Den græske mytologi rummer mange spændende fortællinger – Ødipus, Minotauros, som er halvt tyr, halvt menneske, Pandoras og  Homers Illiaden og Odysseen. De historier vi finder i græsk mytologi kan genfindes i mange variationer, i så forskellige områder som H.C. Andersens forfatterskab, biblen, de øvrige mytologier; egyptisk, romersk, nordiske etc.

GRÆSK MYTOLOGI – MYTER, SAGN OG HISTORIER
Skabelsesberetningen Jason & Medea Perseus Theseus Myten om Agdistis Prometheus stjæler ilden Ødipus Pandoras æske	Herkules på eventyr Herakles’ tolv arbejder De olympiske lege Pythias trefod Herakles som transvestit Deianeira Kentauren Nessos Herakles’ død

Fortællingerne omhandler alt fra heltemodige indsats i krig til pudsige hverdagsfortællinger. Undertiden er det deciderede løgnehistorier, altså rene eventyr, men som oftest er deres formål mere end blot at underholde. Deres formål er bla. at forklare (fx hvorfor solen står op), eksemplificere (fx følgerne af at snyde andre) og advare (fx imod at gå igennem skoven om natten kan være farligt).

Du kan læse disse sagn og myter som fortællinger for børn. Som godnathistorie med en pointe og måske samtidig skærpe en lyst til at fordybe sig i den europæiske historie og kultur. Er du på udkig efter fortællinger til børn kan du endvidere få inspiration fra de sagn og legender som er knyttet til nordisk og egyptisk mytologi. Der gemmer sig et væld af gode historier i den nordiske, græske og egyptiske mytologi.

 

 

Skabelsesberetningen

Kaos er begyndelsen. Kaos kommer før himlen og jorden. Kaos er ikke en gud – det er ingenting. Kaos er kun mørke, Erebos, og derfra bliver natten, Nyx, skabt. De dødes sjæle skal først igennem mørket før de kommer til de dødes land, Hades. Når Erebos og Nyx bliver ført sammen, er resultatet den skabende kraft, Eros. Derfor er Kaos ligesom Gaia uendelig frugtbar.

Gaia er den første gudinde. Hun er selve jorden, over hende er Nyx og under hende Erebos. Af deres kraft bliver lyset, dagen, og Æteren skabt. Dagen er altså skabt af natten og lyset af mørket. Mørket og natten står for alt negativt. Med det følger søvn, drømme, forargelse, strid, bedrag og sladder.

Gaia føder alle de første guder, og er således moder til hele verdenen. Hun føder først Uranos, selve himmelen. Med ham får hun titanerne, de hundredarmede og kykloperne. De to sidste spærrer Uranos inde i Tartaros – det allermørkeste sted i dødsriget Hades – Det ligger lige så langt under jorden som himlen ligger over den. Det skulle tage en ambolt ni dage at falde til bunds! .  Titanerne skræmmer ham, og derfor bliver de skjult dybt inde i Gaia`s indre. Titanerne er gudernes svar på den menige arbejder. De har alle vigtige funktioner i den antikke verden. De er også oprørske, hvilket deres fader får at føle.

Gaia er ikke gift med Uranos. Hun har ingen interesse i ægteskab. Det eneste der interesserer hende er hendes børn. Hun tager næsten altid oprørenes parti, også selvom oprøret er mod hendes nærmeste familie. Således tager hun først parti med titanen Kronos i hans kamp mod sin far Uranos. Derefter tager hun parti for Zeus i hans kamp mod faderen Kronos. Til sidst tager hun igen titanernes, og dermed Kronos´ parti i kampen mod Zeus` nye styre.

Titanerne er oprørske. De vil ikke leve under deres faders styre, og er alt andet end tilfredse med at være lukket inde i jorden, langt fra lyset. Anført af den yngste søn Kronos, gør titanerne oprør mod Uranos. De allierer sig med kykloperne, der er dygtige smede, og får dem til at smede en segl.

Titanerne lægger sig i baghold og overmander faderen. Kronos kastrerer faderen med kyklopernes segl, og smider den afhuggede lem i havet. Af blodet der drypper på jorden opstår erinyerne ( skæbnegudinderne ), og af sæden Afrodite. Til sidst dræber de Uranos. Han dør dog kun som hersker, men lever videre som gud. I sin sidste stund spår Uranos, at det som overgik ham, også vil overgå Kronos når han kommer til magten.

Efter at Uranos er faldet, er Kronos den nye hersker. Men han er ikke en bedre hersker end sin far. Han gifter sig med sin søster Rhea, og sammen får de seks børn der bliver kaldt kroniderne. De fem første: Hestia, Demeter, Hera, Hades og Poseidon sluger han, da han husker på faderens spådom. Uranos forudsagde at Kronos skulle blive væltet af en af sine børn. Det sjette barn, Zeus, får han aldrig fat i. Rhea svøber klæde om en sten, så den ligner et spædbarn, og giver den til Kronos. Derefter flygter hun til Kreta, hvor hun ubemærket føder Zeus.

Zeus vokser op, og som voksen giver han Kronos et brækmiddel, så han brækker alle kroniderne op igen. De indleder en kamp mod titanerne. Zeus henter de hundredarmede og kykloperne op fra Tartaros dyb, hvor Kronos igen har spærret dem inde. Kykloperne giver ham som tak hans legendariske lynkile. De hundredarmede giver ambrosia og nektar til kroniderne. Kroniderne vinder kampen, og Zeus kaster titanerne ned i Tartaros. Han sætter derefter de hundredarmede og kykloperne til at vogte over dem. Zeus og hans søskende er nu verdenens herskere, og de tager plads på Olympen.

