Den yngre Edda
SNORRIS EDDASAGN

Oversat fra oldnordisk af Thøger Larsen
Udgivet 1928

 

 

Forfatterens indledning

Denne Oversættelse er bygget over tre Udgaver af Grundteksten, især Sveinbjørn Egilssons “Edda Snorra Sturlusonar” (Reykjavik 1848-49), der giver den fuldstændigste Tekst, men ikke angiver Varianter, dernæst “Die prosaische Edda im Auszuge” ved Ernst Wilken (Paderborn 1912), der giver en fyldig Variantfortegnelse og en velredigeret Tekst, der egentlig indeholder alt, hvad der er fornødent for en Oversættelse, dog udelader den Snorris Fortale ligesom alle Skjaldecitaterne i Skáldskapermál er udeladt; til Gengæld indeholder Bogen Vålsunga-saga og Nornagests-tháttr; endelig Finnur Jónssons “Snorri Sturluson: Edda” (København 1900), ogsaa med en velredigeret Tekst, men med Udeladelse af enkelte formentlig uægte Afsnit samt med ufuldstændig Variantfortegnelse.

Ved nærværende Oversættelse er der set bort fra al Tekstkritik ligesom ved Oversættelsen af den ældre Eddas Gudekvad og af de samme Grunde.

Skjaldeversene i “Skjaldskabslæren” har jeg for Størstedelen udeladt, da de i Reglen ikke supplerer noget i Sagnfremstillingen og de fleste af dem på Grund af deres Kenninge-Kunstsprog og kunstlede Stil overhovedet er vanskelige at tyde og i en direkte Gengivelse som oftest heller ikke indeholder noget af særlig digterisk Interesse for vor Tid. I den Henseende danner de den besynderligste Modsætning til de egentlige Eddakvad. I enkelte Tilfælde har jeg dog gengivet Skjaldevers, enten hvor de supplerede Fortællingen eller syntes mig at kunne gengives med noget af deres oprindelige digteriske Virkning eller som Prøver på denne Digtnings Karakter. Dog er overalt Kunstudtrykkene tillempede henimod større Forstaaelighed, ligesom Ordsammenhængen er ordnet mest mulig efter naturlig Nutidsdansk.

Lemvig, Februar 1925. THØGER LARSEN.

SNORRIS EDDASAGN

Del I:

Snorri Sturlusons Fortale

De i kantparantes satte Afsnit
findes kun i Codex Wormianus.

GUD DEN ALMÆGTIGE skabte i Begyndelsen Himmel og Jord og alle de Ting, som er i dem, og sidst to Mennesker, Adam og Eva, fra hvem Slægterne er komne, og deres Slægt formeredes og spredtes over al Verden. Og da Tiderne led frem, blev Menneskeslægten uensartet, somme var gode og rettroende, men mange flere vendte sig til Verdens Fristelser og ringeagtede Guds Bud. Og derfor druknede Gud Verden i en Søgang og alle Verdens levende Væsner undtagen dem, som var med Noa i Arken. Efter Noafloden levede der 8 Mennesker, som befolkede Verden, og fra dem stammede Slægter, og det blev igen som før, at da Verden formeredes og bebyggedes, da hængte Menneskenes store Mængde ved Rigdom og Ære og forsømte Lydighed mod Gud. Og saa vidt gik det, at de ikke vilde nævne Gud.

Og hvem kunde da fortælle deres Sønner om Guds Undergerninger? Det gik saa vidt, at de glemte Guds Navn, og Verden rundt fandtes ikke den Mand, der kunde fortælle om sin Skaber. Men ikke desmindre skænkede Gud dem jordiske Gaver, Rigdom og Lykke, som skulde følge dem i Verden. Han uddelte ogsaa Visdommen, saa at de forstod sig på alle jordiske Ting og alt særegent, de maatte se i Luft og på Jord. Da tænkte de og undrede sig over, at Jorden og Dyrene og Fuglene havde samme Væsen i somme Henseender, men dog var af ulige Beskaffenhed. En Særegenhed var det, at gravede man ned i Jorden på høje Fjældtinder, vældede der Vand op, og man behøvede ikke at grave længere ned efter Vand end i de dybe Dale; det er ogsaa saaledes med Dyr og Fugle, at der er lige langt til Blods i Hovedet og i Fødderne. En anden Særegenhed ved Jorden er, at hvert Aar vokser der Græs og Blomster på Jorden, og samme Aar falder det altsammen og visner.

Ligeledes ved Dyr og Fugle, at Fjer og Haar vokser på dem og falder af igen hvert Aar. En tredje Særegenhed ved Jorden er, at naar den aabnes og graves, gror der Græs på dens øverste Muld. Fjeld og Sten sammenlignede de med de levendes Tænder og Knogler. Af dette sluttede de, at Jorden maatte være levende og havde Liv af en eller anden Beskaffenhed. Og de begreb, at hun maatte være umaadelig gammel af Aar og mægtig af Væsen. Hun fødte alt levende, og hun tog alt i sig, som døde; derfor gav de hende Navn og optalte deres Slægtled tilbage til hende. Ligeledes spurgte de af deres gamle Slægtninge, at gennem mange Hundrede Vintre havde der været samme Jord og Sol og Himmellegemer, men Himmellegemernes Gang var uens, somme havde længere Gang end somme.

Af disse Omstændigheder skønnede de, at nogen maatte være Himmellegemernes Styrer, som indrettede deres Gang efter sin egen Vilje, og han maatte være mægtig og vældig. Og det gik de ud fra, at dersom han raadede for Elementerne, maatte han ogsaa have været til førend Himmellegemerne, og de indsaa, at hvis han raadede for Himmellegemernes Gang, maatte han tillige raade for Solens Skin og Himlens Dugg og Jordens Afgrøde, som fremkaldes deraf. Og ligeledes Luftens Vinde og Søens Storm. De vidste ikke, hvor hans Rige var, men dog troede de, at han styrede alle Ting på Jorden og i Luften, Himlen og Himmellegemerne, Søen og Vindene. Men for lettere at kunne fortælle derom eller fastholde det i Mindet, saa gav de mellem sig selv alle Ting Navne. Denne Tro har i mange Henseender ændret sig, eftersom Folkene delte sig og Sprogene forgrenede sig.

I sin Alderdom skiftede Noa Verden mellem sine Sønner. Han overlod Kam den vestlige Del, Jafet den nordlige Del og Sem den sydlige Del, den siden bibeholdte Tredeling af Verden. I den Tid, da disse Mænds Sønner var i Verden, voksede Begæret efter Rigdom og Anseelse, fordi man da fandt på mange Kunstfærdigheder, som ikke før var set, og enhver ophøjede sig efter sin Bedrift. Og saa vidt gik de i deres Overmod, at Affrikanerne, Kams Ætlinge, hærgede i den Verdensdel, som deres Frænder, Sems Efterkommere, beboede. Og da de havde overvundet dem, mente de ikke at kunne nøjes med Verden, men dannede på den Slette, som kaldes Senniar, et Taarn af Tegl og Grus, som de havde i Sinde at bygge helt op til Himlen.

Og da dette Bygværk var naaet saa vidt, at det ragede godt op i Vejret, og da de ikke desto mindre havde Lyst til at fortsætte Arbejdet, og da Gud ser, hvorledes deres Overmod raser højt, da ser han, at han bliver nødt til at slaa det ned på en eller anden Maade. Og den Gud, som formaar alt og kunde slaa alt deres Værk ned i et Øjeblik og forvandle dem selv til Støv, vilde dog hellere, for at de maatte erkende deres Ringhed, ødelægge deres Forehavende på den Maade, at ingen af dem forstod, hvad den anden sagde. Og derfor vidste ingen af dem, hvad den ene befalede den anden, og den ene brød det ned, som den anden vilde bygge op, indtil de blev splidagtige med sig selv, og derfor ødelagdes hele deres Plan til Taarnets Opførelse. Og han, som var den ypperste, hed Zoroastres, han lo, inden han græd, da han kom til Verden, og Bygmestrenes Antal var 72, og saa mange Sprog har siden bredt sig over Verden, efterhaanden som Kæmperne siden delte Landene mellem sig og Folkene formeredes.

Samme Steds var opført en overmaade berømt Borg, som havde fået Navn efter Taarnet og blev kaldet Babilon. Og da Sprogforvirringen var sket, da øgedes saaledes Navnene på Mennesker og Ting, at samme Zoroastres havde mange Navne, og skønt han maatte forstaa, at hans Overmod var stækket gennem nævnte Byggen, saa forfremmede han sig dog i verdslig Ære og lod sig tage til Konge over mange assiriske Folk. Fra ham opstod Afgudsdyrkelsens Vildfarelse, og da der blev blotet til ham, blev han kaldet Baal, hvad vi kalder Bel; han havde ogsaa mange andre Navne.

Og i samme Forhold, som Navnene forøgedes, formindskedes Sandheden, og fra den første Vildfarelse fulgte hver Mand sit Forbilledes Eksempel og blotede til Dyr eller Fugle, Luften og Himmellegemerne og forskellige dødelige Ting, indtil denne Vildfarelse gik over hele Verden. Og saa fuldstændig svækkede de Sandheden, at ingen vidste noget om sin Skaber uden alene de Mennesker, som talede det ebreske Sprog, de, som var før Taarnbyggerne. Og dog forringedes ikke de legemlige Gaver, som var dem givet. Men de opfattede alle Ting med jordisk Forstaaelse, fordi der ikke var givet dem aandelig Visdom. Saaledes mente de, at alle Ting var forarbejdede af et eller andet Emne.

Verden blev delt i tre Dele:

Lodden fra Syd mod Vest og indtil Midjords-Søen blev kaldet Affrika, og den sydlige Del heraf er hed og brændt af Solen. Den anden Lod fra Vest og til Nord og indtil Havet er kaldet Evropa eller Enea; den nordre Del deraf er kold, saa intet Græs vokser, og ingen kan bo der. Lodden fra Nord og over Østredelen helt mod Syd kaldes Asia; i denne Verdensdel er al Slags Herlighed og Pryd og Jorden fuld af Frodighed, og der er Guld og Ædelstene; dér er ogsaa Midverden, og ligesom Jorden dér er fagrere og bedre skikket end andre Steder, saaledes var ogsaa Menneskene dér bedst udrustet med alle Gaver, Visdom og Kraft, Fagerhed og al Kunnen.

Nær ved Verdens Midte var opført det Hus og Herberge, som har været allermest berømmet, det, som kaldes Troja, i det Land, som vi kalder Tyrkland. Dette Sted var meget større anlagt end andre og med mere Kunstfærdighed på mange Maader ved Hjælp af Bekostning og tilstedeværende Forraad. Der var 12 Kongedømmer og en Overkonge, og der laa mange Folkelande til hvert Kongedømme. Der var i Borgen 12 Hovedbefalingsmænd. Disse Høvdinger har været forud for alle Mennesker, som var før i Verden, i alle Manddoms-Egenskaber; alle lærde Mænds Vidnesbyrd om dem stemmer godt overens i, at alle Øverster i den nordlige Verdensdel tæller deres Ætter tilbage til dem og sætter alle, som var Stadens Overhoveder, i Gudernes Rækker, navnlig for Eksempel regner de selve Priamus for Odin. Det er ikke saa underligt, fordi Priamus nedstammede fra Saturnus, som den nordlige Verdensdel i lang Tid troede havde været selve Gud.

Denne Saturnus voksede op på den Ø i Grikklandshavet, som hedder Krit; han var større og stærkere og skønnere end andre Mænd. Saavel hans Visdom som andre Naturgaver overgik alle Menneskers. Han opfandt ogsaa mange hidtil ukendte Kunstfærdigheder og dyrkede meget den Idræt, som kaldes de onde Aanders Kunst, saa han vidste forud tilkommende Ting. Han fandt ogsaa i Jorden den Malm, hvoraf han smeltede Guld. Ved den Slags Ting blev han snart mægtig. Han forudsagde ogsaa Aarets Gang og mange andre skjulte Ting. Og af disse og mange flere Aarsager tog man ham til Høvding over Øen. Og da han havde styret den en liden Tid, blev der ret snart gode Aar i enhver Henseende; man benyttede heller ikke andre Penge end Guldpenge, saa meget Guld fandtes der. Og selv om der var Uaar i andre Lande, var der aldrig Uaar der på Øen, men der kunde man søge alle de Ting, man havde Brug for. Og på Grund af, at han besad disse og mange andre usynlige Kræfter, ansaa man ham for at være Gud, og deraf opstod andre Vildfarelser mellem Krits Beboere og Makedonierne, ligesom fordum mellem Assirierne og Kaldeierne ved Zoroastre. Og da Saturnus finder, hvor megen Styrke Folket tyktes at have af ham, da lader han sig kalde Gud og anse for Himlens og alle Tings Styrer.

