Iliaden Sang 1

Resume af 1. sang af Iliaden af Homer. Apollons præst Khryses kommer til achaiernes lejr for at købe sin datter Astynome (Khryseis) fri af fangenskab. Agamemnon afviser hans anmodning med hån. Den fortørnede fader påkalder Apollons hævn over achaierne, og de hjemsøges af pest. Akhilleus sammenkalder folket, og opfordrer Agamemnon til at give Khryseis fri, fordi Kalkhas har sagt, det er det eneste at gøre. Agamemnon bliver vred og tager den skønne Briseis (Hippodameia) fra Akhilleus. Akhilleus anråber sin moder Thetis om hævn, og på hendes bøn lover Zeus at give troerne sejr, indtil hendes fornærmede søn har fået oprejsning. Hera hidser sig op imod Zeus, men Hefaistos bilægger deres strid.

 

ILIADEN

Sang 1	Sang 2	Sang 3	Sang 4	Sang 5	Sang 6
Sang 7	Sang 8	Sang 9	Sang 10	Sang 11	Sang 12
Sang 13	Sang 14	Sang 15	Sang 16	Sang 17	Sang 18
Sang 19	Sang 20	Sang 21	Sang 22	Sang 23	Sang 24

 

Iliaden, 1. sang

1 Vreden, Gudinde! besyng, som greb Peleiden Achilleus
2 Rædsomt, og Qvaler i tusinde Tal Achaierne voldte.
3 Heel mangfoldige Heltes behjertede Sjele den skikked
4 Ned til Hades’s Hjem, og for Hunde til Rov som for alskens
5 Fugle den gav deres Liig, – fuldbragt blev Zeus’s Beslutning –
6 Alt fra den Stund, Uenighed først og Splid havde reist sig
7 Mellem den Ædling Achilles og Mændenes Drot Agamemnon.
8 Hvo blandt Guderne hidsed dem op til Strid og til Kivsmaal?
9 Letos og Zeus’s Søn; thi høist forbittret på Kongen
10 Ypped i Hæren han dødelig Sot, saa Krigerne segned,
11 For Agamemnon på smædelig Viis havde haanet hans Bønpræst
12 Chryses, som hen sig begav til Achaiernes hurtige Skibe,
13 Bringende med sig umaadelig Skjenk, for at løse sin Datter.
14 Svøbt om den gyldene Stav udi Haand Fjernskytten Apollons
15 Hellige Krands han bar, og Achaierne alle han bønfaldt,
16 Fremmest Atreiderne dog, de to Krigsfolkenes Drotter.
17 Atreus’s Sønner! og I, beenpandsrede Mænd af Achaia!
18 Eder forunde den salige Slægt, hvis Hjem er Olympen,
19 Priamos’ Stad at forstyrre, og skjenke Jer lykkelig Hjemfart!
20 O men af Blu for Sønnen af Zeus, Fjernskytten Apollon,
21 Giver min elskede Datter mig frie, og annammer min Gave!
22 Lydt tilkjende nu gav Achaiernes Folk, at man burde
23 Ære den hellige Mand og annamme den glimrende Gave;
24 Dog slet ikke det hued Kong Atreus’s Søn Agamemnon,
25 Haanlig han viste ham bort, og en streng Formaning han gav ham:
26 Gamle! lad ei mig træffe dig her ved de bugede Skibe!
27 Nøl ei længer, og vogt dig for oftere her dig at vise,
28 Ei skal din Stav og Guddommens Krands da baade dig noget.
29 Hende jeg giver ei frie; langt før skal gammel hun vorde
30 Hist på min Borg i Argos, heel fjernt fra den fædrene Hjemstavn,
31 Medens ved Væven hun røgter sin Dont og reder mit Leie.
32 Gak nu tir ei mit Sind, at bort i Behold du kan slippe.
33 Saa han taled, men Oldingen skjalv og lød hans Befaling.
34 Taus ad Stranden han vandrede hjem ved det brusende Havdyb,
35 Og på sin eensomme Vei den bedagede Gubbe saa bønlig
36 Bad til Drotten Apollon, hiin Søn af den haarfagre Leto:
37 Hør mig, du Sølvbuevæbnede Gud! du Beskytter af Chryse,
38 Og af det hellige Killa, du Drot over Tenedos’ Øland!
39 Smintheus! har jeg saasandt til Behag dig bygget et Tempel,
40 Har jeg saasandt engang tykflommede Bove dig ristet
41 Enten af Tyr eller Geed, saa hør den Bøn, som jeg beder!
42 Tugt med din Piil Danaernes Folk for de Taarer, jeg fælder!
43 Bedende talte han saa, og blev hørt af Phoibos Apollon.
44 Ned fra høien Olymp han foer, grimslagen i Hjertet,
45 Buen på Skuldren han bar og det fasttilsluttede Kogger;
46 Pilene raslede lydt om den Høitforbittredes Skulder,
47 Alt som han iled afsted, og frem lig Natten han vandred.
48 Fjernt fra Flaaden han satte sig hen, og løsned et Piilskud,
49 Dirrende klang med skrækkeligt Hviin den sølverne Bue.
50 Først antasted hans Piil kun Muler og hurtige Hunde,
51 Derpå han skjød mod Folkene selv, og Pilen den hvasse
52 Traf, og mangfoldige Dødningebaal der brændte bestandig.
53 Pilene foer i Leiren omkring ni samfulde Dage,
54 Men på den tiende stævned Achil alt Folket til Thinge;
55 Dette ham skjød udi Sind den liliearmede Here,
56 Greben af Ynk ved at see, hvor svart Danaerne omkom.
57 Og da saa Folket var samlet og stod i Stimmel på Thinget,
58 Treen i Forsamlingen frem fodrappen Achilles og talte:
59 Atreus’s Søn! nu troer jeg forvist, at vi atter på Vildfart
60 Hjem maae tye, om ellers herfra vi slippe med Livet,
61 Siden nu Pest med Krig forknuger Achaiernes Sønner.
62 Derfor velan! lad os spørge til Raads en Præst eller Spåmand,
63 Eller en Drømmefortolker, fra Zeus vel Drømmene komme,
64 Som os kan sige, hvi Vrede saa svart har betaget Apollon,
65 Om det var Løfter, der vakte hans Harm, eller og Hekatomber,
66 Eller om Røgen maaskee af lydefrie Lam eller Geder
67 Gunstig annamme han vil, og huldt afvende vor Jammer.
68 Saa han taled, og satte sig ned; frem stod Thestoriden
69 Kalchas, den snildeste Mand til at agte på Fuglenes Jertegn.
70 Grandt han skued hvad var og er eller vorder i Fremtid,
71 Og med den Sandsigerkløgt, som Apollon ham havde forlenet,
72 Havde til Ilios hen han ført Achaiernes Flaade.
73 Venligen sindet han hæved sin Røst og taled iblandt dem:
74 Peleus’s Søn! du Yndling af Zeus! du byder mig sige,
75 Hvi han er vorden os gram, Fjernrammeren Phoibos Apollon;
