I den klassiske alkymi prøvede man at fremstille guld af ringere stoffer. I dag bruges alkymiens forvandling af bly til guld som et billede på en indre erkendelsesproces, hvor stofferne har kræfter eller energier, som kan bevæges og påvirkes. Alkymien anskues på meget forskellige måder, alt efter om man tager de kemisk, videnskabelige eller de spirituelle briller på.
Ordet alkymist er dannet ud fra alkymi, som er sammensat af arabisk al- = “den / det” + græsk chymeia = “kemi”. Det betyder altså “kemien”. Alkymisten var en person, som beskæftigede sig med kemiske stoffer og mange af Middelalderens alkymister var seriøst arbejdende kemikere. De var henvist til at arbejde ud fra den religiøse og magiske forståelsesramme, som var gældende i samtiden, og de måtte bygge på den sum af faktisk viden, som var tilgængelig. Mange alkymister støttede sig til gnostiske skrifter, til kabbalaen og tarot, og de var overbeviste om, at astrologiske forhold havde betydning for stofferne og menneskenes temperamenter.
En del var svindlere, der søgte at udnytte tidens overtro og frygt for det ukendte til egen vinding. I middelalderen kunne det, at være alkymist, både være godt og skidt. Den regerende konge, magthaver ville helst ikke have, at det skulle ske, at en af folket skulle komme til at have flere penge end han, så derfor havde konger og andre rigmænd ofte flere af landets bedste alkymister til at for sig.
Men at være alkymist i middelalderen var bestemt ikke risikofrit. Nogle steder blev alkymisterne understøttet af den lokale kirke, andre steder blev de som kættere truet med bål og brand. De sidste tilfælde var de almindeligste, og det betød, at langt den største del af alkymien rent bogstaveligt talt foregik under jorden. Det krævede et righoldigt udstyr, stor ovn og god plads at være alkymist, og det var noget af et kunststykke at bruge det, uden at naboerne opdagede, hvad der foregik. At alkymien foregik under jorden har desværre også medført, at vores kilder om alkymisterne er ret sparsomme.
Den klassiske alkymi arbejdede som nutidens moderne kemi med at finde ind til de kemiske sammensætninger af alting. Den klassiske alkymi, der blandt andet søgte at frembringe guld, livseliksir samt inddrog astrologi og diverse religiøse skrifter blev afløst af den moderne kemi omkring år 1760 hvor den franske kemiker Antoine Laurent Lavoisier (1743-1794) fastslog at kemi bygger på grundstoffer, der ikke kan opbygges af simplere stoffer – og at guld er et sådant grundstof.
De fire elementer
Alkymien tager udgangspunkt i de fire elementer: jord, vand, luft og ild. Disse fire opstår iflg. alkymien ud af en bagvedliggende enhed, der kaldes Prima Materia. De mange forskellige stoffer, der findes, blev derfor i alkymien forklaret som forskellige blandingsforhold af de fire elementer. Som følge heraf måtte det altså være muligt at forvandle ét stof til et andet.
I forsøget på at frembringe denne forvandling blev forskellige stoffer, der repræsenterede elementet jord, blandet med væske, som er elementet vand. Det blev hældt i en kolbe, hvor der i forvejen var elementet luft, og det hele blev udsat for kraftig varme, som var det sidste element ild. Umiddelbart har alkymisten kunnet iagttage forskellige forvandlinger af dette stof under opvarmningen, men noget ægte guld er det næppe blevet til! Noget måtte mangle, og alkymisterne mente, at det manglende led i processen var “De vises sten”.
Der blev brugt mange forskellige stoffer i middelalderens alkymistiske forsøg. Mest almindeligt var salt, svovl og kviksølv. Disse tre stoffer kaldes Tria Prima, dvs. de tre første, og de er blev ofte anset for at være nødvendige for at fremstille “De Vises Sten”. Når disse stoffer blandedes i en smeltedigel under påvirkning af elementet ild, begyndte en tredelt proces.
