Begrebet den femte dimension optræder mange steder i den spirituelle verden. Fælles er at der antages at vi mennesker er gået igennem nogle udviklingstrin, hvor vi er blevet mere og mere bevidste og at vi står overfor at komme fra vores nuværende verdensanskuelse til en højere – åndelige – anskuelse. Dette bevidsthedsniveau kaldes den femte dimension – undetiden også vandmandens tidsalder.

Det interessante er at begrebet ikke går på det enkelte menneske, men at udviklingen ses som gældende for hele menneskeheden. Man kan også sige at der drømmes om en bedre, lykkeligere verden hvor vi alle er mere oplyste og gode ved hinanden og jorden. Der er forskellige måder at forklare hvad der menes med den femte dimension. Et af de mere kreative er følgende:

Start med at forestil dig en en-dimensional verden, ved at tegne en linie på et stykke papir og forestil dig at en partikel fra blyantens grafit er en person, der lever i den endimensionale verden. Vores person lever så på den linje, og den linje er hele universet for den person. Hvis starten af linien antages at være fødsel og slutning af linien for døden, vil personen kun være i stand til at bevæge sig fremad, den kan ikke gå tilbage, da det ville være at gå ind i fortiden. Hvis du nu anbringer en finger, på den linje, så ville personen i den endimensionale verden se et fænomen på sin himmel. Han ville kun se den del af fingeren, som er i egentlig berøring med linjen, og det ville være umuligt for ham at forestille sig, hvordan du så ud.

En to-dimensional verden kan forestilles på følgende måde: Hold en blyant op i øjenhøjde, således at den holdes på langs i forhold til dig. Hold så en anden blyant bag den, så den er parallel med den første. Du vil ikke kunne se den blyant, fordi den skjules af den første. Før du kan se den anden blyant bliver du nødt til at trænge ind i en anden dimension. Du vil være tvunget til at så ned under blyantsplanet eller stige op over det, så du kan se op eller ned og derved se ved hjælp af perspektivet.

Den tre-dimensionale verden er den verden hvori vi lever i. Den fjerde dimension åbner op for at vi skal tilføje endnu en dimension til vores opfattelse af verden og dette kan bedst sammenlignes med kubistiske malerier, hvor man er istand til at se en person både forfra, bagfra og fra siden på en og samme gang. Og endelig er den femte dimension en verden både uden perspektiv og med multiperspektiver.

 

Jean Gebers bevidsthedshistorie og -teori

Der er skrevet meget omkring den femte dimension og mange af tankerne om begrebet er inspireret af Jean Gebers bevidsthedshistorie og -teori.

Antropologen og kulturfilosoffen Jean Geber (1905-1973) påviste 5 forskellige bevidsthedsstrukturer eller opmærksomhedsniveauer hos mennesket, som danner baggrund for 5 forskellige kulturelle oplevelser af tid og rum mm.: den arkaiske, magiske, mytiske, mentale og integrale bevidsthedsstruktur.

De er hver for sig dominerende i 5 tilhørende tidsaldre, men effekten af dem alle kan spores i dag, idet de tilsammen konstituerer den moderne bevidsthed. En bevidsthedsstruktur udgør en bestemt måde at se verden på, dvs. at den er udtryk for en bestemt type projektioner. Fremkomsten af en ny dominerende bevidsthedsstruktur er ensbetydende med en gennemskuelse og tilbagetrækning af den foregående strukturs projektioner.

Det vestlige nutidsmenneske benytter sig primært af den mentale struktur, men er på randen af den integrale tidsalder. Gebers hovedanliggende var at påvise, belyse og dokumentere den integrale bevidsthedsstrukturs frembrud som en mulig faktor, der kan hjælpe menneskeheden ud af den globale krise, hvis hovedkendetegn er ubalancen mellem øget teknologisk kunnen og formindsket ansvarlighedsfølelse. De tegn på den integrale strukturs frembrud, som Geber kan se i tiden, giver et håb for en løsning af vore globale problemer.