76 Ja forkynde det vil jeg, men hør mig, og giv mig dit Eedsord,
77 At du vil troligen stande mig bi med Haand som med Tunge,
78 Thi jeg vil sikkert fortørne den Mand, som vældigen hersker
79 Over Argeiernes Folk, og hvis Bud Achaierne lystre.
80 Kongen er stærkere jo, naar på ringere Mand han forbittres,
81 Om han endog kanskee for idag indæder sin Galde,
82 Gjemmer han dog bestandig sit Nag, til Hevnen er fuldbragt,
83 Dybt i sit inderste Hjerte, thi siig, om du vil mig beskytte.
84 Ham gjensvared Achilles, den Helt med det hurtige Fodtrin:
85 Nævn kun freidig og frit hvad du veed om Gudernes Villie!
86 Thi ved Apollon, Kronions Udkaarede, hvem du med Bønner
87 Selv påkalder, naar Gudernes Tegn du Danaerne tyder,
88 Her ved de bugede Skibe skal Ingen med voldelig Haand dig
89 Røre, saalænge jeg lever, og kaster mit Blik over Mulde,
90 Ingen af alle Danaer, om end Agamemnon du nævnte,
91 Han, som sig stoltelig kalder den ypperste Mand af Achaia.
92 Trøstig i Hu til Orde da tog den herlige Spåmand:
93 Ei var det Løfter, som vakte hans Harm, heller ei Hekatomber,
94 Nei! han er gram for sin Præst, hvem med Haan Atreiden har afviist,
95 Uden at give ham Datteren frie og annamme hans Gave;
96 Derfor har Trængsler Apollon os sendt, og fleer vil han sende,
97 Ei vil han frie os fra Dødens de pestbefængte Gudinder,
98 Førend den livligblikkende Møe gjengives sin Fader
99 Uden Erstatning og Skjenk, og en reen Hekatombe til Chryse
100 Vorder ham sendt, da kan vi maaskee forsone hans Vrede.
101 Saa han taled og satte sig ned, da stod udi Kredsen
102 Frem Kong Atreus’s Søn, den mægtige Drot Agamemnon,
103 Bister i Hu, af Harm hans trindtformørkede Hjerte
104 Svulmede høit, og som gnistrende Ild var begge hans Øine.
105 Først til Kalchas med frygteligt Blik han vendte sin Tale:
106 Jammerbebuder! et glædeligt Ord har aldrig du sagt mig,
107 Altid det er en Lyst for dit Sind at forkynde mig Vanheld,
108 Held har du aldrig forjættet, og ei stadfæstet dit Udsagn.
109 Og da du nu for Danaernes Mænd udlægger et Gudstegn,
110 Siger du lydt, at Apollon har bragt denne Nød over Folket,
111 For jeg var ikke tilsinds at annamme den glimrende Gave,
112 Chryses mig bød for sin Datter; forsand langt heller beholdt jeg
113 Pigen derhjemme, thi meer end min retlige Viv Klytaimnestra
114 Huer hun mig, slet ikke hun staaer tilbage for denne,
115 Hverken i Skabning og Huld, eller Vid og qvindelig Gjerning;
116 Dog – jeg giver endda hende frie, saafremt det er tjenligst,
117 Heller jeg seer vort Folk i Behold, end ynkelig hendøe;
118 Dog, forskaffer påstand mig et Vederlag; ei var det skjelligt,
119 Om jeg var her den eneste Mand, som manglede Kampløn.
120 Samtlige seer I jo selv, at min hædrende Løn jeg forliser.
121 Ham gjensvared påstand den Helt fodrappen Achilles:
122 Atreus’s hædrede Søn! du nærigste Mand af Alle!
123 Siig, hvordan skal Achaiernes Folk en Gave dig skaffe?
124 Hvermand veed, vi sanked ei Gods til almindeligt Henlæg,
125 Alt hvad vi vandt, naar Byer vi tog, blev skiftet og uddeelt,
126 Og det er Synd, at Folket påny hidbringer sit Bytte.
127 Afstaae Pigen til Guden, da skal dig Achaiernes Sønner
128 Tre ja fiirfold erstatte dit Tab, naar Zeus os med Tiden
129 Under engang at forstyrre det velbefæstede Troia.
130 Derpå ham svared igjen den Drot Agamemnon og sagde:
131 Nei! Achilles! hvor kjæk du end est, gudlignende Kæmpe!
132 Bort med Svig! du daarer mig ei, du besnakker mig ikke.
133 Vil du, at jeg, berøvet min Løn, tomhændet skal sidde
134 Her, mens din du beholder? du byder mig, Pigen at afstaae:
135 Ja! naar Achaias behjertede Mænd en Skjenk mig vil give,
136 Som kan behage mit Sind, saa mit Tab oprettes tilfulde;
137 Men hvis de nægte mig dette, da kommer jeg selv for at hente
138 Enten hos dig, eller Telamons Søn eller og hos Odysseus
139 Gaven, I fik, lad den saa harme sig, hvem jeg mig nærmer!
140 Dog – vi tales nok ved engang med Tiden om dette.
141 Nu vil vi flux på det hellige Dyb et Skib lade trække,
142 Dygtige Folk skal Aarerne roe, ombord Hekatomben
143 Bringe vi vil, og føre på Skib den væne Chryseis,
144 Og af Achaiernes Konger skal En udkaares til Skibsdrot,
145 Telamons Søn, eller Helten Idomeneus, eller Odysseus,
146 Eller Du selv, Achilles! Du rædsomste Kriger af Alle,
147 At du kan bringe vort Offer, og Phoibos’s Vrede forsone.
148 Ham gjensvared med rynkede Bryn fodrappen Achilles:
149 Vee dig! du som i Frækhed er svøbt! du listige Træring!
150 Kan vel nogen Achaier dit Bud adlyde med Glæde,
151 Enten at slaaes med Fienderne kjækt, eller gange på Streiftog?
152 Ei for Troernes Skyld, de Spydkampdygtige Krigsmænd,
153 Drog jeg i Leding herhid, thi mig har de aldrig fornærmet;
154 Aldrig de raned mig bort mine Gangere eller mit Hornqvæg,
155 Ligesaalidt som de hærged mit Korn på det klimpede Phthias
156 Rigternærende Marker, thi mellem os ligger saa vide
157 Baade det brusende Hav og skovbeskyggede Bjerge.
158 Nei! men vi fulgte dig hid, for dig at fornøie, du Frække!
159 For Menelaos og dig, du Hundøi! Hevn over Troias
160 Folk at forskaffe; dog sligt betænker og ændser du ikke.
161 Ja! Du truer endog med at rane den hædrende Kampløn,
162 Som jeg fortjente saa suurt, og Achaiernes Sønner mig skjenked.
163 Aldrig jeg fik mig en Løn, lig din, naar Achaiernes Kæmper
164 Stormed i Troia en folkerig Stad og lagde den øde.
