Iliaden Sang 3

Resume 3. sang i Iliaden af Homer. Hærene rykker frem imod hinanden. Paris (Alexandros) stiller sig til rådighed til en tvekamp med Menelaos om Helena og alle hendes skatte. Helena kommer op til Priamos og troernes andre gamle ledere oppe på tårnet på muren ved den skaiiske port, og udpeger for dem en del af achaiernes ledere. Priamos bliver hentet ned på sletten for at bekræfte aftalen om tvekampen. Tvekampen følger. Paris taber; Afrodite fører ham tilbage til hans rum og henter Helena.

ILIADEN

Iliaden, 3. sang

1 Da nu med Høvdinger Hærene stod opstilte til Feltslag,
2 Rykkede Troerne frem med Larm og Skrigen som Fugle;
3 Ligesom Skriget af Tranernes Flok høit lyder i Luften,
4 Som, naar de flye for Vinterens Kuld og evige Regnskyl,
5 Flyve med skingrende Skrig afsted til Okeanos’ Vande,
6 Død og Fordærv at bringe Pygmaiernes Puslingeslægter,
7 Alt i det dæmrende Gry deres mordiske Kamp de begynde;
8 Men det Achæiske Folk gik taust, besjelet af Kjækhed,
9 Svart af Iver de brændte, hinanden i Striden at bistaae.
10 Som naar om Fjeldenes Top Sydvinden udbreder en Taage,
11 Ei for Hyrderne kjær, men bedre for Tyven end Natten,
12 Naar man kun skimter saa vidt, som en Steen man mægter at kaste,
13 Saaledes steg en rygende Støv fra Kæmpernes Fødder,
14 Altsom de rykkede frem, og rask de drog over Sletten.
15 Men da de skridende frem hverandre var traadt under Øine,
16 Forrest blandt Troerne gik da den deilige Helt Alexandros;
17 Parderens Skind bedækked hans Ryg, hans Sværd og den krumme
18 Bue på Skuldrene hang, to malmbevæbnede Landser
19 Svang han i Haand, og æsked Argeiernes boldeste Helte,
20 Mand mod Mand en Dyst at bestaae i frygtelig Kampgang.
21 Ham opdagede flux den krigerske Drot Menelaos,
22 Just som med mægtige Skridt han vandrede fremmest i Skaren.
23 Ret som en Løve sig fryder i Hu, naar den træffer et vældigt
24 Vildt, en Hjort med grenede Horn, hvad eller en Steenbuk,
25 Naar den er hungrig, og gridsk den sluger sit Rov, om endogsaa
26 Blomstrende Knøse forfølge den skarpt med hurtige Hunde,
27 Saa Menelaos sig fryded, saasnart han den Helt Alexandros
28 Saae for sit Øie, thi nu han Forbryderen haabed at tugte;
29 Flux i Rustningens Plader til Jord nedsprang han af Stridsvogn.
30 Men da den deilige Helt Alexandros opdaged Atreiden
31 Forrest i Kæmpernes Rad, skrækslagen da blev han i Hjertet;
32 Hen til Landsmandskaren han veeg, for Døden at undflye.
33 Som naar en Mand, der i Bjergenes Dal opdager en Hugorm,
34 Farer tilbage påstand, gjennem Lemmerne løber en Gysen,
35 Ræd han skynder sig bort, og Kinderne vorde saa blege,
36 Saaledes foer Alexandros nu ind i de freidige Troers
37 Stimmel, betagen af Skræk for Atreus’s Søn Menelaos.
38 Strax blev Hektor ham vaer, og med haanlige Ord han ham lasted:
39 Ulykkens Paris! du fagre, du Boler, du Qvindeforlokker!
40 Gid du aldrig var fød, eller ugift kommen af Dage!
41 Ja! det vilde jeg ønske, langt bedre det var dog i Sandhed,
42 End saaledes at gange til Spot, foragtet af Andre.
43 Skoggrende maae de jo lee, de haarfagre Mænd af Achaia,
44 Som for en ypperlig Kæmpe dig holdt, fordi du af Skabning
45 Est saa fager, men ei har du Kraft, ei Mod i dit Hjerte.
46 Hvor har en Mand som du på havbefarende Skibe
47 Dristet at gange tilsøes, og sanke dig villige Svende,
48 Færdes blandt fremmede Folk, og fra langtbortliggende Lande
49 Rane den deiligste Viv, som er Frænke til dygtige Helte,
50 Baade din Fader og Staden og hele vort Folk til Kummer,
51 Fienderne kun til Fryd og dig selv til Spee og til Skjændsel
52 Ei for Atreiden du voved at staae? snart havde han lært dig,
53 Hvad for en Mand det er, hvis blomstrende Viv du har ranet;
54 Baade da skulde din Cithar dig ei, og ei Aphrodites
55 Gaver, dit Haar og din Skabning, naar strakt i Støv du dig vælted;
56 Dog forknyt er Troernes Folk, forlængst var du ellers
57 Klædt i en Kjortel af Steen for al den Fortræd du har voldt os.
58 Ham gjensvared påstand den deilige Helt Alexandros:
59 Hektor! da skjellig du lastet mig har, og ei uden Føie, –
60 Dog i din Barm er Hjertet bestandig saa haardt som en Øxe,
61 Som udi Huggerens Haand gjennem Tømmeret gaaer, naar til Skibsbygst
62 Snildt han danner en Planke, og svart den forøger hans Svingkraft,
63 Saaledes har du i Barmen et Mod, som aldrig forfærdes.
64 Last for de Gaver mig ei, som mig gav Aphrodite den gyldne,
65 Gudernes herlige Gaver er visselig ei at forkaste,
66 Dem de naadigen give, dem Ingen sig selv kan forhverve!
67 Dog, hvis du ønsker, at nu til standende Strid jeg skal træde,
68 Skik da til Plads det øvrige Folk, Achaier og Troer,
69 Og udi Kredsen mig stil med den krigerske Drot Menelaos
