I satanisme dyrkes det mystiske, det magiske under ritualer og ceremonier, der har til formål at give satanisten frit løb for sine interesser. Disse interesser kan være i det paranormale eller spirituelle.

Ritualer udføres også for at bearbejde utilfredsstillede drifter (had, sexlyst, eller sorg). Derved undgås det, at interessen i det paranormale eller resultatet af at undertrykke drifter bliver ført ud i det virkelige liv. Ritualerne kan også have til hensigt at give satanisten større indsigt i sig selv. Satanismens grundopfattelse af mennesket bygger på, at mennesket er fundamentalt selvinteresseret og søger sin egen nydelse. Satanisme er en materialistisk funderet religion, hvilket står i kontrast til de spirituelle religioner.

Satanister har ligesom alle andre mennesker brug for arbejde, lyst til uddannelse, osv. Derfor vil det ikke nødvendigvis være muligt at vide, om en arbejdskollaga eller medstuderende skulle være satanist. Der er derfor sjældent en umiddelbar, synlig forskel på satanister og andre mennesker. Men en satanist lever så vidt muligt i overensstemmelse med sig selv. Det vil sige, at satanisten selv sætter sine grænser for, hvad der er tilladt, selv sætter sine mål og idealer, og selv definerer, hvad der er godt og hvad der er dårligt for ham/hende selv.

Satan betyder oprindeligt ”modstander.” Overordnet fører man satanismens rødder tilbage til gnostiske sekter i den tidlige middelalder. Her er der ikke tale om satanisme i egentlig forstand men, sekterne blev opfattet som antikristne, hvilket senere bliver satanismens varemærke. Moderne satanisme er et paraplybegreb som dækker over flere sataniske aktiviteter. Der er dog langt imellem de mere velorganiserede af slagsen. Dette skyldes at satanister oftest har måtte leve alene med deres overbevisning. Enkelte aktiviteter har dog formået at organisere sig.

Satanismen fordeler sig i fire overordnede typer:

Den rationelle satanisme

Den rationelle satanisme, ofte kaldet den ateistiske satanisme, tror ikke på Satan som et overnaturligt væsen, men som et symbol på menneskets naturlige instinkter. Denne form for satanisme sætter i de fleste tilfælde mennesket i centrum og handler overvejende udfra egoistiske standpunkter. Satanismen adskiller sig fra ateisme ved at have visse etiske og moralske forskrifter, som til dels er introduceret i bogen Satans bibel.

Den rationelle satanisme betegner en intellektualisering af de traditionelle satanistiske forestillinger. Satan er således ikke tænkt som en levende eller virkelig person, han fremstår mere som et symbol på livsnydelse. Den rationelle satanisme går ud på, at der netop ikke eksisterer nogen gud. Mennesket er det største væsen på jorden, og vi er derfor herrer over os selv. Dette medfører, at vi må tage konsekvenserne af vores handlinger.

Denne retning repræsenteres overvejende af Anton Szandor LaVey, der i 1966 grundlagde Church of satan og i 1969 udarbejdede “Satans bibel”, som blev forgængeren for satanismen. Satans bibel indeholder 9 sataniske erklæringer. Disse erklæringer skal ikke ses som religiøse regler da der i den moderne satanisme ikke eksisterer nogen gud. Erklæringerne skal i stedet ses som retningslinier til at opnå en større frihed.

1. Satan repræsenterer nydelse, ikke afholdenhed!
2. Satan repræsenterer vital eksistens, ikke åndelige tågedrømme!
3. Satan repræsenterer ubesmittet visdom, ikke hyklerisk selvbedrag!
4. Satan repræsenterer mildhed over dem, der fortjener det, ikke kærlighed spildt på uværdige!
5. Satan repræsenterer hævn, ikke at vende den anden kind til!
6. Satan repræsenterer ansvarlighed over for de ansvarlige, ikke omsorg for psykiske vampyrer!
7. Satan repræsenterer mennesket som blot et andet dyr, undertiden bedre, men oftere værre end dem, der går på alle fire, et dyr, som på grund af sin “guddommelige åndelige og intellektuelle udvikling” er blevet det ondeste af alle dyr!
8. Satan repræsenterer alle de såkaldte synder, eftersom de alle fører til fysisk, mental eller følelsesmæssig tilfredsstillelse!
9. Satan har været kirkens bedste ven nogen sinde, fordi han har holdt den travlt beskæftiget i alle disse år!

