Egypten gennemskæres af Nilen der afhængig af målemetode, definitioner og overbevisning, er verdens største eller næststørste flod. Nildalen, hvor floden løber, og det ca. 12000km2 store Nildelta samt enkelte spredte oaser er de eneste frugtbare områder i Egypten der ellers består af sand- og stenørken. Øst for Nilen findes den Arabiske Ørken, og vest for den Libyske Ørken. Mod syd indgår også en del af den Nubiske Ørken i Egypten. Traditionelt betegnes området i og omkring Nildeltaet Nedre Egypten, mens området omkring Aswan ca. 1300 km syd for Nilens udløb kaldes Øvre Egypten.
Arkæologiske fund indikerer at der har levet mennesker i Nildalen i cirka 60,000 år. Fundene tyder på at en dominerende politisk og religiøs kultur dukkede op omkring 3300 f.v.t. Historikere opdeler egyptisk civilisation i fire perioder: Gamle, Midterste og Nye Kongeriger samt den Sene Periode. Disse perioder er adskilt af Første, Anden og Tredje Mellemperiode. I disse tidsperioder blev de politiske opdelinger i Midterste og Øvre Egypten ødelagt under svage lederes indflydelse; den centrale regering blev opdelt, og landets administrative autoriteter blev ødelagt.
Tidsperiode | Dynastier / herskere |
År 5000 – 3700 f.v.t. | Sten og kobberalder ( Merimde, Fayum, Omari, Tasa og Badari ) |
År 3700 – 3200 f.v.t. | Amra- kulturen ( Negade I ) |
År 3200 – 3000 f.v.t. | Girza- kulturen ( Negade II ) |
År 3150 – 3050 f.v.t. | Før “O”- dynastiet (Skorpion I) |
År 3050 – 3000 f.v.t. | “O” – dynastiet |
År 3000 – 2955 f.v.t. | Rikssamlingstid |
Arkaisk Tid | |
År 2955 – 2780 f.v.t. | 1. dynasti (This) |
År 2780 – 2635 f.v.t. | 2. dynasti (This) |
Det gamle rige | |
År 2740 – 2670 f.v.t. | 3. dynasti (Memfis) |
År 2670 – 2500 f.v.t. | 4. dynasti (Memfis) |
År 2500 – 2350 f.v.t. | 5. dynasti (Memfis) |
År 2350 – 2170 f.v.t. | 6. dynasti (Memfis) |
År 2170 – 2165 f.v.t. | 7, 8. dynasti (Memfis) |
Første mellemperiode | |
År 2135 – 2000 f.v.t. | 9. -10. dynasti (Heraklepolis) |
År 2000 – 1970 f.v.t. | 11. dynasti (Theben) |
Mellemste rige | |
År 2080 – 1935 f.v.t. | 11. dynasti (Theben) |
År 1935 – 1760 f.v.t. | 12. dynasti (Memfis) |
År 1760 – 1650 f.v.t. | 13. dynasti (Memfis) |
Anden mellemperiode | |
År 1715 – 1650 f.v.t. | 14. dynasti (Byfyrster i Nedre Egypt) |
År 1650 – 1525 f.v.t. | 15. dynasti (Hyksos i Nedre og Midtre Egypt) |
År 1650 – 1550 f.v.t. | 16. dynasti (Lokale vasaller af hyksos i Nedre, Midtre Egypt) |
År 1620 – 1525 f.v.t. | 17. dynasti (Theben) |
Det nye rige | |
År 1535 – 1300 f.v.t. | 18. dynasti (Theben) |
År 1300 – 1190 f.v.t. | 19. dynasti (Memfis, senere i østdeltaet ved Tanis) |
År 1190 – 1070 f.v.t. | 20. dynasti (Østdeltaet ved Tanis) |
Tredje mellemperiode | |
År 1070 – 950 f.v.t. | 21.dynasti (Tanis) – samtidig Thebais uafhængig |
År 950 – 720 f.v.t. | 22. dynasti (Libyere i Bubastis) |
År 810 – 720 f.v.t. | 23. dynasti (Lokale konger i Tanis) |
År 730 – 715 f.v.t. | 24. dynasti (Lokale konger i Sais) |
Sentiden | |
År 750 – 655 f.v.t. | 25. dynasti (Etiopere og Kusjitter i Theben) |
År 671 – 664 f.v.t. | Assyrisk herredømme |
År 664 – 525 f.v.t | 26. dynasti (Saitter i Sais) |
År 525 – 404 f.v.t. | 27. dynasti (første persertid) |
År 404 – 399 f.v.t. | 28. dynasti (Amyrtaios av Sais) |
År 399 – 380 f.v.t. | 29. dynasti (Mendes) |
År 380 – 343 f.v.t. | 30. dynasti (Sebennytos) |
År 343 – 332 f.v.t. | 31. dynasti (Anden persertid) |
Græsk tid | |
År 332 – 323 f.v.t. | Alexander den store |
År 323 – 304 f.v.t. | Diadoker- kamper |
År 304 – 30 f.v.t | Ptolemeere – bl.a. Kleopetra |
Romertiden | |
År 30 – 395 | Octavian m.fl. |
År 395 – 641 | Bysantinsk tid |
År 641 – 1849 | Islamsk tid |
År 1849 – 1936 | Frankrig & England |
År 1936 – 1953 | Kong Faruk |
År 1953 – | Republik |
Gamle rige
Omkring år 3100 f.v.t. erobrede Menes, der betragtes som den første farao, deltaet og det smalle stykke opdyrkede land langs Nilen og forenede det Øvre og Nedre Egypten. Menes grundlagde den første egyptiske hovedstad, Memphis. Fra nu af blev hele Egypten regeret, af det man i dag kalder en farao. Ordet farao er dog først blevet brugt i det egyptiske sprog som kongebetegnelse fra år 900 f.v.t. Før år 900 f.v.t. var det ikke betegnelsen for kongen men derimod hans palads.
