Tai Chi Chuan’s oprindelse
Tai Chi Chuan – ofte forkortet til Tai Chi – startede sin udvikling i Wudangbjergene i Kina omkring 1200-1300 tallet, da af taoistiske munke søgte væk fra byerne og ud i bjergene for at finde harmonien mellem himlen, jorden og mennesket. Ret hurtigt fandt de ud af, at en forsvarsmetode overfor røvere var nødvendig samt til anskaffelse af føde fra naturen. Denne kampkunst blev kaldt Shao-Lin.
At nødvendig brug af en forsvarsteknik utvilsomt har været en af baggrundene for udvikling af Shao-Lin er med tanke på Kina i disse tider ret sandsyneligt. I ældre tid lå de forskellige små kinesisk fyrstedømmer konstant i krig med hinanden og undertiden også med ydre fjender. Med tiden blev det at føre krig forfinet til en kunstart – krigskunst. Krigskunsten blev blandet med filosofi, eksempelvis taoisme og ender op som forskellige kampstilarter.
Men en anden grund til udvikling af Shao-Lin var også at munkene var svage fysisk og derfor havde behov for styrkelse af kroppen. Shao-Lin blev således udviklet på baggrund af Yin-Gin Ching (“Muskel/Sene Forandrings Klassikeren”) samt Hsi-Swi Ching (“Marv Rensnings Klassikeren”).
Chang San Feng, som af de fleste anerkendes for at være grundlæggeren af Tai Chi, levede omkring 1200-1300 tallet og der findes flere historier om, hvordan han først startede med at udvikle Tai Chi. En af dem er, at han en dag, hvor han mediterede, overværede en kamp på liv og død mellem en trane og en slange. Tranen angreb slangen med sine meget direkte angreb og slangen snoede sig for at undgå disse angreb. En af de ting, der fascinerede Chang San Feng mest, var den måde slangen hele tiden undgik tranens angreb. Uanset hvor hårdt (Yang) tranen angreb, så brugte slangen hele tiden sin blødhed (Yin). Denne oplevelse skulle have inspireret Chang San-Feng til at udvikle Tai Chi.
Tai Chi stilarter
Der findes forskellige stilarter af Tai Chi, der for den ydre iagttager ikke adskiller sig væsentligt på det rent synlige udtryk. Da de forskellige stilarter alle indeholder de samme bevægelsesprincipper og metoder, er det ikke så vigtigt om man eksempelvis vælger Yang-, Chen-, Sun- eller Wu-stil.
Overordnet set er der to hovedkategorier. I den ene hovedgruppe er formålet med at udfører Tai Chi at udføre den ydre form perfekt, den perfekte bevægelse eller at opnå selvforsvars færdigheder. For den anden hovedgruppe er formålet en forbedring af helbredet. Her eksistere den perfekte form ikke idet træningen tilpasses til hver person og hans eller hendes omstændigheder, hvilket til tider kan føre til store forskelle i ydre form.
I den ene kategori af Tai Chi skal arme og ben strækkes til deres yderste fordi det er sundt at lave udstrækning af sener og ledbånd. I den anden kategori er dette en fejl, idet det efterlader udøveren sårbar over for en modstander. I den ene kategori ser man positivt på det at rejse og sætte sig. Dette hjælper med at udvikle balance og styrke i benene. I den anden kategori opfordre man til mådehold med niveauskift, fordi det giver en modstander chance for at ødelægge ens balance.
Tai Chi bevægelserne udføres oftest, men ikke altid langsomt. Især når man bliver mere øvet i Tai Chi studeres og udføres ved siden af de langsomme bevægelser også en lang række bevægelser og sæt, som er hurtige eller en kombination af hurtig og langsom. Også våbenformene (sabel, sværd, stokke og lanse) indeholder både hurtige og langsomme bevægelser. Som oftest udføres Tai Chi bevægelserne dog meget langsomt da et væsentligt formål med Tai Chi er at omdanne den indre energi Chi til Shen (Ånd) – og at bruge indre snarere end ydre styrke. Tai Chi er således en i lige så høj grad en indre fortagelse som et ydre fysisk udtryk.
