene han svang den med Lethed.
305 Denne han drev mod Aineias, og traf hans Hofte, hvor Laaret
306 Bøier i Led sig om Hoften, sædvanlig man kalder den Skaalen,
307 Denne han slog i Qvag, og begge dens Sener han knuste,
308 Trindt afflænged den kantede Steen al Hud, og Aineias
309 Segnede ned på Knæe, med sin senede Haand han mod Jorden
310 Støtted sig fast, og den bælgmørke Nat omtaaged hans Øine.
311 Nu havde Drotten Aineias forvist sit Liv maattet lade,
312 Hvis Aphrodite, hiin Datter af Zeus, ei grandt havde seet det,
313 Hun var hans Moder, som havde ham født med Hyrden Anchises.
314 Over sin elskede Søn sine blændende Arme hun bredte,
315 Tog saa en Flig af sit skinnende Slør, og holdt den foran ham,
316 Sønnen at værne mod Ram, at ei af Danaerne Nogen
317 Skulde ham saare med Spyd i Bryst, og berøve ham Livet.
318 Saaledes bort sin elskede Søn fra Kampen hun førte.
319 Ei Kapaneus’s Søn gik hiin Formaning af Minde,
320 Som Diomedes, den kraftige Helt, havde lagt ham på Hjerte.
321 Strax tilbage han holdt sit Spand heelhovede Heste
322 Fjernt fra det buldrende Gnye, og Tømmerne bandt han til Vognknap,
323 Styrted saa frem mod Aineias’s Spand skjønhaarede Heste,
324 Drev dem fra Troernes Sværm til de pladebedækte Danaer
325 Hen, og gav dem til Vennen Deipylos, hvem han af alle
326 Jevnlige elskede meest, thi sær hengiven han var ham,
327 Bort til de bugede Snekker at føre dem. Flux på sin egen
328 Vogn svang Helten sig op, greb fat i den flunkende Tømme,
329 Og efter Tydeus’s Søn han jog sine stampende Heste
330 Hidsig afsted; med sit grusomme Spyd alt denne forfulgte
331 Kypris, thi klart han fornam, det var en af de svage Gudinder,
332 Ei af de stærke, som raade med Magt i Menneskens Krige,
333 Hverken Athene, ei heller den Stadomstyrter Enyo.
334 Men da han farende hen gjennem Tummelen naaede Gudinden,
335 Strakte den modige Tydeus’s Søn sig frem i det samme,
336 Og med et Spring han sit kobberne Spyd hende jog i den spæde
337 Haand, og ind gjennem Huden sig trængte den stingende Malmod
338 Gjennem det himmelske Slør, som Chariterne selv havde vævet,
339 Oppe ved Leddet, da randt det hellige Blod af Gudinden,
340 Vædsken, som flyder saa reen de salige Guder i Aarer;
341 Ei er Brød deres Spise, ei blussende Viin deres Drikke,
342 Derfor de har ikke Blod, og udødelig kalder man Slægten.
343 Skrigende høit hun slap sin elskede Søn i det samme;
344 Flux dog Phoibos Apollon ham greb i Favnen, og bar ham
345 Bort i en blaanende Skye, at ei af Danaerne Nogen
346 Skulde ham saare med Spyd i Bryst, og berøve ham Livet.
347 Høit til Gudinden da raabte den kraftige Helt Diomedes:
348 Datter af Zeus! viig bort fra Strid og drabelig Kampfærd!
349 Er det ei nok, at med List du Qvinderne svage bedaarer?
350 Hvis du herefter dig vover i Krig, da troer jeg tilvisse,
351 At du vil gyse for Krig, naar blot du hører den nævne.
352 Talt; med Jamren hun skyndte sig bort, thi hun martredes saare.
353 Flux den hurtige Iris fra Tummelen ud hende førte,
354 Svart hun leed, og den deilige Hud blev rødnet af Blodet.
355 Derpå den hidsige Ares de traf, som ved Slaget til Venstre
356 Sad, i en Skye stod skjult hans Spær og hans hurtige Heste.
357 Ned for sin elskede Broder på Knæe Aphrodite sig kasted,
358 Trygled ham bønlig, og bad om de gyldenbidslede Heste:
359 Elskede Broder! o skaf mig herfra, og mig laan dine Heste!
360 At til Olymp til Gudernes Boe jeg atter kan komme;
361 Svart mig piner et Saar, som en dødelig Mand mig har stunget,
362 Tydeus’s Søn, der vel snart med Zeus en Dyst vil forsøge.
363 Talt, da gav hende Ares de gyldenbidslede Heste,
364 Op på Karmen hun steg, forpiint i sit inderste Hjerte,
365 Iris ved Siden sig satte, og Tømmerne greb hun med Haanden,
366 Jog saa med Svøben på Gangerne rask, og villige fløi de.
367 Snart til Gudernes Hjem til høien Olympos de naaede;
368 Der hun Hestene standsed, den stormsneltvandrende Iris,
369 Spændte dem flux fra Karm, og gav dem guddommeligt Foder.
370 Men Aphrodite sig kastede ned i sin Moder Diones
371 Skjød, og kjærlig i Favn hun greb sin elskede Datter,
372 Klappede hende med Haand, tog Ordet og talte saalunde:
373 Hvad for en Gud har gjort dig Fortræd, min elskede Datter!
374 Uden at blues, som havde du aabenbart øvet en Udaad?
375 Hende da gav til Svar den smilende Viv Aphrodite:
376 Tydeus’s Søn har mig saaret, den dristige Helt Diomedes,
377 Da jeg min elskede Søn fra den buldrende Kamp vilde føre,
378 Helten Aineias, der er mig saa kjær som ei nogen Anden;
379 Ei er det længer en Kamp, som Achaier mod Troerne kæmpe,
380 Men allerede med Guderne selv Danaerne stride.
381 Hende til Svar da gav Dione, den høie Gudinde:
382 Fat dig, mit Barn! og slaae dig tiltaals, skjøndt saare bedrøvet!
383 Alt har Mangen af os, som Olympen beboe, maattet udstaae
384 Qvaler af Menneskens Børn, naar vi Plager hverandre beredte.
385 Svart blev Ares forpiint, dengang Ephialtes og Otos,
386 Vældige Børn af Aloeus i holdige Lænker ham slutted,
387 Bunden han laae i et Fængsel af Malm vel Maaneder tretten;
388 Reent vansmægtet var vist den umættelig kæmpende Ares,
389 Hvis deres Stedmoder ei, den deilige Eeriboia,
390 Havde fortalt det til Hermes; i Løn befried han Ares,
