I Tibet, er processen med at udforme en mandala lige så vigtig som det færdige resultat. Det tager år at forberede og træne, og tilegne sig viden om måden at tegne og farvelægge disse mandalaer. Der findes mange skoler, der underviser i dette, og først når eleven har fuldstændig styr på sit ego, og på kunsten at frembringe disse mandalateginger, får de lov til at udføre ritualet. Det kræver en hård meditation over 3 dage, før de tibetanske buddhister begynder deres mandala tegning, og de skal starte med at male og tegne på lærreder.

 

Disse mandalaer ,som er udformet i sand, af de buddhistiske tibetanske munke,  reflekterer utallige niveauer af forståelse for universets lovmæssighed. Mandalaens farver og former er rituelle tilblivelser.

Disse tibetanske munke er trænede på skoler igennem mange år. Munkene laver deres mandala i sandet på stranden, de bruger indviet, helligt, farvet sand, som er indfarvet med naturens farver, og hver enkelt mandala er sammensat af specielle symboler, der repræsenterer forskellige dele af de Tibetanske buddhistiske munkes livsopfattelse og væsensopfattelse.

Alle symboler har samklang med evigheden, universet, naturens kræfter og ånderne. Deres sand-mandalaer er et fællesprojekt, et kollektivt arbejde – og de arbejder uden at tale med hinanden. Når deres mandala er færdiggjort, ofrer de den til universet og ånderne, laver forskellige rituelle og symbolske handlinger – og endelig lader de havet opsluge sand-mandalaen.

Efter flere dages hårdt arbejde med udformning af mandalaen, ofrer de den til ånderne, de bringer offergaver og brænder sandet, hvorefter det skylles ud i havet. De ofrer således deres sandmandala til Universet – og dette sætter, måske især for os vesterlændinge, virkelig begrebet og filosofien omkring, at det er processen– ikke målet (det færdige resultat) der er det vigtige – i perspektiv. Det giver os en bredere forståelse af den vigtige meditative del af processen, for at opnå selvindsigt, forbinde sig med den lovmæssighed der findes i universet og i alt i naturen.

 

 

Mandala og thangka

En Thanga er betegnelsen for de nedrullede billeder, der hænger i alle tibetanske templer, klostre og de fleste hjem. Den er et stofmaleri med et dybt religiøst motiv. Den er beregnet til at kunne rulles sammen og monteres som oftest i en ramme af silkebrokade. De fleste Thangkaer bruges til undervisning, dekoration og til meditation. Den tibetanske kunst som vi kender den i alle dens rigt facetterede former, arkitektur, skulptur, vægmaleri, thangka maling – er dybt forbundet med den buddhistiske tradition.

Eleverne til thangkamaling oplæres gennem et intensivt seksårigt kursus, som omfatter dybtgående teoretiske såvel som praktiske studier. De opbygger lidt efter lidt et indgående kendskab til de overleverede ikongrafiske diagrammer med de mål og forhold, der for hvert enkelt buddha-aspekt er fastsat af den buddhistiske tradition samtidig med, at de lærer om hver enkelt form og farves symbolik og betydning.

 

 

I deres lære indgår præparering af farverne af forskellige mineralpigmenter og at udspænde lærredet i malerrammen, at grunde det med en opløsning af lim og kalk og at slibe overfladen, til den er ganske jævn og rede. De lærer at overføre orienteringslinjer til det præparerede lærred til hjælp for placering af den figur, der skal afbildes, og udfra det kendskab, de har opbygget til diagram og forhold, kan de nu – under lærerens vejledning – gå i gang med selve tegningen af figur og baggrund og til sidst male deres kunstværk, ved påføring af farve.

Thangkamalerne bliver ved at basere sin kunst på de strenge, traditionelle ikongrafiske retningslinier. Men efterhånden som han lærer at mestre dem og bliver fortrolig med forskellige stilarter, begynder hans kunst at udvikle sig langt mere personligt og frit. Det kræver imidlertid en del års erfaring, og fortæller os, hvilken proces der ligger bagved et færdigt thangkamaleri. Og derved stiller det også vores opfattelse af resultatet som det væsentlige i perspektiv, og giver det en tanke, at det er i processen at al udvikling foregår i vores indre sandhed. Det er her vores indre forvandling virkelig tager form – under tilblivelsen – ikke i selve resultatet.