Alt tilhørte farao. Farao var ikke bare hersker over Egypten. Ligesom høvdingen før havde fungeret som en jordisk forbindelse til guderne i kosmos, fungerede nu farao men bare over et større land. Dvs. at hvis en af guderne havde noget at meddele ægypterne, så kunne denne guds/gudindes sjæl tage plads i faraos krop som et led på jorden. Faraos ord blev derfor anset for lov i alle tilfælde. Han ejede og bestemte alt. Farao lavede ingen fejl.
Men da faraoen ikke selv kunne varetage alle de mange opgaver, det var at styre landet blev, der langsomt opbygget et større embedsapparat. For at sikre sig de vigtigste embedsmænds loyalitet belønnede faraoen deres indsats med jordstykker. På denne måde blev faraos magt over Egypten langsomt mindre og mindre. Der opstod efterhånden mange mægtige guvernører rundt om i landet, og landet blev delt op i nomer, en slags store amter. Dette skete mest i Øvre Egypten, der lå længst væk fra styret i Memphis. De forskellige guvernører begyndte så småt at kriges med hinanden og efter nogle år i træk med meget små Niloversvømmelser udbrød hungersnød i landet. Dette ledte til at stormændene gik i krig mod hinanden og decideret borgerkrig kaos og anarki herskede. Statsmagten brød til sidst sammen efter farao Pepi II’s 94-årige lange regeringstid. (Gamle rige var i perioden år 3100 – 2134 f.v.t.).
1. Mellemtid
Fyrsten, Mentuhotep II, samlede i år 2040 f.v.t. igen Egypten, og flyttede hovedstaden til byen Theben (Luxor). Men Mellemtiden var ikke slut endnu. Da lykkedes det vesiren, Amenemhet, at tilrive sig faraos magt, og flytte hovedstaden videre til Lisht, hvor han grundlagde et nyt og 12. Dynasti. (1. Mellemtid var i perioden år 2134 – 1991 f.v.t).
Mellemste Rige
Amenemhet I ville gerne have et velordnet Egypten som dengang tilbage i 4. Dynasti (Keops, Kefren og Mykerinos), så han måtte fratage ægypterne den private ejendomsret, der var blevet stiftet i 1. Mellemtid. Det førte til at ægypterne flygtede fra det “nye” system, og det de følte som tvangsarbejde. Store projekter blev alligevel sat i gang. Det største kendte fra den tid, var indvindingen af nyt land ved Fayumoasen gennem dræning. Anlæggelse af flere forter langs Nilen skulle pacificere området Nubien syd for Elefantine (Aswan). Det skulle forhindres at negrene fra landet mod syd trængte ind i Egypten, plus at handelen også var bedre beskyttet. 13. – 14. Dynasti havde ganske vist faraoner, men al magten tilhørte vesiren og rigmændene. Og riget brød endnu en gang sammen. (Mellemeste rige var i perioden år 1991 – 1650 f.v.t.).
2. Mellemtid
I slutningen af Mellemste Rige trængte folkegrupper fra Syrien og Palæstina stille og roligt ind i Egypten gennem østdeltaet. Da statsmagten så blev opløst i 1650 f.v.t., tog Hyksos magten i Egypten. På græsk betyder Hyksos “Folk fra fremmede lande”, men på egyptisk betyder det “Herskere over fremmede lande”, så ingen ved om det var store militære styrker der indtog landet, eller om der var tale om et mindre kup. Fyrster fra Elefantine gjorde senere hen oprør, selvom de var vasaller under Hyksos. I kampen med Hyksos faldt Sekenenre, men Kamose kæmpede videre og hans bror, Ahmose, vandt sejrrigt. (2. Mellemtid var i perioden år 1650 – 1551 f.v.t.)
Ny Rige
Ahmose og hans søn Amenophis I generobrede store dele af Nubien. Det store fremskridt skyldtes stridsvognene, som var kommet til Egypten sammen med Hyksos. Før havde den egyptiske hær kun bestået af fodfolk med spyd og bueskytter. Ahmoses dronning Ahmose-Nefertari, skulle blive den første af en lang række fremtrædende dronninger i 18. Dynasti. I Theben, der var hovedstad igen, udvidede man templet til Amon, som nu var Egyptens vigtigste gud. Amon fungerede som en slags kongelig skytsgud.