Engang fôr han med Skib til Grikkland, fordi der var en Kongedatter, som han havde Lyst til. Han opnaaede hende på den Maade, at en Dag, da hun var ude med sine Tjenestepiger, påtog han sig en Tyrs Skikkelse og laa på Lur efter hende i Skoven, og han var saa skøn, at der laa Guldskær på hvert af hans Haar. Og da Kongedatteren saa ham, klappede hun ham over Mulehaarene. Han sprang op og krængede Tyreskikkelsen af sig, tog hende i sin Favn, bar hende til Skibet og sejlede hjem til Krit.

Dette opdagede Juno, hans Kone; han forvandlede hende da i Kvieskikkelse, sendte hende østpå mellem Flodarmene og lod hende bevogte af den Træl, som hed Argulus; der var hun 12 Maaneder, til han sejlede hende tilbage. Mange lignende eller endnu mærkeligere Ting gjorde han. Han havde tre Sønner, en hed Jupiter, en anden Neptunus, en tredje Plutus. De var alle de ypperste Foregangsmænd, og var Jupiter langt forud for de andre. Han var Stridsmand og erobrede mange Kongeriger; han var ogsaa snild som hans Fader og påtog sig forskellige Dyreskikkelser, og derved gjorde han meget, som det er almindelige Mennesker umuligt at gøre. Og på Grund af sligt og andre Ting frygtede alle Folk ham. Derfor er Jupiter regnet for Tor, hvem alle Uvætter frygter.

Saturnus lod i Krit opføre 72 Borge, og da han tyktes sig fuldfærdig i sit Rige og regnede sig for Gud, delte han med sine Sønner og tildelte Jupiter Himmerige, Neptunus Jorderige og Plutus Helvede. Da denne sidste Lod syntes ham mindst attraaværdig, gav han Plutus sin Hund, som han kaldte Serberus, til at holde Vagt ved Helvede. Denne Serberus, siger Grikkerne, skal Erkulus have draget af Helvede og op i Jorderige. Men skønt Saturnus havde tildelt Jupiter Himmerige, begærede han ikke desto mindre at tilegne sig Jorderige, og han anfaldt nu sin Faders Rige, og det fortælles, at han lod ham tage og gilde, og for sligt Storværk siger han sig at være Gud, og Makedonierne siger, at han lod tage Lemmet og kaste ud i Havet, og de troede i lang Tid, at der var opstaaet en Kvinde deraf; hende kaldte de Venus og satte hende i Guderækken, og Venus er altid siden kaldet Elskovsgudinde, fordi de troede, hun var i Stand til at stemme alle Hjerter til Kærlighed, Karles og Kvinders.

Da Saturnus var gildet af sin Søn Jupiter, flyede han østen af Krit og til Italia; der boede dengang de Folk, som ikke arbejdede, men levede af Agern og Urter og opholdt sig i Klippe- eller Jordhuler. Og da Saturnus kom der, da skiftede han Navn og kaldte sig Njård, fordi han da mente, at hans Søn Jupiter vanskeligere kunde opspore ham. Han lærte først Menneskene at pløje og plante Vingårde. Der var god og fugtig Jord og oprandt snart frodige Aar. De tog ham til Høvding, og saaledes kom han i Besiddelse af dette velordnede Rige og lod der opføre mange Borge.

Jupiter, hans Søn, havde mange Sønner, som Slægter nedstammer fra: hans Søn var Dardanus, hans Søn Herikon, hans Søn Tros, hans Søn Ilus, hans Søn Lamedon, Fader til Hovedkongen Priamus. Priamus havde mange Sønner; en af dem var Ektor, som har været den berømteste af alle Mænd i Verden for Styrke og Vækst og alle de ridderlige Slægters mandige Kunster. Og det er skrevet, at da Grikker og alle den nordlige og østlige Verdensdels Styrker kæmpede mod Trojamændene, da var disse aldrig blevet overvundne, hvis ikke Grikkerne havde påkaldt Guderne, og det hed sig, at ingen menneskelig Magt kunde besejre dem, hvis ikke de blev svegne af deres egne Mænd, som det siden skete.

Og på Grund af deres Berømmelse gav senere Tiders Mænd sig deres Æresnavne, og i Særdeleshed Romerne, som i mange Henseender har været de berømteste Mænd efter deres Dage. Og det siges, at da Roma var fuldført, indrettede Romerne deres Sæder og Love saa nær som muligt efter dem, som deres Forfædre Trojamændene havde haft. Og saa megen Kraft fulgte disse Mænd, at mange Tider senere, da Romerhøvdingen Pompejus hærgede i den østlige Verdensdel, flyede Odin ud af Asien og hid til den nordlige Verdensdel, og da gav han sig og sine Mænd deres Navne og fortalte, at Priamus havde heddet Odin og hans Dronning Frigg, og at efter hendes Navn blev Riget siden opkaldt og hed Frigia, der, hvor Borgen laa. Og hvad enten Odin sagde dette til Ros for sig selv eller det var en Følge af Sprogskiftet, har dog mange lærde Mænd holdt det for sandfærdige Sagn, og i lang Tid efter tog hver stor Høvding sig det til Forbillede.

En Konge i Troja hed Munon eller Mennon; han havde ægtet Hovedkongen Priamus’ Datter, som hed Troan; de havde en Søn, som hed Tror; ham kalder vi Tor. Han opfødtes i Trakien hos den Hertug, som kaldtes Lorikus. Men da han var ti Vintre gammel, modtog han sin Faders Vaaben. Mellem andre Mænd virkede hans Skikkelses Skønhed som Elfenben indlagt i Eg. Hans Haar var fagrere end Guld. Da han var 12 Vintre, havde han sin falde Styrke. Da løftede han 10 Bjørneskind på eengang, og da dræbte han Hertug Lorikus, sin Fosterfader, og dennes Kone Lora eller Glora, og bemægtigede sig Riget Trakien; det kalder vi Trudhjem. Da for han vide om Land og undersøgte alle Verdensdele og sejrede ene Mand over alle Bersærker og alle Kæmper og en vældig stor Drage og mange Dyr.

I den nordlige Verdensdel fandt han den Spåkvinde, som hed Sibil og som vi kalder Sif, og fik hende. Ingen kan nævne Sifs Æt. Hun var skønnest af alle Kvinder, hendes Haar var som Guld. Deres Søn var Loridi, der lignede sin Fader; hans Søn var Ejnridi; hans Søn Vingetor, hans Søn Vingener, hans Søn Moda, hans Søn Magi, hans Søn Seskef, hans Søn Bedvig, hans Søn Atra, som vi kalder Annan; hans Søn Itrmann, hans Søn Heremod, hans Søn Skjaldun, som vi kalder Skjold; hans Søn Bjaf, som vi kalder Bjar; hans Søn Jat, hans Søn Gudolf, hans Søn Finn, hans Søn Frjallaf, som vi kalder Fridlejf, han havde den Søn, som er nævnt Vodin, ham kalder vi Odin; han var en berømt Mand for sin Visdom og alt sit Forehavende. Hans Kone hed Frigida, som vi kalder Frigg.

Odin havde Spådomsevne, ligeledes hans Kone, og ved denne Kundskab fandt han, at hans Navn vilde blive bevaret i den nordlige Verdensdel og hædret frem for alle Kongers. Af den Grund fik han Lyst til at iværksætte sin Rejse fra Tyrkland, og han havde med sig en stor Skare, gamle og unge Mennesker, Karle og Koner, og de havde mange kostelige Ting med sig. Og hvor de fôr over Land, der blev sagt meget berømmeligt om dem, saa de syntes ligere Guder end Mennesker. Og de stansede ikke på Færden, førend de kom mod Nord i det Land, som nu hedder Saxland; der dvælede Odin en lang Stund og bemægtigede sig i vidt Omfang dette Land.

Der indsatte Odin til Landeværnere 3 af sine Sønner, af hvilke een hed Vegdeg, han var en mægtig Konge og raadede over Øst-Saxland. Hans Søn var Vitrgils; hans Sønner var Pitta, Hejngests Fader, og Sigar, Fader til Svepdeg, som vi kalder Svipdag. Odins anden Søn hed Beldeg, som vi kalder Baldr, han ejede det Land, som nu hedder Vestfal; hans Søn var Brand, hans Søn Frjodigar, som vi kalder Frodi; hans Søn var Freovit, hans Søn Yvig, hans Søn Gevis, som vi kalder Gave. Odins tredje Søn hed Seggi, hans Søn Verir; deres Efterkommere raadede over Jet, som nu kaldes Frakkland, og er derfra den Æt kommen, som hedder Vålsunger. Fra alle disse er store og mange Slægter komne.

Saa foretog Odin sig sin Færd mod Nord og kom til det Land, som de kaldte Rejdgoters Land, og satte sig i det Land i Besiddelse af alt, hvad han vilde have. Han satte over dette Land sin Søn, som hed Skjold, hans Søn hed Fridlejf; derfra er den Æt kommen, som hedder Skjoldunger, det er Daners Konger. Og det hedder nu Jotland, som dengang kaldtes Rejdgoters Land.

Derefter fôr han mod Nord til det Land, som nu hedder Svitjod; der var den Konge, som hed Gylfi. Og da han hørte, at Asiamændene, som kaldtes Aser, nærmede sig, drog han dem i Møde og tilbød, at Odin skulde have den Magt, som han vilde, i hans Rige. Og saadan Lykke fulgte deres Færd, at hvor de dvælede i Landene, der var der godt Aar og Fred, og alle troede, de raadede derover. De fornemme Mænd saa, at de ikke lignede andre Mennesker, som de havde set, i Skønhed og Visdom. Odin fandt Sletterne og Landsforholdene der smukke, og han valgte sig en Borggrund, som nu hedder Sigtun. Der indsatte han Høvdinger efter Trojas Mønster, satte 12 Høvedsmænd i Staden til at dømme efter Landslov, og saaledes ordnede han al Ret, ligesom før i Troja og efter Tyrkernes Skik.

Derefter fôr han mod Nord, indtil han mødte det Hav, som de mente omspændte alle Lande, og der satte han sin Søn over det Rige, som nu hedder Noreg. Han hed Sæming, og Noregskongerne regner deres Ætter tilbage til ham, og ligeledes Jarler og andre fornemme Mænd, som det hedder i Haleygs-Tælling. Og Odin havde med sig den af sine Sønner, som hed Yngvi og var Konge i Svitjod efter ham; fra ham stammer de Ætter, der kaldes Ynglinger. Aserne tog sig Kvinder der indenlands og nogle ligeledes til deres Sønner, og disse Ætter blev saa talrige, at over Saxland og ud derfra over den nordlige Verdensdel spredte de sig saaledes, at deres Sprog, Asiamændenes, blev Hjemmesprog over alle disse Lande. Og deraf, at deres Slægtregistre er skrevne, tykkes man at kunne skønne, at disse Navne har fulgt dette Sprog, samt at Aserne har ført Sproget med sig her nord i Verden, i Noreg og i Svitjod, i Danmark og i Saxland. Og i England er der fordums Lands- og Stednavne, som, saavidt man kan skønne, stammer fra et andet Sprog end dette.

Gylfis forblændelse

I.

KONG GYLFI regerede i det Land, som nu hedder Svitjod. Det fortælles om ham, at han i et af sine lystige Luner gav en omrejsende Kvinde en “Plovsland” i sit Rige, saa stort som fire Okser kunde pløje løs på en Dag og en Nat. Denne Kvinde var af Asernes Slægt og hed Gefjun. Hun tog fire Okser nord fra Jåtunhejm, de var hendes Sønner med en Jætte; dem spændte hun for Ploven; og Ploven gik saa tungt og dybt, at Landet løsnedes. Okserne trak dette Land vestpå ud på Havet og stansede i et Sund. Der lagde Gefjun Landet og gav det Navn, hun kaldte det Selund. Og der, hvor Landet var fjernet, blev der et Vand, det, som nu kaldes Lågen i Svitjod. Og Lågen har Vige, der svarer til Næssene i Selund. Saaledes siger Bragi Skjald den gamle:

Gefjun drog fra Gylfi
glad med Haand på Ploven
Danmarks Vækst, saa Dampen
drev fra Dyrekroppe.
Fire Oksepander,
otte Pandemaaner
saas dengang den grønne
Græssets Ø de løsned.

