”Aikido er en kampkunst der går ud på at forbedre sig selv. Den går ud på at skabe en person der ikke kan slås omkuld, snarere end at skabe én der slår folk omkuld. Et menneske med selverkendelse. Én der ikke skaber problemer for andre. Én der ikke er destruktiv for sine omgivelser. Det er målet at skabe sådan en person!”

Denne udtagelse fra Nishio Sensei var omkring Aikido, men gælder bredt for alle orientalske kampsportsstilarter. I deres oprindelse har de som primære mål haft at skabe et menneske i ro og balance med sig selv. I det gamle Kina og Japan lærte man kampsystemer på samme måde som man lære andre fag, nemlig ved at komme i lære. Således boede eleven hos mesteren, som regel på en gård, og arbejdede og levede der som en del af familien. Den daglige kontakt skabte et nært forhold mellem lærer og elev. Mesteren var ansvarlig for eleven og opdragede på ham og skældte ham ud, hvis han gjorde noget forkert, ganske som hvis det var hans egen søn. Når mesteren blev gammel, var det så elevens ansvar at tage sig af ham. Men naturligvis var der også mere almindelige elever, der bare kom og betalte for undervisning.

Men det var dog ikke sådan, at man bare kunne komme og tilmelde sig til en lærer. Der skulle en grundig undersøgelse af elevens baggrund til. Det indebar, at man undersøgte hvilken beskæftigelse eleven havde haft før, om han havde været indblandet i kriminalitet, og forældre og bedsteforældre blev udspurgt om elevens karakter.

Kinesiske kampsystemer er således som regel opbygget i en familiestruktur. Ikke en egentlig biologisk familiestruktur, men traditionelt underviste en kinesiske kampkunstmester ikke mere end 10-15 elever i sin levetid. Eleverne blev, som nævnt, nærmest adopteret af mesteren – han blev deres far. Eleverne blev således brødre og søstre.

Dette system, eller rettere denne tankemåde, har overlevet til i dag. Når man træner kampkunst bliver man derfor ikke kun medlem af en idrætsforening, men medlem af en familie. Man træner sammen, hjælper og understøtter hinanden, hvor man kan, som i en “rigtig” familie. Jo ældre, man er i systemet, jo større ansvar har man for sine “yngre søskende”.

Tai Chi	Kung Fu	Aikido	Judo	Karate	Jiu-Jitsu	Taekwondo

 

Forening af krop og sjæl

Kampsport som vej til at forene krop og sjæl er logisk set fra et østerlands synspunkt, hvor de filosofiske og spirituelle aspekter af de forskellige kamsportsgrene stadig praktiskeres i lige så høj grad som den rent fysiske udførelse.

Naturligvis kan man udøve kampsport som en ren idrætsmæssig beskæftigelse. Faktisk kan man argumenterer for at kampsport som åndelig disciplin er udøvernes personlige afgørelse, en privatsag, der aldrig bør gøres til genstand for og del af undervisningen i klubberne. Træningen i klubberne bør derfor være primært af teknisk art. Meditation og/eller andre spirituelle discipliner bør forblive et privat anliggende. Argumentationen er forståelig, men er den nu også rigtig? Kan man løsrive de rent fysiske udfoldelser og praktisere dem uafhængigt af deres oprindelige sammenhæng med den bagvedliggende filosofi?

Da yoga begyndte at blive populær i vesten sås tydligt en udvikling væk fra den bagvedliggende filosofi og fokus udelukkende på den rent fysiske udfoldelse. Hermed ikke sagt at yoga er det samme som kampsport, blot at der her var en tilsvarende udvikling. Fra et østerlandsk synspunkt kan yoga sagtens praktiseres som rent fysisk udfoldelse, men så er der blot ikke længere tale om yoga. Så er der tale om gymnastiske øvelser inspireret fra yoga. Det samme forhold gælder for de asiatiske kampsportsgrene. Praktiseres de uden hensynstagen til deres dybe forankring i østerlandsk visdom og filosofi, er der ikke længere tale om de oprindelige begreber.

 

Der kan argumenteres for at den filosofiske baggrund ikke bør stå i vejen for de andre motivationer til at udøve kampsport (selvforsvar, motion, konfliktløsning mm.), men når de asiatiske kamsportsgrene praktiseres uden hensynstagen til deres dybe forankring i østerlandsk visdom og filosofi, sker der ikke kun en gradbøjning, men en radikal ændring af selve kampsportens natur.

Måden hvorpå den filosofiske baggrund så formidles kan diskutteres. Et gammelt visdomsord siger, “man skal møde folk, der hvor de er”. Med dette i mente kan formidlingen jo så med fordel, ske i tiltro til at udøveren gennem træningen helt automatisk finder ”deres dør til sandheden”. Det er jo tåbeligt at adskære nogle fra at dyrke kampsport grundet at de er uenige i den filosofiske baggrund.

Alt dette er ikke en ny diskussion. Igennem historien har der været talrige brud med den oprindelige lære indenfor de fleste kampsportsgrene. Dette skyldes ikke mindst hensynstaget til deltagelse i professionelle sportskonkurrencer. I dag er de fleste kampsport således optaget som olympisk discipliner, og i denne, såvel som andre sportskonkurrencer, har det rent sportslige, det konkurrencemæssige, det fysiske naturligt vundet frem på bekostning af det mere mentale.

Denne udvikling har  ikke været populær blandt de gamle mestre. Ses eksempelvis på judoens udvikling til en moderne konkurrencesport har kravet om sejr for enhver pris ført til, at mange judoka’er vrider sig i luften og falder på maven for at formindske scoringen, men med stor fare for at skade deres skuldre og rygge. Nogle judofolk går meget af tiden helt krumbøjede og fisker efter modstanderens ben. De vælter modstanderen snarere end at kaste ham. En stor del af nutidens judokampe foregår som en indædt kamp for at undgå, at modstanderen overhovedet får fat i ens dragt.