Efter Ahmenophis kom Tuthomis I, som ingen ved, hvor stammer fra. Tuthomis erobrede store dele af det nuværende Mellemøsten helt op til Karkemish ved floden Euphrat. Tuthomis efterfølgere skulle fortsætte de militære succeser. Senere, lige efter den materielle kulturs højdepunkt kom Amenophis IV til magten. Han skiftede navn til Akhenaton (Den, der er fortræffelig for Aton) . Alle de gamle guder blev forbudt, og den eneste rigtige gud var nu Aton.
Akhenaton flyttede fra Theben, og grundlagde en ny hovedstad, han kaldte Akhetaton (“Atons horisont/tempel”). Akhenaton forfattede selv en bog svarende til vores bibel, bare om Atons virken i verden i stedet. Den kaldes Aton-hymnen. Der ville ikke gå mange generationer efter Akhenaton, der havde have Aton som hovedgud. Allerede da general Horemheb blev farao, bandlyste han Aton-troen, beordrede Akhetaton til at blive revet ned, og de forrige Aton-faraoners navne blev udvisket. Folket havde heller ikke været glade for Akhenatons regeringsmåde og tro, så nu måtte farao vise, at han udkilte sig betydeligt fra kætterkongen Akhenaton. Det gjorde han ved at lade store kolosser af sig selv opstille, og templer blev bygget. (Ny rige var i perioden år 1551 – 1070 f.v.t.).
Ramses-kongerne
Den sidste del af Ny Rige kaldes var Ramses-kongernes periode. Tiden var præget af store problemer. Egypten blev angrebet ved alle landegrænser, næsten. I år 1286 f.v.t. skete Det store slag ved Kadesh. Ramses II’s hær blev lokket i en fælde, og Farao nået med nød og næppe at undslippe. Han gav guden Amon skylden for hans undslippen. Det var simpelt hen Amons vilje. Derefter udvikledes troen om, at Amon ikke bare kunne gribe ind i faraos liv, men også belønne eller straffe den enkelte ægypter.
Under Ramses II’s regeringstid opførtes der store kolosser der forestillede Ramses II selv. Han lod de store templer indhugge i klipperne ved Abu-Simbel. To gange hvert år skulle solens stråler gå gennem et hul i væggen og ramme Ramses II’s statue, der står langt inde i templets mørke. Dette skete på dagen for hans kroning og på hans fødselsdag. I tyve minutter to gange om året skulle solens stråler ramme hans ansigt og vise hans udødelighed. Sådan har det været lige siden, og det sker to gange årligt stadig væk. De næste mange faraoner led under utallige angreb, og til sidst endte det da også i det sædvanlige: Egypten splittedes, og Amons ypperstepræst i Øvre Egypten var nu blevet en selvstændig hersker. (Ramses perioden var år 1306 – 1070 f.v.t.).
3. Mellemtid og Sentid
Egyptens storhedstid er ovre, og de enestående videnskaber gik næsten til grunde. Der var dog en lille forsamling af præster i et tempel langt fra alt andet, der stadig besad den viden at læse hieroglyffer og tilbede guderne. Men en aften angreb en gruppe fjendligtsindede templet. Alt blev smadret og præsterne blev dræbt. Persiske invasionsstyrker besatte Egypten i det sjette århundrede f.v.t. indtil 332 f.v.t. hvor Alexander den Stores styrker satte en stopper for det persiske herredømme. Efter hans død delte Alexanders generaler hans imperium.
Ptolemaios indtog Egypten og deklarerede sig selv som farao og grundlagde dermed Egyptens sidste dynasti. Det ptolemaiske Egypten var en af stormagterne i den hellenistiske verden; af og til bredte dets herredømme sig over dele af Syrien, Lilleasien, Cypern, Libyen, Fønikien og andre lande. Under ptolemaierne blev Alexandria et kulturelt og intellektuelt center i den gamle verden. Den ptolemaiske linje sluttede med Kleopatras selvmord i 30 f.v.t.
I næsten syv århundreder efter Kleopatras død kontrollerede romerne Egypten. De behandlede landet som en værdifuld kilde til rigdom og profit og var afhængige af dets kornforsyninger. Da den romerske kejser Konstantin kom til magten, konverterede han til kristendommen; i 313 e.v.t. gav han kejserlig stadfæstelse af den kirkelige doktrin. Den nye romerske ortodoksi var på mange måder i uoverensstemmelse med den etablerede kristendom i Egypten, kendt som “koptisk” kristendom. Der opstod religiøse konflikter. Til sidst udskilte kopterne sig og udpegede deres egen patriark i Alexandria. (3. Mellemtid og Sentid var i perioden år 1070 – 331 f.v.t.).
