Oprindelse af karate

Skønt der ikke findes klare beviser for, hvornår karate-lignende teknikker begynder at udvikles, er der mange spor fra kampkunstens fødsel F.eks. tegninger af mænd i karatelignende stillinger fundet på et antikt, Egyptisk gravsted, der kan føres tilbage til så tidligt som for 5000 år siden. Et andet bevis er indeholdt i 2 små Babylonske kunstværker dateret mellem år 3000 til år 2000 før Kristus, visende karakteristiske, fundamentale blokeringsteknikker, som de bruges den dag i dag.

Herudover er det højst sandsynligt at principperne bag karate blev introduceret i Indien via Tyrkiet. Beviserne antyder, at der har været kulturelle udvekslinger mellem Indien og Tyrkiet, længe før Silkevejen blev etableret, men det må understreges, at kampkunsten, som blev indført til Indien fra vesten, på det tidspunkt stadig var meget upoleret det var først i Indien og Kina, de mere raffinerede teknikker blev udviklet.

Det, som skulle udvikle sig til hvad vi forstår ved karate i dag, startede med den kinesiske kampkunst kempo. For mere end 5000 år siden under kejser Huan, eksisterede en kampkunst, som lignede kempo, men først under Chou dynastiet opstod den form, vi kender som kempo. Udviklingen tilskrives traditionelt en zen-buddhistisk munk ved navn Bodhidharma. Det fortælles at Bodhidharma ankom til foden af Songshan bjergene i Huan-provinsen omkring år 500 for at undervise i buddhisme. Han fandt sin vej til Shaolin templet og her udviklede Bodhidharma i løbet af ni år et fysisk træningsprogram til munkene, og et åndeligt træningsprogram for styrkelse af ånden og mentaliteten.

Øen Okinawa

Kampsystemernes videre udvikling, fandt sted på øen Okinawa. Med sin placering ca. 740 km øst for Kina og ca. 650 km syd for Japan, har den fra gammel tid været et naturlig knudepunkt for handel mellem Kina og Japan. Øen Okinawa er ikke særlig stor, ca. 10 km bred og ca. 110 km lang, men den har haft en kollosal indflydelse på udviklingen af kampsport.

I år 1340, da øen Okinawa var delt i 3 kongedømmer, der alle svarede skat til den Kinesiske kejser, indvilgede kejser Chu Yuen Cheang (Ming Dynastiet) i, at modtage et sendebud fra Kong Satto af Ryukyu-Dynastiet, den ene af Okinawa’s tre konger. Dette blev begyndelsen et langt forhold mellem Okinawa og Kina. I år 1372 blev Ryukyu-Dynastiet formelt indlemmet som forbundsstat under det Kinesiske rige. Ming Kejseren fandt behag i at opretholde et godt forhold til øen Okinawa og sendte hvert år deputationer til øen medbringende gaver.

Der var mange kempo-mestre og andre dygtige folk blandt delegationsmedlemmerne, og under deres ophold underviste mestrene Okinawas adel og deres elever i kampkunsten kempo. Ifølge god skik, tilbagesendte Ryukyu-Dynastiet skibe med delegationer af adelsmænd og kostbare gaver til den Kinesiske kejser. For at beskytte mod plyndring og pirateri var både delegater og landskab bevæbnet og uddannet i kampkunst. Det er en af forklaringerne hvorfor kampkunsten blev så højt udviklet så lille en ø som Okinawa: der var simpelthen behov for at beskytte disse gaveekspeditioner.

I år 1392, i Kong Sattos regeringsperiode, blev kinesiske håndværkere og munke sendt til Okinawa, for at tage ophold i landsbyen Kume. Den lokale befolkning blev som en direkte følge heraf ansvarlige for forhold, der havde med handel og kommunikation mellem Okinawa og Kina at gøre, f.eks. udstedelse af diplomatiske dokumenter, fremskaffelse at budbringere, tolke og lodser. De kinesere der slog sig ned i Kume, underviste den stedlige befolkning i Kempo. Nogle adelsmænd fra Okinawas delegationer blev i Kina et stykke tid, for at studere og træne ved de kinesiske Kempo-skoler. I den kinesiske provins Fukien var der dengang en RyuKyu-koloni, som var anlagt af Kong Satto for at huse de af hans folk, der tog til Kina for at studere og træne Kempo. Derfor blev Kempo hurtigt indført på Okinawa i Kong Sattos Æra – dels af kineserne og dels af de folk fra Okinawa, der selv havde studeret kunsten i Kina.

