Nicolò Machiavelli

Niccolò Machiavelli (1469-1527), italiensk politiker, filosof og digter. I byrepublikken Firenzes tjeneste fra 1498 til 1512, da han efter Mediciernes tilbagekomst afsattes og arresteredes. Efter løsladelsen skrev han sit hovedværk Fyrsten (1513, udgivet 1532; dansk 1876), en lærebog i politik. Målet var for Machiavelli Italiens befrielse, og i sin bog hævder han, at alle midler er tilladt for en fyrste, der vil styrke sin og især statens magt. Tages atter til nåde af Medicierne og blev 1526 på ny diplomat; afsat 1527 efter Mediciernes fordrivelse. Skrev 1518 komedien Trylledrikken og i 1525 Istorie fiorentine, om Firenzes historie.

Niccolò Machiavellis mesterværk og bestemt mest kendte værk er Fyrsten, og det er da også dette værk, der vil være i fokus i nærværende gennemgang af Niccolò Machiavellis liv og forfatterskab. For at forstå Fyrsten må man kende en smule til Machiavellis verden og samtid. Herunder den politiske situation i Firenze og Italien, og til dels Europa i 1500-tallet. I det følgende søges redegjort herfor.

Niccolò Machiavelli

Machiavellis liv og forfatterskab

Niccolò di Bernado dei Machiavelli blev født i Firenze 3. maj 1469. Familien Machiavelli havde siden det 13. århundrede haft en god position i Firenze, men faderen Bardino Machiavelli var kun blevet sagfører, og havde ikke opbygget nogen betydelig formue. Han tiltræk sig dog stor anerkendelse for sine humanistiske studier, og blev bedste ven til en af sin tids mest kendte humanistiske forfattere Bartolomeo Scala. I Niccolos barndomsår læste faderen Cicero og andre forfattere som skulle blive dem som kom til at tegne renæssancens forståelse af humanoira.

Der er ingen tvivl om at faderens interesse for det som kaldtes studia humanitatis, kom til at spille en stor rolle for Niccolòs Machiavellis opdragelse og sind. Om Machiavellis uddannelse er der delte meninger, men troværdige kilder dokumenterer at Niccolò Machiavelli fik de bedste lærere og gik på Firenzes universitet. Her gjorde Machiavelli så stor indtryk på professor Marcello Adriani, at denne nogle år senere i 1494, ansætter ham som sin privatsekretær. Nogle år efter udnævnes Marcello Adriani til chef for Kancelliet, og her udnævner han Machiavelli til chef for Det Andet Kancelli i en alder af kun 29 år.

Nu begyndte den ambitiøse Machiavellis karrierer at tage form, idet han nu var en aktiv del af diplomatiet i Firenze. Fra år 1500 til 1506 blev han udsendt som forhandler for Firenze. Hans første betydningsfulde rejse, var et 5 måneder langt besøg hos Louis XII af Frankrig i år 1500, som gav ham et indblik i hvordan et stærkt fyrstedømme kunne regeres. To længerevarende ophold hos Cesare Borgia, i perioden 1500-1503 hvor denne erobrede centrale dele af Italien er af højeste betydning for Machiavellis senere skrifter.

Efter kun få måneder hjemme drog Machiavelli nu til Rom, hvor Cesare Borgias ærkefjende Julius II regerede. Her var han vidne til Cesare Borgias fængsling, hvilket Machiavelli bifaldte. Det er tydeligt at hans beundring for krigsherren Borgia, ikke var møntet på mennesket, men på hans bedrifter. Machiavelli fik i disse år førstehåndserfaringer med krig og magt, og denne viden danner basis for mange af Fyrstens kapitler.

I år 1505 dannede Firenze en hær, som styres af De Ni, som Machiavelli blev gjort til sekretær for. Dette job tog han meget seriøst, og deltog aktivt i hærens arbejde. Det styrende organ (Signoria) kaldte ham dog hjem til vigtigere diplomatiske missioner, der havde som formål at sikre at Firenze ikke blev ofret af fjenderne som bankede på fra flere sider. I år 1512 mislykkedes dette, og Medicierne blev indsat hvilket ændrede Machiavellis liv radikalt. Machiavelli fratages sin position, og bliver kort tid efter mistænkt for at være med i et kupforsøg mod styret. Trods fængsling og tortur fastholdte han sin uskyld og bliver i foråret 1513 forvist til et landsted i San Casciano, langt fra metropolen Firenze.