Det islamiske Egypten
Fra 641-1517 e.v.t. blev Egypten regeret af guvernører der blev udpeget af lederen af den muslimske samfund, kaliffen. I 1517 erklærede den tyrkiske sultan Selim Egypten for tyrkisk ejendom som en del af det ottomanske imperium. Napoleon Bonaparte invaderede Egypten i 1798 og besatte landet indtil 1801; dette var begyndelsen på en ny europæisk interesse i Egypten. I 1805 overtog Muhammad Ali, en ottomansk general fra Albanien, magten i samarbejde med den lokale befolkning. Han sørgede for et solidt økonimisk grundlag i Egypten og importerede vestlig teknologi og kultur. Gennem krigsførelse udvidede Ali det egyptiske imperium til Den arabiske Halvø og Sudan. (Det islamiske Egypten var i perioden år 641 – 1517).
Egypten under Frankrig og England
Efter Muhammad Alis død i 1849 kom Egypten mere og mere under europæisk indflydelse. Engelske interesser i Egypten bundede i Suezkanalen der var den korteste vej til Indien og en kilde til bomuld til de engelske væverier. Engelske løfter om at rømme landet gik i sig selv igen efterhånden som Egypten og Suezkanalen spillede en stadig større rolle i den engelske middelhavsforsvarsstrategi. Da Tyrkiet gik ind i Første Verdenskrig på Tysklands side, blev Egypten deklareret som engelsk protektorat.
Efter krigen rejste der sig voldsomme og voldelige protester over det engelske overherredømme. Volden fortsatte indtil 1922 hvor England erklærede Egypten for et selvstændigt monarki under kong Fuad I, idet England dog forbeholdt sig retten til at forsvare landet og beskytte Suezkanalen. Efter en traktat i 1936 måtte de britiske styrker trække sig ud af landet bortset fra Kanalzonen. Ved begyndelsen af Anden Verdenskrig forblev Egypten neutralt. Englænderne slog de tyske tropper i slaget ved El Alamein i 1942.
I 1948 gik Egypten og flere andre arabiske stater i krig for at forhindre oprettelsen af staten Israel. Hæren gav regeringen skylden for manglende succes og vendte sig mod kong Faruk, søn af Fuad. I 1952 blev kongen afsat af hæren under ledelse af general Mohammed Naguib. I 1953 blev Egypten deklareret som republik.
Det moderne Egypten
Areal: 1,002,000 km2
Forfatning: The Egyptian Constitution
Hovedstad: Kairo
Indbyggertal (2019): ca. 65,9 mio.
Religion: ca. 85% muslimer, ca. 15% kristne
Officielle navn: Arab Republic of Egypt
Sprog: Arabisk
Valuta: Egyptiske Pund
Egypten er ifølge forfatningen en socialistisk, demokratisk stat med islam som statsreligion. Den politiske magt er koncentreret hos præsidenten, der er formand for regeringspartiet, Det Nationaldemokratiske Parti (NDP). Præsident Mubarak blev, uden modkandidater, genvalgt som præsident for en fjerde 6-årig periode i september 1999.Siden præsident Sadat i 1981 blev myrdet har Egypten været i undtagelsestilstand. Den seneste terrorhandling fandt sted i 1997. Spørgsmål om menneskerettigheder og demokratisering har løbende været inddraget i den dansk-egyptiske dialog om udviklingssamarbejdet. En række forhold, hvad angår ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og retssikkerhed, er fortsat kritisable.
Egypten tilhører gruppen af lavere mellemindkomstlande og befinder sig i en proces bort fra en statsdirigeret økonomi til en mere markedsorienteret økonomi. De økonomiske forskelle i Egypten er øget de seneste år, og fattigdommen er tiltagende. Egypten har i årene efter Golfkrigen i 1991 på ny overtaget rollen som den ledende nation i den arabiske verden. Landet spiller en aktiv og konstruktiv rolle i den mellemøstlige fredsproces og har bl.a. en toneangivende rolle inden for Den arabiske Liga. Egypten fører en moderat udenrigspolitik og støtter den internationale kamp mod terrorisme. Relationerne mellem Israel og Egypten er, som følge af den nuværende situation i de palæstinensiske områder, anspændt. Forholdet til Sudan er normaliseret. Relationerne til Libyen er gode. Egypten har i de senere år søgt et tættere økonomisk og politisk samarbejde med Afrika.
Suez kanalen
Suez-kanalen blev indviet den 17. november 1869 af kejserinde Eugénie af Frankrig og forbandt dermed Middelhavet med Rødehavet. Det er verdens længste kanal, som er farbar for store skibe. Den er 162,2 kilometer lang, omkring 14 meter dyb og mellem 45 og 365 meter bred. Det tog ti år at bygge kanalen, som i alt beskæftigede 1,5 millioner mennesker. 120.000 af disse døde under arbejdet. Den primære dødsårsag var kolera, fulgt af et opskruet arbejdstempo. Det var den franske ingeniør Ferdinand de Lesseps, der havde fået idéen til kanalen, og han var også entreprenør på arbejdet.
Suez kanalen blev i sin tid finanseret af Frankring og England og etableret som et aktieselskab med disse to lande som hovedaktionærere. Fra starten var dette et uheldigt arrangement. Kanalen er beliggende i Egypten og de tjente ikke særlig meget på den store trafik igennem Suez, mens England og Frankrig på den anden side tjente langt rigeligt på deres investering. Dette førte til diverse politiske og økonomiske kampe om kanalen, primært mellem England og Egypten. I 1882 besatte englændere således kortvarigt Egypten for at sikre, at de ikke mistede kanalen.
