Ganges

Ganges (Gangamai eller Moder Ganga) i Indien er 2.506 km lang. Den har sit udspring i 3140 meters højde i Himalaya-bjergene og udmunder i Det Bengalske Hav, hvor den det sidste stykke danner et floddelta, der strækker sig mellem 322 og 600 kilometer i bredden. Den er sejlbar det meste af vejen, og undervejs strømmer den igennem nogle af Indiens mest hellige byer. Floden opfylder mange formål. Drikkevand, vanding, fiskeri, transport – og helligdom. Den bedste måde at forklare om Ganges enorme praktiske og religiøse betydning er ved at starte ved dens udspring i Himalaya bjergene.

Ganges udspringer højt oppe i Centralhimalayas gletschere i bjerget Garhwal (3.892 m.), hvor sagnet siger, at hinduguderne har deres bolig. I sommermånederne strømmer pilgrimme i tusindvis hertil. Udsigten er formidabel, nogle af Himalayas flotteste bjerge tårner sig i himlen. Når man bevæger sig ned ad floden, er den første større hellige by, man støder på Rishikesh. Byen er berømt for at The Beatles her fandt deres guru i 60’erne og for at være Indiens centrum for udøvelse af yoga. Hertil valfarter især mange vesterlændinge, når de søger ud i Yogaens forunderlige univers. I byens gader og stræder er det et velkendt syn at se mænd og kvinder i diverse yogastillinger, mens de sidder og mediterer. Rishikesh (cirka 87,000 indbyggere) er efterhånden ret populær blandt turister, og byen bærer da også præg heraf.

Den nærliggende lidt større by Haridwar (Hardwar, cirka 150,000 indbyggere) synes bedre at kunne rumme de mange pilgrimme og besøgende. Begge byer er dog typiske klassiske pilgrimscentre, der syder af pilgrimme, orangeklædte hellige sahduer og med badetrapper ned til Ganges. Som alle hellige steder i Indien finder man også her et ocean af tiggere, der gerne hjælper til med at bedre godgørende folks karma.

Varanasi

Varanasi, også kaldet Benares, Kashi eller Shivas by, er hinduernes helligste by. Her bor omkring 1,5 million mennesker, heraf er ca. 50.000 sadhuer; hellige mænd. Langs hele byens front mod Ganges ligger omkring 100 store badetrapper (Ghats), der hver har deres egen betydning. Den vigtigste pilgrims-ghat er Dasaswamedh (‘de ti ofrede heste’), som ligger i centrum. Men pilgrimmene bør på samme dag bade fra fem ghats i følgende rækkefølge: Asi, Dasaswamedh, Barna Sangam, Panchganga og Manikarnika. Der er to kremerings-ghats: Manikarnika og Harishchandra. Her brændes de døde og stedes til hvile i flodens vande.

Mange hinduer ser det som et must at bade i Ganges i Varanasi én gang i livet, og det bliver gerne hen mod slutningen. Så mange ældre tager til byen for at dø. Hvis man er så heldig at dø her i byen, blive brændt ved Ganges’ bred og stedt til hvile i floden, opnår man øjeblikkelig udfrielse fra cyklussen af liv og død – det højeste mål for hinduer.

Ganges-floden betragtes som hellig, og et bad i den vasker ens synder væk, mens indvortes brug renser kroppen. Herudover kan den helbrede sygdom, give syndsforladelse og sikre genfødsel. Ifølge hinduistisk mytologi var Ganga en gudinde, datter af bjergguden Himalaya. Ganga var alle guders hustru, indtil en dødelig konge, Bhagiratha, fik tilladelse til at bringe hende ned på jorden som flod. Hver morgen bader tusinder af mennesker i Ganges, mens de fremsiger bønner og drikker store slurke af flodvandet.

Hinduer tror, at Ganges i sin egenskab af gudinde er selvrensende. Det er muligvis en medvirkende årsag til, at man har ladet stå til så længe, når det gælder rensning af floden, som er meget forurenet. Faktisk indebærer det en sundhedsrisiko at befinde sig i den, så det sygdomshelbredende bad må nok siges at have den modsatte virkning. Industrien har ingen skrupler ved udledning af affaldsstoffer, og det har den almindelige befolkning heller ikke. 40 % af Indiens befolkning bor ved Ganges, og kloakering og sanitære installationer har en begrænset udbredelse. Ganges er fyldt med dyrekadavere og mere eller mindre kremerede indere. Idet brændsel er dyrt, er mange ligbrændinger ikke fuldstændige.