391 Som allerede var mat, thi haardt havde Lænken ham kuet.
392 Svart blev Here forpiint, dengang Amphitryons stærke
393 Søn hende traf med en Piil tretunget og hvas i det høire
394 Bryst, da blev ogsaa hun af ulidelig Smerte betagen.
395 Ogsaa den uhyre Hades en flyvende Piil maatte føle,
396 Dengang den samme Forvovne, hiin Søn af den høie Kronion,
397 Traf ham i Pylos ved Dynger af Liig, og til Qvaler ham hengav;
398 Op til høien Olymp til Zeus’s Palads han begav sig,
399 Bister i Hu, og stungen af Qval, thi dybt havde Pilen
400 Ind i den kraftige Skulder sig trængt, og voldte ham Pine.
401 Lindrende Balsam Paieon på Saaret ham strøg, og han kom sig
402 Snart igjen, thi ei var han fød til dødelig Skabning.
403 Fræk og udædisk var hiin, og bluedes aldrig ved Voldsdaad,
404 Guderne selv, som Olympos beboe, med sin Bue han martred.
405 Dog, denne Mand har Athene forvist ophidset imod dig,
406 Tydeus’s Søn, den Daare, som ei har betænkt i sit Hjerte,
407 At naar en Mand med Guderne slaaes, vorder stakket hans Livstid;
408 Ei skal hans Børn om hans Knæe lille Fa’er tilraabe ham glade,
409 Naar han er kommen tilbage fra Leding og gruelig Kampfærd.
410 Derfor sig vogte Tydeiden, hvorvel han er stærk, at en Anden,
411 Dig overlegen i Kræfter, til Kamp ei træder imod ham,
412 At ikke Aigialeia, Adrasts forstandige Datter,
413 Qvinden saa bold, den modige Helt Diomedes’s Hustrue,
414 Skal med fortvivlede Skrig af Søvne sit Tyende vække,
415 Naar hun har mistet sin Husbond, den gjeveste Mand af Achaia.
416 Saa hun taled, og strøg med Hænderne Blodet af Saaret.
417 Lægt blev Haanden, da dulmede strax de heftige Smerter.
418 Knap blev Athene det vaer og den liliearmede Here,
419 Før de begyndte med stiklende Ord at drille Kronion.
420 Først til Orde da tog den lysblaaøiede Pallas:
421 Vil du fortørnes, min Fader på mig for hvad jeg vil sige?
422 Sikkert har Kypris nu lokket en blomstrende Viv af Achaia
423 Med sig til Troerne hen, dem hun nu saa forfærdelig elsker,
424 Og ved at klappe den fagre, den smukbeslørede Qvinde,
425 Har hun vel revet sin Haand saa fiin på det gyldene Spænde.
426 Saa hun talte, da smiilte hiin Guders og Menneskers Fader,
427 Flux den gyldene Kypris han kaldte da til sig og sagde:
428 Dig, mit Barn! ei givet det blev at sysle med Krigsfærd;
429 Gak du hen og besørg hvad der hører til smægtende Bryllup,
430 Hiint er en Dont for Athene og Ares, den stormende Krigsgud.
431 Saaledes Ordene faldt, som her med hinanden de skifted.
432 Frem mod Aineias nu foer den kraftige Helt Diomedes,
433 Vidende vel, at Apollon selv holdt sin Haand over Manden,
434 Ei han grued engang for den vældige Gud i sin Iver,
435 Helten Aineias at slaae, og vinde hans prægtige Rustning.
436 Tregange styrted han frem i den Agt at slaae ham tildøde,
437 Tregange slog Apollon hans straalende Skjold, saa det rokked,
438 Men da han fjerdegang stormede frem med Kraft som en Guddom,
439 Lød Fjernskytten Apollons forfærdende Trudsel saalunde:
440 Tag dig ivare, Tydeide! viig bort, og formast dig dog aldrig
441 Frækt dig med Guder at maale, thi ei har de salige Guder
442 Æt tilfælleds med Menneskens Børn, som vandre på Jorden.
443 Saa han talte, da veeg Diomedes et Stykke tilbage,
444 Slagen af Gru for Apollons den Fjernthenrammendes Vrede.
445 Bort fra Stimlen Apollon nu rev Aineias, og førte
446 Ham til det hellige Pergamos hen, hvor et Tempel var bygt ham;
447 Der baade Leto og Artemis flux, Gudinden den piilfroe,
448 Lægte hans Saar, og forøged hans Kraft i den helligste Lønsal.
449 Flux et Billed nu skabte hiin Gud med den sølverne Bue,
450 Ganske det ligned Aineias af Aasyn saavelsom af Vaaben.
451 Trindt om Billedet Troernes Mænd og Achaiernes Sønner
452 Hug nu løs på hinanden, og kløved de Tyreskinds runde
453 Brystbeskjermende Skjolde og smaae fjærlette Buklarer,
454 Men til den hidsige Ares nu talede Phoibos Apollon:
455 Ares! du mordiske Ares, bloddryppende Muuromstyrter!
456 Vilde du ei gaae hen, og fra Striden forjage den Kæmpe,
457 Tydeus’s Søn, som vel snart en Dyst med Zeus vil forsøge,
458 Først mod Kypris han foer, hendes Haand ved Leddet han saared,
459 Derpå mig selv han stormed tillivs med Kraft som en Guddom.
460 Talt, og hen på Toppen af Pergamos flux han sig satte,
461 Medens den mordiske Ares til Troerne gik, dem at muntre;
462 Akamas ligned han grandt, de Thrakers behjertede Høvding.
463 Flux han til Priamos’ Sønner, de gudopfostrede, raabte:
464 Siger mig dog, hvorlænge vil I, Kong Priamos’ Sønner,
465 Lade det Troiske Folk saa svart af Achaierne myrdes?
466 Mon, til de hugge sig frem til Dyst ved de prægtige Porte?
467 Falden er alt en Mand, som vi skattede lige med Hektor,
468 Helten Aineias, hiin Søn af den modige Høvding Anchises;
469 Op! lad os flux vor herlige Ven fra Tummelen frelse!
470 Saa han taled, og Kraft og Mod hos dem Alle han vakte.
471 Strengt nu satte Sarpedon den ædelig Hektor irette:
472 Hektor! hvorhen er svundet det Mod, som før dig besjeled?
473 Selv du meente tilforn, uden Folk eller Ledtogskæmper,
474 Ene med Svogre og Brødre din Stad at kunne forsvare;
475 Ei dog af disse jeg her en Eneste seer eller mærker,
