Den ende af regnbuen, vi ikke kan se, var i den nordiske mytologi forankret til Himmelbjerget, det største bjerg i Asgård. Her for enden af regnbuen, der i nordisk mytologi hedder Bifrost, levede de nordiske guder. Midt i Asgård stod Valhalla, en prægtig borg tækket med gyldne skjolde og med porte så store at otte hundrede krigere kunne gå igennem dem skulder ved skulder. I Valhalla samledes alle guderne. Over dem alle herskede den enøjede Odin, Alfaderen og der var fred og orden i Asgård.
 |
 |
 |
| Myter og sagn | Aserne | Vanerne |
 |
 |
 |
| Jætterne | Dværgene | Alfer og naturvæsner |
 |
 |
 |
| Menneskene | Steder & bygninger | Edda skrifterne |
nordisk mytologi
De tidligste tegn på den nordiske mytologi er helleristninger fra Bronzealderen. Dog kan emner fra en så tidlig periode, ikke med sikkerhed siges at have noget at gøre med den nordiske mytologi. Derimod kan man i Saxo Grammaticus (omkring år 1200) og i “Edda” af Snorres Sturlassons (omkring år 1245) læse tydelige spor af mytologiens storhedstid. Omkring år 1000 indførtes kristendommen dog også i Norden og på Island, og den gamle tro gik langsomt i glemmebogen.
De, der hovedsageligt tilbad de nordiske guder, var vikingerne. Ordet viking kommer egentlig af vestnordisk “víkingr”. De blev ofte, af udeforestående, betegnet som barbarer. Dette skyldes udelukkende at de ikke kendte de nordiske folk. Bl.a. blev vikingerne – lige meget hvorfra i Norden de kom – tit betegnet som “danere”. Man mener nu at vikingetiden begyndte midt i 700-tallet, og ikke som før antaget i år 793 – det år hvorfra man har de første skriftlige oplysninger om et plyndringstogt i England.
For vikingerne var guderne de vigtigste overnaturlige væsner. Guderne havde hver i sær deres mere eller mindre skarpt afgrænsede områder og roller. Guderne havde deres egne verden. De blev afbildetet som mennesker og deres samfund fungerede på næsten samme måde som menneskenes. Ellers var mennesker og guder meget adskilte. Vikingerne tilbad deres guder på høje i skoven, når der skulle høstes, når de skulle på plyndringstogt eller når der var generelt dårlige tider. I dagligdagen havde guderne ikke nogen væsentlig plads.
 |
 |
 |
Tegneserien Valhalla, skrevet af Peter Madsen, og udgivet af Interpresse i årene 1985-90 giver et virkelig godt indblik i den nordiske mytologi. Tegneserien giver sig ikke ud for at være historiefortælling og kan således sagtens tillade sig at afvige fra de kilder, vi ellers kender ved eksempelvis at opfinde jætte-drengen Quark, som aldrig har eksisteret. Men mange andre af de reele sagn og myter fra nordisk mytologi er levende og flot, genfortalt i tegneserien. Man kan blandt andet læse historien om hvordan den frygtede Fenrisulv slipper løs og truer freden i Asgård. Eller om Thors brudefærd etc. Kort sagt er tegneserien absolut anbefalesværdig hvis du endnu ikke skulle have stiftet bekendtskab hermed. Skulle du have lyst til at opleve mange af myterne og sagnene i “levende billeder” kan du se tegnefilmen; Valhalla.
Også forfatteren Lars Henrik Olsen har beskæftiget sig med den nordiske mytologi. Tre bøger er det blevet til: Erik Menneske Søn (1986), Kampen om Sværdet (1991) og Kvasers Blod (1996). Det er ungdomsbøger, men meget lærerige, underholdende og anbefalesværdige hvis man ønsker et hurtigt og nemt indblik i nordisk mytologi. Eksempelvis er historien i “Erik Menneske Søn” at Idun er forsvundet og mennesket Erik bliver hentet for at hjælpe. Erik bliver en nat, i et frygteligt tordenvejr, hentet af Tor og ført til Asgård. Problematikken er at aserne bliver holdt unge v.h.a. Idun´s livsæbler, men nu er Idun forsvundet. I starten bemærkede de det ikke, guderne drak blot mere og mere den digter-mjød de havde hugget fra jætterne. Men da Tor, som´en af de eneste guder, finder ud af at det er ved at blive alvor, er alle guderne blevet for gamle til at gøre noget. Derfor henter man Erik fra Midgård, så han kan finde Idun.