165 Vel er det mig, hvis Arm maa bestride den hidsige Krigsfærds
166 Haardeste Slid, og dog, naar engang det kommer til Deling,
167 Faaer du den største Belønning, mens jeg, tilfreds med en ringe,
168 Vender til Skibene hjem, naar træt af Kamp jeg er vorden.
169 Nu vil jeg drage til Phthia, thi raadeligst er det i Sandhed,
170 Hjem med de snablede Snekker at gaae; ei heller mig lyster,
171 Her som vanæret Mand at sanke dig Gods eller Skatte.
172 Ham gjensvared påstand Krigsfolkenes Drot Agamemnon.
173 Reis du kun, ifald du har Lyst, jeg beder dig ikke
174 Blive tilbage for min Skyld her; hos mig er der Andre,
175 Som vil forhverve mig Hæder, især den vise Kronion.
176 Ingen jeg hader som dig af de gudopfostrede Konger,
177 Altid er Kiv dig kjærest, og Strid og støiende Kampfærd.
178 Est du fortrinligen stærk, har en Gud jo givet dig dette.
179 Reis du kun med de Skibe du har, og med hele dit Mandskab,
180 Hjem og behersk Myrmidonernes Folk; jeg ændser dig ikke,
181 Agter ei heller din Harm, ja! true dig vil jeg desuden:
182 Siden nu Phoibos Apollon fratager mig Chryses’s Datter,
183 Skal mine Mænd til Faderen hjem på et Skib hende bringe;
184 Derpå jeg gjæster dit Telt, og henter en rødmusset Qvinde,
185 Brises’s Datter, din hædrende Løn, at tilgavns du kan lære,
186 At jeg i Magt staaer høit over dig, og at Andre maae ræddes,
187 Baade for frækt at byde mig Trods og med mig sig at maale.
188 Saa han taled, og Harme betog Peleiden Achilles.
189 Under det laadene Bryst tvivlraadigen banked hans Hjerte,
190 Enten han skulde fra Lænd flux drage sit hvæssede Glavind,
191 Splitte den stimlende Hob, og hugge ham ned, den Atreide,
192 Eller betvinge sit hidsige Mod, og dæmpe sin Harme.
193 Medens på dette han grundede dybt i Sind og i Hjerte,
194 Just som Sværdet af Balgen han trak, kom Pallas Athene
195 Ned fra Himlen, udsendt af den liliearmede Here,
196 Ligelig elsked hun Begge, og ømt for Begge hun sørged.
197 Bag Achilles hun treen, og trak i hans lysgule Lokker,
198 Synlig alene for ham, af de Øvrige saae hende Ingen.
199 Studsende vendte Peleiden sig om, og Pallas Athene
200 Kjendte han strax, hendes rædsomme Blik ham funkled imøde,
201 Og med bevingede Ord han talede saa til Gudinden:
202 Datter af Aigissvingeren Zeus! hvorfor est du kommen?
203 Mon for at see den haanlige Færd, Agamemnon beteer mig?
204 Dog det siger jeg dig, og vist fuldbyrdet det vorder,
205 Bøde han skal engang med sit Liv for denne sin Frækhed.
206 Ham gjensvared Athene, den lysblaaøiede Jomfru:
207 Kommen jeg er for at dæmpe din Harm, ifald du vil lyde,
208 Kommen fra Himlen, mig sendte den liliearmede Here,
209 Ligelig elsker hun Eder, og ømt for Begge hun sørger.
210 Stands nu derfor med Strid, og drag ei Sværdet med Haanden!
211 Nei! men sæt ham irette med Ord, saameget dig lyster!
212 Dog, det siger jeg dig, og forsand fuldbyrdet det vorder,
213 Times dig skal engang for denne beskæmmende Medfart
214 Trefold herlige Gaver, thi tving dig, og lyd vor Formaning!
215 Hende da svared Achilles, den Helt med det hurtige Fodtrin:
216 Skjelligt, Gudinde! det er, Eders Ord at tage til Hjerte,
217 Om man i Sind er aldrig saa vred, thi tjenligst er dette;
218 Hvo som er lydig mod Gudernes Bud, ham høre de gjerne.
219 Talt, om det sølverne Hjalte han greb med sin vældige Næve,
220 Stødte det mægtige Sværd i Balg, og lød den Befaling,
221 Pallas Athene ham gav; alt var til Olympen hun dragen
222 Op til Aigissvingerens Borg, til de øvrige Guder.
223 Atter begyndte Peleiden at tale med spydige Gluffer
224 Til Agamemnon; end havde han ei betvunget sin Harme:
225 Rusende! Mand med Blik som en Hund, med Mod som en Daahjort!
226 Aldrig med Folket at gange til Kamp i Rustningens Plader,
227 Eller med Hærens fortrinligste Mænd at drage til Baghold,
228 Dristed dit Mod, den skinbarlige Død slig Færd dig jo tykkes.
229 Nemmere er det forsand, i Achaiernes talrige Krigshær
230 Gaver at rane fra den, som blot modsiger dit Tykke.
231 Folkopslugende! Drot elendige Mænd du behersker,
232 Ellers, Atreide! var denne din Haan vist bleven den sidste.
233 Dog, det siger jeg dig, og med Eed jeg bekræfter mit Udsagn:
234 Ja! ved denne min Stav, som skyder ei Løv eller Qviste
235 Meer fra den Stund, den Stubben forlod høit oppe på Fjeldet,
236 Heller ei grønnes igjen, thi trindt afskrællede Malmen
237 Baade dens Bark og Løv, men Achaiernes Sønner ihænde
238 Bære den nu, naar de dømme på Thing, dem Zeus har beskikket,
239 Hævd over Loven at holde, og dyr skal Eden dig vorde:
240 Vist skal Achilles engang af Achaiernes Sønner tilhobe
241 Svart vorde savnet, og da skal du ei, hvor dybt du dig græmmer,
242 Kunne forskaffe dem Hjelp, naar den mordiske Hektor i Mængde
243 Hugger dem ned, i din inderste Sjæl skal dig Ruelse nage,
244 At du begegned med Haan den boldeste Mand af Achaia.
245 Saaledes taled Peleiden, til Jord nedslængte han Staven,
246 Trindt beslagen med Nagler af Guld, og satte sig derpå.
247 Ligesaa fnøs Atreiden; da stod den veltalende Nestor
248 Frem udi Kredsen, det Pyliske Folks høimælede Taler;
249 Ham flød Stemmen fra Læben saa sød som den liflige Honning.
250 Alt var ham svundne forbi to sprogbegavede Slægters
251 Mænd, som i forrige Dage med ham opvoxed og leved
252 Hist i det hellige Pylos, nu hersked han over den tredie.
253 Venligen sindet han hæved sin Røst og taled iblandt dem:
