Med udgangspunkt i begrebet den ny tidsalder kigger vi nu nærmere på Aleister Crowley, Helena Petrovna Blavatsky og Alice Ann Bailey – tre personligheder, som ganske enkelt ikke kan komme udenom i spirituelle sammenhænge. De mange tusinde sider med åndsvidenskabeligt stof, som vi har igennem deres forfatterskaber har præget og påvirket livsholdningen for millioner af mennesker.

Den ny tidsalder er et udtryk for et håb om at vi mennesker er ved at bevæge os ind i en ny tidsalder, som vil betyde fred og stor materiel og åndelig fremgang for jorden. I astrologien kaldes denne tidsalder for vandmandens tidsalder. Andre gange omtales udviklingen som at menneskeheden er på vej op i den femte dimension. Det, som menes herved, er at vi mennesker har gennemgået nogle udviklingstrin, hvor vi er blevet mere og mere bevidste og intelligente – og nu står overfor at komme fra vores nuværende materielle verdensanskuelse til en højere, åndelig, anskuelse. Mange mente at dette ville ske ved årtusindeskiftet, men da dette som bekendt ikke rykkede synderligt ved den måde hvorpå vi behandler hinanden, er håbet nu, at der sker noget i år 2012, hvor Maya kalenderen går til. I dette år forudsiges det at mennesket enten går ind i en højere dimension – eller går til grunde! 

Man kan også sige at der er tale om en tilbagevenden til noget vi mennesker faktisk formåede engang. Således antages at de mennesker, som boede i det forsvundne rige Atlantis, have bevæget sig meget langt i deres mentale og åndelige udvikling, og formåede at leve i harmoni med dem selv, naturen, dyrene og sågar også guderne. Den ny tidsalder er således udtryk for et tidspunkt, hvor den samlede menneskehed, bliver oplyste på et højere niveau, end vi er for nærværende – og således formår at leve i langt højere grad af harmoni med os selv og hinanden. Man forestiller sig at dette sker som en kollektiv bevægelse og indenfor en forholdsvis kort tidsperiode på et tiår eller deromkring. Nogle forestiller sig dog at det sker meget hurtigere, hvor eksempelvis en almægtig trussel som jordens undergang, vil virke som katalysator for at menneskeheden våger op og indser at snæversynet materialisme og egoisme, må vige vejen for et mere holistisk menneske- og verdenssyn. 

Den ny tidsalder handler om en tid hvor hele menneskeheden – eller i det mindste flertallet – har bevæget sig op i en højere forståelse, der gør at vi alle er mere oplyste og gode ved hinanden og jorden. Derved adskiller begrebet sig fra mange andre spirituelle begreber, hvor det er den enkelte – altså individet frem for det kollektive – der opnår højere indsigter, eller hvor der sigtes imod disse. Dem, som fremføre at ændringen til den nye tidsalder sker gradvist over et årti eller to, håber at børnene bliver spydspids for den nye æra. Der tales om Indigobørn, som er særlig kloge børn, der netop på grund af deres intellekt, har svært ved at begå sig i vores nuværende verden. 

Ved siden af børnene fremføres undertiden, at enkelte fremtrædende mennesker har været her på jorden, udelukkende for at hjælpe os mennesker op i en højere bevidsthed. Disse mennesker kaldes de opstegne Mestre, og tæller prominente personligheder, som – Jesus, Jomfru Maria, Buddha, Kong Arthur, Jean D’Arc etc. Foruden Indigobørn og Opstegne mestre, menes også englene at være interesseret i at hjælpe menneskeheden op i en højere erkendelse – altså guide os alle sammen ind i den ny tidsalder, eller op i den femte dimension, alt efter hvilken terminologi man nu foretrækker. Forklares den femte dimension via chakraerne, fremføres at vi mennesker har en gruppebevidsthed, og begivenheder i verden afspejler, i hvilket chakra gruppebevidstheden befinder sig. De sidste 2000 år skulle vi have levet i fiskenes tidsalder eller solar plexus’ tidsalder. Begivenheder i verden har været orienteret imod kontrol og magt. Vi har for nyligt gjort vores entre i vandbærerens tidsalder, hjertechakraet. Fordi dette sker for hele klodens befolkninger, er der nogle, som allerede har været igennem overgangsprocessen, mens andre stadig er på vej. Processen menes at accelerere ved, at jo flere mennesker, der går igennem denne passage, jo større effekt vil det have på andre i gruppebevidstheden.

Mange af tankerne om den femte dimension, er inspireret af den schweiziske antropolog og kulturfilosof Jean Gebsers (1905-1973) teori om menneskets bevidsthedshistorie. Denne tager udgangspunkt i at menneskets bevidsthed har udviklet sig fra at være temmelig primitiv til nutidens bevidsthed, der er nuanceret, men dog endnu mangler en del, før den har udfoldet sit fulde potentiale. Gebser opdelte vores bevidsthedsniveau i fem stadier, der hver udgør en bestemt måde at opfatte og anskue verden på. De er hver for sig dominerende i fem tilhørende tidsaldre. Overgangen fra et bevidsthedsstadie til det næste, sker ved det som Gebser kalder plusmutationer. Disse indtræffer, når de ældre strukturers muligheder er udtømte og derfor fremtræder mangelfulde; forældede holdninger erstattes af nye med overlegne egenskaber. Det nutidige menneske – det rationelle-mentale menneske – er ved at bevæge sig op i et højere erkendelsesniveau – det integrale menneske – og denne udvikling er begyndt at vise sig indenfor mange forskellig områder; kunst, musik, litteratur, psykologi, matematik, fysik, biologi, jura og arkitektur. 

Ideen om den ny tidsalder kan beskrives på mange forskellige måder og ud fra mange forskellige forklaringsmodeller. På tværs af disse deles den overordnede ide om at menneskeheden står i en  blindgyde, der fordrer at vi formår at bygge broer af forståelse imellem, det der tidligere er opfattet som modsætninger – materiel fremgang, kontra respekt for miljøet – alternativ behandling, kontra den etablerede lægevidenskab, etc. Den danske filosof John Engelbrecht,  har i flere af sine bøger været omkring emnet den ny tidsalder, og han benytter ordet paradigmeskift om overgangen fra et bevidsthedsstadie til det næste. Det er dog et paradigmeskift, hvor vægtningen mellem det spirituelle og det materielle, kun er overskrifter for andre erkendelser – eller brobyggeri, som Engelbrecht kalder det. 