Gaia er ikke tilfreds med de nye herskere, og indleder derfor en kamp mod dem. Hun skaber derfor Tyfon. Tyfon er det største barn selv Gaia har født. Han er højere end de største bjerge, og hans hoved rører ved stjernerne. Tyfon går hurtigt i kamp mod de olympiske guder. Han kan spy kæmpeflammer fra gabet, og fra kroppen vokser hundredevis af slanger, og kroppen har tusindvis af vinger.

Zeus fælder ham med sine lyn, og tror da at han kan gøre det af med ham i nærkamp. Men Tyfon skærer Zeus` knæhaser af, og gemmer dem i en hule. Zeus får nu hjælp fra moirerne der lokker Tyfon til at spise en urt de påstår vil give ham styrken tilbage. Urten hedder Kun-en-dag, og Tyfon er dum nok til at spise den. Dette betyder at han nu kun har en dag tilbage at leve i. Da er hans skæbne besejlet, og Zeus jager ham hele verden rundt, indtil han døde på Sicilien. Der begraver Zeus ham under Ætna. Vulkanen sender endnu de lyn tilbage som Zeus fældede Tyfon med.

Gaia er utrættelig i sin kamp mod Zeus. Hun føder Giganterne, der er enorme, menneskelignende skabninger, med slanger istedet for ben. De prøver at bekæmpe de olympiske guder ved at smide klipper og egetræer i flammer mod olympen. Imens dette står på, leder de også efter livets urt. Det er den urt der giver udødelighed. Zeus prøver at forhindre dette ved at standse Helios og hans solvogn. Men giganterne fortsætter bare med at lede i mørket.

Zeus og hans søskende kan ikke slå giganterne alene. De har fået at vide igennem en spådom, at de skal have hjælp af en dødelig før de kunne sejre. Den dødelige der hjælper dem er Herakles. Han vil hellere end gerne hjælpe, og han dræber egenhændigt den eneste af giganterne der er udødelig, Alkyoneus. Alkyoneus er dog kun udødelig på sit fødested på Pallene. Herakles gør det af med ham ved at smide ham i Det ægæiske Hav. Resten af giganterne er da prisgivet.

 

 

 

Herakles på eventyr
Romerne kaldte ham for Herkules, etruskerne kaldte ham Hercle

Zeus yndede at have sex med almindelige mennesker. Engang havde han set sig lun på Alkmene som var gift med kongen af Theben. Zeus forklædte sig som Alkmenes mand, kong Amfitryon, og gik i seng med hende. Senere samme nat kom den rigtige Amfitryon hjem, hjemvendt tidligt fra en krig, og han gik også i seng med hende og gjorde hende gravid med endnu en søn. Dette medførte at Alkmene føder tvillinger med forskellige fædre. En af disse tvillinger var Herakles.

En dag, i et raserianfald, slog Herakles sin kone Megara og deres børn ihjel. I et ønske om at tage straffen for forbrydelsen og vise sit værd som helt, og om blive en gud så han kunne bo på Olympen, blev Herakles givet 12 forskellige prøvelser. Kun ved at fuldføre dem, kunne en plads for ham på bjerget blive overvejet. Men efter at have klaret dem alle sammen valgte dommerne på bjerget, at han ikke var blevet straffet nok, så han blev lænket til et træ på bredden af en underjordisk sø i Tartaros, det mørkeste sted i underverdenen Hades.

At Herakles ikke bliver tilgivet skyldes i høj grad Hera, Zeus’ kone, som naturligt var træt af Zeus eskapader med andre kvinder. Hera nærer et voldsomt had mod Herakles, som hun ønskede at se lide for Zeus’ utroskab. Hun sendte blandt andet to slanger til den spæde Herakles, men Herakles kvalte dem og brugte dem som legetøj. Efterfølgende fortsatte Hera med at gøre Herakles’ liv så besværligt, som muligt. Som en halvgud voksede Herakles op med en overmenneskelig styrke, som han arvede efter sin far, og senere i sit liv blev han hædret som den største af alle helte. Han blev dog konstant modarbejdet af Hera, der ofte lykkedes med at forpurre Herakles succes og kærlighedsliv.

Herakles’ tolv arbejder

En dag blev  Herakles  grebet af et ustyrligt vanvid, som Hera gav ham, der fik ham til at slå sin kone og børn ihjel. Da han igen blev normal og så, hvad han havde gjort, tog han til oraklet i Delfi og spurgte Apollon, hvad han skal gøre.

Han skal rejse til Mykene og i 12 år tjene kongen der. Kongen over Mykene er hans slægtning, Eurystheus, der fik tronen i stedet for Herakles. Kong Eurystheus pålagde Herakles at udføre 12 Arbejder, “opgaver”, som var umulige at løse for almindelige dødelige. Men fordi Herakles var gudesøn, havde han særlige egenskaber, der adskilte ham fra de almindelige dødelige som han færdedes blandt. Han havde en styrke som 12 granvoksne mænd, og det gjorde ham i stand til at bekæmpe mange mytologiske væsner igennem hele sin levetid, hvilket også var med til at gøre ham til den største sagnhelt i græsk mytologi og den der dræbte flest uhyrer.

De tolv opgaver

Den Nemæiske Løve var en løve, der terroriserede Nemea med et skind så sejt, at intet våben kunne trænge igennem. Alligevel lykkedes det Herakles at bedøve løven med sin kølle og kvæle den med de bare næver. Han flåede den og bar skindet som beskyttelse.

 

Den Lernæiske Hydra var nok det mest kendte af Herakles’ 12 Arbejder og denne sagnfigur har da også trofast fulgt mange af de filmatiseringer, der har været af Herakles og hans opgaver. Historien var, at hydraen lurede i Lernas sumpe, og at den var en enorm slange med ni hoveder. Da Herakles fandt frem til den, begyndte en svær kamp, for for hver gang Herakles kappede ét af slangens hoveder af, voksede der to nye frem fra samme sted. Herakles vandt dog alligevel kampen, ved at brænde sårene med en fakkel og forhindre, at der voksede nye hoveder frem.