 

 

Historiske kilder og arkæologiske fund vidner imidlertid om, at Tibets oprindelige kultur og kunst allerede i århundreder før buddhismens indførelse fra Indien i den 8. århundrede, havde nået et højt udviklet stade. Men den stærke udenlandske påvirkning afstedkom, at tibetanerne allerede i præ-buddhistisk tid, da deres konge – Songtsengampo i det 7 århundrede giftede sig med en nepalesisk og en kinesisk prinsesse. Disse to giftemål skulle få stor betydning for den videre udvikling af tibetansk kunst – og dermed også de tibetanske Thangkaers udførelse. Det var fordi den nepalesiske prinsesse medbragte statuer og andre kostbare kunstgenstande samt et følge af nepalesiske metalkunstnere og andre kunsthåndværkere, og den kinesiske prinsesse medbragte bl.a. den berømte Buddha statue, Jowo, som i dag står i tibetanernes helligste tempel, Jokhang i Lhasa.

Følgen heraf var, at den tibetanske kunst og kultur fik en stor prægning af kinesisk og nepalesisk indflydelse i denne periode. Senere kom andre indflydelser og som årene gik smeltede disse forskellige indflydelser sammen med det stærke islæt af Tibets oprindelige kunst, og selv visse kunstskoler vedblev at bære præg af oprindelseslandende fremstår den tibetanske kunst i dag som helt speciel for Tibet.

Som årene gik voksede der i takt med buddhismens udbredelse et stort antal templer og klostre op i Tibet, og disse blev arnesteder for en blomstrende kultur og kunstnerisk udfoldelse – ikke mindst af thangka-malere. Thangka-malerne nød stor anseelse og kunstværkerne blev ofte bestilt med henblik på bestemte ceremonier. Selve skabelsen betragtedes som en religiøs handling og det færdige arbejde blev tillagt stor religiøs betydning. Disse Thangka-malerier har den samme lovmæssighed som udførelsen af de religiøse mandalaer. Der fokuseres på processen som en udviklingsvej for eleven, den meditative proces ved udarbejdelsen af en thangka, således af den enkelte kunstner går i et med sit indre jeg, og følger den ottefoldige vejs retningslinier som munk.

 

 

Nu har vi refereret til den ædle ottefoldige vej, som er en del af Buddhas lære, så lad os lige gengive den her:

1. Ret anskuelse, dvs. erkendelsen af de fire ædle sandheder.
2. Ret sindelag, dvs. det modsatte af (det forkerte sindelag, behersket) af begær, ond vilje og en voldelig mentalitet.
3. Ren tale, det modsatte af forkert tale, dvs. løgn, løs snak og ukvemsord.
4. Ret handlen, nemlig det modsatte af forkert handlen, dvs: Drab, tyveri og et udsvævende liv.
5. Ret vandel, det modsatte af forkert vandel, nemlig bedrageri, forførelse, sandsigeri, bondefangeri og åger.
6. Ret stræben, det modsatte af forkert stræben, nemlig at leve uden ”opmærksomhed”.
7. Ret opmærksomhed, dvs. at udvikle en speciel og konstant bevidsthed, der skal føre frem til indsigten i at alt, således også mennesket, er forgængeligt. Det er denne indsigt, der er en del af befrielsen.
8. Ret fordybelse, en bevidsthedstilstand, hvor bevidstheden er tømt for indhold.

Hvis du får mulighed for at opleve Shoton festivalen i Tibet – der i øvrigt afholdes i parken, der hører til Dalai Lamas sommerresidens, Norbulinka, i den vestlige udkant af Lhasa – vil du hvert år kunne se “verdens største Thanga” – jf. billede ovenfor. Under “Shoton” festivalen er her bl.a. forestillinger med tibetansk dans og opera. Ordet “Shoton” er en sammentrækning af to tibetanske ord, der kan oversættes til Yoghurt festival”. Festivalen begyndte under Drepung monarkiet, som en hyldest til enden på munkenes “Yarné”, deres 100 dages sommerretræte. Festivalen begynder ved den fuldmåne, der markerer begyndelsen på den syvende tibetanske måned og vare fem dage.

Festivalen er især kendt for dens musikalske dansedramaer, også kendt som Ache Lhamo (tibetansk opera). Der er optræden fra dansetrupper fra hele Tibet, hvoraf nogle kan hele opføre hele Lhamo repertoire, mens andre har specialiseret sig i et bestemt drama. Nogle af historierne er taget fra gamle sagn om Buddha, mens andre drejer sig om vigtige begivenheder i tibetets historie. Ache Lhamo dansene opføres til ære for Thangtong Gyalpo, også kendt som Chaksampa, en lama fra det fjortende århundrede, der blandt andet er berømt for opførelse af utallige jernkæde-broer i mange dele af Tibet.