Soltemplet Konark

Soltemplet Konark, der også staves Konaditya, er beliggende ved Bengal kysten, 20 kilometer nordøst for den hellige indiske by Puri. Navnet Konarka er en sammentrækning af det indiske ord Kona, der betyder hjørne og ordet Arka, der betyder sol. Templet er berømt for dets udsmykning, der består af tusindvis af figurer og dekorative elementer udhugget i sandsten. Motiverne er elefanter, krigsscener, slangemennesker og erotiske scener.

Det, vi nu til dags forbinder med frisind i valg af udsmykningen af soltemplet Konark i Indien, var ved templets opførelse hverken forargeligt eller på nogen måde uforeneligt med religionen. Kærlighed og erotik var simpelthen udtryk for livsglæde og frugtbarhed og passede derfor udmærket som dekorativt element på et tempel for solen, hvorfra alt liv i sidste instans kommer.

 

Tilblivelsen af Soltemplet er utrolig godt dokumenteret i gamle palmeblads – manuskripter fundet i landsbyerne omkring Konark, Indien, hvor Soltemplet ligger. Manuskripterne indeholder så mange detaljerede oplysninger, at Soltemplet nu er det bedst dokumenterede monumentalbyggeri i verden fra sin periode. Man kender nu blandt andet navnene på arkitekterne og billedhuggerne.

Man ved, at arbejdet blev udført af lønarbejdere og ikke af slaver, som man hidtil havde troet. Man har detaljerede optegnelser, der viser, hvem der udførte hver eneste lille del af det store tempel, og hvad de fik for det. Eksempelvis kan man læse, at på en bestemt dag fik 15 stenhuggere udbetalt l bharana og 30 gauni ris for at sætte et bestemt antal løveskulpturer på piedestaler. Bharana og gauni er lokale måleenheder. Andre hold arbejdere, under ledelse af navngivne arkitekter, fik udbetalt 43 madha (guldmønter) for at bygge et afsnit af dansehallen foran templet.

Soltemplet blev opført i årene 1245-58 af bygherre Raja Narasimha på foranledning af Kong Narasimha. I hele sin regeringstid førte Kong Narasimha krig mod de muslimske erobrere fra Bengalen, som forsøgte at undertvinge den indiske delstat Orissa. Det lykkedes først i 1568, og Orissa forblev derfor en enklave, hvor hinduismen og dens kultur overlevede i århundreder efter, at det øvrige Nordindien var faldet. Soltemplets pragt og livskraft kan opfattes som et symbol på et hindu-kongedømmes vilje til at slås for sin egen kultur.

Templet er bygget til solguden Surya, og det er formet som en enorm himmelsk vogn i sten, der hver dag skal føre Solen hen over himlen. Soltemplet er udformet som en vogn med syv heste forspændt, en for hver af ugens syv dage. De fleste af hestene er idag forsvundet, og der er kun et par stykker tilbage. Ned langs templet er der på hver side 12 hjul, en for hver af årets måneder. Der løber hele vejen rundt om templet en frise fra basis op i ca.2,5 meters højde. Denne frise har tusindvis af figurer og dekorative elementer udhugget i sandsten. Motiverne er dels elefanter, krigsscener, slangemennesker og elskende par. Udsmykningen er utroligt fint og detaljeret udført. Selv indeni hjulnavet har man fået plads til en kampscene med en krigselefant, og i egerne er der anbragt elskende par.

Den Sorte Pagode, som templet også kaldes, blev fundet i begyndelsen af 1800-tallet af den engelske arkæolog, James Ferguson. Han var på besøg i landsbyen Konark, der ligger tæt ved det berømte pilgrimssted Puri. Inde midt i skoven i det øde, sumpede område opdagede han ved et tilfælde et enormt tempelanlæg, der delvis lå i ruiner. Det høje tårn på tegningen har ligget ruiner i århundreder, og måske har det aldrig været færddiggjort.

I dag er kun de nederste dele af tempeltårnet og den store tempelhal tilbage. Resten er styrtet sammen. På området rundt om Soltemplet lå oprindeligt flere bygninger. Dels et mindre tempel for sol-strålegudinden Gayatri , dels en dansehal , som var udsmykket med musikmotiver, og endelig en administrationsbygning , måske anvendt som tempelkøkken. I dag ligger Soltemplet stadig delvis i ruiner, og det indre af tempelhallen er fyldt op med sten og cement. Det var den eneste måde, hvorpå man kunne forhindre det i at falde sammen.