 

 

Den Kerynitiske Hind var et meget hurtigt dyr, som Herakles skulle fange uden at skade den. Den havde bronzehove og horn af guld og levede på Keryneiabjerget. Dyret var helligt for gudinden Artemis, gudinden for jagt i den græske mytologi. Efter at have jagtet hinden i et år, fangede Herakles den i et net.

 

Det Erymanthiske Vildsvin var et virkelig skræmmende bæst som Herakles fangede i en lænke. Det var så skræmmende et dyr, at kong Eurystheus gemte sig i en krukke, da han så det.

 

Kong Augias Stalde var aldrig blevet muget ud, og Herakles skulle gøre det på én dag. Han gjorde det ved at lede to floder gennem stalden.

 

 

De Stymfaliske Fugle var menneskeædende fugle, der havde næb, kløer og vinger af jern. Herakles skræmte dem op fra Stymfalossøen med bækkener og nedlagde dem med pileskud.

 

 

Den Kretiske Tyr hærgede på Kreta og Herakles formåede trods dens brutalitet og størrelse at overmande den og fange den levende.

 

 

Diomedes’ Heste var vildheste, som Diomedes fodrede med menneskekød. Herakles dræbte Diomedes og gav hans lig til hestene, som faldt til ro og nemt kunne tæmmes.

 

 

Hippolytes Bælte var kilden til historien om, hvordan Herakles besejrede krigerkvinderne Amazonerne ved at stjæle deres dronning Hippolytes bælte.

 

 

Geryons Kvæg. Geryon var et uhyre med tre kroppe, som vogtede sit kvæg sammen med Orthus, en hund med to hoveder. Herakles dræbte dem begge, drev kvæget hjem og skabte på vejen Gibraltarstrædet.

 

 

Hesperidernes Æbler blev passet af hesperidenymferne og vogtet af en drage som Herakles måtte dræbe, før at han kunne tage æblerne.

 

 

Kerberos var Herakles’ sidste opgave. Eurystheus ville se Herakles fange Kerberos, som var en gigantisk hund med tre hoveder, som vogtede indgangen til Underverdenen. Herakles brødes med bæstet og tog det derpå med op til kong Eurystheus, men returnede det siden til Hades, Underverdenens Gud.

 

 

 

De olympiske lege

Da Herakles har renset kong Augias’ stalde,( et af de 12 arbejder), nægter kong Augias at belønne ham. Da sætter Herakles Augias af tronen, og dennes søn bliver hersker i stedet. Ved denne lejlighed indfører Herakles de olympiske lege, og kroner vinderne med en krans af olivenblade, som han har haft med fra hyperboræernes land i nord. Selvfølgelig vinder Herakles selv de første olympiske lege.

Pythias trefod

I byen Oichalia lover kongen Eurytos sin skønne datter, Viola, bort til den der kan besejre ham i bueskydning. Selvom Herakles vinder, nægter kongen at give sin datter bort. Herakles hævner sig ved at invitere kongens sønner til Tiryns, hvor han skubber sønnen Ifitos ned fra borgens top. Ved dette drab har Herakles krænket de regler, der gjælder omkring gæstevenskab. Så han må bede Apollon om tilgivelse. Men Pythia i Delfi nægter at modtage Herakles. Da bliver Herakles rasende og berøver Apollons tempel for dets trefod. Med trefoden vil han grundlægge sit eget orakel. Men Apollon og hans søster Artemis kommer efter ham og det ender i et slagsmål mellem søskendeparret og Herakles, der dog har støtte fra gudinden Athene. Zeus slår et lyn ned foran Herakles, der opgiver trefoden og slutter fred med de andre guder.

Herakles som transvestit

Herakles må dog have en straf for at have forsøgt at stjæle Apollon-templets trefod. For tre talenter sælger Hermes derfor Herakles til Dronningen af Lydien, Omfale. I den tid Herakles er hos hende, bytter de tøj, så Herakles står i kjole og holder en parasol over dronningens hoved, der er iført løveskind og holder en kølle.

Deianeira

Efter Omfale har befriet Herakles, sætter han kurs mod Kalydon, hvor kongen, Oineus, har en underskøn datter, Deianeira, som dog hader mænd. Dette gør dog blot Herakles endnu mere opsat på at få hende. I underverdenen kom Herakles tit, og der har han mødt Deianeiras bror, som har lovet Herakles Deianeira som brud. Nu mener Herakles altså, at det er tid til at blive gift igen. Dog havde prinsessen en anden bejler, flodguden Acheloos, der har taget skikkelse af en tyr. Herakles besejrer tyren, hvorefter Acheloos vender tilbage til sin flod. Herakles bliver gift, og parret vender tilbage til Herakles’ hjemby, Theben.

Kentauren Nessos

Herakles er sammen med sin nye kone, Deianeira, på vej hjem til Theben. Undervejs støder parret på en flod, og “færgemanden” er en kentaur ved navn Nessos. Kentauren fører først Deianeidra over floden, og finder hende så dejlig, at han må røre hende. Da Herakles ser dette, sender han pile over floden, der dræber kentauren. Inden Nessos dør, siger han til Deianeidra, at hun skal samle hans blod op i sit brudeslør og gemme det. Blodet vil nemlig virke som en elskovsdrik, hvis Herakles nogensinde skulle forelske sig i en anden kvinde.