Aleister Crowley

Foruden Jean Gebsers bevidsthedsteori, bygger meget af det, som er skrevet om den ny tidsalder, på de tanker som Aleister Crowley (1875 – 1947),  fremlagde i sine bøger. På mange måder var den biseksuelle Crowley en provokatør, der nød den opstandelse og opmærksomhed, han kunne skabe ved bl.a. at være fortaler for – og selv udøve en seksuel moral – der var langt forud fra hans tid. Men han var også et stort intellekt, en fritænker og på flere områder banebrydende for spirituelle begreber og esoteriske videnskaber. Hans ti-bindsværk ”The Equinox” der udkom fra 1909 til 1914 var så afgjort en milepæl i okkult litteratur.

I forbindelse med begrebet den ny tidsalder er Crowley interessant, da hans livsprojekt var at skabe en religion for den ny tidsalder Aeon af Horus – altså tidsalderen for Horus – hvilket var Crowley’s terminologi for det som også kaldes den nye tidsalder, eller den femte dimension. 

Det religiøse og filosofiske system, som Crowley søgte at skabe kaldes Thelema. Dette projekt tager sit udgangspunkt i 1904, hvor Crowley var på hvedebrødsdage i Cairo, sammen med sin første hustru. Her forvildede de sig ind på nationalmuseet og så en antik tavle, der viste den egyptiske gud Horus ansigt. Tavlen havde udstillingsnummeret 666, det tal som tilskrives Dyret. Crowley anså dette sammentræf for at være profetisk for hans specielle skæbne. En forestilling, som gennem den følgende måned blev næret, af den første tilsynekomst af Aiwass – Crowleys skytsengel. Ifølge Crowley diktere Aiwass det, som skulle blive et af hans vigtigste værker. Lovbogen (Liber AL vel Legis) i Kairo den 8. 9. og 10. april, 1904. Bogens budskab er, at der ved modtagelsen indstiftes en ny tidsalder – med Aleister Crowley som profet, den såkaldte Horus Aeon, hvor hovedbudskabet består i formaningen ”Gør Som Dig Behager” Skytsenglen skulle endvidere have pålagt Crowley at ”indtage vin og mærkelige stoffer” – et råd, som Dyret valgte af følge med ildhu til den bitre ende. Crowley døde i 1947 af hjerte – og lungelidelser. Han var på det tidspunkt heroinnarkoman og hev på sine sidste dage efter vejret i et pensionat. Men inden sin nedtur var der kun få oplevelser i ånd og kød han ikke havde afprøvet. 

Skønt man oftest tilskriver udviklingen af det religiøse og filosofiske system Thelema til Crowley, var han dog ikke den første, der beskæftigede sig hermed. Ordet Thelema stammer oprindelig fra græsk og betyder noget i retningen af vilje, formål. De tidligste kristne, brugte ordet til at referere til Guds vilje, den menneskelige vilje samt undertiden også viljen af Guds modstander, djævlen. Thelema er også et filosofisk livssystem, beskrevet af den franske forfatter François Rabelais i bogen Gargantua og Pantagruel, fra 1532. Essensen af filosofien er opsummeret i sætningen ”Gør Hvad Dig Behager”. Thelema blev første gang praktiseret af den engelske baronet Sir Francis Dashwood, der stiftede den eksklusive The Hellfire Club, hvis medlemmer mødtes uregelmæssigt mellem 1746-1760 for at praktisere løsslupne seksuelle eskapader, drikke tæt og dyrke diverse hedenskab. 

Crowley tog udgangspunkt i datidens optegnelser omkring Thelema, og videreudviklede det i sin egen retning. Han inddrog især elementer fra okkultismen, yoga, den jødiske kabbalah, men bibeholdt dog sætningen ”Gør Som Dig Behager”, som det centrale omdrejningspunkt. 

Et andet omdrejningspunkt er antagelsen om Aeon. Dette ord har sin oprindelse i det græske skriftsprog og oversættes som ”et meget langt tidsrum”, ”en evighed”. I geologisk forstand inddeles tiden siden jordens dannelse for ca. 4,6 milliarder år siden i fire aeoner. Crowley har ganske sikkert skelnet til denne terminologi, da han (dikteret af sin skytsengel naturligvis!) skrev Lovens bog, hvori tid opdeles i fire aeoner, med hver deres egen dominerende koncept på guddommelighed og opskrift på hvilke veje, der fører til frelse og udvikling. Hvad der karakterisere de fire tidsalder, beskrives udførligt af Crowley i flere af dennes værker. 

Aleister Crowley havde en bizar opvækst. Det nærmere indhold, kan vi kun gisne om, men det har sat sit præg på den unge mand. Crowley’s far var tilknyttet den kristne sekt Plymouth-brødrene, der har fået sit navn ud fra at den blev etableret i Plymouth i England i 1829. Sekten eksisterer stadig og tæller omkring 6200 medlemmer, fordelt på verdensplan. De lever isoleret og har ganske rabiate meninger. De tror ikke på videnskab, som de mener er skabt af fanden selv, og fremfører at kvinder er mænd underlegne. Livet igennem skulle Crowley selv komme til at være medlem af adskillige hemmelige sekter, påvirket af talrige andre, og oprettede til sidst sin egen. Den første sekt, han sluttede sig til, var Hermetic Order of The Golden Dawn, et hemmeligt selskab grundlagt 1888 i England til studiet af det okkulte. Det tiltrak nogle af tidens intellektuelle. For at udøve ordenens magi lejede Crowley, et hus ved Loch Ness i Skotland, kaldte sig selv Herremand Boleskine og forsøgte at påkalde sig sin skytsengel (Aiwass). Crowley røg dog i karambolage først med sektens leder og senere med hele sekten, da han forsøgte at bemægtige sig hovedkvarteret i London. Affæren endte med at Crowley i 1900 blev udstødt af sekten. 

 

I 1911 sluttede Crowley sig til sekten Østens Tempelorden, oprettet i 1902 i Tyskland. Denne havde en tro på, at erotik var nøglen til menneskets natur og at orgasme – behørigt ritualiseret – kunne være en overnaturlig oplevelse. For Crowley, der på daværende tidspunkt havde gjort sig til talsmand for et seksuelt frisind og en meget løssluppen seksuel moral, var sektens budskaber som skabt for det liv han ønskede. Sideløbende med tilknytningen til Østens Tempelorden, dannede Crowley i 1907 sin egen sekt; Argentinum Astrum, der byggede på ideer fra Østens Tempelorden. I 1920 slog Crowley sig ned i et forfaldent bondehus udenfor Palermo på Sicilien. Han medbragte to elskerinder og deres tre børn, hvoraf den ene var Crowleys datter. Crowley kaldte stedet for Thelema Abbediet, og udadtil  forløb en dag i abbediet næsten som i et kloster, med megen rituel sang og ceremoni. Men sex forstærket af et overflødighedshorn af narkotika, dominerede scenen. 