Samme år skriver Niccolò Machiavelli Fyrsten, som et bevis på hans troskab til Medicierne og kærlighed til Italien. Niccolò prøver at få vennen Francesco Vettorio, som er ambassadør i Rom for Firenze til at viderebringe værket til medici-fyrsten, men denne turde ikke trods Niccolòs insisteren. Fra år 1514 skete der et skift i hans sind. Han accepterede tilsyneladende at hans fremtidige job ikke var inden for Firenzes administration. Machiavellis store interesse blev nu læsning af antikkens store forfattere, og han deltager aktivt i Orti Oricellari, som er en gruppe intellektuelles debatforum. Resultatet af den nye kreative stil blev komediestykket Mandrágola, som udgives i 1518.

Ortis møder er dog meget politiske, og flere af de toneangivende i gruppen er med i mordforsøget på Giulio de Medici i 1522. Året forinden udfærdigedes Arte della guerra, eller Krigskunsten på dansk. Selve værket er en diskussion, og bærer tydeligt præg af Ortis møder. Da Lorenzo de Medici dør i år 1519 øjner Machiavelli sin chance, og bliver af universitetet i Firenze året efter udnævnt til Firenzes historiograf. I år 1525 afleverer han otte bind om Firenzes historie til paven, den tidligere Giulio de Medici, nu Pave Clement VII. Året efter blev Machiavelli udnævnt til sekretær for et organ under styret.

I maj 1527 blev Medicierne fordrevet af Firenze, og republikken genindført. Efter systemskiftet blev Niccolò afvist af de nye magthavere, på grund af hans forbindelse med Medicierne. Dette var for Niccolò en så stor skuffelse, at han den 21. juni, kun en måned efter døde 58 år gammel. Niccolò Machiavelli efterlod sig konen siden 1502 Marietta Corsini og fem børn. Han siges at have været en god fader for sine børn, og en god mand for sin kone, selvom han ikke tog troskabsløftet bogstaveligt. I Firenze var han kendt som en hæderlig mand med en stor kærlighed til byen, men også som en excentrisk person med umoralske og farlige ideer.

Firenze, Italien

Familien Medici

Mediciernes historie går tilbage til starten af det 13. århundrede. Første Medici kom i byrådet (Signoria) i år 1291, og dens 20-30 husstande har stort set altid være repræsenteret i de kommunale organer i en eller anden form. Medicierne var købmænd, og blandt de rigeste gennem flere århundreder. De tilhørte befolkningens mellemgruppe (Popolani), og nød stor opbakning blandt den jævne befolkning (Popolo Minuto), i kampen om magten mod aristokraterne (Ottimati).

Fra 1464 til 1469 regerede Piero de Medici, søn af Cosimo den Ældre5. Piero var en respekteret mand, i kraft af hans humane sind og faste moralske karakter. Men han var ikke en naturlig karismatisk lederskikkelse som sin fader, og han mødte megen modstand. Piero overlevede flere kupforsøg, bl.a. da 3-4 nært betroede medarbejdere planlagde at myrde ham. På ægte medici´sk maner blev dette opdaget i tide, og forelagt for de skyldige. Piero som var en modig mand ønskede ikke at straffe de skyldige, blot forklare dem det umulige i deres forehavende. De skyldige blev dog tvunget i eksil på bystyrets foranledning. Piero døde efter længere tids sygdom 2. december 1469, midt i en tid med stor uenighed i styret.

Piero de Medicis ældste søn Lorenzo den Storslående havde allerede siden sit trettende år haft repræsentative gerninger for Firenze, og blev betragtet som den naturlige afløser. Han var belæst, intelligent og frem for alt en folkets regent. Lorenzos yngre bror Giuliano de Medici var kendt som en playboy, og var uønsket i styret, selvom han dog fik underordnede bemyndigelser.

Tiden fra Lorenzo den Storslående som 20 årig bliver overhoved til 1492 er kendt som mediciernes virkelige storhedstid. Lorenzo tog livlig del i byens aktiviteter og havde stor interesse i kunsten, hvilket gjorde at befolkningen nemmere kunne acceptere hans til tider diktatoriske tendenser. Lorenzo blev kulturens samlingspunkt. Han oprettede Det Platoniske Akademi, og var i det hele taget fascineret af litteratur, arkitektur, malerkunst og filosofi. Meget sigende var malerne Botticelli og Leonardo da Vinci blandt hans nærmeste.

Kirken i Rom begyndte op igennem 1470erne at blande sig i Firenzes anliggender. Pave Sixtus d. IV. ville have indsat Kardinal Riario som hersker, og i år 1478 kulminerede det med mordet på Giuliani og mordforsøg på Lorenzo. Befolkningen reddede Lorenzo, og han styrkede sin position. Paven dannede alliance med Napoli, og først i år 1484 da paven døde var der dannet en nogenlunde stabil magtbalance i Italien.