476 Alle de krybe med Rædsel i Skjul som Hunde for Løven,
477 Vi derimod, vi dyste, som kun ere Ledtogskæmper,
478 Ogsaa jeg selv som Hjelper i Krig hidkom fra det Fjerne;
479 Lykien ligger jo langt herfra ved den hvirvlende Xanthos,
480 Der tilbage jeg lod min lallende Søn og min Hustrue,
481 Gods desuden i Mængde, som trængende Mand maatte attraae,
482 Dog jeg muntrer endda mine Lykier rask, og med Kjækhed
483 Møder jeg selv min Mand, skjøndt her jeg Intet besidder,
484 Som det Achaiske Folk kunde rane mig bort eller plyndre.
485 Selv du stander nu træg, og ei engang du de andre
486 Folk opmuntrer til freidig at slaaes, Eders Qvinder at skjerme.
487 Vogter Jer vel, at I ei skal hildes i flettede Fanggarn
488 Ligesom Vildtet, og vorde til Rov og Bytte for Fienden,
489 Som Eders velbebyggede Stad ret snart ville hærge.
490 Dette forsand baade Dag og Nat du burde betænke,
491 Bede du burde hver Drot for de langveishentede Krigsfolk,
492 Djervt at kæmpe; din haarde Bebreidelse burde du spare.
493 Saaledes taled Sarpedon, hans Ord skar Hektor i Hjertet.
494 Flux i Rustningens Plader til Jord nedsprang han af Stridsvogn;
495 Hvæssede Spyd han svang, mens hen gjennem Hæren han ilte,
496 Muntrende Folket til Strid, og vakte det rædsomme Kampgny.
497 Fylkerne svinged påstand, og bød Achaierne Spidsen,
498 Kjækt i Rækker dog stod Achaierne, uden at vige.
499 Ligesom Avner for Vind hen over den hellige Markloe
500 Flyve ved Skovlernes Kast, saa tit den gyldne Demeter
501 Avnerne renser fra Kornet ved Pust af de drivende Vinde,
502 Hvidnende høine sig Bunkerne da, saalunde foroven
503 Hvide Danaerne blev af den Støv, som de trampende Heste
504 Op mellem Kæmperne sparked med Hov mod den kobberne Himmel,
505 Da de påny brød løs, og Kudskene vendte med Stridskarm;
506 Vældigen foer de Fienden tillivs, men den hidsige Ares
507 Hyllede Kampen i Mulm og Nat til Troernes Bistand,
508 Farende hen overalt, for at føie hvad Phoibos Apollon
509 Havde forlangt, hiin Gud med det gyldene Sværd, som befoel ham,
510 Troernes Mod at vække, saasnart han saae, at Athene
511 Bort sig begav, som Danaernes Folk havde hjulpet i Striden.
512 Selv udførte nu Phoibos af Tempelets glimrende Lønsal
513 Helten Aineias, og Kraft i Barm han Høvdingen indskjød.
514 Atter Aineias blandt Vennerne stod, og høit de sig fryded,
515 Nu da de komme ham saae i Behold og ilive tilbage,
516 Modig og kraftig som før, dog ei udspurgte ham Nogen,
517 Ei fik de Stunder dertil for den Dyst, som blev vakt af Apollon,
518 Morderen Ares med samt den umættelig higende Tvedragt.
519 Dog Diomedes, Odysses saavelsom Aianterne begge
520 Muntred Danaernes Kæmper til Strid, som selv uden dette
521 Skjælvede hverken for Troernes Kraft eller gjaldende Kampskrig,
522 Nei! urokkede stod de, som Skyerne staae, dem Kronion
523 Sætter om Bjergenes Aas, naar Luften er fuldkommen stille,
524 Ei de sig røre det mindste, saalænge den kraftige Nordvind
525 Sover med alle de andre balstyrige Vinde, som ellers
526 Jage de mørknende Skyer med hvinende Pust gjennem Luften;
527 Saa Danaerne stod mod Troerne, uden at flygte.
528 Rask gjennem Skaren Atreiden nu gik med ivrig Formaning:
529 Teer Eder nu som Mænd, lad Mod Eders Hjerter besjele!
530 Skammes og blues i drabelig Dyst af Agt for hinanden!
531 Agter et Folk sig selv, da frelses der Fleer end der falde,
532 Rømmende Mænd derimod hverken Hjelp eller Rye har at vente.
533 Talt; rask svang han sit Spyd, og En af de forreste Kæmper
534 Helten Aineias’s trofaste Ven Deikoon traf han,
535 Pergasos’ Søn, hvem ligesaa høit som Priamos’ Sønner
536 Troerne skatted, thi rask han kæmpede forrest på Stridsmark.
537 Midt på Skjoldet ham traf med sit Spyd den Drot Agamemnon,
538 Ei mod Spydet det bøded, thi heelt foer Odden igjennem,
539 Bored sig ind gjennem Beltet, og fæsted sig nederst i Bugen;
540 Brat han faldt saa det drøned, og Pladerne klirred om Manden.
541 Men for Aineias’s Haand faldt to af de bedste Danaer,
542 Krethon med samt hans Broder Orsilochos, Børn af Diokles,
543 Faderen havde sit Hjem i det velbebyggede Phere,
544 Rig var denne på Gods, og han leded sin Æt fra den brede
545 Flod Alpheios, som løber igjennem det Pyliske Landskab;
546 Denne til Drot over talrige Mænd Orsilochos avled,
547 Fader Orsilochos blev til Helten den bolde Diokles,
548 Tvillinger avled Diokles, Orsilochos hedde den Ene,
549 Krethon den Anden, tilgavns de forstod sig på alskens Kampfærd.
550 Alt i den feireste Ungdom de drog på tjærede Skibe
551 Med det Argeiiske Folk til det hestopfostrende Troia,
552 Hevn over Troernes Folk Kong Atreus’s Sønner at vinde,
553 Nu den altfuldendende Død indhylled dem Begge.
554 Som et Par glubende Løver, der fødtes på Bjergenes Toppe,
555 Hvor i den tætbevoxede Skov deres Moder dem næred,
556 Tit naar de gange på Rov efter Oxer og triveligt Smaaqvæg,
557 Hærge de Hyrdernes Stalde på Markerne, indtil de rammes
558 Selv af skærpede Spyd, og falde for Mændenes Hænder,
559 Saadanne vare de Brødre, som her for Aineias’s Hænder
560 Faldt, og styrted omkuld lig rankopvoxede Graner.
561 Ynk den Drot Menelaos betog, da segne han saae dem;
562 Rustet med straalende Malm han gjennem de forreste Rækker