Nye disciple sluttede sig snart til selskabet, blandt andre Raoul Loveday og hans kone Betty May, en kunstmodel. Betty May var rystet over Crowleys menageri, men forblev, dog sammen med sin mand, dybt hengivne disciple. Allerede ved ankomsten var Raoul Loveday’s helbred skrøbeligt og han døde kort efter en ceremoni, hvor en kat var blevet ofret og man havde drukket dens blod. I den efterfølgende skandale, med rygter om at menneskebørn såvel som dyr var blevet dræbt, besluttede den italienske regering at udvise Crowley fra Sicilien. Andre kilder hævde dog at det var Crowleys åbenlyse kritik af Mussolini, der fik ham landsforvist fra Italien i 1923. Crowley vendte tilbage til England, men blev der ikke ret længe. Crowley var en evigt søgende sjæl, som benyttede ethvert påskud til at komme væk fra det post–victorianske England.

 

Egypten og Orienten var særlig vigtige i hans søgen efter den magiske sammensmelten af ånd og materie. Allerede i 1905 rejste han til Himalaya for at bestige verdens tredje højeste bjergtop, Kanchenjunga. Crowley insisterede på at lede turen, valgte umulige veje og behandlede bærerne brutalt. Flere af ekspeditions deltagere valgte efter kort tid at vende tilbage til lejeren. De fik følgeskab af en del meget desillusionerede bærere. Helt udenfor enhver menneskelig norm nægtede Crowley at komme seks af de tilbageværende medlemmer til undsætning, da de faldt ned ad en bjergskråning. Resultatet blev at fire døde. Crowley forlod derpå selv ekspeditionen og stak af med de penge, som var øremærket til at betale regningerne med. For Crowley var dette begyndelsen til en total social forvisning i hans hjemland.

 

Crowley mente livet igennem at han var et geni på stort set alle områder. Som maler sammenlignede han sig selv med Paul Gauguin og i sin selvbiografiske bog ”Confessions”, skriver han bl.a. at England havde frembragt verdens to største digtere – for man må jo ikke glemme Shakespeare! Mens kvalitet af Crowleys arbejder kan diskuteres, var han i det mindste produktiv. Han skrev en strøm af stykker om magi, erotik og Djævelen samt adskillige hårdkogte pornografiske værker. Livet igennem havde Crowley et storforbrug af kvinder, sprut og narko. Han lagde aldrig skjul på at han primært betragtede det kvindelige køn som et objekt, der skulle stå til rådighed for mandens seksuelle lyster. Han opnåede at blive gift to gange, samt have et utal af forhold til elskerinder og prostituerede. 

Hvad enten vi tager udgangspunkt i Aleister Crowleys religiøse og filosofiske system Thelma, Jean Gebers teorier, eller en af de mange andre beskrivelsesmåder, er der konsensus om at udviklingen mod den nye tidsalder er båret frem af særligt oplyste individer, åndelige kræfter, som gerne vil påvirke menneskeheden i denne retning samt de såkaldte indigobørn.

Indigobørn

Den ny tids børn, Indigobørn, krystalbørn, stjernebørn, spirituelle børn – benævnelserne er mange for disse børn, der øjensynligt er født med specielle evner. Den oprindelige benævnelse er indigobørn, hvor farven indigo referer til den gennemgående farve i disse børns aura. Første gang vi støder på ordet er i bogen “Forstå dit liv igennem farver” udgivet i 1982 af amerikaneren Nancy Ann Tappe. Siden har begrebet foranlediget megen debat, hvor det som bliver diskuteret heftigst, ikke så meget er begrebet den ny tidsalder – som er Nancy Ann Tappes egentlige budskab – men mere om vores skolesystem er gearet til at kunne håndtere børn med særlige evner. I bogen beretter Nancy Ann Tappe om hvorledes hun fra barnsben har været i stand til ikke alene at se farver med synssansen – men tillige også at opfatte farver  med høre- føle- smags- og lugtesansen. Hun beretter endvidere om hendes samarbejde igennem ni år med en psykiater for at sammensætte hendes usædvanlige opfattelser ind i et meningsfuldt system af farver og fortolkninger. Det er dette system, som beskrives i bogen, der således er en lærebog i hvordan det enkelte menneske ved at omgive sig med de rigtige farver i bolig, tøj etc. kan opnå et bedre og lykkeligere liv. 

 

Ideerne om at brug af farver kan være med til at skabe et bedre liv fandtes allerede i feng shui disciplinen. Det nye som Tappe tilføjede var at koble farvelæren sammen med den nye tidsalder og menneskers aura. I den forbindelse tilførte hun i øvrigt tre nye farver til vores aura – livsfarven, den mentale farve og den psykiske farve. Alle følger de med os fra vugge til grav, og kan fortælle os om det enkelte menneskes evner og muligheder. Der diskuteres en smule omkring disse tre farver vitterligt eksistere eller ej, men dette drukner dog fuldstændigt i interessen for den korte passage i bogen, hvor Tappe skriver at hun i begyndelsen af 1980’erne observerede usædvanlig mange børn med farven indigo i deres aura og så dette som et tegn på at den nye tidsalder varslede sin ankomst. Hermed blev hun ophavskvinde til begrebet Indigobørn.

Den anden hovedkilde vi har til begrebet Indigobørn stammer fra Lee Carroll, der oprindelig var uddannet økonom og i 30 år havde en teknisk forretning. Et besøg ved en clairvoyant udløste en middelvejskrise, hvorefter Lee Carroll vendte sig mod det spirituelle og begyndte at modtage budskaber fra sin skytsengel Kryon. Lee Carroll nedfældede de ting som Kryon fortalte ham og har foreløbig udgivet tolv bøger med kanaliserede tekster. Disse handler om praktisk talt alt mellem himmel og jord; healing, den ny tidsalder, indigobørn etc. Med udgangspunkt i disse bøger har Lee Carroll rejst en del rundt i verden og arrangeret ”Selvhjælps-seminarer”. På mange af hans rejser har han været ledsaget af Jan Tober, en ven, medhjælper, og nogle hævder kæreste. Det var sammen med Jan Tober at Lee Carroll skrev de to bøger i serien, der specifikt omhandler indigobørn – “The Indigo Children; The New Kids Have Arrived” (1999). Samt ”An Indigo Celebration: More Messages, Stories, and Insights from the Indigo Children” (2001).