254 Ha! forsmædelig Sorg over al Achaia vil komme!
255 Vist vil Priamos fryde sig høit og alle hans Sønner,
256 Samtlige Troiske Mænd vil inderlig glædes i Hjertet,
257 Naar det for Øre dem kommer, hvor svart med hinanden I kives,
258 I som er Folkenes ypperste Mænd i Raad som i Leding.
259 Agter da vel på mit Ord, langt yngre forsand er I begge!
260 Ja tilvisse med kjækkere Mænd, end Nogen af Eder,
261 Leved jeg fordum, og aldrig mig vragede Nogen af disse.
262 Mage til Mænd har aldrig jeg seet, og seer dem vel aldrig,
263 Mænd som Peirithoos var, eller Folkebeherskeren Dryas,
264 Eller Exadios, Kaineus, den herlige Helt Polyphemos,
265 Eller som Theseus, Aigeus’s Søn, en guddommelig Kæmpe.
266 Stærkere Mænd opfostredes ei blandt jordiske Slægter;
267 Selv de stærkeste drog de til Kamp mod de stærkeste Fjender,
268 Bjergenes vilde Kentaurer, og øved et grueligt Mandslæt.
269 Did hendragen fra Pylos, fra langtbortliggende Egne,
270 Leved en Stund jeg iblandt dem, selv havde de kaldet mig til sig,
271 Og efter Evne jeg stred, men i Kamp at staae sig mod disse
272 Mægter ei Menneskens Børn, som nuomtide de fødes;
273 Villigen hørte de dog mine Raad og lød min Formaning;
274 Lyder da I mig ogsaa, at lyde mit Ord er det Bedste.
275 Hverken bør du, skjøndt Magten er din, berøve ham Qvinden,
276 Lad ham beholde den Løn, som Achaiernes Sønner ham gave,
277 Dog ei heller Achilles, bør du gjenstridig med Drotten
278 Kives, thi aldrig endnu har man seet stavførende Konning
279 Hædret på lignende Viis, hvem Zeus forlenede Høihed;
280 Est du den kjækkere end, og har en Gudinde til Moder,
281 Saa er den stærkere han, thi Drot han er over Flere.
282 Styr nu dit Sind, Atreide! ja selv indstændig jeg beder,
283 Tving din Harm mod Achil, som i denne besværlige Krigstid
284 Er et betryggende Værn for samtlige Mænd af Achaia.
285 Derpå ham svared igjen den Drot Agamemnon og sagde:
286 Sandt tilfulde, min Gubbe! er hvert et Ord, som du talte,
287 Dog denne Mand vil her bestandigen være den Første,
288 Herske han vil over Alle, vil byde, vil over os Alle
289 Raade som Drot, men deri, jeg troer, vil Ingen ham lystre.
290 Har end de salige Guder ham gjort til en ypperlig Kæmpe,
291 Derfor de gav ham dog ikke Forlov til krænkende Tale.
292 Flux til Orde da tog den Helt Achilles og svared:
293 Visselig maatte jeg kaldes en jammerlig Karl og en Kryster,
294 Om jeg dig føied i Alt hvad der falder dig ind at forlange;
295 Andre befale du Sligt, men mig du byde det ikke,
296 Thi jeg er sandelig ikke tilsinds at lystre dig deri.
297 Dette jeg sige dog vil, og læg mit Ord dig på Hjerte:
298 Ikke jeg agter at løfte min Haand til Strid om en Qvinde
299 Hverken mod dig eller Nogen, da selv Eders Skjenk I mig rane,
300 Men af det øvrige Gods, som jeg har i mit tjærede Fartøi,
301 Deraf skal mod min Villie du ei bortføre det Mindste;
302 Dog, forsøg det, at Mændene her det vitterligt vorder,
303 Da skal påstand dit høirøde Blod omstrømme min Landse.
304 Da nu med tvistige Ord de saa havde stridt, de sig Begge
305 Reiste, og hæved Forsamlingen flux ved Achaiernes Skibe.
306 Hjem Achilles nu gik til sin Tjald og de herlige Snekker,
307 Fulgt af Menoitios’ Søn og af hele sit øvrige Mandskab.
308 Men Agamemnon lod trække på Dyb en løbende Seiler,
309 Tyve Befarne blev sat til at roe, Hekatomben til Guden
310 Skibed han ind, og bragte på Dæk den væne Chryseis;
311 Derpå som Høvding ombord begav sig Odysses den snilde.
312 Disse nu Skuden besteg og foer ad de flydende Veie.
313 Men Agamemnon befoel alt Folket ved Tvæt sig at rense,
314 Alle sig rensede flux og kastede Smudset i Havet.
315 Lydefrie Festhekatomber dernæst af Geder og Tyre
316 Offred de nu til Apollon på Bredden af Havet det golde,
317 Høit mod Skye steg Offerets Damp omboltret af Røgen.
318 Saaledes sysled i Leiren de flinkt, dog ei Agamemnon
319 Glemte den Trudsel, som nys han i Harm mod Achil havde udstødt,
320 Men til Talthybios flux og Eurybates gav han Befaling,
321 Som vare Kongens Herolder og budbesørgende Svende:
322 Vandrer påstand afsted til Peleiden Achilles’s Krigstjald!
323 Tager ved Haand og fører mig hid den væne Briseis.
324 Vil med det Gode han ei hende give mig, kommer jeg mandstærk,
325 Qvinden at hente med Magt, for ham selv saameget des værre.
326 Saa han taled, og skikked dem bort med den strenge Formaning.
327 Trevne de vandrede hen ad Strand ved det brusende Havdyb,
328 Men da de saa havde naaet Myrmidonernes Snekker og Telte,
329 Traf de Peleiden Achilles ei langt fra det tjærede Fartøi,
330 Siddende foran sit Telt; glad blev han just ei ved at see dem.
331 Dog af Forvirring og Blu for Konningen standsed de Begge
332 Pludselig, ikke de mæled et Ord eller dristed at spørge,
333 Men i sit Sind han vidste Besked og taled saalunde:
334 Hil og Sæl, Herolder! I Zeus’s og Menneskens Iilbud!
335 Træder kun frem! I har intet forbrudt, men Kong Agamemnon,
336 Som Eder skikked herhid, for Brises’s Datter at hente.
337 Vel da, min ædle Patroklos! hent Qvinden herud og lad Kongens
338 Tjenere bort hende føre! selv være de skal mine Vidner
339 Baade for salige Guder, for Mænd af dødelig Herkomst,
340 Og for den nedrige Konge, saasandt man i vordende Dage
341 Kommer engang til at savne min Hjelp, for mod smædelig Ufærd
342 Folket at værne; han raser forsand i fordærveligt Vanvid,
343 Ei forstaaer han at fæste sit Blik på Nutid og Fremtid,