I 1937 udkom Hobbitten af J. R. R. Tolkien. Det var historien om muntre hobbitter, grådige dværge, sammensværgelser, mørke huler og farlige drager. Den blev senere følget op af trilogien,- Ringenes herre. Alle bøgerne foregår i Midgård. Talrige væsner bebor denne verden. Og elvere, dværge, gobliner, drager, og mange flere har, selv om de alle er mere eller mindre er ændret af Tolkien, deres rod i den nordiske og keltiske mytologi.
 |
 |
 |
Nordisk mytologi resumee
De nordiske myter handlede om Guderne og deres strid med uhyrer og alverdens andet djævelskab. De mennesker der levede på den tid havde guderne som deres forbilleder, så når myterne berettede om raske unge mænd, der kæmpede for deres land, har man ikke svært ved at forstå hvorfor disse mennesker var som de var.
Den ende af regnbuen, vi ikke kan se, var i den nordiske mytologi forankret til Himmelbjerget, det største bjerg i Asgård. Her for enden af regnbuen, der i nordisk mytologi hedder Bifrost, levede de nordiske guder (Vanerne). Midt i Asgård stod Valhalla, en prægtig borg tækket med gyldne skjolde og med porte så store at otte hundrede krigere kunne gå igennem dem skulder ved skulder. I Valhalla samledes alle guderne: Frigg, Balder, Høder, Brage, Idun, Heimdal, Frej, Freja, Tyr og den mægtige Thor, samt dennes følgesvend Loke. Over dem alle herskede den enøjede Odin, Alfaderen og der var fred og orden i Asgård.
Men der var også et andet rige. I dystre huler og på golde klipper levede de grufulde jætter i det mørke Udgård. Her herskede der ufred og kaos. Guderne og jætterne lå i konstant strid med hinanden. Midt imellem Asgård og Udgård lå Midgård, menneskenes verden. Her boede de stolte vikinger og flittige bønder og fra tid til anden hændte det at guderne kom til Midgård og gæstede de mennesker, der tilbad dem.
Men ikke alene lå guderne (Vanerne) i evig strid med jætterne, de lå også i krig med en anden gudeslægt kaldet aserne. Denne gudeslægt består hovedsalig består af krigeriske guder. De er i direkte linje fra Bure og Bor. Aserne er dødelige, men kan opnå evig ungdom ved at spise af Iduns æbler. Vanerne og aserne lå i årevis i kamp med hinanden.
Kampene var mange og blodige, men de var lige stærke, så ingen af dem kunne vinde. Så man besluttede at holde fred, men man havde ikke den store tillid til hverandre. Derfor fandt man på, at de skulle udveksle gidsler, og på den måde være sikre på at våbene blev nede. Aserne fik bl.a. Freja, som er kærlighedsgudinde. Af asnerne fik vanerne bl.a. Høner.
Det første i verden var Ymer, og han var jætte. Derefter opstod koen; Audhumbla. Den lavede sønnen Bure ved at slikke på en saltsten. Hans søn hed Bor. Bor blev gift med jættedatteren Bestla, og deres første søn var Odin. Odin er den øverste gud hos aserne, men i virkeligheden er han altså jætte. Derfor synes det underligt at aserne og jætterne var så uenige. Det kan forklares ved at alting kræver en modpol; sort og hvidt, sandhed og løgn, ondt og godt, aser og jætter.