Kong Gylfi var en vis og trolddomskyndig Mand. Det undrede ham, at Asafolket var saa kyndigt, saa alt gik efter dets Vilje. Han grundede over, om dette kunde skyldes Asernes eget Væsen, eller om det skyldtes Kræfter hos de Guder, de ofrede til. Han rejste da til Asgård, men under Forklædning og i Skikkelse af en gammel Mand for at være ukendt. Men Aserne var saa meget visere, som de havde Spådomsevne. De saa hans Færd, før han kom, og modtog ham med Synforblændelser. Da han kom ind i Borgen, saa han der en Hal saa høj, at han næppe nok kunde se over den. Taget på den var lagt af gyldne Skjolde på samme Maade som Spåntag. Tjodolf fra Hvini siger ligeledes, at Valhal var skjoldtækket:

Paa Ryggen lod de blinke (stenede blev de)
Svafnirs Salbark, de snilde Krigsmænd.

Gylfi saa en Mand i Hallens Dør, han legede med Haandsværd og havde syv i Luften på eengang. Denne Mand spurgte først om hans Navn. Han kaldte sig Gangleri og sagde, at han var kommen ad vildsomme Stier og bad om at maatte opholde sig der om Natten, samt spurgte om, hvem der ejede Hallen. Manden svarer, at Hallen tilhørte deres Konge, og sagde: “Jeg skal ledsage dig, saa du kan få ham at se, saa kan du selv spørge ham om, hvad han hedder”. Manden gik saa foran ham ind i Hallen, han fulgte efter, og straks blev Døren lukket i Hælene på ham.

Der saa han mange Gulve og mange Mennesker, af hvilke nogle drak og andre kæmpede bevæbnet. Han kiggede omkring sig og fandt meget af, hvad han saa, mistænkeligt. Da fremsagde han:

Se dig om ved alle Døre,
inden du går ind.
Ingen kan vide, hvor Uvenner sidder
i Bo bænket.

Han saa tre Højsæder, det ene ovenover det andet, og i hvert af dem sad en Mand. Han spurgte om Høvdingens Navn. Den Mand, som havde ført ham derind, svarede, at Manden i det nederste Højsæde var Kongen og hed Har; han, som sad ovenfor, hed Jafnhar, og han, som sad øverst, hed Tridi. Da spurgte Har den ankomne, hvad Ærinde han ellers havde, og lovede, at han skulde få Mad og Drikke som alle andre der i Havis Hal. Manden siger, at først vil han spørge, om der er nogen kyndig Mand derinde. Har siger, at han skal ikke slippe helskindet ud, hvis han ikke er den kyndigste,

“og staa du frem, medens du spørger,
sidde skal den, der svarer”.

II.

Gangleri tog da saaledes til Orde: Hvem er den ypperste eller den ældste af alle Guder?” Har siger: “I vort Sprog hedder han Alfader, men i den gamle Asgård havde han tolv Navne: 1. Alfader, 2. Herran eller Herjan, 3. Nikar eller Hnikar, 4. Nikud eller Hnikud, 5. Fjålnir, 6. Oski, 7. Omi, 8. Biflindi, 9. Svidur, 10. Svidrir, 11. Vidrir, 12. Jalg eller Jalk”. Da spørger Gangleri: “Hvor er denne Gud? hvad mægter han? hvad har han øvet af Storværk?” Har siger: “Han lever i alle Tider og styrer hele sit Rige og er Herre over alle Ting, store og smaa”. Da indskød Jafnhar: “Han skabte Himlen, Jorden og Luften og alle deres Ting”. Og Tridi tilføjede: “Men det er hans største Værk, at han skabte Mennesket og gav det den Aand, som skal leve og aldrig forgaa, selv om Legemet raadner til Muld eller forbrænder fil Aske. Alle Mennesker, som har de rette Sæder, skal leve og være hos ham på det Sted, som hedder Gimle eller Vingolf. Men de onde Mennesker farer til Hel og derfra til Niflhel, som er nede i den niende Verden”. Gangleri spurgte: “Hvad gjorde han, førend Himmel og Jord blev skabt?” Dertil svarer Har: “Da var han hos Rimturserne”.

III.

Gangleri spurgte: “Hvad var Oprindelsen? hvorledes skete den? hvad var der før?” Har svarer: “Som det hedder i Vålvens Spådom:

Old var aarle, da der intet var,
ej var Sand, ej Sø, ej svale Bølger,
ej var Jorden og ej Himlen,
Gabet Ginnungi, men Græs ikke”.

Da sagde Jafnhar: “Mange Tider, før Jorden blev skabt, var Niflhejm bleven dannet, og i dens Midte ligger den Brønd, som hedder Hvergelmir. Derfra falder Floder med Navnene: Svål, Gunntra, Fjårm, Fimbultul, Slid og Hrid, Sylg og Ylg, Vid og Lejpt; Gjåll er nærmest Helgærdet”. Og Tridi sagde: “Først var der dog den Verden i Sydhælften, som hedder Muspell; den er lys og hed, ja luende og brændende, og ufør for dem, som er Udlændinge og ikke har hjemme der. Surt hedder han, som sidder ved Landets Ende til Landeværn, han har et luende Sværd, og ved Verdens Ende skal han drage ud og hærge, besejre alle Guderne og brænde hele Verden med Ild. Saaledes siges der i Vålvens Spådom:

Surt går sydfra med Skoves Vaade,
Valgud-Sol fra Sværdet skinner,
Grusbjerge ramler, Gyger tumler,
Mænd går hen ad Helvej, Himlen revner”.

IV.

Gangleri spurgte: “Hvad foregik der, før Ætterne blev til, og Menneskeslægten formerede sig?” Har svarede: “Da de Floder, som kaldes Elivager, var komne saa langt fra Udspringet, at Edderslammen, der fulgte dem, størknede, ligesom Sinter, der flyder fra Ilden, da blev denne Slam til Is. Og da Isen stansede sin Bevægelse, holdt Edderens Fugtighed sig derover og frøs til Rim. Rimen hobede sig op i Dynge over Dynge helt ind i Ginnungis Gab”. Jafnhar fortsatte: “Ginnungis Gab fyldtes i Egnen, som vendte mod Nord, med tunge og svære Masser Is og Rim, indeni var der Rusk og Slud, men den sydlige Del af Ginnungis Gab blev let af Mødet med de Gnister og Gløder, som fløj fra Muspellshejm”. Da sagde Tridi: “Ligesom der stod Kulde og al Slags Barskhed fra Niflhejm, saaledes var alt i Nærheden af Muspellshejm varmt og lyst. Ginnungis Gab var der saa let som blikstille Luft. Og da Rimen og Hedens Aande mødtes, saa Rimen smeltede og dryppede, livnedes de løsnede Draaber ved dens Kraft, som sendte Heden, og der opstod en Mandsskikkelse. Han blev kaldt Ymir, men Rimturserne kalder ham Aurgelmir. Fra ham er alle Rimtursernes Slægter komne, som det siges i Vålvens Spådom den korte:

Alle Vålver fra Vidolf stammer,
alle Troldmænds Ætter fra Vilmejd,
Sejdsydere fra Svarthåfdi,
alle Jætter er Ymirs Yngel.

Men siger Jætten Vaftrudnir saaledes:

hvor Aurgelmir af al den Yngel
først kom fra, kyndige Jætte?
Af Elivager stænked Edderdraaber,
de voksed og vorded til Jætte,
deraf er alle vore Ætter komne,
og derfor vrede og vrange”.

Da spurgte Gangleri: “Hvorledes formeredes Slægterne fra ham? Eller fremstod der flere Mennesker samtidig i Skabelsen? Eller anser du ham, du nu fortalte om, for Gud?” Har svarer: “Vi anser ham aldeles ikke for Gud, han var ond, og ligeledes alle hans Efterkommere, som vi kalder Rimturser. Det fortælles, at medens han sov, kom han til at svede; da voksede en Mand og en Kvinde frem under hans venstre Arm, og hans ene Fod avlede en Søn med den anden; derfra nedstammede Slægter, nemlig Rimturserne. Den gamle Rimturs kalder vi Ymir”.

V.

Gangleri spurgte: “Hvor boede Ymir? hvad levede han af?” Har svarer: “Næstefter, da Rimen dryppede, fremstod en Ko deraf, hun hed Audumla; der randt fire Mælkestrømme fra hendes Patter, og hun nærede Ymir”. Gangleri spurgte: “Hvad levede Koen af?” Har siger: “Hun slikkede Rimstenene, som var salte, og den første Dag, hun slikkede, kom ved Aften en Mands Haar frem af Stenen, den anden Dag Mandens Hoved, den tredje Dag hele Manden. Han kaldtes Buri; han var fager af Ydre, stor og mægtig. Han avlede den Søn, som hed Bor, og denne ægtede den Kvinde, som hed Bestla, Jætten Båltorns Datter. De fik tre Sønner, den ene hed Odin, den anden Vili, den tredje Ve. Og det er min Tro, at denne Odin og hans Brødre maa være Himlens og Jordens Styrere; vi mener, han maa kaldes saaledes, den Mand, som vi ved er den største og berømteste, og saaledes kan du vel ogsaa kalde ham”.

VI.

Gangleri spurgte: “Hvorledes samarbejdede de? hvem var mægtigst?” Dertil svarer Har: “Bors Sønner dræbte Jætten Ymir, men da han faldt, flød der saa meget Blod af hans Saar, at de druknede hele Rimtursernes Slægt deri, undtagen een, der undslap med sin Husstand; ham kalder Jætterne Bergelmir, han steg op i en Baad tilligemed sin Kone, i den frelstes de, og fra dem nedstammer Rimtursernes Slægter, som det siges her:

Utallige Aar før Aserne skabte
Jorden, blev Bergelmir baaren.
Det mindes jeg først, at den fortidsvise
Jætte blev bragt i Baaden”.

VII.

Gangleri spørger: “Hvad frembragte Bors Sønner da, siden du mener, de er Guder?” Har siger: “Derom er der ikke lidt at fortælle. De tog Ymir, flyttede ham midt ud i Ginnungis Gab og dannede Jorden af ham: af hans Blod Havet og Vandene, Jorden skabtes af Kroppen, Bjergene af Knoglerne, Sten og Grus af For- og Kindtænderne og af de brudte Knogler”. Jafnhar fortsatte: “Af det Blod, som randt af Saarene og flød frit, dannede de det Hav, hvormed de indhegnede og sammenholdt Jorden, og de lagde dette Hav i en Ring udenom den. De fleste Mennesker fandt det ufremkommeligt at rejse derover”. Da sagde Tridi: “De tog ogsaa hans Hovedskal og skabte Himlen deraf. Den satte de op over Jorden, fæstet ved fire Hjørner. Under hvert Hjørne satte de en Dværg; disse Dværge hedder: Austri, Vestri, Nordri, Sudri. Borssønnerne tog de Gnister, som fløj løst omkring og var udslyngede fra Muspellshejm, og satte dem midt på Ginnungis Himmel, baade foroven og forneden, til at oplyse Himmel og Jord. De gav alle Blussene Steder, nogle på Himlen, nogle fôr løse under Himlen, og dog bestemte de ogsaa Sted for dem og fastsatte deres Gang. Det siges i gamle Sagn, at derfra regnedes Dage og Aaremaal, som det hedder i Vålvens Spådom:

Sol vidste ikke, hvor sin Sal hun havde,
Maane vidste ikke, hvor sin Magt han havde,
Stjerner vidste ikke, hvilket Sted de havde.

Saaledes var det, før dette ordnedes over Jorden”. Gangleri sagde: “Det, jeg nu har hørt, er en stor Tidende. Det er et overordentligt Værk og mesterligt udført. Hvorledes var Jorden indrettet?” Har svarer: “Yderst er den kredsrund, og udenom ligger det dybe Hav. Langs med dettes Bred gav de Land til Boliger for Jætteslægterne. Men inde på Jorden byggede de en Borg rundt om Verden mod Jætternes Ufred, og til denne Borg benyttede de Jætten Ymirs Øjenhaar, de kaldte Borgen Midgård. De tog ogsaa hans Hjerne, kastede den i Luften og gjorde Skyerne af den, som det hedder her:

Af Ymirs Kød skabte Aser Jorden,
af Blodet Søen blaa,
af Benene Højder, af Haaret Træer,
af Hovedskallen Himlen.

Af Brynene danned de blide Guder
Midgård for Menneskesønner,
af Hjernen i hele Himlen alle
truende Skyer skabtes”.

VIII.