344 Hvordan Achaiernes Mænd i Behold kan ved Skibene kæmpe.
345 Saa han taled, Patroklos adlød hvad Vennen befoel ham,
346 Førte den væne Briseis af Tjald, og i Budenes Hænder
347 Qvinden han gav, da ginge de hjem til Achaiernes Skibe;
348 Nødig hun vandred med Mændene bort; men Achilles sig satte
349 Grædende hen, fra Kæmperne fjernt, ved det graalige Havdyb
350 Ude på Stranden, og stirrede hen ad de viinblaae Bølger.
351 Høit til sin elskede Moder han bad med udstrakte Hænder:
352 Moder! saasandt du fødte din Søn til saa stakket en Livstid,
353 Burde jo dog Høittordneren Zeus, den Olympiske Hersker,
354 Skjenke mig Hæder, men nu har han ei mig hædret det mindste;
355 Nys har Atreiden mig krænket, den mægtige Drot Agamemnon,
356 Selv har han ranet min Løn og har den endnu i sin Værge.
357 Saa han taled med Graad, ham hørte hans værdige Moder,
358 Siddende nede på Havsens Bund hos sin aldrende Fader.
359 Op af det graalige Dyb hun hæved sig flux som en Taage,
360 Hen til sin grædende Søn den værdige Moder sig satte,
361 Klapped ham venlig med Haand, tog Ordet og taled saalunde:
362 Ak! hvi græder du, Søn! hvad Sorg omspænder dit Hjerte?
363 Tael! fordølg mig det ei, at Begge vi kunne det vide!
364 Sukkende dybt til Svar hende gav fodrappen Achilles:
365 Selv du veed det, hvad har jeg behov at fortælle dig Sagen?
366 Frem mod Thebe vi rykked, Eetions hellige Kongstad,
367 Denne vi styrted i Gruus, og hid alt Byttet vi bragte.
368 Dette nu skifted og deelte Achaiernes Sønner tilbørlig,
369 Og til Atreiden en rødmusset Møe, Chryseis, vi udtog;
370 Men hendes aldrende Fader, Fjernrammeren Phoibos’s Bønpræst
371 Chryses sig hen begav til Achaiernes hurtige Skibe,
372 Bringende med sig umaadelig Skjenk, for at løse sin Datter;
373 Svøbt om den gyldene Stav, udi Haand Fjernskytten Apollons
374 Hellige Krands han bar, og Achaierne alle han bønfaldt,
375 Fremmest Atreiderne dog, de to Krigsfolkenes Drotter.
376 Lydt tilkjende nu gav Achaiernes Folk, at man burde
377 Ære den hellige Mand, og annamme den glimrende Gave,
378 Dog slet ikke det hued Kong Atreus’s Søn Agamemnon,
379 Haanlig han viste ham bort, og en streng Formaning han gav ham.
380 Strax den forbittrede Gubbe forføied sig hjem, men Apollon
381 Hørte hans Bøn, der han bad, thi høit han elsked den Gamle.
382 Flux en dræbende Piil han skjød mod Achaiernes Kæmper,
383 Mand efter Mand i Døden de sank, og Guddommens Pile
384 Fløi overalt i Leiren omkring; omsider en Spåmand,
385 Kyndig i hellige Tegn, Fjernrammerens Raad os fortolked.
386 Strax var da jeg den Første, som raadede, Guden at sone,
387 Men Agamemnon blev bister i Hu, sprang op, og i Harme
388 Falde han lod et truende Ord, som han nu har iværksat,
389 Thi på et løbende Skib blankøiede Mænd af Achaia
390 Seile med Pigen til Chryse, medbringende Gaver til Guden,
391 Og af mit Telt Herolderne nys bortførte den væne
392 Datter af Brises, hvem selv Achaierne havde mig givet.
393 Dog, saavist du formaaer det, din kraftige Søn du beskytte!
394 Gak til Olymp til Lyneren Zeus, og bønlig besværg ham,
395 Hvis du saasandt med Raad eller Daad har frydet hans Hjerte;
396 Selv har i Faders Palads jeg ofte jo hørt dig fortælle
397 Stolt, hvordan du den Eneste var af de salige Guder,
398 Som havde frelst Skysortneren Zeus fra forsmædelig Qvide,
399 Dengang Olympiske Guder faldt på at ville ham binde,
400 Baade Poseidon og Here saavelsom Pallas Athene.
401 Da Gudinde! kom du ham til Hjelp, og fra Baand du ham frelste;
402 Flux til høien Olymp du hentede Hundredarmen,
403 Han som af Guder Briaros, af Mennesker kaldes Aigaion,
404 Over sin Fader han staaer jo i Kraft; heel stolt af sin Hæder
405 Satte hos Zeus han sig hen, og for ham de salige Guder
406 Rysted af Skræk, ei tænkte de meer på at binde Kronion.
407 Gak da til Zeus, omfavn hans Knæe, og mind ham om dette,
408 Om han i Striden maaskee vil Troerne skjenke sin Bistand,
409 Og imod Havet og Skibene ned under frygteligt Mandslæt
410 Drive Danaernes Mænd, at de Frugt af Konningen høste,
411 Og at Atreiden, den mægtige Drot Agamemnon, kan lære,
412 Hvad han forbrød da han haaned Achaiernes gjæveste Kæmpe.
413 Ham gjensvarede Thetis påstand, udgydende Taarer:
414 Ak, min Søn! hvi drog jeg dig op, hvem jeg fødte til Vanheld?
415 Gid dog ved Skibene her for Krænkelser frie som for Taarer
416 Sidde du kunde, da stakket og kort kun vorder din Livstid!
417 Dog nu blev du jo kaldet til Sorg og utimelig Henfart
418 Meer end Nogen, thi har jeg til Qval dig født i min Høisal.
419 Selv til Olymps snedækkede Tind vil jeg gaae for at melde
420 Dette dit Ord til Lyneren Zeus, om han er at bevæge.
421 Bliv du nu siddende her ved de lethenglidende Skibe
422 Gram mod Achaiernes Folk, og hold dig ganske fra Kampfærd.
423 Zeus er igår til Okeanos reist Aithiopernes fromme
424 Folk at gjæste ved Gilde, og samtlige Guder ham fulgte,
425 Men efter elleve Døgn til Olymp han kommer tilbage,
426 Da vil jeg gange påstand til Zeus’s den kobberne Hofgård,
427 Ydmyg at favne hans Knæe, og jeg venter forvist ham at bøie.
428 Talende saa forsvandt hun, og lod Achilles tilbage,
429 Fnysende vred i Sind for den midiesmekkre Briseis,
430 Som de med Vold og Magt havde ranet ham fra. Men Odysseus
431 Kom imedens til Chryse, medbringende Festhekatomben.
432 Og da de saa vare styrede ind i Havnen den dybe,