En opblusning af interessen for kampsport i al almindelighed, i Kina, på øen Okinawa etc., skete omkring 1477, da den første konge i det andet kinesiske Sho-dynastiet, som sin første handling, udstedte et forbud mod at bære våben. Han var lidt paranoid og befalede ligeledes samtlige adelsmænd, som jo nu var afvæbnet, til at flytte ind i den kongelige hovedstad med deres familier, hvilket gav ham mulighed for at holde øje med eventuelle oprørske krigsherrer. Dette kan du læse meget mere om i NetSpirits kapitel om den kinesiske civilisations udvikling, hvis du har lyst hertil. Det som blot er væsenligt i nærværende forbindelse er at to kampskoler så dagens lys som en direkte følge af Kong Sho-Shins afvæbning af sit folk. Den ene var “Te” som blev dyrket af overklassen, den anden: RyuKyu Kobudo der blev udviklet og trænet af bønder og fiskere, som også anvendte primitive fiske og landbrugsredskaber som effektive våben i kamp mand mod mand.

Japanerne invadere Okinawa

Den næste videre udvikling af karate skete da den sydjapanske Satsuma-klan; Okinawa, i år 1609 invaderede øen Okinawa. I 1879 blev øen officielt underlagt japansk overherredømme, hvilket skabte uro mellem Okinawas befolkningsgrupper. Nogle støttede at man skulle underlægge sig Japan, og andre mente man burde underlægge sig Kina. Hverken besættelsen eller den efterfølgende indleming under japansk herredømme, forhindrede dog udveksling af talrige besøg og delegationer mellem Okinawa og Kina, hvorfor vi finder såvel kinesisk som japansk indflydelse på udviklingen af karate de følgende århundreder.

På Okinawa udviklede der sig efterhånden tre stilarter Tomari-te, Shuri-te og Naha-te, som ganske enkelt er opkaldt efter den by, stilarten stammer fra. Samlet blev de benævnt todei eller karate. De tre stilarter er nært beslægtede og kun er forskellige i fortolkningen – ikke selve indholdet. De tre stilarter ændredes i første halvdel af det 20 århundrede, Shuri-te og Tomari-te blev slået sammen under betegnelsen Shorin-Ryu, og Naha-te blev senere kendt under navnet Goju. På basis af de traditionelle stilarter, er der i takt med deres internationale udbredelse, sket en opsplitning af karate i adskillige varianter, hvoraf de mest udbredte er Shotokan, Ashihara og Kyokushin.

Okinawa karate blev i 1933 anerkendt som en selvstændig stilart af det Japanske rad for kampkunst, Butoku-Kai. Ordet karate består af tegnet “Kara”, der oprindeligt betød “fremmed”, men senere blev det alment brugte udtryk for Kina. Samt tegnet “Te”, der betyder hånd. Karate kan derfor oversættes til ”Kina hånd”. Helt op til 1936 blev denne oversættelse benyttet, men efter et stormøde i byen Naha mellem Okinawas karatemestre, blev det vedtaget at udskifte tegnet for ”Kina” med tegnet for ”tom”, og således betydningen af karate til “Tom hånd” eller “våbenløse selvforsvars-kunst”.

Ønsket var opstået i Japan, da der her herskede stærke nationale kræfter samt en anti-kinesiske holdning, i begyndelse af d. 20. århundrede. Man betragtede det for upassende og nedværdigende at benytte et tegn, der viste, at Kina var oprindelsesland for en krigskunst man betragtede som Japansk. Nogle mestre foretrækker dog at kalde deres stil “Karate-Do”, som betyder Karatens vej.

 

Regler i Karate

I karatesporten stilles meget store krav til udøverens hurtighed, smidighed, reaktionsevne og selvbeherskelse. Ordets bogstavelige betydning er som nævnt “Tom hånd”, hvilket betyder, at karate dyrkes uden brug af våben. Derimod benyttes næsten enhver del af kroppen i kampen, fx næver, fingerspidser, håndryg, albuer, knæ, hæle, fodbalder og hoved.

Slagene eller stødene rettes mod modstanderens vitale legemsdele eller som parade. Slagene må i konkurrencer kun markeres, men skal alligevel udføres hurtigt og med fuld kraft. Man anvender i konkurrencer en rigt varieret teknik, og angreb skifter med parader i hastigt tempo. Kampen er afgjort, når én af parterne har udført et afgørende slag, som modstanderen ikke kan parere, eller som dommeren dømmer teknisk korrekt. Kamptiden er fra ét til tre minutter, og kampen varer sjældent tiden ud.