Herakles’ død

Under et af sine eventyr møder Herakles en skøn mø, Viola, der egentlig skulle have været hans brud, hvis ikke faderen, kongen Eurytos, havde nægtet. Da Herakles ikke kan glemme Viola, stormer han kongens borg, hvor han dræber Eurytos og får Viola i sin varetægt. Nyheden om sejren når Herakles’ kone, Deianeidra, der ikke tror på sin mands troskab. Derfor sender hun ham en kappe, der har nogle dråber af kentauren Nessos’ blod på sig. Nessos havde fortalt hende, at dette ville virke som et elskovsmiddel, der ville sørge for at Herakles forblev tro. Det, der skulle have virket som en elskovsmiddel, viser sig at være en ætsende gift ( Herakles havde dræbt Nessos ). Så da Herakles tager den på, begynder han langsomt og pinefuldt at dø.

Herakles prøver at rive den ætsende kappe af og får alvorlige, dybe sår. Da Deianeira får at vide hvad der sker med hendes elskede Herakles, dræber hun sig selv. Herakles drager op til bjerget Oita, hvor han vil brænde sig selv på et stort bål. Herakles søn, Hyllos, bliver gift med Viola, efter Herakles’ ønske. Herakles forlanger også, at Hyllos skal tænde bålet. Dette nægter sønnen dog, men da kommer helten Filoktet ind i billedet.

Filoktet tænder bålet og får til gengæld Herakles bue ( hvilket han aldrig skulle have ønsket sig, da buen kom til at koste ham mange smerter ). Den dødelige halvdel af Herakles drager til Hades som andre dødelige, mens den gudelige halvdel bliver hentet af et firspand, sendt af Zeus, og drager til himmels, hvor Herakles bliver budt velkommen af guderne. Her slutter han endelig fred med gudinden Hera, som har været hans livslange fjende. Herakles får til hustru ungdommens gudinde, Hebe, af Hera som symbol på deres forsoning.

 

 

Jason og Medea

Mytens hovedperson er kvinden Medea. Hun stammer fra Kolchis ved Sortehavet og er barnebarn af Solen, Helios. Jason er nevø til kongen af Jolkos, og for at få tronen igen skal han hente det gyldne skind i Kolchis. Da han kommer til Kolchis møder han Medea, som forelsker sig i ham. Medea er trolddomskyndig og udnytter sine kræfter til at hjælpe Jason på den mission Kongen af Kolchis, Medeas far, sender ham på for at få det gyldne skind. Parret har måttet flygte fra Kolchis, og under flugten dræber Medea sin bror for at redde sig selv og Jason. Jason og Medea vender tilbage til Jolkos for at gøre krav på tronen, men må siden flygte, fordi Medea har dræbt kongen, og dennes søn leder dem på flugt. Jason og Medea bosætter sig siden i Korinth i Grækenland og får sammen to sønner.

Jason er en kongesøn, der er vokset op i landflygtighed. Hans far er blevet afsat af sin bror, Pelias. Jason og Pelias rådspørger sig begge med oraklet i Delfi, hvor Jason får svaret: “Du er født til at være konge”, og Pelias får svaret: “Frygt den der kommer med én sandal”. Pelias er i tvivl om sit svar, men da Jason kommer for at kræve sin trone iført kun en sandal, er Pelias ikke længere i tvivl. Pelias forlanger derfor, at Jason skal hente det gyldne skind i Kolchis ved Sortehavet, for at bevise at han er den rigtige konge. Skindet tilhørte oprindeligt en flyvende vædder, men er nu bevogtet af en drage.

I skibet Argo drager Jason afsted med de tapreste helte. Man kalder disse argonauterne. Det første sted de stopper, er øen Lemnos, hvor der ingen mænd er, kun kvinder, der modtager dem med åbne arme.. Grunden til at der kun er kvinder på øen er, at de har dræbt alle mændene. Dette fortæller de selvfølgelig ikke argonauterne, der er så glade for øens kvinder, at de bliver der et helt år.

De stopper dernæst ved en gammel, blind konge, som advarer dem mod de farer, der venter i Bosporusstrædet ved indgangen til det Sorte Hav. Klipperne slår nemlig tordende ind mod hinanden med jævne mellemrum. Men sender de en due i forvejen, der klarer skærene, er det sikkert at sejle igennem. Duen undslipper og mister kun en enkelt fjer. Ligeledes går det med Argos. Skibet mister kun en splint af roret.

Argonauterne når frem, og Jason fremsiger sit ærinde til kong Aiete. Da Aiete ikke tør at afvise dem, forlanger han til gengæld for skindet, at Jason skal spænde ildsprudlende tyre for ploven, og så dragetænder i furerne, hvor der så vil vokse drabelige krigere. Dem skal Jason dræbe.

Det lykkes for ham med hjælp fra Medea, kongens datter, som kan trolddom. Hun bliver forelsket i den blonde helt, og Jason lover til gengæld at tage hende med tilbage til sit hjemland og gøre hende til sin hustru. Hurtigt snupper de skindet og farer ud til havet, inden kongen når at opdage noget. Da Aiete så opdager at han er blevet snydt, sætter han efter Jason. Medea, som har forudset dette, hugger sin lillebror, som hun har medbragt, i stumper og smider stykkerne overbords, så Aiete har travlt med at samle sin døde søn op i stedet for at forfølge skibet.

De vender hjem, og bliver fejret for deres modige bedrifter. Medea bliver kendt for sin trolddom, og hun skænker Jasons far, Aison, sin ungdom igen. Pelias’ døtre beder hende at gøre den samme tjeneste for deres egen far. Medea hævner Jasons far ved at give de forkerte trylleurter til Pelias, så han ikke vågner op af sin søvn, og dør.