433 Strøge de Seil, og lagde dem ned i det tjærede Fartøi.
434 Masten med Liner de firede rask, og lod den i Rummet
435 Glide, saa roede de frem, til Landingspladsen de naaede;
436 Flux udkasted de Dræg, og fortøiede Skuden med Tougværk,
437 Ginge saa selv iland på den havbeskyllede Strandbred,
438 Og Hekatomben fra Borde de bar til Phoibos Apollon;
439 Ud af det havbefarende Skib steg Pigen Chryseis,
440 Hende da førte til Alteret hen Odysses den snilde,
441 Gav den elskede Datter i Faderens Hænder og udbrød:
442 Chryses! mig skikkede hid Krigsfolkenes Drot Agamemnon,
443 Dig at bringe dit Barn, og at offre til Phoibos en hellig
444 Festhekatombe til Bod for Danaerne, Guden at sone,
445 Som det Argeiiske Folk tilskikked en ynkelig Jammer.
446 Saa han taled, og Pigen han gav i Faderens Hænder,
447 Glad modtog han sit Barn, og den herlige Festhekatombe
448 Ordned til Guden de flux på det smuktopbyggede Alter.
449 Derpå de Hænderne tvætted, og hæved det hellige Bygkorn,
450 Lydelig bad da Chryses med Hænderne rakte mod Himlen:
451 Hør mig! du Sølvbuevæbnede Gud, du Beskytter af Chryse,
452 Og af det hellige Killa, du Drot over Tenedos’ Øland!
453 Alt tilforn har naadig du hørt min bedende Stemme,
454 Mig du hædred og tugtede svart Achaiernes Krigsfolk,
455 O saalunde du atter nu høre den Bøn, som jeg beder,
456 Frels igjen Danaernes Folk fra den grusomme Jammer!
457 Bedende talte han saa, og blev hørt af Phoibos Apollon.
458 Men da de saa havde bedet og drysset det hellige Bygkorn,
459 Bøied de Høvedets Hals, og stak det og krængede Huden,
460 Snitted saa Bovene fra, og bevikled dem trindt med et dobbelt
461 Lag af Fedt, som de dækked igjen med et Lag af det Skære.
462 Gubben det risted på Baal, og blussende Viin han på Braden
463 Gjød, trindt Svendene stod, femflenede Gafler ihænde.
464 Men da de Bovene havde forbrændt og af Indmaden nippet,
465 Skar de det øvrige Kjød itu, og stak det på Bradspid,
466 Risted det derpå forsigtig, og tog alt Kjødet af Spiddet.
467 Men da de saa havde endt deres Dont og lavet til Maaltid,
468 Spiste de, Sindet fornam ikke Savn ved det yppige Gilde;
469 Men da Enhver havde stillet sin Lyst til Mad og til Drikke,
470 Knøsene Viin i Kummerne gjød, til den skummed om Randen,
471 Fyldte saa Bægre til Offring, og skjenkede rundt for dem Alle.
472 Dagen igjennem forsoned Achaiernes blomstrende Gutter
473 Guden med hellige Qvad; Fjernrammeren Phoibos til Ære
474 Sang de den skjønne Pæan, og glad han fornam deres Lovsang.
475 Men da nu Solen sig bjerged, og Mulm udbredte sig vide,
476 Lagde sig Folket til Roe ved Tougene agter i Skibet;
477 Men da sig reiste ved Grye den rosenfingrede Dagning,
478 Stævned de hjem igjen til Achaiernes mægtige Krigsleir.
479 Strygende Bør dem skikked Fjernrammeren Phoibos Apollon;
480 Masten de reiste på Toft, og Seilene hvide de heised,
481 Blæsten i Seil tog susende fat, og de purpurne Bølger
482 Sqvulpede høit om Fartøiets Kjøl, mens det vandrede fremad,
483 Rask over Bølgen det løb, i en Fart fuldbyrdende Reisen.
484 Men da tilbage de kom til Achaiernes mægtige Krigsleir,
485 Trak de det tjærede Skib på den havbeskyllede Strandbred
486 Høit op på Land, og slog under Bov forsvarlige Stiver,
487 Ginge saa hjem, og spredte sig ad til Snekker og Telte.
488 Fnysende vred nu sad ved de lethenglidende Skibe
489 Peleus’s Søn, hiin Ætling af Zeus, fodrappen Achilles.
490 Aldrig besøgte han nu den hædrende Folkeforsamling,
491 Aldrig i Striden han gik, men fortæret af nagende Harme
492 Holdt han sig hjemme, dog længtes han svart efter Leding og Kampgny.
493 Men efter elleve Dage, da Morgenen dæmred den tolvte,
494 Vendte de evige Guder igjen til Olympen tilbage
495 Alle tilhobe, Zeus førte dem an; men ikke forgjetted
496 Thetis sin elskede Søns Paamindelser; aarle ved Daggry
497 Steg hun af Bølgerne op til Olymp til Himlen den høie.
498 Der Fjernskueren Zeus hun traf, afsides fra Alle
499 Øverst han sad på en Tind af Olympos’s takkede Rygning,
500 Lige foran ham hun satte sig ned, og slynged sin venstre
501 Arm om hans Knæe, med den høire hun tog under Hagen ham bønlig.
502 Bedende taled hun saa til Zeus, den høie Kronion:
503 Fader Kronion! saasandt jeg dig har blandt Guderne gavnet
504 Enten ved Raad eller Daad, saa hør den Bøn, som jeg beder:
505 Hevn min Søn, som kaldet jo blev til utimelig Henfart
506 Fremfor de Andre; ham haanede nys den Drot Agamemnon,
507 Selv har han ranet hans Løn, og end han har den i Værge;
508 Skaf ham da Hevn, Olympiske Drot, raadsnilde Kronion!
509 Troerne give du Seier, til atter Achaiernes Sønner
510 Hædre min Søn, og mage det saa, at han stiger i Hæder.
511 Saa hun taled, men ei Skysamleren Zeus hende svarte;
512 Taus nu sad han en Stund, men bestandigen klynged sig Thetis
513 Fast til hans Knæe, som i Favnen hun holdt, og atter ham bønfaldt:
514 Lov mig usvigelig vist, og giv mig dit Vink, eller afslaae
515 Reent min Bøn, det kan du jo trygt, da veed jeg med Vished,
516 At der er Ingen saa ringe som jeg blandt samtlige Guder.
517 Dragende tungt et Suk Skysamleren Zeus hende svared:
518 Det er dog ret en fortrædelig Sag, da Kiv du med Here
519 Volde mig vil, naar med knubbede Ord hun siden mig tirrer;
520 Selv uden ringeste Grund i Gudernes Kreds hun bestandig
521 Skænder, og siger, at Troernes Folk jeg hjelper i Striden.
522 Dog forføi dig nu bort, for at ei dig Here skal mærke.
