Arketypiske drømmetemaer
Man taler undertiden om arketypiske drømme, også kaldet temadrømme. Dette er drømme, der deler de samme temaer, handlinger etc. Grunden til, at man opdeler drømme i forskellige temaer, er for at lette analysearbejdet. Når man fanger det overordnede budskab og kan kategorisere drømmen ind under et tema, bliver det nemmere og hurtigere at forstå, hvad det er, som drømmen prøver at fortælle dig.
Drøm om jordens undergang
Drømmer du bekymrende om miljøet i form af poler der smelter, plastik der flyder rundt i verdenshavene, truede dyrearter, ozonlaget og lignende er denne bekymring jo helt reel. Spørgsmålet er blot hvorfor du drømmer herom? Drømmen kan være en dagsrest – altså noget du har tænkt på i løbet af dagen – og som nu fortsætter ind i dine drømme. Dagsrester i drømme er typisk tanker vi ikke ved hvad vi skal stille op med, det som også kaldes ufærdige gestalter – din hjerne forsøger at “parkere” disse tanker på en eller anden hylde, men hvis spørgsmålet er alt for komplekst til at hjernen kan finde ud af hvordan du skal forholde dig, vil tankerne blive ved med at fare rundt i hovedet.
En drøm om at du overlever en katastrofe, kan indikere et meget stort ansvar i dit vågne liv, et ansvar du måske ikke er klar til at påtage dig på nuværende tidspunkt. Drømme hvor du oplever andres overlevelse, vil oftest tyde på at du overlader det tunge arbejde til andre. Måske der er nogle som trænger til at du rækker dem en hjælpende hånd?
Bomber er våben på lige fod med alle andre våben vi kender og alle våben er forbundet med solar-plexus. Når vi drømmer om våben er der stor chance for at det primært handler om undertrykte aggressioner og manglende evne til at udtrykke disse på rette tid og sted. Hvorfor de hober sig op og kan, i den mest ekstreme udgave, ende med at blive til atombomber.
Atombomben er dog speciel i forhold til andre våben ved at den er så enorm kraftfuld. Den varsler noget endeligt, jordens undergang, Ragnarok. Atombomben ødelægger ikke kun, den total udsletter alting og efterlader kun støv, aske. Således varsler en atombombe om en katastrofe af større omfang. Noget skelsættende, noget endegyldigt. Er du igang med at vove dig ud i noget, eller er der noget som truer dig, din familie, din økonomi, din karriere?
Det er ikke unormalt at drømme om jordens undergang – eller jordskælv/ atomkrig – hvis du lige er blevet fyret, er midt i en skilsmisse eller oplever andre voldsomme begivenheder, som ryster dig i din grundvold. Oplevelser som ændrer dit syn på dig selv, dit liv, din verden. Du forstår, at verden ikke længere er som tidligere.
Drøm om jordens undergang er således din egen verden, der står overfor at ændres radikalt. Dette medfører så mange og store forandringer at det i dine drømme kommer til udtryk som den totale nedsmeltning, sammenbrud, jordens undergang. Men husk at drømme er altid positive. Der ligger nogle budskaber i din drøm om løsninger. Om mulige tiltag du kan gøre for at beskytte dig selv, dæmre op overfor den tsunami der om et øjeblik vil ramme dig.
I nærværende sammenhæng søges forklaret, hvad det overordnet betyder når du drømmer om jordens undergang. Som supplement til fortolkning af din drøm så kig i oversigten over drømmesymboler hvor mere end 2000 drømmesymboler er forklaret.
Stil spørgsmål om Drømmetydning
Stil lige så mange spørgsmål du har lyst om Drømmetydning
Det er gratis og nemt – Stil et spørgsmål