Da sagde Gangleri: “Det synes mig at være store Ting, de har udrettet, da de var færdig med at skabe Jorden og Himlens og havde anbragt Himmellegemerne og inddelt Døgnene. Men hvor kom Menneskene fra, som bebor Verden?” Har svarer: “Da Bors Sønner gik ved Havets Bred, fandt de to Træer, de tog dem op og skabte Mennesker af dem; den første gav dem Aande og Liv, den anden Forstand og Rørighed, den tredje Ansigt, Mæle, Hørelse og Syn. De gav dem Klæder og Navne, kaldte Karlmennesket Ask og Konen Embla, og fra dem stammede Menneskeslægten, som fik Bolig i Midgård. Derefter byggede Aserne sig en Borg i Verdens Midte, de kaldte den Asgård, men Menneskene kalder den Troja. Der boede Guderne og deres Efterkommere, og derefter opstod mange Tidender og forandrede Forhold baade på Jorden og i Luften. Der er et Sted, som hedder Hlidskjalf. Naar Odin sætter sig i sit Højsæde der, ser han hen over alle Verdener, ser hvert Menneskes Forehavende og forstaar alt, hvad han ser. Hans Kone hed Frigg Fjårgvinsdatter, og af deres Æt er den Afstamning kommen, som vi kalder Asernes Slægter, og som har bebygget den gamle Asgård og de Riger, som hører dertil. Det er en guddommelig Æt. Odin kan kaldes Alfader, fordi han er Fader til alle Guderne og Menneskene og alt det, som var fuldbyrdet af ham og hans Kraft. Jorden var hans Datter og hans Kone. Ved hende fik han sin første Søn, Asator. Han ejede Kraft og Storhed, derfor besejrer han alt levende.

IX.

Nårfi eller Narfi hed en Jætte, som boede i Jåtunhejm. Han havde en Datter, som hed Nat. Hun var sort og mørk efter sin Æt. Hun var gift med den Mand, som hed Naglfari; deres Søn hed Ud. Derefter var hun gift med een, som hed Annar; deres Datter hed Jord. Tilsidst fik Delling hende, han var af Asernes Slægt; deres Søn var Dag, han var lys og skøn efter sin Fader. Da tog Alfader Nat tilligemed hendes Søn Dag, gav dem to Heste og to Kærrer og satte dem op på Himlen, for at de hvert halve Døgn skulde skiftes til at køre omkring Jorden.Nat rider foran på den Hest, som kaldes Rimfaksi, og hver Morgen bedugger den Jorden med Draaberne fra sin Mule. Den Hest, som Dag har, hedder Skinfaksi, og Luften og Jorden lyser overalt af dens Manke”.

X.

Gangleri spurgte: “Hvorledes styrer han Solens og Maanens Gang?” Har siger: “Den Mand, som kaldes Mundilfari, havde to Børn, der var saa fagre og skønne, at han kaldte Sønnen Maane og Datteren Sol; hende bortgiftede han til den Mand, som hed Glen. Men Guderne blev vrede over dette Overmod. De tog de to Søskende og satte dem op på Himlen. Saa lod de Sol køre de Heste, som drog Kærren, hvori den Sol kørte, som Guderne havde skabt til at oplyse Verdnerne af den Glød, der fløj fra Muspellshejm. Hestene hedder Arvak og Alsvid, og under deres Bove satte Guderne to Blæsebælge til at køle dem. I nogle Sagn kaldes dette Jærnkulde. Maane styrer Maanens Gang og raader for Ny og Næ. Han tog to Børn fra Jorden, Bil og Hjuki, da de gik fra den Brønd, som hedder Byggvir, og bar på Skuldrene et Kar, der hedder Sæg, på Stangen Simul. Vidfin kaldes deres Fader. Disse Børn følger Maanen, som det kan ses fra Jorden”.

XI.

Gangleri sagde: “Solen iler hurtigt, næsten som om hun var ræd. Hun vilde ikke skynde sig mere, om hun flyede i Skræk den, der vilde dræbe hende”. Dertil svarer Har: “Det er ikke saa sært, at hun skynder sig, thi den er nær, som vil hende til Livs, og hun har ingen anden Udvej end at undløbe”. Gangleri spurgte: “Hvem volder hende denne Umage?” Har siger: “Det er to Ulve. Den, som render efter hende, hedder Skåll, ham er hun bange for, og han tager hende omsider. Den, som løber foran hende, hedder Hati Hrodvitnirssøn, han vil tage Maanen, og det lykkes ham ogsaa”. Gangleri spurgte: “Hvem har avlet Ulvene?” Har siger: “Der bor en Gyge øst for Midgård i den Skov, som hedder Jærnved. I samme Skov bor de Troldkoner, som kaldes Jærnvidjer. Den gamle Gyge føder mange Sønner, allesammen Jætter og alle i Ulveskikkelse. Saaledes er Oprindelsen til disse Ulve. Og det er bleven spået, at af den Slægt bliver een den mægtigste. Den kaldes Maanegarm. Den fylder sig med Livskraften af alle de Mennesker, der dør; den sluger Maanen og overstænker Himlen og al Luften med Blod. Da mister Solen sit Skin, Vindene kommer i Uro og larmer fra alle Sider. Saaledes siger Vålvens Spådom:

Øster bor den oldgraa i Jærnskoven
og føder der Fenrirs Afkom;
een vil blive af al den Yngel
Maanens Tyv under Troldeham.

Fylde Dødsens Folk i Bugen,
gyde Blod over Guders Sæde;
sort bliver Solskin Somrene efter,
alt Vejr truer. Hvad ved I mon mer?”

XII.

Gangleri spurgte: “Hvilken Vej går fra Jord til Himmel?” Da svarede Har og lo: “Det var ikke noget særlig klogt Spørgsmaal. Har man aldrig fortalt dig, at Guderne byggede en Bro mellem Himlen og Jorden, en Bro, som hedder Bifråst? Du maa have set den; maaske kalder du den Regnbue. Den lyser i tre Farver og er meget stærk, bygget med større Kunst og Kyndighed end andre Bygværker. Og dog: trods al Styrken maa den briste, naar Muspells Sønner kommer og rider over den. Da svømmer deres Heste over store Floder, og saaledes naar de frem”. Gangleri sagde: “Jeg synes ikke, Guderne har bygget Broen solid nok, naar den kan briste. De er jo i Stand til at danne alting, som de vil”. Har svarede: “Guderne fortjener ingen Dadel for dette Bygværk. Bifråst er en god Bro. Men der er ingen Ting i denne Verden, der kan staa sig, naar Muspells Sønner hærger”.

XIII.

Gangleri spurgte: “Hvad foretog Alfader sig, da Asgård var bygget?” Har svarede: “I Begyndelsen indsatte han Styrere og bad dem være sig behjælpelig med at ordne Menneskenes Skæbner og lægge Planer til Borgens Indretning. Dette foregik på Idasletten midt i Borgen. Deres første Arbejde var at bygge Hovet, hvor deres tolv Sæder staar, det næste at rejse Alfaders Højsæde. Dette Hus er det største og bedst byggede på Jorden. Baade udvendig og indvendig er det som lutter Guld. Menneskene kalder ogsaa Stedet Gladhejm. De byggede en anden Sal, Gudindernes Helligdom, den var meget skøn, og Menneskene kalder Huset Vingolf. Derpå anlagde de Esser, og til dem fremstillede de Hammer, Tang og Ambolt og ved Hjælp deraf atter alle de andre Slags Værktøj. Endvidere forarbejdede de Malm, Sten og Træ og den Malm, som kaldes Guld, i saadan Overflod, at alle Brugsgenstande og alt Seletøj, de havde, var af Guld. Den Periode kaldtes Guldalderen, og den varede, indtil den blev ødelagt ved Ankomsten af tre Kvinder fra Jåtunhejm. Derefter satte Guderne sig i deres Sæder og raadslog og mindedes, hvorledes Dværgene var kommen til Live i Mulden og nede i Jorden, som Maddiker i Kød. Dværgene var først bleven frembragt og havde fået Liv i Ymirs Kød og var da Maddiker. Men på Gudernes Bud fik de Menneskeforstand og Menneskeskikkelse, dog bor de i Jorden og i Stenene. Modsognir var ypperst, og den næste i Rangen var Durin. Saaledes hedder det i Vålvens Spådom:

Da gik de højeste til Domstole,
hver hellig Gud, og på det grunded:
hvem skulde skabe en Skare Dværge
af Brimirs Blod og af Blains Knogler.

De skabte mange, i Mands Billed,
Dværge i Jorde, som Durin sagde.

Og disse Dværgenavne nævner hun:

Nyi og Nidi, Nordri og Sudri,
Austri, Vestri, Altjof, Dvalin,
Nar og Nain, Niping, Dain,
Bifur, Bafur, Båmbur, Nori,
Orl, Onar, Oin, Mjådvitnir,
Vigg og Gandalf, Vindalf, Torin,
Fili, Kili, Fundin, Vali,
Tror, Troin, Tekk, Lit, Vit,
Nyr og Nyrad, Rekk, Radsvid.

Og de følgende er Dværge, der bor i Sten, men de førnævnte bor i Mulden:

Draupnir, Dolgtvari,
Har, Hugstari, Hledjolf, Gloin,
Dori, Ori, Duf, Andvari,
Heptifili, Har, Sviar.

Og de efternævnte kom fra Svarins Høj til Aurvangi på Jarasletten, og derfra er Lovar kommen. Her følger deres Navne:

Skirfir, Virfir, Skafid, Aj,
Alf, Yngvi, Ejkin-Skjaldi,
Fal, Frosti, Fid, Ginnar”.

XIV.

Gangleri spurgte: “Hvor har Guderne deres Hovedsæde eller hellige Sted?” Har svarer: “Det er Asken Yggdrasil. Der skal Guderne holde deres Domme hver Dag”. Gangleri spurgte: “Hvad fortælles der om dette Sted?” Jafnhar svarer: “Asken er den største og bedste af alle Træer. Dens Grene breder sig over hele Verden og rækker over Himlen. Træets tre Rødder opholder det, og de staar vidt fra hinanden. Den ene er hos Aserne, den anden hos Rimturserne, hvor fordum Ginnungis Gab var; den tredje staar over Niflhejm, og under denne Rod er Hvergelmir, Nidhågg gnaver Roden fra neden. Men under den Rod, som vender mod Rimturserne, er Mimirs Brønd, hvori Kundskab og Mandevid er skjult; han, som ejer Brønden, hedder Mimir; han er fuld af Viden, fordi han drikker af Brønden af Gjålls Horn. Der kom Alfader og udbad sig en Drik af Brønden, men han fik ingen, før end han gav sit Øje i Pant. Det hedder derom i Vålvens Spådom:

Jeg ved, hvor du, Odin, har dit Øje skjult.
I Mimirs Brønd, den meget kendte.
Mimir hver Morgen Mjøden drikker
af Valfaders Pant. Hvad ved I mon mer?

Askens tredje Rod staar i Himlen, og under den Rod er en meget hellig Brønd, som hedder Urds Brønd. Der har Guderne deres Domsted. Hver Dag rider Aserne derop over Bifråst, som ogsaa kaldes Asbroen. Asernes Heste har følgende Navne: den bedste er Slejpnir, som Odin ejer, den har otte Fødder; den anden er Glad, den tredje Gyllir, den fjerde Gler, den femte Skejdbrimir, den sjette Sølverntop, den syvende Sinir, den ottende Gisl, den niende Falhofnir, den tiende Guldtop, den ellevte Letfod. Baldrs Hest blev brændt med ham. Naar Tor går til Doms, vader han over de Floder, der hedder saaledes:

Kårmt og Årmt og Kerlauger to
skal Tor vade tværs igennem
daglig, naar han drager til Doms
ved Asken Yggdrasil,
thi Asernes Bro brænder i Lue,
de hellige Vande hedes”.

Gangleri spurgte: “Brænder Ild over Bifråst?” Har siger: “Det røde, du ser i Buen, er brændende Ild; Bjergturser og Bjergkæmper vilde gaa op i Himlen, dersom Bifråst var farbar for alle, som vilde over den. Der er mange herlige Steder på Himlen, og der er guddommeligt Værn for det altsammen. Der staar en skøn Sal under Asken ved Brønden; fra denne Sal kommer tre Møer, der hedder Urd, Verdandi og Skuld. De fastsætter Menneskenes Levealder. Vi kalder dem Norner. Men der er flere Norner, de, som kommer til hvert Barn, der fødes, for at vedtage dets Alder, og de er af Gudeæt; andre er af Alfeæt, en tredje Slags er af Dværgeæt, som det hedder her:

Nornerne, siger jeg, er særskilte Slægter,
ej har de Æt sammen,
somme er Asaæt, somme er Alfeæt,
somme er Dvalins Døtre”.

Da indvendte Gangleri: “Hvis Nornerne styrer Menneskenes Skæbne, da skifter de meget uligeligt, thi nogle får gode Dage og mer end nok, andre får ringe Ret eller Andel, nogle får en lang Levetid, andre en kort”. Har svarer: “De gode Norner, som er af god Æt, skaber et godt Livsløb, men naar Mennesker får Vanskæbne, er det de onde Norners Skyld”.

XV.