563 Skred, og svang sit Spyd, hans Mod ophidsede Ares,
564 Ventende vist, han sit Liv for Aineias’s Haand skulde lade.
565 Øie på ham nu fik Antilochos, Sønnen af Nestor,
566 Gjennem de forreste Skarer han foer, af Frygt for at Drotten
567 Skulde forlise sit Liv, og forspilde dem reent deres Arbeid.
568 Hine var alt med skærpede Spyd og løftede Hænder
569 Styrtede frem hinanden tillivs, kamphidsige Begge,
570 Flux da treen Antilochos hen til Folkenes Hyrde,
571 Ikke da dristed Aineias at staae, skjøndt ellers forvoven,
572 Nu da han saae to dygtige Mænd hos hinanden at stande.
573 Disse nu flux til Achaiernes Hær henslæbte de Faldne,
574 Gav de to ynkværdige Liig i Vennernes Hænder,
575 Vendte saa selv tilbage, og kæmpede forrest på Stridsmark.
576 Først de Pylaimenes slog, en Helt saa tapper som Ares,
577 Drotten, der førte til Kamp Paphlagoniens modige Skjoldmænd.
578 Ham med sit Spyd traf Atreus’s Søn den Drot Menelaos,
579 Just som ved Vognen han stod, og i Nøglebenet ham ramte,
580 Medens Antilochos traf med en Steen hans dygtige Karmsvend
581 Mydon, Atymnios’ Søn, da han vendte de stampende Heste;
582 Lige ved Albuens Bøining han traf ham, og ud af hans Hænder
583 Faldt i Støvet til Jord den filsbeenskinnende Tømme.
584 Frem Antilochos sprang, og sit Sværd han i Tindingen drev ham;
585 Ud af den prægtige Karm han styrted med rallende Dødssuk
586 Hovedkulds ned, saa han stod i Støv på Hænder og Isse;
587 Saaledes stod han en Stund, thi dybt var Sandet, han faldt i,
588 Indtil de sparkende Heste til Jord ham kasted i Støvet;
589 Flux med Svøben Antilochos hen til Achaierne drev dem.
590 Henne ved Skaren blev Hektor dem vaer, og hidsig imod dem
591 Foer han med vildene Raab, ledsaget af Troernes stærke
592 Fylker; selv Ares dem førte til Strid og Enyo den barske;
593 Hun medførte den ublue Larm, som raser i Kampfærd,
594 Men i sin vældige Haand svang Ares det uhyre Spydskaft,
595 Snart foran Hektor han gik, og snart han vandrede bag ham.
596 Ræd ved Synet da blev den kraftige Helt Diomedes.
597 Som naar en Mand, der vidt over Mark har vandret, forlegen
598 Standser med Et ved en skyllende Bæk, som løber mod Havet,
599 Naar med sit Skum han bruse den seer, og tilbage han vender,
600 Saaledes veeg nu Tydeus’s Søn, og taled til Hæren:
601 Venner! hvi see vi med Studsen, hvorlunde den herlige Hektor
602 Flinkt handterer sit Spyd, og freidig i Kampen beteer sig!
603 Altid en Gud jo stander ham nær, som ham skjermer mod Ufærd,
604 Nu staaer Ares ham nær, omskabt til en dødelig Kæmpe.
605 Viger da nu tilbage, dog altid med Øinene vendte
606 Hen imod Fienden; lad ei med Guderne Kamp os forsøge!
607 Saa han talte, da nærmed sig stærkt de Troiske Skarer.
608 Hektor påstand Menesthes med samt Anchialos dræbte,
609 To kampøvede Mænd, som agede sammen på Stridskarm.
610 Aias, den Telamonide, blev greben af Ynk med de Faldne,
611 Flux han nærmere treen, og slynged sin glimtende Landse;
612 Amphios, Selagos’ Søn han traf, hvis Hjem var i Paisos;
613 Rig var Manden på Marker og Liggendefæe, men i Leding
614 Skjebnen ham drev, for Priamos Hjelp og hans Sønner at bringe;
615 Ham traf Aias i Beltet, den kraftige Telamonide,
616 Nederst i Bugen sig fæstede dybt den mægtige Spydstang,
617 Brat han faldt saa det drøned; strax løb den straalende Aias
618 Hen for at plyndre hans Rustning, da styrted fra Troerne skarpe
619 Glimtende Spyd som en Regn, med sit Skjold opfanged han mange.
620 Foden han satte på Dødningens Krop, og sin kobberne Landse
621 Rykked han ud, men af Skuldre de prægtige Vaaben at rive,
622 Mægted forresten han ei, thi hardt blev han kuet af Spydkast;
623 Ræd han blev for den sluttede Krinds af de modige Troer,
624 Hvilke saa mange, saa gjeve med Landserne gik ham på Livet,
625 Og ihvor stout og høi han saa var og kraftig tillige,
626 Drev de dog Helten tilbage, og skrapt blev han tumlet på Flugten.
627 Saadan Bedrift udøved de her i drabeligt Stridsmaal,
628 Men den behjertede høie Tlepolemos, Søn af Herakles,
629 Hidsed den mægtige Skjebne til Kamp med den bolde Sarpedon.
630 Da de nu skridende frem hinanden var traadt under Øine,
631 Her en Søn, en Sønnesøn hist af Skyernes Herre,
632 Hæved Tlepolemos først sin Røst og talte saalunde:
633 Drot for Lykiens Folk, Sarpedon hvad havde du nødig,
634 Her som en Kryster at staae, da slet du forstaaer dig på Kampfærd?
635 Falskelig kaldes du Søn af den Aigissvinger Kronion,
636 Langt tilbage du sandelig staaer for hine berømte
637 Mænd, som avlede blev af Zeus i Fædrenes Dage.
638 Hvad for en Mand var min Fader dog ei, efter hvad man fortæller,
639 Stærken Herakles, den vovsomme Helt med et Mod som en Løve!
640 Hid var han dragen engang for Drotten Laomedons Heste,
641 Ikkun med Seilere sex, og få var hans Kæmper i Tallet,
642 Dog udplyndred han Ilions Stad, og hærged dens Gader.
643 Dog du selv er en Stakkel af Mod, og svækket dit Mandskab,
644 Thi vil du visselig knap et Værn for Troerne vorde,
645 Du, som fra Lykien kom, selv ei om Kraft du besidder;
646 Kuet af mig skal du snart nedvandre til Hades’s Rige.
647 Ham gjensvared Sarpedon, de Lykiers Konge saalunde:
648 Ja! deri har du Ret, han hærged det hellige Troia;
