Et runealfabet kaldes normalt en “Furthark” efter de første 6 runer – på samme måde som det latinske alfabet er opkaldt efter de græske navne på de to første bogstaver. De ældste runer fundet i Danmark tilhører den germanske 24 – runers furthark der var i brugt indtil omkring år 500 e.k. Man regner med at Furtharken er udviklet af goterne omkring år 200.

Ordet rune betyder både tale, sang, skrift og kundskab. Frem til ca. år 500 blev den germanske 24 runers futharken brugt i Danmark. Fra ca. år 500 til år 800 var der en del overgangsversioner til 16 runers futhark. Fra år 800 bruger man kun 16 runers futhark. Fra år 900 og fremefter bliver der til stadighed ændret lidt på runernes form og lydværdi.

Nordboernes runer: Runernes oprindelse er uklar men de kan i hvert fald spores tilbage til det 2. årh. evt. Oprindelsen af runerne er bl.a. udforsket af den danske sprogforsker Jørgen Chr. Bang. Han mener, at de første runetegn blev skåret i Mellemøsten 8-900 år fvt., og at runerne derfor kom til Norden med indvandrere fra sydøst.

Nogle runebogstaver er helt klart beslægtet med romerske bogstaver. Runer blev ristet af goter, danskere, svenskere, nordmænd, englændere, friser, franker og forskellige stammefolk i det centrale germanske område. Runealfabetet har 24 bogstaver arrangeret i en besynderlig rækkefølge kaldet futhark, navngivet efter de seks første bogstaver. Det kunne læses både fra venstre mod højre og omvendt og sågar bustrofedon.

Runesten, Uppsala, Sverige

Runesten, Hjermind Præstegårds Have, Bjerringbro

Selv om runeinskriptioner sædvanligvis kan læses, er meningen ofte kryptisk, hvilket skyldes manglende kendskab til de tidlige germanske sprog. Herfra stammer udtrykket ”at læse runerne”, der betyder at lave et kvalificeret gæt på grundlag af ringe og tvetydig evidens. I forbindelse med normannernes erobring af England i 1066 blev det romerske skriftsprog indført, og runer blev ikke længere ristet.

Fra år 1300 er runerne tilpasset det latinske alfabet og adskillige tegn er tilføjet. Her har 4 bogstaver dobbeltbetydning. F bruges også som V. G bruges også som J. A bruges også som O. S bruges også som C. Efterhånden kunne runerne ikke klare sig i konkurrencen mod den latinske skrift, men det skete ikke pludselig, men over en meget lang årrække.

I vikingetiden kunne man forstå hinanden, hvad enten man var dansk, norsk, svensk eller islandsk, det var samme sprog. Sproget kaldte man dönsk tunga “dansk tunge” En englænder kunne endda sagtens gøre sig forståelig her i det nordiske. I slutningen af vikingetiden begyndte sproget at forandre sig, og i løbet af nogle hundrede år havde hvert land sit dialekt.

24 runers futharken	24 runers futharken ca. år 500 til ca. år 800
16 runers futhark omkring år 800	16 runers futhark omkring år 1300

Runesten

En runesten er en gravsten eller en anden mindesten med runeindskrift. Der findes over tusinde runesten, på trods af at de fleste runesten i Danmark er forvitrede eller blevet brugt til andre formål i de sidste 900 år efter man begyndte at lave stenbygninger, og der er ikke lavet nye runesten i de sidste 700 år. Desvære er sproget på runestenene ikke særligt godt kendt, og det er derfor også svært at læse og forstå hvad der står på stenene. Særligt fordi man ofte har brugt et poetisk sprog som ellers ikke er bevaret. Foruden runesten i Norden findes også runesten i England, Normandiet, Frankrig, Tyskland, Island og Nordamerika.

Ledberg kirkegård,  Gotland

Runesten fra Gripsholm slot, Sverige

Runesten fra Sverige

Et udvalg af runesten

Den tidlige Gørlevsten ca. 800
Den første runesten er fra vikingetiden, og er dateret til begyndelsen af 800-tallet. Den står i Våbenhuset, for der blev den fundet en majdag i 1921 af en murer, som var tilkaldt for at lave en ny trappe til våbenhuset. Under våbenhusets dørtræ fandt han den store sten med de sære tegn på. Nationalmuseet blev gjort opmærksom på fundet, og det blev hurtigt klart at det var en kærkommen opdagelse for sprogforskere og historikere. Indskriften indeholder nemlig det samlede runealfabet (futharken) og udfylder dermed et tomrum i runeforskningens historie. Runealfabetet fra den egentlige runestensperiode var på daværende tidspunkt kun kendt fra bl.a. et gammelt håndskrift fra St. Gallen i Schweiz. Mål: Højde ca. 220 cm, bredde ca. 75 cm.

