Drømmetydning – Drøm om hår

Arketypiske drømmetemaer

Man taler undertiden om arketypiske drømme, også kaldet temadrømme. Dette er drømme, der deler de samme temaer, handlinger etc. Grunden til, at man opdeler drømme i forskellige temaer, er for at lette analysearbejdet. Når man fanger det overordnede budskab og kan kategorisere drømmen ind under et tema, bliver det nemmere og hurtigere at forstå, hvad det er, som drømmen prøver at fortælle dig.

 

Drøm om hår

At tabe håret, paryk, blive skaldet, etc.

Drømmetydning – hår og tab af hår. Håret er en meget vigtig del af de flestes identitet. En drøm om hår, vil muligvis handle om selvagtelse – håret symboliserer styrke og selvagtelse. Hvis du drømte at du tabte håret, kan det betyde tab af selvagtelse i dit vågne liv, og skaldethed symboliserer ofte tab af selvrespekt.

Hår er et symbol på livskraften, og for mange er det forbundet med erotiske undertoner – for mænds vedkommende er der en stærk forbindelse til potensen, og kastrations angst. Drøm om at få sat ekstra hår på er udtryk for ønske om at styrke sin vitalitet, livskraft, seksualitet. Hvis du drømmer at du gennemgår kemoterapi og derfor taber håret, har drømmesymbolet en anden betydning, som handler om dødsangst.

Hvis dit hoved blev barberet skaldet i din drøm, antyder dette at du på en eller anden måde føler dig skamfuld over et eller andet du har gjort i dit vågne liv. Du bør derfor tænke drømmen igennem, og lægge mærke til andre symboler som kan være dig til hjælp med tydningen. Skaldethed kan også antyde en angst for alderdommens kommen, hvor mange mister deres hårpragt, hvilket hænger sammen med selvopfattelse og virilitet.

Mænds drømme om (eget) hår. For manden symboliserer håret maskulinitet. Hvis en mand drømmer at han mister sit hår – enten ved at det falder af, eller han selv eller en anden klipper det af –  så handler drømmen formentlig om tab af styrke og mandighed.

Kvinders drømme om (eget) hår. Hos kvinden symboliserer håret omvendt typisk femininitet. Hvis en kvinde drømmer at hun mister sit hår – enten ved at det falder af, eller hun selv eller en anden klipper det af –  så handler drømmen formentlig om tab af kvindelighed. Altså noget der begrænser din følelse af at være kvinde. Det kan også hænge stærkt sammen med en følelse af, at være mindre attraktiv.

I nærværende sammenhæng søges forklaret, hvad det overordnet betyder når du drømmer om hår og tab af hår. Som supplement til fortolkning af din drøm så kig i oversigten over drømmesymboler hvor mere end 2000 drømmesymboler er forklaret.

Stil spørgsmål om Drømmetydning

Stil lige så mange spørgsmål du har lyst om Drømmetydning
Det er gratis og nemt – Stil et spørgsmål

Drømmetydning – Drømmetemaer