Gangleri spurgte: “Hvilke andre underlige Ting er der at fortælle om Asken?” Har siger: “Der er meget at sige om den. En Ørn sidder i Askens Grene, og den ved Besked om mange Ting. Imellem dens Øjne sidder den Høg, som hedder Vedrfålnir. Egernet Ratatosk render op og ned ad Asken og bærer Avindsord mellem Ørnen og Nidhågg. Og fire Hjorte løber omkring i Askens Grene og bider Knopperne. Disse Hjorte hedder: Dain, Dvalin, Duneyr og Duratror. Men hos Nidhågg i Hvergelmir er der saa mange Slanger, at ingen Tunge kan tælle dem. Derom hedder det:

Asken Yggdrasil Anløb lider
mer end man tænker, thi Toppen
ruskes af Hjort, den raadner på Siden,
Nidhågg hærger forneden.

Endvidere hedder det:

Under Yggdrasils Ask er af Orme fler,
end tankeløs Tosse aner:
Goln og Moln, de er Gravvitnirs Sønner,
Graabag og Gravvållud,
Ofnir og Svafnir skal evigt, tror jeg,
tære på Træets Kviste.

Det siges ogsaa, at de Norner, som bor ved Urds Brønd, hver Dag tager af Brøndens Vand og det Slam, som ligger omkring den, og overøser Asken dermed, for at dens Grene ikke skal visne eller raadne. Det Vand er saa helligt, at alle Ting, som kommer i Brønden, bliver saa hvide som Hinden under Æggeskallen. Derom hedder det her:

Ask ved jeg staa, hedder Yggdrasil,
Hars Træ, vædet med hvid Væde,
fra det kommer Duggen, som i Dale falder,
det staar evig-grønt over Urd-Brønden.

Den Dug, som falder til Jorden derfra, kalder man Honningfald, og deraf næres Bierne. Der lever i Urds Brønd to Fugle, som kaldes Svaner, fra hvilke Fugleslægten af dette Navn stammer”.

XVI.

Gangleri sagde: “Du kan melde store Frasagn om Himlen. Hvilke andre særlig vigtige Steder er der ved Urds Brønd?” Har svarer: “Der er mange herlige Steder. Et af dem kaldes Alfhejm; der bor det Folk, som hedder Lysalfer, men Mørkalferne bor nede i Jorden og ligner dem ikke i Ydre, men endnu langt mindre i Væsen. Lysalferne er klarere end Solen, men Mørkalferne er sortere end Beg. Endvidere er der det Sted, som kaldes Bredeblik, intet Sted er herligere. Der er ogsaa Glitnir med Vægge, Støtter og Stolper af det røde Guld og med Tag af Sølv. Og der er Himmelbjerg, som staar ved Himlens Ende ved Brofæstet, hvor Bifråst berører Himlen. Endvidere er der et stort Sted, kaldet Valaskjalf, det ejer Odin; Guderne byggede det og tækkede det med det skære Sølv; denne Sal er det Højsæde, som hedder Hlidskjalf; naar Alfader sidder deri, ser han ud over alle Verdener. Paa Himlens Syd-Ende er den skønneste Sal af dem alle, den hedder Gimle og er klarere end Solen; den skal staa, naar baade Himmel og Jord er forgaaet, og der bor gode og retskafne Mennesker til evige Tider. Det hedder i Vålvens Spådom:

Sal ved jeg Solens Skin fordunkle,
gyldentækket på Gimle staa.
Der skal da bygge de bedste Mænd
og alle Dage dejligt leve”.

Gangleri spurgte: “Hvad bevarer det Sted, naar Surts Lue brænder Himmel og Jord?” Har siger: “Det hedder sig, at der skal være en anden Himmel i Syd ovenfor denne Himmel, den hedder Andlang, og ovenfor denne igen skal være en tredje Himmel, som hedder Vidblain; dér mener vi, dette Sted er, men at for Tiden bor der ikke andre Væsner der end Lysalferne”.

XVII.

Gangleri spurgte: “Hvor kommer Vinden fra? Den er saa stærk, at den oprører store Have og hidser Ilden. Og trods dens Styrke er den dog usynlig. Det maa være en underlig Skabning”. Har svarer: “Det kan jeg godt fortælle dig. Paa Himlens Nord-Ende sidder en Jætte i Ørneham, den hedder Ligsvælger; naar den sætter i Flugt, staar Vindene ud fra dens Vinger, som det siges her:

Ligsvælger hedder ved Himlens Ende
een i Ørneham,
Jætten, hvis Vinger Vinden sender
ud over alle Folk”.

XVIII.

Gangleri spurgte: “Hvorfor er der saa stor Forskel på Sommer og Vinter, saa den første skal være hed og den anden kold?” Har siger: “Saaledes kan en kyndig Mand ikke spørge, thi det er noget, enhver ved. Men er du alene saa uvidende, at dette er dig ubekendt, da vil jeg dog anse det for bedre, at du spørger saa dumt for en Gangs Skyld, end at du bliver ved med at gaa i Uvidenhed om, hvad du burde vide. Sommerens Fader hedder Svasud, og han lever lykkeligt, saa alt, hvad der er blidt, kaldes “svasligt” efter hans Navn. Men Vinterens Fader kaldes baade Vindljoni og Vindsval, han er Vasads Søn, dette Par var barsk og med Kulde i Sindet. Og Vinteren har samme Sindelag”.

XIX.

Gangleri spurgte: “Hvilke Aser bør Menneskene tro på?” Har siger: “Der er tolv Aser af guddommelig Herkomst”. Dertil føjede Jafnhar: “Asynjerne er ikke mindre hellige og har heller ikke mindre Magt”. Og Tridi sagde: “Odin er den ypperste og ældste af Aserne, han styrer alle Ting, og uanset deres Magt adlyder de andre Guder ham som Børn deres Fader. Frigg er hans Kone, hun kender Menneskenes Skæbne, skønt hun ikke spår. Dette siger Odin selv til den As, som hedder Loki:

Fuld er du, Loki, og fra Viddet,
stans dog og styr dig, Loki,
al Fremtid, tror jeg, Frigg kender,
skønt hun snakker ej selv derom.

Odin kaldes Alfader, fordi han er Fader til alle Guderne; han kaldes ogsaa Valfader, fordi alle, som falder på Valen, er hans Stedsønner, dem sender han til Valhal eller Vingolf, hvor de kaldes Ejnherjer. Han hedder ogsaa Hangagud, Haptagud og Farmagud, og han kaldte sig på endnu flere Maader hos Kong Gejrrød:

Grim jeg hed og Gangleri,
Herjan og Hjælmbærer,
Tekk og Tridi, Tud og Ud,
Helblindi og Har.

Sad og Svipal og Sanngetal,
Hertejt og Hnikar,
Bileyg, Baleyg, Bålverk, Fjålnir,
Grim og Grimnir, Gladsvid og Fjålsvid.

Sidhat, Sidskæg, Sejrfader, Hnikud,
Alfader, Valfader, Atrid og Farmatyr,
Oski, Omi, Jafnhar og Biflindi,
Gåndlir og Harbard.

Svidur, Svidrir, Jalk, Kjalar, Vidur,
Tror, Ygg, Tund,
Vak og Skilfing, Vafud, Hroptatyr,
Gaut, Veratyr”.

Gangleri sagde: “Det var dog en Mængde Navne, I har givet ham, og det tror jeg fuldt og fast, at den Mand maa være meget kyndig, som kan forklare, hvad Anledningen til hvert af disse Navne har været, hvilke Tildragelser de skyldes”. Dertil svarer Har: “Der skal megen Kløgt til at forklare det til Bunds, men i Korthed kan siges, at han har fået de fleste af Navnene på Grund af Sprogdelingen i Verden; alle Folk fandt det nødvendigt, naar de skulde påkalde og tilbede ham, at oversætte hans Navn til deres eget Sprog. Dog stammer ogsaa nogle af Navnene fra hans Rejser, det er omtalt i Frasagn, og du kan ikke gælde for en oplyst Mand, hvis du intet Kendskab har til disse Stortidender”.

XX.

Gangleri spurgte: “Hvad hedder de andre Aser? Hvad tager de sig for, eller hvad berømmeligt har de gjort?” Har svarer: “Den ypperste af dem er Tor, han kaldes Asator eller Agetor og er den stærkeste af alle Guder og Mennesker. Han ejer det Rige, som kaldes Trudvange, og hans Hal hedder Bilskirnir; i den Sal er der fem Hundrede og fyrretyve Gulve; det er det største Hus, man kender. Derom siges i Grimnirsmaal:

Fem Hundred Gulve og fyrretyve
har Bilskirnirs bugtede Bo.
Min Søn har af alle Sale den største,
som jeg under Sparrer saa.

Tor har to Bukke, Tandgnjost og Tandgrisnir, og en Vogn, hvori han kører, og som trækkes af disse Bukke. Derfor kaldes han Agetor. Han har ogsaa tre Klenodier: det ene er Hammeren Mjållnir, som Rimturser og Bjergkæmper kender, naar den kommer i Luften, og det er ikke saa sært, thi den har kvæstet Hovedskallen på mange af deres Fædre eller Slægtninge. Hans andet udmærkede Klenodie er Styrkebæltet; naar han spænder det omkring sig, vokser hans Asastyrke til det dobbelte. Den tredje værdifulde Ting, han har, er Jærnlufferne, som han ikke kan undvære, naar han tager om Hammerskaftet. Men ingen ved saa meget, at han kan opregne alle hans Storværker. Jeg kunde give dig saa mange Beretninger om ham, at Timer vilde skride, førend jeg fik sagt alt, hvad jeg ved”.

XXI.

Gangleri sagde: “Jeg er nysgerrig efter at høre om flere af Aserne”. Har siger: “En anden af Odins Sønner er Baldr. Om ham er der kun godt at sige. Han er den bedste, og han prises af alle. Han er saa herlig og klar af Ydre, at det lyser omkring ham, og det hvideste af alle Græsser sammenlignes med Baldrs Øjenvipper. Deraf kan du danne dig et Begreb om hans Skønhed, baade med Hensyn til Haar og Skikkelse. Han er den viseste af Aserne, den mildeste og den, der taler skønnest. Men hans Natur er saaledes beskaffen, at ingen af hans Bestemmelser kan overholdes. Han bor på det Sted, som hedder Bredeblik, det er på Himlen. Paa dette Sted kan der intet urent være, som det siges her:

Bredeblik det hedder, hvor Baldr bygged
sig en Sal til Bolig;
der i Landet ligger, som jeg ved,
færre Fare-Runer.

XXII.

Den tredje As hedder Njård. Han bor på Himlen på det Sted, som hedder Noatun. Han er Herre over Vindens Gang og stiller Sø og Ild. Til ham skal man bede på Sørejse og på Jagt. Han er saa rig og velhavende, at han kan give Land og Løsøre til dem, der beder ham derom. Njård er ikke af Asaslægt. Han blev opfødt i Vanahejm, og Vanerne overlod ham til Guderne som Gidsel og modtog Hønir til Gengæld fra Aserne; han stiftede Forlig mellem Guderne og Vanerne. Njårds Kone hedder Skadi og er Datter af Jætten Tjazi. Skadi vilde have den Bopæl, som hendes Faders Slægt havde ejet, den laa på nogle Fjælde, og Stedet hed Trymhejm. Men Njård vilde være nærved Søen. De blev da enige om, at de skiftevis skulde bo ni Nætter i Trymhejm og ni i Noatun. Men da Njård kom tilbage fra Fjældene til Noatun, da kvad han:

Lede er mig Fjælde, ej var jeg længe der,
ikkun i ni Nætter,
Ulvehyl fandt jeg ilde at høre
for Sang af Svanenæb.

Derefter kvad Skadi:

Jeg kunde ej sove på Søbreds Senge
for Fuglenes fælles Jærmen;
mig vækker, naar den fra Vidden kommer,
Maagen hver eneste Morgen.

Skadi fôr da op på Fjældet og boede i Trymhejm; hun farer meget på Ski og med Bue og skyder Dyr. Hun kaldes Ski-Gudinde eller Ski-Dis.

Det siges:

Trymhejm det hedder, hvor Tjazi boed,
den meget mægtige Jætte,
den skære Gudebrud Skadi nu bor
på Faderens fordums Tofter.

XXIII.

Njård i Noatun fik senere to Børn, Sønnen Frey og Datteren Freyja. De var skønne af Ydre og mægtige. Frey er den ypperste af Aserne og raader for Regn og Solskin og Jordens Afgrøde; ham er det godt at påkalde for godt Aar og Fred; han raader ogsaa for Menneskers Velstand. Og Freyja er den ypperste af Asynjerne; hun ejer det Bo i Himlen, som hedder Folkvang, og naar hun rider til Kamp, ejer hun den halve Val, men Odin den halve, som det siges her:

Folkvang det hedder, hvor Freyja raader
for alle Sæder i Sal;
den halve Val hun vælger hver Dag
og Odin den anden halve.

