Judo blev udviklet af japaneren Jigoro Kano, efter dybdegående studier hos en lang række af jiu-jitsumestre. I begyndelsen af 1880’erne havde Kano udviklet fundamentet til judo. Kano skabte stort set ikke nogen nye teknikker. I stedet pillede han en del af de mest effektive teknikker ud af det meget store jiu-jitsu pensum og sammensatte disse på nye måder.
Måske skyldes Kono’s udvikling af sin egen teknik også hans lille størrelse. Han vejede på det tidspunkt 50 kg og kæmpede ofte mod modstandere, der vejede det dobbelte. Resultat var at han ofte tabte og da dette bestemt ikke var noget denne herre brød sig om, udviklede han flere teknikker, som kunne vende hans lille størrelse til en fordel. Samtidig blev han mere og mere overbevist om, at ju-jutsu trængte til fornyelse. Han ønskede, at de unge mænd skulle forberedes til mødet med verden/samfundet igennem træning.
Kano udviklede derfor sit eget system ud fra de jiu-jitsu teknikker, han havde tilegnet sig og startede i 1882 sammen med ni af hans elever Eishoji-templet – også kaldet Kodokan. Den første tid var det ikke så meget judo, men nærmere ju-jutsu, de trænede. Men gradvist fandt de frem til de judo teknikker, som nutidens judo bygger på. Den største forskel på judo og ju-jutsu er kuzushi (balancebrydningen). Selv ved at bruge minimalt med styrke er det muligt at kaste en modstander, når man først har lavet balancebrydning. Den teori er hele fundamentet for judo.
Kono tog skarpt afstand fra det voldelige element i datidens jiu-jitsu og understregede, at der krævedes stor selvdisciplin af hans judoka’er. Medlemmer som havde misbrugt judo i slagsmål, blev udvist fra hans skole. Ordet ”fjende” i jiu-jitsu erstattede han med ”modstander” og ”partner” i judo. Kano mente, at træning i judo skulle højne deltagernes moral og ved graduering blev udøvernes moralske modenhed inddraget i bedømmelsen. Ved optagelse på Jigoro Kano’s skole (Kodokan) skulle begynderen aflægge ed på, at han aldrig ville misbruge sine færdigheder i judo. Ifølge Kano skulle judo være en æstetisk oplevelse, bevægelserne skulle være lette og elegante, ikke tunge og anstrengte. Judo skulle også være en form for gymnastik som gavnede udøverens sundhed. Judo kunne dyrkes både som selvforsvar, konkurrence, træning (randori) og lange indstuderede og ceremonielle teknikserier (kata’er). Alle disse aktiviteter skulle tjene judoens dybeste mål, mental udvikling. Kano mente, at udviklingen af menneskets krop og sind gennem judo ville gavne både den enkelte og samfundet som helhed.
Hen imod slutningen af 1800 tallet skete der et opsving i den folkelige og politiske interesse for kampkunst i Japan. Frem for nogen blev det kanos judo, som nød godt af denne interesse. At judo hastigt vandt frem, skyldtes både, at judo var en meget sikker form for jiu-jitsu, men også at Kano helt bevidst lagde vægt på, at judo skulle være en moralsk og samfundsgavnlig kampkunst. Kano troede stærkt på undervisningens betydning for mennesket og judoens betydning for menneskets psyke. Kano var akademiker, og han benævntes i reglen Doktor Kano for at understrege, at han ikke kun havde rødder i kampkunsten, men også i universitetsverdenen. Kano havde stor indflydelse på det japanske undervisningsministerium, som han var rådgiver for. I 1911 lykkedes det for ham at gøre judoen til en del af drengenes pensum i datidens japanske realskoler. Doktor Kano døde den 4. maj 1938.
Judoen i Danmark
Jiu-jitsu på dansk grund kan spores tilbage til 1906, hvor den første bog om emnet udkom. I løbet af 1930’erne startede de første institutter, som underviste i jiu-jitsu. Først omkring 1943 blev de første klubber etableret.