Det er dog for meget for landets indbyggere, så Medea og Jason er nødt til at flygte til Korinth, hvor de lever lykkeligt i nogle få år og får to børn. Jason får i dette land en høj status, mens Medea lige netop bliver tålt. Så sker det ulykkelige, at Jason bliver forelsket i datteren af landets konge, Kreon. Jason frastøder Medea og forbereder til det nye bryllup. Kreon forviser Medea, der får 24 timer til at forlade landet.

Medea udfører i disse timer sin hævn. Først adlyder hun og sender sine børn op til slottet med bryllupsgaver. Men gaverne, en brudekrone og en smuk kjole, er forheksede og slår derfor ud med flammer, som fortærer bruden og kongen. For at gøre sin hævn fuldkommen dræber Medea sine egne børn, da de jo også er Jasons. Jason finder sin døde brud, kommende svigerfar og døde børn, mens Medea på sin bevingede dragevogn søger sikkerhed udenfor Korinth. Medeas hævn er fuldkommen.

 

 

Perseus

Akrisios deler sammen med sin bror, Proitos, riget Argos, men de skilles p.g.a. uenigheder. Proitos bliver hersker af Tiryns. Akrisios bliver i Argos og får datteren Danae. Da han er ked af, at han ingen mandlige arvinger har, drager han til Oraklet i Delfi for at spørge Apollon om råd. Denne siger, at det skal Akrisios ikke ønske sig. For den søn, Danae ville få, ville styrte ham fra sin trone.

Dette resulterer i, at Akrisios spærrer sin datter inde i et underjordisk kammer, for at ingen kan gøre kur til hende. Akrisios har dog ikke gjort rede for guderne. Den olympiske himmelgud Zeus har allerede et godt øje til den skønne Danae, så han omdanner sig selv til guldregn, og lader sig sive ned til Danae, hvor han så forfører hende, og Danae bliver gravid. Den søn hun føder, bliver kaldt Perseus.

Perseus bliver sammen med sin mor tømret inde i en kasse og sat ud på havet af Perseus’ morfar. Men siden Perseus har en så magtfuld far som Zeus, dør han selvfølgelig ikke. De driver i stedet ind på en ø, hvor de bliver samlet op af en fisker.

Kongen på øen hvor de er landet, Polydektes, falder med det samme for Danae. Han prøver at slippe af med Perseus, ved at befale ham at hente gorgonen Medusas hovede. Gorgoerne er tre søstre, født af Gaia til at bekæmpe de olympiske guder. Den Gorgo Perseus skal møde, er den eneste dødelige af dem. Gorgoerne er skrækindgydende. Deres hår er levende slanger, deres hænder er af bronze, og tungen stikker ud mellem drabelige hugtænder. De er så frygtelige, at alle der ser dem i øjnene, bliver til sten.

Perseus er selvfølgelig ikke alene på sin heltefærd. Guderne hjælper ham. Hermes fortæller ham, at han skal gå til Graierne. Graierne er tre gamle kællinger, der tilsammen har et øje og en tand. Perseus snupper øjet fra dem og siger, at de ikke får det tilbage igen før de hjælper ham. De fortæller ham, at han skal gå til nymferne, der ved alt om magi. Og magi er den eneste måde hvorpå han kan undslippe Gorgoerne. Nymferne giver ham en vingesko, så han kan komme hurtigt over vand og land, og samtidig undslippe de flyvende Gorgoer. Desuden får han en hue, der gør ham usynlig, og en læderpose, hvori han gemmer en segl. Han finder Medusas hule ved verdens ende. Der sover søstrene trygt. Han nærmer sig med bortvent ansigt, og får med seglen skåret Medusas hoved af. Han flygter derefter på sine vingesko.

Perseus flyver nu hjem til sin fars gamle kongerige. På vejen befrier han kongedatteren Andromeda. Han bruger Medusas hoved til at forstene det uhyre, der holder hende fanget. Han gifter sig med Andromeda, og tager derefter til Serifos (øen hvor han strandede med sin moder), og forstener kongen der bejlede til moderen. Til sidst tager hele familien hjem og bliver forsonet med kong Akrisios, Perseus morfar. Men under en diskoskamp kommer Perseus til at ramme Akrisios med diskossen, og således går profetien i opfyldelse alligevel. Perseus bliver nu konge over byen Argos, men bytter med morfarens tvilling og får byen Tiryn i stedet for.

 

Theseus og Minotauros

Theseus er en uægte søn af kong Aigeus af Athen. Han vokser dog op på landet med sin mor, og kender ikke til sin far før han er voksen. Da Theseus har fundet ud af at hans far er Aigeus, drager han mod Athen for at indtage sin plads ved hoffet. Med sig har han sin faders sværd og sandaler. På vejen møder han skurke og slyngler i hobetal:

Fyrrebøjeren overvinder han ved at spænde ham fast imellem to fyrretræer og ” svippe ” ham op i luften, som uhyret selv havde for vane at gøre med forbipasserende. Skiron lod forbivandrene vaske sine fødder, og derefter lod han dem kaste ud over en skrænt, og ned til en kæmpe menneskeædende skildpadde. Takket være Theseus, led Skiron samme skæbne. Prokrustes modtog rejsende som gæster, og om natten spændte han dem til sin seng. Var de for lange, skar Prokrustes stykker af dem, til de passede. Var de for korte, udspændte han dem, til de passede. Theseus sørger for, at Prokrustes dør på samme måde.

Da Theseus når frem til Athen venter den onde stedmor Medea, på at skaffe denne uønskede tronarving af vejen. Men da Theseus har Aigeus’ sværd med, kan den gamle konge genkende sin søn, og Medea flygter. Så efter at have bekæmpet Aigeus’ nevø og tyren ved Marathon, er Theseus tronfølger.

