Oprindelig hed tarot Trionfi, der er italiensk for triumfer/trumfer. Det, der adskilte Trionfi fra almindelig kortspil, var netop de 22 trumfkort: Den laveste trumf kan stikke alle ikke-trumfkort, men kan selv overtrumfes af et højere trumfkort. Hundrede år senere fandt man på, at man kunne bruge almindelige kort og melde trumf. Dette nye spil blev også kaldt Trionfi, og derfor måtte det oprindelige spil finde sig et nyt navn, nemlig tarocchi eller tarot.

Historisk Udvikling af tarotkort

Cary-Yale Visconti tarotkort fra omkring 1420’erne er hovedsagelig designet ud fra at skulle være smukke og gengive venner og familie. Andre smukke gamle italienske tarotsæt har ligeledes deres hovedvægt på det kunsteriske udtryk. Marseille tarotkort er enkle da disse blev fremstillet så de egnede sig til trætryk. Oswald Wirth indvarsler nedtoning af kristne symboler og mere inspiration fra det okkulte, via skrifter især af Éliphas Lévi. Det okkulte kom herfra til at præge hvorledes tarotkort blev illustreret. Mest berømt er Rider-Waite tarotkort med massevis af symbolik fra Egypten, den jødiske kabbala, astrologien, alkymien og frimurerne.