Lorenzo den Storslående døde i 1492, og aftageren blev sønnen 6Piero (ikke at forveksle med Lorenzos fader). Piero holdt kun 2 år ved magten. Der var i mellemtiden blevet krig mellem Milano og Napoli, og Hertugen af Miliano havde fået støtte af den franske konge Karl d. VIII. Dennes hær nåede Firenze i september 1494, og Piero afgiver frivilligt nogle byer som en del af en fredsaftale. Dette vakte stor utilfredshed i Firenzes befolkning og medicierne fordrives fra byen.

Republikken falder, og Firenzes nye overhoved bliver Girolamo Savonarola. Præsten som faderen Lorenzo de Medici var ven med, og havde talt med på sit dødsleje. Savonarola var diktatorisk og mistede hurtigt sin tilslutning. Styret holdt til år 1498, men mest i kraft af at hans modstandere (Medicierne og Fransiskaner-munkene) var splittede. Savonarola største fejl som fældede styret og kostede ham livet, var hans had til Pave Alexander d. VI, som Savonarola med stor afsky kaldte Alexander Antikrist.

Fra år 1498 til 1512 var Firenze en republik, som bevarede flere af Savonarolas institutioner, bl.a. Det Store Råd. Men også Det Andet Kancelli og De Ti, sidstnævnte en slags udenrigsministerium som på denne tid også omfattede krigsministeriet. Denne periode sluttedes i år 1512. Firenzes republikanske styre mellem 1498 og 1512 var franskvenlig. I år 1511 opretter Pavestaten (Rom), Spanien, Venedi og senere England den Hellige Liga, som var decideret anti-fransk. Da Firenze ikke ville med i ligaen, besættes Firenze og Medicirne vender tilbage. I 1527 gør Firenzes befolkning oprør, og medicierne flygter igen. Det nye styre er republikansk og blev det sidste af slagsen. Fra 1530 til 1900tallet forblev Firenze et hertugdømme.

Kardinal Leopoldo de’ Medici	Marie de Medici	Girolamo Savonarola

Indholdet af Fyrsten

Fyrsten, eller Il Principe på originalsprog udkom posthumt i år 1532. Niccolò Machiavelli skrev den godt 20 år forinden, formentlig i 1513. Værket var dog blevet præsenteret i brudstykker, blandt andre for vennen Francesco Vettori. I løbet af 1520erne havde håndskrevne kopier desuden cirkuleret i Firenze, og en mand ved navn Agostino Nifo havde taget hovedpunkterne i Fyrsten og udgivet dem på latin under eget navn. Fyrsten var oprindeligt dedikeret til den daværende fyrste Giuliano de Medici, men ved dennes død i 1516 ændredes dedikationen til efterfølgeren Lorenzo de Medici. Fyrsten kommer i 1559 på indekset over forbudte bøger, som paven havde lavet for at sikre den katolske tro mod protestantismens ukristne tanker.

Tonen i forordet er ydmygt grænsende til det sleske, og bærer præg af en slagen mand med bristede ambitioner. Værket er skrevet som en vejledning til fyrster i statsmandskunst. Genren er den såkaldte fyrstespejl, som oftest blev brugt i middelaldereren, men er dog mere kontant og ligefrem end normal gængs. Machiavelli indleder med at afgrænse hvad han forstår som et fyrstedømme, og opremser desuden hvilke fyrstedømmer der findes, og forskelligheden af måderne de erhverves på.

Machiavelli vælger ikke at beskæftige sig med republikker, hvad der i øvrigt også ville være uhensigtsmæssigt med tanke på modtageren. Fyrstedømmerne inddeles i to forskellige typer, de arvelige og de nyerhvervede, og forskellene beskrives meget klart. Logik spiller en stor rolle, og Machiavelli går i dybden med det meste. Er fyrstevældet arvet er det nemmere at beholde, da fyrsten så bare skal fortsætte forfædres skikke og tilpasse sig forholdene, forudsat at usædvanlige laster ikke gør ham forhadt.

Selv om en hær er nok så stærk, så er dog indbyggernes gunst alligevel en nødvendighed for et lands besættelse. Selvom det er umuligt at erobre land uden at skabe fjender, må man forsøge at minimere hadet. Derfor skal nødvendige voldshandlinger begås på en gang. Voldshandlinger må alle begås på en gang, for at de skal føles mindre hårdt og derfor fremkalde mindre had. Velgerninger, der skal virke store, må ydes lidt efter lidt.