Knytnæveslag mod maven kaldes “seiken”, nedadrettet knytnæveslag mod ansigtet kaldes “uraken”, håndkantslag hedder “shuto”, albueslag “hiji” og spark “geri”.

Teknikkerne, man lærer i karate, må kun anvendes i dojoen – træningssalen – fordi kampsportens inderste væsen er have tillid til at kunne gøre de ting, der er nødvendige, men at vide ikke at have behov for at gøre det.

 

Budo – Shaolin templet, klostret

Mange af de kampsportsstilarter, hvis oprindelse er i østen, bygger på opnåelse af mental ro igennem fysisk udfoldelse. Deres mål er således, foruden at kunne forsvare sig selv og holde sig fysisk i form, at opnå en eller anden form for sindsligevægt. Derfor har NetSpirit set det relevant at give en introduktion til de mest udbredte asiatiske kampsportsstilarter, og i denne introduktion lægge vægten på hvorledes den mentale sundhed, ligevægt søges opnået.

Shaolin er navnet på et berømt buddhistisk kloster i Kina, der dannede rammen omkring udviklingen af talrige af de asiatiske kampsportsgrene. Shaolin klostret blev brændt ned af datidens herskere, som anså munkene og klostrets beboere i øvrigt som en trussel pga. deres kampevner. Munkene spredtes ud over hele østen og begyndte, hvor de slog sig ned, at undervise lokalbefolkningen i deres færdigheder. Derfra har det udviklet sig til dét, der i dag kendes som Karate, TaeKwonDo, Tai Chi Chuan etc.

De kampsportsarter, hvis oprindelse er fra Shaolin klostret kaldes samlet for Wushu. Undertiden ses også betegnelsen Shaolin, eller budo. Sidstnævnte er dog et fællesbegreb for samtlige asiatiske krigskunster – og der er nogle af disse hvis oprindelse ikke menes at komme fra Shaolin klostret. Der findes flere hundrede kampsportsstilarter, der kan opdeles i Den Nordlige og Den Sydlige Shaolin stil. Generelt kan man sige, at de nordlige systemer lægger vægt på høje spark, dybe stande, lange teknikker og mobilitet. Disse systemer er aggressive. Hvorimod sydlige systemer ligger mere vægt på få eller lave spark, kortere teknikker og er mere stillestående. Disse systemer er mere defensive. Dette skyldes blandt andet den tynde luft i det sydlige, der gør det svært at lave alt for kraftudfoldende øvelser.

Budo betyder også “kampens vej” og er et udtryk, der dækker alt fra strategi og taktik på stort plan ned til de enkelte kampkunster. Begrebet indeholder blandt andet det kodeks (Bushido – Mono no funo no michi), som krigeren bør leve efter – det har altså ikke noget med de fysiske færdigheder at gøre. Denne kodeks er ret væsentlig da det fortæller om hvordan en rigtig “kriger” ikke søger kamp, men tværtimod det modsatte, nemlig fred, løsning af konflikten.

For at gøre “krigeren” stærk nok til mentalt at kunne være på toppen af enhver situation fortæller kodeksen endvidere om vigtigheden at være åben overfor sig selv, samt andres måske divergerende opfattelser. For at gøre “krigeren” fysisk stærk nok til at undgå kampen, arbejdes dels med selve afskrækkelsen ved at være fysisk i topform. Lidt i stil med de stater, der argumentere for at have atomvåben for netop at undgå at komme i krig. Og dels arbejdes med selvforsvarsteknikker, som gør at man kan forsvare sig uden at påføre modstanderen væsentlig skade. Et vigtigt aspekt er førnævnte fysiske form, hvor målet med at komme i topform er at gøre udøveren bevidst om sit potentiale og dermed bringe vedkommende i ro, således at der ikke er noget behov for at hævde sig.

 

Vil du vide mere

Dette afsnit om Kung Fu indgår i NetSpirits sektion om kampsport og spiritualitet. Her kan du læse om Tai Chi, Karate, Aikido, Judo, Taekwondo og Jiu-Jitsu. En anden måske interessant henvisning er til bogen “The Art of War”. Verdens ældste bog om ledelse, skrevet af den legendarisk kinesisk general Sun Tzu. Du finder bogen i NetSpirits E-bibliotek. Hvis du søger efter et undervisningssted eller en underviser henvises der til NetSpirit’s adresseindeks.

 

Stil spørgsmål om Spiritualitet

Stil lige så mange spørgsmål du har lyst til om Spiritualitet
Det er gratis og nemt – Stil et spørgsmål