649 Det var den stolte Laomedons Skyld, som en Daare han handled,
650 Haanlige Ord til Løn for hans Villighed gav han din Fader,
651 Og for de Heste han sveg ham, hvorfor han var dragen saa langveis.
652 Dog jeg forkynder dig her, at Død og gruelig Henfart
653 Times dig skal for min Haand, snart ramt af denne min Landse
654 Giver du Hæderen mig, og din Sjel Hesttumleren Hades.
655 Saaledes talte Sarpedon, påstand Tlepolemos løfted
656 Spæret af Ask, da foer de dygtige Landser på eengang
657 Ud af Kæmpernes Hænder, og midt i Halsen Sarpedon
658 Traf ham, saa tværs gjennem Hals sig bored den rædsomme Spydsod;
659 Flux den bælgmørke Nat indhyllede begge hans Øine.
660 Men med sit vældige Spyd Tlepolemos ham i det venstre
661 Laar havde ramt, den hidsige Od løb gjennem og tørned
662 Lige mod Benet; hans Fader endnu ham skjermed mod Ufærd.
663 Derpå de herlige Svende den Helt Sarpedon fra Kampen
664 Bar, svart tynged det mægtige Spyd, som efter ham slæbte;
665 Ei saa betænksom var Nogen, at ind det faldt ham at drage
666 Asktræesspæret af Laar, at han selv på Jord kunde støtte,
667 Saadan en Hast var påfærde, saa ivrig de hjalp deres Konning.
668 Bort fra den buldrende Kamp de pladebedækte Danaer
669 Førte Tlepolemos strax, det saae den Ædling Odysseus,
670 Drotten forvoven og djerv, og i Hu blev han rasende opbragt.
671 Dog han betænkte sig først, og veied i Sind og i Hjerte,
672 Enten den Søn af Tordneren Zeus han skulde forfølge,
673 Eller han fleer af Lykiens Mænd skulde Livet berøve.
674 Dog det var ikke beskikket den modige Konning Odysseus,
675 Zeus’s mandhaftige Søn med flængende Malm at ihjelslaae;
676 Derfor Athene hans Hu henvendte mod Lykernes Skare,
677 Først han Koiranos dræbte, saa Chromios faldt med Alastor,
678 Halios, samt Alkandros, saa Prytanis faldt og Noemon,
679 Ja langt fleer af Lykiens Mænd for Odysses var faldne,
680 Havde han ei det seet, den hjelmomstraalede Hektor;
681 Rustet med skinnende Malm han gjennem de forreste Skarer
682 Skred til Rædsel for alle Danaerne; glad ved hans Komme
683 Blev Sarpedon, og talede saa med ynkelig Stemme:
684 Priamos’ Søn! lad mig ei til Priis for Danaerne ligge
685 Her, men kom mig til Hjelp, lad saa hos Eder i Staden
686 Livet mig siden forlade, thi sikkerlig fåer jeg dog aldrig
687 Meer mit Fædreneland at see, og aldrig ved Hjemkomst
688 Glæde jeg skal min lallende Søn og min elskede Hustrue.
689 Saa han taled; ei svarte den hjelmomstraalede Hektor,
690 Ivrig i Hu han foer ham forbi, for Argeiernes Skare
691 Snarlig at drive på Flugt, og dræbe mangfoldige Kæmper.
692 Derpå de herlige Svende henbar den bolde Sarpedon
693 Under en kneisende Bøg, Kronions det hellige Løvtræe.
694 Ud af hans Laar påstand da drog det mægtige Askspær
695 Pelagon, Helten den stærke, hans elskede Ledingsbroder.
696 Brat ham Veiret forgik, og Mulm omtaaged hans Øine,
697 Snart dog aanded han atter, en rask forfriskende Nordvind
698 Pustede Liv i hans Bryst, som gispende greb efter Veiret.
699 Dog af den hidsige Ares og malmbepandsrede Hektor
700 Lod sig Argeierne ei til de tjærede Skibe fortrænge.
701 Dog ikke heller de kæmped sig frem, tilbage bestandig
702 Veeg de, saasnart de fornam, at Ares nu Troerne bistod.
703 Hvo var vel nu den Første, og hvo var den Sidste, som Hektor
704 Priamos’ straalende Søn hug ned og den kobberne Ares?
705 Teuthras, en Helt som en Gud, og den Gangerbetvinger Orestes,
706 Saa Oinomaos og Trechos, dernæst den Aitoliske Spydhelt
707 Helenos, Oinops’ Søn, og Oresbios, prydet med broget
708 Gjord; hans Hjem var i Hyle; der havde han sanket sig Grunker,
709 Tæt ved Søen Kephisis han eied en Gaard, og omkring ham
710 Boede Boioter, som dyrked et Land, velsignet og frugtbart.
711 Hine bemærkede snart den liliearmede Here,
712 Altsom de styrted Argeierne ned i drabelig Kampfærd.
713 Flux med disse bevingede Ord til Athene hun talte:
714 Datter af Aigissvingeren Zeus, du aldrig Betvungne!
715 Ak! et forfængeligt Ord vi forsand Menelaos har givet,
716 Hjem at drage, naar Ilions Muur han havde forstyrret,
717 Lade den hærgende Ares vi nu saa frygtelig rase.
718 Vel! ogsaa vi vil flux os berede til stormende Angreb.
719 Talt! hendes Ord adlød den lysblaaøiede Pallas.
720 Selv at kobble hun gik de gyldenbidslede Heste,
721 Here, den høie Gudinde, den vældige Kronos’s Datter.
722 Men i en Fart stak Hebe på Vogn de rullende Malmhjul,
723 Otte var Hjulenes Eger, af Jern var Axlen, de løb om;
724 Fælgen var heelt af Guld, uforgængelig stærk, og om Randen
725 Laae fastsluttende Skinner af Malm, et Under at skue,
726 Men af det pureste Sølv var de trindtomrullende Naver.
727 Baade med Remmer af Guld og Sølv var den gyngende Agstol
728 Spændt til Fadingen fast, og der løb to Buer omkring den;
729 Ud fra Karmen der stod en Stang af Sølv, og på Enden
730 Bandt hun det deilige Aag af Guld, og i dette hun slynged
731 Prunkende Seler af Guld, men Here de vælige Heste
732 Trak selv hen under Aag, saa svart efter Kampen hun higed.
733 Midlertid Pallas Athene, hiint Barn af den høie Kronion,
734 Kasted på Faderens Tilie sit fine baldyrede Liinslør,
735 Hvilket hun selv med sin Haand havde kunstigen dannet og virket.
736 Derpå hun sluttede trindt om sin Barm Skysamlerens Brynie,