De 5 strukturer er alle til stede i bevidstheden, men i varierende grad i forskellige tidsaldre og kulturer. Det er dog vigtigt at bemærke, at der ikke er tale om evolutionære, historiske udfoldelser og udviklinger, idet forestillinger om sådanne kontinuerte udviklingsforløb er knyttet til den mentale strukturs lineære tidsopfattelse. Udviklingen af strukturerne sker i stedet diskontinuert, springvis. Så i stedet for at tale om “udvikling”, “evolution” og “fremskridt”, begreber som hører hjemme i den mentale tidsalders behov for at strukturere og perspektivere, taler Jean Geber om “mutationer” fra én bevidsthedsstruktur eller tidsalder til en anden.

Hvert skift i bevidsthedsstruktur sker ved plusmutation, der defineres som en restrukturering, berigelse og intensitetsforøgelse, hvor det tidligere stadium ikke destrueres og forlades, men i stedet suppleres med en ny struktur, der på samfundsplan viser sig i sociokulturelle forandringer.

Plusmutationer indtræffer, når de ældre strukturers muligheder er udtømte og derfor fremtræder mangelfulde; forældede holdninger erstattes af nye med overlegne egenskaber. Der sker så at sige et kultursammenstød mellem bevidsthedsstrukturerne, og dette kan indtræffe mellem to kulturelt forskellige mennesker eller to samfund, men også i det enkelte menneske og i det enkelte samfund kan en struktur ophæve en anden.

I det følgende beskrives nærmere de fem bevidsthedsstrukturer; den arkaiske, den magiske, den mystiske, den mental-rationelle og den integrale struktur.

Den arkaiske struktur

Det arkaiske er en betegnelse for en oprindelig bevidsthedsstruktur og dens opmærksomhedsniveau er nærmest som drømmeløs søvn. Da den arkaiske struktur var fremherskende, levede mennesket et før-tidslig, før-rumlig, nul-dimensional og uproblematisk liv. Det arkaiske menneske har ingen individuel bevidsthed eller et selv, men eksisterer i ubevidst samklang med verden. Geber kalder den arkaiske struktur for nul-dimensional pga. dens distanceløshed og identifikation med alt. De efterfølgende strukturer er hhv. 1-, 2-, 3- og 4-dimensionale. Den arkaiske bevidsthedsstruktur er ikke opmærksom på tid og rum. Den arkaiske tidsalder ligger endnu længere tilbage i tiden ende den magiske tidsalder og sidstnævnte placere Gebser til ca. 60.000 år f.Kr. Så som et yderst vilkårligt overslag kan man sige, at den arkaiske tidsalder ligger før denne periode.

Den magiske struktur

Med den magiske struktur opstår en vis sans for tid og rum, men der er stadig tale om tid- og rumløshed. Det magiske menneske begynder at ville noget, og begynder i stigende grad at opfatte sig som stående over for verden i stedet for i den. Det ønsker at beherske og besidde verden, og praktiserer derfor magi, der transcenderer tids- og rumlige afstande med punkt-for-punkt sammenknytninger af begivenheder. For den magiske bevidsthed er genstande ikke isolerede fra hverandre, men de er smeltet sammen i en 1-dimensional, punkt-relateret enhed, der kun kan eksistere i en verden, hvor der hverken eksisterer tid eller rum.

Med den magiske struktur sætter den første spæde bevidstgørelse ind, idet der opstår en første centrering i det individuelle menneske; selvet, men endnu ikke jeg’et, begynder at dannes. Det magiske menneske sover ikke som det arkaiske, men befinder sig stadig i en søvngængeragtig tilstand. Mennesket træder ud af den arkaiske nul-dimensionale identitet og ind i en 1-dimensional enhed: en rudimentær sans for rum og afstand opstår, men ellers er det magiske menneskes verden karakteriseret af tid- og rumløshed.

