Silkevejen (Silkeruten, Krydderiruten, Incense Route) bruges om den dominerende rejserute på land fra Kina til Europa. Efter opdagelsen af søvejen til Indien blev transport via havet gradvist mere almindelig ligesom angreb på handelskaravaner blev stedse mere generende. Ruten strakte sig over 10.000 km fra Kina til det romerske rige, som ofte modtog silkegaver fra kinesiske herskere. Ruten var mindst i brug fra år 200 til det 14. århundrede, da Vesten i stigende omfang også selv var i stand til at fremstille silke.

I gamle dage respekteredes mænd og kvinder for deres viden om urter. I Europa havde man fx druiderne. De fremmede brugen af urter for at kurere sygdomme og bruge naturens kraft. Man kender historier om mirakuløse helbredelser, der betød, at urter blev forbundet med heksekunster. Det viste sig ofte delvist at skyldes egentlige kemiske processer, som folk dengang ikke kendte til. Urter har altid spillet en vigtig rolle i religionen. Den hellige balsamolie bestod af myrra og kanel, og aloe blev brændt som røgelse. Disse krydderier var lige så værdifulde som guld, og de folk, som handlede med dem, besad derfor stor magt. Historien ændredes dramatisk, da handelen med urter og krydderier begyndte.

I århundrederne før vor tidsregning, havde araberne monopol på handelen med urter og krydderier. De kunne opretholde denne luksusposition ved at skræmme andre med forfærdende fortællinger og eventyr om deres lange rejser til Fjernøsten, hvorfra de bragte krydderier med sig til Europa. Deres karavaner kunne bestå af ca. 4.000 tungt lastede kameler med krydderier fra steder som Goa og Calcutta. Disse skatte blev så solgt på markederne i Babylon, Kartago, Alexandria og Rom. Da portugiserne fandt en ny søvej til Indien om Kap Det Gode Håb, mistede krydderiruten langsomt sin betydning.

Ørkenbyer i Negev

På UNESCO’s Verdensarvsliste finder vi en optagelse, der kaldes “Krydderiruten – Ørkenbyer i Negev”. Negev ørkenen er på 13,000km² og beliggende som en trekant i det sydlige Israel. Især den sydlige del af Negev ørkenen er hverken egnet til beboelse eller opdyrkning, og traditionelt har vi da også kun her fundet nogle omvandrende beduiner med nogle få dyr. Men der gøres til stadighed forsøg fra Israels side på at inddrage størrer og størrer dele af Negev området til opdyrkning. Dette er forståeligt nok, eftersom udgør 60% af Israels areal.

De ørkenbyer som er inkluderet i denne optagelse er Haluza, Mamshit, Avdat og Shivta. Alle lå de langs med de vigtige handelsveje fra det indre Arabien (nuværende Oman, Yemen og Somalia) til Middelhavet. Byerne og efterladenskaberne vidner om, hvor lønsom handelen var. De vigtigste og mest kostbare produkter var røgelse og myrra (velduftende form for gummiharpiks) samt æteriske olier, som var vigtige, idet de blev brugt ved religiøse ceremonier af grækere, romere og kristne.

Negev ørkenen