Naturvidenskaben støtter sig op af de fysiske, kemiske og matematiske love. Det er også indenfor naturvidenskaben at man finder Darwins evolutionsteorier.
Grundelementerne er bl.a.: Newtons love, Einsteins relativitetsteori, universelle bevarelseslove, grundlæggende definitioner af fysiske størrelser, solsystemets mekanik og rotationer om fast akse, elektromagnetisme, som baserer sig på Maxwell’s fire ligninger om elektromagnetiske felter, kvante-, atom- og kernefysik. Grundstoffernes periodiske system. Syre – base kemi. Kemiske- og biologiske forbindelser og reaktioner. De matematiske grundregler etc.
Videnskab og spiritualitet
Mens lægevidenskaben og det spirituelle står ganske stejlt overfor hinanden, forholder det sig anderledes med spiritualitet og naturvidenskab.
Den store uløste gåde – hvilket også er umådelig interessant i forhold til spiritualitet – den teoretiske fysik står overfor i dag, er teorien for kvantegravitation. Kvantemekanik er studiet af stof og stråling på atomart niveau, og Kvantiseringen af tyngdekraften er nødvendig, for at beskrive fysikken i områder med meget stor rumtidskrumning – nær eller inde i sorte huller for eksempel, eller på de allermindste skalaer efter Big Bang. Udfordringen er at forstå, hvordan tyngdekraften virker på atomart niveau – Det der teknisk set kaldes at kvantisere tyngdekraften. Kvantisering svarer til at beskrive kraften, som en udveksling af små energipakker – kvanter – mellem stoffets mindste bestanddele.
Fysikerne har allerede bragt de andre tre – den stærke kernekraft, elektromagnetismen og den svage kernekraft under kvantemekanikkens vingers. Men i modsætning til de tre, så virker tyngdekraften på helt anderledes skalaer end kvantemekanikken. Tyngdekraften styrer planeternes og stjernernes baner, og er for svag til at påvirke forholdene i et atom, hvis bestanddele har meget meget små masser. Mens kvantemekanikken, som beskriver fysikken i atomerne, har en ubetydelig effekt på stjernernes og planeters baner.
Opdagelsen af mørk energi har fået de to verdner til at støde sammen. Universets acceleration kan måske give teoretikerne et fingerpeg om, hvordan tyngdekraftens lille energikvant opførere sig. Einsteins egen tyngdekraftsteori tillader en frastødende effekt, så hvis forskerne kan gennemskue den mørke energis natur, er det måske det manglede skridt på vejen mod en forenet teori for alle naturkræfterne.
Tyngdebølger er for tyngdekraften hvad lysbølger er for elektromagnetismen. Lysbølger bærer information om stoffets elektriske og magnetiske egenskaber, og i kvantemekanikkens sprog er det lille energikvant kendt som en foton. Alle svingende strålingsfelter kan kvantiseres, det vil sige beskrives som udveksling af små energipakker. Og for tilfældet tyngdekraften, kaldes det tilhørende energikvant gravitonen, i analogi med fotonen. Da partikler på kvanteniveau både kan opføre sig som partikler og bølger, er gravitonens svingende tilstand netop tyngdebølgerne, ligesom fotonens er lysbølger.
Kvantegravitation – kvanteteorien for tyngdekraften – er selvsagt lidt af en udfordring, hvilket blandt andet ses ved at to af verdens største tænkere – Bohr og Einstein – ikke formåede at opstille en fuldstændig teori for kvantegravitation. Udfordringerne heri ligge blandt i at den matematisk set er helt anderledes end de tre andre naturkræfter. De tre andre naturkræfter, den svage kernekræft, elektromagnetismen og den stærke kernekraft, virker med rumtiden som baggrund. Og hvad vil det egentlig sige at kvantisere selve baggrunden? At kvantisere rummets og tidens form?