Minotauros er halvt tyr, halvt menneske, og lever i en labyrint på Knossos. Den er et misfoster af kong Minos’ hustru Pasifae, og en tyr. Hvordan Pasifae og tyren helt præcist har klaret de seksuelle detaljer berettes ikke. Dog har arkitekten Daidalos haft en finger med i spillet, da han bygger en maskine, der åbenbart løser problemet. Det er også ham der har designet labyrinten. Da Athen, og dermed Aigeus, hvert år må ofre 7 unge mænd og 7 unge kvinder af høj slægt til Minotauros, som en slags gæld til kongen Minos, beder Theseus om at blive udvalgt, for så at gøre det af med Minotauros. Aigeus giver sin tilladelse og beder Theseus om at skifte skibets sorte sejl ud med hvide på vejen hjem, hvis missionen lykkes.

Kong Minos lader Theseus komme våbenløs ind til Minotauros, fordi han ikke tror på, at Theseus er søn af kong Aigeus (andre kilder hævder Theseus far er Poseidon, hvilket dog ikke gør ham mindre farlig!) Natten før Theseus skal ind til Minotauros kommer Minos’ datter Ariadne, som er blevet forelsket i den tapre kongesøn, ind til ham, og giver ham et sværd og et nøgle garnnøgle. Med disse hjælpemidler dræber Theseus Minotauros, finder ud af Labyrinten, redder de resterende 13 unge der skulle dræbes, og flygter til søs med Ariadne.

På vejen hjem stopper de ved øen Naxos. Her “glemmer” Theseus Ariadne ( Det siges dog, at Dionysos senere tog hende til hustru ). Skibet nærmer sig nu Attika, hvor kongen spejder efter sin søn. Theseus viser sig dog igen at være forfærdelig glemsom, og husker ikke at udskifte de sorte sejl med hvide. Så Aigeus styrter sig selv i havet, da han tror at Theseus er død. Havet er siden blevet kaldt Det Ægæiske Hav efter Aigeus.

Da Theseus bliver konge efter Aigeus, udvider han Athens magt til at omhandle hele Attika. Han deltager i Argonautertoget, jagten på det kalydoniske vildsvin, han bekæmpere sammen med sin ven, lapitfyrsten Peirithoos, kentaurerne, og sammen med sit forbillede Herakles bekæmper han amazonerne og tager deres dronning, Antiope, til fange. Med hende gifter Theseus sig, og de får sønnen Hippolytos. Antiope dør i et slag, og senere bliver Theseus gift med Faidras. Faidras og Hippolytos bliver sendt til kongen af Troizen da Theseus har travlt med krig og eventyr. Ulykken sker, da Afrodite, i sin vrede over at hendes stedsøn, Hippolytos, kun tilbeder gudinden Artemis, får Faidras til at forelske sig i Hippolytos. Hippolytos afviser Faidra, og det resulterer i, at Faidra hænger sig selv, men inden hævner sig ved at skrive et brev til Theseus, hvor der står, at Hippolytos var skyld i hendes død.

Theseus kommer hjem og finder sin kone død. Han læser brevet og forbander sønnen, og landsforviser ham. I sin vrede får Theseus sin far, Poseidon, til at få Hippolytos dræbt. Efter Hippolytos er død, kommer hans skytsgudinde, Artemis, til ham og beretter om Hippolytos’ uskyld. Nedtynget af sorg har Theseus ingen fred i resten af sit liv. Han fører krige med gamle fjender og får nye. Folket af Athen bliver træt af krigene, så Theseus bliver efterhånden overflødig. Derfor drager han til øen Skyros, hvor han dør ensom og ulykkelig.

 

Myten om Agdistis

Agdistis og Attis er tilknyttet Lilleasien, hvor Den store Moders kult hører hjemme. Denne kult er i kejsertiden ganske udbredt hos romerne, mens grækerne tager afstand fra den.

Myten siger følgende: en nat har Zeus en drøm, hvor han taber sin sæd på jorden. Jorden bliver svanger og så fødes uhyret Agdistis, der har to køn. Guderne bliver bange for uvæsenet, og Dionysos bliver sendt ud for at uskadeliggøre det. Dionysos drikker uhyret fuld, hvorefter det falder i søvn. Så binder Dionysos den ene ende af en snor omkring uhyrets mandlige kønsdele og fæstner den anden ende til et træ.

Da uhyret vågner omtåget med tømmermænd springer det op, og river de bundne kønsdele af. Et mandeltræ vokser op af de efterladte stumper. Flodguden Sangario’s datter samler en af mandlerne op og lægger den på sin bryster, hvor den forsvinder. Pigen bliver gravid, og nedkommer med en dreng, der bliver sat ud, men reddet. Drengen kommer til at hedde Attis.

Attis vokser op og bliver til en smuk, ung mand. Agdistis bliver forelsket i Attis, og dukker uindbudt op til Attis’ bryllup med kongens datter. Da Attis ser sin mor, .. eller far, bliver han sindsyg og kastrerer sig selv og dør. Agdistis sørger over sin søns og elskedes død og bønfalder Zeus, om at genoplive Attis. Det står dog ikke inden for Zeus’ magt, men som trøst gør han det sådan, at Attis’s krop ikke forrådner, at Attis’s hår stadig vokser, og at Attis stadig kan bevæge sin lillefinger. – Agdistis’s præster er besatte af hendes kult og udfører Attis’ skæbne på sig selv!

 

 

 

Prometheus’ kamp for mennesket

Prometheus betyder den forudtænkende eller den kloge. Hans modsætning er hans broder Epimetheus. Prometheus siges at være den græske gud der skaber mennesket, efter sigende af ler. Andre overleveringer fortæller os at det er Hefaistos der skaber mennesket.