70 Frem til en Dyst om Helena selv og om samtlige Skatte;
71 Hvo der af os med Seier gaaer bort, og vinder i Striden,
72 Han skal Qvinden og alt hendes Gods hjemføre til Eie;
73 Slutte da skal I andre Forlig og pålidelig Eedspagt,
74 I skal det frugtbare Troia beboe, og til Argos begive
75 Hine sig hjem og Achaia det Land med de deilige Qvinder!
76 Talt, da glædede Hektor sig høit ved Ordet, han hørte;
77 Frem i Kredsen han treen, og standsed de Troiske Fylker,
78 Gribende midt om Landsen, da trak de sig Alle tilbage.
79 Ham beskjød nu med Pile de haarfagre Mænd af Achaia,
80 Hist de sigted med Spyd, her Stene de slyngede mod ham.
81 Høit da hæved sin Røst Krigsfolkenes Drot Agamemnon:
82 Standser, Argeier! Achaiske Mænd, holder inde med Spydkast!
83 Vist har et Ord os at sige den hjelmomstraalede Hektor.
84 Saa han taled, og disse påstand holdt inde med Striden;
85 Tause tilhobe de blev, da mælede Hektor til Begge:
86 Hører af mig, I Troer og pandsrede Mænd af Achaia!
87 Hvad Alexandros forkynder, som først gav Løsen til Krigen.
88 Alle de øvrige Troer og Mænd af Achaia tilhobe
89 Byder han ned på den nærende Jord deres Vaaben at lægge,
90 Selv vil i Kredsen han frem med den krigerske Drot Menelaos
91 Træde til Kamp om Helena selv og om samtlige Skatte;
92 Hvo der af Begge med Seier gaaer bort, og vinder i Striden,
93 Han skal Qvinden og alt hendes Gods hjemføre til Eie,
94 Slutte da ville vi Andre Forlig og pålidelig Eedspagt.
95 Saa han talte, da taug de qvær, og forstummed tilhobe.
96 Ordet i Kredsen da tog den vældige Helt Menelaos:
97 Mig I høre nu ogsaa, thi mig jo gaaer denne Kummer
98 Nærmest til Hjerte; jeg haaber forvist, at Achaier og Troer
99 Nu skulle skilles i Fred efter al den Qual I har fristet
100 For min Uenigheds Skyld, den først Alexandros afstedkom.
101 Hvilken af os nu Skjebnen bestemte til Død og til Henfart,
102 Vel, han døe, men i Fred adskilles I andre som snarest!
103 Henter nu hid et Par Lam, et Gimmerlam sort og en Vædder
104 Hvid til Solen og Jorden, selv hente vi et til Kronion.
105 Kalder den kraftige Priamos hid, at han Pagten kan slutte
106 Selv, thi hans Sønner er frække, ei Troe og Love de holde,
107 At ikke Nogen den hellige Pagt skal krænke ved Eedsbrud;
108 Altid er Sindet hos yngere Mænd ustadigt som Luften,
109 Men er en Gubbe tilstede, da seer han i Nutid og Fremtid
110 Dybt, hvorledes det bedst til Tarv kan vorde for Begge.
111 Saa han taled, da glæded sig høit Achaier og Troer,
112 Froe ved det Haab at befries omsider fra sørgelig Krigsfærd.
113 Gangerne rykked i Rader de hen, selv sprang de fra Stridsvogn,
114 Førte sig Vaabnene af, og lagde dem hos sig på Jorden,
115 Tæt laae Rustning ved Rustning, kun smalt var Rummet imellem.
116 Hektor til Byen nu strax afskikkede tvende Herolder,
117 Priamos flux at kalde derud og Lammene hente;
118 Men til de bugede Skibe den mægtige Drot Agamemnon
119 Bød sin Herold Talthybios gaae, for Lammet at hente;
120 Ufortøvet han lød den Helt Agamemnons Befaling.
121 Men til den haarfagre Helena kom nu Iris med Budskab,
122 Ganske livagtigen lig hendes Svigerske, Antenoridens
123 Viv Laodike, den skjønneste blandt Kong Priamos’ Døttre,
124 Som med den Drot Helikaon var gift, en Søn af Antenor.
125 Hende hun traf i sit Kammer, på Væven hun vov sig en Kaabe,
126 Prægtig og stor, af Skarlagens Garn, og virked til Islæt
127 Mangen en Kamp, som Troer og malmklædte Mænd af Achaia
128 Havde for hende bestaaet saa suurt under Krigsgudens Hænder;
129 Trædende nær til Orde nu tog den hurtige Iris:
130 Elskede Pige! saa kom dog og see, hvad synderlig Idræt
131 Troernes Kæmper har for og de malmklædte Mænd af Achaia,
132 Hvilke hinanden tilforn påførte den grusomme Kampfærd
133 Ude på Sletten med hidsig Begjær efter drabelig Feide;
134 Nu de sidde saa tyst, i Mag på Skjold de sig læne,
135 Striden er endt, og de mægtige Spyd staae plantede rundtom;
136 Men Alexandros vil nu med den krigerske Drot Menelaos
137 Træde til Dyst om dig med vældige Landser ihænde,
138 Hvo der da seirer i Striden, hans elskede Viv skal du kaldes.
139 Talt, og i Helenas Barm den sødeste Længsel hun vakte
140 Efter den forrige Mand, efter Fader og Moder og Hjemstavn;
141 Flux hun hylled sig ind i sit skinnende Slør, og af Kamret
142 Iled hun ud, mens Taarene randt blidt ned over Kinden;
143 Ei alene hun gik, af Ternerne to hende fulgte,
144 Aithre, Pitheus’s Barn og den øienfagre Klymene,
145 Og i en Fart til den Skæiske Port de samtlige naaede.
146 Oppe hos Priamos der, hos Panthoos og hos Thymoites,
147 Klytios, Lampos med samt Hiketaon, en Ætling af Ares,
148 Sad Ukalegon nu med Antenor, forstandige Begge.