På palmeblads – manuskripterne kan man se, at Kong Narasimha forberedte byggeriet omhyggeligt. To år før man gik i gang, begyndte han at indkalde arbejdere og billedhuggere. Han udvalgte kun de bedste og stærkeste – ofte de samme folk, som deltog i hans felttog. Siden udnævnte kongen en chefarkitekt, en leder af stenhuggerne, en specialist i stukarbejde, en ekspert i jernstøbning og mange andre specialister. Der blev bygget lejre til arbejderne, og der blev skaffet enorme mængder af byggematerialer: tømmer til ingeniør redskaber, bambus til stilladser og jernmalm. Det sidste blev brugt til at smede byggeredskaber på stedet: mejsler, løftestænger, skovle, hakker og hamre. Der blev samlet elefanter til at løfte og slæbe de tunge genstande.

Kongens ingeniører gravede en kanal på ca. 800 m til Sola-floden, vest for templet, så man kunne sejle stenblokke frem til Konark. Manuskriptet forklarer omhyggeligt, hvordan forskellige stenarter blev fragtet ad floden fra alle egne af Orissa: mest sandsten til de meget detaljerede relieffer og det hårde klorit til særlig vigtige skulpturer af guder. Stenblokkene blev sejlet på pramme, der ofte blev bundet sammen for at kunne rumme de store sten.

Lejrene for de folk, der arbejdede på templet, var stramt opdelt og organiseret. Der var et særligt køkkenpersonale, der var vandbærere, barberer og fabrikanter af betel-skrå. Der var arbejdere, som skulle fylde olie på lamperne, og læger der var specialister i plantemedicin. Der var et politi-korps i lejrene, som ikke blot sørgede for lov og orden, men også straffede forsinkelser i arbejde og leverancer med bøder. Af og til skyndede kongen også selv på arbejderne. I en meddelelse fra kongen roses arbejderne først for deres store flid, men siden får de at vide, at nu har de været i gang meget længe, uden at taget er blevet færdigt, hvorefter kongen giver dem en frist.

Manuskripterne nævner vigtige begivenheder, f.eks. besøg af kongelige personer, men de fortæller også om arbejdernes daglige liv. En kort meddelelse fortæller: »En kvindelig arbejder ved navn Suni blev gravid med en arbejder ved navn Samantha, og begge stak af. En vagt, Banu, gik til landsbyen Gopa og fangede dem der. For dette modtog han tre gauni. Da Samantha påtog sig at forsørge Suni resten af hendes liv, sluttede sagen med det, og begge kunne igen arbejde på byggepladsen.«

Kvindelige arbejdere udførte lettere stenhuggerarbejde. Det fremgår, at de bortløbne elskende ikke blev straffet, man ville blot have dem til at vende tilbage til arbejdspladsen, fordi uddannet arbejdskraft var svært at opdrive. Som hjælp til projektet modtog kongen arbejdere fra andre provinser, f.eks. fra Madurai, der ligger et par tusinde km. syd for Orissa. Men de stenhuggere, der blev sendt, arbejdede i en helt anden stil end templets, så de måtte i stedet for skulpturer nøjes med at lave kantdekorationer på de mindre relieffer, hvor deres fremmedartede stil ikke gjorde for megen skade.

Ufarligt var arbejdet ikke. Der er mange meddelelser om ulykker, især under stilladsarbejde. Mange af de store skulpturer vejer adskillige tons, og det kunne ske, at stilladserne brød sammen, mens man forsøgte at hale skulpturerne på plads. Sådan gik det galt under arbejdet med en stor løvestatue: »Mens de halede den op, rystede løven på grund af sin vægt stilladset, og 12 mennesker faldt ned. 30 vagter løftede dem op og bar dem til lægen Garudia Vaidya. Det fik de 16 gauni for (gauni =rismål).«

Det er den slags dagligdags detaljer, palmebladsmanuskripterne er fulde af. Lejren var internt organiseret efter principper, der i dag virker moderne: der blev dannet en slags samarbejdsråd, bestående af to kongelige administratorer og tre arbejdere, som skulle løse konflikter i lejren. Men det ser ikke ud til, at de havde meget at lave, for organiseringen af arbejdet gik tilsyneladende meget glat. Det skyldes sikkert kaste-systemet og den specialisering, der ligger i det. Arkitekterne var for eksempel alle af samme kaste, ofte nære slægtninge, det samme gjaldt stenhuggerne og de andre arbejdere.

