Altamira Grotten

Altamira Grotten i Santander provinsen – ved Altamira i bjergene i det nordlige Spanien – blev opdaget af spanieren Grev Marcelino de Sautuola i 1878 . Forinden havde der i mange år verseret rygter om huler med dyretegninger. Greven, som var ivrig amatør arkæolog, havde i flere år forinden undersøgt nogle klippehuler i Santander provinsen uden at finde noget særligt. I 1875 besøgte han første gang området, men fandt ikke noge usædvanligt. Men da han i 1878, vendte tilbage sammen med sin 10 årige datter Maria , opdagede han ved et tilfælde hulemalerierne. Efter sigende var det grevens datter, som først opdagede malerierne.

l 1880 offentliggjorde han sit fund. Først ville den etablerde videnskab dog ikke anerkende hulemaleriernes ægtehed. Man mente ikke, at disse utroligt velbevarede malerier kunne være op i mod 20,000 år gamle. Det gik endda så vidt, at Grev Marcelino de Sautuola blev beskyldt for selv at have udført hulemalerierne. Efterhånden, som der blev opdaget andre huler med malerier, måtte den etablerde videnskab dog bøje sig og anerkendte efterhånden malerierne i Altamira Grotten som ægte.

Der er indtil i dag fundet og registeret omkring 300 huler i syd og central Europa med hulemalerier og andre kunstgenstande fra istiden, som er op mindst 30,000 år gamle. Foruden de velkendte fundsteder i Frankrig & Spanien, er der også fundet hulemalerier i øst og Centraleuropa.

Altamira Grotten

Grotten i Altamira, Spanien, der er et af de mest kostbare kulturminder fra den ældre stenalder, er meget følsom overfor “menneskeforurening”. En præcis vurdering af det antal besøgende, grotten kan tåle, afhængig af de daglige klimaforhold, gør det i dag muligt at afværge denne skade. Dette forebyggende tiltag er frugten af et projekt, der er ledet af geologer, geokemikere og mikrobiologer i Europa, der sammen med de ansvarlige for disse steder har undersøgt fire forhistoriske områder i Spanien og Italien. De har undersøgt de besøgendes påvirkning samt effekten af forskellige lysforhold (lys øger mikroorganismers formering), påvirkninger af temperatur og det atmosfæriske tryk.

Det er i øvrigt ikke kun Altamira grotten, der er meget følsom overfor “menneskeforurening”. Man opdagede Lascaux hulen i Frankrig i 1940, og i 1948 besluttede man at åbne hulen for publikum. Allerede efter 15 års besøg, måtte man lukke hulen for besøg, fordi malerierne var ved at blive opløst p.g.a. øget tilstrømning af kuldioxid forårsaget af menneskers ind og udånding. I stedet opførte man i 1984 en nøjagtig kopi af hulen Lascaux II tæt på den oprindelige, med kopier af hulemalerierne, som næsten er identiske med de originale. Den originale Lascaux hule er ikke længere tilgængelig for offentligheden og er forbeholdt huleforskere.

Altamira Grotten