Oversigt tarotkort

	Visconti di Modrone (Cary Yale Visconti) Håndmalet Trionfi-dæk bestilt i 1442 af den Milanese Duke Filippo Maria Visconti i anledning af hans datter Bianca Maria ægteskab med Franceso Sforza. Fra de oprindelige sandsynligvis 80 kort, er 67 bevaret i  Beinecke Rare Book and Manuscript Library på Yale University. Se illustrationer af disse smukke tarotkort
	Brera Brambilla Tarot Et andet dæk bestilt af den Milanese Duke Filippo Maria Visconti, sandsynligvis ikke længe før han døde. 49 kort overlever, hvoraf 2 trompetkort, 7 bankkort og 39 kort.
	Visconti Sforza Tarot Sandsynligvis den mest berømte håndmalet Tarot-dæk. Oprettet sandsynligvis i 1454 i Milano i anledning af fred i Lodi. 72 kort overlever, men de er spredt over tre differentierede kollektioner. 35 af disse kort er bevaret i Morgan Library i New York. Accademia Carrara i Bergamo (Italien) har 26 kort. Kun kejseren er tilgængelig i høj opløsning. De sidste 13 kort er i en privat samling af Colleone familien, også i Bergamo. Se illustrationer af disse smukke tarotkort
	Este Tarot En italiensk håndmalet Trionfi dæk, bestilt i 1473 af Ercole I d’Este, Hertug af Ferrara, i anledning af sit ægteskab med Eleanore d’Aragona. De 16 overlevende kort, 8 trompetkort og 8 bankkort bevares i Beinecke Rare Book & Manuscript Library.
	Estensi Tarot (Charles VI dæk) Et italiensk håndmalet Trionfi-dæk, som sandsynligvis blev bestilt af Este-domstolen i Ferrara fra en kunstner fra Firenze. Det franske nationalbibliotek, hvor kortene bevares, daterer dæk til 1475. 17 kort overlever, hvoraf 16 trompetkort. Sandsynligvis det ældste dæk, der oprindeligt havde 22 trumfler.
	Mantegna Tarot Et a-typisk dæk på 50 kort, kun tromper. Den overordnede konstruktion ligner meget Tarot, og mange kort vises i begge sekvenser. De viste kort bevares i British Museum og dateret til 1465 (E-serien) og 1470 (S-serien)
	Det flamske jagtdæk (The Flemish Hunting deck) Ikke et Tarot-dæk, men et smukt og komplet eksempel på middelalderlige europæiske spillekort. Disse kort, der stammer fra Belgien, bevares i Metropolitan Museum i New York
	Master of the PW Ligesom det forrige dæk ikke et Tarot-spil, men et historisk europæisk kortdæk fra 1499, som blev lavet i Köln af PW’s mester. Kortene bevares i British Museum
	Tarorocchino di Bologna Trykt Tarocchino dæk fra Bologna. Det oprindelige dæk havde 62 kort, i Tarocchino di Bologna anvendes 2, 3, 4 og 5 ikke. 57 kort overlever. Konserveret i det franske nationalbibliotek og dateret til første halvdel af det syttende århundrede
	Tarot de Paris Det ældste komplette (78 kort) franske dæk med tal (Marseille-ordre) og navne. Oprettet af en anonym kortproducent i Paris. Konserveret i det franske nationalbibliotek og dateret til begyndelsen af det 17. århundrede.
	Tarot de Jacques Vieville Komplet dæk af en pre-Marseille Tarot oprettet i Paris. Dateret af det franske nationalbibliotek til omkring 1650.
	Tarot de Jean Noblet Ældste kendte Tarot-dæk af Marseille-typen. Opret af Jean Noblet i Paris og dateret af det franske nationalbibliotek til omkring 1659. 4 kort er tabt. Se illustrationer af disse smukke tarotkort
	Tarocchini dæk fra Mitelli Tarocchini dæk oprettet af Giuseppe Maria Mitelli i Bologna. Dateret af det franske nationalbibliotek til omkring 1660. Ligesom Tarocchino di Bologna består dette dæk af 62 kort.
	Tarot de Iean Dodal Tarot af Marseille type I dæk lavet i Lyon. To dæk overlever, den ene bevares i det franske nationalbibliotek og den anden i British Museum i London. Dateret af Britisk Museum til begyndelsen af ​​det 18. århundrede dateres andre kilder dækket til 1701 lige efter den franske kong Louis XIV begyndte at beskatte kortfremstillings industrien. For at undgå disse skatter er dækket kun fremstillet til eksport. Sandsynligvis skabt af Jean Payen, under pseudonymet Jean Dodal.
	Tarot de Iean-Pierre Payen Et andet Tarot af Marseille Type I dæk lavet i Lyon omkring 1713 af Jean-Pierre Payen. Dækket er bevaret i Beinecke Rare Book & Manuscript Library.
	Minchiate de Giovan Molinelli Ufuldstændigt Minchiate dæk trykt på silke og dateret til 1712. Et komplet Minchiate dæk har 97 kort. Kortene bevares i det franske nationalbibliotek.
	Torocchinno di Bologna Et Tarochinno di Bologna dæk udgivet i midten af ​​det 18. århundrede af Antonio de Maria. Det er en af ​​de første Tarocchino dæk, der har de fire Mori i stedet for kejseren, kejserinden og de to paver. Dækket har 62 kort og er bevaret i British Museum.
	Tarot de Nicolas Conver Et Tarot af Marseille Type II dæk oprettet i 1760 i Marseille af Nicolas Conver. Det bedst kendte Marseille-dæk. Denne særlige dæk er bevaret i det franske nationalbibliotek.
	Tarot de François-Iean Vandenborre En belgisk Tarot, der er afledt af Tarot af Jaqves Vievil, skabt i Bruxelles omkring 1780 af François-Jean Vandenborre. Dækket er bevaret i British Museum i London.
	Dobbelt headed Tarocchino GM En tidlig dobbelte Tarocchino, skabt af kortmager GM i Bologna. Dette dæk, der stammer fra begyndelsen af ​​det 19. århundrede, er bevaret i British Museum
	Oswald Wirth tarotkort Se  illustrationer
Oswald Wirth var en kendt schweizisk okkultist og kabbalist (1860-1943). Han tegnet sin første version af de 22 store arkana kort i 1889 og baserede dem på Tarot Marseilles. Oswald Wirth offentliggjorde sine tarotkort i 1926 sammen med en bog om kortene kaldet Le Tarot des imagiers du moyen-age. Denne bog blev oversat til engelsk i 1985 som The Tarot of the Magicians. De mindre arkanakort er ikke udført af Wirth selv, men er blevet oprettet for at matche hans kort i stil og ånd. Oswald Wirth Tarot er stærkt farvet med en metallisk glans. Titlerne og navne er på fransk. Kortnumrene er angivet med romertal. Oswald Wirth indvarsler nedtoning af kristne symboler og mere inspiration fra det okkulte, via skrifter især af Éliphas Lévi. Det okkulte kom herfra til at præge hvorledes tarotkort blev illustreret. Mest berømt er Rider-Waite tarotkort med massevis af symbolik fra Egypten, den jødiske kabbala, astrologien, alkymien og frimurerne.
	Italiensk tarotsæt Disse smukke gamle italienske tarotsæt har ligeledes deres hovedvægt på det kunsteriske udtryk. Se  illustrationer
	Tarot de Marseille Tarot de Marseille af Fournier holder sig tæt på den traditionelle symbolik, men bruger mere blandet, rig, farve end de tidlige træsnit. Baggrundsfarverne er også en moderne tilføjelse. Se  illustrationer