I 1952 deles udøverne i to forbund; Dansk Judo Union og Dansk Judo Sports Forbund. Uenigheden gik bl.a. på, hvorvidt man skulle følge den japanske tradition for at hilse siddende og bruge stranguleringsteknikker. I 1970 blev de to forbund lagt sammen igen under navnet Dansk Judo og Ju-Jitsu Union, og på samme tidspunkt blev DJU optaget i Dansk Idræts Forbund.
gradueringssystemet i Judo
Før Jigero Kano i år 1882 opfandt Judo i Japan var der intet kyo-hierarki (kyo = den japanske ækvivalent til gup/dan). Kano opfandt gradsystemet og savnede et system til at adskille graderne fra hinanden, hvorfor han introducerede et bæltesystem.
Først som almindelige brede bælter bundet om en traditionel japansk kimono, men fra 1907, hvor Kano introducerede den moderne Judo-uniform, bælter a’la dem, der benyttes i dag; dog kun hvide og sorte bælter.
Karate kom til Japan fra Okinawa i 1920. Indtil 1920 bar karate-udøvere ganske almindeligt tøj, men efter introduktionen i Japan adopterede Funakoshi Judo’s kyu/dan gradsystem, samt en modificeret Judo-uniform. De fleste kampkunstgrene, som har et gradsystem, har adopeteret systemet fra japansk karate.
Når en person begynder at studere Taekwon-do modtager personen et hvidt bælte til at holde uniformen sammen. Efter mange måneders træning begynder det hvide bælte at ændre farve og blive gulligt, måske orange. Efter endnu flere måneders træning på græsarealer ændres farven endnu mere, idet den bliver grøn med mørkeblå eller violette farvespil. Efter endnu længere tids træning bliver bæltet brunligt pga. blodstænk. Og som tiden går bliver bæltet efterhånden sort.
Bæltet omslutter dets bærer. Cirklen er et universelt symbol på helhed og harmoni. Cirkulariteten af bæltet forstærkes af den cykliske Taekwon-do-træning, hvorved personen, der bærer bæltet, indser den sande essens, nemlig at Taekwon-do eksisterer ved begyndelsen. I østens filosofi symboliserer treenigheden (himlen, Jorden og menneskene) universets harmoni. Taekwon-do-uniformen danner ligeledes en treenighed: jakke, bukser og bælte. Jakken symboliserer himlen, bukserne Jorden og bæltet symboliserer personen, der binder det hele sammen.
Hvis man ligeledes tænker på den menneskelige krop som en treenighed bestående af hoved, krop og ekstremiteter (ben og arme), så er kroppen menneskets centrum og taljen/hoften er centrum af kroppen. Derfor symboliserer dét at binde Taekwon-do-bæltet rundt om taljen/hoften ønsket om at danne en enhed i et menneskes liv.
Farverne sort, rød og blå angav de forskellige niveauer i Korea’s hierarki gennem Koguryo og Silla (57 f.kr. – 936 e.kr.) Dynastierne. Rødt repræsenterede den højeste rang og grad inden for regering, militær og religion. Rødt er kongers farve og ligeledes pavens farve. Diplomater bærer røde bånd over deres skulder, og rødt er brugt i flere nationers flag. Nogle martial arts benytter da også det røde bælte som højeste grad.
Hvidt og sort symboliserer traditionelt modsætninger. Fx hvidt symboliserende begyndelsen på livet og sort afslutningen. Ying og Yang er også henholdsvis hvid og sort.
Vil du vide mere
Dette afsnit om Kung Fu indgår i NetSpirits sektion om kampsport og spiritualitet. Her kan du læse om Tai Chi, Karate, Aikido, Judo, Taekwondo og Jiu-Jitsu. En anden måske interessant henvisning er til bogen “The Art of War”. Verdens ældste bog om ledelse, skrevet af den legendarisk kinesisk general Sun Tzu. Du finder bogen i NetSpirits E-bibliotek. Hvis du søger efter et undervisningssted eller en underviser henvises der til NetSpirit’s adresseindeks.
Stil spørgsmål om Spiritualitet
Stil lige så mange spørgsmål du har lyst til om Spiritualitet
Det er gratis og nemt – Stil et spørgsmål