Der har dog været forsøg på at rette op på flodens miserable tilstand. Et af de mere bizarre, men relativt vellykkede, var Oswald-planen. Den gik i al sin enkelhed ud på at udsætte tusinder af skildpadder i floden, så de kunne æde de rådnende lig, der flød rundt. Hygiejnen er også meget speciel omkring floden, da der ikke alle steder er mulighed for rent vand, bruges Ganges hellige vand både til madlavning og al personlig hygiejne, og følgerne af det er selvfølgelig masser af sygdomme og dødsfald.

At Varanasi er et religiøst centrum, ses også i antallet af templer i byen: over 1.500. Især Kal-Bhairava, Durga Kund, Sanchat-Mochan (helligdom for abeguden Hanuman), Visnavath og Annapurna templerne er et besøg værd. Og ti km fra Varanasi ligger ruinerne af Sarnath, stedet, hvor Buddha skulle have holdt sin første prædiken for over 2.500 år siden. Omkring 30% af byens indbyggere er muslimer, og i og omkring byen findes flere muslimske helgen- og martyrgrave.

 

Khumb Mela

Den næste større by, man støder på, er Allahabad. Byen er særlig berømt for den hinduistiske festival; Khumb Mela, der afholdes hvert 3. år, hvor floderne Ganges, Yamuna og Saraswati flyder sammen. Og Hver 12. år er det en Maha (stor) Kumb Mela. Dette er hinduismens største og mest imponerende festival. Khumb Mela varer en hel måned og tiltrækker over 2 millioner pilgrimme. Den store Kumb Mela, der afholdes hvert 12 år, tiltrækker op til 24 millioner hinduer, både lægfolk og munke, der kommer for at bade i den hellige flod og for at deltage i processioner og diskussioner om læremæssige og organisatoriske spørgsmål.

Det siger sig selv, at der er hektiske tilstande i Allahabad i den måned, festivallen foregår. Indien er generelt et land med mennesker overalt, men tag en tur til Allahabad under Kumb Mela festivallen, og man vil opleve telte, støv og mennesker overalt. Festivallen er dog nøje organiseret. Med mellemrum samles flere hundrede tusinder asketer, munke og guruer på bestemte steder ved bredden af Ganges for at bade i den hellige flod. Først ankommer Shivas tilhængere i procession derefter Vishnus. Sidst ankommer medlemmerne af to Sikh-munkeordener ved navn Udasin og Nirmal. Desuden tiltrækker begivenheden mange millioner lægfolk, der også deltager i det rituelle bad på festivalens højdepunkter, der fastsættes af astrologer.

Festivalens indstiftelse tilskrives den store organisator og religions-fornyer Shankaracharya, der generobrede Indien for hinduismen på et tidspunkt i den tidlige middelalder, hvor buddhismen gennem århundreder havde været den herskende religion i landet. Et af midlerne til at samle og befæste Sanatana Dharma, hindutraditionen, var Kumbha Mela. Enhver, der bader i Ganges under festivalens højdepunkter, opnår renselse for sine synder i en endnu højere grad end ved det normale Ganges-bad på andre tidspunkter. Men det er ligeså vigtigt, at de hellige mænd derved får en uhørt gunstig lejlighed til at sprede hinduismens lære blandt lægfolket.

Landskabet omkring festivallen er dækket af telte; store og små ind indimellem hinanden. Vimpler og bannere i alle farver blafrer i vinden. Bannere og skilte bekendtgør, hvilken guru og hvilken bevægelse der holder til indenfor. Umiddelbart virker det hele komplet uoverskueligt. Først lidt efter lidt opdager man systemet i helheden. De forskellige munkeordener og hindu-organisationer er repræsenteret i hver sin enklave, hvor de har rejst deres telte både til beboelse og til afholdelse af sammenkomster. Den sidstnævnte type kaldes pandal på hindi. Jo større og jo mere velhavende en orden er, jo større er dens pandal. Endvidere er de mest betydningsfulde og respekterede ordener anbragt mest centralt i forhold til badetrapperne (ghats) ned til Ganges.