- Det første stadium, Nigredo (det sorte), stod for nedbrydelse og renselse, hvori stoffet blev lutret og urenhederne skilt fra. Den iagttagelse, der ligger til grund for dette, er formentlig, at når metal som f.eks. bly smeltes i en smeltedigel, flyder urenhederne op til overfladen, hvorfra de ret nemt kan skummes fra.
- Mange stoffer, der tilsyneladende er ensartede, viser sig at bestå af flere forskellige stoffer, når de bliver opløst i vand, olie eller alkohol. Ligeledes er der mange stoffer, der deles, når de opvarmes. Disse iagttagelser har formentlig været baggrunden for det næste stadie, albedo (det hvide), der stod for udskillelse i modsætninger.
- Det tredje, rubedo (det røde), stod for modsætningernes genforening og opløsning. Efter lutringen og opløsningen i forskellige bestanddele samles kolbens indhold igen (om ikke før så under afkølingen), og et nyt stof er (måske) fremkommet. Ofte har det nye stof ikke været anvendeligt, men undertiden er der givetvis kommet nye produkter ud af eksperimenterne, der har kunnet bruges i praksis, selv om det næppe har været det ægte røde alkymistiske guld. De eksperimentelle alkymister førte givetvis grundige optegnelser over deres eksperimenter, så fejltagelser ikke blev gentaget. På den måde har de bidraget til og været forløberen for den moderne eksperimentelle videnskab.
Astrologi, lægekunst og alkymi
Hvis man ser tilbage i historien finder man at astrologi, alkymi og middelalderlig lægekunst bygger på et fælles grundlag og at teorierne i astrologien og lægekunsten er de samme som bliver benyttet i alkymien. Den romerske læge Klaudios Galenos (år 129-199), som var af græsk afstamning, fik betydning for astrologien. Galenos opbyggede bl.a. et billede af det menneskelige legeme som i lighed med alkymiens fire grundelementer blev opdelt i fire grundbestanddele, fire væsker: Slim, Blod, den Gule og den Sorte galde.
De fire menneskelige grundbestanddele varierede i vekslende mængder, alt efter årstiden. løbet af året og findes forskellige steder i kroppen. Slimet forekommer hovedsagelig i hjernen, blodet i hjertet og årerne, den gule galde i leveren og den sorte galde i milten – alt sammen i følge Klaudios Galenos. De fire grundbestanddele er livets safter og de præger livet. Naturen spiller også ind og indvirker på mængderne af de forskellige stoffer.
Således tager slimet f.eks. til om vinteren – man får snue og den store mængde af slim gør, at man bliver syg. Slim kaldes på græsk for flegma og det betyder at man om vinteren bliver mere flegmatisk og tænker koldt og klart. Når det bliver forår tager blodet til. Man rødmer og føler sig varm, og man får let næseblod. Det stemmer helt med naturens ændring. Dagene bliver længere, og varmen tager til. Blod hedder på latin sangvis, hvorfor man om foråret bliver sangviniker – let til glæde og let til sorg. Om sommeren er det den gule galde som tager til – hvilket ses på hudens gulbrune farve. årstiden er varm og tør, og samtidigt tager slimet af. På græsk hedder galde chole og man bliver således kolerisk om sommeren. Endelig er det den sorte galde, som tager til om efteråret. Alt forekommer sort, og man bliver melankolsk på denne årstid.
Sammenhængen mellem årets gang og menneskets legeme via de fire grundbestanddele (væsker) blev til det videnskabelige grundlag for astrologiens virkning. Når årstiderne havde så enorm indflydelse på mængderne af slim, blod, den gule og den sorte galde i menneske kroppen, så var det jo netop Solens skyld, for det var Solen som bestemte årstiderne. Efter Solen var Månen den vigtigste planet. Den havde indflydelse på alt flydende (tidevand), og havde derfor naturligvis stor indflydelse på menneskets safter. På samme måde fik man nu tillagt specielle egenskaber til de øvrige 5 planeter (Merkur, Venus, Mars, Jupiter og Saturn), og hele systemet var sluttet.