Bevægelserne i Tai Chi er konstrueret ud fra den viden om meridianbanerne, som traditionel kinesisk medicin har beskrevet (jf. evt. afsnit om meridianerne). Bevægelserne udføres efter bestemte principper, der danner kernen i Tai Chi og som gennem vedholdende træning langsomt åbner meridianbanerne i kroppen, således at energi kan komme til at flyde frit fra de højere legemer ind i den fysiske krop (jf. evt. afsnit om de syv eksistensplan). På kinesisk kaldes Tai Chi også “Skyggeboksning”. Under træningen slås man således også med sin egen Skygge, sine mangler i helbredelsesmæssig forstand, fysisk som psykisk – samtidigt med at ens personlige potentialer udvikler sig naturligt.
Tai Chi er også et selvforsvarssystem. Når man udvikler ens Chi, sætter det en i stand til at neutralisere en modstanders kraft. »Man kan aflede 500 kg med 100 gr.«, som der står i Tai Chis klassikere. Og det er ret bogstaveligt ment. Tai Chi mestre demonstrerer ind imellem evner som virker næsten overnaturlige. Som f.eks. at sende en modstander 5-6 meter hen ad gulvet, med en ganske lille bevægelse. Fremgang i Tai Chi måles i den udøvendes koordination, styrke, balance, fleksibilitet, åndedræt, fordøjelsesevne, mental og følelsesmæssig balance, almindelig følelse af velvære etc.
Tai chi bevægelsesprincipper
Tai Chi bevægelsesprincipper er udviklet og videregivet af Tai Chi Chuan Mestre – mest kendt er nok Yang Cheng-Fu’s (1883-1936) udgave, der her er gengivet som en kort 10-punktsregel. Det enkelte punkt blot er et udtryk for en helhed, et krops- og bevidstheds-niveau, der er gemt i kroppen som en naturlig tilstand – men som må trænes frem. Bevægelsesprincipperne er præcise anvisninger på, hvilke fornemmelser i krop og sind man skal lede frem gennem træningen, for at man kan sige, at man træner Tai Chi Chuan.
- Energien på toppen af hovedet skal være let og sensitiv
Hovedet skal holdes korrekt løftet, uden brug af styrke. Kun således kan blod og Chi cirkulere, og Shen (Ånden) være i stand til at nå hovedet. - Sænk brystet og rejs ryggen
Herved kan Chi synke ned i Dan-Tien, og også rejse sig i ryggen. Hvis dette princip ikke forstås korrekt, vil det være umuligt at opnå Geng (Rodfæstethed) i fødderne og hele kroppen vil være ustabil. - Slap taljen af
Fra taljen kommer alle bevægelserne i Tai Chi Chuan. Hvis man kan slappe taljen af korrekt, vil fødderne have kraft, og vores fundament vil være stabilt. - Skeln mellem Fuldt og Tomt
Dette er det første princip i Tai Chi Chuan og betyder, at vægten skal være i eet ben af gangen. Det ben vægten er i betegnes som fuldt, det andet som tomt. Først når dette fungerer korrekt vil vi være istand til at bevæge os let, graciøst og uden besvær. - Sænk skuldrene og drop albuerne
Hvis dette ikke praktiseres, vil hele kroppens vægt være i den øverste del af kroppen, og vi vil ikke være istand til at bruge Tai Chi Chuan som kampkunst, ligesom kroppen vil være uden energi. - Brug Sindet/Opmærksomheden og ikke fysisk styrke.
Dette princip anbefaler udøveren at søge at slippe spændingerne i hele kroppen under træning, kultivere opmærksomheden i bevægelserne, og derved gradvist blive istand til at opnå fuldt mesterskab i Tai Chi Chuan. Det er hér Tai Chi Chuan adskiller sig fra alle andre kampkunstarter. Som det hedder i Tai Chi Chuan-Klassikerne: „Kun fra den yderste blødhed kan der komme hårdhed.“ - Overensstemmelse mellem Nedre og Øvre del af kroppen.
Hermed menes, at „Roden er i fødderne, bliver udløst gennem benene, styret af taljen og udtrykt gennem hænderne.“ Hvis bare een del af kroppen ikke er synkroniseret korrekt, vil der optræde ubalance og forvirring. - Overensstemmelse mellem det Indre og det Ydre.
Det Tai Chi Chuan træner, er Ånden. „Ånden er Lederen og kroppen bliver styret af den.“ At Åbne og Lukke i Tai Chi Chuan er ikke begrænset til bevægelserne – vi må også Åbne og Lukke i Sindet. - Kontinuitet og sammenhæng.
Alle bevægelserne fremtræder fuldstændige og flydende, cirkulære og uden ende, „som en stor flod der strømmer uendeligt“ eller „bevægende energien som spandt man en tråd af en silkekokon.“ - Søg Stilhed i bevægelserne.