De gamle mestres kritik af moderne konkurrencejudo går ikke på, om man vil vinde eller ej. De går helt selvfølgelig ud fra, at det vil man. Deres kritik rettede sig imod, hvordan man vinder. Sker det med udgangspunkt i judoens principper, er alt i den skønneste orden. Foregår det derimod som en kamp på styrke uden teknik og balanceevne, står mange af de gamle mestre af den moderne konkurrence judos vogn.

Diskussionen om hvorledes kampsport bør praktiseres har også et pengemæssigt aspekt. Der kan argumenteres for at frasigelse af det oprindelige filosofiske indhold, blot er en leflen for masserne og en måde at få flere kunder i butikken. Altså få flere til at dyrke kamsport i klubberne og mulighed for at arrangere forskellige sports arrangementer velegnet til fjernsyn og stort publikum.

 

Budo og Shaolin klostret

Budo, er en samlet betegnelse for japansk filosofisk morallære samt tilhørende træningsmetoder inden for de japanske kampdiscipliner. Budo er sammensat af roden bu betyder “militær” eller “kriger”, og do betyder “vej”.

Shaolin er navnet på et berømt buddhistisk kloster i Kina, der dannede rammen omkring udviklingen af talrige af de asiatiske kampsportsgrene. Shaolin klostret blev brændt ned af datidens herskere, som anså munkene og klostrets beboere i øvrigt som en trussel pga. deres kampevner. Munkene spredtes ud over hele østen og begyndte, hvor de slog sig ned, at undervise lokalbefolkningen i deres færdigheder. Derfra har det udviklet sig til dét, der i dag kendes som Karate, TaeKwonDo, Tai Chi Chuan etc.

De kampsportsarter, hvis oprindelse er fra Shaolin klostret (Shorin-Ji) kaldes samlet for Wushu. Undertiden ses også betegnelsen Shaolin, eller budo. Sidstnævnte er dog et fællesbegreb for samtlige asiatiske krigskunster – og der er nogle af disse hvis oprindelse ikke menes at komme fra Shaolin klostret.

Der findes flere hundrede kampsportsstilarter, der kan opdeles i Den Nordlige og Den Sydlige Shaolin stil. Generelt kan man sige, at de nordlige systemer lægger vægt på høje spark, dybe stande, lange teknikker og mobilitet. Disse systemer er aggressive. Hvorimod sydlige systemer ligger mere vægt på få eller lave spark, kortere teknikker og er mere stillestående. Disse systemer er mere defensive. Dette skyldes blandt andet den tynde luft i det sydlige, der gør det svært at lave alt for kraftudfoldende øvelser.

Budo er som nævnt et fællesbegreb for samtlige asiatiske krigskunster med mange forskellige kampsystemer. Men det betyder også “kampens vej” og er et udtryk, der dækker alt fra strategi og taktik på stort plan ned til de enkelte kampkunster. Begrebet indeholder blandt andet det kodeks (Bushido – Mono no funo no michi), som krigeren bør leve efter – det har altså ikke noget med de fysiske færdigheder at gøre. Denne kodeks er ret væsentlig da det fortæller om hvordan en rigtig “kriger” ikke søger kamp, men tværtimod det modsatte, nemlig fred, løsning af konflikten.

For at gøre “krigeren” stærk nok til mentalt at kunne være på toppen af enhver situation fortæller kodeksen endvidere om vigtigheden at være åben overfor sig selv, samt andres måske divergerende opfattelser. For at gøre “krigeren” fysisk stærk nok til at undgå kampen, arbejdes dels med selve afskrækkelsen ved at være fysisk i topform. Lidt i stil med de stater, der argumentere for at have atomvåben for netop at undgå at komme i krig.

Og dels arbejdes med selvforsvarsteknikker, som gør at man kan forsvare sig uden at påføre modstanderen væsentlig skade. Et vigtigt aspekt er førnævnte fysiske form, hvor målet med at komme i topform er at gøre udøveren bevidst om sit potentiale og dermed bringe vedkommende i ro, således at der ikke er noget behov for at hævde sig.

	Tai Chi	Kung Fu	Aikido	Judo	Karate	Ju-jitsu	Taekwondo
Kast	x	x	x	x	–	x	–
Nedtagninger	x	x	x	x	x	x	x
Faldteknik	x	x	x	x	–	x	–
Greb og låse	–	x	x	x	–	x	–
Stranguleringer	–	x	–	x	–	x	–
Udnytte sårbare punkter	x	x	x	x	x	x	x
Slag med næver	–	x	–	–	x	x	x
Slag med åben hånd	–	x	–	–	x	x	x
Spark	–	x	–	–	x	x	x
Parader	–	x	–	–	x	x	x
Våben	–	–	x	–	x	x	–

 

Vil du vide mere

Hvis du vil læse om de forskellige kampsportstilarter finder du dem i sidemenuen.  Tai Chi, Aikido, Karate, Kung Fu, Judo, Taekwondo og Jiu-Jitsu. En anden interessant henvisning er til bogen “The Art of War”. Verdens ældste bog om ledelse, skrevet af den legendarisk kinesisk general Sun Tzu. Du finder bogen i NetSpirits E-bibliotek. Hvis du søger et undervisningssted, en underviser henvises til NetSpirit’s adresseindeks.

 

Stil spørgsmål om Spiritualitet

Stil lige så mange spørgsmål du har lyst til om Spiritualitet
Det er gratis og nemt – Stil et spørgsmål