Hendes Sal kaldes Sessrumnir, den er stor og skøn. Naar hun kører, ager hun siddende i en Vogn med to Katte spændt for. Hun er bedst for Mænd at påkalde. Af hendes Navn kommer den Hæderstitel, som fornemme Koner benævnes med: Fruer. Hun fandt Bebag i Elskovssang, og hende er det godt at anraabe for Elskov”.

XXIV.

Gangleri sagde: “Disse Aser synes meget mægtige, og det er ikke saa sært, at I er i Besiddelse af stor Kraft, siden I ved Besked om Guderne og om, hvem der skal tilbedes i hvert enkelt Tilfælde. Er der endnu flere Guder?” Har svarer: “Der er endnu en As, som hedder Tyr. Han er den djærveste og modigste, og han er i høj Grad bestemmende over Sejr i Kampen. Det er godt for tapre Mænd at påkalde ham, og man har det Mundheld, at den er tyr-djærv, som er forud for andre Mænd og ikke varer sig. Denne As er desuden vis, saa det siges ligeledes om den viseste, at han er tyr-klog. Her skal nævnes et Tegn på Tyrs Djærvhed: Da Aserne lokkede Fenrirsulven, for at de kunde få lagt Lænken Glejpnir på ham, da mistænkte Ulven dem for, at de ikke vilde løse ham igen, indtil de lagde Tyrs Haand i Ulvens Gab som Pant. Og da Aserne ikke vilde løse ham, bed han Haanden af på det Sted, som nu kaldes Ulveleddet, og Tyr blev eenhaandet og anses ikke for egnet til at bringe en Overenskomst i Stand.

XXV.

En af Aserne hedder Bragi. Han er berømt for sin Visdom og den største i Talesnille og Ordsmidighed, og efter ham kaldes Skjaldskab “Brag”. Ligeledes kaldes efter hans Navn den Mand eller Kvinde, som har større Ordsnille end andre, mandlig Brag eller kvindelig Brag. Hans Kone er Idun, hun har en Æske, hvori hun opbevarer de Æbler, som Guderne, naar de ældes, skal bide af, saa de alle forynges. Saaledes vil det blive ved til Ragnaråk”. Gangleri sagde: “Det forekommer mig, at Guderne er lovlig afhængige af Iduns Vogterhverv og Tilforladelighed”. Da svarede Har og lo: “Det var ogsaa nær gaaet galt engang. Jeg kunde godt fortælle dig om det, men du skal først høre Navnene på nogle flere Aser.

XXVI.

Een hedder Hejmdal, han kaldes den hvide As og er stor og hellig. Han fødtes som Søn af ni Møer, allesammen Søstre. Han kaldes ogsaa Hallinskidi og Gyldentand, hans Tænder var af Guld. Hans Hest hedder Guldtop. Han bor på Himmelbjerg ved Bifråst. Han er Gudernes Vogter og sidder der ved Himlens Ende for at vogte Broen mod Bjergkæmper. Han kan nøjes med mindre Søvn end en Fugl og ser saavel ved Nat som ved Dag hundrede Mil frem for sig. Han kan ogsaa høre Græsset gro af Jorden eller Ulden af Faarene og naturligvis alt, der lyder stærkere. Han har den Lur, der hedder Gjålls Horn, og naar han blæser i den, høres det i alle Verdener. Hejmdals Sværd kaldes Mandshoved.

Det siges om ham:

Himmelbjerg det hedder, hvor Hejmdal kvædes
at herske over Helligdomme,
der Gudernes Vogter i sin Vaaning drikker
glad den gode Mjød.

Og endvidere siger han selv i Hejmdals-Galder:

Jeg er ni Mødres Barn,
jeg er ni Søstres Søn.

XXVII.

Håd hedder een af Aserne. Han er blind og meget stærk, men Guderne vilde ønske, at det ikke var nødvendigt at nævne denne As, da hans Hænders Værk vil huskes længe blandt Guder og Mennesker.

XXVIII.

Een hedder Vidar, den tavse As. Han har en tyk Sko. Han er næstefter Tor, hvad Kræfter angår. Han er til stor Trøst for Guderne i alle Trængsler.

XXIX.

Een hedder Ali eller Vali, Søn af Odin og Rind.

Han er tapper i Kampe og en meget god Skytte.

XXX.

Een hedder Ull, Søn af Sif, Stifsøn af Tor. Som Buespænder og Skiløber er han saa god, at ingen kan kappes med ham. Han er ogsaa smuk af Ydre og har en Hærmands Egenskaber. Ham er det godt at påkalde i Tvekamp.

XXXI.

Forseti hedder Baldrs og Nanna Nepsdatters Søn. Han ejer den Sal i Himlen, som hedder Glitnir, og alle, som henvender sig til ham med Trætter, går forsonede derfra. Det er det bedste Domsted hos Guder og Mennesker. Saaledes siges det:

Glitnir hedder Salen med gyldne Støtter
og Sølv til Salens Tag,
der færdes Forseti de fleste Dage
og ordner alle Trætter.

XXXII.

Endelig regnes den mellem Aserne, som nogle kalder Asernes Æreskænder, Falskhedernes Forkvæder og alle Guders og Menneskers Væmmelse. Hans Navn er Loki eller Lopt, Søn af Jætten Farbouti. Hans Moder er Laufey eller Nal. Hans Brødre er Bylejst og Helblindi. Loki er smuk og fager af Udseende, men ond af Sindelag og af meget vekslende Natur. Han besad fremfor andre Mennesker den Kløgt, som hedder Snuhed og Opfindsomhed i alle Ting. Han førte jævnlig Aserne i Vanskelighed, og ofte udfriede han dem ved Snedighed. Hans Kone hedder Sygin eller Sigun, deres Søn Nari eller Narfi.

XXXIII.

Loki havde endnu flere Børn. Angrbode hed en Gyge i Jåtunhejm. Med hende avlede Loki tre Børn, det ene var Fenrirsulven, det andet Jårmungand – det er Midgårdsormen -, det tredje Hel. Men da Guderne opdagede, at disse tre Søskende opfødtes i Jåtunhejm, og af Spådomme erfarede, at de vilde blive dem til stor Skade og Ulykke, og da Guderne ventede sig alt ondt fra den Kant, ikke alene på Grund af disse Søskendes mødrene Natur, men endnu mere på Grund af deres fædrene, da sendte Alfader Guderne hen at hente Børnene og føre dem til sig. Og da de var bragt til ham, kastede han Slangen i det dybe Hav, som ligger omkring alle Lande, og denne Slange voksede saaledes, at den ligger i Midten af Havet, spænder om alle Lande og bider sig selv i Halen. Hel kastede han i Niflhejm og gav hende ni Verdener i Vold, for at hun skulde give Opholdssteder for alle, som blev sendt til hende, det er alle de Mennesker, der er døde af Sygdom eller Alderdom. Der har hun en stor Bolig, hendes Gærder er overmaade høje og Laagen stor. Hendes Sal hedder Eljudnir, hendes Bord Hunger, hendes Kniv Sult, hendes Træl Gang-lad, hendes Trælkvinde Gang-led, hendes Dørtærskel Fald-i-Nød, hendes Seng Sygnen, hendes Sengegardin Kvalblegnen. Hun er halvt sort og halvt af Menneskefarve, derfor er hun let at kende, og hun er meget truende og barsk.

Aserne opfødte Ulven hjemme, og Tyr var den eneste, som turde gaa hen til den og fodre den. Men da Guderne saa, hvor meget den voksede daglig, og alle Spådomme bebudede, at den vilde blive dem til Ulykke, dannede de en meget stærk Lænke, som de kaldte Læding, bar den til Ulven og bad den prøve sine Kræfter derpå. Ulven mente nok, den kunde klare sig, og lod sig behandle, som de fandt for godt. Første Gang Ulven spændte til, brast Lænken; saaledes løste den sig af Læding. Derefter lavede Aserne en anden Lænke, som de kaldte Dromi, den var dobbelt saa stærk. Denne bad de ogsaa Ulven om at prøve og sagde, at den vilde blive meget berømt for sin Styrke, hvis et saadant Mesterstykke af Smedearbejde ikke kunde holde den. Ulven gættede, at denne Lænke var meget stærk, men mente samtidig, at dens Kræfter havde taget til, siden den brød Læding. Den huskede på, at den maatte vove noget, skulde den vinde Berømmelse, og lod dem lægge Lænken på sig. Og da Aserne meldte sig færdige, rystede Ulven sig, huggede Lænken mod Jorden, rendte haardt til, spændte Musklerne og rykkede Lænken over, saa Stumperne fløj langt bort. Saaledes rev den sig løs af Dromi. Senere bruger man det Ordsprog, naar en Ting gribes voldsomt an, “at løse af Læding” eller “drive af Dromi”. Nu frygtede Aserne for, at det ikke skulde lykkes dem at få Ulven bundet. Alfader sendte da Freys Sendemand Skirnir ned til Svartalfernes Hjem til nogle Dværge og lod dem fremstille den Lænke, som hedder Glejpnir. Den var lavet af seks Ting: af Kattens Tramp og af Kvindens Skæg, af Bjergets Rødder og af Bjørnens Sener, af Fiskens Aande og af Fuglens Spyt. Og skulde du ikke have hørt derom før nu, kan jeg her give dig et pålideligt Bevis for, at der ikke er bleven bundet dig en Løgn på Ærmet: du har nok set, at Kvinden bærer ikke Skæg, der høres ingen Lyd af Kattens Løb, der er ikke Rødder under Bjerget, Bjørnene har ingen Sener, Fisken ingen Aande og Fuglen intet Spyt. Disse Ting findes nemlig ikke siden, thi det blev altsammen brugt dengang.* Og jeg forsikrer dig, at alt, hvad jeg har fortalt dig, er ligesaa sandt, selv om der er adskillige Ting, du ikke kan undersøge”. Da sagde Gangleri: “Ja, jeg indser af din Begrundelse, at du taler sandt. Men hvorledes blev Lænken smedet?” Har svarer: “Det skal jeg sige dig. Den blev glat og blød som et Silkebaand og saa solid og stærk, som du nu skal høre. Da Aserne havde fået Lænken, takkede de Udsendingen på det bedste for hans velrøgtede Hverv. De gik ud i Søen Amsvartnir til Holmen Lyngvi, fik Ulven med sig, lod den se Silkebaandet og bad den rykke det itu. De sagde, at det muligvis var noget stærkere, end det saa ud til efter Tykkelsen, de lod det gaa fra Haand til Haand og prøvede at rive det over ved Haandkraft, men det holdt. Ulven maatte nok kunne rykke det itu, sagde de. Dertil svarede Ulven: Jeg mener, at der ikke er noget Ry at vinde ved at rykke denne tynde Strimmel i Stykker. Men er den, trods tilsyneladende Skrøbelighed, udfærdiget med underfundig Kunst, skal dette Baand ikke komme på mine Fødder. – Aserne sagde, at da Ulven før havde rykket stærke Jernlænker over, vilde den hurtigt kunne sprænge et svagt Silkebaand. Men – tilføjede de – kan du ikke rykke dette Baand itu, da vil du ikke være i Stand til at ængste Guderne, og vi skal da nok løse dig. – Ulven svarer: Binder I mig saadan, at jeg ikke selv kan løse mig, da er I lumske nok til at lade mig vente længe på eders Hjælp. Jeg synes ikke om at lade mig binde med dette Baand, men hellere end jeg lader jer bebrejde mig Mangel på Mod, vil jeg lade en af jer lægge sin Haand i min Mund til Pant på, at der ikke er Falskhed under. – Aserne saa på hverandre og fandt nu Vanskeligheden fordoblet. Ingen vilde holde Haanden frem. Da kom Tyr og lagde sin højre Haand i Ulvens Mund. Men da Ulven rendte til, hærdnedes Baandet, og jo haardere den sprang frem, des stærkere blev det. Da lo alle undtagen Tyr. Han mistede sin Haand. Da Aserne saa, at Ulven var tilstrækkelig bunden, tog de Rebet, som gik fra Lænken, og som hedder Gelgja, og trak det gennem den store Sten, som hedder Gjåll. Denne Sten fæstede de langt ned i Jorden. Derefter tog de en stor Sten, som hedder Tviti, og drev den endnu dybere ned i Jorden, den brugte de som Tøjrepæl. Ulven gabte forfærdelig, for voldsomt omkring og vilde bide dem. De skød den et Sværd i Munden, saa Haandtaget stod ved den nedre Gumme og Blododden ved den øvre. Det er dens Gummespærrer. Den brøler ildevarslende, og Fraaden løber fra dens Mund. Det er den Flod, som hedder Van. Der ligger den til Ragnaråk”.* Da sagde Gangleri: “Det var dog nogle forfærdelig lede Børn, Loki fik, men vældige er alle disse Søskende. Da Aserne har saa meget ondt i Vente af Ulven, hvorfor slog de den da ikke ihjel?” Har svarer: “Guderne holdt deres Helligdomme og Fristeder saa højt i Ære, at de ikke vilde søle dem til med Ulvens Blod, skønt Spådommene siger, at den skal foraarsage Odins Død”.