523 Tænke jeg skal på dit Hverv, indtil jeg fåer det iværksat,
524 Dog med mit Hoved et Nik til Betryggelse vil jeg dig give,
525 Det er det helligste Tegn fra mig blandt salige Guder,
526 Ei er bedragersk det Ord, som med Hovedets Nik jeg forjætter,
527 Ei kan tilbage det kaldes, opfyldt det vorder bestandig.
528 Talt, da nikkede Zeus med de sortblaae Bryn i det samme,
529 Og fra udødelig Isse faldt Drottens ambrosiske Lokker
530 Bølgende ned, og høien Olymp han kom til at skjælve.
531 Da de nu Raad havde lagt, adskiltes de. Ned i det dybe
532 Hav sprang Thetis påstand fra den straalende Tind af Olympen;
533 Zeus gik ind i Paladset, og flux deres Fader at hilse
534 Reiste sig samtlige Guder, ei dristede Nogen at tøve,
535 Indtil han kom; op stod de fra Plads, og gik ham imøde.
536 Ned på sin Throne han satte sig nu; men Here tilfulde
537 Vidste Besked, selv havde hun seet Havoldingens Datter
538 Thetis, den sølverfodede Viv, raadslaae med Kronion.
539 Strax med stiklende Ord til Zeus Kronion hun talte:
540 Hvo blandt Guder har atter med dig, du Skalk sig beraadet?
541 Altid det er dig en Fryd, afsondret fra mig og i Løndom
542 Listig at fatte Beslutning og Raad; godvillig dig lysted
543 Aldrig endnu at betroe mig et Ord om hvad du bestemmer.
544 Hende da gav til Svar hiin Guders og Menneskers Fader:
545 Here! forvent dog ei, mine Raad at erfare tilhobe,
546 Meget for svære de falde dig vil, er end du min Hustrue.
547 Dog hvad mig rimeligt tykkes, at vide du bør, skal jeg ikke
548 Nævne for Gud eller dødelig Mand, før dig jeg har sagt det,
549 Hvad derimod mig lyster, for Guderne dulgt at bestemme,
550 Derom du spørge mig ei, om Sligt du fritte mig ikke!
551 Ham gjensvarede Here, den qvieøiede Drotning:
552 Skrækindjagende Zeus! hvor sært dog lyder din Tale!
553 Aldrig mine Vane det var, at spørge dig eller at fritte,
554 Nei! aldeles i Mag du beslutter jo Alt hvad dig lyster;
555 Stærkt befrygter jeg dog, at nys Havoldingens Datter
556 Thetis, den sølverfodede Viv, har træsk dig besnakket;
557 Aarle hos dig hun sad, og dit Knæe omfavned hun bønlig;
558 Ventelig loved du hende forvist, at hædre Peleiden,
559 Og ved Achaiernes Skibe mangfoldige Kæmper at styrte.
560 Hende påstand Skysamleren Zeus gjensvared og sagde:
561 Stedse, min Kjære! mistænker du mig, og belurer min Idræt,
562 Intet du dog udretter ved Sligt, men vorder mit Hjerte
563 Derved kun meer forhadt, for dig selv saameget des værre.
564 Skeer forresten nu hiint, da viid, at det saa er min Villie.
565 Sæt dig nu hen, og knye ei et Ord, men lyd min Befaling!
566 Vogt dig, thi selv om hver Gud på Olymp kom farende mod mig,
567 Hjalp det dig ei, naar jeg lagde på dig mine farlige Hænder.
568 Saa han taled, da skjalv den qvieøiede Here;
569 Taus hun satte sig hen, men nagedes dybt i sit Hjerte.
570 Rundtom i Zeus’s Palads fnøs alle de himmelske Guder;
571 Først til Orde da tog den kunstberømte Hephaistos.
572 Trøstende kjærlig sin Moder, den liliearmede Here:
573 Vistnok det vorder en ærgerlig Sag, og ei til at udstaae,
574 Naar for en Dødeligs Skyld I to saalunde vil klamres,
575 Yppende Støi i Gudernes Kreds; det herlige Maaltid
576 Taber jo ganske sin Fryd, naar sligt Uvæsen skal herske.
577 Raade min Moder jeg vil, skjøndt selv det Rette hun indseer,
578 Fader at stille tilfreds med venlige Ord, for at Fader
579 Ei skal skænde påny, og reent forstyrre vort Maaltid.
580 Thi hvis det lyster ham saa, den Olympiske Lynildsvinger,
581 Fra vore Throner han styrter os ned, thi han har jo Magten.
582 Derfor, min Moder! med venlige Ord til Fader du tale,
583 Da vil Olymperen strax igjen vorde mild mod os Alle.
584 Saa han taled, og springende op han Tvillingpokalen
585 Rakte sin Moder i Haand, da tog han atter til Orde:
586 Fat dig, min Moder! og slaae dig tiltaals, skjøndt saare bedrøvet,
587 At jeg dog ei for mit Øie skal see min elskede Moder
588 Tugtet med Slag, ei kunde jeg da, hvor dybt det mig smerted,
589 Yde dig Hjelp, den Olympiske Drot er slem at bekæmpe.
590 Alt tilforn engang, da til Hjelp jeg vilde dig komme,
591 Tog han ved Foden mig fat, og smed mig fra Gudernes Tærskel,
592 Dagen igjennem jeg svæved omkring, men da Solen sig dukked’
593 Faldt på Lemnos jeg ned, ei synderligt Liv var der i mig;
594 Venlig da tog de Sintiske Mænd mig op efter Faldet.
595 Saa han taled, da smilte den liliearmede Here,
596 Og med et Smiil hun tog af sin Søn det Bæger, han rakte.
597 Derpå af Kummen han øste den liflige Nektar og fyldte
598 Bægre til samtlige Guder i Kreds fra Venstre til Høire.
599 Men fra de salige Guder der skingred umaadelig Latter
600 Over at see Hephaistos, hvor vims gjennem Salen han pusted.
601 Saaledes Dagen igjennem, til seent da Solen sig bjerged,
602 Spiste de, Hjertet ei savnede her et rundeligt Maaltid,
603 Eller den yndige Lyre, som sloges af Phoibos Apollon,
604 Eller de vexlende Qvad af Musernes deilige Stemme.
605 Men da den skinnende Sol med sit Lys var gangen tilbjerge,
606 Ginge de, hver til sit Hjem, og lagde sig der til at sove,
607 Hist hvor Guden Hephaistos, den høistnavnkundige Lamfod,
608 Havde med synderlig Kløgt Enhver indrettet en Vaaning.
609 Zeus, den Olympiske Lyner, sig ogsaa begav til sit Leie,
610 Hvor han var vant at sove, naar Søvnen den søde betog ham;
611 Der opsteg han til Roe med den guldstolthronende Here.