Til sidst ender det hele i Ragnarok, der er jordens undergang. Alt ved denne ragnarok er forudbestemt. Når ragnarok nærmer sig, bliver det varslet med fimbulvinteren. Det er tre vintre uden sommer imellem, vintre hvor sneen fyger, vinden bider og solen skinner, men varmer ikke. Forinden dette sker der andre ulykker. Ulven Gram, der står bundet ved Gnipalhulen, varsler alle ulykkerne. Ulven slider nu sin lænke over og løber løs til fordærv for guder og mennesker.
Efter det kommer ufredstiden og ulvetiden, en tid hvor menneskerne kæmper mod hinanden som ulve. Broder mod broder, intet venskab gælder. Kampen bliver ved til menneskeheden har udryddet sig selv. Da det hele er slut kommer fra skoven Liv og Livtraser; de to eneste overlevende mennesker. De gemte sig i skoven Hodmime, hvor de overlevede ved at slikke morgenduggen. Sammen skaber de den menneskeslægt, der bor på jorden i dag.
The malignant forces
began to appear in the Midgard.
Eternal struggles dyed it in red.
For three years the Winter covered up the land.
The defenseless creatures started to starve.
The misfortune provoked by the evil invades the Asgard.
Then it begins.
The fall of the gods.
Ansgar
Vikinger og nordisk mytologi
De tidligste tegn på den nordiske mytologi er helleristninger fra Bronzealderen (1700-500 f.v.t.). Dog kan emner fra en så tidlig periode, ikke med sikkerhed siges at have noget at gøre med den nordiske mytologi. Derimod kan man i Saxo Grammaticus (omkring år 1200) og i “Edda” af Snorres Sturlassons (omkring år 1245) læse tydelige spor af mytologiens storhedstid. Omkring år 1000 indførtes kristendommen dog også i Norden og på Island, og den gamle tro gik langsomt i glemmebogen.
De mennesker, der levede i vikingetiden (750-1050) tilbad således hovedsageligt de nordiske guder. For vikingerne var guderne de vigtigste overnaturlige væsner. Guderne havde hver i sær deres mere eller mindre skarpt afgrænsede områder og roller. Guderne havde deres egne verden. De blev afbildet som mennesker og deres samfund fungerede på næsten samme måde som menneskenes. Ellers var mennesker og guder meget adskilte. Vikingerne tilbad deres guder på høje i skoven, når der skulle høstes, når de skulle på plyndringstogt eller når der var generelt dårlige tider. I dagligdagen havde guderne ikke nogen væsentlig plads.
Keltisk kors
Kristendom og nordisk mytologi
Skønt det først var omkring år 1000 at kristendom slog igennem i Norden havde der forinden været flere århundreder hvor kristendommen havde søgt at fortrænge den nordiske tro. Den missionær, som især banede vejen for kristendommen i Norden var Ansgar. Da Harald Klak blev konge i 810 fik han et par munke til at kristne Danmark, Den ene var Ansgar.
Kongen, Harald Klak, var selv blevet kristen af måske ikke helt frivillig vilje. Harald herskede på et tidspunkt kun over en del af Danmark og blev fordrevet af de andre konger. Han drog til kejser Ludvig, og bad ham hjælpe sig, at han kunne få sit rige igen. Kejseren beholdt ham hos sig og manede ham både selv og ved andre til at antage kristendommen. Harald blev døbt, kejseren selv stod fadder ved hans dåb og antog ham til søn. Om styrken i Haralds tro kan man kun gisne.
Til at virke for kristendommens sag i Haralds fædreland valgte kejseren Ansgar og Autbert, unge og nidkære munke fra det nyanlagte Korvey-kloster i de tvangskristnede sakseres egne. Fra den ene missionsmark blev de to mænd altså nu i 826 flyttet til den anden. Om afskedsaudiensen hos kejseren melder krøniken: Han glædede sig over deres vilje og lyst, og gav dem kirketøj, kister, telte og hvad de ellers kunne trænge til, eller hvad der syntes nødvendigt på så lang en rejse. Han bød dem at drage med ovennævnte Harald og pålagde dem at anvende den største omhu på hans tro og ved gudelig formaning stadig styrke ham og hans mænd som var døbt med ham, at de ikke ved djævelens tilskyndelse skulle falde tilbage til deres tidligere “vildfarelse”.