Den sene Gørlevsten ca. 1000
Den anden Gørlevsten blev fundet i 1965 under kirketårnet. Stenen dateres til et par hundrede år senere end den første sten – omkring år 1000. Indskriften lyder: “Thorgot satte denne sten efter sin fader Halvdan”. Til højre for begyndelseslinjen er der en serie tegn, som hverken er runer eller tilhører noget andet kendt alfabet. Mål: Ca. 160 cm høj og 100 cm bred.

Haddeby-stenen 2 ca. 938
Haddeby-stenen 2 er en runesten med indskriften i oversættelse: “Asfrid gjorde disse minder efter Sigtryg, hendes og Gnupas søn.”

Haddeby-stenen 4 ca. 938
Haddeby-stenen 4 er en runesten med indskriften i oversættelse: “Asfrid, Odinkars datter, gjorde disse minder efter kong Sigtryg, hendes og Gnupas søn.” (Odinkar var et navn som blev brugt i en jysk stormands slægt).

Den lille Jelling sten (forside)

Den lille Jelling sten (Bagside)

Den lille Jellingsten ca. 955
Ved siden af den store Jellingsten findes Den Lille Jellingsten rejst af Gorm den Gamle formentlig omkring 955. Stenens indskriften lyder: “Gorm Konge gjorde dødeminder disse efter Thyra sin kone Danmarks bod”. Det er første gang navnet Danmark findes indenfor landets grænser. Navnet kendes dog fra udenlandske kilder i hvert fald 75 år tidligere. Betydningen af de sidste to ord “danmarks bod” er meget usikker. Det vides ikke engang, om de henviser til Gorm eller Thyra. Stenen er nu placeret mellem de to høje nær Den store Jellingsten, men dens oprindelige plads kendes ikke. I 1600-tallet lå den ved kirkens dør. Gorm døde i 958. Stenen må altså være rejst før den tid.

Den store og den lille Jellingsten

Den store Jellingsten

Den store Jellingsten ca. 965
Den Store Jellingsten er en runesten rejst af Harald Blåtand omkring år 965 i Jelling. Stenen, der ofte ses betegnet Danmarks dåbsattest, menes at stå stort set på sin oprindelige plads – cirka midt mellem de to høje i Jelling. Der er dog ikke tvivl om, at stenene har været flyttet, idet det ved udgravningerne i 1940’erne blev påvist, at en af gravene på kirkegården lå delvist under stenen. Man ved også, at stenen er blevet rejst, efter at den var væltet. Runestenen er meget speciel, da den har vandrette indskrifter, alle andre runesten har nemlig lodrette indskrifter. Derudover er drageslynget frithugget, hvad man kun kender fra en kalksten i London, fra Billedesten fra Gotland udført i kalksten, og fra irske granitkors. Stenens indskrift siger: “HARALD KONGE BØD GØRE KUMLER DISSE EFTER GORM FADER SIN OG EFTER THYRA MODER SIN, DEN HARALD SOM SIG VANDT DANMARK AL OG NORGE OG DANERNE GJORDE KRISTNE”.

Sønder Vissing 1 ca. 965
Runestenen Sdr. Vissing 1 er en dansk runesten fra den anden halvdel af 900-tallet. Den står i Sønder Vissing Kirke mellem Horsens og Silkeborg. Stenen fortæller at Harald Blåtand giftede sig i slutningen af 900 årene med en vendisk prinsesse. Hendes navn var Tove og hun var datter af knees (kong) Mistivoi, som herskede over Abodriterne i det områder der senere var Bispesædet Oldenborg. Mistivoi og Harald Blåtand var nære allierede imod de vender, som boede længere mod øst, og imod den tysk-romerske kejser. Runestenen er skrevet i den langstavede udgave af det yngre runealfabet, og teksten lyder: “Tove, Mistives datter, Harald den Godes, Gorms søns kone, lod gøre disse kumler efter sin mor”.

Haddeby-stenen 1 ca. 982
Haddeby-stenen 1 er en runesten hvis indskrift i oversættelse lyder: “Thorulv, Sven’s hirdmand, rejste denne sten efter sin fælle Erik, som fandt døden, da drenge belejrede Hedeby.” Han var styrmand og var en dreng med fornemme forældre.