 

Historisk udvikling af tarotkort

Et af de første sæt tarotkort vi kender til var et usædvanlig smukt sæt kort, fremstillet i år 1428 af maleren Antonio Cicognara til fyrsteslægten Colleoni fra Bergamo i Italien. De italienske miniaturemalerier var flotte, men svære at tolke og i takt med at tarotkortene blev mere udbredte og populære var der behov for at få kort der var lette at fortolke. Dette ledte i slutningen af det femte århundrede til skabelsen Marseilles tarotsættet af B.P. Grimaud, der netop koncentrerede sig om at være let at fortolke. Sættet blev hurtigt populært og benyttes den dag i dag.

Et andet hovedsæt af tarotkort, der har inspireret til mange andre sæt kort er det tarotsæt som A.E.Waite udgav i 1910 i London. Kortene blev tegnet af Pamela Colman Smith, udgivet af forlaget William Rider and Son. og kaldes for Rider-Waite kort. Dette var det første sæt kort hvor der også var billeder på den del af tarotsættet, der kaldes “Den lille Arkana”. Førhen var illustrationerne på disse kort blot kortfarven og antallet – f.eks. på kortet Tre Bægre var der kun et billede af tre bægre.

Et andet populært sæt tarotkort er Aleister Crowleys. Crowley havde beskæftiget sig med tarotkort fra omkring år 1900 og var utilfreds med kvaliteten af de dengang eksisterernde kort, så da han mødte kunsteren Freida Harris i år 1937 bad han hende om at tegne et nyt sæt. Dette arbejde kom til at vare over fire år og selv om bogen “The Thoth Tarot Deck”, som beskriver og illustrere kortene udkom i år 1947, udkom selve kortsættet først i slutningen af tresserne. Men det var en udgivelse præget af meget dårligt fotografisk arbejde og først i 1977, da der blev lavet en ny reproduktion ud fra original tegningerne, var der tale om en udgivelse, der yder de flotte malerier retfærdighed.

Foruden disse tre hovedsæt; Marseilles tarotsættet, Rider-Waite kort og Aleister Crowleys, findes der rundt omkring mange spændende, kreative og sjove eksempler på tarotkort. Nogle af disse har valgt katte, dyr, kvinder, stemningsbilleder fra byer og meget andet, som deres gennemgående tema.

Hvor gamle er tarotkort?

Man kan få et nogenlunde præcist svar på, hvornår tarotkort opstod, ved at kigge på gamle tekster. Ovid, der levede omkring Kristi fødsel, beskrev i Ars Amatoria alle de spil, unge mennesker skulle kende for at begå sig i samfundet, men hverken han eller andre græske og romerske forfattere omtaler kort. Den kristne kirke har været flittig med forbud mod al slags spil og hasard, men nævner ikke kort før i det 15. århundrede. Francesco Petrarca (1304-1374) skrev en afhandling om hasard, men stadig uden at nævne kort.

Den ældste omtale af kort er et dokument fra Bern fra sidst i det 14. århundrede, der fortæller, at i 1367 blev der indført forbud mod “kartenspil”. Derefter gik det hurtigt med forbud i Firenze og Basel (1377), Regensburg (1378) og Brabrant i Belgien (1379). Der er dog stadig tale om almindelige spillekort med 52 kort. Vi skal frem til sidst i 1400-tallet, før vi får en omtale af tarotkort med en liste over alle 22 kort i store arkana. De skriftlige kilder passer fint med, at de ældste eksisterende tarotkort stammer fra Norditalien i 1400-tallet.

Udvikling af motiverne på tarotkort

Det, der adskilte Trionfi fra almindelig kortspil, var de 22 trumfkort: Den laveste trumf kan stikke alle ikke-trumfkort, men kan selv overtrumfes af et højere trumfkort.Trumferne slår alle de almindelige kort. Det højeste almindelige kort er kongen, så billederne på store arkana forstiller altså noget, der er “større end konger”. Det forklarer, at den første tredjedel af store arkana indeholder mennesker, der har højere rang i samfundet end kongen, nemlig Kejserinden, Kejseren, Paven og Pavinden (ypperstepræstinden).