Men der kom aldrig en reel holdbar løsning på udfordringen, og Suez kanalen blev en torn i øjet på den egyptiske leder Gamal Abdel Nasser. Denne stod i midten af 1950’erne med et fattigt Egypten på den ene side og på den anden side Suez kanalen som oplagt løsning på problemerne. Kanalens store indtægt ville kunne hjælpe Egypten ud af fattigdommen. Men det var nu ikke Suez kanalen, som Nasser gik efter i første omgang. Egyptens store problem var mangel på landbrugsjord. Nassar ville derfor bygge en 110 m høj, 5 km lang dæmning over Nilen ved aswan vandfaldet. Denne dæmning ville udbygge landbrugsjorden med en tredjedel, men for at gøre dette, havde han brug for at låne penge, og derfor søgte han lån ved verdensbanken. I første omgang indvilligede verdensbanken, men så trak USA og dernæst England deres støtte tilbage, hvorved lånet blev afslået. Nasser modsvarede med at nationalisere Suez kanalen, den 26 juli 1956.
Dette udløste øjeblikkelig en væbnet reaktion fra England og Frankrig, der gik i krig med de egyptiske tropper. En fælles indgriben fra USA og Sovjetunionen gennem FN standsede dog de britisk-fransk-israelske angreb, og Egypten fik lov til at beholde Suez-kanalen. Gamal Abdel Nasser iværksætte i 1958 bygningen af Aswan dæmningen. Efterhånden som dæmningen tog form, blev store landområder oversvømmet, og mere end 100,000 mennesker måtte finde et andet sted at bo, og mange egyptiske templer nåede at blive delvis oversvømmet, før de med støtte fra især UNESCO blev flyttet til højere og tørre placeringer. Men projektet lykkedes og Aswan dæmningen er nu den vigtigste forsyningskilde af elektricitet til Egypten og har skabt meget ny landbrugsjord.
Aswan dæmningen
Nilen er siden tidernes morgen gået over sine bredder en gang om året og aflejrede fire mio. tons frugtbar dynd og mudder. Det gjorde bredderne i det ellers så tørre Egypten frodige og produktive. Men nogle år gjorde Nilen ikke som forventet. Enten gik den ikke over sine bredder – med tørke og hungersnød til følge – eller også steg vandmasserne usædvanligt højt og medførte ødelæggelser.
I starten af det 20. århundrede kunne landbrugs-produktionen ikke følge med befolknings-tilvæksten i Egypten og Sudan. Det var nødvendigt med stabilitet af fødevare-produktionen, så Nilen skulle tæmmes. Og kunne man kontrollere floden, kunne den give vandkraft til den nye industri. Den første Aswan-dæmning stod klar i 1902, men den kunne ikke magte floden.
I 1952 besluttede den egyptiske præsident Gamal Abdal-Nasser, at hans land skulle styre floden og ikke omvendt – med en ny, gigantisk dæmning. Hverken den amerikanske eller den engelske regering ønskede at støtte projektet, så egypterne henvendte sig til Sovjetunionen. Næsten en tredjedel af de næsten 7 mia. kroner kom fra USSR, som desuden sendte 400 teknikere og ingeniører til Egypten. De resterende 2/3 af prisen fik præsident Nasser ved at nationalisere Suez-kanalen.
I 1960 gik 30.000 egyptiske arbejdere i gang og flyttede 28,6 mio. kubikmeter sten, 20 mio. kubikmeter sand og 4 mio. kubikmeter ler. Dæmningen blev 111 m høj, 3,6 km lang og har skabt et enormt vand-reservoir til tørre år. Reservoiret kan indeholde 5,97 billioner kubikfod vand og har fået navnet Lake Nasser. I dag strækker den kunstige sø sig næsten 500 km ned over den egyptisk-sudanesiske grænse og syner uvirkeligt blå i den tørre ørken. Dæmningen åbnede efter ti års arbejde i 1970 og havde kostet næsten 7 mia. kr.
90.000 bønder og adskillige oldegyptiske monumenter måtte flyttes pga. dæmningen, bl.a. Abu Simbel templet. Højdæmningen ligger kun 6 km syd for den første dæmning. Dæmningens 12 turbiner genererer mere en 10 mia. kilowatt-timer om året. Det er nok til at drive en mio. farvefjernsyn i 20 år. Dæmningen fanger desværre det frugtbare dynd på bunden af Lake Nasser. Det har langsomt gjort Egyptens landbrugsjord dårligere, så den nu kræver mio. af tons gødning om året.
Højdæmningen var grunden til, at Egypten ikke blev påvirket af den tørke, der ramte Afrika sidst i 1980’erne eller de usædvanligt høje oversvømmelser i 1990’erne. Der blev brugt så meget sten i bygningen af Aswan-dæmningen, at det svarer til 17 af de store pyramider ved Giza.