På dette punkt ser man Machiavelli når han er bedst, eller værst om man vil. Vil man erobre et land med samme sprog har han denne kyniske løsning: For at sikre sig besiddelsen er det nok at udrydde den forrige herres slægt. Befolkningen vil forholde sig rolig, hvis ellers man ikke rører ved deres sæder og skikke. Mord er ifølge Machiavelli en nødvendighed, og klart en ting som en klog fyrste må gøre brug af. For at undgå hævn fra de forurettede gentager Machiavelli sin filosofi om at man må enten vinde menneskene for sig eller også udrydde dem. Det ville være for ensidigt blot at kalde Machiavelli for intellektuel morder, da han bestemt ikke betragter det som etisk korrekt. Etik og moral spiller en rolle, men må nødvendigvis være underordnet i den virkelighed vi lever i. Følgende citat viser Machiavellis problem med voldsanvendelse: “Han (fyrsten) må holde fast ved det gode, så længe det er muligt, men ikke være bange for i nødstilfælde at benytte sig af det onde”.

Kendetegnende for Machiavelli og grunden til hans forsvar for mord, er at han i bund og grund betragter mennesker som egoistiske og umoralske. Om det at holde sit ord og være ærlig, mener Machiavelli at da de (menneskene) er slette og ikke vil holde deres ord mod dig, behøver du heller ikke stå ved dit. Machiavelli mener ikke at fyrsten altid skal lyve og bedrage, da det i sagens natur også kan være forudsigeligt. Afgørende er situationen. Som en naturlig følge af menneskets mangel på moral, ræsonnerer Machiavelli sig frem til at den stærkeste altid vil vinde. Dette kunne man betegne som dyrenes lov, hvad Machiavelli netop også gør. Ifølge ham er der to slags våben, menneskets love og dyrenes love, og da menneskets love ikke altid slår til, må man bruge dyrenes. Dette vil i praksis sige jungleloven, eller ingen lov.

Som begrundelse på at fyrstedømmet skal have en hær, skriver han: “Man kan ikke forvente, at den bevæbnede skal vise lydighed overfor den ubevæbnede, og at den ubevæbnede skal føle sig sikker mellem væbnede tjenere”. Når nu våben og rå magtanvendelse spiller en så stor rolle for et fyrstevælde, må fyrsten nødvendigvis prioriterer hæren ret højt. “En fyrste må ikke have noget andet mål, ikke nogen anden tanke, ikke interessere sig for andre ting ned krigen, dens regler og forudsætninger”.

Om lejesoldaters kvaliteter eller mangel på samme, skriver Machiavelli: “De vil gerne være fine soldater, så længe der ikke føres krig, men kommer krigen, vil de flygte eller rømme”. Nogenlunde samme synspunkt har han om hjælpetropper. Machiavelli erkender at hjælpetropper er gode soldater, men pointerer at hvis de vinder krige for en sætter man sig i et afhængighedsforhold til dem, som er farligt for fyrsten. Derfor vil en klog fyrste hellere tabe med egne tropper end vinde med andres. Moralen i kapitlerne om stridskræfter og tropper, er at kun egne tropper kan sikre fyrstevældet. Machiavelli er tydeligvis meget bitter over Italiens svage position, og tilstedeværelse af udenlandske tropper. Denne patriotisme, eller trofasthed mod Italien og i særdeleshed Firenze er et gennemgående tema i værket.

Machiavelli diskuterer endvidere nogle begreber som idealfyrsten skal forholde sig til. Eksempelvis om hvordan undersåtterne skal føle for deres fyrste: “Det ville være det bedste både at være frygtet og elsket; men da det er vanskeligt at forene begge dele, er det mere trygt at være frygtet end elsket, når man må give afkald på en af delene”. Det handler om at beholde magten for enhver pris. Hvilket man bla. kan gøre ved altid at tænke på krig. At fred blot er optakt til krig, er et synspunkt Machiavelli er fortaler for. Faktisk forklarer han de italienske fyrsters manglende held i krig med: “At de ikke tænkte på storm, da der var godt vejr”.

Kritik af Machiavelli

Der har altid hersket megen strid om Machiavellis synspunkter, og fortolkningerne af hans skrifter er næsten lige så interessante som skrifterne selv. Blandt de der forkastede Machiavelli var Frederik den Store, som skrev en bog med dette formål: «Anti-Machiavelli». Med den tyske historicisme skete der en revurdering af Machiavelli. Han blev nu betragtet ud fra sin historiske baggrund, og man mente at han kunne fortolkes ud fra det nogle opfattede som hans uselviske formål – at samle Italien. Det er udfra dette perspektiv, at bla. Fichte og Hegel forsvarer Machiavelli, og betragter ham som en der ræsonnerer ud fra statsfornufts-principper.

