Den tibetanske dødebog  forbereder de tibetanske buddhister på tiden efter døden, inden den nye genfødsel, et tidsrum på i alt 49 dage. Den giver anvisninger på, hvordan man bør opføre sig i dødsøjeblikket og i de dage, der følger, da det kan have indflydelse på, hvad man genfødes som eller evt., at man opnår Buddha tilstanden.

Den tibetanske dødebog, blev første gang udgivet i 1927 af englænderen W. Y. Evans-Wentz, og har siden undergået talrige genoptryk, oversættelser, fortolkninger og transformationer. Det oprindelige tibetanske skrift indgår i en større skriftcyklus, der omhandler rituelle handlinger i forbindelse med døden, og beskrivelser af hvad døden medfører.

Bogens tibetanske titel er, transkriberet, Bar do thos grol (engelsk: Bardo Thodol, tibetansk: Bardo Tödröl), som kan oversættes ‘Udfrielse i mellemtilstanden ved at høre’.

Siden er teksten kommet i forskellige nyoversættelser og ligger til grund for forskellige nyfortolkninger af dødebogen, hvoraf en af de mest prominente er Sogyal Rinpoches The Tibetan Book of Living and Dying, der er solgt i over 300 000 eksemplarer, oversat til adskillige sprog (heriblandt dansk) og blevet en ‘New Age’-klassiker.

En af Sogyal Rinpoches pointer, som deles af mange andre fortolkninger, er, at Den tibetanske dødebog ikke kun omhandler døden, men også livet. Hver dag, ja, hvert øjeblik, gennemgår man de tre grundbardoer, og hermed skematiseres livet som et evindeligt, mikrokosmisk gennemløb af død, mellemtilstand og genfødsel med dertil hørende muligheder for udfrielse.

Mellemtilstanden, bardoen (som bogstaveligt betyder “mellem to ting”), er tilstanden mellem et liv og det næste, og bagved ligger tanken om at det enkelte liv indgår i en uendelig række af liv; reinkarnationer. Mellem hvert liv og det næste overgår det karmiske kontinuum, som et sansende væsen er, til en del af eksistensspektrummet, “døden”, som normalt ikke er tilgængeligt for de i almindelig forstand levende.

Bogen skal læses op for den døde, der i sit bardolegeme er i stand til at høre oplæsningen, og i øvrigt helst skal have memoreret bogens indhold i forvejen. Ved at høre bogens indhold generindrer afdøde, hvorledes han eller hun skal forholde sig til hændelser i det hinsides og bliver således i stand til at manøvrere på fordelagtig vis dér. Målet er udfrielse af samsara, det endeløse kredsløb af død og genfødsel. Og mulighederne for denne udfrielse, kaldet nirvana, er særligt gunstige i mellemtilstanden, da mennesket her har en skærpet bevidsthed.

I Den tibetanske dødebog beskrives tre bardoer, hvoraf den første kaldes “chi kha’i bar do”, og indtræder umiddelbart efter det fysiske legemes død. Her viser et klart lys sig, der er selve det oplyste ‘princip’. Er man særligt dygtig, kan man smelte sammen med dette lys, og det endeløse smertespil, som samsara er, bringes til ende. Det er dog de færreste der formår dette; de fleste “besvimer” og vågner først flere dage efter op igen i den næste bardo.

I denne, “chos nyid bar do“, konfronteres afdøde nu med en række manifestationer af det oplyste princip, først i form af en række “fredelige” guddomme eller buddhaer, der fremstår i en uhyre og skræmmende stråleglans, der let får bardovandreren til at flygte og gemme sig. Meningen med Den tibetanske dødebog er dog at gøre afdøde opmærksom på at de i virkeligheden er selve oplystheden, og få ham eller hende til at smelte sammen med dem; og udfrielse vil igen være mulig.

Lykkes dette heller ikke, kommer en række “rasende” guddomme, der, ledsaget af ufattelig voldsom torden og lynild, fremtræder med vilde øjne og kæmpe hugtænder og med afhuggede hoveder dinglende fra bælter om livet. Afdøde vil blive skræmt fra vid og sans, men erkender han guddommenes eller buddhaernes sande natur som værende hans egen inderste natur, nemlig den oplyste tilstand, buddhanaturen, kan han smelte sammen med dem, og udfrielsen er igen en realitet.

Formår afdøde heller ikke dette, er den sidste mulige manipulation med dødstilstanden at opnå genfødsel i et fordelagtigt legeme i et fordelagtigt livsrige; nemlig som menneske et sted hvor Buddhas lære forkyndes, og dette er muligt i den sidste bardo, srid pa’i bar do, tilblivelsens bardo; livets bardo.

Den tibetanske dødebog har karakter af manual eller guidebog. Ikke noget med “evigt liv i Guds nærhed”, eller et skyggefuldt dødsrige under jorden. Men en minutiøs beskrivelse af dødens topografi og retningslinjer for fordelagtig manøvrering heri. Måske er det netop fremstillingen af afdøde som aktør, fremfor passivt subjekt, der gør bogen til besnærende, læsning. For så vidt er Den tibetanske dødebog en meget optimistisk bog, som fremstiller døden som mulighedsrig, fremfor som definitiv afslutning, eller statisk tilstand. Og dens beskrivelser er så konkrete og uforudsigelige, at den forlener en med en svært uafrystelig følelse af, at den er en øjenvidenskildring.

Den tibetanske dødebog nød stor popularitet i de glade 1960 og 70erne hvor man eksperimenterede med bevidsthedsudvidende stoffer. Her var det udbredt at man samtidig med indtagelse af stoffer fik læst op fra Den tibetanske dødebog, for med størst åndeligt udbytte at navigere gennem stofoplevelsens voldsomme omorganisering af dagligdagsbevidstheden. Tanken er, at Den tibetanske dødebog i ligeså høj grad beskriver livet som døden. I en hvis forstand er Bar do thos grols budskab jo, at livet og døden ikke er andet end forskellige synspunkter, hvorfra samme spektrum eller kontinuum iagttages.