Den næste tredjedel indeholder lidt dyder og åndelige begreber (fx Kærlighed), der er større end noget menneske, og den sidste tredjedel indeholder himmelske og religiøse begreber, der naturligvis overtrumfer alt andet.

Stridsvognen Når de romerske generaler vendte sejrrige hjem mod Rom, slog de lejr på Marsmarken og bad om lov til at komme ind i et triumftog. Hvis hærføreren havde en passende rang og sejren var stor nok, blev tilladelsen givet. Triumftoget kom derefter ind i byen ad en særlig port. Forrest kom den fangne konge til fods. Bagefter hans familie og soldater samt vogne med krigsbytte.

Så kom triumfatoren selv i en forgyldt stridsvogn trukket af hvide heste, og bag i vognen stod en offentlig slave, der holdt en gylden krone over generalens hoved. Hele ceremonien var til ære for Jupiter, der havde skaffet sejren, og triumfatoren trådte for en kort tid i Jupiters sted, men slaven bag ham hviskede ind i øret, at al ære er flygtig. Dette giver os en forklaring på Stridsvognen, der repræsenterer det guddommelige og overtrumfer alle de mennesker, der går foran. Bag triumfatoren står den hviskende slave, der minder om, at triumfatoren selv vil blive overtrumfet af tiden (Eremitten) og det guddommelige.

Døden I 1347 blev Europa ramt af pesten, Den sorte Død. Her opstod billedet af Døden, ikke som en ødelægger, men som Guds redskab. Døden fremstilles i Dødedansen, hvor den danser rundt mellem menneskene, og håner dem, fordi de ikke i tide har forberedt sig til at møde Gud. Nogle af de ældste dødedanse finder vi i Sydfrankrig og Norditalien og det er herfra at de første tarotkort dukkede op. Dødedansene har sandsynligvis inspireret hvorledes man i tarotkortene illustrerede døden. I teksten til dødedansene fortæller Døden ofte, at han er et redskab for det guddommelige, og at han selv vil blive overtrumfet af Dommedag.

I Trionfi  I renæssancen forsøgte man at genoplive de gamle klassiske dyder og traditioner. En mand ved navn Cola di Rienza fik gennemført et af de gamle romerske triumftog. En af hans venner hed Francesco Petrarca. Han blev forelsket i en dame ved navn Laura. Desværre var hun allerede gift og afviste ham. Da hun kort tid efter døde af pest, skrev Petrarca et berømt digt, nemlig I Trionfi – Triumferne.

Digtet I Trionfi handler om 6 triumfer, der kører i hver sin stridsvogn, og hver triumferer over den forrige: Den første er Kærlighedens Triumf: Kærligheden i form af Amor besejrer guder og mænd, der er bundet til hans vogn. Kærligheden bliver besejret af Kyskheden, ligesom den gifte Laura afviste Petrarca. Kyskhedens stridsvogn er trukket af enhjørninger, der kun kan fanges af jomfruer. Amor sidder bundet forrest på vognen. Kyskheden bliver offer for Dødens triumf, på samme måde som den kyske Laura døde af Den sorte Død. Berømmelsen triumferer over Døden, da Lauras minde lever videre, men selv Lauras berømmelse vil til sidst bukke under for Tidens triumf. Den sjette og sidste er Evighedens Triumf, hvor Petrarca og Laura genopstår – forenede i det evige liv.

Magikeren. Gertrude Moakley var en amerikansk bibliotekar, der satte sig for at forske i tarots rødder. Hun kom frem til, at tarotkortene er inspirerede af datidens karnevalsoptog, som igen var inspirerede af Petrarcas I Trionfi. Magikeren  er karnevalets konge, der leder triumftoget med sine trylletricks og vittigheder. Moakleys bog udkom i 1966.

Eremitten Eremitten blev tidligere også kaldt Tiden. Vi ser ofte Eremitten, som en gammel mand med med et timeglas eller en lanternei hånden. I den ældst kendte liste over tarotkort, Sermones De Ludo Cum Aliis, kaldes manden El Gobbo, den pukkelryggede. Vi ser dog i gamle tarotkort at Eremitten ikke er pukkelrykket, men ser pukkelrykket ud fordi han under sin kappe gemmer sine vinger! – altså et tegn på at tiden flyver. Det kan godt være, Tiden ligner en gammel mand – men flyve, det kan den.