737 Og til den graadforvoldende Kamp hun greb sine Vaaben;
738 Om sine Skuldre hun kasted den rigtomqvastede Aigis,
739 Rædsom at see til, med truende Skræk er trindt den bekrandset;
740 Der var Strid, der skjermende Kraft og iisnende Rømning,
741 Der var det skræmmende Hoved af Gorgo, Utysket det fæle,
742 Græsseligt, rædsomt at skue, Kronions forfærdende Under;
743 Tog saa på Hoved sin Hjelm, langbøilet med fiirdobbelt Fjærbusk,
744 Gylden og stor til at skjerme Fodkæmper fra hundrede Stæder.
745 Op på den luende Karm hun steg, saa greb hun sin Landse,
746 Tung, forsvarlig og lang, hvormed hun betvinger de kjække
747 Fylker af Mænd, på hvem hun er gram, den Vældiges Datter;
748 Hurtig med Svøben afsted jog Here de vælige Heste;
749 Op sprang Himmelens Port, den Stundgudinderne vogte,
750 Dem er Himlen den brede betroet og høien Olympos,
751 Snart at aabne den sluttende Skye, og snart den at lukke;
752 Ud gjennem denne de styred de skarptansporede Heste.
753 Derpå Kronion de traf, afsides fra samtlige Guder
754 Øverst han sad på en Tind af Olympos’ takkede Rygning.
755 Der sine Heste hun standsed, den liliearmede Here,
756 Og til den høie Kronion hun spørgende talte saalunde:
757 Zeus, vor Fader! fortørnes du ei over Ares’s Voldsdaad?
758 Han som har myrdet saa mange, saa herlige Mænd af Achaia
759 Uden al Skjel eller Skik, men til Kummer for mig, medens stille
760 Kypris og Phoibos Apollon sig fryde, fordi de til Kampen
761 Selv den Afsindige hidsed, som slet ikke kjender til Retfærd.
762 Zeus, vor Fader! siig vilde du nu forbittres, ifald jeg
763 Tugtede Ares med rædsomme Slag, og jog ham fra Kampen?
764 Hende påstand Skysamleren Zeus gjensvared og sagde:
765 Vel! saa hids da imod ham Athene, den Hærfangsgudinde!
766 Ingen forstaaer som hun at berede ham gruelig Smerte.
767 Talt; hans Ord adlød den liliearmede Here;
768 Flux sine Gangere gav hun et Rap, og villige fløi de
769 Midt mellem Jorden afsted og den stjernebeprydede Himmel.
770 Ligesaa langt som en Mand med sit Øie kan see gjennem Luften
771 Over det blaalige Hav, naar høit på en Varde han sidder,
772 Ligesaa langt er et Spring af Gudernes hvrinskende Heste.
773 Men da til Troia de kom til de to raskløbende Floder,
774 Der hvor Simois styrter sin Strøm i Skamandros’s Vande,
775 Der sine Heste hun standsed, den liliearmede Here,
776 Spændte dem flux fra Vogn, og hyllede tæt dem i Taage;
777 Himmelske Urter lod Simois da fremspire til Foder.
778 Frem nu skred de livagtig i Gang som frygtsomme Duer,
779 Begge med ivrig Begjær Argeiernes Kæmper at bistaae.
780 Men da de kom til det Sted, hvor de fleste, de dygtigste Helte
781 Stod hos Tydeus’s Søn, den kraftige Hestebetvinger,
782 Sluttede sammen og gridske, livagtig som glubende Løver,
783 Eller ubændige Vildsvin, hvis Kraft ei lettelig kues,
784 Flux da standsed og raabte den liliearmede Here,
785 Stentor hun ligned aldeles, den Helt med den vældige Malmrøst,
786 Han, som raabte saa høit, som femti Andre tilsammen:
787 Blues, Argeier! I Stakler af Mod, men af Legeme fagre!
788 Medens den Helt Achilles endnu var med, naar de dysted,
789 Aldrig sig Troerne dristed, foran de Dardaniske Porte
790 Frem at gaae, thi de bævede svart for hans mægtige Landse;
791 Nu ved de bugede Skibe heelt fjernt fra Staden de kæmpe.
792 Saa hun taled, og Kraft og Mod hos dem Alle hun vakte.
793 Men til Tydeiden sig skyndte den lysblaaøiede Pallas;
794 Henne ved Ganger og Karm hun traf den Drot Diomedes,
795 Der han kjøled det Saar, som Pandaros’ Piil havde stunget.
796 Sveden ham piinte, som randt under Remmen, der hang ved det runde
797 Skjold, den klemte ham svart, og hans Arm var betagen af Træthed;
798 Remmen han lettede just, og afviskede Blodet det sorte;
799 Fat i Hestenes Aag da greb Gudinden, og sagde:
800 Lidt kun ligner sin Fader den Søn, som Tydeus sig avled;
801 Tydeus var rigtignok liden af Væxt, men en drabelig Kæmpe;
802 Selv engang, da jeg Strid og al opbrusende Fremfærd
803 Reent ham havde forbudt, da skilt fra de andre Danaer
804 Ene til Thebai han drog som Bud til de mange Kadmeier,
805 Sidde jeg bød ham som fredelig Gjæst ved Gildet i Høisal,
806 Men hans ustyrlige Mod henrev ham nu som bestandig,
807 Rask han æsked til Dyst de Kadmeiske Gutter, og hvergang
808 Seired han uden Besvær, saa kraftig min Hjelp jeg ham yded.
809 Dig staaer sandelig ogsaa jeg bi, og huldt jeg dig skjermer,
810 Altid jeg muntrer dig op til at kæmpe med Troerne freidig,
811 Dog den ubændige Træthed bemestred sig alt dine Lemmer,
812 Eller den lammende Frygt dig greb; saa est du da ikke
813 Avlet af Tydeus, den modige Søn af Konningen Oineus.
814 Hende da gav til Svar den kraftige Helt Diomedes:
815 Dig jeg kjender, Gudinde! du est Skjoldsvingerens Datter,
816 Derfor jeg frit vil tale til dig, og Intet fordølge.
817 Ei er jeg greben af lammende Skræk, ei heller af Dorskhed,
818 Men en Formaning jeg kommer ihu, som du selv mig har givet,
819 Thi du forbød mig at træde til Dyst mod enhver af de andre
820 Salige Guder, kun hvis Aphrodite, hiint Barn af Kronion,
821 Kom til Striden, da maatte jeg nok med Spyd hende saare.
822 Derfor jeg selv forføier mig bort, og befaler tillige