I middelalderen var teorien at i selve fødselsøjeblikket fik det nyfødte barn tildelt en blanding af de fire væsker eller safter – slim, blod, gul og sort galde – der var nøje bestemt af, hvorledes planeterne Solen og Månen stod på himlen. Forholdet mellem væskerne ville afgøre menneskets fysiske og psykiske grundkarakter hele livet igennem. Men planeterne ændrer jo position i tidens løb, og derfor bliver mennesket påvirket af planeterne gennem hele livet, når de forskellige planeter ændrer lidt på forholdet mellem de enkelte væsker.
Det er vigtigt at forstå, at disse teorier gjorde astrologi til videnskab og i middelalderen blev astrologi, og til dels også alkymi, ikke opfattet som overtro. Man kan sige, at astrologi, alkymi og middelalderlig lægekunst bygger på et fælles grundlag og at teorierne i alkymi og lægekunsten er de samme som bliver benyttet i astrologien – og visa versa.
Den spirituelle alkymi
Den kemiske side af alkymien fik dog ikke lov at stå alene. Det ser ud til, at den alkymistiske bevægelse ret tidligt er blevet delt i to retninger. Den ene forfinede de fysiske metoder til at destillere og forvandle forskellige materielle stoffer. Den anden retning anså den alkymistiske proces som et symbol for den menneskelige erkendelsesproces. I denne menneskelige alkymistiske proces arbejdede man på at forene legeme, sjæl og ånd til en højere enhed – til det perfekte, guddommelige menneske.
I den spirituelle alkymi (undertiden benævnt: åndelig, gnostisk eller okkult alkymi) optræder de forskellige stoffer som symboler på forskellige indflydelser, som mennesket kunne blive udsat for i erkendelsesprocessen. De forskellige stoffer har iflg. den spirituelle alkymi forskellige kræfter eller energier, som kan bevæges og påvirkes i negativ eller positiv retning. De alkymistiske stoffer, der ofte modsvare astrologiske symboler kan dermed bevidst bruges til at styre erkendelsesprocessen – F.eks. bliver kviksølv opfattet som svarende til Merkur, og saltet er iflg. alkymien symbolet på legemet, svovlet svarer til sjælen og kviksølvet til ånden.
I den spirituelle alkymis praksis stiger mennesket ned i sit indre for gennem lidelse og død, som en Fugl Fønix, at stige forvandlet op igen. Det menneske, som herigennem opstod, forenede i sig både det mandlige og det kvindelige, og det guddommelige og det menneskelige. C.G. Jung blev meget fascineret af alkymien og så den som et bindeled mellem oldtidens mystik og nutidens dybdepsykologi. Den spirituelle alkymis fokusering på opløsning og integration af en række stoffer bliver således opfattet som en symbolsk gennemgang af en menneskelige forløsnings- og erkendelsesproces. Dermed har alkymien vundet indpas i visse psykoterapeutiske sammenhænge, der anvender, hvad man kan kalde rensende eller følelsesforløsende teknikker.
Alkymi i vore dages alternative verden tager næsten udelukkende udgangspunkt i den jungiansk inspirerede fortolkning af alkymien, hvor den indre rejse vægtes, og egentlige eksperimenter ikke er nødvendige. I det omfang forskellige stoffer anvendes, bruges de som såkaldt energetiske remedier – dvs. at man mener, at stoffernes vibrationer virker ind på det enkelte menneskes energier. Det er f.eks. tilfældet, hvor man bruger krystaller som en del af den alkymistisk inspirerede indre rejse. I den spirituelle alkymi handler det om rensning og forædling af sine egne energier. Via alkymien kan man rense sine energier, og derved rense sit sind og sin krop.
Vil du vide mere
Vil du vide mere om den spirituelle alkymi kan anbefales Jes Bertelsens bog Individuation (Borgens Forlag, 1975). Heri skriver han om den spirituelle alkymi, om jeg´ets møde med sin modpart og sin modsatkønnethed. Han bruger bogen igennem gamle citater om denne proces samt gamle kobberstik som illustrationer. Han beskriver også processen i sammenhæng med drømme. Endvidere kan anbefales C.G. Jungs bog Psykologi og Alkymi.
Stil spørgsmål om Spiritualitet
Stil lige så mange spørgsmål du har lyst til om Spiritualitet
Det er gratis og nemt – Stil et spørgsmål