149 Der ved den Skæiske Port sad Folkets bedagede Drotter,
150 Alderen hvile dem bød med krigersk Bedrift, men på Thinget
151 Vare de dygtige Mænd; Græshopperne lig, som i Skoven
152 Sidde på Træernes Løv og qviddre med livlige Stemmer,
153 Saaledes sad nu her de Troiske Fyrster på Taarnet.
154 Men da de nu blev Helena vaer, som Taarnet sig nærmed,
155 Taled de saa halv høit med bevingede Ord til hverandre:
156 Ei er det sært, at Troer og pandsrede Mænd af Achaia
157 Friste Besvær langsommelig Tid for saadan en Qvinde,
158 Ganske forbausende ligner hun jo Gudinder af Aasyn;
159 Dog ihvor deilig hun er, maa hun hjem på Skibene drage,
160 Ei forblive hun her til Jammer for os og vor Afkom.
161 Saa de taled, og Priamos selv på Helena kaldte:
162 Kom kun hid, og sæt dig hos mig, min elskede Datter!
163 At du kan see din forrige Mand, dine Venner og Frænder.
164 Du har mig Intet forskyldt, al Skyld hos Guderne hviler,
165 Som den usalige Krig med Achaiernes Sønner mig voldte;
166 Kom og nævn mig Navnet på denne forbausende Kæmpe!
167 Hvem er dog hiin Achæiske Mand saa høi og saa kraftig?
168 Vel er der Andre, som kneise med Hovedet høit over denne,
169 Men for mit Øie jeg aldrig endnu har skuet saa fager,
170 Aldrig saa værdig en Mand, forsand han ligner en Konning.
171 Ham gjensvarede Helena flux, den deilige Qvinde:
172 Elskede Fader! ærværdig forsand og hellig du est mig!
173 Gid dog den rædsomme Død havde huet mig, dengang jeg fulgte
174 Hid med din Søn, og forlod baade Huus og min elskede Datter,
175 Venner og Slægt og den elskede Kreds jevnaldrende Piger!
176 Dog, det skete nu ei, og derfor jeg smelter i Taarer.
177 Dette jeg sige dig vil, hvorom du mig spørger og fritter,
178 Det er Kong Atreus’s Søn, den mægtige Drot Agamemnon,
179 Baade fortrinlig som Konning, og flink til at bruge sin Landse,
180 Fordum en Svoger til mig, jeg Forvorpne, ja fordum han var det.
181 Saa hun talte, men Gubben beundrede Drotten og udbrød:
182 Atreus’s salige Søn! du Signede! Gudernes Yndling!
183 Talrigt forsand er Achaiernes Folk, som lyder dit Herskab;
184 Fordum til Phrygien drog jeg engang, det yppige Viinland,
185 Der en Mængde jeg saae af de gangerbetvingende Phryger,
186 Folk, som stod under Otreus og Mygdon, en Helt som en Guddom,
187 Dengang i Leir de laae ved Floden Sangarios’ Bredder;
188 Selv var jeg med i Kæmpernes Tal, som yded dem Bistand,
189 Just den Dag Amazonerne kom, de mandhaftige Qvindfolk,
190 Færre de var dog i Tal, end Achaiernes freidige Krigshær.
191 Atter nu spurgte den aldrende Drot, da han skued Odysseus:
192 Hør min elskede Datter! fortæl mig nu ogsaa, hvem hiin er,
193 Vel er han mindre på Væxten, end Atreus’s Søn Agamemnon,
194 Bredere dog over Brystet han er og af Hærder at skue;
195 Ned på den alternærende Jord har han lagt sine Vaaben,
196 Men som en Vædder gaaer selv han omkring i Mændenes Rækker,
197 Ja med den pelsede Vædder jeg ligne ham maa, naar den vanker
198 Gjennem en stimlende Flok hviduldede Faar udi Vangen.
199 Ham gjensvarede Helena flux, hiint Barn af Kronion:
200 Det er Laertes’s Søn, den snedige Konning Odysseus,
201 Fostret han blev i Ithakas Land, som kun er en Fjeldøe,
202 Og han er snild til at hitte på Raad og listige Anslag.
203 Strax Antenor, den kløgtige Drot, gav hende til Gjensvar:
204 Fuldkommen sandt er det Ord, du der fortæller os, Qvinde!
205 Hid jo kom allerede tilforn den Ædling Odysseus,
206 Skikket i Ærind om Dig med den krigerske Drot Menelaos;
207 Dem herberged jeg da, og gjæsted dem mildt i min Vaaning,
208 Begge jeg lærte da kjende af Kløgt saavelsom af Aasyn.
209 Var de da begge tilstede blandt Troiske Mænd i Forsamling,
210 Hæved Atreiden sig frem, naar de stod, med bredere Skuldre,
211 Men naar de sad, var Odysseus langt meer ærværdig at see til;
212 Toge de derpå til Orde, og Hver udvikled sin Mening,
213 Rapt som et Hjul løb Ordene da Menelaos fra Tungen,
214 Faa, men med klingende Røst, thi ødsel med Ord var han ikke,
215 Skeied ei heller fra Sagen, hvorvel han af Aar var den yngste;
216 Men naar Odysses, den snedige Drot, sprang op fra sit Sæde,
217 Stod han og stirrede ned, og fæstede Blikket på Gulvet,
218 Ei han Staven i Haand bevægede frem og tilbage,
219 Nei! urokkelig fast han den holdt, og ligned en Taabe,
220 Hartad skulde man troe, han var vred eller slagen med Vanvid,
221 Men naar han hæved sin kraftige Røst, og Ordene foer ham
222 Styrtende ud af hans Bryst lig Snee, naar den fyger om Vintren,
223 Ei skulde da nogen dødelig Mand med Odysses sig maale,
224 Ei med Forundring betragted vi nu hans Aasyn og Adfærd.
225 Tredie Gang, der Aias han saae, tog Gubben til Orde:
226 Hvem er den anden Achæiske Mand, saa høi og saa kraftig?