På Kumbha Mela festivallen kan man opleve hinduismens univers i koncentreret form. Hvad man til andre tider skal rejse flere måneder i Indien for at opleve, finder man her samlet på ét sted. Eksempelvis de såkaldte Naga’er. Disse hinduer har som princip at må bære klæder. Ved deres indvielse modtager de tre ”dødelige slag” over kønslemmet, som for altid gør det umuligt at gennemføre et samleje. Spyd, sværd og langskaftede økser er en del af ordenens kendetegn. Mange af dem hengiver sig til morbid askese, som for eksempel at holde en arm oprakt indtil den visner og vokser fast i denne stiIling. Under mela’en er de genstand for stor opmærksomhed fra folkemængdens side, selvom de ikke er egentlig respekterede eller behandles med den hengivenhed, der bliver guruerne til del. De er magiske ”kraftpersoner”, mere end de er egentlige tilbedelses-objekter.

 

Ligbrændingsprocessen

I alle de byer, som Ganges løber igennem, findes kremerings-ghats, hvor de døde brændes, og asken strøes ud i floden. Den mest berømte og hellige af disse er Manikarnika i byen Varanasi. Her er der konstant gang i ilden dag og nat, og der brændes cirka 200 personer i døgnet. Man skal være rettroende hindu for at få lov til at blive brændt her. Ved siden af ilden findes en brønd, hvor gudinden Sati’s (Shivas kone) ørering skulle være tabt, da Shiva bar hende væk efter hendes selvmord. En brahminer fandt en juvel fra øreringen, som han returnerede til Shiva, der som tak velsignede stedet. Siden da har man ofret blomster, sandeltræ og mælk her. Der findes to kremerings-ghats i Varanasi. Det andet Harishchandraer mindre fint (og meget billigere), da det er en elektrisk ovn. Ifølge hinduistisk tro gør dette, at man får mindre karma med sig herfra, da det er en mekanisk og vestlig orienteret brændeovn. Hertil kommer, at den accepterer afbrænding af alle religiøse retninger. Følgelig er det kun de fattigste hinduer, der bliver brændt her.

Ved ankomsten til floden bliver liget placeret med fødderne først, hvorefter den afdøde bades en sidste gang. Mere bestemt så øser familiens mandlige medlemmer fem gange vand over den afdødes ansigt, symboliserende de fem elementer. Liget er indhyllet i et ligklæde, der oftest er helt hvidt. Før man er nået så langt, har hele familien givet den døde en sidste gang massage i velduftende olier og smør, hvorefter ligklædet er blevet påført. Det er også det sidste familiens kvinder ser til personen, for kvinder ved selve ligbrændingsprocessen er strengt forbudt. Dette skyldes, at gråd og tårer ikke anses at være fremmende for den afdødes bestræbelser på at opnå den bedste karma til næste liv.

Selve brændingsprocessen styres af de kasteløse, der alle er født ind i denne profession. Det betragtes som god karma for de kasteløse at stå for brændingsprocessen. Det antages, at de herved er sikret, at de efter deres død vil blive genfødt i en ny og bedre verden end den bestående. Kasteløse smører således personen ind i en klæbrig masse som hovedsagelig består af smør, dette virker som brandvæske, herefter tænder den ældste søn eller det ældste mandlige familiemedlem ilden ved fødderne. Mens ilden langsomt får fat, går den ældste søn så op for at registrere personen samt at få foretaget den rituelle glatbarbering af hovedet, mens de kasteløse langsomt og minutiøst dækker den døde med brænde. Det er ikke ualmindeligt, at der igennem afbrændingen kommer til at stikke en kropsdel eller to ud. Det tager alle helt afslappet. En kasteløs propper blot legemesdelen tilbage i ilden med en kæp.

Efter cirka tre timer er det overstået. Den ældste søn tager derefter en håndfuld aske, som han spreder i Ganges. Ved samme lejlighed fylder han en lille lerskål med vand fra Ganges. Med ryggen til kaster han skålen over venstre skulder, så den falder ind i bålet, derefter går han derfra uden at se sig tilbage – livet leves forfra, og derfor er det “dårlig karma” at se sig tilbage. Når den hvidklædte og kronragede ældste søn kommer hjem, må han ikke røre eller sove med nogen personer i to dage, først herefter må han skifte til sit normale tøj og omgang med familien. De næste dage vil en sadhu komme til huset for at bede med personen. Hele forløbet tager 12 dage, først her er den officielle sørgeperiode overstået. Den 13 dag afholdes der en fest for den afdøde i forvisning om, at vedkommende nu er i Nirvana.