823 Samtlige Kæmper af Argos sig hid at trække tilbage,
824 Thi jeg fornemmer, at Ares nu har over Kampen at raade.
825 Ham gjensvared påstand den lysblaaøiede Pallas:
826 Tydeus’s Søn, Diomedes! mig inderlig kjær i mit Hjerte!
827 Vær ei bange for Ares, saalidt som for En af de andre
828 Salige Guder, saa kraftig jeg skal dig yde min Bistand.
829 Vel da! styr nu først imod Ares de trampende Heste!
830 Faer ham tillivs, og ram! spar ei den hidsige Ares,
831 Hiin udædiske Galning, hiin vankelmodige Niding!
832 Han som fornys baade mig og Here det Ord havde givet,
833 Troernes Folk at bekæmpe, og yde Danaerne Bistand,
834 Nu beskjermer han Troernes Mænd, og hine han glemmer.
835 Saa hun taled, og Sthenelos flux af Vognen hun stødte,
836 Trækkende bort ham med Haanden, og ned han foer i det samme.
837 Ivrig Gudinden på Karmen sig op hos den bolde Tydeide
838 Satte, da knagede svart under Vægten den Bøgetræes Axel,
839 Baade den gramme Gudinde den bar og den tappreste Kæmpe.
840 Svøben og Tømmerne flux i Haand greb Pallas Athene,
841 Og imod Ares hun styrede først de stampende Heste,
842 Just som han Periphas plyndred, Ochesios’ glimrende Arving,
843 Boldest iblandt Aitolernes Mænd, vidunderlig kraftfuld;
844 Ham udplyndred den blodige Gud, men Athene sit Hoved
845 Dækked med Hades’s Hjelm, for ei at sees af Ares.
846 Men da den mordiske Ares fik Syn på den Helt Diomedes,
847 Strax da Periphas ligge han lod, den vidunderlig stærke,
848 Alt på det Sted, hvor han først ham slog og berøved ham Livet,
849 Og mod den hestebetvingende Helt Diomedes han stormed.
850 Men da de farende frem under Øine hinanden var komne,
851 Strakte sig Ares påstand over Aaget og Hestenes Tømmer
852 Ud med det kobberne Spær i den Agt at berøve ham Livet;
853 Flux med sin Haand dog slog den lysblaaøiede Pallas
854 Bort fra Vognen hans Spyd, og omsonst det fløi gjennem Luften.
855 Hidsig mod Ares nu foer den kraftige Helt Diomedes
856 Frem med sit kobberne Spær, og med Kraft drev Pallas Athene
857 Dybt i Lysken det ind, hvor hans Gjord fast slutted om Livet,
858 Der han traf, og den skinnende Hud han rifted i Flænge,
859 Trak saa Spæret tilbage; da brølte den kobberne Ares,
860 Ret som naar samfulde ni, ja vel tigange tusinde Kæmper
861 Raabe på eengang, naar Fienden tillivs i Krigen de styrte;
862 Skjælven i Lemmerne foer Achaier og Troer tilhobe,
863 Saaledes brølte han nu den umættelig kæmpende Ares.
864 Ligesaa mørk som Luften seer ud af rugende Skyer,
865 Naar efter trykkende Hede sig reiser en hvinende Stormvind,
866 Saa var for Tydeus’s Søn den kobberne Ares at skue,
867 Da han tilveirs med Skyerne foer til Himlen den brede.
868 Snart til høien Olymp han kom til Gudernes Bolig,
869 Hen til Zeus Kronion forbittret i Hu han sig satte,
870 Viste ham strax det himmelske Blod, som strømmed af Saaret,
871 Og med bevingede Ord han klagende taled saalunde:
872 Fader Kronion! fortørnes du ei ved at see denne Voldsdaad?
873 Stedse vi Guder dog have de grusomste Piinsler at udstaae
874 Ved vore Sned mod hverandre, naar Menneskens Børn vi tjene.
875 Ivres mod dig maae vi Alle, thi du har avlet den vilde
876 Datter, hvis Hu er Fordærv, og som idelig pønser på Udaad.
877 Alle de øvrige Guder, saamange som boe på Olympen,
878 Lyde bestandig dit Bud, underdanig vi lystre dig Alle;
879 Hun derimod, hende revser du ei med Ord eller Gjerning,
880 Hende du føier, da selv det hærgende Barn du har avlet.
881 Nu har hun Tydeus’s Søn, den ubændige Helt Diomedes
882 Egget til rasende frem mod salige Guder at styrte;
883 Først mod Kypris han foer, hendes Haand ved Leddet han saared,
884 Derpå mig selv han stormed tillivs med Kraft som en Guddom.
885 Dog mine hurtige Fødder bortførte mig, ellers jeg længe
886 Hist blandt rædsomme Dynger af Liig havde ligget i Vaande,
887 Eller jeg leved betagen og mat, forhugget af Malmen.
888 Ham gjensvared med rynkede Bryn hiin Skyernes Herre:
889 Hæng mig ei over med Klynken, du vankelmodige Niding!
890 Ingen jeg hader som dig af Olympiske Guder tilhobe,
891 Altid er Kiv dig kjærest, og Strid og støiende Kampfærd.
892 Du har ganske det stride, halsstarrige Sind som din Moder
893 Here, hvem ofte jeg selv med Ord knap mægter at ave.
894 Vist har et Raad af hende forvoldt dig al denne Qvide.
895 Dog, ei længer fordrage jeg kan, at du pines af Smerter,
896 Du est jo dog min Søn, og med mig din Moder dig undfik,
897 Men hvis en Anden af Gudernes Slægt var din Fader, du Morder!
898 Alt forlængst du dybere laae end Uranos’ Afkom.
899 Talende saa Paieon han bød, at hele hans Vunde.
900 Lindrende Balsam Paieon på Saaret ham strøg, og han kom sig
901 Snart igjen, thi ei var han fød til dødelig Skabning.
902 Ligesaa hurtig som Figentræessaft fåer Melken den hvide,
903 Flydende nys, til at stivne, thi brat den ved Blandingen ostes,
904 Ligesaa hurtig helbreded Paieon den hidsige Ares;
905 Hebe ham tvætted i Bad, og i prunkende Dragt hun ham klædte,
906 Og hos sin Fader Kronion han satte sig stolt af sin Hæder.
907 Men til den mægtige Zeus’s Palads hjemvendte nu ogsaa
908 Here, Gudinden af Argos og Pallas af Alalkomene,
909 Da de fra Kæmpernes Drab havde drevet den mordiske Ares.