227 Frem han rager i Skaren med Hoved og mægtige Skuldre.
228 Atter ham Helena svared, den Viv langsløret og deilig:
229 Det er den vældige Aias, et Værn for Achaiernes Sønner.
230 Hist blandt Kreterne staaer Idomeneus, ret som en Guddom;
231 Rundt omkring ham i Hob har Kreternes Drotter sig samlet.
232 Fordum har mangen en Gang den krigerske Drot Menelaos
233 Gjæsted ham hist i vor Borg, naar han kom på Reiser fra Kreta.
234 Ogsaa jeg skuer nu hist enhver blankøiet Achaier,
235 Som er mig vel bekjendt, og hvem jeg ved Navn kunde nævne,
236 To Krigshøvdinger dog er jeg ei istand til at øine,
237 Hestebetvingeren Kastor og Baxeren djærv Polydeukes,
238 Samkuldbrødre til mig, een Moder har bragt os til Verden,
239 Enten ei fulgte de med fra det yndige Land Lakedaimon,
240 Eller maaskee de kom med de havbefarende Skibe,
241 Men udi Heltenes Færd nu ei har Lyst sig at vise,
242 Bange for al den Skjændsel og Haan, som jeg dem forvolder.
243 Saa hun talte, dem gjemte den nærende Jord allerede
244 Hist i det Land Lakedaimon i Fædrenes elskede Hjemstavn.
245 Hen gjennem Byen Herolderne nu til den hellige Eedspagt
246 Bar to Lam og qvægende Viin, Afgrøden af Landet,
247 Fyldt på en Gedeskinds Dunk, og selv Herolden Idaios
248 Bar den skinnende Kumme saavelsom de gyldene Bægre.
249 Trædende hen til Gubben han vakte ham saa med sin Tale:
250 Op! Laomedons Søn! dig byde de ypperste Kæmper,
251 Hestebetvingende Troer og malmbedækte Danaer,
252 Ned på Sletten at gaae for at slutte pålidelig Eedspagt,
253 Thi Alexandros vil nu med den krigerske Drot Menelaos
254 Træde til Dyst om Qvinden med mægtige Landser ihænde.
255 Hvo der da seirer i Striden, ham Qvinden og Skattene følge,
256 Slutte da ville de Andre Forlig og pålidelig Eedspagt,
257 Vi skal det frugtbare Troia beboe, og til Argos begive
258 Hine sig hjem og Achaia, det Land med de deilige Qvinder.
259 Saa han taled, men Oldingen gjøs og bød sine Svende,
260 Flux at spænde for Karm, og ufortrødne de lød ham.
261 Op steg Priamos strax og rykkede Tømmen tilbage,
262 Og ved hans Side besteg Antenor den prægtige Agstol;
263 Gjennem den Skæiske Port saa Hestene traved til Sletten.
264 Men da de kom til Troerne hen og Achaiernes Sønner,
265 Steg af Vognen de ned på den alternærende Jordbund;
266 Derpå begav de sig ind midt mellem Achaier og Troer.
267 Flux fra sit Sæde da sprang Krigsfolkenes Drot Agamemnon,
268 Ogsaa Odysses, den snilde, stod op; de vakkre Herolder
269 Samled nu Alt til den hellige Pagt; i Kummen de Vinen
270 Blandede først, saa heldte de Vand over Kongernes Hænder.
271 Atreus’s Søn, uddragende flux med Haanden en Daggert,
272 Som ved hans Hofte bestandigen hang ved den mægtige Sværdbalg,
273 Totter af Lammenes Hoveder skar, og Herolderne derpå
274 Deelte dem om til de ypperste Mænd af Achaia og Troia,
275 Høit i Kredsen Atreiden da bad med oprakte Hænder:
276 Zeus Alfader, Idæiske Drot, priisværdige, høie!
277 Helios! lysende Sol, som Alt baade skuer og hører!
278 Floder og Jord, og I Tvende, som dybt under Muld efter Døden
279 Straffe hvert Menneskens Barn, som svor i Livet en Meeneed,
280 Værer os Vidner, og holder i Hævd den hellige Eedspagt!
281 Hvis Alexandros nu fælder den Guldhaars Drot Menelaos,
282 Da skal han Helena selv og samtlige Skatte beholde,
283 Hjem vi Andre da gaae med de havbefarende Skibe;
284 Hvis derimod Menelaos i Kamp Alexandros ihjelslaaer,
285 Da skal Troerne strax baade Godset og Helena afstaae,
286 Dertil de give saa klækkelig Bod, som Billighed kræver,
287 Og som kan ordes endog blandt Folket i kommende Slægter;
288 Dog hvis Priamos selv og Priamos’ Sønner sig vægre
289 Bod at erlægge til os, saafremt Alexandros er fældet,
290 Strax da farer med Feide jeg fort, den Bod mig at vinde,
291 Blivende her saalænge, til Maalet jeg naaer for mit Krigstog.
292 Talt, med den grusomme Kniv skar Lammenes Struber han over,
293 Tog saa og lagde på Jorden dem ned, end gisped de begge,
294 Skjøndt deres Liv var forbi, al Kraft havde Kniven dem røvet.
295 Derpå man øste den liflige Viin af Kummen med Bægre,
296 Gjød til Offer den ud, og bad til de evige Guder;
297 Mangen Achaier og Troer da tog saalunde til Orde:
298 Zeus! priisværdige, høie! I salige Guder tilhobe!
299 Hvo af os Begge der først overtræder den hellige Eedspagt,
300 Gid hans Hjerne maa flyde til Jord, som Vinen nu flyder,
301 Hans saavelsom hans Børns, og hans Viv vorde skjændet af Fiender!
302 Bedende taled de saa, men Zeus bønhørte dem ikke.
303 Ordet i Kredsen nu Priamos tog, hiin Dardanos’ Ætling:
304 Hører mig, Troer! og I malmpandsrede Mænd af Achaia!
305 Hjem jeg drage nu vil til det stormomsusede Troia;