XXXIV.

Gangleri spurgte: “Hvilke Asynjer er der?” Har svarer: “Den øverste er Frigg. Hun ejer den Bolig, som hedder Fensale, den er saare herlig. Den anden er Saga, hun bor på Synkebæk, som er et stort Sted. Den tredje er Ejr, hun er den bedste Læge. Den fjerde er Gefjun, hun er Mø, og de, der døer som Møer, tjener hende. Den femte er Fulla, hun er ogsaa Mø, hun går med Haaret udslaaet og har Guldbaand om Hovedet. Hun bærer Friggs Æske, passer hendes Skotøj og er indviet i hendes hemmelige Beslutninger. Freyja nyder lige saa stor Ære som Frigg. Hun ægtede den Mand, som hed Od; deres Datter hedder Hnoss, hun er saa dejlig, at alt herligt og kostbart benævnes efter hendes Navn. Od rejste langt bort, og Freyja græder derover, hendes Taarer er det røde Guld. Freyja har mange Navne, idet hun kaldte sig med forskellige Navne, da hun rejste omkring blandt ukendte Folk for at lede efter Od. Hun hedder Mardåll og Hårn, Gefn, Syr. Freyja ejede Brisingi-Smykket. En af hendes Benævnelser er Vanadis. Den syvende er Sjåfn, hun beflitter sig meget på at vende Menneskers Sind til Elskov, baade Kvinders og Karles. Efter hendes Navn kaldes Elskoven Sjafni. Den ottende er Lofn, hun er saa mild og god at påkalde, at hun får Lov af Alfader eller Frigg til at føre Mennesker til Samliv, Kvinder og Karle, selv om det før var bandlyst eller forbudt. Derfor er Ordet “Lov” dannet efter hendes Navn, og det siges, at hun er meget “lovet” blandt Mennesker. Den niende er Var, hun hører efter de Eder og Aftaler, som træffes mellem Kvinder og Karle; derfor kaldes disse Udsagn Vars Maal. Hun straffer ogsaa Ordbryderne. Den tiende er Vår, hun er vis og udspørger, saa at intet holdes lønligt for hende. Det er et Mundheld, at en Kvinde bliver det vâr, som hun opdager. Den ellevte er Syn, hun vogter Hallens Dør og lukker den for dem, som ikke maa gaa ind; hun er sat til Værner på Tinge for de Udsagn, som man vil afkræfte. Det er da blevet et Mundheld, at der er Syn for Sagn, naar nogen nægter. Den tolvte er Hlin, som er sat til at beskytte dem, Frigg vil redde af en eller anden Fare. Derfor siger man, at den, som udfris, lindres. Den trettende er Snotra, hun er vis og fornem. Og af hendes Navn afledes Betegnelse for den Kone eller Karl, som er velopdragen. Den fjortende er Gna, hende sender Frigg ud i Ærinder til de forskellige Verdener. Hun ejer Hesten Hovkaster, der render over Luft og Hav. Engang, hun var ude at ride, saa nogle Vaner, at hun red i Luften. Da spurgte een:

Hvad flyver der? Hvad farer der?
Eller i Luften løber?

Hun svarer:

Ikke jeg flyver, men farer dog
og gennem Luften løber
på Hofvarpnir, som Hamskerpir
avled ved Gardrofa Øg.

Af Gnas Navn har man afledt Betegnelse for det, som rager højt op. Sol og Bil regnes til Asynjerne, men der er tidligere talt om deres Natur.

XXXV.

Endvidere er der andre, som skal udføre Betjening i Valhal, bære Drikke og passe Borddækning og Ølfade. De nævnes saaledes i Grimnirsmaal:

Hrist og Mist skal række mig Horn,
Skeggjåld tilligemed Skågul,
Hild og Trud, Hlåk og Herfjåtur,
Gåll og Gejrahåd,
Randgrid og Radgrid og Reginlejf –
de bringer Ejnherjerne Bryg.

Ovennævnte kaldes Valkyrjer; Odin sender dem ud til hver Kamp. De udvælger de Mænd, som skal falde, og bestemmer, hvem der skal sejre. Gud og Rota og den yngste Norne Skuld rider jævnlig ud for at kaare til Fald og styre Kampene. Tors Moder Jord og Valis Moder Rind regnes ogsaa mellem Asynjerne.

XXXVI.

Gymir hed en Mand, og hans Kone hed Årboda, hun var af Bjergkæmpeslægt. Deres Datter Gerd var den skønneste af alle Kvinder. En Dag var Frey gaaet til Hlidskjalf og saa hen over alle Verdener, og da han vendte Blikket mod Nord, saa han på en Boplads et stort og skønt Hus. En Kvinde nærmede sig det, og da hun løftede Hænderne for at lukke Døren op, udgik der et Lys fra dem gennem Luften og over Havet, og alle Verdener beskinnedes af hende. Saaledes straffedes Freys store Overmod: at sætte sig i det hellige Sæde. Han gik derfra fuld af Kval. Da han kom hjem, var han aldeles tavs, han hverken sov eller drak, og ingen turde rette noget Spørgsmaal til ham. Men da kaldte Njård hans Skosvend Skirnir til sig, bad ham gaa til Frey og få at vide, hvem der havde gjort ham saa vred, at han ingen vilde tale med. Skirnir sagde, at han skulde nok gaa, men at han var ked af det, og at man maatte vente et ubehageligt Svar. Da han kom til Frey, spurgte han, hvad Grunden var til Freys mørke Sindelag, og hvorfor han ingen vilde tale med. Frey svarede, at han havde set en underdejlig Kvinde, og det var for hendes Skyld, han sørgede. Han kunde ikke leve længe uden hende. – Men nu skal du rejse hen og bejle til hende på mine Vegne og føre hende hjem hertil, enten hendes Fader siger Ja eller Nej. Jeg skal nok lønne dig godt derfor. – Skirnir siger, at han vil påtage sig dette Hverv, hvis Frey vil give ham sit Sværd. Det var saa godt, at det svang sig selv. Frey lod ikke sligt være til Hinder, men gav ham Sværdet. Skirnir drog af Sted, bejlede til Pigen og fik hendes Samtykke. Om ni Nætter vilde hun komme til Barr-Ø for at holde Bryllup med Frey. Da Skirnir havde fortalt Frey, hvad Udfald hans Ærinde havde fået, kvad Frey:

Natten er lang, lang er den næste,
hvor taaler min Længsel tre?
Tit mig en Maaned mindre tyktes
end her den halve Nat.

Af den Grund var Frey vaabenløs i Kampen mod Beli, hvem han dræbte med et Hjortehorn”. Gangleri indvendte: “Det var meget mærkeligt, at en Høvding som Frey vilde give sit Sværd bort, naar han ikke havde et andet, der var lige saa godt. Det var til stor Ulempe for ham, da han stredes med Beli. Da maa han sikkert have fortrudt sin Gave”. Har svarer: “Den Kamp med Beli betød ikke meget; ham kunde Frey have slaaet ihjel med et Næveslag. Men engang vil Frey finde sig værre faren uden Sværdet, nemlig naar Muspells Sønner møder frem til Angreb”.

XXXVII.

Gangleri sagde: “Du Siger, at alle Mænd, som er faldne i Kamp siden Verdens Begyndelse, nu er hos Odin i Valhal. Hvad har han at give dem til Føde? Det maa da være en umaadelig Mængde Mennesker”. Har svarer: “Det har du Ret i; der er en umaadelig Mængde Mænd, og mange flere vil der blive endnu, dog vil det synes en lille Flok, naar Ulven kommer. Men er der end aldrig saa mange Mænd i Valhal, skal Flæsket af Galten Sø-rimnir nok strække til for dem at leve af. Denne Galt bliver kogt daglig og er alligevel hel om Aftenen. Men dit Spørgsmaal tror jeg, få har Visdom nok til at kunne besvare helt. Kokken hedder Andrimnir og Kedelen Ild-rimnir. Det hedder derom:

Andrimnir lader i Ild-rimnir
Sø-rimnir sydes;
det Flæsk er bedst, men få kun ved,
hvad Mad Ejnherjerne mætter”.

Gangleri spurgte: “Mon Odin får samme Mad som Ejnherjerne?” Har svarer: “Den Mad, som staar på hans Bord, giver han to Ulve, han har, som hedder Geri og Freki; han behøver ingen Mad selv. Vin er ham baade Mad og Drikke. Det hedder:

Geri og Freki af den fejdevante
Hærfader fodres fro.
Men ved Vin alene den vaabengæve
Odin altid lever.

Der sidder to Ravne på hans Skuldre, og alt, hvad de ser eller hører, siger de ham ind i Øret. De hedder Hugin og Munin. I Dagningen sender han dem på Flugt ud over al Verden, og de vender tilbage ved Davretid. Paa den Maade får han meget Nyt at vide, og derfor kalder Folk ham Ravnegud. Som det siges:

Hugin og Munin i Højflugt daglig
jager over Jårmungrunden,
jeg ængstes for Hugin, at han udebliver,
dog endnu mer for Munin”.

XXXVIII.

Gangleri spurgte: “Hvilken Drik har Ejnherjerne da, der slaar lige saa godt til som Maden? Eller drikker de Vand?” Har svarer: “Nu kommer du med et underligt Spørgsmaal. Mon Alfader skulde indbyde Konger, Jarler eller andre fornemme Mænd og give dem Vand at drikke? Og jeg vilde nok sige, at mange, som kommer til Valhal, maatte finde en Taar Vand dyrekøbt, om det var den Modtagelse, der ventede Folk, der først havde taalt Svie og Banesaar. Nej, jeg skal fortælle dig noget helt andet om den Sag. Geden Hejdrun staar oppe på Valhal og bider Løv af Grenene på det vidt berømte Træ Lærad; af denne Geds Patter rinder saa megen Mjød, at en Øse fyldes daglig; det er nok til, at alle Ejnherjer får sig en god Rus deraf”. Gangleri sagde: “Det var dog en ypperlig Ged, og det maa ogsaa være et fortrinligt Træ, den bider af”. Har svarer: “Endnu mærkeligere er Hjorten Ejkthyrnir, den staar på Valhal og bider af Grenene på det samme Træ. Fra dens Horn drypper saa store Draaber, at de kommer ned i Hvergelmir, hvorfra der da falder følgende Floder: Sid, Vid, Sækin, Aekin, Svål, Gunntrå, Fjårm, Fimbultul, Gipul, Gåpul, Gåmul, Gejrvimul. Disse falder gennem Asernes Bosteder. Endvidere nævnes: Tyn, Vin, Tåll, Håll, Grad, Gunntrain, Nyt, Nåt, Nånn, Hrånn, Vina, Vegsvin, Tjodnuma”.

XXXIX.

Gangleri sagde: “Det var mærkeligt, hvad du fortalte. Valhal maa være et meget stort Hus, og der maa tit være Rykind ved Dørene”. Har svarer: “Hvorfor spørger du mig ikke om, hvormange eller hvor store Døre der er i Valhal? Naar du hører det, vil du nok sige, at det er sært, at ikke alle og enhver kan gaa ud og ind efter Behag. Og det er sandelig ikke vanskeligere at få Plads derinde end at komme ind. Her skal du høre, hvad Grimnirsmaal siger:

Fem Hundred Døre og fyrretyve
tror jeg i Valhal være,
går otte Hundred Ejnherjer af hver
ud imod Ulven at kæmpe”.

XL.

Gangleri sagde: “Der er en overordentlig Hoben Mænd i Valhal. Odin maa være en enestaaende mægtig Høvding, siden han styrer saa stor en Hær. Men hvad fordriver Ejnherjerne Tiden med, naar de ikke drikker?” Har svarer: “Hver Dag, naar de har klædt sig på, ifører de sig Rustning, går ud i Gaarden og kæmper med hinanden. Den ene fælder den anden. Det er deres Leg. Men henimod Davretid rider de hjem igen til Valhal og sætter sig til Drikkelag. Som det hedder:

Alle Ejnherjer skal i Odins Tun
hinanden hugge hver Dag,
Modhelt kaare, fra Kampen ride
og sidde forsonede sammen.

Men du talte sandt: Odin er mægtig. Derom gives der mange Vidnesbyrd. Det hedder med Asernes egne Ord:

Yggdrasils Ask er ypperst af Træer,
Skibladnir af Skibe,
af Guderne Odin, af Gangere Slejpnir,
Bifråst af Broer, Bragi af Skjalde,
af Høge Habrok, af Hunde Garm”.

XLI.