Haddeby-stenen 3 ca. 982
Kong Svend satte Haddeby-stenen 3 efter sin hirdmand Skarde, som var draget vestpå, men nu fandt døden ved Hedeby.

Aarhussten nr. 4

Aarhussten nr. 5

Aarhussten nr. 6

Hørningstenen

Der er fundet hele fem runesten i byen Århus, Danmark. Det er flere end i nogen anden dansk by. Eksperterne mener, at alle fem sten er fra perioden mellem år 970 og år 1025. To af stenene er så ødelagte, at teksten ikke kan tydes. Men her kan du se de øvrige tre – plus en enkelt fra omegnen. Den mest kendte af Århus´ runesten er Århussten nr. 4 med masken, som er blevet Moesgård Museums logo. Masken må have haft en bestemt betydning i de hedenske ritualer, for eksempel at beskytte mod onde ånder, for den findes også på andre runesten og genstande fra vikingtiden.”Gunulv og Øgot og Aslak og Rolf rejste denne sten efter deres fælle, Ful. Han fandt døden (…), da konger kæmpede.” Århussten 4, fundet i fundamentet af Århus gamle vandmølle i Mølleparken.

Teksten på Århussten nr. 5 er med sine kun otte ord et af de bedste eksempler på, hvor ordknappe mange runesten er. Derfor taler man om, at runesten ofte er lavet af en ukendt mand til ære for en anden ukendt mand, hvis vigtigste bedrift åbenbart var, at han døde. Alligevel var runesten ikke noget man stillede op for hvem som helst: De var dyre at lave og blev derfor kun rejst til minde om betydningsfulde mennesker. Derfor kan de fem sten ses som et tegn på, at Aros må have været en vigtig og velstående by i vikingetiden. “Kæld rejste denne sten efter sin fader, Inge”. Århussten 5, er fundet i Vor Frue Kirkes fundament, og befinder sig som de øvrige runesten, der er fundet i Århus, på Moesgård Museum.

Århussten nr. 6, fundert i Vor Frue Kirkes fundament, har følgende runetekst: “Toste og Hove rejste sammen med Fredbjørn denne sten efter Asser Saxe, deres fælle, en meget velbyrdig dreng. Han døde som den største unidding blandt mænd. Han ejede skib sammen med Arne.” Hørningstenen, fundet i byen Hørning, nær Århus har følgende runer: “Toke Smed rejste stenen efter Troels, Gudmunds søn, som gav ham guld og frelse.”

Mrs. Gloria Farley og Kensington-runestenen

Kerr Museum

Runesten i Nordamerika

Der findes som nævnt også runesten i Nordamerika. Om disse er ægte eller ej, diskutteres stadig, da man ikke har endelige beviser på at vikingerne kom til Amerika. Runesten i nordamerika er:

Heavener-runestenen i Oklahoma, ca. halvvejs inde i USA, er formentlig ristet år 600-900. Dens korte indskrift er blevet fortolket som “Gaomedat” og videre fortolket som “Glomedal”, “G. Nomedal”. Nomedal er et norsk familienavn.

Kensington-runestenen fundet i Kensington, Minnesota i 1898. På runestenen står der bl.a. at 8 goter og 22 nordmænd kom hertil i 1362. Det er ca. 100 år før Columbus. Kensington-runestenen er naturligt nok den mest omdiskutterede runesten, da den jo netop er et bevis på at vikingerne fandt Amerika lang tid før Columbus. men det diskutteres som nævnt stadig om den er ægte eller ej. Mrs. Gloria Farley fra Heavener, Oklahoma, en lille by nær ved grænsen til Arkansas blev præsenteret for stenen som ganske ung og beskæftigede sig livet igennem en hel del med at søge at fastslå stenens ægtehed. Hun udgav bla. bøger om Kensington-runestenen. Den befinder sig nu om dage bag en glasrude i det lille Kerr Museum, der er bygget op, netop om denne.

Roseau-runestenen, blev fundet ved byen Roseau, Minnesota. I dag er den forsvundet og der eksistere således kun et aftryk af dens ringformet runeindskrift. Spirit pond-runestenene, er tre runesten i Maine, USA, der blev fundet i 1971. Den ene sten bærer et groft kort over området. Den anden har nogle runer på den ene side – og den sidste har 10 linier runer. Og endelig findes der Poteau-runestenen, samt Shawnee-runestenen, begge fra Oklahoma.

Kensington

Poteau-runestenen

Shawnee-runestenen