Aswan-dæmningen er, som nævnt, et forsøg på at fjerne de naturlige og uforudsigelige årlige oversvømmelser og opnå en vis kontrol med landene op ad floden, der historisk set har truet med at ’lukke for hanen’. Når vandstanden i Nilen er lav slippes der mere vand gennem dæmningen ned ad Nilen. Når vandstanden er høj holdes vandet tilbage indtil der er brug for det. Bag dæmningen findes der et kæmpereservoir – verdens største kunstige sø.
Den kaldes Nasser-søen på den egyptiske side og Nubia-søen på Sudan-siden. Søen er i stand til at rumme al vandet fra hele to års vandstrøm i Nilen. Søen er over 170 m dyb, 13 km bred og over 500 km lang. Aswan-dæmningen har fuldstændig ændret Nilen naturlige forløb, der ellers har fungeret stabilt i over 5.000 år.
Der var mange argumenter for at bygge Aswan-dæmningen – at kontrollere oversvømmelserne, at producere elektricitet, at bekæmpe arbejdsløshed og sociale uroligheder ved at skaffe arbejde på et stort nationalt projekt, at forbedre den politiske popularitet og fostre en national stolthed. Lignende grunde ligger bag alle øvrige store dæmningsbyggerier rundt omkring i verden. Dæmningskonstruktørerne forsøger at vurdere den påvirkning, som dæmningen vil have på indbyggerne og nationens velfærd. Men et andet forhold, der kan kaldes ’loven om utilsigtede konsekvenser’, kommer i spil og det undervurderede og uforudsete kan bryde løs med ødelæggende konsekvenser.
Den etiopiske silt, der indeholder nødvendige næringsstoffer til planter i form af nitrogen, fosfor og kalium, bliver filtreret fra i Aswan-dæmningen. Derfor må landmændene nu bruge kunstgødning, der dels er dyrere og dels giver en større forurening. Den formindskede vandmængde i Nilen betyder også, at Middelhavet nu kan sende vand den forkerte vej op ad Nilen. Det salte vand påvirker planter og dyrs levebetingelser og det steriliserer jorden. Flodbredderne i det nordlige delta er allerede blevet slemt eroderede.
I dag findes der tusindvis af dæmninger rundt om i verden, de fleste er konstrueret i de sidste 50 år. Der er omkring 50.000 større dæmninger alene i USA. Den allerstørste dæmning i verden – De Tre Kløfters Dæmning (The Three Gorges Dam) – er under konstruktion i Kina. Det er blevet beregnet, at vandreservoiret foran dæmningen vil oversvømme 137 større byer og 1.100 landsbyer samt at der skal evakueres 1,2 millioner mennesker!
Nubian monumenter
Bag optagelsen “Nubian Monuments from Abu Simbel to Philae” på UNESCO’s Verdensarvsliste ligger de monumenter fra det nubiske folk, der levede ved den del af Nilen, der nu er oversvømmet af Nasser søen. For ikke at deres unikke kultur skal gå tabt for eftertiden, har UNESCO været med til at financiere bl.a. flytningen af Abu Simbel templet, Philae templet samt det Nubiske Museum i Aswan. Det nubiske folk er nu spredt for alle vinde, men Det Nubiske Museum rummer en fortælling om dette folks levestil, historie og viser bla. en masse nubianske kunstgenstande.
Der er to dæmninger i Aswan: den gamle Aswandæmning, konstrueret af britterne fra 1899 – 1902. Den er 1.900 m lang og 54 m høj. Det oprindelige design viste sig hurtigt at være uhensigtsmæssigt, og dæmningen måtte forhøjes i to faser. Da den alligevel blev næsten oversvømmet i 1946, blev det besluttet at bygge en helt ny dæmning seks km oppe ad floden, snarere end at prøve at forhøje den gamle endnu engang. Den Store Aswan Dæmning blev så bygget med russernes hjælp i 1960’erne. Det er en af verdens største dæmninger med sin højde på 111 meter og sin bredde ved basen på 980 meter, ved toppen 40 meter – og sin længde på 3.800 meter – altså næsten fire kilometer.
Det tog 35.000 egyptere og 5.000 russere 10 år at bygge dæmningen, og der blev brugt 43 millioner m³ materiale – det svarer til det antal sten, man skulle bruge til 17 store pyramider. Ved maximum kan 11,000 m³ vand passere gennem dæmningen hvert sekund. Og den nye dæmning betyder, at bønderne nu kan høste adskillige gange om året i både Egypten og Sudan. Dæmningen former Naser søen, som er en af verdens største kunstige søer – 480 km lang og 16 km, hvor den er bredest med et overfladeareal på mere end 5,000 km². Den oversvømmede det meste af det nedre Nubien, og over 90,000 mennesker blev flyttet. Selve søen har formet en helt ny industri inden for fiskeri, blandt andet er der blevet bygget nye fiske fabrikker forskellige steder langs søen.