Over alle disse specialister svævede en gruppe af lærde brahminer, som var eksperter i Silpa Shastra, den indiske kunst-teori og proportionslære. De boede i en lejr et stykke fra de andre, og deres opgave var at sørge for, at proportionerne var indbyrdes i balance og i overensstemmelse med nogle magiske talforhold, som er udledt af hinduismens hellige skrifter.

Da Soltemplet blev bygget, fandtes i det østlige Indien en sekt, som kaldes Sahajiya. Dens syn var, at sex ikke skulle undertrykkes, som nogle asketiske yoga-retninger foreskriver. Det sidste er nok også den mest almindelige holdning i Indien i dag. Men tilhængerne af Sahajiya-læren var imod enhver form for officiel religion og imod askese. I stedet for at undertrykke naturlige behov som sult og sex, skulle man hellere bruge dem som midler til at opnå højere erkendelse.

Sektens tilhængere forsøgte at sublimere sex og kærlighed til en åndelig ekstase. Dvs. det drejede sig ikke om at opnå orgasme, men netop om at undgå det i en kontrolleret dyrkelse af sex, hvor man forsøgte at fastholde erotikkens følelsesmæssige højdepunkter så længe som muligt. Herved blev menneskelig kærlighed, der begynder som kødeligt begær, langsomt forvandlet til guddommelig kærlighed.

Det er nærliggende at henvise til denne sekt, når man forsøger at forklare de erotiske skulpturer. Men også inden for almindelig hinduisme findes der i Indien en omfattende og populær erotisk-religiøs digtning, som kaldes bhakti, et af den folkelige hinduismes vigtigste udtryk. I bhakti-digtningen findes en erotisk symbolik, hvis glød ikke står tilbage for de erotiske skulpturer.

I hinduismen, hvor guderne i øvrigt er gift og dyrker erotik, er sex ikke noget verdsligt, som kan opfattes i modstrid med det hellige. Dog nok lidt mere i dag end dengang templet blev opført. Erotik var på den tid i Indien ikke noget forargeligt eller på nogen måde uforeneligt med religionen. Kærlighed og erotik var simpelthen udtryk for livsglæde og frugtbarhed og passede derfor udmærket som dekorativt element på et tempel for solen, hvorfra alt liv i sidste instans kommer.

Det bør tilføjes, at i de mange palmeblads manuskripter man har fundet, der fortæller om tilblivelsen af templet samt det liv, der udspillede sig her, fremgår at man har tilbedt solguden Surya på samme måde her som i alle andre indiske templer: Ved at frembære ofre for guden, brænde røgelse osv. Der er intet, som tyder på, at erotiske yogaøvelser eller lignende har været en del af ritualerne.

Tilbedelse af solen

Tilbedelse af solen er i øvrigt ikke isoleret til netop dette tempel, men er noget, vi ser udført, også den dag i dag i talrige templer over hele Indien – ja faktisk over hele verden. At tilbede solen stammer fra oldtiden, hvor mennesket levede i pagt med naturkræfterne. Den altafgørende livsgivende kraft var solen – ikke mindst ved overgangen fra det omflakkende jæger- og samlerstadie til at blive fastboende jordbrugere – og soltilbedelse kendes da også fra stort set alle oldtidskulturer.

Især for de mennesker, der levede mod nord med en lang og mørk vinter, ventede man med længsel solens årlige tilbagekomst – et tegn på frugtbarhed og en ny livscyklus’ begyndelse. Stensætninger blev rejst, så man kunne pejle solen og nøjagtigt kende tidspunkter for de magiske ritualer. To tider var særligt betydningsfulde at fejre – årets korteste dag, hvor lyset begynder at komme tilbage, og årets længste, hvor frugtbarheden kulminerer. Da netop frugtbarheden var så afgørende for livets opretholdelse, har man antaget magien for værende særlig virkningsfuld ved solhvervet. Gennem tilbedelse af solen, magiske ceremonier og offergaver søgte man at sikre livets beståen.