Selvets opståen ledsages dog ikke på dette niveau af et psykologisk selv, en ego-identitet. Mennesket er endnu jeg-løst. Når det uden jeg alligevel kan ville noget og være en mager, skyldes det tilstedeværelsen af et gruppe-jeg for den pågældende slægt, familie eller stamme. Der er stor usikkerhed mht. hvor langt tilbage i tiden den magiske tidsalder skal dateres. Gebser fremviser magiske, vestlige tegninger og afbildninger fra ca. 60.000 år f.Kr. og frem til 1.300 e.v.t., og finder enhver fastsættelse af den magiske tidsalders begyndelse vilkårlig.

Den mytiske struktur

I den mytiske tidsalder er den magiske 1-dimensionale punkt-for-punkt identifikation af begivenheder afløst af 2-dimensionale polaritets relationer mellem begivenheder, uden at der dog er tale om dualitetens adskilthed. Bevægelserne mellem polariteters yderpunkter er ofte cykliske og rytmiske, som det eksempelvis ses i årstidernes skiften, døgnrytmen og reinkarnationskredsløbet. Der opstår ved siden af den stadigt eksisterende magiske tidløshed en begyndende fornemmelse for tiden, og alle astronomiske udtryk og brug af kalendere er et sikkert tegn på, at der er tale om en mytisk og ikke magisk tidsalder. Tidsopfattelsen er bundet til naturens begivenheder, og der er ikke tale om dén abstrakte tid, vi i dag måler med ure. Der er ingen opfattelse af tidsfaser som f.eks. fortid, nutid og fremtid.

Gebser ser en snæver sammenhæng mellem opdagelsen af tiden og skabelsen af bevidstheden. I den magiske tidsalder opdagede mennesket den ydre verden i form af naturen, og i den mytiske tidsalder opdages den indre verden; sjælen eller psyken. Når mennesket primært er optaget af slægten og ikke betragter sig selv som et individuelt væsen, er det ikke jeg- men vi-centreret.

Den endnu manglende jeg-centrering bevirker, at selvom mennesket nu er vågnet mere op af sin søvn, har det stadig et drømmeagtigt opmærksomhedsniveau sammenlignet med det mentale menneskes vågenhed. Vågen opmærksomhed forudsætter udviklingen af et jeg. Det mytiske jeg-løse menneske har som nævnt fået en vis tidsopfattelsesevne, men mangler endnu evnen til rumlig perspektivering, og Gebser kalder derfor den mytiske tidsalder for u-perspektivisk.

Den mental-rationelle struktur

Hvor det mytiske menneske opdagede tiden i dens cykliske form, opdager det mentale menneske det 3-dimensionale rum og dermed perspektivet. Tid opfattes nu i en abstrakt, lineær og irreversibel form, der lader sig måle med ure. Det mentale menneske opsplitter og analyserer alting for at komme til en nærmere forståelse, og herved rives de mytiske polariteter fra hinanden med dualisme til følge.

Den mentale eller rationelle bevidsthedsstruktur havde sit afgørende gennembrud i jødiske stammer ca. 1225 år f.Kr., i Kina (Kung-Fu-Tse), Indien (Buddha) og Grækenland ca. 500 år f.Kr. og her i Nord-Europa under renæssancen, da den græske filosofi og kultur genfødtes (start ca. år 1250 og kulmination ca. år 1400-1500). Overgangen fra det mytiske til det mentale er en overgang fra 2-dimensionalitet til 3-dimensionalitet, da den kredsende billeddannelse mellem 2 komplementære og korresponderende poler med opdagelsen af rummet erstattes af et 3-dimensionalt perspektiv.

At den mental-rationelle struktur er ved at have udtømt sine muligheder i dag, skyldes dens store succes: Den trænger ikke til ophævelse, fordi den er blevet forkert, men fordi den har bragt mennesket ind i en blindgyde.