Fremkomsten af begrebet indigobørn har været en kærkommen lejlighed for alle forældre, til at påstå at netop deres barn er superintelligent og helt unik og ganske uretmæssigt er blevet placeret i en specialklasse. Det har bestemt ikke skottet på forskellige initiativer fra forældre om oprettelse af specielle klasser til deres “helt unikke specielle” børn og sågar også skoler, institutioner udelukkende for disse børn. Det har især været diskuteret om vores nuværende skole- og uddannelsessystem er gearet til at håndtere børn med specielle evner. På grund af indigobørnenes totale mangel på respekt og grænser virker de ofte enormt provokerende og bliver kategoriseres som besværlige, adfærdsvanskelige børn. Undertiden endog dumme og kontrære. Indigobørnenes tilpasningsvanskeligheder viser sig oftest i situationer, hvor balancen i det omkringværende miljø ikke er til stede. Hvor børn før i tiden havde lært at indordne sig og lægge gode miner til slet spil, er disse børn så ærlige og tro mod sig selv, at de ikke kan holde deres reaktioner tilbage. Reaktioner, der desværre ofte får omgivelserne til at tro, de har med vanskelige børn at gøre. Det er derimod omgivelserne, som er i ubalance, hvilket børnene naturligvis lider voldsomt under. Dette kan kun løses ved at behandle de voksne omkring børnene. Der fremføres således det synspunkt at der er nødt til at ske noget inden for det traditionelle skolesystem, og at før normale voksne, kan forstå disse vidunderbørn, skal de ifølge Nancy Ann Tappe have deres aura transformeret – altså foretaget en auraændring. Det varede naturligvis ikke længe før stort set alle forældre med dårligt tilpassede børn, adopterede denne tankegangen, da det lige pludselig ikke var deres børn som var utilpasset eller dårlig opdraget, men tværtimod lærerne og pædagogerne, der ikke var gearet til at få det bedst ud af børnene! 

Hele diskussionen synes at være blæst ud af proportioner og præget af den enten-eller holdning, som fører os ud i ekstremer og fastholder os i en kassetækning. Vi kunne meget bedre finde løsningerne hvis vi antog en både-og holdning, som tilgodeser, at der sikkert er tale om en blanding af et skolesystem, der kunne trænge til en modernisering, børn med specielle evner og børn med forældre, der har taget lidt for let på deres ansvar om opdragelse. Vi kommer meget længere når vi imødegår hinanden og fokusere på et væsentlige i diskussionen – nemlig hvorledes vi sikre den bedste opdragelse til vores børn. 

Hvilket bl.a. indbefatter at vi kigger på kvaliteten af de institutioner, der i høj grad er med til at varetage børnenes tarv. Men denne diskussion er bestemt ikke ny. Allerede i 1920’erne talte den østrigske åndsforsker og pædagog Rudolf Steiner (1861-1925), om de børn, der ville blive født i fremtiden med større bevidsthed om den åndelige verden end det tidligere havde været tilfældet. 

 

Rudolf Steiner

Rudolf Steiner fremførte mange ideer til hvordan man støtter og udvikler børns særlige talenter og individualitet. Han skrev over tredive bøger og holdt omkring seks tusinde foredrag om sit syn på sammenhængene mellem mennesket, naturen og kosmos – antroposofien. Steiner var generalsekretær for den tyske afdeling af det teosofiske selskab i elleve år før han i 1913 brød ud og dannede sin egen organisation –  det antroposofiske selskab – opkaldt efter det græske ord for menneske (antropos) og visdom (sofia). 

Den bærende ide i Rudolf Steiners filosofi er troen på det enkelte menneskes uendelige muligheder. Steiner fokuserede på hvorledes en lang række egenskaber syntes at blive grundlagt igennem vores barndom, og på hvorledes man bedst kan støtte og fremme børns naturlige udviklingsevne, således at de vokser op til at blive selvstændige mennesker med fantasi, social fornemmelse, evne til at se helheder, samt mod og handlekraft. 

Steiner appellerede til en udvidet forståelse af mennesket, som bestående af krop, sind, sjæl og ånd – og for at denne opfattelse af mennesket skulle få en praktisk betydning, for den måde man generelt omgås hinanden på. Især var Steiner optaget af hvorledes vi kan give vores børn den bedst mulige start på livet, samt at sygdomsbehandling bør foregå ud fra en helhedsbetragtning af det enkelte menneskes livssituation. 

Steiner ræsonnerede sig frem til at fremstillingen af medicin burde kædes sammen med behandlingssteder og en kreds af mennesker, som udførte et erkendelsesarbejde, hvorfor han grundlagde  lægemiddelfirmaet Weleda. Her startede man med at fremstille homøopatiske lægemidler, efter Steiners anvisninger, og har i dag en omfattende produktionslinje, der indbefatter cremer, deodoranter, læbepomade mv. Weleda er fremstillet udelukkende af planteolier – dvs. naturlige og så vidt muligt på basis af økologisk dyrkede ingredienser. Med andre ord; ingen kunstige parfume- og farvestoffer. Filosofien videreføres i dag igennem Steiner skolerne, hvor antroposofi udgør en vigtig baggrundsviden og inspirationskilde for lærerne. 

Lee Carroll

Skønt Rudolf Steiner, Nancy Ann Tappe og Lee Carroll er interessante forfattere, skal vi et skridt længere tilbage i tiden for at finde de personligheder, der har skabt fundamentet for nutidens opfattelse af spiritualitet. Med udgangspunkt i hvad der kan siges at være fortidens indigobørn – de opstegne mestre – kommer vi omkring to af de helt store spirituelle meningsdannere, der via deres forfatterskaber og tanker, udgør en del af den basisviden, der nødvendigvis indgår i en spirituel dannelsesrejse – Helena P. Blavatsky og Alice A. Bailey.  

De Opstegne Mestre

De opstegne Mestre er betegnelse for nogle mennesker, der igennem talrige inkarnationer er kommet tilbage til det, som antages at være menneskets udgangspunkt, nemlig som guddommelige væsener. De opstegne mestre har levet en lang række forskellige liv udspillet i forskellige samfundslag og tidsperioder. Har mestret livet, realiseret deres guddommelige potentiale og opnået enhed med det allerhøjeste, der eksisterer. Efter talrige omgange i livshjulet, har disse mennesker højnet deres bevidsthedsniveau, og deres kærlighedsfrekvens er blevet så høj, at de nu tjener menneskeheden fra den ikke-fysiske verden. 