Satans bibel er Church of Satans manifest. Bogen giver en introduktion til Church of Satans oprindelige opfattelse af satanisme, og sætter retningslinier for, samt beskriver organisationens fundamentale principper for ritualer. Der er tilsyneladende en væsentlig interesse for S/M relaterede ritualer blandt Church of Satans medlemsskare. For at forstå satanisme er det nødvendigt at forstå noget af, hvad Anton LaVey og hans satankirke står for, og hvad det er, han ønsker at fremme med sin satanbibel.

Anton LaVey benægter satans eksistens og fastholder, at satan blot er en af arketyperne, ud fra den okkulte psykolog, Carl Jungs, teorier. Djævelen eksisterer kun som et billede på menneskehedens løsslupne begær og uendelige muligheder for udskejelser Den sataniske bibel er ret kristendomsfjendsk, og den opmuntrer til alle de former for udskejelser, som dens læsere kan føle sig inspireret til under devisen: “Gør hvad du vil, så længe du ikke skader andre.” Det vigtige at bemærke i denne læsesætning er at den sætter det enkelte menneske til at bedømme, hvad der er godt, og hvad der er ondt. Den sataniske bibel som Anton LaVey er ophavsmand til indeholder dog en række opfordringer, der vanskeligt umiddelbart kan tolkes anderledes end at hvis de følges vil de medføre skade på andre mennesker:

Citat fra Satas bibel:

“Had dine fjender helhjertet, og hvis en slår dig på den ene kind, så slå ham! Ram ham skånselsløst, for selvopholdelse er den højeste lov. Den, som vender den anden kind til, er en fejg hund. Giv ham slag for slag, hån for hån og fordømmelse for fordømmelse – med renters rente. Øje for øje, tand for tand, firfoldigt, ja, hundredfoldigt! Gør dig selv til en rædsel for din fjende, og når han går sin vej, vil han have fået noget at gruble over”.

“Velsignet er de stærke, for de skal besidde jorden. Forbandet er de svage, for de skal arve åget. Velsignet er de stærke, for de skal æres af mennesker. Forbandet er de svage, for de skal blive udslettet. Velsignet er de frække, for de skal blive verdens herrer. Forbandet er de retskafne ydmyge, for de skal trædes under fode af kløvede hove. Velsignet er de sejrrige, for sejren er grundlaget for ret. Forbandet er de besejrede, for de skal være trælle for evigt. Velsignede er de hårdhændede, for de uegnede skal flygte foran dem. Forbandet er de fattige i ånden, for dem skal der spyttes på. Velsignet er de, der tror på, hvad de mener, der er bedst for dem, for deres tankeverden skal aldrig blive terroriseret. Forbandede er Guds lam, for de skal skræmmes blegere end sne. Tre gange forbandet er de svage, hvis usikkerhed gør dem usle, for de skal tjene og lide.”

Den okkultistiske satanisme

Her betegnes satan som en personificeret kraft. Den tilbedte kraft er det, som man nok vil kalde den kristne Satan, altså den Satan som optræder i bibelen. Denne form er ligesom Church of satan også en større organisation ved navn Temple of seth. Leder Michael Aquino ønskede en satanisme, som i større grad kunne betegnes som en religion. Han mente at have modtaget en Satanåbenbaring i 1975, hvor Satan ønskede at blive tilbedt under sit oprindelige egyptiske navn Seth.

Syresatanisme

Knytter sig mest til heavy metal grupper, som har satanistiske budskaber. Denne form for satanisme, er nok den som oftest optræder i medierne på grund af sit fremtrædende voldelige aspekt. Syresatanismen bliver som oftest forvekslet med de andre retninger. Tilbederne ses tit som unge mennesker, der bruger satanismen til at gøre oprør med.

Lucifer satanisme

Tilbederne af denne satanisme forsøger at ændre den bibelske opfattelse af satan som den onde. Man argumenterer med historiske kilder, der viser satan som en nødvendig del af en samlet verdensorden.

De faldne Guds sønner

Tidligt antog man at ni tiendedele af Guds sønner var faldne. Senere vendte man dog proportionerne om, idet man indså at hvis der kun var en tiendedel tilbage i himlen ville det give de sataniske styrker en afgjort fordel. Grunden til at englene faldt er der modstridende meninger om. Det står dog fast at baggrunden var at de havde blandet sig med mennesket. Og skønt deres motiver hertil havde været en blanding af seksuel appetit, lyst til at danne venskab med mennesket og undervise mennesker i de himmelske hemmeligheder, lod Gud sig ikke formidle og straffede dem ved at udstøde dem fra himlen.