Det er Prometheus, der ved at narre Zeus får indført, at det er de dårligste dele af offerdyret der bliver ofret. D.v.s. knogler og lignende. Før i tiden havde mennesket altid været tvunget til at ofre de bedste dele af deres offerdyr til guderne. Dette straffede Zeus ved at tage ilden fra mennesket. Men igen er Prometheus redningsmand. Han stjæler ilden fra Olympen, ved at skjule gløden i en Narthex-stang.

I sidste ende er det dog Zeus der vinder, ved at lave den første menneskekvinde, Pandora. Derfra stammer savnet om Pandoras æske. Pandora får skønhed af Afrodite, sans for kunst af Athene, overtalelsens gave fra Peitho og Hermes giver hende løgnagtigheden. Det er også ham, der præsenterer hende for Prometheus broder, Epithemeus. Prometheus har advaret ham om kvindens farlighed, men Epithemeus vil ikke lytte. Epithemeus gifter sig med Pandora, og da de kommer hjem åbner Pandora æsken med sin medgift.

Ud fra den strømmer alverdens ulykker og dårligdomme, som mennesket før har været forskånt for. Det er menneskets straf, men Prometheus slipper heller ikke. Han bliver lænket af Zeus` to bødler, Vold og Magt, til en af Kaukasus` bjergtinder. Der driver Zeus en pæl igennem hans krop, og hver dag kommer en ørn og hakker hans lever i stykker. Prometheus er som alle andre guder udødelig, og derfor vokser leveren ud igen. På den måde må Prometheus gennemgå de samme smerter hver dag. Men dog ikke i al evighed. Efter tolv generationer bliver han befriet af Zeus` søn Herakles, der skyder ørnen med en pil, og befrier Prometheus. Grunden til befrielsen er, at Prometheus efter sigende skulle vide hvem der bliver Zeus`efterfølger.

 

 

Ødipus

Ødipus, som tilhører det thebenske kongehus, er søn af Laio og Iokaste. Laoi er blevet spået, at hans fremtidige søn vil dræbe ham. Derfor bliver Ødipus straks efter sin fødsel sat ud i ørkenen af en hyrde. Hyrden får dog medlidenhed med barnet, og Ødipus ender som adopteret kongesøn ved kongeparret, Pólybos og Merópe, i det tilstødende land Korinth. Da Ødipus bliver ældre kommer han i tvivl om kongeparret virkelig er hans forældre. Derfor tager han til Delfi for at spørge Oraklet om råd. Han får at vide, at han vil dræbe sin far og avle sin mors børn.

Det svar kan Ødipus naturligvis ikke vende hjem med, da han tror hans forældre er i Korinth (hvilket jo er hans adoptivforældre), så han drager mod Theben. På vejen møder han en karet, og da kuskene slår ud efter Ødipus for at gøre plads til kareten, bliver Ødipus vred, da han altid har været behandlet som en kongesøn. Det ender med, at han dræber den ene kusk og en passager. Passageren er hans biologiske far, Laio. Den anden kusk løber hjem og fortæller, at kongen er blevet dræbt.

Ved indgangen til Theben vogter et uhyre, Sfinx. Den stiller alle rejsende et spørgsmål, og kan de ikke svare, dræber den dem med sine frygtlige klør. Theben har lovet, at den der kan dræbe uhyret vil få dronning Iokaste til brud. Sfinxen stiller Ødipus en gåde, og han svarer rigtigt. Det kan Sfinxen ikke overleve, så den styrter ned fra en klippe og dør.

Ødipus får uvidende sin biologiske mor til hustru. De får sønnerne Polyneikes og Etéokles og døtrene Antigone og Isméne. Ødipus er en god konge og regerer landet fint, indtil guden Apollon sender en pest til landet. Ødipus opsøger Oraklet i Delfi for at spørge om råd, og dette svarer, at den forrige kong Laios’ morder må findes. Ødipus sætter en stor undersøgelse i gang og spørger bl.a. den gamle kusk, Teiresias. Han værger sig ved at svare, da han jo ved, at morderen er Ødipus.

Efter nogen tids selvransagelse slutter Ødipus, at det er ham selv der er morderen. Iokaste trøster ham og siger, at Oraklet ikke altid taler sandt og nævner, at Laios var blevet spået, at han ville blive dræbt af sin søn, men den eneste søn, de havde fået, satte de ud på bjerget. Selvom Ødipus føler sig lettet, sender han dog bud, efter den gamle thebenske hyrde. Hyrden indrømmer at han gav barnet til en korinthisk hyrde. Den samme korinthiske hyrde træder i det samme ind af døren og meddeler, at kong Pólybos af Korinth er død, så Ødipus må vende hjem og overtage tronen.

Ødipus er lykkelig over at adoptiv-faderen er død af alder og ikke fra Ødipus’ egen hånd, men han vil stadig ikke vende hjem, da han frygter mødet med sin adoptiv-mor, som han jo ifølge spådommen skulle avle børn med. Da svarer hyrden ham, at det skal han ikke frygte, for Ødipus er ikke kongeparrets rigtige barn. Det var ham selv, der overrakte ham til kongeparret, da han var lille. Så går den rigtige sammenhæng op for Ødipus. Iokaste hænger sig, da hun ikke kan skjule sammenhængen for sin søn og mand. Ødipus’ sønner forbander deres far og driver ham i landflygtighed, og Ødipus spår, at de vil falde for hinandens sværd. Døtrene tager med deres far til Kolonos, hvor han får fred og dør.