Der er således tale om guddommelige væsener, der gerne vil hjælpe, rådgive og vejlede os. En pendant til begrebet de opstegne Mestre, finder vi i Mahayana buddhismen, hvor den historiske Buddha betragtes som blot en af mange buddhaer, der med regelmæssige mellemrum genfødes på jorden. Disse mennesker har afsluttet deres kredsløb, frigjort sig fra deres karma, og lader sig således frivilligt genføde for at hjælpe levende væsener frem mod nirvana. Mens de er på jorden kaldes de bodhisattva’er (kommende buddhaer). 

Dem, som tror på Mestrene, mener, at det som mestrene har gjort, kan vi andre også gøre, og derfor er det godt at stifte bekendtskab med deres tidligere inkarnationer og lære af deres vanskeligheder og sejre, identificere os med dem og efterligne dem. 

Mestrene har hver især tilholdssteder på forskellige planeter i mange universer, men også rundt omkring på jorden., hvor folk kan tage hen rent fysisk – for universernes vedkommende rent mentalt – og bare ved at være på stedet og indånde luften og mærke stemningen, kan få integreret en stor del af den energi, som den respektive mester står for. Det skulle også være muligt med sine tanker at lægge bevidstheden på disse udvalgte steder og få integreret disse energier. Man kunne kalde dem for spirituelle hotspots. Nogle af de personligheder, der ofte hævdes at være opstegne Mestre er den hinduistiske gud Krishna, den kristne Jesus, den kinesiske vismand Confucius, den historiske grundlægger af buddhismen, Gautama Buddha, Jomfru Maria, pave John Paul II, m.fl. 

Troen på eksistensen af mennesker, der har realiseret deres guddommelige potentiale, fuldført deres dharma – eller hvordan man nu end vælger at udtrykke det – og derfor nu befinder sig på det højeste åndelige plan, er meget gammel. Tænk eksempelvis på dyrkelse af forfædre, der har mange lighedspunkter med begrebet de opstegne mestre, eller de buddhistiske bodhisattva’er, der stort set er identisk med begrebet de opstegne mestre. Det er dog især de tanker og ideer, vi har fra Helena P. Blavatsky (1831-1891) og Alice A. Bailey, der har lagt fundamentet for antagelserne om de opstegne mestre. 

Helena Petrovna Blavatsky 

Helena Petrovna Blavatsky anses for grundlæggeren af Den esoteriske lære. Vi har tidligere været lidt inde på at Esoteriske betyder skjult og henviser til den indsigt i de indre verdener, som er forbeholdt de indviede. Den esoteriske lære er vokset ud af et opgør med dogmatisk kristendom og materialistisk videnskab i et forsøg på at forene både østens og vestens visdomstraditioner og videnskab og religion. 

H. P. Blavatsky blev født i Ukraine, som dengang var en russisk provins. I sine unge år kom hun til at leve en omflakkende tilværelse. Moderen døde af tuberkulose, da hun kun var 28 år gammel. Den 11-årige Helena og hendes bror flyttede efterfølgende ind hos deres bedsteforældre. Seks år efter i 1849, blev hun gift med den 40-årige Nikifor Vasiljevitsj Blavatsky, som var viceguvernør i Jerevan. Det var dog ikke lige lykken for den unge dame, som efter blot tre måneder stak af fra ægteskabet og steg ombord på en dampfærge til Istanbul. Vi ved at Helena i 1873 ankommer til New York, men hendes færden i den mellemliggende periode på omkring 24 år, er vanskelig at følge. Ved flere lejligheder fortalte Helena selv vidt forskellige beretninger om denne periode, De fleste kilder er dog enige i at hun sandsynligvis hovedsagelig har opholdt sig i Egypten og andre lande i Mellemøsten, hvor hun blandt andet har tjent til dagen og vejen som cirkusrytter og spåkone. I 1873 kom hun til New York, hvor hun mødte oberst Henry Steel Olcott, som delte hendes interesser for okkulte og spirituelle fænomener. Olcott skaffede H. P. Blavatsky den lejlighed, hvori de sammen i 1875 oprettede Det Teosofiske Samfund. 

I 1877 udgav Helena bogen “Den Utilslørede Isis“, der fik blandet kritik. Bogens omdrejningspunkt er at religion og videnskab ikke er modsætninger, men tværtimod udfylder og beriger hinanden – samt at alle religioner udspringer af én fælles sandhed. Nogle hævder at værket hovedsagelig blot er en sammensætning af citater fra ældre skrifter i den vestlige esoteriske tradition – et sammensurium af neoplatonisme, jødisk kabbalisme, tilsat buddhistisk terminologi – men Blavatsky affejede kritikken og hævdede at bogen var dikteret hende ad åndelig vej af store mestre, hvis sjæle indfandt sig i hendes arbejdsværelse om natten. I 1878 rejste Olcott og Blavatsky til Bombay i Indien, hvor de skulle komme til at opholde sig de følgende syv år. Udgangspunktet for rejsen var at slå Det Teosofiske Samfund sammen med den hinduistiske organisation, Arya Samaj, der var stiftet tre år tidligere. Organisation arbejdede på at genomvende indiske kristne og muslimer til hinduismen, samt at få sproget hindi anerkendt som Indiens nationale sprog. Det overordnede mål for organisationen var at udvikle den nationale selvbevidsthed og som sådan kæmpede de naturligt ihærdigt mod fremmed, kulturel indflydelse i Indien. 

Det var derfor ikke så underligt at Olcott og Blavatsky hurtigt efter deres ankomst til Indien blev mødt med en fjendtlig indstilling fra de britiske koloniherrer. De mødte dog sympati fra Alfred Percy Sinnett, der var redaktør for avisen “The Pioneer” i byen Allahabad. Denne er beliggende hvor floderne Yamuna, Ganges og Saraswati flyder sammen. Alle floder der er vigtige for hinduismen og således en af hinduernes vigtigste pilgrimsbyer. Helena fortalte redaktøren at hun havde sine spirituelle evner fra en gruppe højt udviklede spirituelle  mennesker, som hun benævnte mahatmaerne, mestrene eller adaptere. Hun fortalte endvidere at hun havde evnen til at benytte sig selv som kanal til at formidle disse mestres budskaber, at hun altså kunne  “træde til side” og lade flere af mestrene skrive gennem hende. Alfred P. Sinnett fandt dette så interessant at han bad Helena om at få kontakt med disse mestre, og i løbet af de næste fire år modtog han en lang række breve fra mestrene Koot Hoomi Lal Singh og Morya. Nogen af dem kom med posten, andre faldt ned fra taget eller lå pludselig foran hovedindgangen mv. A. P. Sinnett benyttede disse breve som grundlaget for at udgive bøgerne; ”Den okkulte verden” (1881) og ”Esoterisk buddhisme” (1884), der efterfølgende blev oversat til adskillige europæiske sprog. En del af brevene blev senere offentliggjort under navnet “The Mahatma Letters to A. P. Sinnett”, og udgør en hjørnesten i den teosofiske litteratur. 