 

 

Iliaden af Homer

Iliaden er skrevet af den blinde græske digter Homer. Det omtales som et episk værk hvilket blot er en betegnelse for skønlitteratur, der er "fortællende", dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser, og dramatikken, der ikke er litterær, men begivenhedsmættet og teatralsk.

Iliaden skildre en krig mellem byen Troja og en alliance af græske bystater. Iliaden omhandler kun ti uger af krigen og starter i det tiende år af krigen. Her er situationen den at Agamemnon og Achilleus støtter hinanden. Dog bryder Agamemnon tilliden til Achilleus ved at tage kvinden Briseis fra ham. Denne vigtige hændelse fra Iliaden er skildret af Bertel Thorvaldsen i et relief på Thorvaldsens museum.

Under et plyndringstogt i omegnen af Troja havde grækerne kidnappet nogle kvinder, som de græske krigere fordelte mellem sig. Den magtfulde kong Agamemnon fik Chryseis. Achilles fik Briseis. Guderne tvang imidlertid Agamemnon til at slippe Chryseis fri igen, hvilket han kun nødtvungent gik med til på betingelse af, at han så i stedet fik Achilles’ Briseis. Relieffet viser udleveringen af Briseis.

Achilles, der ses længst til venstre trængt op i en krog, må bøje sig for overmagten, men hans vrede eller smerte kommer tydeligt til udtryk ved den afvisende  stilling han indtager. Efter denne hændelse nægtede Achilles at tage del i krigen. Dette ændre sig dog da Achilles’ ven Patrokles bliver dræbt af Hektor, den trojanske kong Priamus’ søn. Som hævn dræbte Achilles derfor Hektor.

Relieffet af Bertel Thorvaldsen viser, hvorledes kong Priamus på knæ bønfalder Achilles om at udlevere ham sønnens lig. Achilles ender med at give efter for faderens bøn og udlevere sønnens lig. Iliaden slutter ved Hektors begravelse, hvor Kong Priamos har fået sin søns lig tilbage.

Iliaden kort fortalt
Sammendrag

Vreden
1. sang (dag 1-22)

Tilfangetagelsen af Chryseis medfører Apollons vrede, og Agamemnons stejle holdning udløser Achilleus’ vrede. Han beder sin mor, Thetis, om hjælp, hun beder Zeus straffe grækerne. Achilleus trækker sig ud af kampen.

Sang 1: Achilleus råde Agamemnon til at råde bod på en skade han har forvoldt, men bryder tilliden mellem dem ved at tage Achilleus krigsbytte som straf.

1. kampdag
2.-7. sang (dag 23-24)

De foregående års kampe i et sammendrag. Kampene indledes med mønstringen og aftalen om en tvekamp mellem Paris og Menelaos. Herfra udvikler fortællingen sig til en beskrivelse af enkelte helte og deres bedrifter på slagmarken. Hektor og hans familie præsenteres.

Sang 2: Zeus råde Agamemnon til krig mod troja i en drøm. (Achilleus hævn)

Sang 3: Tvekamp mellem Paris og Menelaos. Paris bliver såret men reddet af Afrodite (som er på Trojas side), og placeret på Helene’s værelse i Troja.

Sang 4: Et voldsomt slag udspiller sig fordi alle guderne, undtagen Zeus, er enige om Trojas fald. Zeus ønsker dog ikke at svigte sit løfte til Achilleus og Thetis.

Sang 5: Diomedes såre gudinden Afrodite og krigsguden Ares, på trods af formaninger fra Apollon.

Sang 6: Gudinden Athene er på grækernes side, men Trojanerne beder stadig til hende for hjælp i krigen. Prins Hektor henter sin søn, Paris, til fronten igen.

Sang 7: Paris foreslår at levere krigsbytte i forhold af rigdomme tilbage til grækerne men nægter at give afkald på Helene. Grækerne afviser, men indviliger i en dags våbenhvile.

2. kampdag
8.-10. sang (dag 25)

Grækerne er trængt og sender Odysseus, Aias og Foinix til Achilleus for at få ham med i kampen igen; han afslår. Situationen er kritisk for grækerne.

Sang 8: Krigen fortsætter. Men Zeus forbyder guderne at blande sig.

Sang 9: Agamemnon sender forsoningsgave til Achilleus, men Achilleus afviser og ønsker kun at gå ind i krigen hvis hans egen skibe er truede.

Sang 10-13: Trojanerne har stor fremgang i krigen men Hektor lytter til en formaning om at tage sig i akt for Achilleus.

3. kampdag
11.-18. sang (dag 26)

Der sker store forandringer denne dag. Hera forfører Zeus og giver derved grækerne krigslykke. Achilleus' ven Patroklos ind i krigen (iført Achilleus' udrustning). Han dræbes af Hektor, hvilket får Achilleus til at opgive sin vrede mod Agamemnon for at hævne Patroklos' død. Hefaistos smeder nye våben til Achilleus.

Sang 14-15: Bag om Zeus ryg bliver grækerne hjulpet, men Zeus sætter Apollon ind for at hjælpe trojanerne som  modspil og trojanerne for overtaget igen.

Sang 16-17: Patroklos går ind i krigen men bliver dræbt af Hektor. Hektor tager Achilleus berømte rustning som krigsbytte.

Sang 18: Achilleus bliver framanet at gå ind i krigen, men blændet af had over Patroklos død for han smedeguden Hefeistos til at smede nye våben og rustning til ham.

4. kampdag
19.-22. sang (dag 27)

Achilleus går målrettet efter Hektor, som er chanceløs, og efter en mægtig kamp foran Trojas mure falder Hektor. Trojas skæbne er hermed beseglet.

Sang 19: Agamemnon giver alt krigbytte tilbage til Achilleus som forsoning, men Achilleus afviser endnu engang men går ind i krigen alligevel som en hævnakt.

Sang 20-21: Zeus tillader guderne at hjælpe igen fordi Trojanerne er blevet trængt helt tilbage inden for egne murer. Dette skræmmer Achilleus væk fra de trojanske byporte.

Sang 22: Hektor bliver skræmt af Athene til at kæmpe mod Achilleus som dræber ham og foran hele byen ydmyger ham ved at trække Hektor tilbage til grækerne bag sin vogn som krigbytte.

Forsoning
23.-24. sang (dag 28-51)

Patroklos' lig brændes, og der holdes gravlege. Guderne standser Achilleus' skænding af Hektors lig, Priamos går til Achilleus og løskøber liget, og Achilleus og Priamos forsones.

Sang 23: Stor begravelses fest fra grækernes side.

Sang 24: Zeus beslutter at Hektors lig skal tilbage leveres til Hektors far Kong Priamos af Troja. Hektor bliver begravet i Troja.

ILIADEN
De 24 sange

Sang 1	Sang 2	Sang 3	Sang 4	Sang 5	Sang 6
Sang 7	Sang 8	Sang 9	Sang 10	Sang 11	Sang 12
Sang 13	Sang 14	Sang 15	Sang 16	Sang 17	Sang 18
Sang 19	Sang 20	Sang 21	Sang 22	Sang 23	Sang 24