Aubert må på grund af sygdom snart trække sig ud af arbejdet, men heller ikke for Ansgar bliver opholdet i Danmark langt. Harald fordrives varigt og må søge tilflugt i sit nordtyske len, hvor befolkningen allerede er kristnet. Da den danske missionsvirksomhed således er gået i baglås, forsøger man sig med Sverige. Ansgar tiltræder rejsen, men overfaldes af sørøvere, som plyndrer ham for alt hvad han ejer. Til fods når han frem til Birka, den vigtige by i Malaren, hvor han i halvandet år forkynder Kristi Lære og opnår gode resultater. Efter hjemkomsten udnævnes han for sine fortjenesters skyld til ærkebiskop af Hamborg med de nordiske lande under sig.
For missionen i Danmark er dette i første omgang uden betydning. Kong Harald lever stadig i sit eksil, og hans besejrer, Godfredssønnen Hårik, er ikke de kristnes ven. Samme Hårik kommer i øvrigt Ansgar meget på tværs, da han med sine vikinger angriber og afbrænder Hamborg, som derefter for en tid er uegnet som bispesæde. Som tiden går, opstår dog en vis forståelse mellem danske og tyske, og her kommer Ansgar til at spille rollen som en slags gesandt, hvilket bringer ham i kontakt med Hårik. Efter tyve års stilstand kan det danske missionsarbejde genoptages.
Da han således havde vundet kong Håriks fortrolighed, søgte han også at overtale ham til at blive kristen. Kongen hørte villigt på alt hvad han fortalte ham af den hellige skrift og sagde, at han glædede sig meget derved og gerne ville vinde Kristi yndest. Ifølge dette ønske begyndte vor hellige fader rent ud at råde ham at vise den herre Kristus den villighed, der ville være ham allerkærest, nemlig at tillade, at en kirke blev bygget.
Det indrømmede han med største velvilje, og i Slesvig, en søstad i hans rige, som var meget skikket dertil og ligger nær ved vor egn, et sted hvor købmænd kom sammen fra alle kanter, tillod han ham at bygge en kirke og gav ham en grund, hvor præsten kunne bo. Ligeledes gav han den tilladelse, at hvem i hans rige, der ville, måtte blive kristen.
På baggrund af dette gunstige resultat foretager Ansgar endnu en rejse til Birka. Igen har han heldet med sig, men lykken svigter, da han vender tilbage til arbejdet i Danmark. Hårik falder i kamp, og hans efterfølger, som også hedder Hårik, er en ung dreng, som af sine rådgivere lader sig overtale til modstand mod de kristne. Så vidt kommer det, at jarlen i Slesvig lader den derværende kirke lukke.
Hvordan den videre udvikling forløber, står ikke ganske klart, men snart efter er stemningen vendt, og Ansgar får bud at han igen vil være velset ved det danske hof. Han blev modtaget med så stor nåde af den unge Hårik, at denne straks tilstod ham alt, hvad hans formand havde tilladt i sit rige til kristendommens tarv. Ja, han gav endog sit samtykke til, hvad der hidtil tyktes hedningerne en skændsel, at der måtte være en klokke i kirken.
Ligeledes skænkede han i Ribe, en grund, hvorpå en kirke kunne bygges, og gav af sin kongelige magt tilladelse til, at en præst der måtte have stadigt ophold. Tilladelsen til kirken i Ribe og retten til at ringe med klokker er de sidste større resultater Ansgar opnår på den danske missionsmark. Han er nu næsten 60 år og har ikke kræfter til mere end at holde den skabte virksomhed i gang. Den 3 februar 865 dør han i Bremen, hvor han begraves i Skt. Petri kirke.