Men også nutildags kan vi overalt på kloden finde mange forskellige former for soldyrkelse. Ved Soltemplet Konark, kan man på dagen efter vintersolhverv, hvor solen vender sin bane og bevæger sig mod nord, se titusinder af hinduer bade i havet og hilse Solen velkommen tilbage på sin opadgående kurs. Denne soltilbedelse har formentlig fundet sted ved Konark i årtusinder, før templet blev bygget, og den er fortsat uændret i alle de år, templet lå gemt i jungle og mudder. Solhverv fejres i øvrigt ved Soltemplet ved en stor festival, der kaldes Mahasaptami.

At templet er opført til ære for solen, ses tydeligt i dets grundform. Det er udformet som en enorm himmelsk vogn i sten, der hver dag skal føre Solen hen over himlen. Syv heste er forspændt, en for hver af ugens syv dage. De fleste af hestene er idag forsvundet, og der er kun et par stykker tilbage. Ned langs templet (“Solvognen”) er der på hver side 12 hjul, en for hver af årets måneder. Disse hjul rummer, som templet i øvrigt, en rigdom af detaljer, selv i hjulenes nav myldrer det med figurer.

 

Andre indiske templer

Soltemplet Konark er bestemt ikke det eneste tempel i Indien, der klassificerer sig som værdig til en placering blandt verdens vidundere. Overordnet set kan templer i Indien opdeles i en nordlig og en sydlig tempelstil. Tempelarkitekturen har gennemgået en stor udvikling i Indien. Det begyndte med enkle konstruktioner, men har udviklet sig til imponerende komplekser, som ligner byer.

• • Bhubanswar er hovedstad i den indiske delstat Orissa. Bhubanswar er berømt for sine gamle templer. Lingaraj templet, Rajarani templet, Mukteshvara templet og Parsurameswar templet, der alle er beliggende i Bhubaneshwar, giver et storslået indtryk af den hinduistiske tempelarkitektur.

• • Det store Jagannath tempel i Puri. Puri er en af de fire vigtigste byer i Indien på grund af dette tempel. Hertil kommer hvert år i juni måned hundredtusinder af pilgrimme for at se guden Jagannath blive trukket af sted i en tempelvogn. Templet er enormt velhavende og har betydelige indtægter fra de mange pilgrimme. Der er mere end 6000 præster og andre funktionærer ansat i templet, og i alt regner man med, at 20.000 mennesker har deres levebrød i forbindelse med templet.

• • Belur templet er beliggende ca 10 km fra Calcutta ved bredden af Ganges i delstaten Karnataka. De hinduistiske stentempler viser tydelige tegn på deres forgængere i træ, som nu er forsvundet. Den utroligt forsirede stil passer bedre til træ end til sten. Disse templer fra Karnataka er ekstreme i henseende til indviklet og forsiret stil. Det er også i delstaten Karnataka, vi finder Halebidu templet.

• • Kumbakonam i delstaten Tamil Nadu er en gammel tempelby og et center for sanskrit-studier og hinduistisk lærdom. Her er mange store templer for Shiva og Vishnu. I Sydindien er tendensen, at man opbygger et anlæg, som ligner en by med gader rundt om templet i midten Det er derfor ingen tilfældighed, at vi i Tamil Nadu finder Sri Rangam templet der er det største sammenhængende tempelkompleks i Sydindien. Dette mægtige bygningsværk er opstået i et meget frugtbart område ved den store Kaveri- flod, og igennem århundreder har lokale konger og fyrster føjet nye bygninger til stedet, som er viet til Vishnu. Det store Vishnu tempel i Sri Rangam er et nationalt klenodie, og meget af det er restaureret. Men da der er så mange bygninger og templer i Sri Rangam, kan regeringen umuligt klare at restaurere det hele, så rundt omkring ser man halvt forvitrede og temmelig faldefærdige templer.

• I storbyen Madurai i Indien ligger det hinduistiske Meenakshi tempel, der dækker et område på intet mindre end seks hektarer. Templet dominerer totalt bybilledet med sine fire 46 meter høje porttårne. De er udsmykket med et mylder af farvestrålende mytologiske figurer, der næsten får tårnene til at ligne levende væsner.