306 Ei udholde jeg kan at see for mit Øie den Tvekamp
307 Mellem min elskede Søn og den krigerske Drot Menelaos;
308 Zeus alene dog veed med alle de salige Guder
309 Hvem af Begge den sluttende Død er af Skjebnen berammet.
310 Talt; den herlige Drot strax Lammene kasted i Vognen,
311 Selv saa steg han tilvogns, og rykkede Tømmen tilbage,
312 Og ved hans Side besteg Antenor den prægtige Agstol,
313 Atter til Ilios hjem i en Fart saa rulled de Begge.
314 Hektor, Priamos’ Søn og den snedige Konning Odysseus
315 Maalte nu Pladsen, hvor Dyst skulde staae, saa toge de Begges
316 Lodder, og rysted dem om i en Malmhjelm, for at bestemme,
317 Hvo der af Kæmperne først det kobberne Spær skulde slynge.
318 Folket til Guderne bad med høitopløftede Hænder;
319 Mangen Achaier og Troer da tog saalunde til Orde:
320 Zeus Alfader! Idæiske Drot, priisværdige, høie!
321 Hvo blandt disse der først denne Splid mellem Folkene reiste,
322 Gid han maa lade sit Liv og vandre til Hades’s Bolig!
323 Slutte da ville vi Andre Forlig og pålidelig Eedspagt.
324 Saa de taled; med bortvendt Blik den straalende Hektor
325 Rystede Hjelmen, og Paris’s Lod sprang ud i det samme.
326 Folket sig satte på Rad, hvor Enhvers fodløftende Heste
327 Stode for Karm, og hvor Vaabnene laae og glimred på Jorden.
328 Derpå den Helt Alexandros, den haarfagre Helenas Husbond,
329 Skyndte sig strax med at axle den prægtige Rustning om Skulder.
330 Først og fremmest han lagde de deilige Skinner om Smalbeen,
331 Tæt om Anklerne slutted de fast med sølverne Spænder;
332 Videre tog han og lagde sin kjødelig Broder Lykaons
333 Prægtige Pandser omkring sit Bryst, og det passed ham ganske,
334 Kasted dernæst over Axel sit sølvbenaglede Slagsværd,
335 Smeddet af Malm, tog Skjoldet på Arm, baade stort og forsvarligt,
336 Og på det kraftige Hoved han satte den prægtige Stridshjelm,
337 Smykket med Hestehaarssvæv, vildt vaiede Busken foroven,
338 Greb saa tilsidst sit dygtige Spær, og det passed i Næven.
339 Ogsaa på lignende Viis den Helt Menelaos sig rusted.
340 Men da nu Hver især til Dyst havde axlet sin Rustning,
341 Treen i Kredsen de frem, ind mellem Achaier og Troer,
342 Med et forfærdeligt Blik, til Gru for Alle, som saae det,
343 Hestebetvingende Troer og pladebedækte Danaer.
344 Nær ved hinanden de stod på den nysafmaalede Dystplads,
345 Svingende hver sit Spyd, opfyldte med Harm mod hinanden.
346 Først udslynged den Helt Alexandros sin mægtige Spydstang
347 Mod Menelaos, og traf med sit Spær hans blankede Rundskjold;
348 Ei brød Malmen igjennem, men krum Spydsodden sig bøied
349 Mod det forsvarlige Skjold; da stormede frem med sin Landse
350 Atreus’s Søn Menelaos med Bøn til Fader Kronion:
351 Mægtige Zeus! skaf mig Hevn over ham, som først mig fornærmed,
352 Giv ham sin Helsot for denne min Haand, den Helt Alexandros,
353 At man i kommende Slægter endog en Gysen maa føle
354 Ved at fornærme den Vært, som sin Gjæst venskabelig modtog.
355 Talt; med et Sving udslynged han flux sin vældige Spydstang
356 Mod Priamiden, og traf med sit Spær hans blankede Rundskjold;
357 Gjennem det skinnende Skjold den holdige Landse sig trængte,
358 Bored sig videre frem heelt gjennem det brogede Pandser,
359 Ja ved Lysken endog den flængede Kjortlen istykker;
360 Dog, han bøied sin Krop, og Døden den sorte han undslap.
361 Flux Atreiden nu drog sit sølvbenaglede Slagsværd,
362 Løfted det høit og hug mod Spolen af Hjelmen, men Klingen
363 Sprang, da mod Hjelmen den slog, og i Stumper den faldt ham af Haanden;
364 Jamrende skreg Atreiden med Øinene vendte mod Himlen:
365 Fader Kronion! saa arg som Du er Ingen af Guder!
366 Paris jeg vented saa vist for hans nedrige Gjerning af tugte,
367 Men i min Haand sprang Klingen i Qvag, og Landsen tillige
368 Foer omsonst af Næven mig ud, jeg ramte ham ikke.
369 Talt, og styrtende frem han greb i den Hestehaars Hjelmbusk
370 Fat, og trak ham afsted mod de pladebedækte Danaer,
371 Og den baldyrede Rem, der var spændt under Hagen som Hjelmbaand,
372 Snæred saa hardt den buttede Hals, at den fast havde qvalt ham.
373 Nu havde bort han slæbt ham, og vundet unævnelig Hæder,
374 Hvis Aphrodite, hiin Datter af Zeus, ei grandt havde seet det,
375 Remmen hun rev itu af den vældigen slagtede Oxe,
376 Tom da fulgte den buskede Hjelm hans senede Næve,
377 Og med et slyngende Kast mod de malmbeklædte Danaer
378 Kylede Hjelmen han hen, og de troe Stalbrødre den optog.
379 Atter saa stormed han frem med ivrig Begjær ham at styrte
380 Ned med sit kobberne Spyd, men bort Aphrodite ham snapped
381 Let, en Gudinde hun var jo, og hyllede tæt ham i Taage;
382 Derpå hun førte ham hjem til hans virakduftende Kammer,
383 Bort saa gik hun at kalde på Helena; hist på det høie