Efter at Polyneikes og Eteokles har landsforvist deres egen far skal de regere byen Theben skiftevis et år ad gangen. Efter Eteokles har regeret et år og Polyneikes skal til, bliver Polyneikes fordrevet af sin bror. Polyneikes tager til kongen af Argos, Adrastos, hvis datter Argeia han gifter sig med. Kongen og Polyneikes samler fem helte til togtet mod Theben, så de er syv i alt. Alle er de opstemte forud for krigen, kun Amfiaraos værgrer sig, da han forudser at de alle vil falde, undtagen kong Adrastos. Men de andre lokker hans kone til at overtale Amfiaraos til at tage med.

Amfiaraos, som ikke kan nægte sin kone noget, tager med på trods af at han ved hvad der vil ske. De falder alle undtagen Adrastos. Polyneikes og Eteokles falder for hinandens hænder. Helten Tydeus kunne havde været reddet, havde han ikke ædt sin fjendes hjerne. En gudinde har ham til yndling og har en trylledrik til ham, men spilder den på jorden, da hun ser det frygtelige syn.

Antigone er datter af Ødipus og Iokaste, og søster til Ismene, Polyneikes og Eteokles. Hun er niece til Kreon, som er Iokastes bror, og hun er forlovet med dennes søn, Haimon. Efter deres fars død vender Ismene og Antigone tilbage til Theben. Da hendes brødre er faldet for hinandens sværd, bliver Kreon konge. Da Polyneikes har forsøgt at indtage Theben for at styrte broderen, mener Kreon ikke at han skal begraves, da dette er lov og ret. Men Antigone har ifølge gudeverdenens uskrevne lovne pligt til at begrave sin bror, og hun begraver ham derfor symbolsk om natten. Men Kreon, som må følge loven, dømmer Antigone til døden, og lukker hende ind i en kuppelgrav, hvor hun skal dø af sult.

Guderne bliver vrede, og den gamle seer Teiresias fortæller Kreon, at p.g.a. hans gerning vil hans eget afkom lide døden. Kreon styrter ud til grotten, kun for at finde Antigone hængt i sin kjole, og Haimon, der for øjnene af Kreon tager sit eget liv p.g.a. sin forlovedes død. Da han som en nedbrudt mand vender hjem, ligger hans mor død af sorg over Haimons død.

 

 

PANDORAS ÆSKE

Pandoras æske var en hadegave, som Hermes, guden for handel – og tyvenes gud gav til den første kvinde. Den var en del af Zeus’ plan om at straffe menneskeheden for at have tilranet sig ilden. Myten om Pandora er den græske fortælling om den første dødelige kvinde på jorden.

Prometheus, der var gud for den Olympiske ild, havde skabt den første mand, Pharenon. Zeus blev rasende over den måde, som Prometheus beskyttede menneskene på og sørgede for, at de ikke fik adgang til ilden, så de var tvunget til at leve i kulde og mørke. Prometheus hjalp nu menneskene ved at stjæle den Olympiske ild fra Hefaistos, smedenes gud, som vogtede over ilden og give den til menneskene. Som hævn fik Zeus fremstillet Pandora, den første kvinde, en ond skabning, som alle mænd ville begære.

Pandoras navn betyder “bærer af alle gaver”. Hun blev skabt i Athenes billede, med viden om alle kunstarter, mens Afrodite gjorde hende skøn. Bevæbnet med Hermes’ listighed, smiger og evner for at bedrage, men elegant prydet med ynde og elegance, var Pandora uimodståelig. Hun blev sendt til Prometheus’ bror, Epimetheus. Epimetheus kunne ikke modstå Pandora og bød hende velkommen i de dødeliges verden.

Med sig ind menneskenes verden havde Pandora en æske, som Zeus havde advaret hende imod nogensinde at åbne, end ikke et kort øjeblik. Men til sidst blev det for meget for Pandora, hendes nysgerrighed blev for stor, og hun kunne ikke længere modstå fristelsen. Hun løftede låget for kun et hurtigt blik på de hemmeligheder, den indeholdt. Men i et ubevogtet øjeblik da Pandora åbnede æsken, fløj alle menneskenes ulykker: Grådighed, forfængelighed, sladder, misundelse og alle de andre dødelige laster, ud i verden. Rædselslagen smækkede hun igen låget i. På den måde bevarede hun det, der var tilbage i æsken, menneskenes grundlæggende egenskab: Håbet!

Var ulykkerne ikke blevet sluppet løs, havde håbet sikkert været fanget under dem. Selvom det onde havde været ukendt for menneskeheden før Pandoras nysgerrighed havde sluppet det fri, havde menneskene sikkert været villige til at leve med deres ufuldkommenhed. Lidelse gør os hverken til gode eller dårlige mennesker, men er nødvendig for at vi kan lære at undgå det onde. Vi vender os ikke bare af os selv væk fra det onde, som vores nysgerrighed leder os imod.

Arketyperne er en bro mellem tilbagevendende temaer i verdenslitteraturen og mytologien på den ene side – og nutidige drømme og fantasier på den anden side. Men deres tidløse og universelle mening er afhængige af historiske sammenhænge, tidens skik og brug og de reduceres af vores egen individuelle livserfaringer.

Pandora var skabt i ler, en jordgudinde, der blev den første menneskekvinde. Hun blev betragtet som en ond skabning, fordi alle mænd ville begære hende, og hun blev dermed ophav til alt ondt på jorden. Hver mand fik sig en dødelig ledsager samt utallige bekymringer. Pandora betyder “alle gaver” både de gode og de dårlige. Kun “håbet” forblev i æsken. Sagnet tjente bl.a. til at begrunde, hvorfor kvinder skulle have en mindre dominerende rolle i samfundet end mænd, selvom hun bar verdens håb – i sin æske!

 

 

Stil spørgsmål om græsk mytologi

Stil lige så mange spørgsmål du har lyst til om græsk mytologi
Det er gratis og nemt – Stil et spørgsmål