Philae templet
Philae templet og dets monumenter lå i mere end 50 år halvt dækket af vand på grund af den stigning i vandstanden, Aswan dæmningen havde forårsaget. Først i 1960’erne satte UNESCO en redningsaktion i gang. Templet blev demonteret og genopbygget på øen Agiliga, der ligger højere over vandoverfladen. Agiliga lavede man om i både form og landskabsarkitektur, så den til forveksling kom til at ligne Philae. Der knytter sig mange legender til Philae templet, men den mest kendte er nok den, der fortæller historien om, at det var her Isis fand Osiris’ hjerte – efter han var blev myrdet, parteret og smidt i Nilen af sin bror, Seth. Hovedtemplet er dedikeret til Isis og var centrum for en kult, der hyllede Isis og Hathor i den Romerske periode. Philae templet var det sidste hedenske tempel i brug i Egypten.
Abu Simbel templet
Abu Simbel er Ramses d. II’s store klippetempel. Og man kan ikke undgå at blive imponeret, når man drejer om hjørnet, og Ramses’ 20 meter høje selvportrætter åbenbarer sig for ens øjne i det tidlige morgenlys. Templet er viet til tre guder: Amon-Ra, Ptah og Ra-Harakthe, ikke desto mindre er det udelukkende Ramses selv, der dominerer. Der er ingen tvivl om, at han ønskede at imponere sine undersåtter og så frygt blandt sine fjender mod syd. Templet er opført på samme sted som en meget ældre helligdom, der var viet til guden Horus. Det er hugget ud af klippen og tog 14 år at bygge. Templet er bygget så de tidligste solstråler to gange om året – 22/2 og 22/10 – skinner på det inderste kammers bagvæg og oplyser guderne derinde. Abu Simbel var stort set uberørt, da det blev genopdaget i det 19. århundrede. Det lå begravet under enorme sandklitter i tusinder af år.
Også dette tempel blev truet af Aswan dæmningen, og med hjælp fra UNESCO blev templet med statuer og malerier skilt ad, flyttet 60 meter op og samlet igen i samme forhold til solen og dækket af et kunstigt bjerg. Abu Simbel ligger 280 km syd for Aswan, og man kan vælge at flyve dertil, eller man kan tage bussen ca. 3 timer gennem det øde ørkenlandskab med luftspejlinger, kaktus og kun få, spredte spor af menneskeheden.
Nilens cyklus
Nilens løb kan følges mere end 6000 km ind i Afrika, og man skulle derfor tro, at den ville være en nøgle til udforskningen af kontinentets indre. Men det er ikke mere end 150 år siden, man fandt Nilens kilder. For de ældgamle egyptiske riger var Nilens løb således et mysterium.
Samtidig var den hele forskellen på liv og død. Nilen fører næringsrigt slam med sig, og når den går over sine bredder, vander den store områder og tilfører næring til jorden, som derved kan dyrkes. Selv i dag har Egypten et af verdens mest intensive jordbrugssystemer. I mere end 5.000 år forandrede Nilens cyklus sig ikke. Hvert år kom en kaskade af vand ned ad floden. Disse oversvømmelser bragte masser af næringsholdigt materiale med fra højlandet i Etiopien. Når det stod på sit højeste strømmede det mudder-holdige vand ind over flodbredden og gjorde jorden velegnet til beplantning.
De gamle egyptere vidste ikke hvor vandet kom fra. Nogle sagde at det kom fra et bundløst vandkar, der var skjult i en hule under bjergene ved Aswan og sluppet ud på et gunstigt tidspunkt af guden Hapi, Nilens gud og gud for frugtbarhed. Andre gav æren til Khnum, en gammel skabergud der også boede i nærheden af det første vandfald. Og atter andre ritualer ærede Osiris, der ifølge overleveringen var blevet dræbt og skåret i små stykker af sin jaloux broder, Seth. Osiris hustru, Isis, stykkede ham sammen igen og bragte ham tilbage til livet (som et symbol for fornyelige afgrøder). Det var hendes sorgfulde tårer, der fik Nilens vand til at hæve sig.
De gamle egyptere havde beregnet hvornår vandet ville komme. Præste-astronomer, der holdt øje med og noterede ned, hvad der skete på himlen, havde bemærket at Sirius, Hundestjernen, hvert år ville forsvinde ud af syne i 70 dage. Den ville så komme igen og kort tid derefter ville vandstanden i Nilen begynde at stige. Faraoerne og skatteindsamlerne så til med interesse. I det egyptiske system ejedes al jord af faraoen og blev kontrolleret af bureaukrater og templernes præster. Bønderne blev beskattede, ikke af hvor meget de dyrkede, men hvor meget de skulle have dyrket.
Det blev delvis fastsat ved hjælp af en ’nilometer’. Målepinde langs flodbredden angav vandstanden og således også det største område, der ville blive dækket når Nilen gik over sine bredder om foråret. Marker, der altid blev dækket af oversvømmelserne blev beskattet højest. De der ind imellem blev oversvømmet fik en middelbeskatning, og de der aldrig blev oversvømmet, men hvor vanding skulle foregå manuelt, blev beskattet mindst.