Iliaden af Homer

Iliaden er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Iliaden skildre en krig mellem byen Troja og en alliance af græske bystater. Iliaden omhandler kun ti uger af krigen og starter i det tiende år af krigen. Her er situationen den at Agamemnon og Achilleus støtter hinanden. Dog bryder Agamemnon tilliden til Achilleus ved at tage kvinden Briseis fra ham. Denne vigtige hændelse fra Iliaden er skildret af Bertel Thorvaldsen i et relief på Thorvaldsens museum.

Under et plyndringstogt i omegnen af Troja havde grækerne kidnappet nogle kvinder, som de græske krigere fordelte mellem sig. Den magtfulde kong Agamemnon fik Chryseis. Achilles fik Briseis. Guderne tvang imidlertid Agamemnon til at slippe Chryseis fri igen, hvilket han kun nødtvungent gik med til på betingelse af, at han så i stedet fik Achilles’ Briseis. Relieffet viser udleveringen af Briseis.

Achilles, der ses længst til venstre trængt op i en krog, må bøje sig for overmagten, men hans vrede eller smerte kommer tydeligt til udtryk ved den afvisende  stilling han indtager. Efter denne hændelse nægtede Achilles at tage del i krigen. Dette ændre sig dog da Achilles’ ven Patrokles bliver dræbt af Hektor, den trojanske kong Priamus’ søn. Som hævn dræbte Achilles derfor Hektor.

Relieffet af Bertel Thorvaldsen viser, hvorledes kong Priamus på knæ bønfalder Achilles om at udlevere ham sønnens lig. Achilles ender med at give efter for faderens bøn og udlevere sønnens lig. Iliaden slutter ved Hektors begravelse, hvor Kong Priamos har fået sin søns lig tilbage.

Iliaden kort fortalt
Sammendrag

Vreden
1. sang (dag 1-22)

Tilfangetagelsen af Chryseis medfører Apollons vrede, og Agamemnons stejle holdning udløser Achilleus’ vrede. Han beder sin mor, Thetis, om hjælp, hun beder Zeus straffe grækerne. Achilleus trækker sig ud af kampen.

Sang 1: Achilleus råde Agamemnon til at råde bod på en skade han har forvoldt, men bryder tilliden mellem dem ved at tage Achilleus krigsbytte som straf.

1. kampdag
2.-7. sang (dag 23-24)

De foregående års kampe i et sammendrag. Kampene indledes med mønstringen og aftalen om en tvekamp mellem Paris og Menelaos. Herfra udvikler fortællingen sig til en beskrivelse af enkelte helte og deres bedrifter på slagmarken. Hektor og hans familie præsenteres.

Sang 2: Zeus råde Agamemnon til krig mod troja i en drøm. (Achilleus hævn)

Sang 3: Tvekamp mellem Paris og Menelaos. Paris bliver såret men reddet af Afrodite (som er på Trojas side), og placeret på Helene’s værelse i Troja.

Sang 4: Et voldsomt slag udspiller sig fordi alle guderne, undtagen Zeus, er enige om Trojas fald. Zeus ønsker dog ikke at svigte sit løfte til Achilleus og Thetis.

Sang 5: Diomedes såre gudinden Afrodite og krigsguden Ares, på trods af formaninger fra Apollon.

Sang 6: Gudinden Athene er på grækernes side, men Trojanerne beder stadig til hende for hjælp i krigen. Prins Hektor henter sin søn, Paris, til fronten igen.

Sang 7: Paris foreslår at levere krigsbytte i forhold af rigdomme tilbage til grækerne men nægter at give afkald på Helene. Grækerne afviser, men indviliger i en dags våbenhvile.

2. kampdag
8.-10. sang (dag 25)

Grækerne er trængt og sender Odysseus, Aias og Foinix til Achilleus for at få ham med i kampen igen; han afslår. Situationen er kritisk for grækerne.

Sang 8: Krigen fortsætter. Men Zeus forbyder guderne at blande sig.

Sang 9: Agamemnon sender forsoningsgave til Achilleus, men Achilleus afviser og ønsker kun at gå ind i krigen hvis hans egen skibe er truede.

Sang 10-13: Trojanerne har stor fremgang i krigen men Hektor lytter til en formaning om at tage sig i akt for Achilleus.

3. kampdag
11.-18. sang (dag 26)

Der sker store forandringer denne dag. Hera forfører Zeus og giver derved grækerne krigslykke. Achilleus' ven Patroklos ind i krigen (iført Achilleus' udrustning). Han dræbes af Hektor, hvilket får Achilleus til at opgive sin vrede mod Agamemnon for at hævne Patroklos' død. Hefaistos smeder nye våben til Achilleus.

Sang 14-15: Bag om Zeus ryg bliver grækerne hjulpet, men Zeus sætter Apollon ind for at hjælpe trojanerne som  modspil og trojanerne for overtaget igen.

Sang 16-17: Patroklos går ind i krigen men bliver dræbt af Hektor. Hektor tager Achilleus berømte rustning som krigsbytte.

Sang 18: Achilleus bliver framanet at gå ind i krigen, men blændet af had over Patroklos død for han smedeguden Hefeistos til at smede nye våben og rustning til ham.

4. kampdag
19.-22. sang (dag 27)

Achilleus går målrettet efter Hektor, som er chanceløs, og efter en mægtig kamp foran Trojas mure falder Hektor. Trojas skæbne er hermed beseglet.

Sang 19: Agamemnon giver alt krigbytte tilbage til Achilleus som forsoning, men Achilleus afviser endnu engang men går ind i krigen alligevel som en hævnakt.

Sang 20-21: Zeus tillader guderne at hjælpe igen fordi Trojanerne er blevet trængt helt tilbage inden for egne murer. Dette skræmmer Achilleus væk fra de trojanske byporte.

Sang 22: Hektor bliver skræmt af Athene til at kæmpe mod Achilleus som dræber ham og foran hele byen ydmyger ham ved at trække Hektor tilbage til grækerne bag sin vogn som krigbytte.

Forsoning
23.-24. sang (dag 28-51)

Patroklos' lig brændes, og der holdes gravlege. Guderne standser Achilleus' skænding af Hektors lig, Priamos går til Achilleus og løskøber liget, og Achilleus og Priamos forsones.

Sang 23: Stor begravelses fest fra grækernes side.

Sang 24: Zeus beslutter at Hektors lig skal tilbage leveres til Hektors far Kong Priamos af Troja. Hektor bliver begravet i Troja.

ILIADEN
De 24 sange