Gode sejlskibe og stor sømandsmæssig kunnen var en forudsætning for deres geografiske rækkevidde og for meget af deres militære succes, der i vidt omfang var baseret på overraskelsesangreb og mobilitet. Vikingernes hurtige og sødygtige skibe gjorde dem frygtet i hele Europa. De var langt forud for deres tid. Vikingerne byggede mange forskellige slags skibe. De byggede fiskerbåde, krigsskibe, handels- og fragtskibe, men generelt siger man, at de kun byggede to forskellige slags, nemlig handelsskibene og krigsskibene.

Handelsskibene var bygget brede over midten (naturligvis så de kunne laste mere), og de stak sommetider meget dybt, så de i modsætning til krigsskibene, ikke kunne glide op på selve stranden. Handelskibene gik altid for årer, men man brugte som regel også sejl. Den måde skibene var bygget på, gjorde dem rummelige og “pålidelige” i dårligt vejr. Grunden til at man både brugte årer og sejl, var at man altid førhen brugte årer, og det var først med vikingetiden at sejlføringen kom til Norden.

Krigsskibene var bygget en del anderledes, end de skibe man brugte til handel og fragt. De var nemlig flade under bunden, og havde derfor utrolig nemt ved at glide lige så lydløst op på stranden, og derved kunne de overraske fjenden. Samtidig var de lange og smalle, der skulle jo kunne sidde en masse mænd som kunne ro skuden. Dog brugtes der også sejl til disse skibe på togt. Krigsskibene blev hurtigt et kendetegn for vikingerne. Vikingernes krigsskibe var lave og smalle i forhold til længden og nogle var meget lange, smalle og særlige elegante. Dette gjorde dem særligt hurtige. Der var dæk i hele skibets længde. Desuden havde krigsskibene årehuller, så man kunne ro, men det fungerede i virkeligheden blot som en hjælpemotor, hvis det var vindstille og man ikke kunne bruge sejlet.

Roskilde vikingemuseum	Roskilde vikingemuseum

På nogle krigsskibe kunne man sætte skjold op på siden af skibene, så de beskyttede roerne. Desuden kunne årehullerne lukkes, så der ikke slap vand igennem dem. Masten kunne også lægges ned uden de større problemer og eventuelt også rejses igen. Dette var nyttigt når man lavede overraskelsangreb, militære dækmanøvrer samt under roning. Fordi at skibene både kunne ros og udnytte vinden, kunne de bruges både til hav- og flodsejlads. Desuden var man uafhængig af vinden, og man kunne klare mange vanskelige vind- og strømforhold. Et typisk krigsskib var omkring 20 meter langt og 3-4 meter bredt. De kunne naturligvis også være mindre eller større – der var mange varianter. Krigsskibene blev, som nævnt, bygget til at sejle hurtigt. Handelsskibene var knap så hurtige, men kunne til gengæld laste op til 60 tons.

Sejlet var stort og firkantet og ved hjælp af det kunne de krydse op mod vinden. Sejlene var sandsynligvis en sammensætning af vadmel, tovværk, bast eller hvalroshud der var meget solidt. Og så var masten og selve båden selvfølgelig af træ. Man byggede af mange forskellige slags træ, alt efter hvad der kunne vokse og gro i omegnen. Det tog lang tid at finde træ til sådan et skib, og det tog lang tid at fremstille et sådant skib. Dengang kendte man ikke til saven, men øksen forstod de at bruge. Når vinteren var forbi, blev der bragt et sejrsoffer, for at bede om held ved sommerens togter. I april gav mændene sig til at reparere deres værdifulde både, så de kunne blive klar til udfordringer og sejre.

For at bygge et vikingeskib skulle man bruge egetræ eller fyrretræ man kunne også bruge birk og elm. Vikingerne brugte mest eg for det var mere holdbart og rådnede ikke så let. Man skulle finde de helt rigtige buer til fx kølen. Skibet var ovalt og spidst i begge ender. Disse prægtige skibe var klinkbygget, hvilket betyder at sideplankerne går ned over hinanden. De holdes sammen af jernnagler og er tætnet med dyrehår. Denne konstruktionsform gør skibet meget elastisk. Det betyder at selve skibet rent faktisk kan vrides op til 6 tommer og, at bunden og kølen kan variere plads med op til 3-4 tommer, hvilket gør det meget sødygtigt, specielt i hårdt vejr.

Besætningen talte typisk 40-50 mand, mens langskibene kunne have helt op til 70-80 mand ombord. Desuden havde krigsskibene naturligvis de kendte dragehoveder på forstavnen. De skulle sprede skræk og rædsel, hvilket også lykkedes. Men de blev taget ned når man ikke havde fjendtlige hensigter eller når man ville handle. Skibene havde desuden en stor styreåre i højre side af skibets bagerste del. Det er derfor, det hedder styrbord.

Osebergskibet

Det første rigtige vikingeskib vi kender til blev bygget i slutningen af 700-tallet og befinder sig i dag på Roskilde Vikingemuseum. Skibet kaldes Gokstad, fordi det blev fundet i en gravhøj i byen Gokstad nær Sandefjord, Norge. Skibet var oprindeligt ca. 24 m. langt, 5,25 m. bredt og vejede godt 28 tons. Der var omtrent 2 meter fra kølen til rælingen. Det var med disse skibe vikingerne krydsede Atlanten, hvilket beviser at de var meget sødygtige.

Osebergskibet er et skib, som blev konstrueret i vikingetiden. Det er bevist at der til træarbejdet blev brugt en høvl. Skibet blev fundet i 1903 ved Oslofjordens munding men blev først udgravet i foråret 1904. Skibet var usædvanligt velbevaret primært fordi det ved gravsætningen var blevet indkapslet i ler. Skibet var en del af en fornem kvindes grav.

Et andet berømt vikingeskib er Olaf Trygvasons “Ormen Lange“, som var 48 meter langt, dobbelt så langt som Gokstad båden. Skibet havde høje skibsborde og førte 68 årer. Det er lige så langt som de store linieskibe fra Niels Juels og Tordenskjolds tid, men ikke så bredt og højt som disse.

Som et særligt stærkt og kunstfærdigt krigsskib nævnes Erik Jarls “Jernbarde“, der ligesom “Ormen Lange” var med i Svolderslaget i år 1000. Den havde øverst på forstævnen jernpigge, og hele stævnen var beklædt med jernplade, som gik ned under vandlinien.

I øvrigt er den normale klassifikation af vikingeskibe som følger: Knarr (Vikingerne betegnelse for handelsskibe). Skude (vikingeskib). Skarfi (ca. 20 m). Snekke (ca. 30 m). Skeith eller Skaid (over 30 m, op til 60 årer) og endelig Drageskib, langskib (op til 50m, over 60 årer).