Harald Blåtand, Roskilde Domkirke
Troen på de nordiske guder holder ved
Efter Ansgars død i 865, bliver Danmarks historie igen helt mørkt. Det er vikingernes storhedstid. Vi har kongenavne nok overleverede, men ved kun lidt, om de betegner søkonger, tronkrævere eller virkelige rigskonger. Men vi ved at nogle danskere tog dåben i Danelagen og Normandiet og færdes som kristne i disse lande, for så efter en årrække at vende tilbage til Danmark, og så må kendskabet til den nye tro efterhånden vokse.
Rent tilfældig kender vi fra disse år navnet på en vikingekonge, Frode, som kom hjem fra England, og byggede Danmarks tredje kirke i Århus. Det var Jyllands tre vigtigste havnebyer, som blev kristendommens faste punkter. Fra Ribe gik skibsfarten til Frisland og vesten. I Hedeby løb handelsvejene sammen fra hele Østersøen, især fra de danske øer og Skåne. Fra Århus gik trafikken til østdanmark og Viken.
Vi skal dog helt frem til år 959 før udbredelsen af kristendommen i Norden fik vind i sejlene. Da Harald Blåtand efter faderens død Gorm den Gamle i 959 blev konge, gik kristendommen stærkt frem. Harald tillod Ærkebisp Adeldag at vie nordens første Bisper (for Slesvig, Ribe og Århus). Noget senere tog Kongen selv dåben. Kong Harald fik nogle år senere, på den store Jellingsten, som han rejste for sine forældres minde, ristet disse ord: “Harald Konge bød gøre dette minde efter Gorm sin fader og Tyre sin moder, den Harald som vandt sig al Danmark og Norge og gjorde danerne kristne”.
Harald Blåtands søn, Svend Tveskæg der var en kamplysten vikingenatur, længtes efter magten, og rejste sig mod faderen som da var en gammel mand. Efter en kamp ved Helgenæs i 985, blev Harald om natten såret af et pileskud og døde efterfølgende. Hans lig blev ført til Roskilde hvor han blev begravet i den kirke han selv havde bygget.
Jomsvikingerne hævnede den gamle konges fald. Ved list fik deres høvding Sigvalde, lokket Svend Tveskæg ud på sin flåde, og førte ham bort som fange, indtil folket købte ham fri med dyre løsepenge. Tiden der kom var ikke godt for den nye tro, vikingemodet blussede op påny. Svend Tveskæg sejlede jævnligt på togt mod England, det siges at han søgte glemsel og oprejsning for den skam, at han var købt fri som træl. Sveakongen Erik Sejrsæl hærgede Danmark, og der er foregået kampe omkring Hedeby, som vi ikke kender ret meget til, men der er rejst to runestene omkr. år 1000, som vidner om dem.
Med årene har Svend Tveskæg dog fået ro i sit rige. Som danerigets mægtige konge deltog han i slaget ved Svolder. Snart derefter fornyede han Englandstogterne, som igen bragte Danmark under stærk påvirkning af det kristne kulturland.
Overblik over nordisk mytologi
Du befinder dig på forsiden af sektion om nordisk mytologi. Her skulle du gerne hurtig kunne danne dig et overblik over sektionen. Vi har lavet et kapitel om de nordiske myter og sagn. Det er her du bla. finder de mange spændende beretninger om Guderne og deres strid med uhyrer og alverdens andet djævelskab. Har du lyst til at danne dig et overblik over hvordan de forskellige huse, bygninger, steder mv. så ud og lå i forhold til hinanden finder du dette i kapitlet Steder, bygninger og ting.
De forskellige grupper i nordisk mytologi er alle beskrevet i separate kapitler: Aserne, Dværgene, Jætterne, Alferne, Vanerne og menneskene. Til en start kan det være fordelagtig at læse nærværende kapitel indledning til sektionen hvori det bla. fortælles hvorledes mytologien opstod og hvem, der troede på de nordiske guder.
Stil spørgsmål om nordisk mytologi
Det er gratis og nemt – Stil et spørgsmål