I 1885 blev Blavatsky anklaget for at have forfalsket Mahatma-brevene. Ægteparret Coloumbe, der tidligere havde været meget nære medarbejdere til Blavatsky, hævdede at de hjulpet hende med en lang række bedragerier. At de havde været brugt som redskaber til at sætte diverse fænomener i scene, og at brevene var forfattet af Blavatsky selv. Det britiske ”Society for Psychical Research” blev inddraget i sagen, og sendte den unge Richard Hodgson til det Teosofiske Samfunds hovedkvarter i Adyar for at granske påstandene. Den unge mand konkluderede i sin Hodgson Rapport fra 1885 at brevene var usandfærdige og anførte ud over en  række anklager om fup og bedrag, også at Det Teosofiske Samfund var politisk, og at Madam Blavatsky var russisk spion. Blavatsky affærdigede naturligvis alle anklager, men sagen førte til omfattende udmeldelser af Det Teosofiske Samfund.

H. P. Blavatsky forlader Det Teosofiske Samfund i Indien i 1885 og rejser til Europa. I perioden 1886-1887 opholder hun sig i Belgien. Her udfærdige hun en stor del af det monumentale værk “Den Hemmelige Lære” hvori  Blavatsky præsentere sit syn på spiritualitet – dette er omfattende og ikke synderligt struktureret i sin fremstilling! Vi finder her en syntese af referencer til Blavatskys samtid og de førende forskere indenfor en række forskellige fagområder. Blavatsky hævdede at værket hovedsagelig var en formidling fra mahatmaerne (de opstegne mestre), hvilket til dels forklarer dets umådeligt sammensatte og svært tilgængelige karakter.

Fra 1887 til sin død i 1891 levede H. P. Blavatsky i London. Her skrev hun en stor mængde breve, artikler, og flere mindre bøger, bl.a. “Nøglen til Teosofien” og “Stilhedens Røst”. Samtidig deltog hun aktivt i den teosofiske virksomhed, som leder for den europæiske sektion og som redaktør for tidsskriftet “Lucifer”. 

Helena P. Blavatsky (1831-1891)	Alice A. Bailey (1880-1949)

Alice Ann Bailey

På mange måder kom Alice Ann Bailey til at supplere Blavatskys forfatterskab – og er således den anden hovedkilde, vi har for nutidens antagelser om de opstegne mestre. Bailey blev født ind i en velhavende, aristokratisk familie i Manchester, England, i 1880. Hun havde en materielt set tryg og beskyttet barndom. Hun startede med at følge kirkens vej og blev som 22årig udsendt som evangelist, blandt de britiske tropper i Irland. Her lavede hun mad til soldaterne og prædikede evangeliet. Senere blev hun sendt videre til Indien, men arbejdede så hårdt at hun i 1906 måtte anmode om at blive hjemsendt. Efter en længere periode med restitution blev hun gift med Walter Evans, en feltpræst hun var blevet forelsket i under sit ophold i Indien. Han var dog voldelig overfor Bailey, og da han blev forflyttet til et andet sogn, flyttede Bailey til sin egen lejlighed, med sine tre døtre. For at tjene til dagen og vejen tog hun arbejde på en sardin-konservesfabrik, hvor hun pakkede dåser dagen lang. 

Undervejs i hele denne proces var hun ikke andet end en ganske almindelig pige, der prøvede lidt af hvert og fulgte livets omstændigheder. Det var først i 1915 at hun, som 35årig, mødte to engelske damer, der introducerede hende for Blavatsky og Den Hemmelige Lære. Mødet med teosofien skulle blive retningsgivende for Bailey. Hun blev så fascineret at hun i 1917 flyttede til Hollywood i Californien for at være nærmere Det Teosofiske Samfunds hovedkvarter. Hun fik arbejde i samfundets cafeteria og havde således fortsat til dagen og vejen. To år senere blev hendes skilsmisse tilendebragt, og hun mødte sin fremtidige mand, Foster Bailey, en tidligere dommer, der nu helt helligede sig teosofien. 

Men allerede året forinden havde hendes livskald – ifølge hendes egne udtagelse – taget sin begyndelse. En dag, hvor hun havde sendt børnene i skole, gik hun ud på en bakke nær huset. Pludselig mens hun sad der, hørte hun lyden af musik og en stemme spurgte hende: “Der er nogle bøger, som man ønsker skrevet til offentligheden. Du kan skrive dem. Vil du det?” Efter en første afvisning af denne henvendelse indvilligede hun i at lade det komme på en prøve. 

Tre uger senere begyndte det monumentale forfatterskab, der senere blev kendt også under Tibetanerens navn. I årene fra 1919 til sin død i 1949 skrev Alice Bailey 19 bøger for Tibetaneren og forfattede selv fire andre, samt sin ufuldendte selvbiografi. 

Ifølge Bailey selv dikterede Tibetaneren indholdet til de to første bøger. Han kontaktede hende på faste og aftalte tidspunkter ved at skabe en vibration, som hun lærte at kende, hvorefter hun klart og tydeligt kunne høre hans stemme diktere punkt for punkt. Den næste bog ”En afhandling om Kosmisk Ild” kom til veje, via telepatisk kontakt mellem Tibetaneren og Bailey. Så snart hun havde tid til rådighed, og hvis han var i stand til at afse tid, kommunikerede de telepatisk med hinanden. De forskellige symboler i bøgerne blev vist for Bailey, og derefter har hun beskrevet dem. Endelig fortalte Bailey også at nogle passager er skrevet ved at hun drager det frem som hun har set eller hørt i sine drømme. 

I alt omfatter forfatterskabet omkring 12.000 sider. Indholdet er vidt forgrenet ud i stort set alle dele af den esoteriske lære. Bailey kommer således vidt omkring. Værkerne fremlægger eksempelvis særdeles dybtgående informationer om esoterisk astrologi og healing, sjælens natur og gruppebevidsthed, det åndelige hierarki af oplyste sjæle og Shamballa, klodens højeste bevidsthedscenter. Der gives detaljerede oplysninger om okkult meditation, ligesom verdensbegivenhederne, menneskehedens problemer og den nye tidsalder tages under grundig esoterisk behandling mv. Foruden det omfattende forfatterskab som Bailey frembragte i de sidste 30 år af sit liv, helligede hun sig udbredelse af den esoteriske lære igennem undervisning, foredrag mv. I 1923 brød hun og hendes mand, med Det Teosofiske Samfund, efter intern splittelse i organisationen, og  grundlagde The Lucis Trust. Dette har siden været en paraplyorganisation både for udgivelsen af alle Baileys bøger, men også den esoteriske træningsskole i meditation, studium og tjeneste – The Arcane School, som hun ligeledes grundlagde i 1923. 