For at kvantisere tyngdekraften, vil det være nødvendigt at gå hinsides de kendte teorier for elementarpartikler og kosmologi. Sådan en ny teori skal både forklare de kendte fakta på en mere forenet måde, og må ikke indføre flere antagelser end fakta. Sidste, men ikke mindst, skal den kunne testes eksperimentelt så forskerne kan be- eller afkræfte den. Superstrengsteorien tilbyder, måske for første gang overhovedet, en lovende indfaldsvinkel til at konstruere en fornuftig teori for kvantegravitationen. Den indeholder både de kendte teoriers grundlæggende ingredienser, og den lovede graviton.
Supersymmetri
En anden vigtig ingrediens i moderne fysik er den såkaldte supersymmetri: Der er grundlæggende to slags partikler i Universet. Stofpartikler og kraftpartikler. Stofpartikler er det som alt i Universet er opbygget af, mens kraftpartiklerne fortæller stoffet, hvordan det skal opføre sig. Protoner, neutroner og elektroner er eksempler på stofpartikler, mens fotonen og den flygtige graviton er eksempler på kraftpartikler.
Supersymmetrien siger så, at hver stof partikel har en tung kraft-partner, og hver kraftpartiklel har en tung stof-partner. Fotonens stof-partner hedder fotinoen, og elektronens kraft-fætter kaldes selektronen. Hvis vi kræver, at fysikken skal være supersymmetrisk, så får vi en teori kaldet supergravitation. Her dukker der en stofpartikel op, som hedder gravitinoen. Og dens supersymmetriske partner er netop gravitonen, tyndekraftens kvantepartikel, og den, der bærer tyngdebølgerne.
Supersymmetrien er dog ikke uden problemer. De supersymmetriske partnere skal ifølge beregningerne være ekstremt tunge, og derfor har det indtil videre ikke været muligt at lave dem i partikelacceleratorerne eller opfange dem med moderne måleudstyr. Til gengæld bliver der lige nu bygget endnu større og stærkere acceleratorer end nogensinde før.
Vil du vide mere
Meningen med dette lille afsnit om naturvidenskab er for at vise hvorledes videnskab, – og andre begrebsverdner som filosofi, psykologi, lægevidenskab, trosretninger, etc. – hvor forskellige de så end umiddelbart ser ud, meget ofte beskæftiger sig med de samme emneområder. Ses de i sammenhæng beriger og supplere de hinanden. Vi er dog traditionelt ikke særlig gode til at se noget som helst i sammenhæng.
Den vesterlandske tænkemåde har altid skilt begreberne fra hinanden. Grænsedragninger er lavet mellem materielt og åndeligt, mellem kropsligt og sjæleligt, mellem mennesket og guddommeligt, mellem subjekt og objekt. I det hele taget ligger der i den vestlige tænkning mange grænsedragninger, hvorfor vi får eksakte videnskaber og skarp adskillelse mellem religion, videnskab, erkendelsesteori, filosofi, psykologi, naturvidenskab m.v.
Dette er modsat den østlige tankemåde som det meste spiritualitet er baseret på. Her er man mindre interesseret i faktisk viden om den ydre verden, dens interesse er mere for den essentielle væren, den indre verden. Den østlige tænkning foretrækker intuition frem for fornuften, symboler frem for begreber, realisering af selvet gennem udslettelse af jeget, frem for realisering af selvet gennem udføjelse af personligheden.
Hver for sig rummer de to tænkemåder styrker og svagheder. Den største svaghed opstår dog hvis man vælger den ene fra i forhold til den anden. Det er i det hele taget frugtbart at vænne sig selv af med at tage stilling enten for eller imod. Bedre er det at prøve at nå frem til en højere modsigelsesfri tænkning, der benytter det bedste af begge fremgangsmåder. Hvis du gerne vil forstå, og have spiritualitet til at udfolde sig i dit liv, er det en fordel at være opmærksom på hvorledes vores vestlige tankemåde binder os fast i bestemte tankesæt og -mønstre.
Stil spørgsmål om Spiritualitet
Stil lige så mange spørgsmål du har lyst til om Spiritualitet
Det er gratis og nemt – Stil et spørgsmål