384 Taarn hun snart hende traf, omringet af Troiske Qvinder;
385 Fat hun tog i det yndige Slør og rykked med Haanden,
386 Og til en gammel Moerlil omskabt hun til Helena taled,
387 Som hende karted og spandt den skjønneste Uld, da hun boede
388 I Lakedaimon endnu, og hvem hun elskede saare;
389 Hende livagtigen lig nu tog Aphrodite til Orde:
390 Kom! Alexandros dig byder, igjen dig hjem at forføie;
391 Hist på den snørklede Seng har han nu i Kammeret sat sig
392 Straalende fager i prunkende Dragt, ei skulde man tænke,
393 At han var kommen fra Dyst med en Helt, men før, at han ilte
394 Hen til en Dands, eller nys efter Dands havde sat sig til Hvile.
395 Saa hun taled, og Hjertet i Helenas Bryst hun bevæged,
396 Men da hun saa blev vaer Gudindens fortryllende Nakke,
397 Og hendes yndige Barm og begge de funklende Øine,
398 Blev af en Gysen hun greben, tog Ordet og taled saalunde:
399 Slemme! hvi staaer nu atter din Hu til med Svig mig at daare,
400 Vil du nu føre mig længere bort til en af de store
401 Stæder i Phrygien eller Maioniens yndige Landskab,
402 Hvis blandt mælende Menneskens Børn du der har en Yndling?
403 Mon fordi Menelaos gik af med Seiren i Tvekamp
404 Med Alexandros, og agter at føre mig hjem, jeg forhadte,
405 Kommer du derfor nu hid til mig med Rænker i Hjertet?
406 Gak til Paris nu hen, forsag reent Gudernes Veie,
407 Sæt ei mere din Fod igjen på høien Olympos,
408 Nei men klynk bestandig om ham, og beskjerm ham med Omhu,
409 Indtil han enten dig gjør til sin Viv eller og til sin Terne.
410 Ikke jeg agter nu did at gaae, at bepryde hans Leie,
411 Skjændigt det vilde jo være, mig vilde da Troernes Qvinder
412 Spotte herefter, og alt af utallige Sorger jeg martres.
413 Hende da svared med Harm Aphrodite, den høie Gudinde:
414 Trodsige! tir mig ei, at i Vrede jeg ei dig forlader,
415 Vorder dig ligesaa fiendsk, som jeg nu dig høiligen elsker,
416 Og mellem begge de feidende Folk, Danaer og Troer
417 Vækker et grueligt Had, saa dig times en ynkelig Henfart.
418 Saa hun taled, og Helena skjalv, hiint Barn af Kronion;
419 Tæt hun hylled sig ind i sit skinnende Slør, og med Taushed
420 Vandred hun bort, ubemærket af Qvinderne, ført af Gudinden.
421 Men da de saa havde naaet Alexandros’s prægtige Vaaning,
422 Skyndte sig Ternerne flux, og begave sig Alle til Arbeid.
423 Ind i Høienloftskammeret treen den deilige Qvinde,
424 Strax Aphrodite, den smilende Viv, en Stol hende hented,
425 Selv Gudinden den bar, og foran Alexandros den satte.
426 Der tog Helena Plads, Aigidebeherskerens Datter,
427 Bort hun vendte sit Blik, og talede spodsk til sin Husbond:
428 Hjem fra Striden du kommer, gid der du din Død havde fundet,
429 Dræbt af den vældige Mand, som i fordums Tid var min Husbond!
430 Pralet du har jo tilforn, at over den Helt Menelaos
431 Høit i Styrke du stod, i Armenes Kraft og i Spydkunst;
432 Gak da nu hen og æsk den krigerske Drot Menelaos
433 Ud påny til standende Strid; dog nei! jeg vil heller
434 Raade dig ganske fra Kamp; prøv ei slig taabelig Gjerning,
435 Frem at træde til Dyst med den Guldhaars Drot Menelaos
436 Mand mod Mand, at du ei skal lade dit Liv for hans Landse.
437 Paris til Orde nu tog, og gav sin Hustru til Gjensvar:
438 Kone! hør op at krænke mit Sind med smædelig Tale!
439 Seiret har nu Menelaos ved Pallas’s Hjelp, men med Tiden
440 Seirer vel jeg over ham, ogsaa mig er der Guder til Bistand.
441 Nu lad os hvile tilsammen og ømt forenes i Elskov!
442 Aldrig tilforn har saa brændende Lyst omhyllet mit Hjerte,
443 Ei engang da jeg først fra det yndige Land Lakedaimon
444 Havde dig røvet, og seiled på havbefarende Skibe,
445 Dengang på Kranaes Øe jeg først dig favned i Elskov,
446 Som jeg for dig nu blusser, og sødt henrives af Længsel.
447 Talt; selv først han Leiet besteg, ham fulgte hans Hustrue,
448 Og på den snørklede Seng de der sig leirede begge.
449 Men som et glubende Dyr foer Atreus’s Søn gjennem Stimlen,
450 Om han etsteds maaskee kunde øine den Helt Alexandros.
451 Ingen af Troerne dog og de dygtige Ledtogskæmper
452 Mægted Atreiden at sige, hvorhen Alexandros var sluppen.
453 Ei dog af Yndest de havde ham skjult, havde Nogen ham øinet,
454 Thi han var samtlige Mænd saa forhadt som Døden den sorte.
455 Ordet i Kredsen da tog Krigsfolkenes Drot Agamemnon:
456 Hører mig, Troiske Mænd, Dardaner og Ledtogskæmper!
457 Seier skinbarlig jo vandt den krigerske Drot Menelaos,
458 Derfor I Godset og Helena selv den Argeiiske Qvinde
459 Give til os med saa klækkelig Bod, som Billighed kræver,
460 Og som kan ordes endog blandt Folket i kommende Slægter.
461 Saaledes taled Atreiden, ham jubled Achaierne Bifald.