Annie Wood Besant (1847-1933)	Jiddu Krishnamurti (1885-1986)

Annie Wood Besant

Før Helena P. Blavatsky døde i 1891 havde hun udnævnt Annie Wood Besant som sin efterfølger. De mødte hinanden efter at Annie Besant havde skrevet en positiv anmeldelse af ”Den hemmelige Lære”. Blavatsky, der havde et skarpt øje for lovende talenter, fik Annie til at indmelde sig i organisationen og forfremmede hende hurtigt op gennem rækkerne i den esoteriske afdeling. Ved Henry Steel Olcotts død i 1907 overtog Annie Besant posten som præsident, og da hun først sad ved selskabets rorpind i det administrative hovedkvarter Adyar, satte hun al sin energi ind på at hjælpe det indiske folk. 

Besant forsøgte at vække inderne til en ny følelse af national stolthed med en række foredrag under titlen ” vågn op, Indien”. Endvidere oprettede hun en teosofisk orden for humanitært hjælpearbejde, som inden længe havde afdelinger i store dele af Indien – de beskæftigede sig bl.a. med fødevareprogrammer, kvinders valgret, omsorg for de blinde mv. Under 1. verdenskrig blev Besant forkæmper for indisk selvstyre og senere købte hun et dagblad i Madras og omformede det til et af landets største publikationer. Bladet blev snart så højrøstet i sin kritik af det britiske herredømme, at kolonimyndighederne satte hende i husarrest. Med Gandhi og andre indiske ledere på podiet blev Mrs. Besant i 1917, 70 år gammel, udnævnt til ærespræsident for Det Indiske Kongresparti. Trods alle Besants store humanitære resultater blev hendes mangeårige ledelse af teosofisk selskab mærket af bitter internt splid. En del af hendes vanskeligheder skyldtes Charles W. Leadbeater, som i 1906 blev udstødt af teosofisk selskab på grund af en skandale med nogle amerikanske drenge som han underviste. Hans forsyndelse bestod i at han havde fortalt de unge, at det var i orden at masturbere. Besant var betaget af Leadbeater og kort efter, at hun var blevet præsident for organisationen, fremlagde hun et brev fra den opstegne mester Mahatma Koot Hoomi med forsikringer om, at ” Mr. Leadbeater ingen fejl havde begået med det råd han havde givet drengene og at han skulle genoptages i selskabet”. 

I 1909 gik Annie Besant og Charles W. Leadbeater en tur på stranden ved byen Adyar, Indien. Her blev de opmærksom på en 14-årige dreng ved navn Jiddu Krishnamurti, søn af en indisk kontormand og teosof. De blev fascinerede af drengens udstråling og så ham, som den kommende messias og verdenslærer. Ifølge Leadbeater skulle Jiddu viderebringe en visdom, som ville lede menneskeheden i dens udvikling mod den nye ”rodrace”, der var beskrevet i den teosofiske lære. På Leadbeater tilskyndelse overtalte Annie Besant drengens fader til at lade hende adoptere Jiddu, der voksede op i Adyar i det teosofiske hovedkvarter og blev opdraget af Leadbeater og Besant. For at understøtte verdenslærerens virke og udbredelse oprettede Besant en ny organisation, Order of the Star in the East. I teosofisk selskab skabte hele sagen stor røre. Mange teosoffer følte, at Besant og Leadbeater forsøgte at skabe en ny kirke. Rudolf Steiner, der havde været generalsekretær for den tyske afdeling siden 1902, gik så vidt som til at udmelde sig af organisationen i 1913, og danne sit eget Antroposofiske selskab. Trods modstanden holdt Besant og Leadbeater fast ved deres hensigt – bibragte Krishnamurti deres okkulte viden og forberedte ham til hans rolle som verdensfrelser. 

Den unge mand begyndte dog at tvivle på sin bestemmelse, og i 1929 trådte Krishnamurti frem for Besant og 3.000 andre i en teosofisk sommerlejer og frasagde sig sin medfødte forbindelse til det guddommelige. Krishnamurtis fornægtelse fik Annie Besants hjerte til at briste. Hun blev aldrig den samme efter. Mistede sin kampgejst og holdt sig i nærheden af hovedkvarteret i Adyar størstedelen af sine sidste dage. 

Jiddu Krishnamurti

Ved sin udtræden af det teosofiske selskab og Order of the Star in the East, proklamerede Krishnamurti at sandheden er et land uden veje, uden organisation og ritualer. Han opmuntrede folk til ikke at tro på nogen autoriteter, inklusiv ham selv. Især de organiserede verdensreligioner anså Krishnamurti for at være hindrende for  det enkelte menneskes klarhed og viden om tankens og sandhedens natur. Krishnamurti anførte at når en religion, eller ideologi er baseret på bøger, det trykte ord, vil der altid være dogmer. Bogens autoritet bliver altafgørende. Troen bliver blind, og sindet bliver begrænset. Kernen i Krishnamurtis filosofi er, at “verden er dig, og at du er verden” – hvilket skal forstå således, at det enkelte menneske er et produkt af hele verdens handlinger og forestillinger. For Krishnamurti er religionerne og ideologierne de største årsager til menneskelig lidelse. 

Gang på gang fremhæver han, at menneskelig frihed er at frigøre sig fra alle ideologiske bånd og derved komme til at forstå sin omverden ud fra direkte iagttagelse, så vi forstår de sande årsager til grådighed, nationalisme, konkurrence og intolerance. Disse årsager er indeni os selv og kun ved at iagttage os selv, kan vi opløse de umådelige konflikter, vi selv skaber og deltager i. Krishnamurti opfordrede sine tilhørere til at forkaste alle former for autoriteter og i stedet at se på alting direkte – til at iagttage alle fænomener uden fordomme og meninger og til at se ind i sig selv på samme måde, for at forstå sig selv uden tankens og intellektets slør. Alting starter, ifølge Krishnamurti, med det enkelte menneskes erkendelse. Dette sker ved at mennesket tager ansvaret for sit eget liv og ser sig selv i øjnene. Erkender at ingen kan gå vejen for os – vi må gå den selv. 