Selv når vi bevæger os hurtigt i Tai Chi Chuan, forbliver vi stille. Det er bedre at træne stillingerne så langsomt som muligt – uden at træne ukorrekt vel at mærke. Derved bliver åndedrættet langsomt og langt og man undgår skaderne ved en forhøjet puls.
Oplæring i Tai Chi
I det gamle Kina lærte man Tai Chi på samme måde som man lære andre fag, nemlig ved at komme i lære. Således boede eleven hos mesteren, som regel på en gård, og arbejdede og levede der som en del af familien. Den daglige kontakt skabte et nært forhold mellem lærer og elev. Mesteren var ansvarlig for eleven og opdragede på ham og skældte ham ud, hvis han gjorde noget forkert, ganske som hvis det var hans egen søn. Når mesteren blev gammel, var det så elevens ansvar at tage sig af ham. Men naturligvis var der også mere almindelige elever, der bare kom og betalte for undervisning.
Men det var dog ikke sådan, at man bare kunne komme og tilmelde sig til en lærer. Der skulle en grundig undersøgelse af elevens baggrund til. Det indebar, at man undersøgte hvilken beskæftigelse eleven havde haft før, om han havde været indblandet i kriminalitet, og forældre og bedsteforældre blev udspurgt om elevens karakter. Hvis eleven blev accepteret, skulle han gøre »kowtow«, en handling som signerer oprettelsen af et seriøst forhold. Dette ritual indeholder en serie af ni buk for mesteren, tre dybe, tre mellem og tre korte buk. Dette blev først gjort for grundlæggeren af Tai Chi, Zhang San-Feng, og derefter for den nuværende mester. Dette ritual er ikke så udbredt længere, men bliver dog stadig udført – om ikke formelt – så uformelt i hjertet og sindet.
Til forståelse af hvorfor oplæring i Tai Chi i så lang tid var utilnærmeligt for fremmede, skal errindres på Kinas historie. I ældre tid lå de forskellige små kinesisk fyrstedømmer konstant i krig med hinanden og undertiden også med ydre fjender. Hver by eller hver stor familie havde sin egen stil med sine egne hemmeligheder, som blev holdt inden for familien. Kun familiens sønner blev undervist, da pigerne jo senere ville blive giftet bort til andre familier. Først et stykke op i 1800 tallet begyndte der at komme lidt opblødning i dette system, og Tai Chi begyndte at udbredes.
Hvis du er kørt igennem en park og set et eller flere menneske stå og lave nogle meget langsomme bevægelser er der en god mulighed for at du har set folk, der udøver Tai Chi.
Vil du vide mere
Et aspekt af Tai Chi Chuan, der generelt bliver overset er akupunktur og urtemedicin. I det gamle Kina lærte alle mestre i kampkunst akupunktur og urtemedicin, fordi der ikke var ret mange læger dengang. Så de blev uddannet i både at helbrede og forebygge. Selvforsvar var for at beskytte sig mod ondt, og akupunktur for at hjælpe det gode. De gamle mestre brugte nåle og urter i forbindelse med massage. Og siden det var de nyeste elever der fik alt det hårde arbejde, var det dem der fik lov til at gnubbe og trykke.
På den måde lærte eleven af det praktiske. Og når hans træning var færdig, havde han erhvervet viden om meridianer, trykpunkter og urteremedier. De almindelige elever, der ikke boede hos mesteren, fik ikke denne træning. Således har begrebet relation til massage, akupunktur samt afsnit om helsekost & urtemedicin. Af andre relationer kan nævnes afsnit om spiritualitet og fysisk sundhed, afsnit om meditation samt sektion om yoga.
Dette afsnit om Tai chi indgår i NetSpirits sektion om kampsport og spiritualitet. Her kan du læse om Aikido, Karate, Kung Fu, Judo, Taekwondo og Jiu-Jitsu. En anden måske interessant henvisning er til bogen “The Art of War”. Verdens ældste bog om ledelse, skrevet af den legendarisk kinesisk general Sun Tzu. Du finder bogen i NetSpirits E-bibliotek. Hvis du søger efter et undervisningssted eller en underviser henvises der til NetSpirit’s adresseindeks.
Stil spørgsmål om Spiritualitet
Stil lige så mange spørgsmål du har lyst til om Spiritualitet
Det er gratis og nemt – Stil et spørgsmål