En anden forklaring på de faldne engle er at kirken på et tidspunkt stod med et teologisk problem. Eftersom man antager at engle er kønsløse, havde man et forklaringsproblem, idet der i talrige hellige skrifter er beretninger om hvordan engle med entusiasme demonstrerer seksuelle lyster. Ved at “opfinde” begrebet faldne engle havde kirken løst problemet!

Igennem forskellige skrifter forekommer historier om engle, der ikke kunne modstå fristelsen fra verden og derfor blandede sig med mennesker på jorden. Disse engle er faldne i forhold til deres bestemmelse om at være guddommelige himmelvæsner. Den mest berømte faldne engel af alle er dog Satan. Satan var den første engel, Gud skabte, og Gud gav ham navnet Lucifer, som betyder den lysende.

Lucifer var en af Guds allernærmeste og mest betroede engle og var leder af det store englekor. Men han var langt fra tilfreds med sin plads i Himlen. Han planlagde derfor i al hemmelighed at styrte Gud fra magten, og med en blanding af smiger og trusler lykkedes det ham at få en tredjedel af alle Himlens engle med sig. Lucifers plan mislykkedes. Og som straf blev både han og de engle, som havde ladet sig friste, kastet ud fra Himlen. Det fortælles, at de faldt og faldt og faldt i ni dage og ni nætter – lige lukt ned i Helvede…!

Englehierarkiet

Da Satan som nævnt i den kristne forstand opfattes som en af Guds faldne engle, skønnes det relevant kort at fortælle om englehierarkiet i øvrigt. Der har igennem historien været forskellige bud på hvorledes man burde kategorisere de mange engle. I følge tre basale skrifter kan engle opdeles i ni engletyper, med hver deres unikke udseende og respektive embede, som de forvalter og tager sig af.

Den første til at foreslå en inddeling af engle var en herre ved navn Dionysios Pseudo-Areopagita. Thomas Aquinas, tog tråden op i år 1267 i sin afhandling, “Det teologiske system” og omkring halvtreds år senere offentliggjorde den italienske politikker og poet Dante Alighieri sin “Guddommelige komedie” med dennes definition af alle skabninger, onde såvel som gode. Disse tre skrifter er som regel det udgangspunkt, man tager når man taler om klassificering og systematisering af engle.

De ni englegrupper, man klassificere englene i, skulle hver især bevæge sig rundt om Guds trone, meget lig den måde hvorpå vore solsystems planeter bevæger sig rundt om solen. Mens de bevæger sig rundt om Guds trone synger de lovsange til Guds ære, hvorfor englegrupperne benævnes de ni himmelske kor. Satan hører til i det såkaldte niende kor, der består af Guds sønner og skytsengle. Dette er det sidste af de ni himmelske englekor og består af de to grupper, skytsengle og så gruppen, der benævnes Guds sønner eller Vægterne. Sidstnævnte gruppe opdeles i to undergrupper, nemlig De Faldne og De Ikke Faldne.

Satan

Satan er i kristendommen den øverste i dæmonernes rangorden. I forskellige kontekster omtales han også som Lucifer, Ahriman, Antikrist, Belial, Beelzebub, Fanden, Mørkets fyrste og Djævelen. Ordet Satan kommer af hebræisk Śāṭān, der egentlig er et substantiv med betydningen “modstander” snarere end et egennavn. I Det Gamle Testamente er “Modstanderen”, som han dér kaldes, da heller ikke i udgangspunktet samme skikkelse som Satan i den senere kristendom. Oprindeligt er han ét af de himmelske væsener, der kaldes gudesønnerne (se fx Jobs Bog, kap 1 og 2). Satan tjener her snarest som den af de himmelske væsener, hvis opgave det er at sætte menneskene på prøve for at afprøve deres retfærdighed.

Med tiden ændres opfattelsen imidlertid og man kommer i stigende grad til at se Satan som en modsætning til Jahve, og i århundrederne før Kristus udvikler han sig til en decideret “anti-Gud”, en Guds arvefjende, hvilket også er den rolle, han har i kristendommen. I jødedommen findes denne opfattelse også (fx i Dødehavsskrifterne, hvor han kaldes Belial), men lige så ofte ses Satan blot som en af Guds tjenere. I islam kendes Satan som Iblis eller Shaitan, der var anfører for jinnerne, indtil han nægtede at adlyde Allahs krav om, at han kastede sig ned foran Adam, fordi han ikke ville anerkende, at mennesket skulle være ham overlegent. I islam regnes Satan for en jinni, en ildånd, modsat englene, der er lavet af lys.

Stil spørgsmål om Spiritualitet

Stil lige så mange spørgsmål du har lyst til om Spiritualitet
Det er gratis og nemt – Stil et spørgsmål