Krishnamurti  rejste verden rundt og talte til utallige mennesker om den fuldkomne frihed og om at “blive sit eget lys” uden nogen autoriteter. Om at blive opmærksom, men en opmærksomhed der ikke er vurderende eller dømmende. Da Krishnamurti ikke har efterladt sig nogen egentlig lære, eller nedskreven filosofi har vi kun ganske lidt materiale at forholde os til. Men dette var jo netop også dette som Krishnamurti ønskede!. Da han ophævede Order of the Star in the East i 1929 talte han om sandheden og disse ord er nok det tætteste, vi kommer kernen i hans lære:

Jeg ser ikke nogen særlig forskel mellem nationalisme og organiseret religion. Begge har ført alle former for elendighed med sig, begge har skabt splittelse, begge har spredt ødelæggelse og konflikter, fordi de gennem tro, holdninger og patriotisme splitter menneskeheden. Jeg fastholder at sandheden er et land uden stier og at man ikke kan nærme sig den ad nogen som helst vej, gennem nogen som helst religion eller sekt. Det er mit synspunkt og jeg fastholder absolut og ubetinget at således forholder det sig. Da sandheden er ubegrænset, ubetinget, og da man ikke kan nærme sig den ad nogen som helst vej, kan man ikke organisere den, ej heller bør der oprettes nogen organisation til at lede eller lokke mennesker til at gå ad nogen særlig vej. Hvis man først har forstået dette, vil man indse, hvor umuligt det er at organisere den. Tro er udelukkende et individuelt anliggende, og man kan ikke og må ikke organisere den. Hvis man gør det, dør den, krystalliserer sig, den bliver en trosbekendelse, en sekt, en religion, der skal påtvinges andre.”

Tanker om de opstegne mestre og teosofien

I sin samtid blev H. P. Blavatsky utallige gange beskyldt for fusk og urent trav. Og hendes liv og forfatterskab kan stadig dele vandene. Kritikkerne mener at man bør anskue hele Blavatskys forfatterskab som et stort fiktionsværk, det rene opspind. Det er da også tankevækkende at så højt udviklede individer ikke skulle kunne finde en anden måde at kommunikere med menneskeheden på end via en ældre dame og hendes gamle skrivemaskine! Det er ligeledes bemærkelsesværdigt at de højere budskaber, som såvel Helena P. Blavatsky og Alice A. Bailey påstod at de modtog, ophørte kort efter deres død – øjensynligt havde de opstegne mestre i Himalaya ikke lyst til at sende flere breve til menneskeheden efter Blavatskys død – og Tibetaneren havde ikke lyst til at kommunikere med andre efter Baileys død. 

Teosofisterne forklarer dette ved at argumentere for at budskaberne allerede var givet og der derfor ikke var behov for mere kommunikation for nuværende. Dette kan der selvsagt være noget ræsons i. Det er nemt at følge denne argumentation. Der er ikke brug for mere input til os, før vi – altså menneskeheden – er begyndt at forstå de første beskeder. Man kan jo bare kigge lidt omkring og se verdens tilstand med ufred og ødelæggelse af natur og dyreliv. Et lidt mere besynderligt argument for rigtigheden bagved påstandene om at Blavatsky og Bailey var kanaler for budskaber fra det spirituelle – er at de ikke på egen hånd har kunne formerer denne viden, da der er tale om indviklede kosmiske processer mv., som de ikke har kunne kende til, som jordiske mennesker. Denne argumentation holder selvsagt kun vand, hvis man tager udgangspunkt i at budskaberne er sande! 

Men sådan er det jo med tro! Enten tror man, eller også gør man ikke. Mange mennesker baserer en stor del af deres livsopfattelse på den esoteriske lære, og der forekommer ikke konstruktivt at søge hverken at be- eller afkræfte rigtigheden heraf, da der jo netop er tale om tro og ikke videnskab. Hvilket dog ikke er det samme som at sige at man ikke må gøre sig nogle tanker om hvordan forskellige begreber og forestillinger er blevet tilvejebragt og motiverne bagved såvel fremsættelsen af de oprindelige budskaber, som motiverne bagved dem, der senere søger hhv. at fremme, forandre, nuancere eller forkaste budskaberne. 

Man kan eksempelvis ikke udelukke at der til dels har været et pengemotiv bagved det store forfatterskab de to damer producerede. Begge blev de mangemillionærer på deres forfattervirksomhed. Her er tale om to kvinder, der levede under meget beskedne kår før de slog igennem som spirituelle forfattere. Helena Blavatsky tjente til dagen og vejen ved at optræde i cirkus, før hun fik succes med sine bøger og Alice A. Bailey arbejdede med at pakke fiskekonserves før hun fik kontakt med Tibetaneren. Fortsætter man denne tankegang kan det heller ikke udelukkes at bruddet mellem Alice A. Bailey og Det Teosofiske Samfund i 1923 – ikke så meget skyldes intern splittelse i organisationen – men mere var foranlediget af den enorme succes som Baileys bøger havde allerede på dette tidspunkt. Om rigdom har været et fremmende motiv for Blavatsky og Bailey kan man kun gisne om. Resultat af de damers indsats kan der dog ikke herske tvivl om. Ingen havde tidligere gjort mere for at åbne Østens så længe forseglede skatte af ideer, visdom og filosofi. 

Teosofien (den esoteriske lære) er dog også et svært tilgængeligt emneområde, og med dens overflod af indviklet litteratur, er den naturligt mere udsat for fraktioner, der hævder at have den rette fortolkning af læren – end andre mere gennemskuelige og stringente spirituelle eller religiøse systemer. Teosofien bliver i dag praktiseret og fortolket af utallige organisationer. Alle bygger de grundlæggende på de tanker og bøger vi har fra primært H. P. Blavatsky og Alice Ann Bailey. Det bør dog tilføjes at Annie Besant nåede at skrive over 40 bøger om diverse teosofiske emner, og disse spiller naturligvis også en rolle. 

Teosofien er for omfattende til at have nogen egentlig kerne. Det er herfra vi har ideen om De opstegne Mestre, der på mange måder er unik for teosofien, men tillige stammer væsentlige dele af vores viden om de syv eksistensplan, ideen om at vi har en inderste kerne, der kaldes Monaden, samt en lang række andre spirituelle begreber, fra teosofien. Det overordnede budskab er dog ganske klart i teosofiens udmelding om at der arbejdes for et universelt menneskeligt broderskab. Dette er en smuk tanke, der går igen som den overordnede målsætning for mange spirituelle begreber, om end terminologien variere.