Den rationelle strukturs største defekt er, at den påberåber sig autoritet og autonomi i forhold til de andre strukturer. Den søger at bibringe mennesket almægtighed gennem teknologisk udvikling, men da denne almagt hører andre strukturer til, er dens projekt ørkesløst. Det rationelle søger eksempelvis forståelse af universets opbygning ved at se udsnit af det gennem vældige teleskoper, men det magiske menneske kunne uden udsynsbegrænsninger “se” universet og “vidste” alt om det.

Løsningen på det rationelles overeksponering er ikke at skrue tiden tilbage og skrotte alle vore forbrugsgoder, der jo på godt og ondt primært er et resultat af rationalitetens virksomhed, men vi må i stedet finde en ny ligevægt på et højere niveau: det integrale.

Den integrale struktur

Den integrale struktur opdager, opsamler, konkretiserer og ekspliciterer de forskellige bevidsthedsstrukturer og integrerer dem med den rationelle, således at ingen har forrang fremfor andre. Strukturernes integration er ikke en betegnelse for deres summering, men udtrykker i stedet en proces, hvorved de kommer til at udgøre en helhed, der ikke blot kan reduceres til sine komponenter.

Selvom der er tale om en ny bevidsthedsstruktur, så er der primært tale om en opdagelse og integration af de fire tidligere strukturer. Disse må genopleves . Det må opdages, at det arkaiske, magiske og mytiske ikke blot er udtryk for tidligere og nu forladte bevidsthedsniveauer, men at de som mere eller mindre latente strukturer stadig er tilstede i den menneskelige bevidsthed. Deres nutidighed skal opdages.

Ved at integrere alle tidligere bevidsthedsniveauer sker en tilbagevenden til enheden med altet: den mentale tidsalders fremmedgørelse ophører. Denne tilbagevenden er dog ikke en regression til det arkaiske opmærksomhedsniveau, for de efterfølgende ved plusmutation vundne bevidsthedsstrukturer og tilhørende evner og opfattelser bibeholdes. Men oprindelsen opdages og assimileres i bevidstheden.

Det integrale menneske er med mutationen fra jeg-bevidsthed til Sig-bevidsthed blevet jeg-fri, hvilket vil sige at have råderet over jeg’et, således at man ikke er afhængig af det, men kan fravælge eller tilvælge det, som man har lyst. Den integrale struktur er aperspektivisk eller multiperspektivisk, hvilket vil sige, at den både evner at se et objekt fra alle perspektiver, som allestedsnærværende, men også uden perspektiv.

Når det er muligt at tænke eller erfare aperspektivisk, bliver det tænkte eller erfarede gennemsigtigt, transparent. Den integrale person er bevidst om sine iboende strukturer og deres indvirkning på hendes/hans liv og skæbne; de er blevet gennemsigtige for hende/ham. Denne indsigt benyttes til at blive i stand til at overvinde strukturernes mangelfulde fremtrædelsesformer, således at de optræder ligevægtige og modne. Den integrale bevidsthed er begyndt at vise sig indenfor mange forskellige områder; kunst, musik, litteratur, psykologi, matematik, fysik, biologi, filosofi, socialvidenskaber, jura og arkitektur.

 

 

Eksempler

Nogle af de tidligste mennesker, som nåede til den integrale bevidsthedsstruktur i tanke og handling, var Buddha og Jesus.

I den tidlige renæssance var kunstmalerne noget famlende mht. at få det rumlige perspektiv ind i billedet, og siden 1880’erne har visse kunstmalere mere eller mindre famlende forsøgt at integrere tiden i billedet. Den integrale “gennemsigtighed” er meget tydelig i kubistiske malerier, hvor de afbildede genstande udfoldes, således at de simultant lader sig beskue fra flere synsvinkler. I flere af Pablo Picassos (1881-1973) og Georges Braques (1882-1963) malerier og tegninger ses det afbillede fra flere forskellige tidslige og rumlige positioner. En person afbildes således på én gang både i profil og forfra, og i landskabsmalerier kan skyggerne angive forskellige tidspunkter.