Hvis man skal brændes, kræves en anselig mængde brænde. Og da dette brænde helst skal være velduftende sandeltræ, kan udgiften hertil være ganske anseelig, hvis man er inder. Har familien til en afdød ikke råd til brænde, er det næstbedste og helt naturlige, at kaste personens krop i det hellige vand. Langs hele Ganges forløb antages det, at der årligt kastes 45.000 ikke brændte eller delvist brændte lig i floden.

Der findes også personer, der ikke bliver brændt. De kan opdeles i rene og urene. Blandt de rene kan nævnes børn under 12 år, de er simpelthen ikke gamle nok til at for alvor at have opnået dårlig karma, gravide kvinder – ikke så meget pga. kvinden, men mere pga. af det ufødte barn hun stadig gemmer i sin livløse mave. Sadhuer, de hellige mænd, som mere eller mindre er Varanasi’s varemærke, brændes heller ikke, de er simpelthen i besiddelse af så megen god karma, at en hjælpende hånd ved Ganges bred ikke er nødvendig.

De urene personer, der undgår brænding, er mennesker, der er døde af slangebid, spedalske og andre virusoverførte sygdomme. Hvis man har været så uheldig at dø efter et slangebid, bygger man ofte en lille bambusrafte, hvor den afdødes navn skrives på, herefter sendes den videre nedstrøms i håb om, at den afdøde vil genfinde sjælen længere nede ad floden. Fælles for de rene og de urene er dog, at de ender deres jordiske liv med at blive sejlet ud på Ganges og nedsænket v.hj.a. en gigantisk sten om halsen på flodens bund. Det er derfor ikke ualmindeligt, at man støder på et hovedløst lig, når man sejler rundt på floden for at følge det fascinerende liv, der sorgløst udspiller sig langs de mange ghats.

Mange ældre hinduer valfarter til de hellige gats i håb om dø der og blive brændt der, hvorved de vil få så meget karma som muligt med sig til det næste liv og allerhelst stoppe genfødselscyklussen, hvilket er det højeste mål for hinduer. Heraf følger, at der i alle byer langs Gangesfloden er såkaldte dødehuse, hvor hinduer blot venter på at dø. Her kommer specielt enlige enker, der ikke har mere familie tilbage for at dø. Nogle forsøger at fremskynde processen ved at sultestrejke eller indtager det absolutte minimale for at komme døden hurtigere i møde. Andre fordriver tiden med at tigge eller på anden måde indsamle penge nok til at kunne dække omkostningerne ved at blive brændt.

Ganges er i øvrigt ikke den eneste hellige flod i Indien. Der findes syv: Ganges, Yamuna, Indus, Sarasvati, Narmada, Godavari og Kaveri.

World heritage i Indien

Taj Mahal	Det gyldne tempel	Den hellige by Varanasi	Meenakshi templet	Soltemplet Konarak
Ellora tempelruiner	Khajuraho monumenter	Kaziranga National Park	Sundarbans National Park	Sanchi
Klippehuler i Bhimbetka	Brihadisvara	Nanda Devi Nationalpark	Champaner-Pavagadh	Victoria Terminus
Pattadakal	Hampi	Mahabodhi tempelkompleks	Indiens jernbane	Qutb Minar
Manas Vildtreservat	Keoladeo National Park	Fort Agra	Humayus grav	Ajanta Tempelhuler
Elephanta Grotter	Fatehpur Sikri	Kirkerne på Goa	Mahabalipuram

 

VIL DU VIDE MERE

Dette kapitel indgår i to af NetSpirits sektioner. Den ene er sektionen om Verdens Vidundere. Her kan du læse videre om de mange spændende steder i verden, der går under betegnelsen “Et af verdens vidundere” – den kinesiske mur, Grand Canyon etc. Der findes også i sektionen en løbende afstemning om verdens vidundere, som du er meget velkommen til at deltage i.

Endvidere indgår kapitlet i NetSpirits sektion om pilgrimme og pilgrimsrejser. I sektionen kigger vi på, hvilke pilgrimsruter der findes indenfor de forskellige religioner, hvorfor pilgrimsrejser foretages, hvordan de startede, hvad pilgrimmene får ud af at foretage rejsen, etc.

Stil spørgsmål om pilgrimsrejser

Stil lige så mange spørgsmål du har lyst til om pilgrimsrejser
Det er nemt – Stil et spørgsmål