For skatteopkræverne var det hele simpelt. Man skulle bare vente på at oversvømmelserne forsvandt efter ca. 100 dage, tilså markerne, bruge får og geders skarpe hove til at få sæden ned i den mudrede jord og vente på at den brændende sol så gør resten. l. I det meste af sin historie, har Egypten produceret tilstrækkeligt til at føde sin egen befolkning og de har haft et stort overskud til eksport.
Kontrol over Nilen
Den første dæmning over Nilen blev bygget omkring 2.900 fvt. i den arkaiske periode for at beskytte hovedstaden i det nedre Egypten (den gang kendt som Memfis) fra oversvømmelse. Det var forholdsvis let at forudsige tidspunktet for den årlige oversvømmelse. Optegnelser fra faraoerne bekræfter, at oversvømmelserne kom efter midten af maj og inden udgangen af juni. Det var en forudsigelig cyklus og arbejdsopgaver i hovedstaden, som fx bygning af pyramider, kunne omhyggeligt planlægges. Det usikre var dengang som nu oversvømmelsernes styrke.
Alle, lige fra egyptiske præster til engelske hydrologer, prøvede at finde en metode til at forudsige vandstanden i floden – men uden held. Ved voldsomme oversvømmelser nåede vandet ind i huse og templer, opløste murstenene, der var fremstillet af tørret mudder, og i det hele taget blev livet forstyrret. Det var imidlertid at foretrække frem for en tørkeperiode, eller endnu værre en stribe af sådanne perioder. Efterfølgende tørkeperioder betød at støv og hungersnød ville hjemsøge landet.
Egyptens befolkning er koncentreret i et få kilometer bredt bælte, en langstrakt oase, tværs gennem en fjendtlig ørken. Enhver ændring af Nilens løb eller vandføring har store konsekvenser for folk nede langs floden, og i dag er udnyttelsen af dens resurser underlagt streng regulering gennem et samarbejde mellem staterne langs dens løb. Millioner af mennesker er afhængige af Nilen: som deres eneste adgang til rent drikkevand, som transportvej, til overrisling af deres marker osv. Nilen har altid været en kilde til liv for de afrikanske bønder, der bor langs dens bredder. Derfor bliver Nilen også betragtet som et helligt sted. Men industriel forurening, dårlig forvaltning af Nilens ressourcer og den turbulente vandpolitik der udspilles, mellem de lande Nilen løber igennem, har betydet at mange frygter, at regionen går en tid i møde med hungersnød og konflikt.
Befolkningstilvækst er en anden meget alvorlig trussel mod Nilen. Det forventes, at regionens befolkning vil fordobles over de næste 25 år. Den mængde vand, som den voksende befolkning har brug for, kan Nilen ikke bidrage med alene. Den Blå Nil er specielt problematisk fordi Etiopien bidrager med 85 % af det vand, der flyder i den Blå Nil i Egypten. Alligevel er Etiopien ikke i stand til at inddæmme vand nok til at overrisle sine egne marker og brødføde sin egen befolkning.
Aswan-dæmningen bidrager med vand til overrisling af de egyptiske marker og elektricitet til Cairo. Men Aswan-dæmningen har også betydet, at Nildeltaet er skrumpet, så fiskeri og landbrug, der engang brødfødte mange samfund, ikke længere kan eksistere. Dette har så igen forårsaget ørkendannelse. Dæmningens beliggenhed er heller ikke uproblematisk. Næsten 2 meter vand fordamper fra Lake Nasser’s overflade hvert år, fordi dæmningen ligger midt i et ørkenområde.
Planer om at bygge flere dæmninger langs den Blå Nil for at fordele Nilens ressourcer mere lige mellem de lande, den flyder igennem, er fyldt med kontroverser. Merowe-dæmingen, der er planlagt til at blive bygget ved Nilens fjerde vandfald (Sudan) kan måske hjælpe på Sudans økonomiske udvikling, men vil også forårsage, at tusinder af nubier igen bliver hjemløse på grund af nye oversvømmelser.
Den berømte Nil
Som vi har været igennem overfor har Nilen igennem tiderne været genstand for megen opmærksomhed og dens ry har foranlediget kunstnere til at forevige den på forskellige måder. Et af de smukkeste eksempler herpå er fontænen “De fire floder” udført 1648-51, af Giovanni Bernini. Denne smukke fontæne findes på Piazza Navona i Rom og viser de fire kontinenter og deres floder. Obelisken i midten symbolisere Kristus og den triumferende katolske kirke. En anden meget smuk kunstnerisk gengivelse af Nilen findes ligeledes i Rom. I Vatikanets museum er den smukke skulptur “Personificeringen af Nilen”.
VIL DU VIDE MERE
Foruden nærværende afsnit om Egyptens historiske udvikling, har vi et afsnit om – Pyramiderne og sfinx’en – et om Faraoerne – et afsnit om Den egyptiske gudeverden – samt et afsnit om hieroglyfferne.
Stil spørgsmål om egyptisk mytologi
Stil lige så mange spørgsmål du har lyst til om egyptisk mytologi
Det er gratis og nemt – Stil et spørgsmål