Trykte tarotkort, 1500 – 1781

Bogtrykkerkunsten blev udbredt, og tarotkort blev almindelige menneskers ejendom. I denne lange periode begynder tarot at få det format, vi kender i dag: 22 kort i store arkana og 14 kort af hver farve i lille arkana. Alle motiverne er taget fra datidens forestillingsverden: Rangklasser i samfundet (Tiggeren, Jongløren, Kejserinden, Kejseren, Paven, Den Kvindelige Pave), kristne emner (Guds Tårn, Døden, Dommedag), menneskelige dyder (Mådehold, Retfærdighed og Styrke) og græsk mytologi.

Den okkulte periode, 1781 – 1909

Stedet var Paris, og tiden var kort efter revolutionen. Kongen var død, Gud var afskaffet, og hemmelige selskaber skød op overalt. Antoine Court de Gebelin skrev i 1781, at de 22 kort i store arkana i virkeligheden var Thoths bog. Thoth var den gamle ægyptiske gud for visdom, okkulte kunster og videnskab, og ifølge Gebelin indeholdt de 22 kort den samlede viden fra de ægyptiske præster – reddet fra de brændende templer for tusinder af år siden.

Eliphas Lévi var den første (i 1856) til at forbinde de 22 kort i store arkana med de 22 bogstaver i det hebraiske alfabet, og de 4 kortfarver med de 4 hebraiske bogstaver i Guds navn. I Lévis tarotkort har hvert kort fået tildelt sit eget hebraiske bogstav, og Vognen bliver nu trukket af 2 sfinkser.

Rider-Waite. I 1910 udgav Waite og Colman Smith de kort, der har været de mest brugte, mest kopierede og mest indflydelserige siden da. Sammen med kortene udgav Waite bogen; The Pictorial Guide to the Tarot. Waite bruger mange sider af sin bog på at argumentere imod Gebelins teorier om at tarot kommer fra Egypten, men alligevel bliver Vognen trukket af to sfinkser. Dette skyldes at at Waite var inspireret af rosenkreuzerlogen Order of the Golden Dawn, og frimurerne mente at stamme fra Egypten.

Foruden sfinkserne, ses også  i Vognen, den stjernebesatte baldakin, hvilket er et frimurersymbol, der stammer fra den tid, hvor frimurerne måtte mødes “under stjernerne” dvs. i det fri. Ligeledes bør bemærkes at Vognen, ikke er nogen vogn, men derimod en firkantet stenblok, hvilket er et symbol på en frimurer, der endnu ikke er helt indviet. Månefaserne på hans skuldre har ansigter og hedder Urim og Thummim. De bruges af frimurere, der har dem fra ypperstepræsterne i de jødiske templer. Våbenskjoldet på vognen et omvendt frimurerforklæde. Cirklen med vinger er Den Vingede Horus (Egypten), og logoet er lingham og yoni.

Tarot efter år 1911

Der findes et rigt udvalg af tarotkort. Foruden den almindelige rektangulære form kan man få cirkelrunde kort eller enorme rektangler og man kan få tarotkort hvis valg af motiver spænder fra inspiration over sagnhistorier om Kong Arthur, til nutidige motiver af biler og højhuse.

I vor tid er der udgivet utroligt mange tarotkort. I enkelte tilfælde skyldes det et ønske om at ændre indholdet (f.eks. Daughters of the Moon Tarot, der erstatter alle symbolerne med kvindelige figurer).  Colmans tegninger enkle og åbne og alting har en betydning. Fx så har hjulene i Vognen samme gule farve som himlen, hvilket er helt bevidst. Dette har dog fået nogle til at tænke at de kunne lave flottere og bedre tarotkort.

Således er der udgivet adskillige kortsæt, hvor Colman Smiths originale tegninger har fået ny farvelægning (Universal Waite, Golden Waite, Albano-Waite). Et eksempel på en moderne kunstner er Carl W. Röhrig: Narren har hverken stav eller hunde, og Vognen har hverken heste eller sfinkser. Kortene er flotte, men forbindelsen til rødderne er klippet over. Som tarotlægger kan man selvfølgelig være ligeglad med, om vognen bliver trukket af heste eller sfinkser, eller om “hestekræfterne” befinder sig under motorhjelmen, men det kræver, at man selv kender kortenes symbolske rødder.

 

Stil spørgsmål om Tarotkort

Stil lige så mange spørgsmål du har lyst til om Tarotkort
Det er gratis og nemt – Stil et spørgsmål

 

Tarotkort