Iliaden af Homer

Iliaden er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Iliaden skildre en krig mellem byen Troja og en alliance af græske bystater. Iliaden omhandler kun ti uger af krigen og starter i det tiende år af krigen. Her er situationen den at Agamemnon og Achilleus støtter hinanden. Dog bryder Agamemnon tilliden til Achilleus ved at tage kvinden Briseis fra ham. Denne vigtige hændelse fra Iliaden er skildret af Bertel Thorvaldsen i et relief på Thorvaldsens museum.

Under et plyndringstogt i omegnen af Troja havde grækerne kidnappet nogle kvinder, som de græske krigere fordelte mellem sig. Den magtfulde kong Agamemnon fik Chryseis. Achilles fik Briseis. Guderne tvang imidlertid Agamemnon til at slippe Chryseis fri igen, hvilket han kun nødtvungent gik med til på betingelse af, at han så i stedet fik Achilles’ Briseis. Relieffet viser udleveringen af Briseis.

Achilles, der ses længst til venstre trængt op i en krog, må bøje sig for overmagten, men hans vrede eller smerte kommer tydeligt til udtryk ved den afvisende  stilling han indtager. Efter denne hændelse nægtede Achilles at tage del i krigen. Dette ændre sig dog da Achilles’ ven Patrokles bliver dræbt af Hektor, den trojanske kong Priamus’ søn. Som hævn dræbte Achilles derfor Hektor.