Men hvis man opfatter Fyrsten som en lærebog i realpolitik, opstår der et paradoks. I så fald burde bogen slet ikke være blevet publiceret, for den er lige så nyttig for de, som vil gennemskue realpolitikkerne, som for de der vil anvende dens metoder. Dette fik Antonio Gramsci til at hævde, at bogen egentlig var skrevet for dem, som ikke kendte disse principper – for den revolutionære klasse – og at bogen havde et pædagogisk formål.

Professor Leo Strauss er blandt Machiavellis skarpeste kritikere. I hans Machiavelli the Immoralist, konkluderer han at Machiavelli er umoralsk og ondskabsfuld. Udover at Strauss antyder at Machiavelli  har kopieret sin filosofi fra Platon, afviser Strauss at Machiavelli er patriot, med begrundelsen at han blot er fortaler for kollektiv egoisme. Det vil sige ikke kærlighed til landet, blot grådighed på andres bekostning. Denne kritik bliver oftest imødegået med synspunktet at Machiavelli ikke var “amoralsk” i den forstand, at højere mål for magtudøvelsen lå ham på sinde. Machiavelli skriver således om at når magten var konsolideret måtte fyrsten forsøge at forvandle borgernes magtbegær til et nationalt magtbegær og anvende deres naturlige tilbøjeligheder til statens gode formål. Det er en udbredt opfattelse at Machiavelli havde Italiens befrielse og samling som mål. Fyrstens sidste kapitel bærer meget betegnende titlen: Opråb om at befri Italien fra barbarerne.

Det italienske fædreland (patria) var opdelt i en række mindre statsdannelser og var præget af splittelse, uorden og korruption. Dette gjorde Italien svagt overfor f.eks. Spanien og Frankrig, der var velordnede og stærke stater. For at overvinde dette måtte en stærk fyrste (fra huset Medici) – en folkebefrier eller grundlægger (l´ordinatore) som en anden Moses, Theseus eller Romulus – træde i karakter og med absolutte magtbeføjelser knække de selviske feudalherrers og pavens magt, der var skyld i Italiens splittelse og svaghed samt besejre og fordrive fremmede undertrykkere og de upålidelige lejestropper. Fyrsten måtte dernæst samle og præge folket, således at egeninteresser og klasseinteresser anvendes i almeninteressernes tjeneste. Først når dette var en realitet, var vilkårene for magtudøvelsen ændret. Det var på denne baggrund, at Machiavelli i sine Discorsi med sympati taler for en fremtidig genoprettelse af republikken efter romersk mønster.

Machiavelli beskyldes undertiden for at have været såvel dobbeltmoralsk som tendensiøs. Kritikken tilbagevises oftest med argumentet at det er vi jo allesammen, vi er jo allesammen blot mennesker, og hvis man kalder Machiavelli for dobbeltmoralsk, endside ond, så bør man stemple alle mennesker som sådan. Og fortsætter: Machiavelli var ikke en ond mand, men en intelligent mand som beregnende ønskede at tilbageerobre sin position og ære. Fyrstens regler skulle således redde Firenze fra fremmede magter, og samtidig sikre ham og hans familie et værdigt liv.

Det forekommer ikke berettiget at betragte Niccolò Machiavellis filosofi Machiavellismen som et synonym for rå magtpolitik og umoralske handlinger. Føste gang nævnt af Denis Didero i hans Encyclopédie fra 1751. Hitlers jødehad, anskues undertiden også som et udtryk for Machiavellis tanke om at skabe overvindelige fjender. Stalins Gulag-lejre kunne sammenlignes med Machiavellis tanke om at hjælpe undersåttere til fornuft. Men Machiavelli var bestemt ikke den første der var klar over at politik og etik er to størrelser man må forholde sig til. Cicero er eksempelvis citeret for: “I krig må lovene tie”. Alt er relativt og skal ses i rette perspektiv. Machiavellis filosofi som han præsentere den i Fyrsten kan bruges til at få et indblik i magtens mange sider. Dele af værket er blevet uinteressant på grund af tiden, eksempelvis kapitlerne om lejesoldater og hjælpetropper, men den overordnede filosofi med at målet helliger midlet er en overvejelse værd.

VIL DU VIDE MERE

Har du lyst til at kigge lidt nærmere på nogle af de mange smukke visdomsbøger, der er skrevet igennem tiderne så tag et kig i NetSpirits E-bibliotek. Her er samlet nogle af de forskellige bøger som vi refererer til rundt omkring på NetSpirit.