Gangleri spurgte: “Hvem ejer Hesten Slejpnir, og hvad kan der fortælles om den?” Har svarer: “Du ved ikke Besked om Slejpnir og kender ikke den Begivenhed, den skylder sin Tilblivelse. Du vil finde Sagen værd at omtale. – I Gudernes første Byggetid, da de havde rejst Midgård og bygget Valhal, kom der en Bygmester til dem og tilbød dem i Løbet af tre Aar at opføre dem en Borg saa god, at den vilde staa fast og uryggelig mod Bjergkæmper og Rimturser, selv om de kom ind i Midgård. Som Betaling forlangte han Freyja til Kone og desuden Sol og Maane. Aserne raadslog indbyrdes, og derefter aftalte de med Bygmesteren, at hvis han fik Borgen opført på een Vinter, skulde han få, hvad han forlangte. Men hvis der den første Sommerdag manglede nogetsomhelst i Borgens Fuldførelse, skulde han give Afkald på Lønnen, og han maatte ikke tage Hjælp af nogen Mand til Arbejdet. Da han hørte disse Vilkaar, bad han om, at han maatte tage sin Hest Svadilfari til Hjælp. Og på Lokis Raad blev dette ham tilladt. Den første Vinterdag begyndte han at bygge Borgen, og om Natten lod han Hesten slæbe Sten til Stedet. Men Aserne syntes, det var et rent Under, saa store Bjerge den Hest trak. Den gjorde dobbelt saa stort et Kæmpearbejde som Bygmesteren. Overenskomsten var stadfæstet ved stærke Vidner og mange Eder, da Jætterne ikke fandt det trygt at være hos Aserne uden Sikkerhedstilsagn, hvis Tor kom hjem. Han var dengang rejst til Østerled for at knuse Trolde. Da det led henad Vinteren, skred Borgens Opførelse hurtigt, og den var saa høj og stærk, at ingen kunde angribe den. Og da der kun var tre Dage til Sommer, var Bygmesteren naaet nær til Borgeleddet. Guderne satte sig nu på deres Domstole og raadslog og spurgte hverandre, hvem der havde tilraadet at gifte Freyja bort i Jåtunhejm eller fordærve Luften og Himlen ved at tage Sol og Maane derfra og give dem til Jætterne. Og alle blev enige om, at det Raad maatte være givet af ham, der i Reglen raader ilde, Loki, Laufeys Søn, og de lovede ham en ond Død, hvis han ikke fandt på en Udvej, saa Bygmesteren gik Glip af Lønnen. De gik løs på Loki, men da han blev bange, svor han på, at han nok skulde ordne det saaledes, at Bygmesteren ikke fik Lønnen, hvad det end skulde koste. Samme Aften, da Bygmesteren kørte ud efter Sten med Hesten Svadilfari for Vognen, kom en Hoppe ud fra en Skov, løb hen til Hesten og vrinskede. Men da Hingsten mærkede, hvad Slags Hest den havde for sig, blev den vild, sled Tøjlerne itu og løb til Hoppen, som flyede til Skoven. Bygmesteren satte efter for at fange sin Hest, men de to Heste løb hele Natten, og Arbejdet forhaledes den Nat. Dagen efter blev der derfor ikke bygget som sædvanligt. Og da Bygmesteren indsaa, at han ikke kunde få sit Arbejde færdigt i rette Tid, da fôr han op i Jætteharme. Men nu var Aserne klar over, at han var en Bjergkæmpe, og de tog da ikke ringeste Hensyn til Ederne. Derimod kaldte de på Tor, der straks kom til Stede. Saa for Hammeren Mjållnir til Vejrs. Tor betalte nu Byggelønnen, ganske vist ikke med Sol og Maane, tværtimod forhindrede han ham i at bo fremdeles i Jåtunhejm, thi ved det første Hug af Hammeren splintredes hans Hovedskal i smaa Stumper, og han fôr ned under Niflhel. Men Loki havde fået sit Ærinde saa godt besørget hos Svadilfari, at en Tid efter fødte han et Føl, som var graat og havde otte Fødder, og det er den bedste Hest hos Guder og Mennesker. Vålvens Spådom siger:

Da gik de højeste til Domstole,
hver hellig Gud, og på det grunded:
hvem Ve havde i Vejret blandet,
lovet Jættens Afkom Ods Kvinde.

Over brast Eder, Ord og Løfter,
styrtet blev alle stærke Pagter.
Tor kun hug tiL i tung Harme,
han sidder sjældent, naar han spørger sligt”.

XLII.

Gangleri sagde: “Fortæl mig, hvad du ved om Skibladnir, som jo skal være det bedste af alle Skibe. Skulde der ikke findes et eneste andet Skib, der er ligesaa godt eller ligesaa stort?” Har svarer: “Det bedste og kunstfærdigst byggede af alle Skibe er Skibladnir, men det største er Naglfar; det ejer Muspells Sønner. Nogle Dværge, Ivaldi-Sønnerne, byggede Skibladnir og gav Frey Skibet. Det er saa stort, at alle Aserne kan indskibe sig deri med Vaaben og Rustning, og det har Medvind, saa snart Sejlet er oppe, ligemeget hvor det skal hen. Det er bygget af saa mange Smaadele og med saa meget Snille, at vil man ikke til Søs med det, kan man vikle det sammen som en Dug og have det i sin Pung”.

XLIII.

Gangleri sagde: “Skibladnir er et godt Skib, men der maa overordentlig megen Trolddomskunst til for at frembringe noget saadant. Mon Tor aldrig på sine Rejser er stødt på noget, der var ham overlegent i Styrke eller Trolddomskunst?” Har svarede: “Jeg tænker, at kun få ved Besked derom, men han har taget mangen haard Tørn. Dog selv om saa var, at et eller andet havde vist sig saa stærkt, at det ikke var lykkedes Tor at overvinde det, behøver man ikke at udsprede Rygter derom, thi en Mængde Vidnesbyrd beviser, og det er alles Pligt at tro det, at Tor er den mægtigste”. Gangleri sagde: “Det forekommer mig, at jeg nu har spurgt eder om noget, ingen kan svare på”. Jafnhar sagde: “Vi har hørt om Tildragelser, som synes os utrolige, men een sidder her tæt ved, som kan fortælle sandfærdigt derom, og du maa fæste Lid til, at han, som aldrig løj før, ikke nu vil lyve for første Gang”. Gangleri svarede: “Jeg vil staa her og høre efter, om I kan besvare mit Spørgsmaal. Kan i ikke det, erklærer jeg jer for overvundne”. Tridi sagde da: “Vi ser nu tydeligt, at han vil have Besked om disse Ting, skønt de synes os daarligt egnede til Omtale. Saa ti da saalænge. Denne Historie begynder med, at Agetor kørte med Bukkene for Vognen og sammen med ham kørte den As, som hedder Loki. Om Aftenen fik de Nattely hos en Bonde. Der slagtede Tor begge sine Bukke, hvorefter de blev flaaede og baaret til Kedelen. Da de var kogte, satte Tor og hans Ledsager sig til Nadvere. Tor indbød ogsaa Bonden, hans Kone og deres Børn til Bords med sig. Bondens Søn hed Tjalfi og Datteren Råskva. Saa lagde Tor Bukkehuderne udenfor Ildstedet og bød Bonden og hans Husfolk kaste Benene på Huderne. Men Bondens Søn Tjalfi flækkede et Bukkelaarben med sin Kniv og trængte ind til Marven. Tor boede der om Natten. Men i det tidlige Daggry stod han op, klædte sig på, tog og svang Hammeren Mjållnir og viede Bukkehuderne. Da rejste Bukkene sig op, men den ene haltede på Bagbenet. Det saa Tor og sagde, at Bonden eller hans Folk maatte have behandlet Bukkens Knogler skødesløst, thi han kunde se, at Laarbenet var brækket. Kort at fortælle: Enhver kan forstaa Bondens Skræk, da han saa, at Tors Bryn trak sig ned over Øjnene. Og ved det Glimt, der traf ham fra disse, følte han det, som skulde han falde for Blikket alene. Tor knugede Hænderne om Hammerskaftet, saa han fik hvide Knoer. Men, som man kunde vente, tryglede Bonden og hans Husstand inderligt om Naade og tilbød alt, hvad de ejede, som Sonebod. Da Tor saa deres Rædsel, drev hans Vrede over, og han formildedes. Han udsonede sig med dem på den Maade, at han tog Børnene Tjalfl og Råskva med sig som sine Tjenestefolk, og de følger ham stadig siden.

XLIV.

Dér efterlod han Bukkene og begyndte sin Rejse østerpå i Jåtunhejm helt ud til Havet og videre ud over det dybe Hav. Da han atter naaede Land, gik han tilligemed Loki, Tjalfi og Råskva ind over dette, til de efter kort Tids Forløb saa en stor Skov foran sig. De gik hele Dagen, indtil det blev mørkt. Af alle Mennesker var Tjalfi hurtigst til Bens, han bar Tors Madsæk, men der var knapt med Fødevarer. Da det var blevet mørkt, søgte de sig et Nattely, og de fandt et Slags meget stort Hus med Indgang i Gavlen og af samme Bredde som Huset. Der slog de sig ned for Natten. Men ved Midnat skete der et stort Jordskælv, Jorden gik i Bølger under dem, og Huset rystede. Tor stod op og kaldte på sine medrejsende, de famlede sig frem og fandt en Sidebygning til Højre midt i Huset. Der gik de ind. Tor satte sig i Døren, de andre var indenfor og meget rædde. Men Tor holdt om Hammerskaftet og havde i Sinde at værge sig. Da hørte de en stor Drønen og Larm. Henad Dagningen gik Tor ud og fik Øje på en Mand, der laa i Skoven, ikke langt borte. Det var ingen lille Mand. Han sov og snorkede forskrækkeligt, og nu mente Tor at kunne regne ud, hvad det var for en Lyd, de havde hørt om Natten. Han spændte Styrkebæltet om sig, og hans Asastyrke steg. Men i det samme vaagner Manden og staar straks op. Det hedder sig, at det ved denne Lejlighed var første Gang, Tor betænkte sig på at lade Hammerslaget falde. Han spurgte Manden om hans Navn, han hed Skrymir. Og Manden sagde: “Ja, jeg behøver ikke at spørge om, hvad du hedder, du er tydelig nok Asator; det skulde vel ikke være dig, der har slæbt min Handske væk. – Skrymir rakte Haanden frem og tog Handsken op. Da saa Tor, at det var den, han havde boet i om Natten, og at Sidehuset var Handskens Tommelfinger. Skrymir spurgte, om Tor vilde følges med ham, og Tor sagde Ja. Saa løste Skrymir sin Madpakke for at spise Davre, og Tor og hans Følge fulgte Eksemplet. Skrymir tilbød at indgaa Madfællesskab med dem, hvad Tor gik ind på. Skrymir bandt da begge Forsyninger i een Pakke og tog den på Ryggen. Han gik foran om Dagen og tog lange Skridt, men sent om Aftenen søgte han Nattely til dem under en stor Eg. Da sagde Skrymir til Tor, at han vilde lægge sig og sove, – men tag I Madpakken og hold Nadvere. Skrymir faldt saa i Søvn og snorkede højt. Tor tog Madpakken og vilde løse den, men det maa siges, hvor utroligt det end kan synes, at ikke en Knude fik han løst, og ikke en Øle-Ende gav efter. Da han saa, at alt hans Slid var spildt, blev han vred, greb Hammeren Mjållnir med begge Hænder, traadte hen til Stedet, hvor Skrymir laa, og hug ned i Hovedet på ham. Skrymir vaagner og spørger, om det var et Blad, der faldt ned i Hovedet på ham fra Træet, og om de nu havde spist og var i Færd med at gaa til Ro. – Tor siger, at nu går de hen at sove. – De gik da under en anden Eg. Men sandt at sige, havde de ingen rolig Søvn. Ved Midnat hører Tor, at Skrymir snorker, saa det dønner i Skoven. Han går hen til ham, svinger Hammeren vældigt og hugger ham midt i Issehvirvlen. Han mærker, at Hammernæbbet synker dybt i Hovedet. Men i det samme vaagner Skrymir og udbryder: Hvad er nu det? Faldt der et Agern ned i Hovedet på mig? Hvad tager du dig for, Tor? – Tor trak sig hastigt tilbage og svarede, at han lige var vaagnet, men det var blot Midnat, og der var Tid nok til at sove videre. Men Tor tænkte, at kunde han bare se sit Snit til at give Jætten det tredje Hug, skulde Skrymir aldrig få ham at se mere. Han ligger nu og passer på, om Skrymir igen sover dybt. Kort før Dagning hører han, at Skrymir maa være sovet ind, staar op, løber hen til ham, hæver Hammeren af al sin Kraft og hugger