 

 

Khajuraho monumenter

Khajuraho er en mindre by, der er kendt for de unikke templer opført under Chandela Rajput dynastiet i det centrale Indien for over 1000 år siden. Ud af de 85 originale templer er der i dag 22 bevaret. De rigt dekoreret templer er en hyldest til liv, kreativitet og glæde. Et meget roligt sted med kun lidt over 6.000 indbyggere, som inviterer til et lidt længere ophold. Det er dog de færreste turister, der bliver her mere end en dag, hvilket har gjort de mange sælgere i den lille by, ret aggressive. Her kan man ikke nøjes med at afslå sælgernes tilbud om at besøge deres butik blot en gang, men må være forberedt på stort set at gøre dette konstant under hele sit ophold.

Khajuraho monumenter som er på UNESCO’s Verdensarvsliste, er dog værd at udholde et par irriterende sælgere for. Her har de gamle indere virkelig udfoldet sig. Dekorationerne er ganske enestående. Megen af udsmykningen på de gamle templer viser indernes tidligere meget afslappede forhold til afbildning af sex-scener og nøgne kroppe. Frugtbarheden søges illustreret ved eksempelvis at kvindernes bryster ofte er ganske enorme store. De smukt dekorerede templer er dedikeret til de hinduistiske guder Shiva, Vishnu, og Jaina.

Khajuraho var en af hovedstæderne for kongerne i Chandela dynastiet, der fra det 9’ende til det 11’ende århundrede udviklede et stort rige, der på sit højdepunkt strakte sig over det område, der nu til dags kaldes Madhya Pradesh provinsen. Khajuraho strakte sig over et 21 km2 stort område og havde 85 templer opført af forskellige herskere fra omkring år 950 til år 1050. I den sene halvdel af det 11. århundrede kom Chandela dynastiet ind i en turbulent periode af forfald og kongeriget flyttede til højdedrag, der ydede bedre beskyttelse.

Khajuraho fortsatte dog med at have religiøs betydning indtil det 14. århundrede, hvorefter byen blev glemt og gik i forfald. Byens isolerede beliggenhed reddede den formentlig fra den ødelæggelse af hinduistiske monumenter, som muslimske erobrer ellers udsatte det sydlige Indien for. I 1838 blev byen genopdaget af den britiske kaptajn TS Burt.

Af de oprindelige 85 templer, er omkring 20 stadig velbevaret. De er opført i sandsten og både indenfor og udenpå er de rigt dekoreret med smukke figurer. Motivvalget er hovedsagelig seksuelt og erotisk. Khajuraho templerne er opdelt i tre tempelgrupper – den vestlige er den største og bedst kendte. Her finder vi bla. det smukke Kandariya Mahadeva tempel, et 31 meter højt mesterværk med udsmykninger i absolut verdensklasse.

1. Chaturbhuj – 2. Shri Durga Mata – 3. Tempel – 4. Duladeo – 5. Parshvaath (Parsvanath) – 6. Shantinath – 7. Adiath (Aadinath) – 8. Gantai – 9. Brahma – 10. Vimana – 11. Tempel i ruin – 12. Chandela- 13. Jass Operoi – 14. Shankargarh – 15. Chaunsath Jogni – 16. Tempel i ruin 17. Matangeshwara – 18. Varah (Varaha) – 19. Bharat Lodge – 20. Kandariya Mahadeo (Kandariya Mahadeva) – 21. Lakshaman – 22. Devi Jagdambe (Devi Jagadambi) – 23. Parvati – 24. Nandi Shrine – 25. Chitragupta – 26. Visvanath (Vishwanath) – 27. Khajraho Ashok – 28. Payat – 29. Rahil

 

World heritage i Indien

Taj Mahal	Det gyldne tempel	Den hellige by Varanasi	Meenakshi templet	Soltemplet Konark
Ellora tempelruiner	Khajuraho monumenter	Kaziranga National Park	Sundarbans National Park	Sanchi
Klippehuler i Bhimbetka	Brihadisvara	Nanda Devi Nationalpark	Champaner-Pavagadh	Victoria Terminus
Pattadakal	Hampi	Mahabodhi tempelkompleks	Indiens jernbane	Qutb Minar
Manas Vildtreservat	Keoladeo National Park	Fort Agra	Humayus grav	Ajanta Tempelhuler
Elephanta Grotter	Fatehpur Sikri	Kirkerne på Goa	Mahabalipuram