Vi ved ikke meget om vikingernes tøj, men vi ved dog at det normale, var at klædningdelene var af uld og hør. En del var importeret, og i sjældne tilfælde kunne dragter eller dele af dragterne være i silke, som altid var importeret. Desuden brugte man masser af forskelligt pelsværk, især til knapper.

Tekstiler kunne desuden være pyntet med broderier, metaltådsarbejder eller vævede bånd. Der kunne også i sjældne tilfælde være små sølv- eller guldtråde. Tøjet kunne også være farvet. Vikingerne importerede bl.a. valnøddeskaller, fordi de kan give tekstiler en brun farve. Vikingerne kendte også til andre farvemidler.

Mandens tunika eller skjorte kunne være stram eller løs og bæres med eller uden bælte. Man har fundet rester af tunikaen, lavet af fin uld eller hør. Kappen var af kraftigere stof, firkantet, og samlet over højre skulder, således at sværdarmen var fri. Kappen blev sat fast med et stort kraftigt spænde eller med solide bånd. Til dragten kunne der være en hue eller et pandebånd.

Kvinderne havde selekjole, som var en kjole af uld eller hør. Den blev holdt oppe af to korte forstoppere og to længere bagstoppere, som parvis blev samlet foran med to store ovale bronzespænder, som havde en nål på bagsiden, således at de kunne fæstnes til kjolen. Mellem disse spænder kunne der hænge en kæde med forskellige smykker i. Der kunne også være en kæde, som hang ned fra spænderne. Der kunne hænge forskellige nyttige ting som; en lille kniv, en saks eller måske en nøgle. Under selekjolen bar man en lang særk. Desuden bar mange af datidens kvinder et sjal og en form for hovedbeklædning.

De fleste mandlige vikinger var iført lange, uldne benklæder med et par lærredsbukser indenunder. De bar også lærreds- eller uldskjorter med en lang bluse udenpå.

Både mændene og kvinderne bar sko af skind og tætte slængkapper til at holde sig varme med. Mændene bar også skind- eller klædehatte. De rige, gifte kvinder brugte hvidt stof til “hat”. Kun ugifte kvinder/piger og enker måtte bære deres hår løst.

Velhavende mænd bar somme tider skjorter af importeret silke og store, løstsiddende bukser. Men det var kun de rige, der havde råd til at bruge disse stoffer på så ødsel vis.

Velhavende kvinder var iført lange særke, som var en slags underkjole, med et seleforklæde ovenover. Disse forklæder blev samlet foran med to ens ovale spænder eller brocher, hvor kvinden kunne hænge saks, nåle osv.