I fysikken ses aperspektivitetens frembrud på mange områder. Den atomare verden lader sig ikke beskrive med begreber, som vi normalt bruger til at beskrive vores virkelighed med, men lader sig kun matematisk behandle. Et matematisk udtryk er selvfølgelig noget mentalt, men at matematikken er blevet abstrakt og ikke længere lader sig anskueliggøre mentalt er et udtryk for en begyndende aperspektivitet. Andre eksempler er relativitetsteorierne og kvanteteorien.

I psykologien ses frembruddet af det aperspektiviske også på flere områder. Freuds psykoanalyse afdækker en noget anderledes tidsopfattelse i drømme, end der gør sig gældende i vågen tilstand. Jungs Individuationsteori, som har konstitutionen af et Selv som mål, udtrykker en bestræbelse på at overvinde den dualisme, der består mellem det ubevidste og det bevidste.

At den menneskelige bevidsthed står overfor et spring bekræftes ydermere af den såkaldte transpersonlige psykologi, der kan defineres som en psykologi, der udforsker og kortlægger bevidsthedens videre udvikling, når jeg’et i sin individuationsproces er helt udfoldet. Psykologiske og filosofiske studier af bevidstheden er farvet af kulturel baggrund og eksplicitte så vel som implicitte, ubestridte, grundantagelser, og disse influerer på, hvad der iagttages.

Således er der stor forskel på østlige og vestlige bevidstheds-opfattelser og psykologisk metodik. Transpersonlig psykologi tilstræber at transcendere kulturelle barrierer, især mellem Østens og Vestens bevidsthedssyn, ved at søge en helhedsopfattelse, der integrerer de forskellige tilgange.

 

Udviklingen fortsætter

Som det er blevet klart, har den menneskelige opmærksomhedsevne undergået en vældig forvandling gennem tiden, og der er ingen grund til at tro, “at historien er slut”, at vi ikke udvikler vores bevidsthed yderligere. Som den mentale strukturs frembrud i renæssancen ledsagedes af et skift fra platonisk til aristotelisk filosofi, vil fremkomsten af den integrale struktur uden tvivl ledsages af et erkendelsesteoretisk skift. Nogle forskelligheder mellem det mentale og det integrale bevidsthedsstruktur kan anskueliggøre hvad vi øjensynelig er på vej til at bevæge os ind i:

Mental-rational:	Integral:
Selvbevidsthed	Frigørelse fra “Jeg’et”
Ego-opfyldelse	Ego-transcenderen
Søgen efter perfektionisme	Lykken i nuet
Optagelse af og frygt for tiden	Ophævelse af tiden
Fortid eller fremtid orienteret	Orienteret mod nuet
Intolerance	Munter tolerance
Kontrol	Selvstyre
Observerende bevidsthed	Deltagende bevidsthed
Lærdom	Forståelse, visdom
Skyldfølelse	Frigørelse fra Superegoet
Falde ind og ud af kærligheden	At være kærlighed
Entydig	Flertydig
3-dimensionalitet	0- eller multiperspektivisk

 

VIL DU VIDE MERE

Umiddelbar har begrebet relation til den personlige spirituelle udviklingsvej, der behandles af flere omgange her på NetSpirit. Overordnet ses på den spirituelle udvikling i “Den spirituelle udvikling” og mere specifikt behandles det i “Chakra”. Mere indirekte har begrebet relationer til de emner, der beskæftiger sig med hvorledes vi mennesker modtager åndelig vejledning og beskyttelse fra universet. Dette behandles eksempelvis i afsnit om “Engle” og afsnit om “De opstegne mestre”.

 

Stil spørgsmål om den 5. dimension

Det er gratis og nemt – Stil et spørgsmål