Relieffet af Bertel Thorvaldsen viser, hvorledes kong Priamus på knæ bønfalder Achilles om at udlevere ham sønnens lig. Achilles ender med at give efter for faderens bøn og udlevere sønnens lig. Iliaden slutter ved Hektors begravelse, hvor Kong Priamos har fået sin søns lig tilbage.

Iliaden kort fortalt
Sammendrag

Vreden
1. sang (dag 1-22)

Tilfangetagelsen af Chryseis medfører Apollons vrede, og Agamemnons stejle holdning udløser Achilleus’ vrede. Han beder sin mor, Thetis, om hjælp, hun beder Zeus straffe grækerne. Achilleus trækker sig ud af kampen.

Sang 1: Achilleus råde Agamemnon til at råde bod på en skade han har forvoldt, men bryder tilliden mellem dem ved at tage Achilleus krigsbytte som straf.

1. kampdag
2.-7. sang (dag 23-24)

De foregående års kampe i et sammendrag. Kampene indledes med mønstringen og aftalen om en tvekamp mellem Paris og Menelaos. Herfra udvikler fortællingen sig til en beskrivelse af enkelte helte og deres bedrifter på slagmarken. Hektor og hans familie præsenteres.

Sang 2: Zeus råde Agamemnon til krig mod troja i en drøm. (Achilleus hævn)

Sang 3: Tvekamp mellem Paris og Menelaos. Paris bliver såret men reddet af Afrodite (som er på Trojas side), og placeret på Helene’s værelse i Troja.

Sang 4: Et voldsomt slag udspiller sig fordi alle guderne, undtagen Zeus, er enige om Trojas fald. Zeus ønsker dog ikke at svigte sit løfte til Achilleus og Thetis.

Sang 5: Diomedes såre gudinden Afrodite og krigsguden Ares, på trods af formaninger fra Apollon.

Sang 6: Gudinden Athene er på grækernes side, men Trojanerne beder stadig til hende for hjælp i krigen. Prins Hektor henter sin søn, Paris, til fronten igen.

Sang 7: Paris foreslår at levere krigsbytte i forhold af rigdomme tilbage til grækerne men nægter at give afkald på Helene. Grækerne afviser, men indviliger i en dags våbenhvile.

2. kampdag
8.-10. sang (dag 25)

Grækerne er trængt og sender Odysseus, Aias og Foinix til Achilleus for at få ham med i kampen igen; han afslår. Situationen er kritisk for grækerne.

Sang 8: Krigen fortsætter. Men Zeus forbyder guderne at blande sig.

Sang 9: Agamemnon sender forsoningsgave til Achilleus, men Achilleus afviser og ønsker kun at gå ind i krigen hvis hans egen skibe er truede.

Sang 10-13: Trojanerne har stor fremgang i krigen men Hektor lytter til en formaning om at tage sig i akt for Achilleus.

3. kampdag
11.-18. sang (dag 26)

Der sker store forandringer denne dag. Hera forfører Zeus og giver derved grækerne krigslykke. Achilleus' ven Patroklos ind i krigen (iført Achilleus' udrustning). Han dræbes af Hektor, hvilket får Achilleus til at opgive sin vrede mod Agamemnon for at hævne Patroklos' død. Hefaistos smeder nye våben til Achilleus.

Sang 14-15: Bag om Zeus ryg bliver grækerne hjulpet, men Zeus sætter Apollon ind for at hjælpe trojanerne som  modspil og trojanerne for overtaget igen.

Sang 16-17: Patroklos går ind i krigen men bliver dræbt af Hektor. Hektor tager Achilleus berømte rustning som krigsbytte.

Sang 18: Achilleus bliver framanet at gå ind i krigen, men blændet af had over Patroklos død for han smedeguden Hefeistos til at smede nye våben og rustning til ham.

4. kampdag
19.-22. sang (dag 27)

Achilleus går målrettet efter Hektor, som er chanceløs, og efter en mægtig kamp foran Trojas mure falder Hektor. Trojas skæbne er hermed beseglet.

Sang 19: Agamemnon giver alt krigbytte tilbage til Achilleus som forsoning, men Achilleus afviser endnu engang men går ind i krigen alligevel som en hævnakt.

Sang 20-21: Zeus tillader guderne at hjælpe igen fordi Trojanerne er blevet trængt helt tilbage inden for egne murer. Dette skræmmer Achilleus væk fra de trojanske byporte.

Sang 22: Hektor bliver skræmt af Athene til at kæmpe mod Achilleus som dræber ham og foran hele byen ydmyger ham ved at trække Hektor tilbage til grækerne bag sin vogn som krigbytte.

Forsoning
23.-24. sang (dag 28-51)

Patroklos' lig brændes, og der holdes gravlege. Guderne standser Achilleus' skænding af Hektors lig, Priamos går til Achilleus og løskøber liget, og Achilleus og Priamos forsones.

Sang 23: Stor begravelses fest fra grækernes side.

Sang 24: Zeus beslutter at Hektors lig skal tilbage leveres til Hektors far Kong Priamos af Troja. Hektor bliver begravet i Troja.

ILIADEN
De 24 sange